Byer er helt klart...rædselsfulde! (Delilah)

Byen var aldeles rædselsfuld. Hvordan kunne nogen som helst bo her og stadig have det godt? Folk var snæversynede, egoistiske, beskidte, stank og uden nogen former for frihed eller forbindelse til naturen. Der var kun gået en dags tid, men det var mere end nok. Idril følte sig beskidt, ud over alle grænser. Hun følte sig utilpas, utryg og med en let følelse af klaustrofobi. Husene skærmede hendes udsyn, fungerede som gemmested for tvivlsomme personager og holdt hende fangede imellem de små, som store gader. Alle så hende...Og ingen så hende. Det var nyt for hende, hvor ligeglad folk var med det hele. Hun var blot endnu en rekvisit i en allerede fyldt by. Hun havde straks søgt op i den rigere del af byen. Den var renest, der var mere plads, mindste folk og så meget pænere! Hun havde hurtigt fundet akademiet, som hun havde søgt tilflugt i. Hele dagen havde hun siddet med næsen i nye bøger, et sted hvor hun i det mindste havde følt sig lidt hjemme, trods bibliotekaren havde virket forvirret over det pludselige besøg, især af en elver!
Uanset hvor meget hun skjulte sig...Var det ikke umuligt for folk at se, at hun var anderledes og endnu et væsen. Elvere var måske en lidt sjældent syn her i byen...Og det forstod hun så udmærket. Hun håbede hun snart kunne forlade den igen...Men desværre måtte hun først vente til en gang i morgen - Og måske endda senere. Hun havde et ærinde i byen, et af de aftalte møder, der var blevet aftalt hjemmefra. Hun skulle mødes med folk, af høj rang, og snakke med dem angående...Alt muligt. Fred, handel og informationer.

Hun sukkede og gned sin tinding. Hun havde læst hele dagen og hendes hoved var en smule træt. Larmen var uudholdelig. Den angreb hende fra alle leder og kanter og gav hende en forfærdelige hovedpine. Hun kunne næsten ikke koncentrerer sig! At folk accepterede dette, var uden for hendes forstand. Hun koncentrerede sig i et øjeblik...Og besluttede sig for at tænke på en af hendes folks sange. Hun sang den ikke højt, men nynnede den let for sig selv. Melodien var livlig og fik hende til at begive sig ned af gaden med fornyet energi.
Hun var dækket af en brun kappe, hvis hætte var slået op og skjulte hendes fine ansigt og spidse ører. Dog kunne hun ikke skjule sin lange, smidige krop. Sine lette bevægelser. Folk så på hende, som var hun en gudinde der var nedsteget...Og dog var de fleste ligeglade et øjeblik efter. Hvilket passede hende fint, faktisk, nu hun tænkte over det.
Kappen dækkede hendes grønne kjole. Hun havde haft en taske med, men hun havde efterladt den på kroen, hvor hun havde tænkt sig at tilbringe natten...Hvordan hun dog end skulle falde i søvn. Det hvide hår gled ned over hendes skuldre.
Om den ene hånd, på langfingeren, sad der en ring og om halsen sad en halskæde, med et lille stykke krystal i. Hendes fødder, der normalt var bare, var dækket af nogle lette sko, som beskyttede hende mod dette uvante underlag af sten, mudder og affald som dækkede hver en gade. Hendes mørkegrå øjne gled over det ene hus, så det næste. Adressen sagde hende intet, men en person havde fortalt hende hvilket hus hun havde ledt efter. Endelig fandt hun et hus der passede til beskrivelsen. Hun stoppede op et øjeblik og lod blikket glide hen over huset og dets naboer...Jo, det måtte være her.

Det var aften. Det var ved at blive mørkt og Idril fandt det ikke særlig rart at skulle være udenfor i denne by, når det var mørkt. Hun gik op af den lille forhave og bankede på døren. Dunk, dunk, dunk. Der gik et øjeblik før det blev åbnet af en butler. Butleren bukkede let som en hilsen og Idril gjorde det samme, da hun troede det var menneskernes måde at hilse. Manden virkede forvirret et øjeblik...
"Øhm...My Lady...Hvem er De?" Åh, selvfølgelig! i et øjeblik forbandede hun sig selv. Manden viste jo ikke hun havde en grund til at besøge en af byens rådgivere, en af dem der var med til at bestemme over byen og som netop i aften ville få selskab af resten af deres...rådgivere.
Hun blev reddet. Inden hun nåede at sige noget, kom husets Herre frem og vinkede butleren væk.
"Dette er en meget vigtig gæst. Hold hende ikke ventede! Lad os få hende ind i sikkerhed...Jeg beklager, My Lady, min butler er lidt tykhovedet"
At butleren fandt sig i denne opførsel faldt Idril sær, men hun kommenterede det ikke. I stedet trådte hun ind og butleren lukkede døren efter dem.
"Vi troede De var faret vild...Mødet venter Dem" smilte den ældre mand og viste hende vej ned af gangen. Manden var klædt i noget behageligt, men fint stof. Lette bukser, en skjorte og nogle...hjemmesko, af en slags.
Huset var fint. Men for Idril stank det af støv og ælde. Af træværk, der ikke var sundt. Hun trak vejret dybt...Dette blev en prøvelse.

