I hear you love fighting? ~ Delilah.

Sted: Ved bazaaren i Sunflower District.
Tid: Midt på dagen.
Vejr: Solen skinner kraftigt, kun enkle gange er der svage vindstød.
Omgivelser: En masse forskellige boder og butikker. Folk af forskellige racer, køn, aldre, går rundt for at handle og snakke.

Han var sur på hende. Hendes far, altså. Han var sur over, at hun var gået ind i Sunflower District. "Du vil aldrig finde en kriger herinde, der kæmper for andet end sin by," havde han fortalt hende, men hun blev nødt til at gå derind. Det var en stor by, mon ikke hun kunne finde nogen, som ville hjælpe dem? Men den tankegang var hendes far ikke glad for. Han var yderst utålmodig. Han mente at alt dette var spild af tid.
Hun var på vej ned af bazaaren, en markedsplads fyldt men en masse forskellige butikker. Mange af dem var spændende, men hun prøvede at fokusere på folket i stedet for. Hun var ikke kommet for at handle. Desuden skulle hun bruge sine penge på vigtigere ting. Hun havde ikke mange i forvejen, og det gik ikke at hun spildte det på unødvendige genstande.
Siden at der var så varmt, var Seadrina ikke pakket ind. I stedet havde hun en løs sommerkjole af lyst og tyndt stof. Hendes lædersæk holdt hun med et reb over hendes skulder som altid. Hendes hår hang løst om hende, da hun ikke var god til at få det sat op. Og med små skridt begav hun sig videre.
Hendes blik gled rundt på de forskellige folk. Hun skulle finde en der virkede til at være god i kamp. Snedig også. Men Seadrina var bestemt ikke menneskekender, og hendes far var ikke til stor hjælp. Han ville slet ikke nævne nogen, i ren muggenhed over at de var i denne by.
Hun holdt godt fast i rebet, mens hun meget kort blev grebet af en butik, som solgte smykker. Men hurtigt rystede hun på hovedet og gik videre. Hun havde ikke brug for smykker. Hun havde brug for en kriger.

Påklædning - OBS! Overdelen er lavet af en form for ringbrynje, og skørtet af læder(i dette tilfælde).

Solens varme stråler dalede idyllisk ned over den halvstore by, lod sine gyldne farver kærtegne den myldrende bazaar. Solen betragtede med en smilende varme de travle folk der maste sig igennem mængderne, såvel som de små grupper der smågrinende gik fra sted til sted, men langsomme, undersøgende blikke på alt de passerede. Diversiteten på pladsen var slående og enorm.
I en lille gyde, halvt skjult fra bazaarens travle åbenhed, stod en mørkhåret dæmon med hele kroppen presset op af en murs kølige overflade. En anden dæmon stod foran hende, med hele kroppen presset op af hendes, med hans læber langsomt løbende først op af hendes hals, derefter ned retning af kavalergangens åbning. En hvid tand blev presset ud mellem hendes læber, for at nappe fast i den rødlige, fyldige underlæbe, hvis svagt buede kurve fangede den tydeligt tændte mands blik.

Et svagt støn forlod hendes læber, som hun uendeligt langsomt vippede hovedet bagover, som skyggerne kærtegnede den velproportionerede krop. Hans ene hånd hvilede imod den kølige mur, imens den anden langsomt strøg op af hendes lårs bløde, cremefarvede hud. Solens stråler var ikke nået ned igennem gydens mure, så de stod omfavnet af mørket, i den hede scene der udspillede sig.
Mandens læber slap åbningen på hendes kavalergang, bevægede sig hastigt op over den sårbare, bagovervippede hals, og mødte i et dybt, udforskende kys hendes svagt adskilte læber. Et tungt åndedræt ekkoede i gyden, som hendes slanke fingre tog et faste greb i ham, og snurrede ham omkring, så han var presset imod muren - Og hele hendes krop stod fast imod hver centimeter af hans.
Hendes fingre lå på hans brystkasse. En svag, varm latter blev pustet ud over hans læber, inden hendes langsomt begyndte at udforske hans nu blottede hals. Hendes fingre udforskede samtidig med lange, smidige bevægelser maven, pillede drillende ved kanten af bukserne, inden de bevægede sig op i en glidende bevægelse. Han stønnede svagt. Hendes fingre gled op og lagde sig imod hans hals, som hun lod deres læber mødes. Alt ved ham, var fuldstændig i hendes magt.

