Nice to meet you - Dylan Ether

S: Kroen det vilde svin
T: 21:00
V: Det regner meget udenfor
O: Nogle enkelte folk, borde, stole
P: En sort kappe med hætte og en rød trøje og et par sorte bukser på og nogle sorte støvler

Selvfølgelig skulle det regne. Det var typisk! Hendes ellers blonde krøllede hår var blevet mørkere og krøllerne var forsvundet. Hendes hår klistrede sig til hendes ansigt og skuldre. Hun trak hætten op over hovedet. Der var mange mennesker ude på gaderne. Hun vidste det var pga necomanceren havde overtaget størstedelen af underworld og åbenbart var endt i Doomsville. Hun havde selv lidt problemer der hvor hun boede, men de andre draconianere og hende var gode til og kunne forsvare sig så necomanceren ikke kom ind i deres hjem som stort set bare var grotter. Hun traskede ind i kroen, hvor hun sådanset havde regnet med, at der havde der været mange mennesker for og søge ly, men der var næsten ingen. Nogle få borde var overtaget ellers var der næsten tomt. Hun gik ind og fik sørget for, at det røde skær i hendes hud var skjult. Normalt ville man bare tro, at hun var blevet solbrændt af solen, men det passede nu ikke helt.

På trods af det regnede kom en mand gående ind. I næsten blottet arme. Det eneste han havde på armene var et par læderarmbånd. Som tydeligt havde en metalblade som vendte udaf der hvor huden ind til knoglen var tyndest. Udover det havde han en læderrustning på toppen af sin krop. Og så et par tynde persiske bukser på benene. Som var helt våde. Og nærmest klistrede sig til hans krop. På ryggen hang et stort skjold. På en meter i diameter. Persisk osse. Ligesom resten af hans rustning. Ikke langt fra kroen begyndte udøde at gå hen imod ham. Et svagt grin kom frem. Roligt greb han fat i skjoldet. Og hev det af ryggen. Satte det fast på armen. Før han vendte sig om. Og hamrede skjoldet hårdt ind i ansigtet på en af dem som var kommet tæt på ham bagfra. Hvorefter han rørte skjoldet. Hurtigt dannede der sig et langt persisk sværd i hans højre hånd. Tydeligvis dannet af hans energi. Før det blev fast og hårdt. Han svang sværdet og skar hovedet af en af de udøde. "Hvad er dette for et mærkeligt land jeg er kommet til?" *Sasha hvor er du når man har brug for dig.* Sværdet fløj rundt. Skar hoved efter krop over på modstanderne. Men det var som om de bare blev ved. Før han så slap sværdet. Som med det samme blev til røg. Og han så i stedet dannede sig et dobbeltsidet sværd. Et håndtag med et sværd i hver ene. Før han så tog skjoldet på ryggen. Og svang dobbeltklingen rundt. Skar endnu flere over. Dobbelt så hurtigt. Men han var begyndt at mærke trætheden. Da han så stak den ene klinge ned i jorde og kastede sig op ved hjælp af det. Over de udøde. I det øjeblik han havde skubbet sig ved hjælp af klingen og så havde sluppet det helt. Forsvandt klingen uden videre. Mens Dylan fløj over alle de udøde. Og landede lige bag de bagerste. Og begyndte så hurtigt at løbe væk derfra. Han havde vel godt og vel løbet i 5 minutter. Da han så nærmede sig en bevogtet by. Roligt gik han hen i køen. Ventede på det blev hans tur. En ung kvinde skulle åbenbart tjekke om han havde en virus. Han blev ledt igennem. Hvorefter han roligt begyndte at gå igennem byen. Mærkede kort på den læderpung han havde hængende i siden af sin rustning. Der var godt med guld i den. Nu skulle han bare finde en kro. Og det fandt han hurtigt. Det vilde svin hed kroen. Roligt gik han indenfor. Gik langsomt op mod baren og satte sig. Bartenderen som osse var kroejer kom roligt hen til ham. "Et værelse." Var det eneste manden sagde. Og kastede så 4 guldmønter. Kroejeren sagde at han fik værelse nummer 13. Typisk. Og at han havde det i 4 dage. Godt. Han tog nøglen. Og købte sig så en øl bagefter for en sølvmønt. Som han roligt tog en tår af. Og kiggede rundt. Hans øjne fangede en våd blondine. Og grinte svagt. Blinkede til hende. Og sagde så til hende for at gøre hende flov. "Jeg har ikke engang sagt noget og du bliver allerede våd af det." Et svagt grin kom mere fra ham.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle tage sig til i denne ellers ret så stille kro. Hun kiggede rundt. Hun sørgede så vidt muligt for, at skjule hendes røde hud ved og holde sit hoved skjult i hætten. Det eneste man rent faktisk kunne se fra hendes ansigt af var det blonde hår der hang ud fra hætten af og klistrede sig til hende. Hun gik lidt ind i kroen og stod midt ude på gulvet. Hun var ikke van til og være væk fra sine egne. Måske kendte de til den nye dragonlycan som alle draconianere mente de havde set i Firewood Village for nogle måneder siden som andre mente blot var en almindelig drage, men draconianerne vidste bedre! De kunne nemt se forskel på om det var en af de mange almindelige drageracer som var i Underworld eller om det var en af deres egne som alligevel var blevet klogere og var blevet forvandlet. Hun vendte sig om imod en fyr der snakkede til hende. Hun stak ham en syngene lussing. Meget kunne man sige om hende, men hun var normalt ikke en der slog fra sig uden der var en grund til det "Hør her fister nok kan du score andre tøser på den måde, men den virker ikke på mig" hun kiggede op på ham med sine røde øjne.

