That's NOT cool!(Jasmin)

Mørke flakkede for dæmonens indre blik. Chayas stemme panikkede i hendes sind, og forsøgte at flå dæmonen op fra besvimelsen. En eller anden ting stak hende i maven, og forstyrrede hende værre end Chayas skrigeri. Langsomt begyndte det at blive nemmere for hende at få sammenhængende tanker til at holde fast i hendes hjerne, selvom hun var mere end fortumlet, og havde en hamrende, dunkende og bankende smerte der skød fra hendes baghoved som spindelvæv bestående af pigtråd.
CHAYA! Gider du holde din fucking kæft!?
- Er du okay Neco!?
Jeg ville have det LANGT bedre hvis du fuckede langt væk med dit skrigeri!
- Så vær sød at komme op ...
Fugt lå som et ekstra lag uden på hendes hud, og vandet hang tungt og kvælende i luften omkring hende. Et eller andet klistret hang fast til hendes kind. Langsomt slog hun øjnene op, og løftede sig op på armene. Hendes fingre sank med det samme ned i tykke lag af ... natur? Nedfaldne blade, grene ... Små lorte dyr? Hendes blik flakkede rundt og opslugte hurtigt omgivelserne. Hun var uden tvivl i en eller anden skov, in the middle of nowhere.
- Hvor er vi, Neco?
Jeg ved ikke hvorfor fanden du tror jeg ved det.
- Hvad skete der?
Jeg har ingen anelse.
Hun huskede mørket, hendes uhyggeligt gode nattesyn havde skåret lige igennem. En lyd der havde vækket hendes sansers dvale, og krævet hendes opmærksomhed. Smerte, der havde flået sig igennem hendes kranie som et monster, mens det gentog sig gang på gang. Hun huskede et nyt mørke, et mørke der lå så tæt om hende at hendes syn ikke kunne komme igennem det. Hun huskede smerte i armene, der havde sivet som igennem hendes blod, og brændt hende indefra. Og ... Det var alt hun huskede. Små glimt, der viste skrækscenarier, inden de blev afløst af et nyt.
Imens disse glimt af minder havde gennemrodet hendes hjerne, havde hun fået stablet sig selv på benene, og hvilede nu en hånd mod det ru bark af et træ, imens hun forsøgte at tvinge sig selv til at tænke klart. Hendes syn var lettere sløret, og selvom hendes tanker var nogenlunde klare, så svimlede hele hendes hjerne som var hun i en båd i et oprørt hav. Det irriterede røven ud af bukserne på hende, at hun ikke kunne få taget sig sammen til at få styr på sin fucking hjerne, og få den til at rette sig efter hendes ønsker!
Og det værste af det hele var, at en eller anden lille lorte spøgelsesdreng stod og gloede på hende med store øjne, som om hun var verdens vidunder.
"Pis af, stump!"
Hun snerrede næsten, samtidig med at hendes fingre klappede på hendes hofter, for at finde tegn på våben. Den lille dreng virrede forskrækket med hovedet da hun henvendte sig til ham, tydeligvis chokeret over at hun kunne se ham. Så forsvandt han. Hendes våbenbælte var væk, og da hun gennemsøgte sit tøj og sko for våben, var kun de indsyede tilbage. Altså kun de, der ikke kunne findes ved en meget grundig søgning af hende efter våben.
Fuck.

Jasmin smækkede kort døren i bag sig. Hun var en del svimmel, og anede ikke helt i hendes egen verden hvor hun var henne. I et kort sekund var det som om, at hun faldt igennem et stort og dybt hul. Et hul hun aldrig ville komme op af igen. I det samme faldt hun sammen i den virkelige verden.
Der var ikke rigtigt nogle mennesker omkring hende, ud over Marlena, som blot sukkede og kiggede den anden vej. Marlena havde aldrig rigtigt været specielt glad for Jasmin, og havde egentlig helst set hende væk fra verden af.
I det samme, lod Marlena sine arme, hive fat i Jasmin arme, imens hun langsomt hev hende op på hesten. I et langsomt, men kort hug, var hun oppe på hesten. Hurtigt satte Marlena sig op på hesten Star, og sparkede en smule hårdt til hende, efter hun havde taget fat i tøjlerne. I det samme gik Star i galop, og susede afsted.
Marlena holdte fast i Jasmin, imens hun sad/lå oven på hesten, for at sikre sig hun ikke faldt af.
Der gik et stykke tid, før at de var nået hen til skoven. Længere inde kunne, Marlena ikke rigtigt komme med galop. Det var der for meget mudder til, at kunne. Jo længere ind de kom, jo flere grene og træer var der i vejen.
I et hurtigt hug, smed Marlena Jasmin af, og satte i skridt igen, indtil hun kunne sætte i galop endnu en gang. Væk var Marlena igen.

