sooo what do you want me and my brothers, Dragon girl? ( Rafaela )

Snefrid stod stille gemt i den brede gyde, med sine brødre spredt her og der, hun havde dog Bjorn ved sin side, som havde sit enorme to hånds sværd klar, med ringbrynje på og en horn besat hjelm med et tørklæde for ansigtet, ligesom Snefrid med sin hætte og maske for ansigtet, dog havde de alle sammen masker på, da de havde tænkt sig og lave et raid, dog skulle de vente på den rette gruppe, hun havde 9 brødre på den ene side modsat hende og resten hos sig selv i form af 6 plus Bjorn og hende selv, gemt blandt skrald, kasser og andre ting, så de ikke var synlige, hun var den eneste nye varulv blandt disse varulve vikinger som var hendes brødre, trods hendes tøj ( profil billede ), havde tilføjet en hætte og en stof maske for ansigtet, hendes nordiske sværd var klar i den ene hånd med den nordiske økse i den anden hånd, hendes slagkofte af hærdet læder sad som den skulle, hendes andre brødre havde slagkofter som hende, forude typisk vikinge tøj, hun så op på den mørke himmel, hun ville skyde på klokken var lidt over et om natten, dog følte hun sig ikke spor træt, da hun var kamp klar.

Snefrid lænede sig dog tættere op af væggen da de hørte lyden af latter, stemmer, fnisen og munterhed, hun signaleredet til sine brødre om at holde sig klar, de spottedet en gruppe blandede dæmoner, ret unge, meget unge, kun teenagere, som fik Snefrid til og smile, da dette ville blive let, da så ud til og være 7 fyre og 4 tøser, 11 i det hele, og de så ud til og være ubevæbnet, selv om de kunne vise sig og have evner i kamp eller måske skjulte evner, dog gik hun ud foran og sagde holdt på elvisk, som fik dæmonerne til og stoppe forundrede op, da den fremmede bevæbnede kvinde trådte ud foran, de begyndte dog at grine, dog en kende usikkert, som hurtigt blev stoppet da den enorme bjorn forude de 6 da stod bag hende og Bjorn, bevæbnet med økser og sværd forude skjolde, med dybe knurre lyde i struben, de skulle til og vende om, da de 9 andre også stillede sig i vejen bag dem, så begge veje var afspærret, tøserne gemte sig nervøse imellem fyrene, som var temmelig usikre, og uden et ord, råbte Snefrid et krigs hyl, som fik alle varulvene til og flyve i struben på dæmonerne, som dog kæmpede imod.

Snefrid endte hurtigt med og hamre sin skulder ind i brystet på en mandelig dæmon for at hamre en økse direkte i halsen på ham for at hamre den der efter i kraniet på ham, så han blev dræbt direkte øjeblikkeligt, imens Bjorn hurtigt huggede en anden dæmon ned, dog var kampen hurtig selv om de havde skreget af frygt og smerte imens lyden af tøserne var lavt af hulk, da mændene hurtigt blev dræbt, hurtigt og brutalt, ægte vikinge manere, dog var tøserne stadig i live, og blev presset imod væggen, for at blive berøvet alle tyve koster, dog snakkede nogle af brødrende om at bruge dem, det generede ikke Snefrid, hendes brødre kunne gøre som de ville, dog begyndte hun og rode de døde dæmoners kroppe igennem efter værdi i form af smykker, mønter, et eller andet, dog stoppede hun bræt, da hun hørte noget og snusedet stille i luften, hun rynkedet dog på næsen da stanke var ny, hun sagde dog hurtigt nogle ting til sine brødre, 4 af dem holdt tøserne på plads, imens resten samlede sig omkring hende, med blodigt tøj og våben, med de døde dæmoner liggende omkring sig, med fronten imod den fremmede.. kvinde? hun genkendte ikke færten og var en kende usikker, dog vidste hendes brødre hvilket væsen, sådan ca, og de stod kamp beredte, hvis denne var en da ville angribe dem, så ville de slås for at beskytte deres bytte.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rafaela havde siddet hjemme hele dagen. Slottet hvor Doomsvilles hersker boede Sakref Morladin. Hendes far. Han var nu hendes adoptivfar, men for hende var han hendes rigtige far da hun ikke kendte til andet. Hun havde boet hos dem siden hun var nogle få uger gammel. Hun havde fået strenge ordre på og blive hjemme fordi hun var kommet til skade sidst hun var ude. Det var en fyr der hed Chev. Der var hendes biologiske far, men ingen af dem kendte til hinanden. Hun var faldet ned af en trappe og havde fået en hjernerystelse, forstuvet hånden og foden var næsten brækket. Det havde dog ikke været det værste. Han havde voldtaget hende for groft foran en masse folk og det havde hun fortalt sin far. Hun var under opsyn konstant. Hun hadet og sidde hjemme. Hendes ene hånd var forbundet helt ind for og støtte den og samtidig fordi hun havde nogle dybe sår på begge hænder. Den anden var også forundet, men ikke nær s meget som den som var forstuvet var. Hendes fod var også sat på plads med 2 stålplader der var forbundet rundt om. Hun havde derfor kun en sko på. Hendes mørkebrune hår var flettet sammen i en hestehale og var skjult bag hendes hætte. Det eneste man kunne se af hendes hud var mellem næsen og panden som var sandfarvet og hendes øjne var lillae og lyste lidt i mørket.

