Can i not get one days peace or what//blair//

S gyderne
O gyder og en der løber efter mig
V regn
T lide over aften
P profil bildet
Arason komme løbende ned igmen gyderne han løbe ind et sted hvor han stødte på
en gyde bageefter løb han afsted igen og prøvet og finde vejen ud regne pjasket i hans ansigt
imens han løbe vidre hvor var vejen ud der var en der jagte ham det kunne han høre
det lød som en der var hurtige han håbet og kunne finde vejen ud men det var bare helvedes svært han sukkede og stoppet op da han trode at den der havde været efter ham havde tabt ham ud af syne derfor stopet han op og fik pusten hvem var det denne gang der prøvet at jage ham han viste ikke hvad han skulle gøre alle steder var han på flugt

Blair stod i en af gyderne, hun brugte meget af sin tid der. Det føltes bare rigtig, hun hørte hjemme der. På en måde. Da hun hørte nogle kom løbende, gik hun hen og så efter hvem det var. Hun kunne ikke helt se ham, kun has skikkelse. Hun gik tættere på og kunne nu kende ham fra en af de eftersøgningsplakater der hang rundt omkring. Hun fiskede en lille, men nyttig, kniv op fra hendes støvle. Blair rev fat i hans krave og trak ham ind i en gyde. Hun satte kniven op foran hans ansigt.

"Du bliver lige her."

Lød det meget truende fra hende, hun gik væk fra ham igen og satte sig på hug i mørket, den svage tåge som regnen skabte, gjorde det lettere for hende at gemme sig. Da forfølgeren af den eftersøgte kom nærmere, stak hun en kniv ind i benet på ham, det fik ham ned at ligge. Dernæst stak hun ham i siden, dog uden han døde.

"Han er min nu. Smut."

Blair gik tilbage til den eftersøgte.

da han mærket en hånd om hans krave ville han nå og tale men
han nåede det ikke enden han fik et kniv truet op af hans hals han
havde ikke haft sit sværd med sig men nu hvor hun havde sæt en knive op foran hans hals og havde stukket den anden begynde han med og fiske sin
daggert frem da manden skynde sig væk

Blair stod nu foran ham igen. Hun lod det lune knivblad ligge på hans hals, men den ufarlige side på halsen selvfølgelig.

"Så er du ikke ham den eftersøgte? Hvor meget var det nu dusøren var?"

Blair var ikke helt sikker på om hun havde tænkt sig at gøre alvor af sin første plan. Hun havde bare svært ved at dræbe, og gjorde det oftest kun hvis det hjalp hende med at overleve. Men hun kunne sagtens overleve uden dusøren, men hun kunne ikke leve. Hun havde brug for pengene for at kunne leve i luksus og velvære. Men det var ikke noget hun behøvede.

"nej jeg er ikke den eftersøgte" løj han og kiget
på hende i det han mærket det kolde stål mod hans
hals selv om det var den ufarlige side følte han bare
at hun havde magten over ham bare hun hoppet på det tænket han
for sig selv

Blair rynkede brynene. Men besluttede sig så for at spille med. Hun kunne nemt få ham over på hendes krog, hun kunne få ham til at tro på hende.

"Jaså? Det var ærgerligt. Jeg havde ellers tænkt mig at hjælpe ham. Men det var bare synd. Så kan jeg lige så godt dræbe dig."

Hun tog kniven ned mod hans mave, vendte den op få det i stedet var skaftet det var imod ham og lod som om hun stak bladet ind i hans mave, nær hans ribben.

"okay okay jeg er ham dusøren er på lad være med og dræbe mig" svarde
han og kiget skræmt på hende han håbet at hun lod ham leve det håbet han
virkliget han kiget på hende han havde set hende før men det var længe siden var det blair eller var det en anden han viste ikke hvad han skulle tro ikke i nu¨da han prøvet og
være sig selv var det et trik eller mente hun det

Blair tog kniven væk fra ham og begyndte at snurre den rundt i luften, det var tydeligt hun havde kontrol over kniven.

"Jah.. Det kunne jeg godt.. Men hvad får jeg ud af det?"

Blair så på ham med hovedet en smule på skrå. Hun håbede han kunne give hende noget, så hun ikke behøvede at dræbe ham.

"for det første vil dem der er ude efter mig ikke ha at jeg
bliver dræbt" svarde han og holde en pause "jeg kan ikke gi dig andet ende det her"
det sisdte råbte han i det han skubbet hende til side og flygte han løb alt
hvad han kunne han kiget sig omkring hvor var udgangen henne det viste han ikke
han stødt ind i en anden gyde og vente sig om klar til hendes angreb

Blair væltede bagover da han skubbede til hende. Hun slap kniven fordi hun blev skræmt, den ramte hendes arm og snittede et godt stykke ned. Hun samlede kniven op og gemte den væk igen. Dernæst gik hun efter ham, men hun kom ikke langt før hun blev svimmel, snittet blødte ikke voldsomt meget, men nok til at hun ikke fik ilt nok. Hun satte sig ned og forsøgte at stoppe såret, men hun havde ikke lige noget stof hun bruge som forbinding, så hun måtte bruge sine hænder. Men det hjalp ikke ret meget.

han valget og løbe tilbage af da hun måske var kommet til skade
han sætte sig på et knæ nede ved siden af hende han havde set hende
før det mente han virklige han forbindet hende snitsår med et stykke af hans
trøje i det han var færdig sætte han sig forpustede ned det havde ikke været let
det her han viste ikke hvad han ellers sjulle gøre nu

Blair havde tænkt sig at sidde der indtil blodet var stoppet med at vrimle frem, og så finde et andet sted at være. Men da ham hun lige havde truet på livet kom tilbage og hjalp hende, følte hun sig pludselig langt mere tryg og hun havde pludselig smidt alle planer om at overgive ham overbord.