Jasmin rystede kort på hovedet. Det var blevet lyst. Det havde været mørkt, da hun sidst havde set 'verden' som normalt. Hun tog sig en smule til hoved, og rystede en anelse på hovedet, da en stemme hurtigt fangede hendes øre. En kvinde, en velkendt kvinde stemme, brokkede sig længere fremme.
Hvem er dog det, forfærdelige kvinde mennesker der står og brokker sig? Vi er midt ude i ingen ting, og ingen snakker til kvinden? Jasmin kunne i hvert til fald ikke høre andre stemme omkring sig, men om hjernen snød hende, anede hun ikke.
Jasmin rejste sig en smule op, støttende til jorden, og med rumpen i vejret. Langsomt, med små skridt gik hun imod stemmen. Delilah? Hvad lavede hun der? Og hvorfor var hun her brokkende. Jasmin støttede sig hurtigt op imod det nærmest træ, imens hun kunne se og høre Delilah tydeligt. '' Hvad brokker du dig over, kvindemenneske? '' Jasmin stemme, var en del hæs, efter nattens kulde. Hun havde 'sovet' ude hele natten, uden nogle former for varme omkring sig, ud over hendes tøj. Hvorfor hun var endt der, anede hun ikke helt selv, og hvor hun egentlig var, var også et stort mysterium for hende.
Jasmin sukkede en anelse, og gik hen imod hende. '' Ved du hvor vi er? For jeg er helt paf, hvor end vi så er. '' Jasmin lukkede svagt øjne i, og åbnede den hurtigt og stort igen, for at bedre kunne få en oversigt over hvor de var. I et kort sekund undrede hun sig egentlig stadig over hvorfor hun var her, og hvorfor Delilah var her? Men det vigtigste var egentlig hvad der var sket, siden hun var endt her? Hun rykkede bene frem, og rystede en anelse på hovedet for at få et klart blik for sig. Træerne omkring dem, dyrenes lyde og snerten af andre væsner nær dem opfangede hende hurtigt.
Det største problem var dog Delilah. Jasmin havde aldrig rigtigt brudt sig om hende, efter hun havde støt ind i hende et par gange før. Hun havde været ubehøvlet overfor hende, uden nogle ordenlig grund.

En lyd fik Delilahs hoved til at blive revet op, så hår svævede om hende i en krøllet cirkel. Det var ikke andet end en puslen, der bevidnede at der et godt stykke væk, var en bevægelse fra et dyr, større end både ræve og ulve. Det skarpe blik søgte intenstivt over området lydet var kommet fra, men hun vidste udemærket af hvad end det var, var det for langt væk til at blive set. Hendes muskler var stivnet, og hendes krop stod som en isstøtte, ventende på hvad hun tydeligt hørte nærme sig.
Stanken nåede hende før synet. Åh det var bare pisse perfekt - en dæmon. Og ikke bare hvilken som helst dæmon, men Jasmin, som var en af de utallige kvinder, der hadede Delilah tilbage til det helvede hun var opstået i. Delilah kunne virkelig ikke klare pissed off bitches lige nu, for hun var fanget et random sted uden våben. Hun havde ikke brug for en dæmonkælling til at whine over livet nu.
- Hvorfor bryder hun sig ikke om dig, Neco?
Hadet er sgu gensidigt Chaya.
- Hvorfor bryder hun sig ikke om dig?
Af samme grund som alle andre.
Så fandt synet af hende, Delilahs blik, og dæmonens muskler løsnede lidt op. Når hun var fanget i Delilahs blik, var det næsten umuligt for hende at gøre skade. Delilah var en bedre kæmper end Jasmin var, det var hun ikke i tvivl om. Hendes øjenbryn hævedes køligt, da Jasmin valgte at begynde at snakke. Hendes fingre snoede sig over kors og lagde sig stramt imod hendes bryst.
"Jeg brokker mig ikkke over en skid, kælling. Det er dit speciale."
Hendes blik fulgte Jasmin, der nærmede sig, og selvom hun ikke så vagtsom ud, var hendes muskler klar til at spændes i kamp, hvert sekund. Det var de altid. Hendes fingre forsvandt ind under den lange læderjakke der prydede hendes overkrop, og fingerede roligt omkring den skjulte lomme, hvori barberblade, vievandsbeholdere og lignende våben lå i. Hun stolede ikke på Jasmin, ligesom hun ikke stolede på nogen anden.

