So much space (Chev)

Klokken var ved at være over fem og de fleste af de folk der mylrede rundt omkring på markedet, var enten ved at købe ind til deres egen aftensmad, eller til den de nu måtte tjene eller arbejde for, der var alla mulige forskellige lugte, fra de forskellige boder, og der var en bedøvende larm, fra alle de snakkende, handlende og til tider desperate mennesker… eller skulle man kalde dem væsner? Lilianna var dog en af undtagelserne, hun skulle hverken, købe ind til hen herre, eller handle sig frem til noget andet, nok mest af alt fordi hun ikke ejede en eneste krone. Hun gik rundt blandt folkemængden, og betragtede det hele, det var for hende et spændende og hyggeligt sted at komme, men også udfordrende for hende, da hun altid undgik at røre nogen, men så igen… det var måske ikke så svært igen at undgå folk. Hun møvede sig igennem folkemængden i en alt for stor hvid trøje, med lange ærmer, o en V-udskæring. Hendes påklædning var nok ikke så praktisk, taget i betragtning af at det havde trukket op til regnvejr. Folk undgik generelt at røre ved denne skrøbeligtudseende skabning, som havde fuldstændig betagende øjne, men ellers udsendte noget af en aura som fik folk til at undgå hende.
Hendes øjne som kunne forveksles med diamanter flakkede rundt mellem folk, boder, himlen, og ned på stenende som hun gik på, hver eneste gang en sten stak for højt op i forhold til de andre. Hun var meget opmærksom på det hele, og alligevel overså hun tit folk, som styrede direkte imod hende, men til sidst valgte at gå omkring hende. Hun blev fanget af en sød duft, og gik imod kilden til den. Det viste sig at være en bod, hvor de kandiserede alverdens ting, frugter, nødder, bær, ja selv hjemmelavede skumfiduser. Liliannas øjne faldt på de kandiserede jordbær, som for hende så ekstra tiltalende ud.
Hun kiggede nervøst på sælgeren, der så ud til at være lidt travlt, og de porcelænsligende hænder knugede bordkanten, hvorpå varende stod. "ehm" mumlede hun, og forsøgte delvist at komme i kontakt med manden der solgte lækkerierne, men han så ikke på hende "Jeg... øhh undskyld? Jeg tænkte på... ehm hvis jeg nu gjorde dig en tjeneste, løb et ærinde for dig, eller hjalp dig med at sælge.... kunne jeg så måske... øhh... få en af dem i bytte?" hun nikkede mod de kandiserede jordbær, og så spørgende mod manden, dog uden at få øjenkontakt. "Ser jeg ikke travl ud? Tror du ikke jeg får hundrede af de tilbud om dagen, hvor ingen af dem faktisk ør som lovet! Jeg har ikke tid til at spille min tid på dig! Jeg har kunder der faktisk vil betale! Og hvis du vil gøre dig nogen forventninger om at det trick skulle virke fremover, så kunne du idet mindste virke selvsikker! og smut så " han fortsatte hvor han slap, og skænkede ikke Lilianna så meget som et blik efter talestrømmen. Hun krympede sig, og tog et skridt tilbage, lige ind i maven på en herre bag hende. Hun hoppede lynhurtigt frem, og nærmest ind i boden igen "undskyld, undskyld undskyld! Det var ikke min mening!" kom det hurtigt fra hende, og hun vente sig om for kort at bukke sig for ham, hun så ham dog ikke i øjende.

