do you want to hunt the hunter, psyco? ( Chev )

Snefrid så stille op på måne lyset, imens hun roligt badet i hende og Bjorn's å, dog lå Buller ved bredden og sov, dog var ørene rejst så den var på vagt, som altid, da folk ofte anså hende og Bjorn for nemt bytte, den enorme muskel skovelver sad på bredden ved siden af sit tøj, dog kun iført underbukser og en stram trøje, imens de træstamme tykke muskler i armene var spændt for at holde det store sværd oppe, Bjorn havde et par tattooveringer da udgav ham som døds gardist, nogle af elvernes ældste og mest erfarne krigere da ofte var livvagter eller elite enheder for elvernes ædle stammer udover at denne så ud til og være en veteran på de mange ar da afslørede et langt liv i kamp, den 2 meter høje muskel skovelver holdt dog øje med omgivelserne, som ikke var af vagtsomhed, men af vane, Snefrid badet dog upåvirket videre imens hun strøg musklerne i sin krop blidt for at vaske snavs og blod fra dagens jagt væk.

de havde jagtet en hjort hele dagen, for at tage flere pauser da denne hjort så ud til og have unger, som gjorde den var mere mistroisk end normalt, da kunne irritere dem lidt, dog var Bjorn ikke i sin sædvanlige rustning men i samme ranger uniform som Snefrid, dog en mandelig udgave, han havde en bue med men også sit store claymore og en hånd økse til nærkamp, disse våben var af elvisk oprindelse, ligesom Snefrid's våben og udstyr også var, dog var hun skvattet i noget mudder da hun ville storme efter hjorten da de havde jagtet den lidt endnu, og også til sidst var hun skvattet hvilket hun fandt ret ynkeligt for hende, men alle kunne være uheldige, dog nød hun et bad nu, for at vaske mudder og blod af, dog strakte hun sig roligt og skævede over imod Bjorn som sad alvorlig som altid, hun rynkedet dog panden da Bjorn rejste sig op da han måtte have set nogen eller noget, som fik hende til og kigge rundt med et undrende blik, Buller havde rejst sig op og knurredet, imens de spejedet rundt efter den da nu end kunne være her, og hvorfor, Snefrid skævede til Bjorn som stod klar med sine øjne knebet sammen i koncentration.

En mand kom gående fløjtende. Og lalleglad. Som om alt var så happyhour. Det var det ikke. Men det var han også ligeglad med. Han var kun interesseret i at sørge for han selv havde det godt. At all cost. I sin højre hånd havde han grebet på et haglgevær. Som han havde løftet op og hvilende på hans skulder. Mens han gik fløjtende. Langsomt nærmede han sig en sø. Og opdagede roligt at der var flere personer ved den sø. Han stoppede op midt i en bevægelse. Så han så ud som om han fik et chok. Hvorefter han vendte sig imod ulven. Kiggede lidt på den. Hvis den ikke bevægede sig imod ham. Svang han sin venstre hånd imod ulven. Et kraftigt lyn skød ud fra hans hånd. Lynet bevægede sig med 20.000 meter i sekundet. Ingen kunne undgå det hvis det kom som et chok. Hvilket det umuligt kunne gøre andet. Lynet var dog ikke dødbringende. Men nok til at ulvens hjerne ville restarte. At den ville lukke ned og blive besvimet.
Hvis han ramte ville han roligt vende sig imod den store mand. Og kiggede på ham med et smil der tydeligt signaleret at ham her var sindssyg. Før han kiggede på kvinden. Løftede kort øjenbrynene som en gestus for at hun var lækker. Hvorefter han skubbede haglgeværet ned foran sig. Og sigtede roligt på den store mand. "Godaften. Eller er det eftermiddag." Han så roligt op på den kulsorte himmel. "Næh det vist nat? Nåh hva så." Han grinte og trak på skulderen før han kiggede ned på det store brød igen. "Rør dig en gang. Og den forvoksede hund er død." Han sigtede hen imod den helt stive lammede ulv.
Hvis han ikke ramte ulven. Ville han skiftevis skyde efter dem alle tre og forhåbentlig ramme dem en efter en. Før eller senere.
Alt sammen imens han havde det fortsatte sindssyge smil på.