"Hvorfor fuck skulle jeg vide hvor vi var? Jeg er ikke en fucking sporingshund."
Hun snerrede det af dæmonen, som hun intet havde tilovers for, lige nu. Ét forkert ord, og Delilah ville slå hende til fucking plukfisk. Bare et ord, og hun var smat.
- Neco, vær sød.
Hendes hjerne er ikke en klump grød på jorden, vel?
- Nej, men ...
Så er jeg sød.
Hun slap Jasmin med blikket, for hun var ikke en trussel. Skoven og dens mulige indbyggere, kunne derimod være en trussel. De høje hæle sank dybt ned i det fugtige, bløde underlag, men Delilah trak dem ikke af - de var våben i sig selv, hvis man vidste hvor man skulle trykke. Helt bogstaveligt talt, hendes sko havde skjulte våben i sig, og kunne være dødbringende på virkelig mange måder, hvis man vidste hvad man gjorde og hvor man gjorde det. Og det gjorde Deliliah uden tvivl.
"Jeg ved ikke med dig, men jeg skal ud af denne her lortede bunke blade og kviste. Gå med hvis du vil, fuck af hvis du vil blive og lege døde Stacy."
En dyb, knurrende lyd hamrede igennem træerne, og fik Delilahs blik til at flyve op. Det var næsten et glimt af træthed der fór igennem hendes blik, da det gik op for hende at hun skulle jagtes af et latterligt monster, og slå idioten ihjel - igen. Men hun kunne lige så godt udskyde det uundgåelige.
Hun begyndte at gå, med læderjakken der fejede over toppen af kviste. Delilah lignede virkelig en der vidste hvor hun var på vej hen, og gik målrettet af sted i et højt tempo - i virkeligheden anede hun shit om hvor fanden hun var, og var på vej hen. Den rumlende, knurrende, snerrende lyd der kom bag hende, kom tættere og tættere på.  Man kunne høre træer der knækkede og blade der raslede - men Delilah vendte sig end ikke om. Fortsatte sin målrettede gang, som vidste hun præcis hvad hun lavede.

Jasmin så en anelse på Delilah, med et kækt smil. På den ene side, irriterede hun Jasmin en hel del. Ubehøvlede mennesker, var intet Jasmin brød sig om. Hvis Jazz havde været fremme lige nu, havde hun mildt talt, gået over og klasket Delilah en på skrignet. Jazz brød sig ikke om flabet personer. Men, heldigvis var Jazz ikke fremme.
Jasmin så kort på Delilah, inden hun rettede blikket rundt omkring, for at få et helt præcist overblik over hvor de egentlig begge var endt henne. Jasmin havde før været i sin egen verden, og ville ikke kunne sanse en anden form for aktivitet. Hun kunne vandre rundt som et spøgelse og pladre om forskellige åndssvage ting.
'' Mit speciale? Ha! Siger du.. '' En lav latter, kørte over Jasmin læbe med et stort smil. Hun havde intet imod Delilahs udseende, men præcist hendes personlighed irriterede hende en del. Hvis bare hun havde været en flinkere dame, eller kvinde. Havde Jasmin sagens kunne blive venner med hende.

