Haven’t we met before? (Daenerys)

Hun bed lidt sammen. Fem år siden? Hvis bare hun havde været der! Hun kunne jo have hjulpet...
Hun så lidt ned, inden hun så på ham igen.
Hans kram gjorde hende en smule forskrækket og hun tabte flasken ned på gulvet. Den røde væske flød let ud fra flasken, i en pøl af blod.
Hun stivnede brat, og for at forhindre at han så ned på flasken, lagde hun hænderne på hans kinder, og placerede sine læber mod hans, i et hastigt men ømt kys.
Hun ville egentlig ikke gøre det, manipulere med ham. Men lige nu, panikkede hun.
Pludselig var flasken tilbage i hendes hånd, og hun stillede den på bordet - i hans sind. I virkeligheden lå den røde pøl stadig på gulvet, men det havde hun endnu en let løsning på. Mens hun stod med sine læber mod hans, lod hun sine hænder mødes bag hans ryg, hvor hun rev sig selv i håndleddet med en skarp fingernegl Blodet dryppede lystigt ned i pølen. Flasken havde hun i midlertid skubbet ind under kommoden.
Hun stod forsat med sine læber mod hans, blidt

Nøjagtigt som hun havde forudset, skulle han til at kigge ned mod flasken, da han hørte lyden af den falde mod gulvet, dog blev han forhindret i dette, da hendes læber blev trykket mod hans. Han glippede først overrasket med øjnene, men der gik ikke mange øjeblikke før han lukkede sine øjne i og blidt begyndte at gengælde hendes kys. Hendes læber var bløde, og når de stod så tæt som nu, synes han også at kunne dufte den søde feminine duft der hang ved hende. Flasken havde han ærlig talt glemt - den havde hun jo bare stillet på bordet, troede han, så hvad var der overhovedet så særligt ved den?
Han flyttede sine hænder, så i stedet for kejtet at stå og kramme hende, flyttede han sin frie hånd så den hvilede mod hendes lænd. Ølkruset havde han stadig i sin anden hånd, og det irriterede ham, at han ikke havde sat det fra sig noget tidligere.
Han brød blidt kysset, og slog øjnene op, og så på hendes ansigt. En let rosa farve prydede hans kinder, og han smilede varmt til hende. Det var som om det først nu var gået op for ham hvor meget han havde manglet hendes selvskab i løbet af de seneste par år.
Der gik et øjeblik før han fik øjeblik før han fik øje på den røde pøl på gulvet. Han antog med det sammen at den flydende substans var blod, hvilket han jo kunne have ret i. Overrasket flakkede hans blik kort rundt, for at finde kilden til, at der flød blod på gulvet, og da så han hendes håndled...
"Gud, Neme! Du bløder!" Han havde aldrig været særligt glad for blod, men det var ikke nu, han skulle vise sig som en svækling. Hans stemme skælvede en anelse, da han fortsatte: "en del.. faktisk."
Han antog i hvert fald at hun blødte en del, på grund af den lille pøl.

Da hun havde sluppet ham igen, og nu stod og så på ham skælve med blodet, smilede hun roligt.
''Tro mig, hvis du ikke kan klare blodet, vil du få det meget svært ved at være min ven igen, Cassy.'' sagde hun med et lille smil, et kærligt smil.
Hun fandt hurtigt et lille sort håndklæde frem og tørte blodet op. Hun så lidt op på ham, med et smil.
''Cassy... Det kys... Undskyld hvis jeg forskrækkede dig.'' sagde hun mens hun rejste sig med det blodige håndklæde i hånden. Det var ikke længere til at se hvordan håndklædet ville se ud før alt det blod det havde været udsat for.
Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare ham at kysset havde været en afledningsmanøvre. Men hun vidste at hun havde kunnet lide det. Men gjaldt det også for ham?