Rummet var stort. Idril lod blikket glide op til loftet og ned over væggene, da hun trådte ind. Beklædt af tapet og billeder, reoler med gamle nipsting og enkelte bøger. Døre, der førte til andre steder i huset. I midten, et stort, rundt bord. Noget sagde hende at de plejede at holde møder her. Mændene, ingen kvinder, sad rundt om bordet. De rejste sig alle, da de trådte ind og de bukkede alle for hende. Hun nikkede let til dem, som en hilsen, før hun besluttede sig for at løsne sin kappe. Hun lod hætten falde og løsnede spændet. Hun gik over til den ledige stol og lagde kappen over ryglænet.
Hendes grønne kjole var faconsyet. Den sad på hende, som var hun født med den. Den var i en strålende grøn farve, med mørkegrønne bånd omkring kanterne, med guldmønstre. En grønt bælte sad løst om hendes talje, med et spænde af en drage. Hendes hvide hår faldt løst ned over hendes ryg og skuldre, de formåede næsten at skjule hendes spidse ører.
Mændene sendte hende sultne blikke...Blikke hun fandt fornærmende og som et tegn på manglende intelligens. Og ignorerede dem så.
"Deres majestæt. Vær venlig at sætte dem, hvis De finder det behageligt. Skulle det være lidt mad, lidt vand? Måske vin?" værten prøvede at være venlig. Men Idril havde ikke lyst til noget. På bordet stod noget brød, lidt ost og noget kød. Intet af det var noget hun spiste, måske med undtagelse af brødet. Vandet, som hun havde smagt tidligere, smagt dødt her i byen og hun drak ikke vin til hverdag.

"Det er mig en ære at I ville mødes med mig. Mit navn er Prinsesse Idril Amaria Míriel af højelverne og jeg bringer hilsner fra min mor, Dronningen" hun bukkede let for dem, så hendes hår gled fremad. Blidt. Hendes bevægelser var smidige, blide og forsigtige. Huset forekom hende beskidt og klaustrofobisk. Men hun måtte bide det i sig og være høflig. Men alligevel havde hun en følelse af at noget var forkert.
"Hvis der intet er at nævne, beder jeg Os om at gå i gang med mødet" Hun placerede sig forsigtig i den ledige stol. Den var hende ikke behagelig.
Hun lod blikket glide fra den ene mand til den anden og det slog hende...At de virkede kluntede og buttede, i forhold til de folk hun havde set tidligere, som mest af alt havde lignet nogen der havde sultet.
"Selvfølgelig, deres majestæt. Lad mig først gøre det klart at vi har planlagt at holde deres tilstedeværelse en hemmelighed, som aftalt...." og så begyndte mændene ellers at snakke om mange ting.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Delilah hadede det. Det lyse stof der bølgende bevægede sig om hendes krop, og ville forhindre hende i en ordentlig kamp, hvis det kom til det. Stoffet snoede sig stramt om hendes overkrop, fremviste en tydelig talje og sørgede for at presse på for at gøre barmen tydelig, men blev endnu holdt op af stropper, der syntes at var en naturlig del af kjolen. Den syntes uden syning, som havde hun faktisk bare taget et stykke stof, og snoet det på en fantastisk kunsterisk måde om kroppen.
Men Delilah hadede det. Ikke fordi hun ikke så godt ud, som tidligere succubus havde hun endnu succubus-udseendet, og blev da også fulgt med blikket af adskillige da hun trådte forbi, men .. Det kunne godt være hendes krop var bygget til sådanne kjoler, men hun var sgu ikke! Hun havde brug for bevægelsesfrihed, for beskyttelse og noget mere end .. Fesent stof.
- Du ser smuk ud, Neco. Som frelseren bør. Gudinden.
Chaya, jeg er IKKE i humør til det pis!
De mørke lokker var trukket op i en frisure der syntes tilfældigt at være blevet trukket op, bundet fast og nu dalede ned i fjerlette berøringer. Alt på hende syntes så tilfældigt og rodet, men på en måde der var sofistikeret, elegant og udviste hende på en måde, der fik folk til at dreje sig efter hende, da hun gik ned af gaden. Det kunne selvfølgelig også være fordi den yndige, elegant udseende kvinde gik i en utrolig hastighed ned af gaden, med flydende bevægelser der havde rovdyr hængende over sig. Rovdyr og yndig passede ikke heelt sammen ...

Da Butleren bukkede for hende, lavede hun et svagt nik med hovedet, for at vise at hun havde set hans buk, men at hun var for højt over ham i rang, til at gøre det igen. I virkeligheden, syntse hun tanken var syg - idéen om rang var kvalmende og ulækker. Hvorfor troede fede, blege folk at de var bedre end hårdtarbejdende folk? De kunne tage deres guldmønter og skride. Hun kunne ikke klare dem.
Hun trådte ind i huset, og med hvide højhælede forsvandt hun lydløst igennem huset, indtil Butleren foran hende bankede på en stor trædør. Ejeren af huset åbnede misbilligende, men lagde så blikket på Delilah, og lavede det samme svage nik til hende, som hun havde gjort tidligere. Hun nejede yndefuldt, og sendte ham et varmt smil, der straks fik hele hendes ansigt til at gløde og gav hende en helt anden aura, end hun normalt havde.
"Claire. Vi begyndte uden Dem, kære."
Han sendte Butleren et blik, der straks fik Butleren til at bukke og forsvinde, inden mandens blik lagde sig imod Delilah igen. Hun virkede helt upåvirket af at blive kaldt Claire, og trådte ufortrødent forbi ham med elegante skridt, da han gjorde plads for hende.
"Intet problem, sir. Jeg er sent på den, andet havde været upassende for Dem. Min mand, De ved .."
Ejeren af huset sukkede medfølende, som om han vidste præcis hvad Delilah(Claire?) mente. Hun havde haft denne 'Persona' i et godt stykke tid nu, og havde indlevet sig i sin undercover rolle nok gange, til at hun i kredsens hoved både havde mand, børn(okay, så den del var sand ..), havde et imponerende CV og andre talenter som var blevet fremført i hendes historie. Til gengæld var det også en af hendes rigtig gode indtægtskilder, for de informationer der kom ud af det, blev der betalt meget for, af hendes arbejdsgiver.

