Hello my little friend!//Shane//

S: Gyderne i Doomsville
T: Nat
V: Der er tåget
O: En masse skrald

Rafaela gik rundt i gyderne helt alene. Hun var vred. Hun var så vred, at der ikke skulle en mindste lille ting til for, at hun ville gå helt amok. Hun havde lyst til, at hævne sig. Hævne sig over hvordan Chev havde behandlet hende som en lille slave. Hun ville skræmme livet af folk så de ikke behandlede hende som slave igen. Hun en trang til og lade det gå udover andre. Hun vidste, at det nemmeste sted, at finde en hun kunne udnytte og torturere uden, at der ville ske nogle store konsekvenser var ved og finde en i gyderne. Hun havde en sort kappe på, hvor der var en hætte som skjulte for hendes hoved bagfra og det ville være svært og se hendes lillae øjne forfra. Hendes bukser og trøje var sorte. Hun gik lydløst rundt og ventede på, at der var en der dummede sig ved, at gå rundt i gyderne hvor hun var og var endnu dummere ved, at bare gøre en mindste ting hun mente var forkert før hun ville slå til. Hun ville finde en lille usling der skulle betale for det som var sket hende. Hun vidste, at ingen ville tro, at Sakrefs datter ville finde på sådan noget. Hun var den søde, lille uskyldige pige i familien som ikke kunne gøre en flue fortræd, men det var løgn. Hun kunne godt gøre skade på folk, men det var sjældent, at hun var så vred som hun var denne dag. Denne dag hvor alt og alle bare skulle betale tilbage for ikke, at have hjulpet hende da hun blev voldtaget midt ude på gaden, hvor ingen ville hjælpe hende. Nogen skulle betale for det.

Shane kunne ærligt sige at han ikke brød sig om byen, men han måtte også indrømme at byen var spændende. Der var også fordele i at gå rundt i byen. Som at han kunne lære mere om menneskers levemåde og opførsel. Jo mere han lærte om menneskerne, jo bedre kunne han fine sin søster. Sådan tænkte han i hvert fald på det. Shane havde sin rustning på og hans sværd var fastspændt til hans ryg med to remmer. Han gik langs en af gydernes stier i håb om at han snart fandt et sted hvor han kunne sove. Han havde i løbet af nogle uger fundet to mennesker som muligvis havde været med til at kidnappe hans lillesøster. Begge mennesker var sluppet væk fra ham. Begge mennesker havde sluppet væk på hver sin måde. En af dem fik hjælp af en irriterende dæmonkvinde og den anden havde været hurtig til at løbe og klog nok til ikke at gemme sig. Shane var god til at spore, men når hans 'bytte' blev ved med at narre ham og løbe så var det svært at følge med.
Shane rystede på hovedet for at få styr på sine tanker, men det hjalp ikke meget. Han så rundt og fik øje på en skikkelse lidt væk fra ham. Han kneb øjnene lidt sammen, inden han i en truende bevægelse førte sin hånd op imod hans sværds skaft, så han hurtigt kunne få fat i sværdet, hvis personen skulle vise sig at være en fjende. "Ven eller fjende?" Menneskernes sprog gjorde Shanes stemme dyb og alvorlig, men når han snakkede elvisk fik hans stemme en harmonisk og blød tone.

Rafaela gik rundt i gyderne. Hun hadet stanken, men den fik hende også til og holde sig på jorden og ikke til og gå helt amok. Hun vendte sig stille og roligt om imod personen efter hun havde hørt en stemme "Det kommer an på om du er ude på noget. Jeg er en ven hvis du vil have mig til det og en fjende hvis du vil have mig til det" hendes stemme var rolig og samtidig var den meget drillesyg. Hun gik fjernede roligt hætten fra hendes hoved og lagde sit hoved sødt på skrå. Hun havde fundet sit offer. Nu skulle hun bare lokke ham i sin fælde. Hun kiggede sødt på ham som om hun var en sød og uskyldig pige. Der var ikke nogen tegn på, at hun havde nogle negative sider. Hun gik roligt hen til ham "Hvad mener du så jeg er?" hendes stemme var rolig og venlig.

