The slave days are over! -Vincent-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Det var endnu en lang og tragisk dag i Andrea land, der skete kun dårligere ting for hver eneste dag der gik.. Selvom hun for mindre end for få dage siden slap ud af videnskabsmandens celle sammen med sin datter han havde givet nogle sprøjter der gjorde hun lignede en på 17.. Nu havde Andrea besluttet at hun havde brug for tiden til sig selv, og kun sig selv lidt. Victoria og Clara måtte lærer hinanden at kende, være søstre! Som de nu også var.
Andrea havde altid været i god form og efter et par løbe turer, og ren fra fjender var hun ligeså smuk tynd som hun altid havde været. Faktisk kunne man slet ikke se på hende at hun før havde været gravid, hvilket for hende var vidunderligt!
Andrea bestilte et glas af byens bedste whiskey, og lod tjeneren komme hen og sætte den på bordet. Andrea greb om det kolde glas, og bundede ret så hurtigt. Det var dejligt med alkohol i blodet igen! En vidunderlig følelse!
Andrea tænkte tilbage på at det ikke var første gang hun på egen hånd var sluppet fra 'fangeskab', hun tænkte på årene ved Vincent. Nogle minder hun aldrig havde fortalt andre om. De legede rundt inde i hendes hoved, imens hun atter prøvede at skubbe dem til siden.. Andrea kunne ikke forstille sig hvad der dog ville ske hvis han fandt ud af at hun var i live, og blot sad stille her. Hendes liv kunne lyde så lykkeligt.. en forlovet og to børn.. det lød som den bedste familie drøm nogensinde.. lige en ting.. Noah hendes forlovede havde taget en pause fra hende.. begge Andreas døtre var teenage piger og Andrea selv havde stadigvæk nogle dage.. bare brug for at have fri fra alt dramaet.. selvom sådan en dag ville hun nok aldrig nogensinde få.

Andrea bestilte sig endnu et glas, whisky det var så dejligt.. hun elskede smagen på hendes tunge.. og det køllige syrelige væske der fyldte sig op i hendes system. Dog kunne hun pludselig genkende en fært omkring hende.. den var s tæt på at den næsten krøb op af huden på hende.. indunder hendes kød.. hvor den fik det til at ryste helt inde ved knoglerne.. Andrea holdt vejret, så hun kunne mærke og hører hvordan hendes hjerte bankede ekstra hurtigt.. hvis hun ikke vidste bedre ville hun have troet at hendes hjerte snart ville ligge foran hende på bordet ved siden af hendes glas.. Dog var det blot en tanke.. det var ikke virkeligt.. Andrea blinkede et par gange, inden hun så hurtigt tømte sit glas.. bad til at Vincent ikke ville kunne genkende hende.. den eneste forskel på hende og for tre år siden var hendes kvindelighed. Andrea var blevet højre, fået flere former, og endelig kun blevet smukkere. Så rejste hun sig op, og inden hun nåede at blinke fik hun øje på dæmonen ikke så langt fra hende.. Derfor gav Andrea sig til at tage benene på nakken og sætte i løb.. vejen til den anden ene af lokalet hvor døren uheldigvis befandt sig ville ikke være let at komme hen til.. Andrea havde dog ikke tænkt sig at give op, så hun sprang op på de første border hvorpå hun sprang ned efter for at fortsætte imod døren.. Dog var der nogle der så hendes opførsel uacceptabel. Han greb i hendes arm, så hårdt han kunne.. "Hvem er ansvarlig for denne møgunge?!" Rasede den mand der havde fast i hende.. Andreas blik sad fast på Vincent, imens hun sank en klump.. Inderst inde håbede hun på at han ville lade hende være, men det var måske ikke lige det hun skulle regne alt for meget med.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han havde kunne lugte hende på lang afstand. Hendes søde og kvindelige duft var noget hans næsebord aldrig glemte. Det samme galt hendes lange bløde hår og silke hvide hud. Til tider fandt han, at hans krop savnede følelsen af hendes. Men det var kun kortvarigt, og var ligeså hurtigt væk igen som de var kommet. Efter at hun var flygtet fra ham, flygtet fra hans kælder, havde han søgt efter hende alle steder. Alle kroge af alle byer i hele dette gudsforladte lang, men uden held. Hun var og blev forsvundet fra jordens overflade. Og tegnene på at hun var død, var i hvertfald større end tegnene på at hun stadig var levende.
Men da lugten endnu engang havde strejfet hans næse, måtte en af hans slaver lade livet under et ukontrollabelt vredenanfald. Hun havde gemt sig. Formået at gemme sig under hans altseende øje. Men hun skulle ikke tro, at hun sådan kunne slippe fra ham. Hun skulle ikke tro, at det bare var det.