En mand iført en sort skjorte og et par sorte cowboybukser gik roligt igennem gaden. Med hænderne i lommerne. Mens han så rundt. Skubbede til folk når de var for tæt på. Før han så sig omkring. Manden stoppede pludselig op og kiggede op mod himlen. Hvad helved var klokken? 4? 5? 6? Ihvertfald deromkring. Det betød at han havde lidt travlt med at finde dagens fangst. Han smilede roligt før han så rundt. En kvinde der så ud til at være igang med at reparere noget? Nej. En prostitueret? Been there done that. Til sidst så han på en kvinde ved en bod. Langærmet trøje. Og en stor V nedskæring. Han begyndte roligt at bevæge sig igennem mængden hen til hende. Hvor han hørte hvordan sælgeren talte til kvinden. Han grinte kort. Det var vist hans mulighed. Langsomt gik han hen på siden af kvinden. Og så på sælgeren kort. "Hey fede." Sagde han hårdt til sælgeren. Sælgeren vendte sig imod ham og så vred ud. Han nåede dog ikke at sige noget. Før manden ved navn Chev tog fat i sælgeren. Og hev ham over boden og ud i mængden. "Hvad var det du sagde? Måtte hun få et skide jordbær eller hva?" Spurgte han hårdt og så på sælgeren. Der panisk begyndte at ryste. "Så gør det vel heller ikke noget jeg tar en bakke med noget forskelligt vel?" Sælgeren rystede på hovedet panisk som tegn på han måtte gøre hvad han ville så længe han ikke skadede ham. Chev grinte kort. Og slap sælgeren. Så han kunne rejse sig. Hvorefter Chev roligt tog en bakke. Og begyndte at fylde lidt forskelligt i. Lukkede roligt bakken. Før han tog et kandiseret jordbær. Og rakte til kvinden kort. "Chev Chelios." Sagde han kort og bukkede kort. Før han smilede roligt. "Du kunne ikke tænke dig at finde et lidt mere privat sted hvor vi kan deles om disse lækre kandiserede frugter vel?" Spurgte han kort og smilede afventende.

Lilianna så forvirret til mens sælgeren fra biden blev trukket rundt, og stillet adskillige spørgsmål, som manden i forvejen kendte svaret på. Sælgeren turde jo ikke svare anderledes, efter den behandling. Hun krympede sig, og forsøgte desperat at gøre sig meget ubemærket, kort efter fandt hun dog ud af at han havde gjort det for hende. Sælgeren så kort efter hende, og selvom Lilianna ikke havde set på han, kunne hun stadig mærke hans øjne, og hun skammede sig, voldsomt. Hendes hjerte rasede, og hendes øjne flakkede som et fanget dyr, mest af alt fordi hun følte sig som et. Hun undgik at se manden med den truende adfærd i øjende, men havde betragtet hans meget markante ansigt, han så meget dominerende ud, eller måske var der bare hans adfærd. Hun sank engang da han snakkede til hende, samtidig rejste hun sig helt op, hendes hoved var en smugle bukket, således at han ikke kunne se hendes øjne, og hun undgik på bedste vis øjenkontakt. Hun knugede nervøst hendes hænder da han spurgte hende om de skulle gå, og havde mest af alt løst til at takke nej, men når nu han havde gjort så meget for hende, al den besvær. For slet ikke at snakke om at han virkede meget overbevisende og insisterende, ret dominerende faktisk. Hun sank endnu engang en klump og så lidt op imod ham "ehm æææh jo... jeg... jeg mener jo tak... det... tak" hun vrøvlede og stammede, men gjorde antegn til at gå med ham, og i det samme begyndte regnen, det var for nu kun en stille dryppen, der ingen gang kunne gennembløde en flue, om så den prøvede, men de sorte skyer som var trukket op advarede mod mere, meget mere.


//undskyld det blev så kort... jeg kan godt skrive mere på hvis du ikke har nok at gøre godt med?//

Han så kort ned på hende med et roligt blik. Før han vendte sig mod bodmanden. Og huggede kort ansigtet fremad mod sælgeren som en trussel. Han hoppede tilbage i chok. Før Chev vendte sig imod ehnde roligt igen. Og begyndte at gå sammen med hende. Før han mærkede regnen. Og sukkede kort. "Jeg bor ikke særlig langt væk. Lad os smutte hjem til mig." Sagde han roligt og fik det til at lyde som om hun ikke havde noget valg. Hvorefter han roligt. Lagde en hånd på hendes ryg. For at følge hende med.

Hvis hun gik med: 5 minutter senere cirka. Åbnede han døren til et lille hus. Der var et køkken/stue. Soveværelse. Og så et badeværelse. Ellers var der ikke rigtig noget ved dette lille hus. Roligt lukkede han døren efter hende. Og så på hende kort. Før han smilede roligt. Og gik hen til sofaen. Hvor han satte sig og stillede boksen med de kandiserede frugter foran ham på sofabordet. Og vinkede hende hen og sidde på sofaen.

