Help.. -Shane-

Sansas ene datter var kommet ud af syne, og den ældre dame som havde givet Sansa og hendes døtre læ, passede på Enya - imens at Sansa tog ud for at lede efter Callia. Sansa frygt var erstattet af en voldsom bekymring. Hun løb afsted og kom hen til skovene, hun ledte og da hun havde en stærk følelse af Callias aura, gjorde det tingene en hel del lettere. "Callia!" Råbte hun så højt hun kunne. Hun bemærkede den smukke natur, men lige nu vidste og havde hun ikke en eneste ide om hvor hun var. Det eneste hun havde i tankerne var Callia. Det var snart aften og Sansa ville finde sin datter inden det blev alt for mørkt. Hendes hjerte bankede ekstremt hurtigt i panik. Hun opdagede en kridhvid mand, der stod med Callia i armene. Manden lignede døden selv, hun havde aldrig før set noget lignende. Frygten bankede atter på og gav sig til at rive hende stille fra hinanden. Sansa kørte en hurtig hånd nervøst igennem sine lange lokker. Så gik hun tættere imod, dog stadigvæk tæt op af de store tykke træstammer. Hun kunne se at jo tættere på den hvide mand, jo højre blev træerne. Sansa sank en klump, inden hun hævede stemmen; "Slip hende nu!" Råbte Sansa, og fik øjenkontakt med de døde øjne. Han smilede lumsk og kom med en hånene latter. "Det er modigt, af en lille engel - at prøve at fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal." Sagde han, men satte så han den lille dæmon på jorden. Callia var dæmon og hendes tvillingesøster Enya var engel.
Manden løb hurtigere end Sansa havde forventet af ham, og snart stod han foran hende. Hun kunne fornemme hans kulde og stanken af blod hang noget så kraftigt over ham. Sansa lavede en bevægelse til Callia, at hun skulle løbe imod de høje træer. Sansa tog ikke øjnene fra de døde øjne, der prøvede at saboterer hendes sind. De lange tænder lagde på hans underlæbe, og var enten en bygningsfejl eller et mægtigt våben. Han blottede tænderne, hvilket fik Sansa til at spærre øjnene op i frygt. Den lille smule mod hun havde haft, var væk så hurtigt hun havde nået at blinke med øjnene. Hun ville løbe, men han greb fast i hende. Sansa var ikke van til at kæmpe, eller prøve at gøre modstand. Så da han fjernede hendes hår fra den ene side, og blottede hendes hals. Gjorde hun intet andet end at skælve. Smerten da han lod sine tænder glide igennem hendes kød, og følelsen af hvordan det strammede sig om bidet - da han sugede af hendes blod. Sansa vidste udemærket, at dette kunne være hendes sidste dag.  Dog faldt han sammen i et halvkvalt hvæs, og Sansa stod tilbage forpustet, imens hendes hjerte rasede afsted. En pil havde ramt ham, og gjort, at han var faldet til jorden. Sansa kiggede sig rundt, hendes blik var blevet halv sløret af blodtabet.