Hurtigt rørte han sit skjold på ryggen. Og lige før hun ramte ham. Dannede der sig en fuldskærmet hjelm. Som hun i stedet slog på. Hvorefter den så bare blev til røg igen. Svagt skubbede han sig op og stillede sig lige foran hende. "Hvis jeg ville kunne jeg sagtens score dig. Men jeg vil ikke bruge min tid på det. Det var ikke derfor jeg fyrede den joke af. Det var for at lave lidt sjov. Der er så trist her lige nu." Roligt slap han sit skjold igen. Og gik så et skridt tilbage. Og lænede sig op af baren igen. Med et roligt smil. "Draconianere. Jeg troede altid de var så søde. Og venlige." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende med et roligt smil.

Hun undrede sig meget og tog sin hånd til sig efter hun havde ramt hans hjelm der pludselig var der. Hvad skete der? Hvor kom hjelmen fra? Hun tog sin hætte af sit hoved og lod sit ansigt komme frem. Hendes blonde hår klistrede sig til hendes ansigt og hendes røde hud lyste svagt pga af lyset inde på kroen og hendes røde øjne kom også frem. Hun rystede lidt på hovedet så hendes hår puffede ud som det plejede med sine krøller. Man kunne dog stadig se, at det var vådt. Hun smilede roligt til ham og grinede "Vi er skam søde og rolige. Man skal bare ikke fornærme os" Hendes stemme var rolig og mild. Hun lagde sit hoved roligt på skrå og smilede til ham "Hvordan vidste du egentlig, at jeg var draconianer?" der var nysgerrighed i hendes stemme.

Et svagt smil kom frem. Han vendte ryggen til hende tog den sidste tår af den drink han havde fået. Vendte sig mod hende. Gik lidt frem. Hen ved siden af hende. Og hviskede ind i hendes øre. "Der hvor jeg kommer fra. Dræber vi Draconianere." Hvorefter han gik forbi hende. "Det er derfor jeg er her. Fordi jeg forelskede mig i en Draconianer. Som de slog ihjel. Jeg skred fra mit land. For at komme videre." Sagde han roligt før han roligt vendte blikket imod hende. "Hvad skal jeg sige? Draconianere er lækre. Specielt med deres specielle forskelle fra andre væsner." Roligt gik han imod udgangen igen. "Navnet er Dylan Ether hvis du er interesseret." Han sukkede kort. Han gad egentlig ikke ud i regnen. Så han valgte bare at gå hen til vinduet. Lænede sig op af en af væggene. Og kiggede ud i det. Fuldstændig fokuseret.