Hvis hun ikke gik med: Han så lidt på hende roligt. Undrende. Før han smilede svagt. "Hvad har du da så lyst til at lave? Jeg synes ikke vi burde blive herud. Jeg kan mærke de elektriske samlinger fra skyerne der rør hinanden ovenover os. Det betyder at det vil tordne. Kraftigt. Og det dummeste man kan gøre er at blive udenfor. Så hvad har du tænkt dig?" Spurgte han roligt og smilede svagt til hende. Og prøvede at få hende til at følge med ham hen til hans hus igen. Uden at virke uhøflig. Så godt som muligt undgå at blive sur selvom han kunne mærke det.

Det gav et lille ryk i Lilianna da han gik mod sælgeren igen. Hun følte sig utryg, men alligevel følte hun sig nødsaget til at gå med. Det var ikke fordi han havde truet hende til det, eller givet hendes en konsekvens på nogen måde, det var fordi hun var vant til at kulle følge en dominerende personlighed, og det var han lige nu. Hun stivnede i noget der for hende virkede som en evighed, men i virkligheden var knap et sekund, dengang han rørte hendes ryg. Hun nærmest sprang frem, så han ikke længere kunne nå hendes ryg, og gjorde det i sådan en fart at hun nær var stødt ind i nogen. "u... undskyld... j...jeg... vi kan godt gå kom det hurtigt fra hende. Hun havde vendt sig lidt om for at se på ham, dog stadig uden at få øjenkontakt med ham. Hun fulgte ham, uden kropslig kontakt og inden de nåede hjem begyndte det at regne voldsomt. Hun blev hurtig gennemblødt, om han havde en paraply vidste hun ikke, og hun havde intet imod regnen. Hun trak svagt på smilebåndet da en dråbe gled ned langs hendes nakke og ned af hendes ryg, dråben nåede på sin rejse at blive opvarmet af hendes krop, inden den blev suget op af hendes hvide trøje, der fungerede som en kjole. Den var ligeledes gennemblødt, og klistrede nu til hendes krop, den var dog ikke blevet specielt gennemsigtig, men den klistrede til den magre krop, der endnu ikke var blevet 'fedet-op' efter hendes lange tid i fangeskab. Hendes bryster var dog langt fra små, ej heller hendes numse, men det var ikke noget hun rigtig gik op i.
Da de efter kort tid var kommet til huset, og han havde lukket dem ind, gled hendes øjne rundt i gangen, den lille stue som mundede ud i et køkken, et soveværelse, og sikkert også et badeværelse, som hun ikke lige havde været inde i. Det var ikke meget, og heller ikke hvad hun havde forventet af ham, men det var nok.
Hun betragtede ham og hans bevægelser nøje, og måtte bruge et par sekunder før hun fik sig samlet til at gå over til hende, de bare små fødder bar hendes lydløst over gulvet, og hun satte sig i sofaen ved siden af ham, dog så langt væk fra ham som hun kunne. "d... det er utrolig venlig af dig at invitere mig med hjem" fik hun lavt sagt, hun virkede nervøs, men ønskede at tro på det bedste i folk.
Hun rømmede sig, og knyttede hendes hænder, stadig uden at se på ham "æhm.. jeg... jeg hedder Lilianna Grace" præsenterede hun sig, eftersom han allerede havde sagt sit navn, var det jo på sin plads at hun kom med hendes.

Da hun hoppede frem. Fik det ham til at smile kort. Berøringsangst? Det skulle nok blive sjovt. Da de nåede hjem. Lod han hende roligt sætte sig ned. Før han roligt satte sig hen ved siden af hende. "Lad os få det her våde tøj af dig. Og jeg tager ikke et nej som et svar." Sagde han roligt og så på hende alvorligt. Før han roligt tog fat i hendes trøje. Og hev den langsomt lidt opad. For at få den af. Hvis hun prøvede at flytte sig. Ville han tvinge hende til at blive siddende. Uden at virke som om han holdte hende nede. Men på en måde så det virkede som om han gjorde det for hendes egen skyld. "Stop med at stritte imod og lad mig tage den trøje af dig. Det er usundt at ha vådt tøj på." Sagde han roligt og smilede svagt til hende. Mens han så alvorligt på hende.