"Hvorfor hjælper du mig?"

Hun så undrende på ham.

"fordi jeg mener jeg har set dig før" svarde han og slappet
af i hans skulder der stadig gjorde ondt han smilte til hende
og kiget på vægen han smilte til hende hvor havde han set
hende før det mente han da han kiget på hende imens han
vente på hendes svar //sorry krea svigt//

Blair forstod det stadig ikke helt. Selvom de havde mødtes før, havde hun stadig forsøgt at dræbe ham.

"Og hvad så? Jeg forsøgte at dræbe dig. Du burde have ladet mig ligge og forbløde."

Hun kunne ikke undgå at smile lidt, selvom hun ikke helt forstod ham. Det gav ingen mening for hende. Men hun ville nok have gjort det samme, hun ville have plejet ham og pusset om ham. Det havde hun gjort før. Det endte noget mere positivt end det startede.

"jaja så er jeg bare tosset" svarde han og kiget over på hende
han kunne stadig ikke huske hvor han havde mødt hende henne
før han blive ved med og rode i hans tanker der kom det frem for ham
"det var dig jeg redet ude foran kroen det vilde svin" nærmest råbte han
"du hedder blair ikke" sagde han og kiget med fornyet intrese på hende

Blair fnes kort over hans bemærkning. Han var ikke skør, det var vel menneskeligt. Hun så op på ham mens hun tænkte tilbage på dengang hun blev overfaldet.. Oh ja.. Det skete faktisk ret tit for hende, af en eller anden grund.

"Nå. Ja. så må jeg hellere takke dig igen. Du er jo min redningsmand om og om igen."

Hun sendte ham et smil og så ned på hendes arm, det var så småt begyndt at stoppe med at bløde.

"Jo. Blair. Og du er.. Arson? Jeg er virkelig dårlig til navne."

"næsten arason og det var nok ikke det der stod på
plakten vel det var ganragtert djævlendes søn eller skygens søn der
stod på plakaten har jeg ikke ret blair" svarde han og smilte
til hende imens han kiget på hende og vente på hendes svar

Blair prøvede at se plakaten for sig. Hun kiggede sjældent meget på plakaterne, hun kiggede som regel bare hurtigt billederne og smuttede videre. Hun gjorde et træk på skulderne.

"Jeg kigger som regel bare på billederne. Så.. Hvorfor er du efterlyst?"

Blair kunne ikke se hvorfor, han var jo en venlig sjæl. Overfor Blair i hvert fald, det kunne selvfølgelig være noget andet over for andre.

"for lidt af været mord tyveri og befrier slaver"
svarde han og smilte til hende imens han lænde sig bageud
han smilte til hende igen inden der var en smerte der jog
ned i hans arm han kiget op på himlen med smerte i hele hans
ansigt han viste ikke hvad han ellers skulle gøre ind og prøve og bide
smerten i sig

Blair kunne måske godt forstå hvorfor han var eftersøgt for mord, men for at befrie slaver? Det gav da ingen mening. Hun sukkede, nogle var bare dumdristige og egoistiske.

"Det giver ingen..."

Blair så undrende på ham da han så op i himlen, hun lagde en hånd på hans overarm.

"Hey.. Er du okay?"

han mærket smerten brede sig i hans skuldere og kiget
over på hende "nej jeg" hantog sig til skulderne og hovede
smerten var der begge steder han kiget på hans skulder hvor der kom
noget blod ud han havde åbenbart ramte en skarp sten fordi såret var dybt

Blair kunne sagtens se at han ikke var okay. Hun satte sig ved hans side og undersøgte såret. Det var ret dybt og der kunne nemt være noget jord og andet stads nede i såret. Blair så ned på hendes arm, det kunne vidst godt genbruges. Blair tog stoffet af og prøvede så vidt muligt at tømme det for blod før hun bandt det om hans skulder.

"Så, nu tror jeg det går."

han skar ansigt da han mærket hun lagde det på hans
skulder som der gjorde ondt imens han mumlte "det behøvet du
ikke" imens han kiget hende i øjne men vende sig så hurtiget og kiget på jorden
imens han ikke viste hvad han skulle sigde//sorry har ikke så meget krea//

Blair nikkede, selvfølgelig skulle hun havde gjort det. Ellers ville hun ikke have gjort det.

"Jeg gengælder bare de tjenester du har gjort mig."

Hun sendte ham et smil og kravlede tilbage på samme plads som hun havde siddet på før.

"Hvad skete der? Siden du kom sådan til skade?"

//Heller ikke her.//

"da du fik fanget mig der ramte min skulder ind i vægen"
svarde han og smilte til hende imen han stadig mærket på
hans skulder og prøvet at røre ved den men da han gjorde
det kom der smerte i hans skulder han kiget på hende han smilte for sig
selv mens smerten var aftegnet i hans skulder