"Jeg kan sagtens klare lidt blod," svarede han hende, men endnu en smule skælvende stemme, "Eller.. Jeg skal nok lære det, i hvert fald."
Han koncentrerede sig med at holde blikket på hendes ansigt og ikke på blodet på hverken hendes arm eller på gulvet.
Han så kort ned på hende, da hun sad og tørrede blod op og smilede mildt igen. Han viftede derimod lidt afvigende med hånden.
"Ingen grund til undskyldning.. Du... overraskede mig nok nærmere," Han smilede varmt til hende. Det havde været en god overraskelse, vel og mærke.
Han gik nogle skridt væk fra hende, for at stille det endnu halvfyldt ølkrus fra sig, og vandrede så tilbage til hende igen.
Det havde generet ham at stå med det i hænderne.
"Hvad skete der? Gør det meget ondt? Er du okay?" Han så bare på hende, og hans blik flakkede skiftevis mod hendes ansigt og håndklædet hvis oprindelige farve han allerede havde fortrængt. Øj - hvor brød han sig lidt om blod..
Han rakte hånden lidt frem mod hende, men rørte hende ikke, i frygt for at det ville gøre ondt på hende - da han havde en eller anden ide om at hun ahvde slået armen slemt, og at det ville smerte hende hvis han så meget som rørte den.

''jeg håber ikke at det var en ubehagelig overraskelse.'' sagde hun roligt.
Mens han stod og spurgte ind til hendes arm, kunne man se at såret allerede havde lukket sig igen, og var nu igang med at heale.
Det var tydeligt at hun ikke var en shapeshifter længere. Men vidste han at hun var blevet forvandlet?
Hun smilede roligt.
''det gør ikke ondt. Tro mig..'' smilede hun inden hun satte sig på sengekaten.
''Jeg håber at du kan overleve synet af blod. For med mig, ser du en helt del..'' sagde hun roligt med et kært smil.

"Ubehagelig?" Han vippede hovedet let på skrå og kunne ikke lade være med at smile. "For fanden Neme, Hvordan kan det være forfærdeligt at kysse så køn og sød en pige som dig?"
Han så halmåbende ned på hendes arm, som han kort pegede på.
"Wow.. Vildt.. Hvordan?"
Han havde før set sår der healede så hurtigt, som det på hendes arm gjorde, men han fandt det alligevel fascinerende. - Plus, når det helede så hurtigt, strømmede der heller ikke blod ud af såret i uendeligheder...
Han kunne godt se at hun ikke længere var shapeshifter, og han havde mistanke om hvilken race hun nu tilhørte - dog var hans kendskab til racer generelt ikke voldsomt godt, og han sagde ikke noget om det. Det, han havde det sværest ved, ved andre racer, var tanken om at nogle var udødelige. Tanken om udødelighed var sjovt og underligt nok ikke en tanke, som han fandt behagelig.
Han nikkede bare, da hun sagde at det ikke gjorde ondt og smilede let. Han lod sig derefter dumpe ned på sengen, ved hendes side.
"Det kan jeg godt... Jeg er bare ikke altid så.. god til det.." Et skævt smil krydsede hans læber. Han en smule blod skulle ikke forhindre, at hun nu var her ved ham igen. Det generede ham dog en smule, at han var så elendig til at skjule sit ubehag over det..

Hun smilede lidt til ham, og havde hun haft muligheden for det , ville hun havde rødmet.
''Jeg regnede bare ikke med, at det var behageligt at blive kysset af en levende død uden at man selv beder om det.'' sagde hun roligt.
Hun vidste ikke helt om hun skulle fortælle ham hvad hun var, og hvad hun levede af.
''Du ved.... Jeg havde ikke regnet med at se dig igen... Ikke efter at du ikke opsøgte mig efter mine forældres død..'' sagde hun undskyldende.

Cassidy stod kort med åben mund. Han vidste simpelt ikke hvad han skulle svare.
Levende død lød... så voldsomt. Han vippede hovedet let på skrå og smilte prøvende.
"Men det var et godt kys?"
Det havde det helt sikkert været - om hun var 'død' eller ej.
Han rynkede let sin panden eftertænksomt og så på hende.
"Du.. er en vampyr nu, ikke? " han lød stadig usikker - for han var faktisk ikke sikker på, at det var hvad hun var, men han havde sine mistanker... "Kan vi så ikke kalde det det? Levende død lyder utrolig.. skræmmende.."
Han smilede igen til hende, forsøgt i hvert fald - venligt og varmt. Tanken om, at hun da måtte tro og syntes at han var en tøsedreng nåede at strejfe ham. Føler voldsot ubehag ved blod, kan ikke lide ordet 'levende død' - han måtte virkelig tage sig sammen og mande sig op.
"Nej... det er klart." Han synes ikke at der var nogn grund til hendes undskyldende tone. Ingen af dem havde tydeligvis kunnet finde den anden - og han havde, ligesom hende, ikke regnet med, at de igen skulle mødes.
"Havde jeg bare vist dengang hvor jeg skulle find dig.." - Nu var de hans tur til at lydundskyldende og skyldbetynget.