Det gjorde hende dårligt tilpas da han rykkede sig tættere på hende, og hun lænede sig en smugle væk fra sig, mens hun spændte i alle hendes muskler, hun var klar til at dukke sig, mest af alt fordi hun forventede at blive slået.
Da han tog fat i hende, og fortalte hvad han ville gøre, forsøgte hun hurtigt at rejse sig op, men han holdt hende "NEJ!" kom det hurtigt fra hende, men da han rørte hendes hud gik det galt. De diamantligende øjne stirrede mod hans, og enhver ville have svært ved at se væk fra disse skindende skønheder.  Hun brugte den ene hånd, som han ikke havde fat i, til at holde sin trøje nede. Den øjenkontakt hun søgte, var så svær at bryde, for slet ikke at snakke om at de færreste faktisk ville bryde den, for de ville ikke vide at de faktisk så hende i øjende. Alt hvad Chev så, ville kort blive gråt, før han igen så scenen, alt var præcis som før, og det kunne blot have været et sekund af svimmelhed, eller et dårligt placeret lysglimt der havde gjort det hele gråt i et sekund. "m... men... jeg har jo intet på inden under?" protesterede hun kort, men hvis han fortsat forsøgte at få trøjen af hende, ville hun lade ham hjælpe den af hende. Og når den var taget af, ville hun krympe sig sammen, tage benende op for at dække så meget af hendes krop som muligt. Jo hun havde da undertøj på, men det var 'ikke noget' for hende.
Hvis han derimod stoppede, og ikke tog trøjen af hende, ville hun rykke sig en smugle væk fra ham, på trods af at det var svært fordi der ikke var meget sofa tilbage. Hvorefter hun ville kigge ned.

Fordi Chev havde fat i hende, og hun havde fået øjenkontakt med ham, så var intet af det han oplevede lige nu, virkeligt... ikke sådan rigtig, han kunne høre lydene, dufte duftende, og Lilianna havde ikke så svært ved at imitere det hele, fordi hun var i huset, med lydende, duftende og omgivelserne, hun lod ham bare se hende, uden at hun egentlig gjorde noget. Kropskontakten som han havde lavet, havde fået hende til at gøre dette i selvforsvar, og hun følte sig dårligt tilpas helt ind i det inderste, mest af alt fordi, han fortsat havde fat i hendes arm, han vidste det bare ikke. Det hele forgik inde i deres hoveder.






//undskyld tiden, travel weekend :S håber det her kan bruges til noget //

Et svagt smil kom over Chev's læber. Da hun så ham ind i øjnene. Og alt virkede normalt. Undtagen en lyd hun ikke kunne imitere. Fordi hun ikke selv kunne høre den. Hans elektriske evner var meget brugbare på det ene punkt. Det gjorde at han kunne høre alt vibrere sig. Alt i verdenen havde en vibration. Som hvis man ramte den vibration kunne tingene gå i stykker. Men lige nu hørte han intet af den lyd. Og han smilede kort. "Tror du en illusion kan stoppe mig?" Spurgte han kort. Før han lukkede øjnene. Og sendte et elektrisk stød igennem sin krop og op til hans hjernecenter. Hvorefter hans øjne blev lukket. Så han skippede øjenkontakten med hende. Det var en ren refleks. Ligesom hvis man tog en gummi hammer og hamrede svagt på ens knæ. Stødet fra hammeren vil sende impulser ind i benet og få det til at bevæge sig. Hvilket var det han havde kopieret med sin elektricitet. Det kan godt være hun kunne styre hans sind. Men hans evne var stadig levende. Og brugbar. Specielt når hun ikke har set den i aktion før nu. Da han havde lukket øjnene. Begyndte han at kunne høre vibrationerne fra de forskellige ting igen. Og han åbnede øjnene kort. Så lige under hendes blik. Før han roligt greb fat i et stykke stof på bordet. Og svang det for hendes øjne. Og greb fat i hendes arm og tvang hende ned og ligge på sofaen. Holdt fast i begge hendes håndled så hun ikke kunne fjerne det stykke stof der var bundet om hendes øjne. "Hvorfor kan det være jeg prøver at hjælpe dig? Og du vælger at skabe en illusion?" Spurgte han kort. Før han slap hende og rejste sig op roligt. Så hun ville få den opfattelse. Af at han kun havde gjort det han lige havde gjort for at stoppe hende i at prøve og bruge hendes evne igen. Og lytte til hvad han sagde.