En ny begyndelse. En begyndelse på mange ting. (Dylan Ether)

Turen havde for nu været kort og let. Skoven var hendes hjem og derfor faldt det hende ikke svært at manøvre igennem den. Det ville være det samme for et menneske og en by. De vidste også præcis hvilke stier og gader de skulle dreje ned af, for at komme sikkert og hurtigt til deres destination. Skovens lyde var blevet flere og flere, efterhånden som foråret, begyndelsen på året, var kommet og havde spredt sine livsgivende arme ud over hele skoven og dens folk. Fuglene gjorde klar til at få unger, travle med at bygge redder og finde de rette mager. Deres sang dansede lystigt fra træ til træ og fungerede som naturens egen musik, til dem der ville lytte. Og Idril lyttede, som hun altid gjorde. Også når andre for længst havde opgivet.
Mens hun gik, mens hendes fødder bragte hende skridt for skridt væk fra hendes hjemby og folk, gik hun i en meditativ tilstand. Regelmæssig gled en let nynnen fra hendes, en let kvindestemme der afslappet mødte fuglenes kvidren og lyden fra træernes grene og næsten udsprungne blade, når en let vind tog fat i dem. Hendes tanker kredsede om en gammel sangtekst hun havde lært udenad, på elvernes eget sprog. Hun var helt sikker på at menneskerne ikke ville kunne lide sangen, så hun havde ikke tænkt sig at synge den når hun nåede deres byer. Så for nu, nød hun den mens hun var alene.

Hun var gået hjemmefra tidligt. Folk havde hilst hende og ønsket hende god rejse. Det var en tradition, at den kommende leder skulle rejse ud i verdenen og modtage erfaringer og viden, så de på bedst mulig måde kunne rådgive sit folk. Og Idril havde ikke tænkt sig at skuffe dem, trods hun var let spændt på hvad hun ville finde og opleve.
Hun var klædt praktisk. Hun havde en grøn kjole på, med et mørkegrønt mønster langs kanterne med højelvernes guldmønstre. Over kjolen havde hun en brun kappe med hætte, en hætte der for nu var slået ned så hun kunne nyde solens spredte stråler imellem træerne. Om livet havde hun et mørkegrønt bælte, der sad en smule løst. Om benene havde hun nogle lette bukser, der ikke forhindrede hende i at bevæge sig let og ubesværet, men som holdt hendes ben sikre og beskyttede. Om fødder var der dog intet. Hun havde en taske på ryggen. I den var der pakket et par lette sko, i tilfælde af hun fik brug for nogen. Men for nu, foretrak hun skovens knubbede og let stikkende overflade.
Det hvide hår hang let og skinnede ned over hendes skuldre og gyngede let i takt med hendes skridt. De spidse øre stak lige netop op af håret. De mørkegrå øjne skinnede livligt.
Trods hun havde gået hele dagen, følte hun sig slet ikke træt. Hun viste at hun nærmede sig udkanten af skoven. En begyndelse på et nyt kapitel i hendes bog var ved at begynde og hun tog imod det med åbne arme. Hun var spændt.
Hun bevægede sig hurtigt og let fremad, alt for smidigt og hurtigt for et almindelige menneske, alt for lydløst til sammenligning...

Gnisterne for det lille bål stod fint og varmede det kød der hang ovenover det på en gren. Det stod helt alene og tomt ude i ingenting. Som om det var blevet efterladt. Siddende på en sten ved siden af. Stod en stor smuk kejserørn. Og kiggede undersøgende over det hele. Før den roligt strakte sine vinger ud. Det store vingefang på 2,2 meter kunne tydeligt ses på den pragtfulde ørn. Hvorefter den roligt lettede op i luften. Og fløj roligt rundt om bålet. Kiggende ind mod skoven. Før ørnen begyndte at sigte efter jorden. Hvorefter formen på det pragtfulde kejserørn ændrede sig. Fjerende begyndte at forsvinde. Og frem kom en mand. Stående med fronten mod skoven. Og så mod skovkanten. Manden stod efter en forvandling. Helt nøgen. Stående med oprejst ryg. Uden problemer. Og viste sin menneskelige smukke krop frem. Musklerne der var tydelige men ikke for tydelige. Store men ikke for store. Smukke muskler. En krop som normale menneskelige kvinder ville drømme om at kunne lægge ind til. Og en sixpack. Som kun lige svagt var begyndt at forme sig som et eightpack. De smukke grønne øjne som så imod skoven. Og den kraftige brystkasse. Samt selvfølgelig hans brune korte hår. Langsomt gik han roligt hen imod bålet. Hvor han tog et par bukser op fra. Som han roligt tog på. Efterfulgt af et par læderarmskinder. Som havde en tynd men stærk metalplade indeni. Og så en brystplade. Op af en sten stod et rundt persisk skjold. Han var kendt for at aldrig gå rundt med andet end et skjold. Roligt satte han sig ned. Og løftede kødet roligt op. Og tog en bid af det. Og fandt en pose frem. Hvor han hev noget frugt op fra. Frugt han havde samlet på sin rejse. Han ville undersøge skoven. Men nu havde han stået der i 3 dage. Og ikke rigtig kunne få sig selv til at undersøge det.