Hun smilede blidt til ham, da han igen blev i tvivl om kyssets kvalitet. Roligt kyssede hun ham på kinden.
’’Et kys kan være mange ting, men jeg har endnu ikke oplevet et ’dårligt’ et.’’ Smilede hun blidt. Derefter så hun lidt ned.
’’Jo, det er skam en vampyr jeg er… Men…’’ hun sukkede. Havde hun endelig fortrudt hendes forvandling?
Stille så hun hen på ham, prøvede t finde ud af hvad hun skulle sige.
’’Havde jeg vidst at jeg skulle møde dig igen, havde jeg aldrig forvandlet mig.’’ Mumlede hun stille. Hun kendte jo udmærket til hans lille kontrovers med blod. Han havde altid været den af dem der ikke kunne lide ’dødens aspekter’. Om det i virkeligheden var fordi han var menneske, kunne hun ikke vide.
Hun sukkede kort, inden hun så på ham igen, denne gang med et lille smil.
’’inden du tror noget, så er du langtfra pivet. Jeg kender næsten ingen andre end min egen slags, der har det ’fint’ med blod og at kalde andre for ’levende døde’..’’ hun så hen på flasken på bordet. Nu da han viste det, skulle hun så også fortælle ham om sit lille trick .Nej, ikke endnu, han ville ikke kunne forstå hendes hensigter helt, og så ville det bare skræmme ham endnu mere.

Han grinede af det hun sagde, indtil det gik op for ham, at hun mente det.
"Seriøst? Har du aldrig fået et dårligt kys? Jeg har fået røvmange dårlige kys.."
Nogle havde virket som om de ville æde én, andre for stive til egentlig at kysse - nogle... var bare dårlige kyssere. Han havde kysset mange i sit liv - flere end han havde tal på, men der havde bestemt været nogle dårlige kys iblandt.
Han havde svært ved at forholde sig til det hun sagde. At hun ikke ville have forvandlet sig hvis hun vidste at hun skulle møde ham igen? - Hvorfor? Bare fordi han for intet i verdenen ønskede udødelighed, betød det jo ikke at han ikke undede andre at få det. Mange gjorde det jo for at være sammen i evighed og sådan - men det var alt for sukkersødt til Cass, sådan noget. Han var sikker på at han ville komme til at kede sig, hvis han vidste, at livet varede evigt.
"Hvorfor?" Han trak på skulderne, "Jeg har ikke det store imod vampyrer - så længde de ikke forsøger at forvandle mig, og drikke mit blod, har jeg det fint." Han smilede lidt til hende. Hun skulle da ikke ønske at ændre sig for hans skyld. De havde været gode venner som børn, ja - men lige nu kendte de jo ærligt ikke voldsomt meget til hinanden - han var i hvert fald ikke helt den samme som han havde været da han havde været 7-8 år. Man ændrer sig - og det er vel kun normalt.
Han smilede og mumlede et lavmælt "Tak" til det hun sagde, hun måtte virkelig hav mødt nogle tøsedrenge/piger, hvis ikke hun synes at han var sart. Han var pivet i den grad - også af et menneske at være. De fleste andre mennesker havde ikke noget imod blod - men det havde han, men som oftest skulle der en vis mængde til at gøre ham utilpas.
Hvorfor blev du overhovedet vampyr? Bevidst? Ved et tilfælde? Et uheld?"
Han lod hånden glide op af hendes sengetøj - det var meget blødere end hans eget sengetøj - det samme var sengen - men han var nu alligevel ret glad for sin egen.
"Det er meget fint værelse, egentlig. Lidt tøset - men mege fint."

