YEEEELP!! -Chev-

Tid: midnat, fuldmåne
Sted: i midten af skoven.
Vejr: En smule køligt.

Ahri havde gennem det meste af de forskellige nætten ledt efter mad, hun været ind i doomsville, hvor hun havde gjort sit bedste for at hapse noget mad. desværre endte det galt, så hun blev nød til at flygte ud i skoven.
Hun havde derfor ikke sovet særlig meget, hvilket gjorde at hun endte med at sove i et hult træ. hvor hendes hvide pjuskede hale var viklet rundt om hende, for at holde på varmen. mens de sorte øre en sjælden gang rettede sig op, hvergang en lille lyd blev hørt, vendte hendes øre nærmest imod det.
Hvis  der var noget tæt på hende, ville hun næsten omgående vågne op.
Hendes energi var brugt, på at løbe fra folk. mange forskellige folk, mest sælgerne som hun havde forsøgt at stjæle fra! de havde råbt skældelses ord efter hende, dog på grund af hendes manglende ord, fattede hun ikke noget af det de råbte efter hende. hun kunne ikke rigtig dansk, hun forstod en smule af det men forstod nu mere på engelsk. selv kunne hun knap nok snakke dansk, hun kunne næsten ikke udtale sit eget navn hvis man noglesinde nåede at kende hendes navn.

Smerterne kom. En mand stod i en lysning. Faldt sammen i smerter. Og vred sig som sindssyg. På grund af de mange gruelige smerter han havde i kroppen. Vred sig som en sindssyg. Hans knogler ændrede sig. HAn begyndte at få hvide hår. Og i takt med hver knogle i hans krop brækkede og samlede sig. Vred han sig endnu mere. Før han besvimede. Han kunne intet huske. Han havde forvandlet til en stor menneskelignende ulv. Der roligt trådte frem. Denne ulveform var ikke bare stor. Men mindst 2,5 meter høj. Og mere muskuløs end et normalt menneske. Roligt bukkede ulven sig ned på alle fire. Og hylede så mod himlen. Før den med en stor kraft der fik nogle sten rundt om hans fødder til at hoppe. Løb af sted igennem skoven. På jagt efter noget at spise. Lige i nærheden af det hule træ hvor en kvinde sov. Som han ikke havde set. Stod en hjort. Som han havde set. Og med et hurtigt hop. Sprang han direkte ind på hjorten. Flænsede halsen op på den. Og begyndte at spise af hjorten.

Mens han gublede hjorten i sig. Så han engang imellem rundt. Han følte at der var nogen i nærheden. Men han kunne ikke se nogle. Så efter et par gange og kigge rundt. Ignorerede han det. Og begyndte at spise af hjorten igen. Blod flød fra hans fingre. Og mund.

Varulveformen: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Lyden af en hylen, fik Ahris øjne til at åbne sig stille. Hendes krafter var ikke helt tilbage, men det var nok til at hun kunne bevæge sig og til at hun ville kunne forsvare sig en smule mod hvem som helst. Lyden af noget der løb, samt sten der fløj omkring fik hende til at sætte sig en smule op. Med den pjuskede hale der rejste sig en smule, hendes øre flakkede rundt.
Hvilket stoppede i det en kæmpe ulv sprang over mod en hjort, Ahri stivnede nærmest af skræk, hvor hun ikke lavede andet end at stirre på ulven der flænsede struben ud på hjortens, samt blodet der sprøjtede ud til de forskellige steder. Hendes sorte øre lagde sig tilbage, hvilket var et tegn på at hun var skræmt men også på vagt.
Hun pressede sig længere ind i det hule træ, hvor et lille knæk blev hørt var nogle af de tørre kviste, som lå under hende. de blå katte øjne, slap ikke ulven. Tankerne om hvad hun skulle gøre, hvis ulven havde hørt knækket, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. den pjuskede hale faldt nærmest til jorden, hvor hun kiggede kort til siden.
Hvis ulven kom mod hende, ville hun altid kunne hoppe tværs ud og klatre op i træet.

Da en knækkende lyd kom fra. Begyndte ulven at knurre. Langsomt med rolige bevægelser vendte ulven sig rundt. Man kunne se blodet flyde ud af hans mund. og ned på jorden. Knurrende var røde af blod. Det var tydeligt at denne varulv ikke bare var en jager. Men en dræber. Roligt så den mod lyden af den knækkede gren. Uheldigvis var ulve farveblinde. Så når hun var indeni det hule træ kunne han ikke se hende. Han begyndte roligt og langsomt at bevæge sig mod træet. For selvom han ikke kunne se hende kunne han lugte hende. Han nyste kort fordi det var ikke ligefrem en duft han kendte rigtig godt. Han havde faktisk aldrig duftet denne race før. Langsomt kunne der anes at ulven nærmest smilede. Samtidig med en knurren kom. Han kunne ikke vente til at smage dette nye kød. Med svage bevægelser gik han direkte hen foran det hule træ hvor hun klart og tydeligt kunne se ham. Hvor han begyndte at snuse. Og langsomt begynde at vende sig imod det hule træ. Mod hende.