'' Jeg beklager jeg spørger, frk. Jeg har fået det forkerte ben ud af sengen. '' Jasmin brød ud, i et kort grin for sig selv. Det var sjovt Delilah skulle brokke sig så meget over hende. Selvom Jasmin ikke selv brød sig specielt meget om Delilah, brokkede hun sig ikke vildt og voldeligt over hende, imens hun kunne høre det.
Og i det, kom Delilah endelig med nogle fornuftige ord. De skulle ud fra skoven af, eller hvor de så var endt henne. Lydende omkring dem, interesserede egentlig ikke Jasmin. Hun havde været udsat for forskellige ting, så værre kunne det ikke blive.
'' Orv. Det er det klogeste du har sagt hid til! '' Jasmin klappede en anelse i hænderne for Delilah. Fornærmende gjorde hun det dog. Et kækt smil kørte over Jasmin læber igen, men det forsvandt, efterfulgt med at Jasmin traskede efter Delilah som en lille hund, der fulgte dens moder.
'' Så, hvor skal vi hen, frk. Suresen? '' Jasmin stirrede på hende, samtidig med hun fulgte hende, med hendes bevægelser.

Jeg beklager det korte svar. //

//OOC: Karakterstyring er blevet godkendt af Jasmin.

- Neco lad være. Det er ikke det værd.
Jasmins leende stemme sendte næsten elektriske strømme af irritation igennem jægerens system, men hun lod sig ikke mærke af det. For hvert eneste ord der passerede dæmontøsens læber, styrkedes den sitrende følelse der skvulpede i hendes indre. Behøvede Jasmin være så latterlig at høre på? De adskillige klap der blev stødt ud fra Jasmins hænder, var som små dryp af benzin på hendes indre bål. Men intet i hendes krop, lod det flammehav der brændte igennem hendes sind, glide igennem hendes facade. Intet.
Chaya hviskede beroligende, neddyssende ord i sindet på den opstemte dæmon, for at sørge for at hun ikke sprang på Jasmin med ætsende flammer begravet dybt i de grønbrune øjne. Men stilheden lagde sig tungt og koldt over Delilahs sind, ved Jasmins sidste hånlige kommentar, dog uden nogen forskel i udtryk havde indtruffet over de rødlige læbers trækning, eller de følelsestomme ansigt. En dyb knurren i Delilahs sind fik overraskelse til at flakke igennem hendes blik. Den lyd kunne umuligt tilhøre Chaya ..?
- Jeg bryder mig ikke om hende!
Chayas stemme havde en næsten ru klang, der sendte en rislen ned af Delilahs rygrad. Ikke i frygt, men følelser hun ikke kendte til, vældede op i hende - var det Chayas?
- Flå kællingen fra hinanden, Neco. Hun er uværdig! Hendes liv er en skamplet!
Mere behøvede Delilah ikke, for at retfærdiggøre at flammende vrede straks sivede ud igennem alle hendes celler. I et ryk snurrede hun omkring, med ild der samlede sig i hendes blik, og blev spyttet ud igennem den kulsorte pupil.

De lange, slanke fingre blev snoet stramt, næsten kvælende om Jasmins hals, og i et hårdt ryk med armen, trådte Delilah frem så Jasmin blev hamret hårdt op af det nærmeste træ. Med bark der skrabte ru og kradsende imod Jasmins ryg og baghoved, strammede Delilahs fingre sig yderligere om Jasmins hals, så luftvejene langsomt blev blokeret af det massive pres, Delilahs overnaturlige styrke lagde imod hende.
Hele Delilahs krop pressede hårdt og insisterende imod Jasmin, så det virkede som ville hun presse sig igennem Jasmins krop, og ind i træet der kradsede næsten flående opad Jasmins ryg. Delilahs anden hånd havde hurtigt snappet begge Jasmins hænder sammen, så hun holdt dem fast med den ene hånd, op imod træet i en overvældende styrke. Langsomt borede hun fingerspidserne dybt ind i håndleddet på dæmonen, uden jægeren selv syntes at bemærke det. Hendes tanker var travlt beskæftigede.
- Hun larmer! Af med læberne! Væk med tungen! Få hende væk!
Sølvet om Delilahs pupil, brusede næsten kraftigt, og for den opmærksomme, ville blikfanget straks være sølvet om hendes pupil. For ikke nok med at det brusende, skummende og bølgende flød omkring hendes pupil i en brændende følelse, men det syntes også langsomt at udvide sig, så hendes irris langsomt ville blive oversvømmet, hvis sølvfloden blev ved med at udvide sig.
"Tir mig ikke, kælling. Mit humør er ikke så pisse fedt lige nu, og jeg ville gøre verden et pisse godt sted for andre, hvis jeg lige nu flåede dig i stykker."
Hendes ansigt var presset så tæt på Jasmin, at hendes ånde blev pustet varmt og fugtigt ud over Jasmins ansigt, da de hviskende ord forlod hendes stemmebånd. De sølvglødende øjne, der forsøgte at overtage det grønbrune, syntes næsten at forsøge at opsluge Jasmin i sit flammehav, imens den sukkersøde stemme blev pustet lavt ud imellem Delilahs svagt adskilte læber. Ikke et hvæs af luft, tillod hendes fingre at Jasmin kunne få hevet ind i sine lunger. Ikke et gran.