Hun kiggede roligt på ham med et roligt smil på sine læber. Der var noget underligt over denne fyr, men hun kunne ikke helt sætte en finger på hvad det var. Hun kiggede undrende på ham da han gik hen og stillede sig ved siden af hende og lagde sin mund imod hans øre. Hun stivnede kort da han fortalte hende, at de dræbte hendes race der hvor han kom fra. Tankerne begyndte og løbe rundt i hovedet på hende. Ville han så dræbe hende? Hun rystede lidt på hovedet for og være ved sit fulde fem igen og kiggede på ham "Hvorfor dræber de draconianere?" Hun vendte sig om imod ham da han var gået forbi hende. Hun kiggede fortsat på ham med et undrende blik. Hun smilede kort til ham og trak på skuldrene efter han havde sagt, at han syntes at draconianere var lækre. De var da ikke så forskellige som fra andre racer. Bare deres drageform og udseende så vidt hun vidste ellers var der intet. Hun nikkede stille da han havde sagt hvad han hed. Hun skulle lige til og vende sig om for og gå hen til baren da hun opdagede, at han var gået hen til et vindue og kiggede ud af det. Hun gik stille hen til ham og lænnede sig ind imod den modsatte væg af den han stod op imod og kiggede på ham "Jeg hedder Sandara" hendes stemme var rolig.

Et svagt smil kom frem. Skulle han svare hende? Tja jo det kunne han vel lige så godt. Han så på hende kort. "Fordi de ikke kan lide dem. På grund af en draconianer for flere århundreder siden dræbte vores stormester. Han havde ingen arvinger. Så hele vores land blev uden en herre. De satte hele skylden på alle Draconianere." Han sukkede svagt. Så kort ned i jorden. "jeg har set malerier for stortiden. Draconianere og dragonlycans over hele landet. I fred og harmoni med hinanden. Det var så smukt et land. Nu er det bare en slagmark. Døde kammerater over det hele. Og hvorfor? Fordi en dum draconianer slog en lille mand ihjel. Øje for øje gør hele verdenen blind." Hviskede han svagt. Og kiggede derefter ud af vinduet roligt. "Sådan er det vel bare. Jeg er bare glad for jeg slap for det." hviskede han svagt. Før han rørte sit skjold. Og frem i sin hånd dannede der sig en rose af samme stof som skjoldet. Han kiggede kort på den. "A lonely heart. Without a soulmate. Will become dust." Da han havde snakket færdigt. Slap han rosen. Og i samme øjeblik han slap den blev den til støv. Som blev til mindre støv. Indtil det var så småt det hverken kunne ses eller mærkes.

Hun vidste ikke hvorfor folk havde så svært ved og acceptere en draconianer. Det havde været sådan længe. Var der et rygte eller et sagn der kørte rundt om draconianere? Ihvertfald dem hun kendte var meget rolige og afslappede som om de ikke kunne gøre en lille flue fortræd selvom hun godt vidste, at det ikke passede. Der skulle blot mere til før en draconianer ville begynde og gå amok. Hun lyttede til det han fortalte. Hun blev meget overrasket over og høre det han fortalte om den grund der var til, at der hvor han kom fra havde så meget imod draconianere. Man kunne nemt se på hendes ansigtsudtryk, hvor overrakset hun egentlig var blevet over, at høre om det han fortalte. Det fik samtidig også en masse tanker til og køre omkring i hendes hoved. Hvorfor skete det? Var det blot et sagn der gik rundt i den by? Vidste de overhovedet hvad grunden var til, at deres stormester blev dræbt af en draconianer? Hun forstod det ikke helt "Ved du hvad grunden var til at det skete?" der var tydelig tegn på, at hun var blevet overrakset i hendes stemme også, men der var også nysgerrighed i den. Hun satte sig op i vindueskarmen og kiggede på ham. Hendes tøj var stadig driv vådt og det irriterede hende lidt, at hun ikke havde noget ekstra tøj med.

