Restart - Camille

Camille ....man kunne da godt bilde folk ind hun sad og virkelig tænkte alvorligt og seriøst...og voksent..over tingene, da Eric vrissede og forlod hende.
Men i virkeligheden, blev hun spejl blank og sad blot og gloede måbende efter ham.
Hun havde ingen ide om hvad han lige troede at han havde gang i? At fortælle Mira det nu ? At tage afsked med hende nu?.... Nej nej...det gik jo slet ikke.
Camille skyllede af og tørrede op, efter deres mad. Nicholé skulle ikke havde det at se til oven i alle hendes andre sager.
Herefter gik hun ud for at finde Eric og Mira, men havde ikke fundet dem da Erica fik forskrækket Camille, ved at springe frem fra en busk...og Camille fik sendt det stakkels kræ en meter hen over gårdspladsen , med hendes telekinese.
Hun stirrede...dén havde aldrig virket på et væsen før? .....
Camille fik sat de små grå i sving...hun havde aldrig forsøgt bruge sin telekinese på væsner , ikke i underworld...for tilbage i Deepshell havde hun talrige eksempler på det ikke virkede på dem. Kun på mennesker og naturligvis ting.
Men...hun kunne høre Sakrefs ord for sig...* i ændrer jer, når i rejser gennem portalen....og for fanden.. Tristans kat blev en tiger! ...hun havde altid troet at den sølvgrå stribe og en nuance mørkere kulør var hendes ændring, men....wow...dette skulle afprøves senere.Nu måtte hun lige finde Eric.
Camille hapsede Erica op, og gik tilbage til huset.
Hun ville putte den i Erics seng, så den lige kunne sunde sig over dens flyvetur.
Da hun kom derop, fandt hun herren himself, ifærd med at pakke.
" Eehh,...Eric? Der er altså flere dages ridt til Sakref...og så tilbage igen...og måske bliver jeg der luge en dag eller to, til vi får knækket koden til portalen" forklarede hun så roligt hun kunne, uden at lyde upset.
" Har du noget imod at fortælle hvorfor du har så travlt nu? Og har du tænkt dig at smutte uden et farvel til mig?" Ved den sidste sætning havde Camille en mere skarp kant.Var jeg hans plan, havde hun mest af alt lyst til at smække ham en på skrinet.
Havde hun ikke betydet en disse mere end det? Well....

Eric kiggede op da Camille kom indenfor, han var dog hurtigt igang med at pakke videre. "Jamen gør det nogle forskel?" Han holdte sit blik ved sin taske, der på ganske kort tid indeholdte hvad han selv mente var de mest nødvendige ting.
Erica fik også et kort blik og selvom den så lidt forblæst og forskrækket ud, kommenterede han det ikke. Han vidste ikke hvad dyret gik og lavede og at den havde fået sig en slem overraskelse var nok bare med til at lærer at den skulle holde sin fine snude for sig selv.
Mest af alt havde han lyst til at sige noget med at han ikke ville sige farve når hun trak tæppet væk under både ham og hans baggrund for at have et liv på gården. Ikke et han selv ligefrem brændte efter, men noget der alligevel gjorde ham glad. Hun gjorde ham glad og at hun så også ville tage Mira hjalp ikke just på forholdet. "Farvel Camille, håber du er glad for din beslutning - og pas på Mira."
Inden det blev til mere, snurrede han rundt og gik ud af værelset for at gøre Carzador klar til turen. Han havde aldrig før været tvunget til at sige farvel til en der betød noget for ham, så hvor længe han kunne holde sin facade oppe, var ham ukendt. Det ville dog ikke være evigt, så for håbentligt kunne han komme af sted.