// fløjtemelodien er den samme som han fløjter på videoen på profilen
// Haglgeværet: http://www.zombieagency.org/wp-content/uploads/2012/09/shotgun-pictures1.jpeg

// ændre nok nogle ting i mit svar, da jeg har ændret karakter på forskelige punkter, men intet alvorligt, og undskyld forsinkelsen, håber vi cool ^^

Snefrid holdt skarpt øje med sine omgivelser, imens hun bevægede sig over imod sine våben, et nordisk sværd af Skysteel og en Nordisk økse af Skysteel, imens den enorme Bjorn knurredet truende af den fremmede med en dyb strube lyd, da tydet på en varulv, Snefrid spærrede dog øjnene op da Buller sprang efter den fremmede, dog for at blive ramt af et lyn som fik den store krop til og tumle om på bredden, dog da den fremmede havde haft sit fokus på ulven, havde Bjorn løftet sig op, indikeret lydløst, og havde hævet sit enorme sværd, dog mødte han den fremmedes blik og med et dybt varulve krigshyl, huggede han imod den fremmede direkte ned imod den fremmede, som så over på Snefrid, som var på vej over imod sine våben på bredden, hvis den fremmede ikke undveg, ville Bjorn kløve ham i to, så han ikke ville få tid til og hæve sit haglgevær, da Bjorn så ville hugge brutalt udefter ham igen, da han svang det enorme sværd som et stykke legetøj, dog havde de hørt den fremmede, Snefrid havde fået greb om sin økse og var parat til og angribe, dog stivnede Bjorn midt i et hug da ville hugge fjenden over igen, da han sigtedet på deres ulv, selv Snefrid standsede med øksen klar til kast, imens Snefrid lavt sagde ''hvis du skader min ulv, så hugger jeg dig seriøst.. i.. bitte.. små.. STYKKER!'' det var tydeligt hun havde en varulvs vrede, selv om hun var elver, dog skævede hun kort til Bjorn med et blik da bad ham hyle så de kunne kalde brødrende til sig, så de ville være 15, plus Bjorn og Snefrid, imod den fremmede, dog ville Bjorn ikke risikere og skabe unødvendig vrede hos den fremmede, da var bevæbnet med et haglgevær, dog smilede hverken Snefrid eller Bjorn.

//Yeah mand we cool *Næve mod næve håndtegn.*

Et kort smil kom frem på denne sindssyge mands læber. Så kort mod ulven der hoppede imod ham. Heldigvis så nåede hans lyn at ramme ulven. Dette her var for nemt. Troede de virkelig de kunne vinde? Hvis han ville ville de alle sammen allerede være døde. Han kunne ha slået dem ihjel på lang afstand. Hans lyn var lige så godt på lang afstand. Selv hvis han stod 20 kilometer væk. Ville det kun tage hans lyn et sekund at ramme. Så han kunne ha slået dem ihjel for længest. Sværdhugget fik Chev til at grine kort. Hvorefter han enkelt og hurtigt satte impulser ind i hans ene side af kroppen. Så hele hans krop med en pludselig og hurtig reaktion skubbede sig selv et skridt til siden. Tættere hen mod ulven. Så sværdet i stedet ramte jorden ved siden af ham. Hvorefter han lagde sit haglgevær ned mod hans sværd forhåbentlig før han nåede at fjerne det. Og forhåbentlig nåede at sende elektriske impulser igennem sit haglgevær. Igennem hans sværd. Og op i hans krop.
HVis han ramte ville der dog kun være nok elektricitet til at han ville blive paralyseret. Og højst sandsynligt besvime. Men det var alt han havde brug for. Et svagt grin kom fra den sindssyge mand. Da kvinden så ville stå alene hvis han ramte. Og haglgeværet ville blive hævet og placeret ovenpå Bjorn's hoved. Så et svagt lille tryk ville være nok til at Bjorn's hoved ville sprænge i hundredvis af stykker. Hvorefter han hævede sin venstre frie hånd. Og satte små impulser igennem hans pegefinger. Så hun kunne se hans pegefinger trække sig sammen hurtigere end hun højst sandsynligt ville kunne nå ham. "Metal er elektrisk strømførende. Al slags metal." Sagde han kort med et roligt smil.
Hvis han ikke ramte ville han bruge sine elektriske impulser i kroppen for at undgå hvert eneste sving mod ham. Hurtigere end et normalt menneske ville reagere. Dog ikke hurtigt nok. Der var engang imellem et svagt snit der ramte ham. Dog Chev kunne ikke mærke smerte. Hans krop var totalskadet efter de mange års tortur. Det eneste han kunne mærke. Var sex. Derfor var det også det eneste han gik efter. Han drejede hovedet kort. Hen imod Bjorn "Du varulv er du ikke?" Spurgte han pludseligt ud i det blå Bjorn om. Og et svagt smil kom frem. "Det jeg også. Men det betyder ikke jeg ikke tør skyde jeres hund." Sagde han og sigtede imod ulven. Den eneste grund til han sagde at Bjorn var varulv. Var for at få ham til at stoppe op i sine sving. Så han havde tid nok til at sigte på hendes ulv. Hvorefter han stod og kiggede lidt på dem. Før han udsendte et elektrisk impuls imod Bjorn. Eftersom han ikke stod mere end en meter væk fra ham. Troede han ikke på han kunne undgå det. Men hvis han gjorde. Ville det nok være på et hængene hår.