Dumt træk. Hun slap blidt hans læber, som et pludseligt rovdyrsmil langsomt indtog de rødlige læber, og knækkede i et ryk hans nakke. Inden han nåede at falde, snappede hun en specialfremstillet kniv ud fra et bælte sat om låret under den ekstremt genialt udformede kjole, vippede den rundt imellem fingrene, lagde den ordentligt til rette imellem de smidige fingre, og skar halspulsåren over på ham, derefter strubehovedet og gravede spiserøret ud med fingrene. Lækkert.
Hun fik revet spiserøret ud, og lod den blodige klump falde ned i en lille læderlomme der ligeledes sad på lårbæltet, og kastede ham så et stykke væk fra sig. Sekunder senere havde hun fået sat ild til hans døde krop, for at skjule beviserne, og med et svagt kast med de mørke, krøllede lokker der indrammede den cremefarvede hud og stod i skarp kontrast til de små bloddråber, gik hun på specialfremstillede, elegante højhælede ud fra den mørke gyde og ud i offentligheden.

Trist. Han vidste faktisk hvordan man håndterede en kvinde. Synd hun havde fået til opgave at myrde ham og aflevere hans spiserør - Mærkeligt, men hun stillede ingen spørgsmål. Langsomt lod hun tungen glide over de svagt blodige fingre - Hun havde undgået det meste. Incubusblod, per-fucking-fekt, nu ville hun rende rundt liderlig. Kunne det blive bedre timet? Suk.
Om hendes krop bevægede læderet sig smidigt - Det beskyttede hende godt fra slag, fald og var bedre beskyttelse end tyndt lortestof. Derudover klistrede det til hendes røv og fremhævede den i sådan en grad, at den faktisk tiltrak opmærksomhed, hvilket var genialt med hendes metoder. Ved toppen raslede den halvelegante ringbrynje svagt, som den fungerede som et genialt skjold imod våben, men samtidig skabte illusionen af at være perfekt for kjolen. Og sammenføjningen imellem læder og ringbrynje viste tydeligt den smalle talje hun besad. Muskuløs, slank og sexet. Succubusracen gjorde meget. Hun lugtede endda af sex. Tidilgere succubus ftw ...

Seadrina forsatte ned af bazaaren, mens hendes blik gled hen på de forskellige personer. Normalt var de enten for unge, for gamle, for spinkle eller for overvægtige. Ikke at hun havde meget selv at komme med - Hun var lille, lav og spinkel. Det var også derfor, at hendes far havde brug for ordentlige krigere. Måske endda nogen som kunne optræne pigen selv. Det ville hun i hvert fald sætte pris på.
Selvom de fleste ikke ville klare sig i kamp, skilte nogen sig dog ud. Dog turde Seadrina overhovedet ikke nærme sig dem uden sin fars tilladelse. Og han sagde intet, så hun næsten var overbevidst om, at han ikke var til stede.
En handlende råbte af hende, noget med at hun lignede en fin pige, som ville elske disse tørklæder. Hun så på ham med et overrasket blik men rystede så blot høfligt på hovedet, før hun skyndte sig videre. Hun hadede at afvise folk. Hun hadede at se skuffelsen i deres blikke. Ligesom når fader var skuffet over hende. Det var forfærdeligt.
Hun nåede dog ikke langt, før hun blev nødt til at stoppe igen. Denne gang var det dog ikke på grund af smykker eller en handlende, der råbte af hende. Hendes far gik ind og påvirkede hendes krop, så hun standsede brat op. Vant til dette, lagde hun knap nok mærke til det, men gav sig i stedet for ivrigt at kigge rundt. Hendes far ville kun have stoppet hende, hvis han havde lagt mærke til noget i hendes øjenkrog. Og det tog ikke lang tid, før hun vidste, hvad eller rettere sagt hvem, det handlede om.
Hen af gaden slentrede en kvinde. Hendes alder kunne Seadrina ikke helt regne ud, da hendes beklædning og væremåde fik hende til at se ældre ud, end hun sikker var. Hun bevægede sig frem i læderskørt og ringbrynje, der tydeligt viste hendes muskuløse krop frem. Hendes gang var sikker og fast, og hun virkede ikke til at tænke over blodet på hendes fingre og beklædning. Seadrinas hjerte bankede hurtigere blot ved synet af hende. Hun var sikker på, at det var hende som faren havde udpeget, selvom han intet endnu sagde. Hun kunne også huske hende fra et sted fra... Kunne det være fra en eftersøgningsplakat? Det ville egentlig ikke undre hende. Og det gjorde hende kun mere nervøs for at tale med hende.
Hun fik et mental skub i ryggen fra sin far, men endnu ønskede han ikke at tale i sin stædighed. Men hun vidste, at han ville blive rasende, hvis hun ikke gjorde noget. Han ville finde en eller anden måde at straffe hende på. Selv om han ikke var til stede fysisk, skræmte han hende mere, end denne kvinde gjorde. Og det sagde meget, for hvor var den kvinde uhyggelig.
Hun tog en dyb og skælvende indånding, før hun løftede hagen en smule og gik målbevidst hen mod denne kvinde. Hun endte med at træde ind for hende og blokere hendes vej og allerede der blev hun nervøs igen.
"U-undskyld mig, frue.. eller frøken.." God start allerede. Hendes stemme rystede, og hun stammede, og hun var langt fra den leder, som hendes far ønskede, "Mit navn er... Seadrina Zyarii. Har D-De tid et øjeblik til at diskutere e-et.. mere, øh, privat emne?"
Hendes far sukkede i hendes sind. Den første lød, han havde udstødt, siden de kom ind i byen. Hun havde mest af alt lyst til at krympe sig af skam, men prøvede at opretholde sit blik mod den uhyggelige kvinde foran hende.