Kanten af skoven var lige fremme. Hun stoppede op ved en lille å, der lystigt bevægede sig igennem skoven og ud mod de åbne vider. Den klukkede let, som grinte den af folks hast og jag, mens den blot skulle løbe frit af sted, vidne til alt og alle, vigtigt for folks overlevelse og livsgivende for skoven. Hun lod let sine slanke fingre glide ned i det endnu kolde vand, til de stødte på nogle glatte sten. Hun lukkede øjnene i et øjeblik og mærkede hvordan vandet løb rundt om hendes hånd og videre, som budbringeren af en hemmelig besked ville skynde sig af sted.
Til sidst fandt hun sin drikkedunk frem, lavet af træ, og fyldte den op med frisk vand. Hun tog en tår af det...Og nød den jordede smag. Hun satte prop på og gemte dunken væk, før hun endelig rejste sig igen og skubbede noget hår om bag det ene øre. Hun spejdede frem efter...Og kunne bogstavlig talt se slutningen på skoven. Det var på tide at fortsætte fremad.
Så det gjorde hun.
Hun var ikke kommet meget længere. Hun fulgte åen, gik fra sten til sten, som frygtede hun at nogen ville se hendes spor i skovbunden. Stenene var kølige.
Pludselig stoppede hun op...Og rynkede på næsen af en yderst ulækker lugt. Hendes folk kunne godt spise kød, men det var kun hvis de var ved at løbe tør for mad og aldrig med den største glæde. Personligt rørte hun aldrig kød, næsten uanset hvor sulten hun var. Lugten rev hende ud af alle hendes dybe tanker og gjorde hende ret så nærværende på sine omgivelser. Denne lugt...Ville hun møde mange gange. Det var hun overbevidst om. Så hun måtte skjule sin foragt. Så det gjorde hun, enhver rynke på næsen forsvandt og i stedet følte hun sig nysgerrig.

Hun fulgte lugten fremefter. Til sidst var der kun få træer mellem hende og det åbne landskab forude. Hun stoppede op mellem to træer, der stod tætte på hinanden og tog sin hætte på. Ikke alle var venlige over for elvere og hun ville ikke udfordre skæbnen allerede. Men skoven var hendes hjemmebane, så skulle dette være en fjendtlig person, ville hun have fordelen. Hendes mørkegrå øjne gled over omgivelserne...Til de fandt bålet. De vedblev at kigge, til en ørn - En flot kongeørn - landede...Og forvandlede sig en mand. En mand, der med velbehag smaskede kødet og lidt frugt i sig.
Hun begav sig straks til at analyserer ham. Hun havde hørt om disse...shapeshifters, og endda også selv mødt et par stykker hjemme i byen. De fascinerede hende, ville hun ikke selv give alt for at forvandle sig til et dyr og blive i et med skoven? Men i stedet var hun blot en gæst, som lånte skoven og naturen. Hun havde hørt om elvere, der var forsvundet ud i skoven og var blevet til dyr. Men som prinsesse kunne hun ikke bare gøre det samme. I hvert fald ikke endnu.
Manden var derudover muskuløs. Ikke overdreven meget, men nok. Hans hudfarve fortalte han var van til at være udenfor. Hun lagde mærke til at han virkede mere grov og kluntet i sine bevægelser...Og hun måtte huske sig selv på at han trods alt stadig var et menneske. En menneske, der i dette tidspunkt satte tænderne i noget kød. Hun håbede han prissatte det liv, der måtte glide ud og blive en del af naturen, for sit eget.

Hun afsøgte hans primitive lejr for våben og fælder, men fandt ingen. Det betød ikke at manden ikke kunne være farlig. Hun tog en beslutning. Hun kunne ikke undgå alle og hun skulle under alle omstændigheder ud af skoven. Men for nu, ville hun vente lidt og observerer. Måske ville manden snart pakke sine ting og gå...
Hun flyttede på sig og stilte sig i en mere behagelig position. Som en let skygge mellem træerne... Hvis man var opmærksom. Hun trykkede sig ind til den ru bark, som ville hun blive til et træ selv.