/ cool, :3 *bro fist* ^^

Snefrid så roligt på det sindsyge smil, som fik hende til stadig og være passiv i ansigtet, selv om hun var nervøs for Bjorn og Buller, hun reagerede dog kort ved og se på Buller som stadig træk vejret let, hun skævede til Bjorn som stadig angreb den fremmede, dog så Bjorn bare rolig ud da sværdet ramte jorden, for ikke mindre end et sekund senere løftede han det store sværd, dog sprang Bjorn lidt tilbage da noget lyn ramte jorden, for at stirre på den fremmede galning, dog var denne varulv hurtig, men Bjorn var selv hurtig, og fik dog givet denne nogle overfladiske skræmmer hist og her på arme og ben, ikke nok til og være alvorlige skader, Bjorn hørte dog den fremmede men stoppede ikke sine angreb, Snefrid så sig orinteret omkring og begyndte og bevæge sig imod bredden hvor kampen mellem Bjorn og den fremmede fandt sted, dog standsede Bjorn sine angreb så sværdet sad et par cm fra den gale's hals så han ville have fået kappet hovedet af hvis Bjorn ikke var stoppet, da den fremmede sigtedet på deres ulv, dog blev Bjorn overrasket og slået tilbage så det tunge sværd røg ud af hænderne på ham, han røg tilbage i græsset og lå stille med en lav lyd i struben, for at ligge stille, Snefrid så stille på den fremmede da hun stod alene tilbage, men løftede sin økse i en typisk vikinge kamp stand, da tydet på en erfaren kriger, og ud fra arne på hendes knoer og knæ, var hun heller ikke uvant til nærkontakts kamp, dog ville hun være forberedt på denne kamp med den gale varulv.

Chev syntes egentlig han kedede sig lidt. Ja han fik nogle ridser. Men hans angreb var ikke til at skade med. Han kunne sagtens ha dræbt dem alle tre. Selv nu. For jo mere kraft han satte i lynene desto hurtigere fløj lynene. Da hans elektriske impuls ramte Bjorn smilede han svagt. Og knækkede nakken en enkel gang. Hvorefter han roligt gik hen imod Bjorn. Og placerede sit haglgevær på Bjorn's knæ. Så kort hen imod Snefrid. "Smid våbene og overgiv dig eller jeg skyder din vens knæ af. Og når du nu opgiver. Så lad dig blive paralyseret af mit lyn. Eller også skal vi bare gøre det på den hårde måde." Sagde han roligt og så afventende på hende. Hun burde kunne se på ham at han var sindssyg nok. Hans øjne så på hende rystende som en sindssyg. Hans højre øjenlåg lukkede nogle gange i uden grund. Dog gjorde det kun sådan når han stod stille. Hvis han bevægede sig gjorde det ikke. Det sindssyge smil blev bredere nogle gange i ren impuls på højre side. Det var tydeligt at denne mand slet ikke havde det godt. Men samtidig havde fuld kontrol. Han så faktisk ud til at ha fuld kontrol over situationen. Men alt sammen havde været improviseret. Havde han planlagt sit angreb. Så havde de alle tre allerede været paralyseret.

Hvis hun smider sine våben:
Han smilede roligt. Før han sendte sit elektriske impuls imod hende. Og forhåbentlig ville det ramme hende. Eftersom det var det han sagde angående hun skulle opgive. At hun skulle lade sig blive paralyseret. Når han så var sikker på at lynet ramte. Begyndte han roligt at gå hen imod hende. Stoppede lidt op foran hende når hun højest sandsynligt lå på jorden. Før han langsomt vendte sig imod de 2 andre. De ville være paralyseret mindst en halv time endnu. Hvilket passede Chev fint. Han tog hendes økse som han kastede væk fra hende. Så hun ikke kunne nå den. I forhold til de andre var hun kun paralyseret i 10 minutter cirka. Han tog roligt sit haglgevær og løftede roligt op i hendes nederdel som hun havde på. Han vidste hun intet kunne gøre. Så han havde det fint med kun at kunne kigge lige for nu.