Vicent havde siddet og studeret hende, gemt bag skygger og en kappe, ved et bord tæt på vinduet der vendte ud imod gaden. Bag denne hætte kunne man ikke se hans ungdommelige ansigt, der var fortrukket i en alvorlig mine. Lige fra det sekundt hun havde trådt ind af døren, havde han vidst at det var hende. Et ansigt som dette glemte man sjældent.
Endeligt havde han ikke helt regnet ud, hvordan han ville fange hende, men de få bekymringer han havde haft forsvandt som duk fra solen da hun selv så yndefuldt lagde op til ballade. Som den lille klodmajor hun var, tiltrak hun sig alt for meget opmærksomhed ved at vælte ind i borde og stole og gøre en stor mand vred. Chancen der lagde sig, var så åbenlys at han umuligt kunne lade den ligge.
Så med en rolig bevægede trak han hætten væk, tog kappen af og trådte ud i lyset.
"Det må du så sandelig undskylde min gode mand" sagde han med en stemme der overflød af ydmyghed. "Min kære lillesøster er langt fra hvad hun har været. Jeg burde have set bedre efter hende"
Manden vendte sig halv surt imod ham, og studerede Vincent i et par sekunder, inden han så mumlede "Du er heldig jeg ikke har kvast hendes håndled..."
"Mine dybeste undskyldninger den herrer" undskyldte Vincent, og tog roligt fat om Andreas håndled. Med et tilgivende smil så han ned på hende, og trak hende så indtil sig i et kram. "Årh lillesøster...Altid så rastløs. Lad os hellere få dig hjem" Han smilede endnu større, men bag smilet lå en satanistisk tanke. "Hvis du så meget som prøver at råbe for hjælp, for du aldrig dine døtre at se igen.." hviskede han roligt ind i hendes øre. "Følg så med..Roligt og uden nogle problemer. Og kald mig broder"

Andrea sank en klump, alle instinkter skreg til hende at hun skulle kæmpe for sit liv. Dog havde hun en fornemmelse af at Vincent ikke havde i tankerne at døden ville være den bedste straf. Dog var der stadigvæk noget i hende der frøs på stedet, det var så snart han lod hans stemme glide ud i rummet. Derpå troede manden faktisk på ham, hvilket irriterede Andrea noget så grufuldt. Hun var langt stærkere end de anså hende for at være, men hun skulle passe på ikke at gøre noget vanvittigt som hun normalt plejede. Andrea lod sig spille med på det lille skuespil han så ægte fuldførte, og derfor svang hun armene om ham.. Med hendes superstyrke ville hun kunne ihvertfald knuse nogle af hans knogler, men hun vidste ikke om han havde et es i ærmet så hun forholdt sig på den sikre side. Hans ord gav hende lyst til at blot dræbe ham ved et blik, hans smil fik hende til at få lyst til at fjerne det fra hans læber.. men den hvisken han sagde truende i hendes ører der omhandlede hendes familie gjorde det løb hende koldt ned af ryggen. Hvis der var noget man kunne have på hende så var det hendes familie, hun ville give sit liv for dem.. og kun nogle få vidste det.. det var tydeligt at Vincent ikke havde glemt hende i de tre år hun havde været væk fra ham, og følelsen var kun gengældt. "Undskyld jeg stak af broder, det var tåbligt af mig." Sagde hun med en svag klang i stemmen, men tydeligt nok til at han ville kunne hører det. Hvis der var en ting Vincent ikke skulle vide var det om hendes nye evne, han skulle ikke vide mere end højest nødvendigt.. og at han kendte til Victoria og Clara var et tegn på at han allerede vidste for meget.. Andrea nikkede svagt for at gøre tegn til at hun nok skulle følge med uden problemer. "Lad os smutte hjem broder." Sagde hun og vendte sine mørke øjne over imod ham, at lave modstand ville kun sætte hendes familie i farer, men hun ville gøre alt for dem.. selv at lukke for sin egen frihed. Det var forskellen på nu og før, for bare for omkring 2 år siden havde hun intet før hun fandt Noah.. nu havde hun en masse at miste.. det havde hun ikke før. Andrea lod sig gå med Vincent der hvor han førte hende.. en som lille hund efter sin ejer.