Da manden var færdig med at spise. Tog han roligt og lagde resterne af knoglerne. Lidt fedt. Og resterne af kødet som han med tydelig umage havde prøvet at få af. Ned på et fint stykke stof. Hvorefter han pakkede det pænt ind. Og smilede roligt til det. Og sagde noget han engang havde lært af en elver. "esta e' seere ai mellon." Han havde fået af vide en gang at det betød hvil i fred min lille ven. Dylan som denne mand hed var typen der tog alt hvad han kunne bruge. Undtagen knoglerne. Han knækkede aldrig en knogle. Men han tog skindet til hans tøj. Og kødet til at give ham styrke. Og så tog han altid noget stof og pakkede dyret ind i. Og begravede det så. Og det var det han ville gøre nu. Så langsomt rejste han sig op. Og rørte kort sit skjold. Hvorefter der i hans anden hånd. Begyndte at samle sig noget blåt lysene støv. Som langsomt samlede sig til en skovl. Hvorefter han roligt brugte skovlen. Til at grave et lille hul. Et hul bredt nok til dyret kunne komme ned. Og så dybt nok til at det kunne ligge der og blive til ny natur i fred. Uden forstyrrelser. Langsomt tog han den lille pakke stof op. Og lagde roligt ned i hullet. Og dækkede det så roligt til. Uden at smide jorden. Men lagde det naturligt på jorden. Så man ikke ville kunne se der var blevet gravet et hul her. Hvorefter han roligt rejste sig. Og stod lidt med tavshed. Med bukket hoved og lukkede øjne. Da han var færdig åbnede han roligt øjnene. Og gik så hen til sit skjold. Hvorefter han roligt løftede det op i sin venstre arm. Han lukkede kort øjnene igen. Og åbnede dem så igen. Og samtidig som han smed skovlen som stadig lå i hans højre hånd. Samtidig med at han slap den. Blev den til det blå støv igen. Som roligt blev til røg. Hvorefter han vendte sig rundt. Og hævede skjoldet. Og frembragte et persisk sværd. Lagde det ovenpå kanten af skjoldet. Så hans skjold ville beskytte ham. Men samtidig at han ville kunne stikke nogle hvis de styrtede imod ham. Han havde retning direkte imod hende. "Tror du ikke godt jeg ved du står der? Jeg så dig nærme dig da jeg var ørneform. En ørns blik er 1000 gange bedre end selv en elvers blik sidst jeg havde hørt noget. Så kom frem hvem eller hvad du end er." Sagde han roligt og stod klar i kampstilling. Afventende. "Jeg har ikke tænkt mig at skade dig. Men hvis du angriber mig har jeg intet valg." Sagde han roligt og stod nu bare og ventede.

//Hans sværd: http://www.smkw.com/large/knife/UC2677.jpg

Det var sandt at shapeshifters og elvere ofte kom godt ud af det med hinanden. Derfor overraskede det hende ikke, da de velkendte ord forlod hans mund og bevidste at manden måtte have et vidende sind. Et svagt smil spillede på hendes læber, da hun lukkede øjnene i et øjeblik og tog del i begravelsen, trods hun endnu ikke havde vist sig. Hendes slanke hånd lagde sig på træets knudrede bark og i et øjeblik følte hun godt tilpas, som en del af skoven. Men hun havde en mission og det tilfaldt hende ikke at glemme den, blot for at vandre om i skoven. Hun åbnede øjnene igen, blot for at opdage manden ikke var nær så snæversynet, som de fleste mennesker normalt var.

Hun havde lyst til at le. Og le, det gjorde hun. Lyden af en kilde, der klukker stille af sted, en smuk lyd der omfavnede sine omgivelser. Javist havde han været en ørn og nok var det kun tidligt på foråret, så træerne havde endnu ikke fået alle deres blade. Hun tvivlede ikke på at han kunne have set hende, hvis han var god. Og havde hun nogen grund til at gemme sig for dyrene i skoven? Men han overdrivelse faldt hendes morsom. Ville han være morsom eller var han blot dum? Hvad viste han om elvernes legendariske blik?
Hendes fingre gled tilbage og tog fat i buen, hun havde med sig. Med et snuptag havde hun spændt den og fundet en pil frem. Med en bue og pil ramte hun sjældent forbi. Skjoldet udgjorde godt nok...Et skjold. Men der var stadig masser af steder hun kunne ramme ham.
Hun rettede sig op fra træet og trådte lydløst frem, med lette, fjedrende skridt da hun gik ud mellem træerne, med buen spændt. Pilespidsen, der var formet som et lille blad, pegede direkte mod ham.
Snart var hun fri af træerne og solens stråler faldt uforstyrret på hende. Hun registrerede solens varme og begav sig nogle meter væk fra skovkanten, uden at få solen i øjnene. Hun gik lidt til siden, som en der ville studerer sin modstander, så hun til sidst havde solen i ryggen. Hun havde endnu hætten på. Nok havde han snakket elvisk, men det betød ikke han nødvendigvis var venlig over for en. Hun havde dog intet at sige til ham. Om han ville hende noget ondt, skulle de nok få at se. I stedet stod hun stille, som en statue, med kun vinden der let tog i hendes hår eller tøj, kiggede direkte på ham, afventende. Præcis som han var. Det var dog tydeligt at ønskede hun at kæmpe, havde hun nok allerede løsnet sin pil.