Hun så lidt på ham, med et lille smil. Roligt tog hun hans hånd og flettede sine fingre ind i hans.
’’Jeg har ikke kysset så mange, så min erfaring er begrænset.’’ Sagde hun roligt. Hun huskede at hun engang havde prøvet at kysse ham, da de var mindre. Om han afviste hende, eller hvad der var sket, huskede hun ikke.
Hun bed sig i læben, da han spurgte om hendes forvandling. Det var faktisk en ret så ubehagelig ting at tænke på for hende. Derfor, som så mange gange før, hjalp en lille hvid løgn hende:
’’Jeg havde mødt denne mand – en dæmon – som jeg blev forelsket i… Vi havde snakket meget om det faktum at jeg ville blive en gammel rynket tudse, mens han for evigt ville være ung og smuk…. Jeg troede at vi skulle være sammen for evigt, men…’’ hun så lidt ned, og prøvede at samle tankerne. Alt om Sean, alle minder gjorde bare ondt.
’’Han følte ikke det samme for mig. Det meste af tiden skændtes vi blot… Men jeg troede, at hvis jeg nu bad en om at fovandle mig… Så ville tid ikke skille os ad….’’ Hun sukkede. Hun vidste ikke om han skulle have delen at vide med hendes søn Dean… Hun var bange for at Cassy måske ville blive…. Stødt. Hun vidste faktisk ikke hvorfor hun følte det.
Tiden med Sean havde ændret hende meget. Måden de havde valgt at droppe kontakten, havde ødelagt hende. Hans trusler... Og han mente dem. Han ville dræbe hende, med sine bare hænder.....
Hun begyndte at trække sin hånd til sig igen, og flette deres fingre ud af hinanden.

Han smilede opmuntrende til hende og blinkede kort.
"Du er jo også ung og smuk endnu - det kommer. Livet er kun lige begyndt."
Han huskede nu ikke, at hun som barn havde prøvet at kysse ham, men at han afviste hende dengang lød da sikkert rigtigt nok. Han var jo bare et lille dumt barn, hunderæd for at få pigelus og hvad små drenge ellers frygtede at pigerne kunne smitte dem med.
Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til hihstorien om hendes forvandling. Han ahvde nu håbet at den ville være mere.. munter?
"Det.. er jeg virkelig ked af at høre, Neme... Virkelig."
Han så ned på deres hænder, som hun ahvde flettet sammen, og nu trak fra hinanden igen. Han nåede at give hendes hånd et lille klem, inden de blev trukket helt fra hinanden.

Hun vidste godt, at hun ikke kunne gøre om hvad der var sket. Hun var en vampyr nu, og det skulle ikke ændres. Hun sukkede stille, nu da han jo kendte til hendes lille latterlige hemmelighed, kunne hun velsagtens nappe en drink – nu da hendes anden flaske var gået til spilde.
’’Nok om mig!’’ sagde hun mens hun klappede sig selv på lårene og rejste sig fra sengen.
’’Hvordan har du det, Cassy? Efter alt det her?’’ hun gik hen og så lidt ud af vinduet.
’’Jeg bebrejder dig ikke for at løbe ud af døren nu.’’ Grinte hun roligt – hun var trods alt en vampyr. Et blodsugende væsen som i realiteten allerede var dødt. Hun smilede stille, og så lidt tilbage på ham. Det var synd at han ikke havde set hende som shapeshifter – hendes ulveform…. Det var ofte det eneste tidspunkt hun havde fundet sig selv smuk. Hvid pels, slank krop med enkelte sorte aftegningerne på brystkassen fra hendes modermærker.

Han fulgte hendes gang hen over gulvet med øjnene. Han rynkede panden let ved hendes spørgsmål. Hvordan han havde det? Han havde det da ganske udmærket.
"Jeg har et stadig godt." han lod en hånd glide gennem sit hår, og han kunne ikke lade være med at lade en lav atter undslippe sine læber, ved det næste hun sagde.
"Jammen forhelvede, Neme. Hvis du forsøger at skræmme mig væk må du altså gøre et lidt bedre forsøg. Jeg har ingen intentioner om at rende min vej lige foreløbig."
Han tiltede sit hoved let til den ene side og løftede sit øjenbryn. Smilet omkring hans læber var skævt, men også drillende.
"Plus det ville jo betyde at jeg blev nødt til at rejse mig... og den her seng er altså virkelig blød!" Han smilede endnu, og håbede at hun forstod, at han drillede hende. At sengen var blød at sidde på var da bestemt en bonus, men ikke grunden til at han endnu befandt sig her - hun var grunden til det. De havde massevis af 'tabte' år de skulle indhente.
Hans blik var endnu rettet mod hende. Han overvejede kort at rejse sig for at gå hen mod hende - men lod alligevel være. Det kan jo være at hun havde fjernet sig fra ham af en grund - ønskede at distancere sig lidt.