Lyset sejlede, og kærtegnede blidt hendes cremefarvede, halvblodige hud. Hendes krop var tydeligt slank, og som tidligere succubus stod hendes former svagt ud, for at give hende dette seksuelle, sensuelle skær der katteagtigt hvilede over hendes smidige krop. Hun var ekstremt muskuløs - Ikke et strejf af unødvendig fedt ramte hendes krop, men hun var langt fra en bodybuildertype.
På trods af de ekstremt stærke muskler, virkede hun faktisk ikke voldsom, da hendes bløde hud syntes at skjule musklerne forholdsvist kraftigt, så hun ofte blev meget undervurderet. Når hun bevægede sig, trådte elegante strejf af muskler frem på hendes ben, men viste ikke hendes ekstreme hastighed og kraft. Når hun løftede armene, trådte en antydning af muskler frem, men viste ikke hendes styrke, der langt overgik en normal Drevens' styrke - Hun matchede en gennemsnitlig Archdemon.
Men skæret der tydeligt lå om hende, som en elegant panter, der lydløst kunne snige sig ind på sit bytte og flå struben over på denne, afslørede hende alligevel, som et rovdyr på andre måder, end med blot det konstant sensuelle skær, hun aldrig rigtigt kunne ryste af sig, selv når hun gik iført et slør af små bloddråber, en overraskende yndefuld ringbrynje om skuldrene og læder strammende om kroppen.

Hm? En kædereaktion hamrede i et sæt igennem hendes krop, da et eller andet lille tøsebarn trådte ind foran hendes krop - Allerede som pigebarnets fod var det eneste der var foran hendes krop, stivnede hver muskel i hendes krop. Uendeligt langsomt trak hun en blodig finder ud af de fyldige læber, og ildblik langsomt udforske pigebarnets lille krop, mens et svagt buet øjenbryn hævede sig.
Hendes øjne bestod af ild. Det syntes det i hvert fald, når man fulgte den kulsorte yderkant på irissen, hvorfra flammende ild faktisk syntes at slikke imod hendes pupil, med farver varierende fra dybrød, orange, gullig - Alle flammernes farver. Faktisk syntes flammerne at bevæge sig, som faktisk ild der var godt igang med at brænde hendes øjne op, kun stoppet af en lille sølvflod der bandt sig i en cirkel om den sorte pupil, og som konstant syntes i en flydende bevægelse.
Frue? Delilahs øjenbryn fortsatte sin bane opad. Hun virkede ikke synderligt imponeret over pigens udstråling, men kommenterede i første omgang ikke på kvindens tydeligt frygstomme udstråling. Hun intimiderede faktisk ofte folk. Det kunne selvfølgelig være blodet, eller de ekstreme, skræmmende øjne.
Hun betragtede blot pigebarnet i flere sekunder. En mand trådte op bagfra, hans lugt sneg sig op i Delilahs næse, så hun lod straks fingrene glide op under læderskørtet, trak spiserøret ud og lagde det i hans udstrakte hånd. Sekundet senere landede en læderpung med penge imellem hendes halvblodige fingre, og han forsvandt. Hendes blik havde ikke sluppet pigebarnet så meget som et sekund.