Shane gik langs en af stierne i Forestina. Han var dog ikke alene. En anden skovelver ved navn Gavin gik sammen med ham. Gavin var en af de skovelvere som Shane bedst kunne snakke med. Gavin havde kort lyst hår, blå øjne, et smittende smil, og han var ret lav. Gavin havde en bue i sin ene hånd og et kogger over sin ene skulder. Gavin havde en tunika, sorte shorts på og han havde bare fødder. Shane havde sin rustning på, en sort kappe, et rødt bånd om hans ene arm, en halskæde hvis smykke var lavet som en krone og et sværd spændt fast til hans ryg med to remmer. Han havde et kogger over sin ene skulder og en bue i sin ene hånd ligesom Gavin. Han var dog ikke ligeså god som Gavin til at skyde med bue, men han var heller ikke dårlig til det. Han var bedst til at kæmpe med sit sværd, men han øvede sig til at blive bedre med en bue.
"Vent. Hørte du det?" Shane stoppede med at gå og så sig omkring. Gavin så undrende på ham. "Nej, hvad?" Spurgte Gavin. Shane begyndte at gå igen, men ikke i samme retning som før. Han gik væk fra stien. "Jeg synes jeg hørte en stemme." Hviskede han og så alvorligt på Gavin med sine grønne lysende øjne. Gavin sukkede, men fulgte efter Shane. Shane var taknemmelig for at have en ven som Gavin. Gavin behandlede Shane som en ven og ikke en prins, hvilket Shane var glad for. Shane stoppede med at gå, da han kunne se tre skikkelser. En kvinde, en mand og et barn. Gavin stoppede op bag ham. De stod begge gemt bag træerne. Hurtigt havde Shane taget en pil fra koggeret og placeret på buen, da manden bed kvinden i halsen. Manden var uden tvivl en vampyr. Shane sigtede og gav derefter slip på buens streng. Pilen fløj afsted og ramte vampyren i skulderen. Han ville gerne dræbe vampyren, men det var imod skovelvernes lov at dræbe medmindre det var den eneste måde at forsvare sig selv på. Der var også en regel om ikke at skade andre medmindre det var nødvendigt, men dette havde været nødvendigt ifølge Shane og Gavin var uden tvivl eftersom han også sigtede på vampyren med en pil. Shane gik hen imod kvinden. "Saesa omentien lle." Sagde han. Hans stemme havde en harmonisk og blid tone som den altid havde når han snakkede elvisk. Han bukkede høfligt for kvinden. Han rettede sig op og betragtede kvinden i et par sekunder før han tog sin kappe af. Han rev et stykke af kappen af og rakte det til kvinden. "Stop blødningen." Sagde han med et svagt opmuntrende smil om læberne. Hans stemme var dyb og alvorlig, men venlig, da han snakkede menneskernes sprog. Gavin stod ved siden af vampyren der lå på jorden og sigtede stadigvæk på vampyren med pilen. "Nadorhuan." Snerrede Gavin. Shane lagde sin bue ned på jorden. "Mit navn er Shane. Jeg er kronprins af skovelverne." Han så hen imod Gavin. "Og dette er Gavin. Han snakker ikke så godt menneskets sprog som jeg." Han så på kvinden. "Er du okay?" Spurgte han.

Sansa modtog stoffet med en lidt nervøs hånd, men lagde stoffet imod hendes hals, så stoffet stoppede blødningen. Sansa var nervøs og en anelse skræmt, hun lyttede skam alligevel. Da han spurgte om hun var okay, nikkede hun blot et par gange for meget måske - til at hun stoppede sig selv. Så kiggede hun lidt skeptisk på vampyren, der lagde og snerrede efter skovelverne. Noget inde i Sansa ønskede at tage et sværd og føre klingen igennem vampyrens hals, og adskille hovedet fra kroppen. Det løb hende koldt ned af ryggen ved tanken. "Tak." Var det eneste hun kunne få sagt, og selv det lød halv bange. Hun rystede ikke fordi hun frøs, bare fordi frygten herskede i hver eneste nerve i hele hendes krop. Sansa åndede forsigtigt ud, inden hun så i et par sekunder forlod blikket fra Shane. Hendes blik søgte kort efter Callia, inden hun lod blikket møde Shanes igen. "Jeg hedder Sansa." Fik hun så sagt stille, inden hun sank en klump. Elverne havde hendes far fortalt hende om, og Sansa ville mene at han faktisk havde fortalt om det var en elver, som havde reddet hendes liv dengang hun var spæd. Det var flere tusinde år siden nu, og savnet på hendes far men også hendes søster. Det var utroligt, at hun ikke følte sig mere fri end hun var. "Mor se hvor højt jeg er oppe!" Råbte den lille dæmon, 5 år. Dæmonbørn var aldrig nemme, at holde styr på. Hvorimod Enya sad stille og opførte sig som en engel. Sansa kiggede lidt op af, og så Callia sad på en gren oppe i et af de høje træer. Hun var kommet pænt højt op, hvis hun faldt ned ville hun brække flere knogler, og sikkert ikke overleve. Sansas hjerte stoppede halvt. Sansa førte en hånd op for munden, og kunne næsten ikke få et ord formuleret ikke engang en tanke. Sansa trådte væk fra Shane og kiggede op. Hun gik hen under den gren Callia sad på, hvilket uheldigvis gjorde at Callia troede hun skulle hoppe. Til alt held landede hun i Sansas arme og Sansa kunne ånde lettet ud. Hun vendte om på sine hæle, og så på Shane. "Jeg er Callia." Sagde Callia til Shane, og lod næsten helt stolt. Den blege hud og det lyse hår, gjorde at man tydeligt kunne se at det var Sansas datter. Mørket gjorde, at man snart ikke kunne se noget som helst mere, og Sansa vidste at hun kunne finde hjem, specielt ikke i mørket. Ikke alene, frygten ville være et helved at have med på den vej.

