Smile. It's just a smile. -Allyson-

Allyson kiggede kort på Josh, da han klemte hendes hånd lidt. Hun smilede svagt, men smilet forsvandt hurtigt igen. Hun kiggede på Victoria igen. Allyson rystede svagt på hovedet over Victoria. "Nej. Uskyldig er en af måderne, ja, men ikke svag. Bare fordi man ikke er som dig, betyder det ikke at man ikke kan overleve. Du er alene, Victoria. Ingen kan lide dig. Ingen vil forsvare dig." Selvom Allyson ikke kendte Victoria så godt, kunne hun allerede konstatere at Victoria ingen venner havde. Hun var selvfølgelig ikke sikker på om Victoria faktisk havde venner, men det ville undre hende meget hvis Victoria havde en ven. "Måske har de bare for travlt til at være sammen?" Allyson lagde hovedet lidt på skrå. Hvorfor forsvarede hun Jacob og Nille? Hun havde jo aldrig mødt dem! Måske var det fordi at Nille var Carolines bedste veninde og Jacob var Joshs 'bror'? Det var nok derfor. Et kraftig rødmen bredte sig i Allysons kinder. "H-hva m-mener du m-med det?!" Stammede hun. Hun knugede Joshs hånd en smule hårdt af nervøsitet. Først da Victoria forsvandt, gik det op for hende hvor hårdt hun knugede Joshs hånd. Hun tog straks sin hånd til sig og så undskyldende på ham.
"Det er okay." Mumlede hun imens hun så ned på gulvet. Hun pillede ved en løs tråd på hendes kappe. Hun følte sig nervøs og usikker. Måske havde Victoria ret. Måske kunne det ikke gå mellem hende og Josh. Hun fik det helt dårligt ved tanken om at hun måske ved et uheld kunne skade Josh. Hun så på ham da han snakkede igen. "Hvor kender du hende fra?"

Victoria vidste udmærket godt at hun var alene, at ingen bekymrede sig om hende eller elskede hende. Og tror det eller ej, det havde dæmonkvinden det fint med. Når hun var alene, kunne hun bedre gøre som det passede hende og ikke hvad andre forventede af hende. Det var det perfekte liv for hende. Hun smilte uskyldigt til Allyson. "Det ved jeg udmærket godt min kære? Det er sådan jeg bedst kan lide det.. Alene, uden nogen der blander sig," Hun så kort hen på Josh med sine flamme øjne. "Pas heller på hinanden ikke sandt? Det skulle jo nødig ende galt," Hun blæste ham et kys..
Omkring det med Nille og Jacob, løftede hun igen ligegyldigt på sine slanke skuldre. Det ragede hende egentlig ikke så meget. Kampen for at få Jacob som sin slave havde hun så småt opgivet. Den pludselige stammen fra Allyson, var det der gjorde at det ligegyldige smil, forvandlede sig om til at være kækt. Hun så skiftevis fra Allyson til Josh. "Du ved udmærket godt hvad jeg mener.. Vampyrer er vel fyldt med hormoner i kroppen ikke sandt?"
Josh bemærkede godt hun knugede hans hånd med alt sin vampyr styrke. Svagt bed han sig i underlæben for at ignorere smerten.. For at se om han kunne berolige hende, lod han tommelfingeren snige sig ud af hendes hånd og lod den derefter nusse hende svagt over håndryggen. Om det så ville hjælpe eller ej.. Efter Victorias forsvinden, forsøgte han at varme den kolde stemning hun havde efterladt op. Da Allyson spurgte ham om hvor han kendte hende fra, bed han sig svagt i underlæben. "Som hun sagde, hun er en fjende af Jacob og på den måde.. lærte jeg hende at kende.. Hun har altid været en pestilens," Forsigtigt og blidt placerede han sin hånd på Allysons kind. "Er du okay?" Han hentydede til alt det lort Victoria havde lukket ud..