"Kom med Zyarii."
Hendes stemme var overraskende blød, men der var en tydelig autoritær klang til ordene. Hun fæstnede pungen til læderbæltet under skørtet, samtidig med at hendes nærmest flydende skridt førte hende over pladsen i hastige skridt. Hun snoede fingrene om en kros håndtag, skubbede døren op og lod som omslutte af barens halvmørke - Hun gik ud fra at Zyarii fulgte hende.
Hun gled over til et af bordene, og dumpede endnu yndefuldt ned i stolens hårde sæde, imens hun greb en af kludene til aftørring af bordet, og langsomt tørrede blodet af fingrene og lod den glide over hals og ansigtet, da blodsprøjtende var klasket derop imod. I tilfælde af at Zyarii faktisk var fulgt Delilah ind i kroen og satte sig foran hende, ville hun lægge blikket på pigebarnet.
"Så - Hvad har du i tankerne?"
Hun sprang direkte over alt det der høflighedspis. Hun gad det ikke. Hun havde været ved at brække sig over høfligheden ved sin familie, så da hun slap fri havde høfligheden sivet ud af hende som en si. Delilah gled en smule fremad i stolen, så hun lænede sig ind over bordet, med blikket fæstnet på pigebarnet. Hun lugtede mærkeligt - Ikke på en måde Delilah kendte til. Hvad fanden var hun?

Kvinden var kun endnu mere skræmmende tæt på. Det var som om hendes øjne bestod af ild, brændte hen mod Seadrina, mens hun betragtede hende. Seadrina gjorde alt for ikke at stirre ind i dem, men kom i stedet til at se på blodet ned af hendes hals, hvorefter hun slet ikke forstod, hvor hun skulle lade sit blik hvile, så hendes øjne endte blot med at vandre rundt om den fremmede uden at ligge stille på et bestemt sted alt for længe.
Kvinden virkede heller ikke glad for at blive afbrudt i sin gang, da hendes ene øjenbryn bevægede sig op af ved synet af den unge pige. Måske var dette virkelig den dårlig idé? Hun havde sikkert bedre ting at tage sig til.
Lige da den tanke havde strejfet Seadrina, kom en mand hen til dem. Hun fik fjernet sit blik fra kvinden foran sig for i stedet at sørge for at holde øje med ham, men åbenbart var det meningen, at han skulle komme. For krigeren trak noget frem og gav det til manden. Seadrina, der ikke havde styr på hvordan kroppen så ud indenvendigt, kunne ikke forstå andet end at det var en blodig klump og fuldstændig tavst fulgte hun hænderne mens de fik byttet klumpen ud med en pengepung. Hendes læber adskillede sig let, da hun overvågede at kommentere på det, men hendes fars tyssen fik hende til at lukke den igen.
Så blev hendes navn, eller rettere sagt familienavn, nævnt, og hun skyndte sig at vende sin opmærksomhed mod kvinden igen. Hun havde været uhøflig nok til at stirre på hendes... handel? Hun kunne ikke lade være med at undre sig over, hvad hun mon havde gjort. Havde hun slået ihjel for dette styk person, eller var det et sted på kroppen, som man godt kunne leve uden? Hun havde nok ikke blot stjålet den, for hun var dækket i blod. Medmindre det blot var fra at skulle transportere det. Men det var egentlig ligegyldigt. Det, som det i hvert fald beviste, var, at hun ikke var helt ren. Men det havde Seadrina heller ikke brug for, at hun skulle være. Jo mere beskidt, jo bedre. Hvis altså hun kunne få hende til at bruge det mod andre end hende selvfølgelig. Hvilket hun ikke var sikker på, om hun kunne. Hun var ikke den bedste til at manipulere.