Hun listede ud af slottet. Der havde dog været en del vagter der havde truet hende med, at vække hendes far, hvis hun gik nogle vegne. Det var utroligt som vagterne var efter hende hver gang hun bevægede sig. Det samme med hendes fars lærlinge. Hun vidste ikke helt hvorfor folk altid var så bekymret omkring hende, men det irriterede hende rent faktisk. Også hendes storebror Melvin. Hun fik sneget sig ud og humpede hen af de forskellige veje. Det gjorde ondt når hun trådte ned på foden, men hun var stædig som bare fanden. Det var ihvertfald tydeligt, at hun var opvokset mellem en masse mennesker, dæmoner, en dragonlycan som hende, sortelver og en undead. Der var altid folk omkring hende. Det var sjældent, hvor hun kunne være sig selv. Hendes øjne var tydelige, at følelserne var sat på stand by som hendes far havde lært hende.

Hun hørte nogle skrig ikke så langt fra hende. Fra gyderne. Hun var nysgerrig og fulgte derfor efter lydende. Hun vidste ikke hvad der var hende i vendte, men hun var nu alligevel spændt over og se, hvad det var der foregik. Hun kunne langsomt lugte stanken af blod. Hun rynkede på næsen. Nok havde hun drukket blod før imod sin vilje, men lugten og smagen hadet hun stadig. Lugten af dæmon og varulv ramte hende samtidig. Hun stoppedeikke så langt væk fra nogle varulve. Hun kiggede rundt og så de døde dæmoner. Dette ville hendes far ikke være glade for og høre, men hun var nu heller ikke den største sladrehank. Hun sladrede sjældent om andre end sig selv. Hendes kropsprog var roligt og afslappet. Hun kunne godt se på varulvene, at de var anspændte. Ville de virkelig angribe en der allerede er såret? Hun så hen på kvinden foran sig. "Lad mig gætte angreb på fredelige folk?" hendes stemme var rolig og sød. Nærmest syngende.

Snefrid og hendes brødre holdt roligt øje med den maskerede fremmede, dog ville de alligevel ikke blive genkendt, da de alle sammen selv var maskerede, og de lignede alligevel alle andre nordiske varulve folk da kom til, for at handle, sælge deres sværd i tjeneste som lejesoldater, eller tons andre ting, dog vidste de ikke rigtig om de skulle dræbe denne person, dog havde de bemærket den små skæve gang, dog var det ikke deres problem, var man skadet, var det ens egen fejl, sådan så de på det, dog smilede Snefrid bag masken og svarede med en venlig stemme ''de var dæmoner, ergo var de ikke fredelige, og skulle dø'' hun sagde dog ikke mere, da det alligevel ikke betød at sige mere, dog spurgte Bjorn hende om noget på nordisk og hun svarede ham, som fik ham til og træde et skridt frem, dog så den enorme mand ikke truende på den lille drage kvinde, da han havde genkendt hendes fært, han lavede dog en hoved bevægelse som for at bede hende smutte, for stille at sætte sit blodige sværd i hylster efter at have tørret blodet af med en klud, ligesom de andre gjorde, og uden et ord, løftede vikingerne de døde op og smed dem i skralde spandende, imens de dødes mønter var i deres lommer og smykker i poser, og uden flere ord, smuttede de deres vej imod hovedgaden, for at bevæge sig imod en kro, indtil nogle flere dæmoner ville være for dumme til og forlade kroen og skyde genvej, dog havde de smidt de døde i skralde spandende som om de var skrald og ikke andet, ingen respekt eller pæn begravelse for dem.