Ahris øjne lyste op af rædsel, hun var som frosset fast indeni det hule træ. Mens han langsomt nærmede sig hende, det sorte hår hang i en lang hestehale, mens hun kiggede omkring sig. hendes hjerte bankede hurtigt, nærmest smertefuldt! Hun var ved at gå i panik, blodet og det døde dyr gjorde hende ikke ligefrem rolig. Normalt havde hun intet imod blod, mere det at se naturensgang gå for sig, skræmte hende mere. Da han kom tættere på hende, fik hun slået snuden til side, hvor hun hurtigt hoppede ud af træet, hvor hendes energi nærmest førte ned til hendes fødder.
Alt gik hurtigt for sig, hendes evne var og blev at bruge sin energi på forskellige ting, hun kiggede sig end ikke tilbage. Før hun fik klatrede sig op i et træ, da hun nåede en af de tykkeste grene. Placerede hun sine hænder på den, hvor hun svang rundt for at sidde på alle fire oppe i træet. Hun kiggede ned mod uhyret, eller ulven. For hende var det et uhyr, han var stor og modbydelig. Hendes øre havde lagt sig tilbage, samt halen der nærmest var mellem hendes ben. Hvad skulle hun gøre! Nu var hun fanget, energien var brugt på at løbe væk fra ham. Da hun ikke var trænet, kunne hun dog kun løbe hurtigt nok til at han ikke kunne nå hende, men ikke langt nok til at slippe fra ham.
Hun hev efter vejret få gange, mens hun kiggede omkring sig. hvis nu hun kunne slippe af sted, hvis nu hun kunne få ulvens opmærksomhed hen på noget andet, men hvad?!

Da hans snude blev slået. Pev ulven kort. Og fjernede snuden. Drejede hovedet et par gange og lod sin pote glide hen af snuden. Før han kiggede op. Hans øjne blev svagt rødelige. Og langsomt så han på hende. Nu havde hans blik fat i hende. Et kort hyl kom fra ham. Man kunne høre skoven rundt om dem begyndte at bevæge sig. Normale ulve var på vej. Varulve var som en slags alfahund for ulve. Så de fleste gjorde hvad varulve sagde. Og han havde bedt dem omringe træet. Hvorefter han hurtigt som vinden. Rejste sig op på bagbenene som et menneske. Så det først var nu man rigtig kunne se hvad han var. En varulv. Hvorefter han hoppede op og greb fat i træet med sine klør. Og langsomt begyndte at kravle op af træet. Op imod hende. Mens han knurrede som en gal. Stoppede dog lige udenfor hendes sparkerækkevidde. Og begyndte at bide efter hendes fod. Mens han gøede og knurrede samtidig. Ulve begyndte at komme frem fra skyggerne. Og gik rundt om træet langsomt og frådigt.

Ahri panikkede, monsterede kunne jo klatre! Hun så hvordan han rejste sig op på bagbenene, hvilket fik hende til at sætte hovedet kort på skrå. Lige til hans klør fik træet til at ryste en smule, bare tanken om de store tænder der nok ville gnave sig i hende!
Hun fjernede hurtigt sine ben, da hans gab snappede efter dem. Hun sprang derefter længere op i træet, hvor hun blev ved med at klatre højere og højere op, lidt i håb om at han ville forsvinde fra hende. måske kunne han jo ikke lide højder, han var jo en ulv eller noget. Hun fattede intet af hvad der skete, hun kendte dyr. Vidste at ulve normalt ikke klatrede eller stod, som et menneske. Noget var helt galt, kort kiggede hun op på månen da hun nåede toppen. Hvor de lyseblå katteøjne, rettede sig ned mod vareulven.
Hvad nu?! Hvad skulle hun gøre, hun kunne altid hoppe efter nogle af de andre grene, men hvis de knækkede. Ville hun falde ned til de andre, hvilket nok ikke ville hjælpe hende meget. Hvis den så ikke knækkede, men at ulven fik fat i hende, mens hun hoppede væk. Ville hun ikke kun falde, men også ramle ned med en ulv, der nok i forvejen ville sætte tænderne i hende.