Forgabt i hendes tanker om hvordan hun skulle tackle situationen, havde hun slet ikke lagt mærke til, at hun egentlig burde følge efter kvinden, da hun begyndte at gå. Hurtigt kom hun tilbage til virkeligheden og fulgte krigeren lige i hælene, så hun ikke sakkede mere bagud end nødvendigt. Hun ville ikke engang spørge indtil, hvor de var på vej hen. Hun var bare glad for, at hun overhovedet kunne få nogen til at ville give det 'private emne' en chance. Det havde ikke lykkedes særlig godt de mange andre gange. De gik heller ikke i lang tid, før de nåede hen til en kro, hvis navn Seadrina ikke nåede at opfange, og trådte derind. Zukunaen kunne ikke lade være med kort at rynke næsen. Hun brød sig ikke om lugten af kro, selvom det ikke var så slemt på højlys dag. Her var rimelig stille lige nu, kun få personer sad og snakkede, men bare lugten af alkohol, fik hende til at smage det i munden. Desuden havde hun ikke haft gode erfaringer på kroer. Dog var de uundgåelige, hvis hun ikke ville overnatte på gaden i stedet.
Hun fulgte efter kvinden, som satte sig ved et bord og endnu engang kunne hun ikke dy sig, men så hen over bloddråberne ved hendes kind og ned af hendes hals. Den røde farve skilte sig bemærkelsesværdigt ud fra hendes cremefarvede hud, men blev tørret væk, så Seadrina i stedet så hen mod kvindens ildøjne. Hun lagde forsigtigt det ene ben over det andet, sad med rank ryg og foldede sine hænder i sit skød, en stilling som hun havde lært hjemmefra var fin og yndig og høflig.
"Undskyld... frøken... Men kan-kan jeg første spørge om Deres navn?" Hun havde sørget for at bruge ordet 'frøken', da kvinden før ikke virkede glad for at blive kaldt en frue. Det kom egentlig også bag på pigen - At hun ikke var gift endnu, for hun virkede på en alder af en der burde være gift. Men nu virkede hun heller ikke helt lovlig, så mon ikke hun også undgik typisk familietraditioner?

Delilah bemærkede knapt nok Zyariis undersøgende blik, henover blodet. Pigebarnet virkede skrækslagen, som frygtede hun blodet der blev overført til kluden. Kluden blev skødesløst smidt henover bordet, så den rødlige klat der befolkede kludens ellers lysere farve, skjultes imod bordets overflade. Hendes blik hvilede misbilligende på Zyariis krop, der syntes ... stiv som et bræt.
Hendes ranke holdning mindede hende om Delilahs familie, hvilket straks fik en svag irritation til at boble op. Hun hadede det, når folk troede de var nødt til at sætte en latterlig, iskold plade-facade op, der holdt dem latterligt rige og fine at se på. Hun kendte idéen - Sid fint og høfligt, og folk kender din manerer og respekterer dig. Og hun hadede idéen, hun ville sgu ikke respekteres på holdningen, men på handlingen.
"Mit navn?"
Et svagt smil spillede på hendes læber, som hun langsomt hævede en finger og pegede med et svagt tiltet hoved, på noget bag tøsebarnet. En mindre opslagstavle med eftersøgningsplakater. Netop under faren til hendes børn, Sajro, hang et fint malet billede af hende, med en dusør og et navn skrevet tydeligt under - denne plakat.

Efter en kort bestilling via tjener, blev en whiskey stillet foran dæmonkvinden, der ikke havde sluppet Zyariis blik, i de sekunder det havde taget tjeneren at hente drikken. Hun smilede svagt og lod drikken blive først op til læberne, hvor hun lod blot en smule forsvinde ned mellem læberne.
Hun lod den blidt ramme bordet, lod så blikket lægge sig tydeligt undersøgende på Zyarii, og kunne ikke lade være med at krumme mundvigene op i et næsten leende smil. Gud hvor var tøsebarnet bange for hende ... Det var jo næsten morsomt! For at drille pigebarnet lod hun tungen glide svagt ud, snappede et par bloddråber fra læben og trak dem ind imellem læberne. Mhm ..
"Så, kom til sagen pigebarn. Hvorfor afbrød du mig?"
Hun var lige ved at bryde ud i latter over tøsens skræmte facade, men holdt det godt skjult, så kom blot til at virke lidt halvmunter og frisk, i stedet for ved at brække sig af grin over panikken.