Hendes blik landede straks på en ukendt kvinde i rummet. Ikke helt ukendt, da Delilah havde været klar over at en Elverprinsesse og leder ville komme til mødet denne gang. Derfor tog det da ikke Delilah mange sekunder at neje yndefuldt for Lederen, som hun udemærket vidste havde højere rang end hende. Ikke at det forhindrede hende i at tænke i kaste-op-bevægelser indvendigt, men stadig.
"Så hvad var samtaleemnet?"
Hun blev ført hen og stillede sig ved elverens side, uden at virke til at tænke over elverens skønhed, eller Chayas begejstrede sætninger om hvor fantatiske elvere var. Naturens og Mirandils væsner. Bla bla bla. Ejeren begyndte at tale, og satte hende hurtigt ind i situationen, inden ordene flød videre i lokalet. Hvad der ikke var synligt var, at lige under Delilahs kjole, gemte sig nogle bånd om hendes lår, der bugnede af våben. Ligeledes var hendes BH spækket med våben, og rundt omkring i kjolen var der syet små 'overraskelser'.
Selv i hendes opsatte hår, kunne man uddrive et par ting der kunne slå ihjel, hvis de blev brugt rigtigt. Skoene var selvfølgelige heller ikke en undtagelse. Øreringene? Spidse, vievandsdyppede og hellige. Sved en smule at bære, men var udemærket vil at slå væsner ihjel, hvis hun blev angrebet. Kort sagt, var Delilah som altid en omvandrende våbenbutik, selv nu hvor hun var undercover og havde en løs, elegant kjole på.
Og det vidste sig at det ville være nyttigt, nogle minutter senere, da et voldsomt brag og råb hamrede igennem huset, og en hel del fodtrin trampede rundt uden for dørene.
"Hvad i alverden?"
Ejeren rynkede brynene, og begyndte at gå over imod dørene for at tjekke hvad der skete, som ikke blot forstyrrede et vigtigt møde, men også virkede til at ødelægge hans hus.
"Nej, lad være!"
Delilah var allerede på vej hen imod ham for at trække ham væk fra døren, da døren blev banket op og hamrede direkte ind i væggen bagved.

Hun smilte let til manden, der talte noget nervøst. Hans stemme hoppede og dansede og fik de tunge ord, som menneskerne brugte, til at lyde om muligt endnu mere umulige. Hendes beroligende smil hjalp dog ikke meget, da han nu blev helt uforståelig.
"Jeg tror at det han prøver at sige er, at vores økonomi er meget ustabil..."
Forstyrrelsen var uventet. Og meget uvelkommen. Idril brød sig ikke om at blive forstyrret i vigtige samtaler. Det, kombineret med at hun selv var opdraget til, og naturligt, altid kom til tiden - og helst gerne før. Lige siden hun var blevet født nogle uger for tidligt. Et spøjst sammentræf, men hele sit liv var hun altid kommet mindst 5-10 minutter før det aftalte tidspunkt, til stor irritation for mange planlæggere.
Men hun viste ikke dette. Dette var menneskernes by og derfor måtte hun klare sig efter deres regler. At kvinden, som ikke virkede til at have noget med det hele at gøre, kom for sent var for Idril et bevis på at menneskerne ikke kunne stoles på. De var sjuskede.
Idril gled elegant op fra stolen hun sad på og stod snart oppe i sin fulde højde, med rank ryg og hovedet lige frem. De mørkegrå øjne tøvede ikke med at studerer kvinden, som hun havde studeret mændene. Hvad hun læste, var ganske interessant. Hun tvivlede dog på hvad kvinden overhoved lavede her.
Hun bukkede let med hovedet, som et bevis på venlighed og for at hilse.
"Hvis Vi, De herrer, er færdig med forstyrrelser, ville jeg sætte pris på vi fortsatte"
Hun var ikke meget for at fortsætte med kvinden ved siden af sig, især ikke når de kom til hendes del af samtalen hvor hun skulle opdaterer dem på, angående hvad elverne nu gik og lavede. Men hun fik ikke lang tid til at tænke over dette. Samtalen fortsatte.

"...Og derfor fandt vi det bedst at skræmme mulige kriminelle med en hård straf!" sluttede en af mændene ganske tilfreds. Idrils ansigt var blottet for følelser og tanker. Et ansigt, som hugget i granit. Kun øjnene gled fra side til side og afslørede at hun ikke sov med åbne øjne. At de straffede på denne primitive måde var dybt usmageligt. Men det tilfaldt ikke hende at kommenterer på det.
"Og nu, Deres Majestæt, tror jeg vi er nået til..."
Længere nåede de ikke, før en ny afbrydelse. Idrils hoved drejede til siden for at holde øje med døren. En fornemmelse af farer nåede hende, fortalte hende at hun skulle flygte, se at komme væk. Et instinkt hun var tæt på at følge...
Døren fløj op og det samme gjorde Idril. Hendes hånd gled ned over hendes ben, da hun i et øjeblik hev op i sin kjole. Lidt efter skinnede en dolk i hendes hånd. Metallet var skinnende, det var tydeligt metallet var meget skarpt. Skaftet var af hårdt træ, med forskellige symboler på sig. Idril trak sig lidt tilbage og indtog en forsvarsstilling. Med den ene ben lidt bag det andet, krummede let i kroppen og med kniven hejst op foran sig, i vandret position, så den fulgte hendes arm.