Af ren reaktion for at han hørte en bue blive spændt. Ændrede formen på hans skjold. Så det i stedet blev et romersk lang skjold. Den aflange form gjorde at han var et utroligt svære mål at ramme med en bue. "Ligemeget hvad du er. Skal du ikke tro bare fordi jeg kun bruger nærkampsvåben at jeg ikke har dræbt bueskyttere før. Jeg lever af at beskytte rejsende igennem Ashen Wood Forest. Og sidst jeg tjekkede var det en af de bedste steder at lægge et baghold af bueskyttere. Og jeg har aldrig nogensinde mistet en jeg har hjulpet." Han hævede sværdet op i strakt arm ud til siden bag sit skjold. Hvorefter han slap sværdet. Og det blev til det samme lysende blå støv som skovlen var blevet til. "Jeg er ubevæbnet. Læg pilen tilbage i i holderen. Og så sætter jeg mit skjold om på ryggen. Okay?" Spurgte han udaf. Hvorefter han lod armen være hævet ud til siden. Så hun kunne se han ikke dannede et nyt våben. Mens han roligt afventede og lyttede til om hun fjernede pilen. Eftersom han ikke kunne se hende. Han stolede til gengæld på sine sanser. Han var trænet af mange forskellige racer. Og udviklet sine sanser. Så han kunne høre om hun fjernede pilen. Eller om hun gik til siden. Ja endda hvis hun slap pilen. Og lod den flyve.

//Vil gerne gøre opmærksom på at hun faktisk allerede er kommet frem...Hun står lidt fra ham, med solen i ryggen o.o...Og derfor spiller jeg også derefter //

Hun kiggede blot på ham, lidt som var han selv en statue. Hans ord betød ikke meget for hende, enhver kunne sige det samme, ingen kunne forvente hun bare efterlod sin mistænksomhed derhjemme, hvis folk blot sagde det rigtige. Hun kunne blive stående sådan her i lang tid, hvis det var påkrævet. Men manden var vist ikke ude på ballade. Han trak sit våben til sig og endnu en gang så hun det mystiske, blå støv, der mest af alt mindede hende om magisk støv. Hun studerede kom kort. Løj han? Ville han få sine...skjold og støv...Til at blive til et våben i samme øjeblik hun gemte sin bue væk?
Måske var hun mere mistænksom end godt var. Hun kunne ikke gøre for det, det lå til hendes natur og hendes folk at være mistroisk.
Til sidst valgte hun at tage chancen. Hun ville stadig kunne nå at trække pilen igen, skulle han vise sig at være en fjende. Hun sænkede pilen. Til sidst tog hun den helt af buen og satte den tilbage i holderen på hendes ryg. Buen beholdte hun i sin venstre hånd.
Hendes mørkegrå blik gled ned over ham et øjeblik.
"Jeg ønsker ikke at kæmpe" bekendtgjorde hun, i tilfælde af der skulle herske tvivl. Hun blev stående hvor hun var, ville ikke gå tættere på, medmindre han opfordrede hende til det eller han ikke længere havde hverken skjold eller våben - Som han havde nævnt.
"Jeg kom forbi. Dit ritual for det lille dyr var...smukt. Og uventet" kommenterede hun med et svagt smil.