Allyson blev ved med at ønske at Victoria gik. Hun følte sig usikker, hvilket hun hadede. "Men, hvad så når du har brug for at nogen forsvarer dig? Nej, vent. Lad være med at svare på det. Jeg gider ikke at snakke med dig mere." Allyson kiggede væk fra Victoria. Måske ville Victoria gå, hvis Allyson ikke længere snakke med hende? Allyson havde et lille håb om det. Allyson bed tænderne hårdt sammen, da Victoria blev ved med at snakke. Rødmen i hendes kinder forsvandt lidt efter lidt. Til sidst var den helt væk. Hun valgte ikke at kommentere på det Victoria sagde.
Allyson så ned i gulvet fordi hun ikke turde kigge på ham. "Hvorfor irritere hun så dig?" Spurgte hun. Hendes stemme havde et spor af nervøsitet. Hun trådte et skridt væk, da han lagde sin hånd på hendes kind. Hun så forsigtigt på ham. "Nej. Hvad hvis det hun passer? Hvad hvis jeg ikke kan kontrollere min blodtørst? Jeg ønsker ikke at såre dig." Igen vendte hun blikket ned imod gulvet. "Måske skulle vi ikke se hinanden igen." Hviskede hun. Det gjorde ondt på hende at sige ordene.

Efter hendes valg af ord, kunne Josh mærke sit hjerte blive klemt og kvalt af smerte. Han tog en dyb indånding, inden han trådte hen imod hende, lagde armene om hende og placerede sin hage på hendes skulder. "Jeg ved ikke hvorfor hun irritere mig, hun er bare sådan tror jeg.. en underlig person der elsker at irritere andre," Han fortsatte med at have armene om hende. Selvfølgelig ønskede han ikke at lade hende gå. Langt fra. Han elskede jo at tilbringe tid med hende og det ønskede han ikke at skulle forsvinde. "Du skal sagtens kunne styre det.. Lyt ikke til Victoria, kvinden aner ikke hvad hun snakker om," Han hviskede det svagt. "Du må ikke gå Allyson, jeg har det så godt sammen med dig," Han krammede hende svagt. "Lyt ikke til Victoria," For intet i verden ville han lade hende gå.. Ikke bare sådan uden videre.
Forsigtigt gav han slip på hende, kun for at stille sig op foran hende og se hende ind i øjnene. De smukke krystalblå øjne. Med et blidt og roligt smil på læben, lænede han sig ind og kyssede blidt hendes læber.

På trods af hans beroligende ord, fortsatte hendes bekymrende tanker. Hvad hvis hun en dag ikke kunne stoppe sig selv fra at drikke hans blod? Hun bed sig hårdt i underlæben. Hvis det skete ville hun aldrig kunne tilgive sig selv. Han var den sødeste fyr hun nogensinde havde mødt og hun ville ikke skade ham. "Hvordan kan du være så sikker på at jeg kan styre det?" Spurgte hun mumlende, men tydeligt nok til at han ville kunne høre hvad hun sagde.
Hun stod helt stille, da han krammede hende. Han vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun ville ikke risikere at skade ham, men alligevel havde hun ikke lyst til at forlade ham. Hun fik øjnekontakt med ham, da han stillede sig foran hende. Hun lukkede blidt sine øjne da hun mærkede hans læber mod hendes. Hun rynkede svagt på panden, inden hun skubbede ham væk. "Nej." Hun rystede på hovedet. "Jeg kan ikke risikere det. Jeg vil ikke skade dig. Hvis du en dag ved et uheld kommer til at skære dig selv, vil jeg måske ikke kunne styre mig selv." Hun begyndte at gå ud af rummet. "Du kan ikke være sikker på at jeg vil kunne styre mig selv. Jeg er blevet det, jeg hader og dit blod... dit blod er det lækreste jeg har smagt! Jeg vil ikke kunne styre mig selv." Man kunne tydeligt høre på hendes stemme at hun kæmpede med ikke at græde.

Hvordan han kunne være så sikker? Fordi han stolede på hende. Han lod sit hoved læne sig op af hendes. "Fordi, jeg stoler på dig," Hun trak sig ud af krammet og forlod hans arme kolde. Dog lod han hende gøre som hun ville. Blidt foldede han armene på kors over brystet. Han kunne ikke tage øjnene fra hende.
Da hun trak ud af kysset, ved nærmest at skubbe ham, kiggede han en anelse forvirret på hende og man kunne svagt ane det såret glimt i de mandelfarvede øjne. Dog fjernede han det hurtigt. Han vidste godt at hun gjorde det kun for at 'beskytte' ham. Men, han ville heller være i fare for at blive bidt sammen med hende, end at være i sikkerhed og mangle hende. Han prøvede at smile blidt til hende.. At hun skulle stå og græde foran ham ønskede han ikke. "Allyson, du ved at du er stærkere end det.. Jeg stoler på dig.. Du må også stole på at du kan styre det.." Han smilte blidt til hende. Roligt gik han hen imod hende, dog undlod han at kramme hende, eftersom han kunne mærke på hende at hun bare ønskede at stå for sig selv. "Jeg tror ikke jeg ville kunne undvære dit selskab,"