Hun smilede roligt til ham inden hun igen så lidt ud af vinduet.
''ja, det er en fordel ved at være sammen med mig.'' grinte hun, ''det er ren luksus!''.
Hun smilede blidt, for sig selv. Egentlig havde det været en underlig dag for hende, og hun havde brug for snart at sove lidt - bare for at lukke det hele ude. Ikke fordi hun var træt. Hun var bare udmattet.
Hun gik hen og satte sig ved siden af ham igen.
''Nå, Cassy! Hvad går du egentlig og laver af ballade??!'' grinte hun inden hun så drillende på ham og pufede til hans skulder

"Én af mange fordele!" gav han igen, og lod igen sine slanke fingre glide hen over sengens stof. "Hvis jeg havde sådan en seng her, kom jeg sgu aldrig op om morgenen."
Han fulgte hendes med øjnene da hun igen nærmede sig sengen, og smilet om hans læber blev en anelse bredere nu tættere hun kom på. Da hun satte sig ved siden af ham, lod han også blot blikket hvile på hendes ansigt. Havde hendes puf ikke været så blidt som det var, var han måske væltet en smule til siden. Han havde vitterligt ingen balance.
Han kunne ikke lade være med at le over det kun sagde. Smilet om hans læber blev mere drillende og det ene øjenbryn blev løftet da han svarede: "Hvad får dig til at tro jeg render rundt og laver ballade?"
Hun havde næsten ramt så plet som hun kunne - Det han ofte brugte sine dage på, var nok hvad man kunne kalde ballade. En simpel lomme-, eller butikstyv, som ofte drak sine penge op - det var da i hvert fald ikke helt lovligt - hvad han brugte sine penge på var selvfølgelig hans egen sag, men hvordan han tjente dem, ville alle nok ikke bifalde.

Hun smilede, og udnyttede kort sine evner som vampyr.
Hun placerede sine hænder på hans skuldre og fik ham lagt ned i sengen - med et mystisk og forførende smil.
''Fordi - kære Cassidy - vi voksede op sammen.'' hviskede hun mod hans øreflip, inden hun bed kort i den. Derefter lavde hun en hånd på hans brystkasse og hviskede blidt; ''og man lærer sjældent gamle hunde nye tricks i denne verden..'' hun lod en finger glide ned over hans brystkasse - knapperne i hans skjorte sprang nærmest op når hendes halvlange negl gled over dem.
Hun smilede for sig selv, og hviskede mod hans hals;
''... Jeg er ked af at du ikke er adelig. Så havde jeg måske endda giftet mig med dig på stedet.'' drillede hun inden hun lod sine tænder glide over hans stube inden hun fjernede sig.
Hun stod nu igen foran ham, frisk og smilende.
''Nu håber jeg ikke at du er ved at få myrekryb?'' smilede hun mens hun rettede lidt på sit hår.

Han glippede overrasket med øjnene da hun fik lagt ham ned. Han gjorde dog intet for at forhindre hende i det, eller gøre hende imod, men tværtimod fik dette blot et skævt smil til at finde vej til hans læber.
Han lukkede nærmest pr. automatik øjnene da han hørte hendes stemme tæt ved sit ene øre. Hun havde virkelig en sød stemme - det havde hun også haft som barn, og den var bestemt ikke blevet dårligere med årene.
Han løftede yderligere op i den ene mundvig da hun nævnte, at man ikke kunne lære gamle hunde nye tricks, og hans smil blev derved mere kroget. Han havde været lidt af en ballademager som barn, og nogle ville nok argumentere for at han stadig var det i dag - blot af en lidt anden kaliber. Det var egentlig lidt en pudsig kombination - han nød utrolig meget spænding, var røv nysgerrig, og dette førte ind imellem til, at han handlede utrolig dumdristigt, men på den anden side kunne han i nogle tilfælde være en værre tøsedreng, som Neme nok allerede godt vidste.
Han fulgte hendes hånds bevægelser med sit blik, da hun kørte den ned over hans brystkasse, og fik flået en del af knapperne på hans skjorte op, så dele af hans lyse brystkasse kom til syne. Han flyttede blikket mod hendes ansigt og smilede let drillende til hende.
"Sig mig, Frøken, prøver du at pille tøjet af mig?" sagde han lavmælt med en tone der var munter, men samtidig en smule charmerende.