Rolige øjne så på hende roligt. Fokuserede kun på hendes ansigtsudtryk mens han snakkede færdig. Et svagt smil kom frem. Hun delte hans overraskelse. Han var selv blevet overrasket over det der var sket siden det skete. Han havde endda undersøgt det. Læst i alle de bøger han kunne finde. Og så endelig fundet svaret. Han gik hen foran hende. Så på hende roligt. Et svagt nik kom fra ham. Og han lænede sig mod vindueskarmen. Med en hånd på hver side af hendes ben. Så deres kroppe ikke var langt fra hinanden. Og specielt ikke deres ansigter. De var ikke mere end ti centimeter eller der omkring fra hinanden. "Efter lang tid efterforskning. Ja så ved jeg præcis hvorfor." Et svagt smil kom frem før han roligt så hende direkte i øjnene. "Hvad kan få 2 højtrespekterede mænd til at gå i døden. Hvilken grund kunne det være?" Et roligt og alvorligt blik kom frem. "Vores stormesters kone. Jeg fandt ud af at hun faktisk havde fået en søn. Men ikke med stormesteren. Men med Draconianeren." Et roligt blik var direkte rettet på hende. "Selv samme søn's datter blev slået ihjel for kun en månedstid siden. Og selv samme kvinde som døde. Var min kæreste." Et svagt suk kom frem. Han så svagt ned. "Min bedste ven så mine notater. Og opdagede hvad jeg havde opdaget. Viste det frem for storrådet. Og de valgte at dræbe hende." Han så op igen og direkte ind i hendes øje igen. Med et svagt halvtrist blik.

Hun sad stille og kiggede på ham. Hun blev dog overrasket da han var gået ind foran hende og lænede sig på af vindueskarmen og havde sine arme på hver sin side af hendes ben. Hvorfor havde han stillet sig næsten helt op af hende. Hun kunne mærke hans ånde imod sit ansigt når han trak vejret. Hun var spændt på, at få, at vide hvad det egentlig var som gjorde, at folk dræbte draconianere. Det havde bare, at være en ordentlig god grund til, at dem i den by han kom fra dræbte draconianere for ellers ville hun nok blive temmelig sur. Hun lyttede til det han fortalte. Hun havde troet det handlede om magten eller noget i den stil, men det, at det handlede om en kvinde der ikke havde nok med og være sammen med en fyr skulle gøre så en hel by var imod en hel race. Det virkede for dumt og for meget i hendes verden. Da hun skulle til og råbe op om hvor dum en grund det var hørte hun ham fortælle, at det var sådan hans kæreste døde. Hun kiggede op på ham og så hans blik var blevet mere trist i det. Hun krammede ham stille "Det skal nok gå. Det skal nok gå" hun hviskede det stille til ham.

Et roligt svagt halvforførende smil som hans smil altid var. Kom roligt og svagt glidende frem. Hvorefter han så på hende kort. Tænkende. "Jeg skred fra min familie. Fra mine venner. Fra hele den landsby jeg i årevis havde kæmpet for. Af ren sørgmodighed. Rejste hertil alene. Uden andet end min rustning. Mit skjold. Og nogle håndøre." Sagde han roligt med et svagt smil. "Jeg er glad for der er en der kan forstå min smerte." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende roligt. Før han roligt lagde hænderne om hende. Og krammede hende kort tilbage. Før han roligt slap hende igen. Og istedet satte sig i vindueskarmen ved siden af hende. Tog sit skjold af. Og placerede det på skødet. "Hun lavede det her skjold. Med sine egne bare hænder. Lavede indgraveringerne med sine klør." Han så på det kort. Og trak på skulderen. Før han tog det på ryggen igen og rejste sig igen. "Jeg må hellere komme videre. Jeg har en lang vej foran mig. Jeg skal finde mig et sted at sove. Jeg har ingen penge tilbage. Hvis jeg er heldig kan det være der er nogle af de udøde som har penge på sig." Sagde han roligt med et svagt smil. Vendte blikket imod hende. "Det var hyggeligt at hilse på dig Sandara." Han bukkede dybt for hende. Tog hendes hånd og kyssede håndfladen kort. Før han så rettede sig op. Og gik så imod udgangen.