Allyson fik dårlig samvittighed, da hun så det sårede glimt i hans øjne. Hun kunne ikke lade at såre andre, medmindre det var nogen hun ikke kunne lide. Hun kunne rigtig godt lide Josh, faktisk var.. hun lidt vild med ham. Hun bed sig i underlæben grundet sine tanker og en svag rødmen bredte sig i hendes kinder. "Kan du huske da jeg sneg mig ind til dit soveværelse? Jeg havde så svært ved at kontrollere mig selv. Jeg kunne ikke holde det ud." Hviskede hun lavmælt, men højt nok til at han ville kunne høre det.
Hun stoppede med at gå og vendte sig om imod ham. "Det ved du ikke om du kan før du prøver det." Hun hadede at det her. Hun havde allermest bare lyst til at være hos ham og ikke være bange for at skade ham. "Jeg vil gerne blive hos dig, men jeg vil ikke kunne klare at leve i frygt for at skade dig." Hun så ned i gulvet.

Han ønskede ikke at hun gik fra ham. Hvorfor skulle han ønske det? Alt ved hende var så rart at være sammen med, at det gjorde ondt ved tanken om at han skulle undvære det. Nok havde de ikke kendt hinanden i frygtelig lang tid, men han ønskede at lære hende mere at kende, tilbringe mere tid sammen med hende og nyde hvert et sekund af det. Da hun nævnte det med soveværelset, smilte han svagt og nikkede derefter. Han huskede det skam. Klart og tydeligt. "Men, der skete jo ingenting.. Og der kommer heller ikke til at ske noget," Forsigtigt gik han hen imod hende, rakte roligt ud efter hendes hånd og flettede hans fingre sammen med hendes. "Bare giv det en chance Allyson. Bare en chance, det alt hvad jeg beder om," Han så hende ind i øjnene. "Som du selv sagde til Victoria, vi kan få det her til at fungere," Roligt gav han slip på hendes hånd igen, et tegn på at hun selv bestemte hvad hun ville. Selvom han nok ikke ville indrømme det, så kunne han lide mere end hendes selskab.. Han var så småt begyndt at være lun på den unge vampyr. "Bare en chance, vi kan jo aldrig vide om det vil gå, før vi prøver," Han smilte varmt og roligt til hende.

Allyson kunne ikke beslutte sig. Hun var usikker på hvad der var bedst. Hun havde ikke lyst til at lade deres race forskel ødelægge det hele, men det var så svært. "Nej, der skete ikke noget, men hvem siger at der ikke vil ske noget snart? Hvis jeg ender med at skade dig, vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv." Sagde hun. Hun gav forsigtigt hans hånd et klem. Hans varme hud overraskede hende hele tiden, men det var faktisk rart. Hun blev en smule ked af det, da han gav slip på hendes hånd, men hun prøvede at skjule det så godt hun kunne. Hun betragtede hans ansigt mens han snakkede. Han var smuk.. Han lignede virkelig en engel. Rødmen i hendes kinder blev kraftigere, men da hun rystede på hovedet forsvandt rødmen.
"Og hvad hvis jeg skader dig?" Hun så spørgende på ham. "Jeg vil ikke lade vores race forskel stå i vejen, men.. det er svært. Desuden, så ved jeg ikke helt hvad der foregår." Hun tog en dyb indånding, selvom hun faktisk ikke behøvede luft, fordi at det næste hun ville sige ville blive ret svært for hende. "J-jeg kan rigtig.. godt lide dig, Josh, men jeg ved ikke hvad det her er.. Jeg mener.. Altså.." Hun rødmede kraftigt igen. "Jeg er så dårlig til det her." Hun kiggede væk fra ham og strøg en hånd igennem sit hår.