Da hun lod Sine tænder glide over hans strube gøs han let, og lukkede igen kortvarigt sine øjne. Han åbnede dem dog igen kort tid derefter, og fik igen smidt et skævt smil på læberne.
"Ja det er lidt en skam. Ikke alene er jeg en gammel hund, ude af stand til at lære nye tricks, men jeg er nok også så langt du kommer fra at være adelig." Hans smil var endnu muntert og lidt drillende.
Med hjælp af begge hænder fik han skubbet sig op i siddende position, så han i stedet sad på sengekanten og så op på hende. Han vippede hovedet let på skrå og smilede af det næste hun sagde.
"Myrekryb? Arh, så må du altså forsøge lidt hårdere..."
Han strakte den ene arm op mod hendes ansigt, og lod blidt en af hendes blonde lokker glide gennem hans fingre. Han havde altså et eller andet med langt hår..
"Okay.. jeg frygtede faktisk et kort øjeblik at du skulle til at sætte tænderne i mig..." Han blik var rettet mod hendes ansigt og igen blev hans smil drillende og han vippede hovedet let på skrå inden han fortsatte, "-men ville man kunne bebrejde dig hvid du gjorde? Jeg er nu ret lækker og indbydende.."
Han håbede lidt at hun ved det drillende smil, fangede at det var en joke, og at han trods alt ikke var så selvglad endda...

Det var typisk hende at rode sig ud i ting hun ikke kunne fuldende - dette var ikke en undtagelse. Hun var ved at falde for Cassy. Hun bed sig hårdt i læben, for at få sig selv til at lystre - på plads! Men lige meget hjalp det hende, da hun igen så hans charmerende smil - en del af hendes krop skreg efter at ligge ham ned igen og snave ham til sanseløshed.
"Hvad hvis jeg nu gjorde?" Spurgte hun forførende, mens hun lagde en hånd på hans brystkasse, og lagde ham blidt ned igen, inden hun satte sig ind over ham.
Kjolen som hun bar, blev let åbnet i de små silkebånd der holdte den lukket på ryggen, hvorefter hun let lod den glide af over hendes ansigt.
Hun gav ham intet valg, ikke længere. Det var ikke fordi hun selv havde et valg ifølge sin krop. Hun ville have ham - om vampyrdelen af hende var sikker på at han også ville have hende. Derfor sad hun nu over ham, iført trusser og corsage. Begge dele var i sort silke med guldtråd broderet i mønstre der kun kunne beskrives som en nattehimmel.
Hendes lange gyldne hår faldt blødt om hendes skuldre, da hun begyndte at åbne hans resterende del af den lukkede skjorte, mens hun bed sig lidt i læben. Hun vidste at hun inden længe ville overgive sit helt til den vampyriske del af hende. Hun ville være hungrende efter tilbedelse, men ikke efter blod. Hun vidste at hendes lille snack før, som resterne af var landet på gulvet, var nok til at hun havde i hvert fald fem timer inden hun havde brug for mere. Han varede da ikke fem timer i streg, gjorde han vel?
Hun smilede inden hun bukkede sig ned til hans øreflip.
"Du aner ikke hvor meget jeg har tænkt på dét hér" hviskede hun kælent inden hun nappede ham blidt i øreflippen, og derefter kyssede ham på halsen. Det var ikke løgn, i hendes tidlige teenageår, havde hun fantaseret om ham. Lige indtil hun havde mødt Sean... Hun slog Sean ud af sit hoved, og pludselig var der ikke andet end Cassy og hende.
"Hvor har jeg savnet dig..." Hviskede hun inden hun gned sit skød mod hans.