Hun havde allerede genkendt deres nye gæster. Svartelvere. Elvere, der ikke kunne leve efter deres regler og derfor var blevet smidt ud af højelvernes samfund. Kriminelle var hvad de var! Uærlige personer. At alle reagerede overrasket og forvirret fortalte hende at ingen havde forventet dette...Og at hendes fjende ikke var dem blandt bordet.
En svartelver trådte frem foran de andre, som havde spredt sig rundt i rummet. Han var klædt i sort læder og havde en tand hængende i det ene, spidse øre. Han smilte let og hans øjne afsøgte rummet, til de landede på Idril.
"Rolig folkens!" Det var sjældent svartelvere kom frem på denne måde. Oftere, mente Idril, gemte de sig i skræk for at blive dræbt af de andre elvere.
"Giv os prinsessen og vi skal straks forlade stedet igen! igen grund til mere blod end nødvendigt!" Han bukkede let for menneskerne. Lokkede dem. Og Idril så til sin irritation at et par af mennesker muligvis overvejede det. Ikke tale om! Hvis hendes rejse allerede skulle ende her, måtte det være sådan. Men ikke om hun var en kanin på vej til slagte bænke! Gid hun havde sin bue og pil...
"Auta miquila orqu! Hvæsede hun, hvilket på sin vis både lød skræmmende og flot på samme tid. Gå ud og kys en ork!
Svartelverens ansigt ændrede sig, blev mere snerrende i det. Idril standsede ikke.
"Utinu en lokirim!" sønner af slanger. Elvernes fornærmelse til uærlige folk.
"I er kommet forgæves, sønner af slanger. Jeres ord er tvistede og jeres sind blokerede. I undervurderer situationen nok engang!" Besluttede hun med en bestemt stemme. Om hun var bange? Inderst var hun nervøs. Men en streng opdragelse og hendes natur gjorde at det ikke kunne ses. I stedet så hun dissideret krigerisk ud. Som var hun klar til at kæmpe sig igennem hele byen, hvis det var hvad der blev krævet. Ikke fordi hun forventede at nogle af disse ligegyldige mennesker ville hjælpe hende...
Og dog. Tre af dem så ud til at fatte sig og se sig om efter et våben. Værten rømmede sig.
"Dette er mit hjem og dette et hemmeligt møde! Forfør jer bort!" prøvede han. Selvfølgelig forgæves. Svartelveren grinte let og hans blik hoppede fra den ene til den anden.
"Jeg må skuffe jer. Jeg går ikke uden kamp eller uden Prinsessen. I fik jeres valg! Dø nu!"

Delilahs fingre fangede værten, og klemte sig hårdere derom end han tydeligvis havde forventet. Derfor fik hun uden problemer holdt ham tilbage, fra at få døren i hovedet, da den smækkede op. Han vaklede tilbage af presset fra hendes arm, men bemærkede det ikke, da hans blik var fæstnet på den gruppe der stormede ind. Det samme var Delilahs kølige blik, der ikke viste den overraskelse der summede dybt i hende. Hun brød sig ikke om afbrydelser.
Uden at tænke over det, lod hun fingrene glide ned under kjolen, og trak både en Beretta 92FS samt en kniv frem med et par fingre, og kastede nærmest pistolen så hun greb den med den anden hånd, endnu imens hun trak den ud. Det tog måske et sekund, og så var hun bevæbnet, gledet i kampstilling, og fået et næsten panterlignende udtryk over sin slanke, ellers så yndefulde krop.
- Oh! Haha!
Chayas begejstrede grin trak Delilah let ud af koncentrationen, men forvirrede hende mere end noget andet. Hvad end sprog elverprinsessen og de ... Elvere? der havde trådt ind af døren talte, så forstod hun det ikke. Men Chaya syntes at mene det var vældig morsomt, så Delilah kunne næsten ikke tro andet, end at hun forstod sproget. Men ... What the hell?
Forstår du det, Chaya ..?
- Naturligvis. Jeg taler mange sprog!
.. Hvad siger hun?
- Det er fornærmelser. Noget du kunne finde på at sige.
Delilah hævede et øjenbryn da Chaya oversatte ordene, men kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, over hendes orker der skulle kysses. Det lød faktisk næsten, som noget der kunne have forladt Delilahs læber!