//Det er forstående på den måde at han har lavet et aflangt skjold og gemmer sig bag det så hun ikke kan ramme ham med pile

//Jeg forstår godt han har et skjold...Men jeg forstår ikke dets relevans til hvor hun har placeret sig i forhold til ham?
Desuden kan vi jo godt køre videre med emnet - Det vel bare en misforståelse? ^^//

Han stod helt stille. Med skjoldet imod hende. Og ham stående bagved. Så han på den måde ikke kunne se hende. Men tilgengæld kunne hun ikke ramme ham hvis hun skød med sin pil. Da han hørte buen blive løsnet smilede han lettet. Hvorefter han roligt rejste sig. Skjoldet ændrede igen form. Blåt lysende støv fløj fra skjoldet. Og i stedet for det romerske aflange skjold. Blev det til det runde persiske skjold det havde været før. Hvorefter han satte det fast på ryggen. Med en rem som gik hen over brystet. Så han stod helt fremme foran hende. Blottet for hende. Dog var han ikke dum. Hans skjold rørte stadig hans skulder. Så han ville på et øjeblik kunne lave et nyt skjold foran ham. Eller en mur hvis det skulle være. Så han var ikke ubeskyttet. Dog ville han ikke kunne angribe hende. Han kunne kun lave våben der var beregnet til nærkamp. Hvis han prøvede at lave en bue og en pil. Ville pilen blive til støv i det øjeblik han havde sluppet buen. Han stod kort og overvejede om han burde anskaffe sig en armbrøst. En af de der moderne nogle. Som kunne foldes sammen. Og som samtidigt kunne bruges med en hånd. Dog kunne det være ligemeget nu. Han så roligt imod hende igen. Og så kort på hende. Før han opdagede noget. Hun havde sagt noget. Han stod lidt med åbne øjne. Før han kneb dem kort sammen. "Forstod du hvad jeg sagde?" Spurgte han roligt og så lidt overrasket ud. Hvorefter han så lidt nærmere på hende. Og gik et skridt tættere på hende. Dog kun et skridt. Og rystede så kort hovedet. Og besluttede sig for at forklare hende hans ritual. "Min tidligere partner. Eller rettere min tidligere kone. Var halv elver. Og havde altid lært at skulle være ærbødigt. Selv over for de mindre dyr. Så hun stillede sig altid op og begravede dyret på den måde. Samt sagde de ord. Efter et halvt år hvor vi havde været partnere. Valgte jeg at spørge hende hvad det betød. Hun fortalte mig at det betød hvil i fred lille ven. Efter hun døde for et halvt år siden. Har jeg sådan set bare blevet ved med det. Det minder mig om hende." Sagde han roligt og smilede svagt. Og kradsede sig i nakken kort. "Det lyder åndssvagt. Men engang imellem når jeg gør det er det som om jeg kan se hende." Sagde han og smilede svagt.

Hendes blik fulgte ham opmærksomt, da han fjernede sit skjold og de nu ville kunne føre en nogenlunde civiliseret samtale. Hun lod ham trådte lidt tættere på, men hendes blik blev om muligt endnu mere gennemborende, som ville hun fortælle ham at der var en grænse og trådte han over den grænse, ville hun gennembore ham...Med andet end sit blik. Hun vidste endnu ikke hvad hun burde synes om manden foran sig.
"Selvfølgelig. Nok bor jeg i skoven, men det betyder ikke vi ikke følger med. Vi får besøg af mennesker, mere end noget andet. De bringer deres...sprog med sig" Hendes menneskesprog var dog en anelse rusten. Det var ikke det hun talte mest,måtte hun indrømme, og måtte stoppe op et øjeblik for at huske at sprog overhoved hed sprog. Men de fleste mennesker der kom til Silvanesti bragte deres viden og sprog med sig, hvad elverne var hurtige til at tage til sig. Også fordi menneskerne ofte ikke magtede at lære deres sprog. De fleste kom jo også mest for handelens skyld.
Hun smilte let til ham. En halvelver? Det forklarede mange ting.
"Det er smukt. Et minde. Et ritual, der bringer Dem tættere på hende" svarede hun og respekterede det. Og faktisk...Var det smukt. Hun havde hørt om noget lignende, med andre folk. En af hendes venner havde engang mistet en tæt på sig og lige siden havde hun altid gjort visse ting, på bestemme tidspunkter...For at minde og ære den døde.
Hun besluttede det var tid til at præsenterer sig.
Hun bukkede let for ham. Hendes hår gled ned over hendes skuldre ved bevægelsen.
"Saesa omentien lle" En fornøjelse at møde Dem.
"Jeg er...Idril" hun valgte både at fjerne sin titel og resten af sit navn. De fleste mennesker var som regel tilfredse kun med et enkelt navn. De gik ikke lige så meget op i navne. Idril mente dog at navne sagde noget om folk. Var en mærkat på deres identitet. Et symbol på den person de var. Hun rettede sig op igen og så på ham. Hendes blik var blevet mere venligt, knap så gennemborende.