hvis den fremmede kvinde valgte og følge efter dem, ville nogle af varulvene knurre af hende som et tegn til at hun skulle skride, dog ville de opgive og bare fortsætte imod krogen hvis hun blev ved med og følge efter dem.

hvis den fremmede kvinde valgte og pudse vagter på dem, ville de forsøge og flygte fra byen, og dræbe alle former for forhindringer da var i vejen for dem, selv om det nok ville være håbløst, men de var ikke berygtede for at være vikinger fordi de flygtede uden og slås.

hvis den fremmede gjorde noget uventet, ville de simpelt ignorer hende og fortsætte imod krogen, afhængig af hvad hun gjorde, imens de små snakkede om hvad de skulle drikke, spise og lave på kroen, men fulgte hun stadig efter dem, uden at gøre noget, så ville de simpelt gå ind, sætte sig i deres hjørne, bestille noget vildsvin, brød, grønt, og mørk nordisk øl, hvis de ikke havde det øl, simpel øl, for at begynde og spise og drikke, dog ville de holde vagtsomt øje med kvinden.

Rafaela stod bare stille og kiggede på de fremmede varulve. Hun havde ikke tænkt sig og gøre noget ved dette. Endnu. Hun kiggede sig dog ovre skuldrene og op på husenes tage af og til da hun havde det som om hun blev skygget. Hun kiggede på kvinden foran sig. Hun smilede lidt bag stoffet der var omkring hendes mund og næse "Det er ikke alle dæmoner der er ikke fredelige, men her i byen er over 50% af dem fredelige og gør ikke noget uden de bliver presset ud i det. At i så har noget imod dem styre i, men glem ikke, at det heller ikke er alle der elsker varulve som jer" hendes stemme var rolig og hele hendes kropssprog var roligt. Hun kiggede lidt på manden der gik lidt tættere på hende. Hun smilede lidt for sig selv. Troede han virkelig, at hun ville gøre hvad der blev sagt? De måtte haft spist noget de ikke kunne tåle. Hun gjorde ikke alt der blev sagt af sine forældre eller andre. Hvorfor skulle hun så gøre hvad de bad hende om? Hun kiggede efter dem da de gik forbi hende og hen imod kroen. Mon hun skulle følge efter dem og se hvad de skulle der og holde øje med de ikke skadet flere uskyldige. Hun fulgte roligt efter dem efter de var gået et godt stykke væk fra hende. Hun var ligeglad med, at de begyndte og knurre af hende. Der gik ikke lang tid før der stod 3 sortelver foran dem. Rafaela kiggede skeptisk på sortelverne. Typisk. Hendes fars 3 lærlinge en kvindlig og 2 mandlige sortelver. De plejede nu ikke og være dem som hentede Rafaela når hun var ude at strejfe omkirng. Det plejede og være Bron eller Tristan af hendes fars lærlinge, men hendes far og storebror var nu også meget ude efter hende hvis hun blev opdaget i og være væk hjemme fra. Rafaela kravlede op på et tag og sprang let hen over forskelige skraldespande og hvad der nu ellers lå i gyden for, at komme foran varulvene. Rafaela stod og diskuterede med sortelverne et godt stykke tid før de forsvandt igen.
Hun rystede på hovedet og fortsatte med at gå hen til kroen som om hun havde planlagt det.