Pigens drillesyge stemme irriterede ham. Han lagde armene over kors i stedet for at trække sit sværd, da han ikke så hende som en trussel. Der var en glød af irritation i hans grønne øjne. Han holdt skarpt øje med hende, selvom han ikke troede på at hun var en trussel, men man kunne aldrig være for sikker. Han tænkte lidt inden han svarede på hendes spørgsmål. Hun var helt klart ikke en fjende. Hvis hun havde været en fjende ville hun have opført sig mere fjendtligt, men hun opførte sig barnligt. Han ville dog heller ikke sige at hun var en ven.
Med et irriteret tonefald valgte han at svare på hendes spørgsmål. "Ingen af delene. Du er en irritation." Han gik udenom hende. "Farvel." Han kunne ikke se hvorfor han skulle snakke med hende. Hun var irriterende.

Hun holdt skarpt øje med hver en bevægelse han foretog sig. Han var et godt offer. Han havde ingen tegn på sig som viste, at han var mistænksom, men hun måtte vente lidt. Vente til han ikke havde den fjerneste ide om hvordan og hvorledes. Når han enten vente ryggen til hende eller gik forbi hende ville det være nemt og få ham. Hun rullede let med øjnene da han sagde. at hun var en irritation. Det skulle han få betalt, men hun sagde intet til ham. Hun kiggede efter ham da han begyndte og gå forbi ham. Hun tog fat i hans arm og tog hans sværd som var på ryggen og smed den langt væk fra ham. Hun tog fat i hans arme og holdt dem stramt om på ryggen med den ene hånd imens hun holdt den anden foran hans ansigt hvor der var kommet lilla ild frem. "Synes du skal passe på med hvad du siger til folk lille ven" hviskede hun forførende ind i hans øre.

Shane nåede ikke at tage fat i sit sværd før hun havde taget det væk fra ham. Han blev endnu mere vred. Hun havde taget hans sværd! Den eneste ting han havde fra sin far! Han skulle til at sige noget, men stoppede da hun holdt en af sine hænder frem foran hans ansigt. Han rynkede svagt på panden ved synet af den lilla ild. "Og jeg synes du skal passe på med hvem du truer, lille pige." Sagde han flabet. Hans tatoveringer lyste op i en blå farve. Ved hans hænder strøg små tråde af blå energi ud som lagde sig om hans hænder og arme. Eftersom hans energi kunne gøre skade på andre, ville hun højst sandsynligvis føle smerte ved sine hænder, da hun rørte ved hans arme, der nu var dækket af blå energi.

Hun var vred over, at han havde kaldt hende for en irritation. Han skulle vendte sig! Nok var han meget pæn, men hans opførsel var uacceptabel. Havde han været sådan der hjemme hos hende havde han blevet hængt på stedet, men hun ville langt hellere tage ham som slave og ødelægge hans liv. Hun pressede sine negle ned i hans håndled da han snakkede flabet til hende "Jeg snakker til dig som det passer mig! Du er den sidste der bestemmer om jeg skal true dig eller ej" sagde hun vredt til ham og blev ved med, at bore sine negle ned i hans håndled til hun svagt kunne mærke noget blod. Hun mærkede efter lidt tid en svag smerte løbe op igennem sine arme som blev kraftigere og kraftigere. Hun snerrede vredt og begyndte svagt og brænde på den anden hånd også som hun holdt hans arme med. Hun snerrede af ham "Stop din evne så stopper jeg min ellers så skal du nok regne med, at du ikke kan bruge dine hænder igen elver unge. Eller skal jeg hellere kalde dig for slave?" sagde hun hårdt til ham imens hun lagde ekstra tryg på ordet slave for, at understrege, at hun mente det hun sagde.

Shanes vrede blev stærkere og stærkere. Hans vrede vækkede hans evne og gav ham derfor en forfærdelig stor lyst til at gå amok med evnen, men han vidste at det var en dårlig ide. Hvis han gjorde det ville han miste en masse energi og dermed blive forsvarsløs. Han bed sine tænder hårdt sammen, så hans kæber blev spændt. "Og du har ikke retten til at kommandere rundt med mig." Snerrede han. Han spændte sine muskler, da hun kaldte ham slave. Den blå energi om hans arme blev kraftigere. Han ville ikke give op uden kamp, men han ville heller ikke risikere at miste sine hænder. Han sukkede svagt inden hans tatoveringer stoppede med at lyse og energien om hans arme forsvandt.
Han kneb øjnene lidt sammen og så på hende over skulderen. Hans grønne øjne lyste af had og foragt. "Jeg forstår ikke personer som dig. I ødelægger andres liv, men det er måske det i vil? Men hvad hvis det var dig som endte som slave og hvis liv blev ødelagt? Ville du så gøre det mod andre også?" Han så væk fra hende. "Amin feuya ten' lle." Mumlede han. Selvom han var vred havde hans stemme, som altid når han snakkede elvisk, en blød og harmonisk tone.