Hun havde på et eller andet tidspunkt sluppet værten, men fortrød det da han valgte at tage helterollen, og forsøgte at virke stærk. Hun var utroligt tæt på at himle med øjnene over hans halvhjertede forsøg, for ikke nok med at hun vidste at han var forfærdelig i kamp og lignende, men der var også absolut intet skræmmende over den rolige mands fremtræden. Han skulle lade de professionelle om det.
Delilahs bliks strejfede elverprinsessen, endnu imens dæmonens tanker var godt igang med at frembringe en plan.
Det burde hun også.
- De har uden tvivl oplært hende i kamp.
Klart! Fesent let's-kill-a-fucking-snake-kamp!
Chaya fandt det langtfra morsomt, men hun var altid så satans begejstrede over elvere, så det var intet chok. Men da gruppen truede dem, gik der en reaktion igang i Delilahs krop, der fik hende til at danse adskillige skridt frem, fange lederen imellem sine fingre, hamre ham op mod muren endnu i sit greb, og lade pistolens løb ligge under hand kæbe, som en konstant trussel.
"Og hvorfor fanden skulle vi give dig shit? I kommer herind og leger retarderede aber, og regner med at få fat i en højtstående elver? Skrid ad helvede til!"
Hun kastede ham til siden, så han gled ned af jorden. De sidste ord var faktisk ment som en chance de havde, til at om og forsvinde, inden hun trak helvede hen til dem. Delilah bemærkede knapt nok værtens blik der borede sig ind i hendes nakke - Claire var på ingen måde sådan her. Busted, huh? Men det var irrelevant på nuværende tidspunkt, og måtte tages op til overvejelse senere.

Hun snurrede omkring, endnu med de farvede linser i øjnene, der skjulte ilden der brændte som flammer imod hendes iris. Blikket lagde sig imod elverprinsessen, uden at lade sig skræmme af lederen der var ved at rejse sig. Hun var ikke dum, hun havde ham uden tvivl i øjenkrogen, og var opmærksom på dem alle, men det var næsten vigtigst at beskytte prinsessen. Det var hende de ønskede.
Men inden hun nåede at skille læberne og ytre et ord, løftede en af mændene hvad der lignede et minispyd, og kastede det - hverken efter Delilah ikke elverprinsessen, men det gennemborede værtens hals, så han knækkede sammen med blod fossende ud af sig. Efter et par sekunder, lå han død på gulvet, forvredet i en mærkelig stilling, så grund af det lille spyd, der sad hele vejen igennem hans hals.
- Neco, løb! Og tag hende med dig!
Fandme nej! Game fucking on!"

Tingene udviklede sig, for det normale øje, hurtigt. Men Idril havde lært at være rolig, selv under pressede situationer. Hun var en leder, hun måtte ikke miste overblikket! Hvis hun gjorde,kunne det betyde at det hele ville ryge i vasken, folk ville unødigt dø og vigtige muligheder aldrig blive opdaget. Hun lod blikket glide over mændene. I alt bestod gruppen af seks personer, inkl. lederen. De havde spredt sig i en halvcirkel, fra hvor de var kommet ind gennem døren. Hun kunne ikke forvente at menneskerne ville gøre noget for at bekæmpe dem, de fleste af dem var papirnussere og penge-tællere. De ville højst sandsynligt flygte, selv om en tilskadekommet prinsesse, eller endnu værre: en kidnappet en, ville betyde en katastrofe for menneskerne.
Nej. Hun havde kun sig selv. Og da disse allerede var udstødt af hendes folk, betød ethvert møde at de måtte dø. De var ikke længere respekterede elvere, de var ikke mere end orkere.
Og dog overraskende kvinden hende, ved at starte med at tage initiativ. Hun sprang frem og greb lederen, hvæsede noget til ham på menneskernes klumpede sprog, hvid Idril godt forstod. Kvinden havde ingen grund til at beskytte hende. Men måske var det lige så meget for sin egen skyld eller måske med håb om en betaling derfor.
Uanset grunden, gav det en distraktion. Lederens mænd vendte sig mere eller mindre om mod kvinden, som desuden var både for hurtig og stærk til at være menneske, da de ville beskytte deres leder.

Idril reagerede hurtigt, som en grøn pil igennem luften, snurrede hun rundt. En uset kastestjerne forlod hendes hånd, gennemborede rummet og landede i halsen på en af de nærmeste svartelvere. Men Idril spildte ikke tiden. Hun var allerede i bevægelse. Elegant og smidigt satte hun en fod på den dødende mands ryg (manden tog sig forvirret til halsen hvor hans blot forlod kroppen med stor hast), sprang over ham og leverede et dødeligt stod med sin dolk, i ryggen på den svartelver der stod foran ham. Hun hev roligt sin dolk til sig. Blodet dryppede fra den og lugten af blod fyldte rummet. En af menneskerne bukkede sig sammen og brækkede sig.

Men Idril slog ikke flere ihjel, selv om hun vidste det var i hendes ret. Dette var hendes form for advarsel. På et sprog de alle ville forstå, sagde hun:
"Så er det nok! Jeres leder bliver her, for endnu en gang at blive dømt. Først udstødt...Og nu til døden. Resten af jer skal forføre jer bort herfra og aldrig vise jer igen! Den næste der får den ide at tage mig til fange, til ende med at møde døden. Mit folk vil ikke blot udstøde jer, ignorerer jer...De vil jagte jer, til døden er indtruffet. Lad dette være en advarsel..." hendes fod plantede sig på den døde mand foran sig og skubbede til ham, så han trillede rundt. De resterne svartelvere så tvivlrådige ud. Enkelte så ud til at være klar til at flygte. Et par så ud til at ville slås, have hævn over deres venners død. Idril mødte trodsigt deres blik. I et øjeblik så alle ud til at være lammet...