Roligt klatrede varulven højere op. Fulgte efter hende op i træet. Før han hylede kort. Og begyndte at hakke i træet. Så han nærmest savede det over. Han kunne ikke gå højere op. Træet var for tyndt til at det ville kunne holde til hans abnorme vægt. Så derfor følte han det rigtige at gøre var at cutte træet i stykker. Og slog hårdere og hårdere. For at skære stykker af toppen. Indtil det til sidst gav efter. Og den så derefter knækkede og hele toppen af træet faldt til siden ned mod jorden. Hvorefter Chev lod sig falde ned og lande på jorden. Han gik roligt ned på alle fire. Og løb så hen imod hvor træet's top var landet for at se efter hende. Mens de andre ulve begndte at dufte efter hende.

Toppen rystede, vildt og ivrigt var ulven i gang med at bide det af. hendes øjne spærrede overrasket op, mens hun krammede sig selv ind til toppen. Hvad end hun ville gøre, skulle det være nu! Mere nåede hun ikke at tænke, før det faldt ned. Hun stirrede ud i den tomme luft, inden hun opfattede at hun faldede. Inden hun fik set sig om, havde hun allerede taget af for faldet med sine fødder. Knækket fra den venstre, fik hende til at bide sig i underlæben inden hun humpede væk. Månen var begyndt at gå ned, det havde taget tid at kravle op i træet. Og det var ikke ligefrem fordi månen ville forblive oppe, hun placerede en hånd på et træ.
Roligt kiggede hun ned på sin fod, den var forstuet. Ikke brækket, hvilket var et held. Hun kunne høre ulvene nærme sig, hvorfor også lige ulve. De var så forbandet stædige, at man aldrig rigtig kunne komme af med dem. Hun klatrede forsigtigt, dog en smule elegant op i træet. Smerte fuldt var det, men heller smerte end at blive bidt i stykker!

Varulven løb direkte imod hende. Og bed efter hende. Nåede lige præcis ikke at få fat på hendes hale før hun kravlede op i et nyt træ. Ulven hylede kort igen. Gav de andre ulve kommandoer. HVorefter varulven roligt rejste sig op på bagbenene. Nogle kraftige pivelyde kom fra varulven. Fuldmånen var ved at gå så langt ned at det var på tide og forvandle sig tilbage. Hvilket burde være smertefuldt. Det var det også. Men Chev var van til det. Han havde lært sig selv og elske smerten. Efterhånden som hans krop blev mindre. Fik han også mere selvkontrol. Langsomt begyndte han at se mere og mere menneske ud. Før han stod i normal menneskeudseende. Så kort op på hende. Med et smil. Før han så ned på ulvene. Og begyndte at knurre. De vendte roligt rundt og gik så væk derfra. Han så kort op imod hende igen. "Hej frøken? Er du okay?" Spurgte han kort. Og begyndte roligt at kravle op til hende. Uden rigtig at tænke over han var nøgen. Hans forvandling havde jo ødelagt alt hans tøj.

Hun lavede et lavt piv, da han bed ud efter hendes hale. Følelsenaf den klamme ulve ånde, der nærmest strejfede hendes hvide pels. Det løb koldt ned af ryggen, tanken om at han vidste hun var der oppe. Gjorde hende nærmest mere bange, monstede kunne jo klatre! Hun kunne umuligt være i sikkerhed, ikke så længe det monster var i nærheden!
Hun klatrede op til endnu en gren, hvor hun roligt masserede sin forstuvet fod. Det gjorde ondt, tanken om at den måske ikke ville heale, hvis hun blev ved med at løbe væk fra ham. Roligt, dog en smule tøvende. Lod hun de blå øjne køre ned på monsteret, hvilket nærmest kørte rundt. Hvad skete det? Det lignede noget af en forvandling, hvilket fik hendes øre til at rejse sig en smule op.
Da forvandlingen stoppede, stod en mand foran hende?! hun tænkte ikke over det at han var nøgen, det havde hun enlig aldrig fundet pinligt eller klamt, det virkede mere normalt for hende. hun kiggede rundt, inden hun hørte den mørke stemme. Som altid, fattede hun ikke en skid. Ordene var forvirende, hun forstod dog lidt af det. Hvor hun derefter rystede på hovedet, at han begyndte at klatre op af træet fik hende til at panikke. Hun knækkede grene af, hvor hun kastede dem ned på ham mens hun forvirrede kiggede omkring sig. hun greb fat i nogle få æbler, som hun også begyndte at kaste efter ham.