Shane smilede skævt, da kvinden tog imod stoffet. Han havde en fornemmelse af at hun var bange, men da vel ikke for ham? Han lagde hovedet lidt på skrå. "Det var så lidt." Sagde han. Han nikkede kort, da hun sagde at hendes navn var Sansa. "Sansa er et kønt navn." Hans skæve smil blev en smule bredere. Shane rynkede svagt på panden, da han hørte en lille piges stemme. Han så op af og fik øje på pigen. Han så på Sansa og kunne se at hun var nervøs. Dog ville det vise sig at Sansas nervøsitet ikke havde været nødvendig, da pigen trygt blev grebet af Sansa. Det var tydeligt at pigen var Sansas datter. Pigen mindede ham om hans lillesøster Mira. Mira var dog 13 år, så hun var ret højere end pigen. Shane satte sig på hug foran pigen. "Mig en fornøjelse at møde dig, Callia." Hans grønne øjne lyste svagt af venlighed. Han så op på Sansa. "Hvorfor er i herude? Det er meget snart mørkt." Han så spørgende på Sansa. Han rejste sig op og så hen imod vampyren. Hans grønne øjne fik en glød af afsky over sig. "Og hvad laver en vampyr her?" Snerrede han. Han sukkede svagt, inden han slappede af igen.
"Det er for mørkt til at i kan tage hjem. I kan overnatte hos os." Han så på Sansa og Callia. "Jeg har et par gæsteværelser. Er i god til at klatre i træer?" Han så spørgende på dem.

Sansa havde sendt Shane et lille genert smil, da han sagde hendes navn var kønt. Hun havde følt sig underligt tryg i hans nærvær, det var sikkert de gode historier hendes far havde fortalt om skovelverne.
Callia virkede som en modsætning af sin mor, hun var hurtig til at svarer og virkede så selvsikker. Dog havde Callia heller ikke oplevet så meget som Sansa. Hun havde knapt nok set sin far, og vidste ikke noget om, hvilket monster han var. Sansa kiggede overpå Shane da han snakkede til hende. "Jeg ledte efter Callia, hun var taget på eventyr. Så mine instinkter var at finde hende inden det blev mørkt, og heldigvis fandt jeg hende. Hvad vampy... vampyren lavede herude. Det har jeg ikke nogen ide om." Svarede hun ærligt, og overraskende roligt. Hun vendte blikket over imod ham igen, da han atter snakkede. Så nikkede hun hurtigt til ham, med et lille skævt smil. "Jeg tror Callia er lidt bedre end mig, men jeg skal gøre et forsøg. Tak fordi i vil hænge lidt på os." Sansa så lidt sig selv og Callia som en belastning. Callia så noget så glad ud for at få lov til at klatre igen. Sansa var ikke sikker på, hvor god hun lige var til at klatre, hun havde trods alt været spærret inde i flere tusinde år - men hvis man ikke prøvede ville man aldrig vide om man kunne. Da hun havde været ung inden hun blev taget, havde hun elsket at klatre og være sammen med dyr. Hendes mor havde været skovelver, men døde under fødslen. Nogle ting lagde bare til hende, på grund af hendes mors race, og derved lagde det også i hendes gener. Sansa gjorde et nik til at de nok skulle følge med dem.