Camille studsede over hans reaktion..." alting gør en forskel...selv det man undlader at gøre , gør en forskel..." Begyndte hun , men kunne godt mærke at stemningen ikke var til en mindre lektion, så hun holdte hurtigt inde...selv om der var langt mere hvor det kom fra.
Camille blev stående og nussede katten i det uldne nakkehår et stykke tid, men satte hende så fra sig, på Erics seng.
Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle nærme sig Eric, der var ved at hidse sig op på hende, selv om han ikke ønskede at vise det.
Men hans kølighed afslørede at han var fælt irriteret på hende, og da han skred igen med hans afmålte og kort afsked, stod hun igen tilbage med en tomhed der slog så kedeligt hårdt.
Kunne han ikke gøre det LIDT mere upersonligt? Næppe.
Camille ville finde Mira og se om hun var okay, hun måtte rette blikket væk fra sig selv...og komme videre.Eric havde åbenbart ikke svært ved det, han var allerede over stok og sten.
Med tunge trin forlod hun værelset...efter et sidste kig, og tørrede sine øjne der var flydt over med minder og den afsked hun skulle tage med det hele.
Ikke engang katten kunne hun hviske sit farvel til, skulle hun forblive stærk, så hun undlod.
Gårdspladsen var foruden en Mira, og Camille blev rasteløs.Hvor var hun NU?!
Der kunne høres lyde fra stalden , og det ville nok være hende...eller Eric måske?
En underlig vrede snoede sig igennem Camille krop, da hun tvang sine ben i staldens retning.
" Det sku da meeeeget flot....sådan som du skrider fra din datter , uden at sker dig hun er ok.Har du sagt du elsker hende....at du altid vil være hos hende herinde?" Spurgte Camille og lagde hånden over hendes venstre bryst.
" Hvad hvis hun tror hun har gjort noget galt, når du bare smutter! Ved du godt folk vender sådanne ting indaf? Bebrejder dem selv?" Hans ligegyldighed provokerede hende helt enormt lige nu, som han stod der og gjore Caz rejseklar.

Et højt irriteret suk lød fra Eric, da han snurrede rundt og kiggede på Camille med en sammenbidt mine. "Lad os lige gøre én ting klart. Det er ikke mig der skrider fra nogle, i første omgang, det er dig der tager hende fra mig. Dig fra mig." Næsten som en hest pustede han luften ud af næsebordende. "Du ved at i var den eneste grund til at jeg blev her, men nu hvor i rejser, ser jeg ingen grund til heller ikke selv at blive."
Han trådte helt hen til Camille og tog hendes hånd, for at rykke den længere ind midt på hendes brystkasse. "Hjertet sidder mere midt i." Instruerede han hende før han så også lige tjekkede at hendes læber sad de rette sted. Først tøvende. "Så må du fortælle hende det."

Camille hævede begge øjenbryn og kiggede tilbage på ham med en trodsig mine.Ja, det var hende der rejste, men fritog det ham for en lille andel et sted i den beslutning? Bestemt nej.
” Man kan altså ikke bebrejde en vase for at få revner, eller sågar splintres. Hvis man selv har smidt den på jorden ” mente hun var en skudsikker sandhed, der fint passede ind her.
Hendes øjne blev større da Eric nærmede sig og rakte ud efter hendes hånd. Hun var så overrasket, at hun ikke engang tænkte på muligheden for at trække den væk.
Hun ville ikke give sig, og forsatte med at ville holde sin øjenkontakt…bare fordi han ikke skulle få den opfattelse af hu ikke kunne..og så blev hun ellers lige irettesat. Det gav dog anledning til et lille smil.
”Jeg VED det , Eric, jeg læste medicin og var fremragende til det..tak ” mere kunne hun ikek give igen, før han sænkede sig en smule ned over Camille og endte ved hendes læber.
Forvirringen der svømmede i hendes indre, havde ikke nået til læberne endnu, for hun stod ganske stille og fortog sig intet. Ikke andet end at suge varmen og følelsen af hans læber mod hendes, til sig.
Kort føltes det som de støttehjul hun manglede, med de var så hurtigt væk og Camille tilbage på sit et hjulet balance cykel, der slingrede fælt nu.
Øjnene der var gledet i, netop som hans læber lå mod hende, belv slået op nu, ganske langsomt.
Selv om det stilllede et helt andet tavst spørgsmål til ham, var det hans konstatering hun først reagerede på…” Jeg skal nok snakke emd Mira..men måske vi kunne gøre det sammen?...for hendes skyld…og min ” prøvede hun at tigge lidt.

"For din?" Det forstod han ikke rigtigt. "Tror du ikke at jeg elsker Mira?" Det burde hun da vide bedst af alle folk. Hende der var så forhippet på familie og kærlighed. Hun måtte da vide at han ikke gik så langt, holdte han ikke af hverken hende eller pigebarnet.
Han trak sin hånd til sig, væk fra hendes, før han så vente sig om imod sin hest, som han spandt fast i stalden. "Du får lov til at føre ordnet." Det ville hun sikkert være bedst til - og han gad iøvrigt heller ikke at hele scenen skulle blive en et langt teaterstykke. Som bi-rolle i bagrunden håbede Eric på at kunne få lov til at kante sig ud af en af akterne inden de nåde til klimaks og det begyndte at gå hurtigt.