Seadrina havde derimod ikke lært, at hun skulle sidde sådan her for at få respekt kun. Det var også en måde at vise, at man var seriøs i samtalen og derfor respekterede personerne i den. Og Seadrina respekterede kvinden lige så meget, som hun frygtede hende. Hun forstod derfor ikke, at kvinden var irriteret over hendes opførsel, og blev derfor ved med at gøre som hun gjorde. Selvom det nu mere var blevet en vane end en høflig gestus.
Kvinden hævede en finger, og i starten var Seadrina forvirret, men så forstod hun, at hun skulle se den vej, hvor hun pegede. Hun drejede sin overkrop og sit hoved for at se bag på sig, og kiggede hen mod eftersøgningsplakaterne, der hang op i kroen. På en plakat var der en kvinde, som lignede kvinden foran hende på en prik, derfor gav det mest mening, at det var hende.
Delilah Valentine Chase. Seadrina havde ret, hun havde set hende på en plakat før i tiden. Men det var også en smule åbenlyst, at en kvinde som hende var eftersøgt. Når hun handlede med kødklumpe og gik rundt med blod på kroppen. Så måtte nogen før eller senere sætte en dusør på hende. Men da det nu var blevet bekræftet, at hun var kriminel, følte zukunaen, at dette var forbudt på en måde, som hun ikke brød sig om. Hvilket var dumt. Hun skulle skabe en hær, og hun følte sig skyldig over at snakke med en eftersøgt. Det var tydeligt, hvorfor hendes far var skuffet over hende.
Hun vendte sig uden et ord om igen, da en tjener kom hen. Delilah bestilte whisky, men Seadrina takkede blot nej, da tjeneren spurgte, om hun ville have noget. Hendes hals var tør, men hun følte ikke for at bestille noget vand foran kvinden. Hun vidste godt, at det ville være komisk. At hun ikke kunne klare alkohol.
Whiskyen blev sat på bordet lidt efter, og Seadrina gjorde alt for ikke at se på det. Hun havde aldrig smagt whisky før og ønskede på ingen måde at gøre det.
Hun holdt i stedet sine nervøse øjne mod Delilah og tog en indånding, før hun besluttede sig for at forklare. Eller ikke rigtigt forklare. Hun kunne ikke sige, at det var så hendes far kunne herske, det var selvisk, og ingen ville hjælpe på den måde. Hun måtte lyve. Og det kunne godt være, at Seadrina ikke var stærk eller modig, men god til at lyve var hun.
"Jeg vil ændre verdenen. Og med din hjælp," Alt dette var indøvet, så hun virkede forsigtig som altid men hun stammede på ingen måde, "Underworld er fyldt med racisme, diskriminering og uretfærdige love. De adelige bestemmer alt, og dem som endelig får et ord indført skal have en stor sum penge først. Mange væsner er hadet for noget, som de ikke selv har medført på grund af deres race, og de fleste kvinder er født uden en fremtid, hvis de ikke bliver gift i en ung alder. Udover det fokuserer man mere på hvordan de rige kan få det bedre, end hvordan de fattige kan få det godt. Og byerne har på ingen måde ordentlig kontakt til hinanden. Jeg har rejst i knap et år og har oplevet alt for mange forskellige samfund ved byer, der endda er naboer. Nogle bedre end andre, men ingen gode nok til at en middelmådig person vil ønske at bo der, hvis de kunne få noget bedre. Og det vil jeg give dem."

Delilah stirrede på kvinden. Ikke en følelse dansede henover hendes blik, som tøsebarnet brækkede alle mulige meget heroiske og sikkert fornuftige ord op, som overraskende nok ikke imponerede den ekstremt ekstremt frihedskæmpende dæmonkvinde. Hun var ikke dum, hun kendte udemærket til princippet med at få folk til at brænde for en eller anden random sag, før man fik dem til at gøre latterlige ting.
Hun lænede sig derfor svagt fremad ved lyden af tøsebarnets stemmes stop, og vippede hovedet svagt til siden, som hun så dybt ind i pigens blik. Seriøsitet brændte dybt i hendes blik - Hun skubbede endda whiskeyglasset en smule til siden, for at kunne læne albuerne på bordets overflade.
"Lyt til mig, Zyarii. Jeg kender det trick dér. Hold op med at fucke omkring, og opfør dig helt heroisk og pis. Vi ved begge to at hvad end du vil, er det sgu nok ikke så clean som det du forsøger at sælge."
Hun bankede pludseligt i bordet, og den dæmpede, seriøse stemme der havde udgået fra hendes læbe, blev pludseligt erstattet af det bank der fór imellem dem, blot for at hun lænede sig tilbage, greb fat i det kølige glas og sendte pigen med den mærkværdige lugt et svagt smil, før ord passerede hendes læber endnu engang.
"Så hvorfor kommer du ikke til sagen, og faktisk fortæller mig hvad fanden du skal bruge mig til? Så kan du altid lege de fattiges frelser bagefter. Måske gider jeg endda høre på det."
Hun drak i et par slurke resten af whiskeyen, og bankede den ned i bordet.