Shane lagde armene over kors og betragtede vampyren imens Sansa snakkede. "Heldigt at mig og Gavin var ude at gå i dag." Mumlede han lavt, da det ikke var meningen at de andre skulle høre hvad han sagde, men han var ligeglad hvis de havde hørt det. Han greb hurtigt fat i vampyrens ene arm og rev ham op at stå. Shane trak sit sværd med sin ledige hånd. Han skubbede vampyren væk fra ham, Gavin, Sansa og Callia. "Forsvind." Han rettede sit sværd truende mod vampyren. Vampyren adlød modvilligt. Shane lagde sit sværd tilbage i de to remmer som spændte sværdet fast til hans ryg. Han løftede sin bue op af jorden.
"Følg med os." Han så på Sansa og Callia med et venligt smil om læberne. Han begyndte at gå og Gavin fulgte efter ham. Han regnede med at Sansa og Callia fulgte efter dem. Efter højst et kvarter nåede de hen til den del af skoven hvor skovelverne boede. Shane gik hen imod det træ der var størst. "Tenna' tul're." Sagde Shane til Gavin. Gavin nikkede og begyndte at gå. Et par af skovelverne der var udenfor så undrende på Sansa og Callia. Shane satte sin bue sådan at den sad fast til hans ryg på den måde at buestrengen var foran. "Jeg bor oppe i dette træ. Det er ret svært at kravle i træer med sko på, men i bestemmer selvom i vil tage dem af." Han smilede skævt, hvorefter han begyndte at kravle op af træet. Det var tydeligt at han havde kravlet træer flere gange i sit liv.

Callia var ret god til at klatre i træer, hvorimod Sansa måtte rive sig selv i nakken - for at tage sig sammen. Hun tog sine sko af. Heldigt for hende havde hun nogle shorts på og en tank top, det var let at at bevæge sig i. Sansa var utåelig langtid om at bestige træet. Men hun kom op, det lagde i hendes gener, og overraskede hende voldsomt, at hun faktisk kunne komm herop. Sansa kunne ikke lade hver med et smile bare lidt, over at hun havde gjort det. Hun kiggede ned, disse træer var jo pænt høje. Sansa kørte en hånd igennem sit hår. Callia sad og ventede utålmodig. "Det var du længe om." Sagde hun og grinede af sin mor. Sansa rystede let på hovedet, men kom med en let rødmen da det blev sagt imens Shane også hørte det. Sansa havde skam hørt at han var kronprins, men hun ville ikke gøre et stort nummer ud af det. Hendes far havde altid sagt, at man burde få rang efter hvad man beviste og ikke efter hvem der havde født en. Sansa havde taget det til sig. Det var ikke fordi han ikke opførte sig godt nok til det, men hun havde kun lige mødt ham. Hvis han ville ses som en kronprins eller bare Shane, måtte hun se at hun kunne stole helt på ham. At være venlig kom man et godt stykke, men ikke hele vejen. "Jeg kom da herop." Mumlede hun for sig selv og kiggede rundt. Naturen heroppe var skønnere end på jorden, begge dele var storslået - og det var tydeligt at hun elskede at være heroppe.

Tålmodigt ventede Shane på at Sansa nåede op til toppen af træet, hvor huset var. Han smilede lidt over det Callia sagde. Han åbnede døren ind til huset. "Shane!" Råbte en pige. En ung pige overfaldte Shane med et kram. Pigen havde lyst, næsten hvidt, hår og grønne øjne. Hun lignede Shane lidt. Pigen lignede en på 13-14 år. Shane strøg Mira over håret. Mira havde nogle få blå mærker på sine arme som man tydeligt kunne se, da hun havde en kjole på uden ærmer. Mira havde fået de blå mærker af mennesker, der havde slået hende. Det var cirka en uge siden at Idril havde fundet Mira og ført hende til Shane. Shane var lykkelig over at hans lillesøster endelig var i sikkerhed og glad. Miras lyse hår var samlet i en fletning og hun havde en lykkelig glød i øjnene. Mira så undrende på Callia og Sansa. "Hvem er de?" Mira snakkede elvisk, da hun ikke kunne menneskernes sprog så godt. Shane prøvede dog at lære hende sproget. "Venner." Svarede han.
Han vendte sig om imod Callia og Sansa. "Dette er Mira. Min lillesøster." Hans grønne øjne havde en varm glød i sig. Det var tydeligt at han holdte af sin lillesøster. "Hun er heller ikke så god til menneskernes sprog, men jeg har lært hende lidt." Han foldede sin kappe sammen og lagde på et bord i nærheden. "Kom, så viser jeg jer gæsteværelserne. Vil i sove i samme rum, eller hver for sig?" Spurgte han mens han gik hen imod en gang. Langs gangen var der 5 døre.