Han lod kort som om han tænkte over hendes spørgsmål, men nåede ikke engang at svare det, før hun fik lagt ham ned på sengen igen. Hans hjerte hamrede vildt i brystet på ham, og det ville hun helt sikkert kunne mærke, som hun nu sad der med den ene hånd på hans brystkasse.
Hans blik fandt igen hendes ansigt og han sendte hende et charmerende smil.
"Så tror jeg nu egentlig bare jeg ville la' dig..." svarede han dog så til sidst, med et glimt i øjet.
Han fulgte opmærksomt med, da hun trak kjolen over hovedet. Kjolen havde også været smuk - det var der bestemt ingen tvivl om, men at han foretrak hende uden den, var der endnu mindre tvivl om. Hold nu kæft hvor var hun godt skruet sammen!
Han flyttede sin ene hånd op på hendes ene hofte og lod den langsomt glide op langs siden på hende - både henover stoffet på hendes trusser og hen over corsagen hun bar.
"Forhelvede Neme. Hvor er du vanvittig smuk," mumlede han, og så endnu nærmest grådigt på hende. Hendes undertøj var også flot. Feminint, elegant men alligevel sexet på samme tid. Han blev pludselig pinligt bevidst om sin egen påklædning. Hun havde yndigt været iklædt både gulvlang kjole med silkebånd og undertøj med guldtråde, og her lå han iklædt en gammel skjorte af hør, og et par tyndslidte bukser.
Tanken om påklædningen blev dog slået hurtigt ud af hovedet igen da hun bøjede sig ned mod ham, og han mærkede hendes blide ånde da hun hviskede mod hans øre, og derefter mærkede han det blide nap i hans øreflip. Han lukkede kort øjnene og han smilte let af hendes ord. Det ville være løgn at sige, at han ikke også have fantaseret om hende - han havde tænkt at det var håbløst, havde egentlig været i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet var i live, men det ville være løgn at sige, at han ikke havde tænkt på hende på denne måde..
En svag lavmælt lyd af nydelse forlod hans læber da hun gned sit skridt mod hans, og han flyttede kort sin hånd han havde haft hvilende mod hendes side, ind mod hvor hendes ene bryst lå.
Men den anden hånd fik han skubbet sig selv halv op at sidde igen, og han lagde derefter hånden mod hendes ene kind.
"Jeg har virkelig også savnet dig... Det her virker nærmest surrealistisk!" han smilede til hende, strøg hende over kinden, og lod så hånden glide ind i hendes hår, hvorefter han ville fange hendes læber i et kys, hvis ikke hun gjorde modstand.

((Undskyld gange 1000 for det sene svar! o: <3<3<3
Mit studie tager vist mere tid og kreativitet end jeg umiddelbart havde regnet med, men forhåbentligt bliver det bedre efterhånden... ))

Hun smilede indeni, over hans reaktion. Det ville være løgn, at sige at hun ikke nød det her.
Da han satte sig op, kunne hun mærke hvordan hans hjerte var ved at hamre ud af hans brystkasse.
Hendes krop var død... Hjertet bankede ikke, lungerne foldede sig ikke ud ved et åndedræt.
Men lige nu var hun ligeglad. Hun fik taget hans skjorte af ham, inden hun begyndte at kysse ham ned af halsen. Hun kunne nu mærke hans læber mod sine da hun igen så op, og det var en følelse hun elskede. Hun lagde ham ned igen, men hun brød ikke kysset. I stedet begyndte hun at åbne hans bukser. Hans påklædning havde hun ikke skænket en tanke. Hun havde et godt arbejde, hun tjente godt på sit natteliv. Hun manglede ikke penge længere.
Hun bed ham blidt i hans underlæbe, inden hun fik hans bukser lirket af ham.
''Tro mig, selvom det virker surrealistisk, så det er det det langt fra.'' hviskede hun inden hun igen gned sit skød mod hans. Nydelsen bredte sig i hendes underliv mens hun mærkede hans krop mod sin.

(Det går nok Jeg har haft en stresset periode selv. Men lidt oftere svar gør mig nu meget glad )

Emnet afsluttes på grund af manglende aktivitet.