Det havde virket på andre. Men nu var denne kvinde også anderledes. Hun var barsk, faldt ikke for høflighed eller gode ord. Det havde Seadrina allerede regnet ud, hun gjorde blot hvad hendes far bad hende om, og det var at lyve. Men det var tydeligt på Delilah, at hun ikke faldt for hendes ellers gennemtænkte tale.
Da hun lænede sig hen over bordet, sørgede Seadrina for at læne sig en anelse tilbage i stedet. Hendes ildøjne brændte af alvor og opslugte pigen fuldstændig og hendes dæmpede ord, skubbede alle andre lyde til siden, mens hun holdt vejret.
Et højt brag kunne høres, men det var nu mere hendes pludselige bevægelse, der fik Seadrina til at spjætte og derved bryde sin høflige stilling for at holde sine små hænder svagt ud foran sig. Dog foldede hun dem hurtigt igen, men hun var ikke helt så stram i sin siddemåde, og hendes ben var ikke længere over hinanden. Meget hurtigt nikkede hun, som var det en ordre fra Delilah, hvilket det på en måde også var.
Pas på. Afslør intet om os endnu. Gentag efter mig. Hun prøvede at trække vejret normalt, mens hendes hjerte stadig var forskrækket efter Delilahs næve i bordet.
"J-Jeg har brug for en kriger. Og ikke bare en typisk soldat. Men en ordentlig kriger, der ikke bare ved, hvordan man bruger et våben. Jeg kan betale med penge, eller jeg kan give dig en højere stilling i hierarkiet, hvis det er det som du ønsker. Dog først efter at mine mål er nået." Hendes ord er mere forsigtige nu, mens hun gentager hendes fars stemme, der lød i hendes tanker. Den lille form for sikkerhed, som hun havde skabt, var nu helt væk.

Hun kunne ikke lade være med at smågrine lidt, da Zyarii sprang som havde der lydt et kanonskud. Hun lod langsomt fingrene glide rundt om glasset, som hun betragtede den nervøse pige med den mærkelige lugt, indtil pigen faktisk fik munden på gled, og begyndte at besvare den næsten beordrende formaning hun var kommet ned. Det var faktisk ikke helt heldigt når man tænkte over det.
Delilah havde næsten desperat brug for penge, og alligevel behandlede hun ikke ligefrem en mulig arbejdsgiver forfærdeligt godt. Men hun var ikke ligefrem i humør til en voldsomt langt, latterlig forklaring om et eller andet sikkert vældig godt og heroisk. Hun var simpelthen for træt og irriteret til at lade hende være pisse stolt af sig selv, og faktisk tvinge hende til at høre på det. Ikke nu. Ikke her.
Hun betragtede hende uden et ord, som hun spyttede alle ordene ord. En kriger? Hvad fanden, det var jo næsten komisk. Men selvfølgelig, med ringbrynjen, blodet og læderet kunne hun sikkert syntes som en krigertype, selvom hun mere var en form for Femme Fatale, der arbejdede i skyggerne og snigmyrdede. Men åben kamp var sgu heller ikke noget problem for hende, så hvad fanden.
"Fuck en stilling, fuck hierarkiet. Hvis jeg bliver betalt, går det sgu nok. Men så skal jeg have et forskud."
Hendes blik hvilede på hende i nogle sekunder, inden et pludseligt varmt smil vippede sig ind på de fyldige læber, og en overraskende munter glød langsomt sivede frem i ildøjnenes flammende skær.
"Så, sig mig. Hvad skal jeg gøre?"