Hun frygtede virkelig at hun ville komme til at skade ham, mere end han burde gøre som engel i nærheden af en vampyr. Dog var han vokset op med et bånd til en vampyr, hvilket nok gjorde at det var der fik ham til at frygte dem mindre end han burde. Egentlig vidste han ikke hvad han skulle svare på det, for hvad nu hvis hun endte med at skade ham? Hvad ville der så ske imellem dem? Han tog en dyb indånding for derefter at lade sine hånd finde hendes igen. "Hvis du nu kommer til at skade mig, så tager vi det stille og roligt. Jeg ved jo at du aldrig vil gøre det med vilje.. Jeg lover at jeg aldrig vil dømme dig på det," Roligt så han ind i den smukke vampyrs øjne. "Som sagt, jeg stoler på dig og det har gjort lige siden du sagde undskyld første gang, for at have taget lidt af mit blod," Han smilte blidt til hende. Til det næste hun sagde, kunne han ikke lade være med at fnise lavt over hendes stammen og røde kinder. Hun var virkelig bedårende! For at tysse på hende, placerede han en finger på hendes læber og så hende ind i øjnene. "Jeg kan virkelig også godt lide dig.. Og.. Jeg vil mene at det her er en flirt?" Han løftede kækt og kærligt på et øjenbryn. "Eller, hvad mener du?" Han fjernede sin finger fra hendes læber.

En forfærdelig tanke strøg forbi Allysons hjerne. Hvad hvis hun kom til at dræbe ham? Hun begyndte svagt at ryste i kroppen bare ved tanken om det. Hun hadede i det hele taget at dræbe andre, som ikke var vampyrer eller dæmoner, men at skulle dræbe Josh... Det var det værste der kunne ske. Udover at hendes søstre døde. Tanken om at hendes søstre kunne ende med at dø skræmte hende. Hun havde i mange år troet at hendes søstre var døde, at hun aldrig skulle se dem igen, og nu hvor hun vidste at de levede, nægtede hun at miste dem igen.
"Hvad hvis jeg dræber dig?" Hendes stemme var lav da hun bekymrede sig så meget. Hun kunne ikke holde det ud. Hun havde brug for at være alene, men hun havde ikke lyst til at gå, men hun kunne heller ikke tænke klart i nærheden af ham. "Du burde hade mig." Mumlede hun lavt.
Hun kiggede svagt irriteret på ham, da han fniste. Hun syntes ikke det var morsomt. "Fjern den finger, hvis du gerne vil beholde den." Sagde hun med en svag drillende tone i sin stemme, da han placerede sin finger på hendes læber. "Det ved jeg ikke." Hviskede hun. Hun så ned i gulvet. "Jeg er nød til at gå." Hun valgte at lade være med at gå lige med det samme.

Han sukkede svagt. Det så ikke ud til at han kunne få den unge vampyr på andre tanker.. Tøvende bed han sig i underlæben. Selvfølgelig ønskede han ikke at hun skulle gå, bare pga. det Victoria havde sagt.. Hvorfor skulle hun også komme og ødelægge det hele.. Ondsvag dæmon! Tøvende så han ud af vinduet og gik derefter hen og satte sig på sengen. "Du må ikke se sådan på det Allyson," Han så op på hende. De chokoladebrune øjne havde en svag farve af mandelbrun i sig fra lyset i vinduet. "Og nej, jeg burde ikke hade dig, tro mig.. der skal meget til før jeg hader nogen," Han løftede på skuldrene og kiggede ud af vinduet. "Selvfølgelig, det at jeg er en archangel gør at jeg ser mere vredt på dæmoner og vampyrer, men.. ikke dig.. du er noget særligt," Han så hen på hende med et smil igen. "Hvis du er nød til at gå, så vil jeg ikke holde dig tilbage.. Jeg håber bare at vi ses igen," Han smilte roligt til hende. Lidt efter rejste han sig, kyssede hendes pande blidt med sine varme læber. "Du ved hvor jeg er, hvis du har brug for mig,"

Allyson havde brug for at komme væk. Hun havde brug for at tænke. Hvorfor opførte hun sig sådan her? Hun kunne ikke lide sig selv lige nu.. faktisk så havde hun lige siden hun var blevet vampyr havde hadet sig selv. "Beklager, Josh, men jeg kan ikke tænke klart.. Jeg er.. nød til at gå." Hun bed sig i underlæben. Hun vidste at de ville komme til at se hinanden igen, for hun ville ikke kunne lade være med ikke at kontakte ham.
Var hun noget særligt? Hvis hun skulle være ærlig så var hun uenig, men hun ville ikke diskutere det med ham. "Vi ser hinanden igen, det lover jeg dig." Hun smilede svagt, da han kyssede hendes pande. Hun havde forfærdelig meget lyst til at blive hos ham, men hun havde brug for at tænke. "Vi ses." Hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå.

//Out.