Sansa betragtede kort Mira, hun var noget så køn. Hun blev glad af at se, at de holdt af hinanden. Dog fik det hende til at huske tilbage på hendes storesøster Ayah. Halv engel og halv skovelver. Dog vidste hun ikke om der var noget af hendes familie der havde overlevet igennem årerne. Sansa smilede venligt til hans søster, som et tegn på at det var en fornøjelse at møde hende, og det var det også. Sansa og Callia fulgte efter Shane, og Sansa analyserede hver af hans bevægelser. Hun var forsigtig anlagt, og påpasselig med hvad hun sagde. "Vi sover helst sammen." Sagde Sansa så, normalt ville hun lade Callia sove alene sammen med Enya. Men ligenu ville hun ikke risikere at hun stak af. Det kunne ende galt. Sansa betragtede hver eneste detalje af de gange hun passerede. Så kiggede hun op på Shane og smilede til ham. "Igen mange tak." Sagde hun med et smil på læben.

Shane åbnede en af de fem døre og gik ind i rummet. Inde i rummet var der en dobbeltseng, et skab, et bord med to stole og et vindue. "I kan sove her." Sagde han. Han så hen imod vinduet, hvor han kunne se at solen næsten var væk. Han vendte sig om imod Sansa og Callia. "Hvis i mangler noget så er jeg inde i kontoret, som er ved siden af dette rum." Han gik ud af rummet, men inden han gik ind i kontoret, gik han ind på sit værelse. Han lukkede døren, da han ikke ønskede at de skulle komme ind.
Han trak sin rustning af og tog også det røde bånd om hans arm af. Han så ind i et spejl og betragtede sine tatoveringer. Han sukkede svagt, inden han tog bukser på. Han havde intet imod sine tatoveringer, men til tider blev han træt af dem. Han tog en hvid skjorte på, men han knappede den ikke. Hans tatoveringer lyste blåt op i nogle få sekunder. Han åbnede døren til sit værelse igen og begyndte at knappe sin skjorte.

Sansa fik Callia i seng, og klædte selv sig stille af. Hun tog dynen over sig, for at varme sin hud. Sansa trådte hen til spejlet og kiggede på sig selv. I hendes øjne var der intet kønt at se på. Hun sukkede let, inden hun vendte ryggen til. Hun puffede lidt op i hendes hår, hvorefter hun satte sig på sengen. Hun hadede at sidde alene oppe specielt fordi hendes indre dæmoner ikke var til at lave sjov med. De prøvede at manipulere hende, og noglegange var hun tæt på at lade sig lokke. Det var ligesom sirene sang.
Sansa lagde sig ned på sengen, og foldede hænderne på brystkassen. Hun lagde og stirrede op i luften, imens hendes tanker prøvede at overtage hendes sind. Hun havde lyst til at græde, men gjorde det ikke. Der var bare så mange savn og andre følelser, der ønskede at overtage hendes sind. Endelig faldt hun i søvn.
Og der gik nogle timer før, at hun slog øjnene op af samme mareridt som hun normalt vågnede af. Sansa satte sig op og svang benene udover kanten af sengen, inden hun gik på liste fod overtil vinduet, hvor hun kiggede ud i mørket og op på månen. Sansa kunne se solen snart var på vej op. Den farvede himlen i et skær af orange og fik bladene på trækronerne til at skinne som diamanter. Fuglene var vågne og sang med deres vidunderlige stemmer. Sansa smilede svagt og kørte en hånd igennem sit hår. Der var fantastisk her. Naturen var så vidunderlig.

Sansa listede sig ud af værelset, med dynen over sig. Hun satte sig et sted, hvor hun kunne betragte at natten atter blev til dag. Det fik hende til at smile, men også til at føle sig fri.

//iPad svar, undskylder hvis det ikke blev så godt :3//

Shane gik ind i sit kontor og satte sig på stolen ved kontorbordet. Selvfølgelig var det meste i huset lavet af træ. Han kørte en hånd igennem håret med et svagt suk. Han var træt, men han gad ikke at sove. Han lukkede sine øjne og mod hans vilje faldt han i søvn. Han vågnede ved lyden af en dør åbne. Han rejste sig op og gik ud af kontoret. Han fulgte efter Sansa med lydløse skridt.
Han lænede sig op af væggen med armene over kors. Han så op i himlen. "Hvor er Callias far?" Spurgte han. Han undrede sig over hvorfor Sansa og Callia havde været alene. Hvorfor havde Callias far ikke fulgt efter dem? Det var jo farligt i skoven om aftenen. Han så hen imod Sansa. "Hvilken race er du? Der er en.. beroligende aura om dig." Han lagde hovedet lidt på skrå.