At Delilah grinte, hjalp ikke på Seadrinas usikkerhed. Man kunne nærmest se på hende, hvordan hun rystede svagt, mens hun under bordet vred sine hænder mod hinanden. Hun var næsten sikker på, at hun ikke havde tænkt sig at tage imod opgaven. Hvorfor i alverden skulle hun også det? Det var en lille og nervøs pige, som lige havde løjet for hende, der bad om det. Og hun havde nok ikke engang brug for penge, siden hun lige havde fået en pung med det og sagtens kunne skaffe mere.
Men så sagde hun ja. Eller nej, hun sagde ikke ja. Hun sagde bare, at hun gerne ville betales. Men Seadrina tog det som et ja, og hun kunne slet ikke holde sit lettet suk tilbage. Delilah virkede til at være nogenlunde glad lige nu, måske tanken om at få penge gjorde hende i godt humør. I hvert fald kunne hun bedre lide hende sådan her end alvorlig som før.
Hun satte sig i sin typiske fine stilling igen, da hun havde slappet af efter at have sukket, og det kunne hun ikke tillade sig. Så trak hun sin lædersæk op på skødet og løsnede åbningen, så hun kunne stikke en hånd derned. Hun rodede med noget dernede, som kun hun kunne se, mens hun svagt rynkede panden. Hun var ikke sikker på, hvor meget hun skulle give hende. Det skulle være nok til at fange hendes opmærksomhed, men ikke nok til at hun mistede for mange penge.
Til sidst fandt hun dog den sum, som hun ville have - 30 guldmønter. Lad os tage det sådan her - Zyarii-familien var rig. Der var ikke mange af dem, og med over 100 år af opsparing, havde de en del penge at tage fra. Så lige så snart hun manglede penge, kunne hun modtage flere. Men alligevel brød hendes far sig ikke om, at hun sådan smed med dem blot for at få en kriger. Han var en del grådig.
Dog så var det det, som hun gav hende. Hun havde fået dem i en lille pengepung og puttede dem stille på bordet, så de ikke larmede for meget mod hinanden.
"De starter ud med 30 guldmønter. Jeg går ud fra, at det er nok. De vil modtage flere senere hen... hvis De selvfølgelig gør Deres arbejde godt." Hun stammede eller tøvede ikke, men hun virkede stadig forsigtigt, da hun var bange for at fornærme kvinden foran sig. "Deres arbejde vil kræve tid, jeg kan endnu ikke sige hvor meget. Jeg har ikke blot brug for Dem på slagmarkene, men jeg har brug for en, der kan hjælpe mig med at få informationer og ligge planer. Kunne det være noget for Dem?

Delilah betragtede med et svagt hævet øjenbrynet og et smil sitrende i mundvigen, pigebarnet der raslede svagt med sin pung. Hun havde på et eller andet plan lyst til en refill af den alkoholiske drik foran hende, men snoede i stedet armene over kors over hendes bryst og lod blikket hvile lettere dovent og nærmest kedsommeligt på pigens jagt. Så gled hendes blik langsomt over pungen der landede på bordet.
Hun hældte langsomt guldmønterne ud, en efter en, indtil de dannede en lille stak imellem de slanke fingre. Så lod hun læderpungen fra under hendes skørt blive trukket op, lod dem glide ned deri med en klingen da de ramte pungens egne mønter, og da alle var faldet deri, snørrede hun den med et svagt smil til igen, inden hun fæstnede den under skørtet igen. Tøsebarnet fik den anden pung tilbage.
"Super."
Hendes blik lagde sig på Zyarii, som pigen faktisk begyndte at kalde Delilah De - Fantastisk, nu var hun blevet degraderet til høflighedspis igen. Men hun kommenterede ikke på det, lod i stedet bare øjnene hvile på pigen, imens hun kom med Delilahs åbenbart meget alsidige arbejde. Ingen problemer, informationer og planlægning var noget af det, hendes daglige arbejde gjorde sig meget i.
Hvad betød lidt mere, fra eller til? Så hun nikkede blot kort, sendte tøsebarnet et halvvenligt smil og lænede sig yderligere bagud.
"Fint med mig - Ikke ligefrem noget jeg ikke laver i min hverdag anyway. Hvad præcis kommer jeg til at skulle gøre?"