Lyden af kamp i form af hurtige bevægelser, blev straks opfanget af Delilah forhøjnede sanser, og fik hende til at svinge hovedet hen imod lydens ophavsmand - Elverprinsessen, der sekundet senere havde nedlagt en elver, hvis blod farvede det ellers så rene gulv en mudret rød. Dæmonen ville gerne føle sig imponeret over at en elver faktisk kunne udrette noget, men nåede det ikke, før prinsessen var i gang med at dolke den sårede elver. Damn, ryggen var måske ikke det sted Delilah ville have valgt, men hey .. Det virkede!
- Jeg bryder mig om hende, Neco.
Selvfølgelig gør du det. Du elsker bare alle trækrammende væsner.
- Naturens venner.
So fucking what. Same shit.
Ordene der flød fra prinsessen læber, fik en svag hævning til at bevæge sig på dæmonens ansigt. Hun brød sig ikke om at angribende douchebags fik lov at gå sin vej, om de så var blevet advaret nok så kraftigt. Idiot én gang ... en angribende idiot der ville få revet sin hals ud på et eller andet tidspunkt, var noget man var for livet. Så at hun lod dem gå, betød bare at de ville finde en mulighed senere, når de var stærkere(eller troede de var), eller hun var mere udsat. Det var uundgåeligt.


Lederen rystede da også på hovedet, alt for selvsikker til at tage imod tilbuddet til at lade sine fæller opruste sig før de kæmpede endnu en kamp. Han grinede, samtidig med at han med blikket fæstnet på den døde, rejste sig kluntet fra sin smidne plads på gulvet, og løftede blikket til elverprinsessen.
"Mine mænd ville aldrig efterlade mig, prinsesse."
Hans mænd udvekslede blikke, men end ikke usikkerheden i deres blik, fik lederen til at få slået blot det mindste skår af sin selvsikkerhed. Først da en enkelt langsomt bakkede ud af døren, forsvandt hans arrogance fra ansigtet, og ren vrede fandt vej til hans blik. En efter en forsvandt elverne fra lokalet, indtil blot to svartelvere ud over lederen, stod plantet solidt(omend lettere skræmte) i lokalet.
"Han er vores nye leder, prinsesse, ikke De. Jeg vil give mit liv for ham nu, ikke Deres."
Lederen så tilfreds ud, som han så hvordan de to ofrede deres liv for ham - de ville kæmpe til den bitre ende, det så han ud til at være helt sikker på. Men de lave ord der forlod den enes læber, slog også skår i denne glæde der havde fanget ham.
"Blot vær barmhjertig og end vores liv hurtigt, prinsesse."
Lederen greb fat i en kniv der hang fra et kæmpe skæfte imod hans hofte, men Delilah trådte frem i et par skridt så den lange kjole bølgede elegant om hvert skridt, og fangede lederen i nakken. Med hvad der mindede mest om en himlen med øjnene, klappede hun ham én på siden med en flad hånd - ikke nok til at det ville smerte kraftigt, men nok til at det smækkede igennem hele lokalet.
"De ofrer deres liv for dig, så vær dog forhelvede lidt taknemmelig. Klaphat."
Dæmonen, på trods af alle den lyst til blot at slå de to ihjel, fandt at det her på ingen måde var hendes kamp. Det var prinsessen, og de valg der blev taget, var lederen af elvernes valg. Så hun stod der blot, med et godt tag i lederen, og en advarende, varm ånde der slikkede op ad hans nakke, for at minde ham om at hun var hurtigere end ham. Hvis han forsøgte at tage kniven igen, eller skade nogle, ville hun kunne påføre ham en helvedes masse smerte, fandens hurtigt.

Idril lod blikket glide over lokalet. Blot fordi de ikke længere kunne respekteres, betød det ikke at hun blot skulle føre massakre på dem. Det var ikke hendes job at være herre over liv og død. Omend, hun ville gøre hvad der var nødvendigt for sin egen sikkerhed og overlevelse. At være svartelver betød blot hun kunne slå dem ihjel, uden selv at modtage straf derfor. Hendes blik fandt snart lederen. Hun havde været godt tilfreds, da et par var stukket af for at redde deres eget liv. Hun var nemlig overbevidst om at svartelverne, der blev, skulle dø. Der var ingen vej udenom. De var ingen virkelig trussel, omend de kunne give lidt skade, hvis man var uforsigtig. Som en bi eller hveps, der blev klemt.

Hun så på kvinden, der af en eller anden grund hjalp hende. Der var få muligheder, der kunne leve op til den styrke og hurtighed kvinden havde. Ikke et menneske. Hun var faktisk overbevidst om at kvinden måtte være dæmon. Ingen bleg hud og hugtænder. Ikke pels ud af ørerne eller knurren fra brystet, eller lugten af våd hund. Ingen spidse ører. Ingen svaghed og langsommelighed. Dæmon var den eneste der passede godt nok på beskrivelsen.
Hun lod blikket glide over kvinden en enkel gang. Så så hun på svartelvernes leder igen.
"Dræb ham" Det blev udtalt som en kommando. Omend hendes blik, til kvinden, fortalte at det ikke var en kommando...Men et tilbud. Hun kunne dræbe elveren...Eller hun ville selv gøre det. Det ville blot værre nemmere hvis dæmonen gjorde det.
"Jeg er ligeglad med om det gør ondt på ham" Idrils grå blik gled fra lederen, der ikke længere havde nogen interesse for hende, til de to mænd der var blevet for deres leder. Hendes blik var hårdt og lovede dem døden. De havde fået deres chance.