Pludseligt gav det et ryk i hele Delilahs krop, og hun svingede sig tilbage, samtidig med at hun flåede Jasmin med sig. Samtidig slap Delilah pludseligthendes krop, så Jasmins krop blev slynget henad jorden. En svag knurren lød igen igennem skovens raslende blade, men den frygtindgydende snerren der forlod Delilahs læber, overdøvede langt den tidligere trussel. I en hastighed der ikke burde være mulig for en Drevens, hvirvlede Delilah frem, og gled ned over Jasmins endnu liggende krop. Hendes knæ blev straks presset imod Jasmins hals, men kun længe nok til at Delilah kunne sno fingrene om Jasmins arm.
Straks derefter flåede hun Jasmins arm med sig, så Jasmin blev rullet om og lå på maven, imens Delilah rullede op ved siden af, og greb fat i dæmonens nakke med den ene hånd. Hun løftede i et ryk dæmonen op, og hamrede hendes hoved imod et træ - ikke hårdt nok til at der blev slået hul på noget, men hårdt nok til at det ville sende hårde dunk af intens smerte igennem Jasmin. Delilah lænede sig frem, så hendes læber var lige ud for Jasmins øre, og endnu engang passerede en svag hvisken hendes læber.
"Du er heldig jeg ikke river dig i stykker. Nogen bliver friggin' skuffede når jeg slipper dig."
Jasmin blev presset hårdt op imod træstammen i yderligere 5-10 sekunder, inden Delilah pludseligt rev hende til siden igen, og kastede hende henover jorden igen, med et hårdt skub. Hun var færdig.

Åndedrættet imellem Delilahs læber var tungt og hurtigt - ikke fordi det havde været sindssygt hårdt, for Delilahs krop var bedre fysisk end hun oftest brugte den - men fordi hendes sind kogte svagt. Hun holdt sig stædigt tilbage, fra ikke at træde over til den lille tøs og kvase hende, på trods af løftet om ikke at rive hende i stykke. Uendeligt langsomt drejede hun sig endeligt imod Jasmin, med sølv der var på hastigt tilbagetog, og svandt ind til den tynde sølvcirkel om hendes pupil, endnu engang.
- Hun fortjener ikke at leve.
Lad det ligge.
Vreden sivede langsomt ud fra Delilahs ansigt, og blev erstattet af en tomhed. Hendes blik lå dødt på Jasmin i adskillige sekunder, inden hun endelig spredte læberne, for at lade ord falde i den stilhed der herskede omkring Delilahs krop.
"Kan du komme op, eller skal du have hjælp? Vi har ikke hele dagen til at komme ud af det her fucking hul."
Stemmen havde mistet alle følelser - det var som var vreden blev trukket væk, men sammen med det, alle andre følelser. Hvad hun dog ikke lod vise var, at hele hendes sind var et kaos af forvirrede følelser der snoede sig sammen og trak sig fra hinanden, hvorefter de satte sig sammen på andre måder. Hun havde så pisse meget kvalme lige pludseligt. Chayas altoverdøvende stilhed, var pludseligt dominerende i hendes tanker. Alt var så fucking mærkeligt lige pludseligt!

Jazmin så blot på hende, og vendte ryggen ved. Hun forlod Delilah. Ligeglad med hende, gik hun ud af skoven. Væk var hun..

// OUT //