Hvis hun ikke smed våbene.
Han så kort imod hende. "Sikke en skam." Sagde han roligt og kiggede kort ned på Bjorn. Hvorefter han grinte. Og trykkede aftrækkeren ind. Det abnorme brag fra hans haglgevær kom. Hvorefter haglet fløj ned igennem løbet og ud af mundingen. Som var placeret lige ovenpå Bjorn's knæ. Så haglet røg ud af den. Og flænsede Bjorn's hud af knoglerne. Brækkede nogle af knoglerne. Gjorde meget skade på hans knæ. Ikke permanent skade. Men nok til at han skulle se en healer snarest. Langsomt vendte han sig imod Snefrid igen. Kiggede ned på såret igen. Og begyndte så at flække af grin. "Så du det? Det ene øjeblik så var det helt og bum så der næsten ingen kød tilbage på knæet." Han grinte videre hånligt med et sindssygt ansigt. Hvorefter han blev seriøs igen. "Lad os se det igen." Sagde han kort og sigtede på Bjorn's andet knæ.

Snefrid så stille på Bjorn som lå stille og tydeligt på hans ansigt, havde ondt, hun så en kende bekymret ud for sin kære Bjorn, som havde beskyttet hende så længe hun huskede, dog kneb hun øjnene sammen da denne galning placerede sit våben imod hendes kære Bjorns knæ, hun sagde dog intet, da denne vanskabning ikke engang var hendes fornærmelser værd, bare endnu en da fortjente og blive henrettet, ikke engang på en ond smertefuld måde, selv det fortjente denne ikke, hun sukkede dog og smed sin økse over på bredden, imens hun stod nøgen i vandet, tæt på bredden, dog var hun ikke bange for denne, han var bare endnu en svans da brugte feje kneb og dårlige våben, for at få sin vilje, men hun ville jage ham senere, og ved den tanke, hyllede hun imod himlen, i ca 7 sekunder, det lød ikke pænt da hun ikke var varulv, dog blev dette heller ikke besvaret, men hun vidste hendes brødre ville have hørt dette, og ville allerede være på vej, hvor lang tid, vidste hun ikke, men var denne fyr kvik, så ville han løbe når de kom til syne, for de ville hakke ham i små stykker, og med den tanke, smilede hun roligt til ham.

Hun lukkede stille øjnene med det milde smil på læberne, dog slappede hun fortsat af da lynet ramte hende, hun lukkede sig dog roligt ind i sit sind, ved tanken om at hendes brødre var på vej, og rigtigt nok, længere væk, 15 minutters løb, var de på vej, bevæbnet med deres tunge nordiske våben i form af lang sværd, tunge stridsøkser, hamre og to hånds våben, kaste spyd og økser, skjolde og læder og ringbrynje rustning, med maskerne trukket op så deres øjne kunne ses bag hjelmene, de ville dog skynde sig for deres store søsters skyld og deres store bror Bjorns skyld, Snefrid var dog godt klar over da kunne ske mange grimme ting på den tid det ville tage hendes brødre og komme tilbage fra jagt af, men stille i hendes sind, mente hun at dette var værd og ofre, for at hjælpe Bjorn.

Et svagt grin kom fra ham da hun prøvede at hyle imod himlen. Og kiggede kort op imod himlen. Før han selv trak vejret dybt ind i lungerne. Fyldte lungerne med luft. Han kunne mærke hans dyriske side følge ham. Hvorefter hylet fløj ud af ham. Et ulvisk hyl der lød bedre end hendes. Meget bedre. Han var trods alt også varulv. Hylet var et betryggende hyl der. Det var beregnet til at hvis de kunne høre det. Ville de tro der var en venlig varulv i nærheden af dem. Så de godt kunne sænke farten. Det ville nok ikke give ham mere end 5 minutter mere. Men havde han brug for mere? 20 minutter? Sikkert ikke. Langsomt bagefter gik han hen og tog sine bukser helt af. Han havde intet indenunder. Og langsomt tog han fat i hendes paralyseret arm. Og hev hende op fra vandet. Stillede hende langsomt op af et træ. Hvorefter han fandt en lille rulle gaffatape fra sin baglomme. Som han roligt bandt hendes arme fast på hendes ryg. Og løftede hende så op af træet i lårene. Et svagt lille impuls flød igennem hende. Det var en måde at genstarte hendes nervesystem hurtigere. Så hun på den måde ville kunne mærke alt hvad han gjorde ved hende. Men at hun stadig var svækket over at have været paralyseret. Langsomt placerede han sin lem ved hendes underliv. Og pressede den så op i hende. Afventende på at se om hun var jomfru eller brugt. Han kunne godt mærke forskel. Da han så havde fundet ud af det. Begyndte han roligt at rykke i hende. Hvis hun var jomfru ville han rykke hårdt til at starte med. Bare for det ville gøre ondt.