Hun nærmede sig dem, kun for at de ville gå i forsvarsposition. Idril smilte svag og så usikkerheden flakke lidt i den enes blik, den der blot ville dø hurtigt. Hun ville lade ham få en hurtig død...Omend hun ikke forstod han blot blev, for at dø.
Manden gjorde stort set ingen modstand. Han nærmest omfavnede døden. Døden for prinsessens hånd måtte være hans eneste måde at dø en værdig død, dog bemærket af det samfund, han ellers var udstødt af. Idrils kniv skar sig igennem kød, imellem hans ribben, og ind i hjertet. Manden var død et øjeblik efter.
"Må efterlivet dømme dig passende" mumlede hun, da hun med en hånd lukkede mandens øjne, hvis gnist havde forladt dem. Så vendte hun sig om mod den sidste.
"Tid til at dø!" det var en konstatering. Og manden levede heller ikke længe. Han nåede at give hende modstand, nåede endda at skære hendes kjole i stykker, både han over maven og den ene arm. Kun på armen skar hans kniv igennem hendes hvidlige hud og en rødlig farve spredte sig, som en rose, fra hendes sår. Lidt efter havde hendes kniv fundet vej igennem hans mave. Han sank til gulvet, mens han tog sig til maven og kom med nogle besynderlige lyde af smerte og, sikkert, skræk for døden.
Han fik ingen afskedsord.
Idril vendte sig om mod dæmonen og lederen, for at se dette blive afsluttet...

Delilahs øjenbryn hævede sig straks i et ryk, da prinsessen valgte at give hende en kommando. Okay fair, det lød mere som et tilbud, som hun kunne vælge eller vrage .. Men Delilah var virkelig ikke glad for tanken om kommandoer! Non the less, hun var faktisk nysgerrig på denne leder, og prinsessens tilladelse til at gøre præcis hvad hun ønskede, gav hende en mulighed, som hun faktisk havde planer om at tage. På trods af alt.
Så da elverprinsessen vendte sig væk fra Delilah, trådte hun et par skridt frem imod lederen, med et blik, der tydeligt gled over hele hans krop. Han grinede hæst, spyttede en smule blod ud ved hans side, og kom med en eller anden kommentar om at hun tjekkede ham ud. Der gik adskillige sekunder før dæmonens fyldige læber langsomt adskilte sig, og endnu adskillige sekunder, før hendes stemme faktisk fandt vej derudaf.
"Nej, jeg finder hver eneste af dine svagheder, og regner ud præcis hvor dine største smertepunkter er."
Hendes blik strejfede et bestemt punkt på hans krop, hvorefter hendes læber skilte sig med et svagt plop. Var han ...? Hendes øjenbryn trak sig sammen, og hun glemte pludseligt alt om elverprinsessen, der var ved at gøre det af med de to andre elvere. En svag knurren forlod dæmonens læber, inden hun pludseligt bøjede sig ned, i en hastighed der ikke passede til en normal dæmon, greb fat i hans hals, og hamrede ham op af muren, så kraftigt at blod omgående kom fra hans hoved, og hun på væggen.

"Mancipia. Hvor?!"
Overraskelse flakkede over hans blik, da hun nævnte den slaveorganisation, han havde en tatovering fra - ikke en af slavernes brændemærker, men en af de højtståendes tatoveringer. Så gled et smil frem på hans læber, og han fik fremsagt et eller andet latterligt, om at hun sikker ville kunne finde hans nydelsespunkter hurtigere. Dæmonen havde lænet sig så tæt imod ham, at han kunne læne sig svagt frem og kysse hende - Ikke fordi han var specielt interesseret med sex i hende, men for at være provokerende.
Hun greb med den hånd der ikke havde fat om hans hals, fat i en kniv under kjolen, og hamrede den direkte ind i hans skridt. Han skreg omgående. Hun vred den en smule rundt, uden at foretrække en mine.
"Nydelsespunkt. Mancipia - Hvor henne?! Åh .. Og hvem fanden er svinene der leder lortet med dig?!"
Han vred sig, men tydeligt på en måde så han forsøgte ikke at bevæge sig så meget, at flere smertestråde ville bevæge sig igennem hele hans krop. Hun vred den 180 grader rundt, og fik ham dermed til at skrige endnu engang. Og han var tydeligvis typen der ikke viste sin smerte - men når man fik hamret en kniv igennem det mest følsomme punkt på ens krop, og vredet den godt rundt et par gange .. Så var man i nok smerte til både at skrige, og spytte ud med hemmelighederne.
Hvilket han også gjorde. Gispende kom han med en adresse og navne, og hun gav kniven endnu et vred, blot for at sikre sig at han sagde sandheden. Efter hun var næsten overbevist, rev hun den i et ryk ud af hans kønsdele, med et blændende, lysende smil, der oplyste hele hendes ansigt, og gav den et kønt skær, ulig hendes personlighed.
"Se. Det var ikke så svært? Hvis de ikke er sandheden, finder jeg en måde at torturere din ånd på. Upside ved at være en del af fucking åndeverdenen."
Hun vippede hovedet til siden, inden hun skar struben over på ham, og slap ham, så det endnu blødende lig gled ned på gulvet for hendes fødder, da hun vendte sig og lod kniven glide tilbage i skæftet, om hendes lår. Hendes blik gled over på elverprinsessen, men ikke et ord forlod hendes læber. Et cover var smadret, men hun havde fået værdifulde oplysninger.

Idril brød sig ikke om dæmonens primitive måde at behandle manden på. Nok skulle han dø, men ingen sagde det skulle være i ligegyldige smerter. Hun røbede dog intet af sin foragt, da hun i stedet vendte sig om mod de mennesker, der var blevet længe nok, bla. aftenens vært. Hun bukkede let for ham, trods hun forventede de ville undskylde for deres uduelighed og manglende sikkerhed. Hun sagde intet, man vedblev at se på manden, til han til sidst så væk.
"Jeg...øhm..." manden tøvede. Han vidste ikke hvad han skulle sige.
"...Beklager ulejligheden. Jeg troede ikke...Sikkerheden skulle helt klart have været bedre!" han så på Idril igen, for at tolke om det var undskyldning nok. Det var det ikke. Idril blev stående og bare kiggede på ham. Til sidst faldt han ned på det ene knæ.
"Jeg skal nok sørge for der bliver ryddet op og der bliver sendt vagter efter de sidste af dem...Og jeg undskylder mange gange for ulejligheden. Og..."
Idrils liv havde været i fare. Hun var kun sluppet med et simpelt snit, men menneskerne foran hende opførte sig lige så dårligt, som selve byen var. Hun orkede ikke at høre mere.
"Jeg tror ikke vi har mere at snakke om" svarede hun kort, på menneskernes klumpede sprog. Hun ville ikke vise sig her igen...Ikke uden ordentlig sikkerhed.

Hun vendte sig om mod Delilah.
"Men deres højhed! De er såret, lad os i det mindste kontakte en læge der kan kigge på det, ingen der kommer infektion i såret..." prøvede værten en sidste gang. Idril ikke engang kiggede på ham.
"Mit folks lægemidler er bedre end dem i kan hoste op med. Nej tak" hun kunne ikke lade være med at være afvisende. De var uduelige! Alle, med undtagelsen af dæmonen, en af de eneste hun ellers aldrig havde regnet med ville hjælpe til.
Hun bukkede let for hende.
"Tak for Deres hjælp. De forventer vel en form for belønning eller tilbud til gengæld?" spurgte hun direkte.

Delilahs blik hvilede på elverprinsessen, da hun i stilhed krævede en undskyldning. Ærligt talt, fandt Delilah den måde hun hævede sig over dem, og troede at bare fordi hun var pisse fornem så havde hun krav på et eller andet pis, næsten ulækkert eller latterligt. Delilah brød sig virkelig ikke om rang, og den måde elverprinsessen bare gik ud fra at alle nærmest skulle tilbede hende, og gøre alt for at hun havde det perfekt ... Kort sagt, fik det en trækning af ubehag og irritation til at sitre over dæmonens rødlige læber.
- Neco ..
Ja ja. Jeg skal nok være sød, forhelvede!
Delilah betragtede elverprinsessen med et skeptisk blik, inden hun nærmest elegant syntes at flyde over det blodige lig under hende, som blodige striber begyndte at bane sig ved ned af hendes lår fra kniven, og dannede rødlige streger ned over den ferskenfarvede kjole. Hendes mørke har bølgede ned af ryggen, som hun trådte hen ved prinsessens side, uden at tage sig af manden på knæ, der derfor også lå foran hende. Før der var gået et par sekunder, og hun lagde blikket imod ham.
"Hold op med at bede om tilgivelse, John, det er pisse ynkeligt. Elveren har ingen ret til at tro hun er dig fucking overlegen, og at hun har haters er ikke din skyld. Det er ikke engang dit fucking hus. Get the fuck up!"
Han virkede overrasket over den normalt så høflige kvindes barske ordvalg og hårde, irriterede tonefald. Det lykkedes faktisk, for manden rejste sig langsomt op, med et forvirret blik, der lå på hendes ansigt, indrammet af mørke lokker.

Delilah var dog ikke færdig. Hun foragtede folk der troede de var i bedre rang end andre, og at de derfor var vigtigere væsner. Hun kunne kaste op over det. Hun så dog ikke ud til at rette nogle af sine ord direkte imod elverprinsessen, men talte fortsat til manden, med foragt sitrende over læberne.
"Desuden kan elveren sgu nok også godt overleve et rift. Lad være med at gå på knæ og tud dine øjne ud, over en fornem-"
Hun vrængede næsten ordet. Delilah var ekstremt irriteret.
"- kvinde, der får en fucking rift. Det er simpelthen ikke værd at være ynkelig over. Spar det til hun er ved at forbløde i dine arme, og det er din skyld at millioner af uskyldige liv går tabt. Så kan du få lov at tude."
Hun løftede blikket og lagde det på elverprinsessen, som kvinden næsten automatisk gik ud fra, at Delilah var en eller anden form for pengeluder. Naturligvis troede hun ikke prinsessen troede hun var en luder, men en pengeluder var, i Delilahs hoved, en person der ville gøre alt for penge, og ville kræve betaling for selv det mest impulsive arbejde. Hendes ansigt viste ikke for alvor foragten hun havde for 'fornemme folk', men igennem det intet hun beholdt fastspændt, sitrede der pulser af foragt.
"Jeg er ikke en pengeluder. Jeg fik værdifulde oplysninger af ham, der kan redde uskyldige menneskeliv, og det her var ikke engang et arbejde."
Der gik et par sekunder, før sætningen fortsatte.
"Jeg forventer at du ikke forsøger at slå mig ihjel. Men igen, jeg ville sgu ikke blive overrasket hvis du forsøgte alligevel. Belønninger og tilbud? Jeg forventer intet."
Hun kunne næsten mærke Chaya sukke dybt og irriteret, og begynde en prædiken om hvordan dette var en chance for at komme ind i elvernes ellers lukkede samfund, og få magtfulde venner. Men Delilah var irriteret, især over prinsessens attitude overfor den undskyldende mand, og havde ingen trang til at lave sig en BFF i denne kvinde. Hell to the fucking no.