//Kreasvigt.

Det løb hende koldt ned af ryggen, da der var en stemme bagved hende. Sansa vendte hovedet til siden og kiggede halv skeptisk på Shane. Han ville vide hvor Jay var. Sansa kunne først ikke få sig selv til at sige noget, efter lidt overtale lykkedes det hende. "Jeg ved ikke hvor han er. Jeg stak af fra ham for lidt over en uge siden, sammen med Callia og hendes tvillingesøster Enya." Sagde hun og slog blikket lidt ned. Hun havde ikke nogle ide om, det var rigtig eller forkert gjort. Noget i hende havde sagt det var stærkt gjort, men hun var ikke sikker. Spørgsmålet om hendes race fik hende til at kigge op. "Jeg er engel." Svarede hun blidt og smilede skævt til ham. Hun havde et kønt smil, skønt det var så sjældent, at folk så det. Sansa gik helt hen til ham, og kyssede så hans kind. "Tak for din gæstfrihed Shane." Takkede hun, med et smil. Sansa lagde hovedet lidt på skrå. Et kys på kinden, var tak på Sansa sprog. Selvfølgelig kunne folk forstå det på forskellige måder, men hun mente intet andet. Hun kiggede op på hans hvide hår, og blev nærmest tryllebundet. "Jeg kan godt lide dit hår, det helt specielt." Sagde hun med et smil. Sansa var ærlig af person, hun løj ikke. Hun havde en trang til at lade sine fingre rode rundt i de hvide lokker, men beherskede sig... Eller prøvede da. Hun fangede sig selv i at have hendes hånd glidende igennem hans hår. Da hun opdagede det tog hun hurtigt hånden til sig, og slog blikket ned. "Undskyld." Sagde hun flovt, og kørte sin ene fod hen af gulvet.

Shane rynkede lidt på panden over det hun sagde. Hvorfor havde hun stukket af fra Callias far? Han så spørgende hen imod hende. "Hvorfor stak du af fra ham?" Spurgte han. "Callias tvillingesøster, Enya.. Hvor er hun?" Hvis Sansa ikke ønskede at svare på hans spørgsmål, så var det fint med ham, han var blot nysgerrig. Han smilede skævt, da hun sagde at hun var en engel. "Jeg gætter på at dine børn også er det?" Selvom Callia havde en lidt anderledes aura end Sansa, så tænkte han ikke over det, eftersom Callia lignede Sansa en hel del, derfor var det, ifølge ham, naturligt at Callia også var samme race.
Han spærrede øjnene overrasket op, da hun kyssede hans kind. Han så væk fra hende - måske en smule genert? Han var blevet kysset på kinden af piger før, men ikke fordi at han havde gjort noget venligt for dem, men fordi han var pæn. "Det var så lidt." Han tvang sig selv til at se på hende igen. Han stivnede da hendes fingre gled gennem hans hår. "Du behøver ikke at sige undskyld." Sagde han. "De fleste skovelvere har lyst hår. Jeg tror mit hår er hvidt på grund af min evne." Da han nævnte sin evne søgte hans øjne automatisk hen til sine arme hvor man tydeligt kunne se hans hvide tatoveringer. Han så på Sansa. "Tager dig og Callia hjem igen når hun vågner, eller vil i blive her lidt?" Spurgte han og smilede svagt.

Sansa måtte lære at tale om det, hun kunne ikke bare gemme fortiden væk - også selvom det var det, som man ønskede de fleste gange. "Jeg har været ved ham i flere tusinde år, jeg måtte ikke gå udfra hans grund, og de første mange år måtte jeg slet ikke gå udenfor. Det var først da jeg fik Callia og Enya, at jeg blev klar over at alle havde deres krav til frihed. Jeg tog mig sammen og stak af." Fortalte hun, og sank en klump - i frygten for at hun faktisk havde gjort det forkerte. "Callia er dæmon, hvilken en, ved jeg ikke endnu." Svarede hun på hans spørgsmål. Han sagde hun ikke skulle sige undskyld, det var hvad de fleste sagde til hende for tiden; Du behøver ikke undskylde. Hun lyttede interesseret med til hvad han sagde, og da han nævnte sin evne og kiggede ned på hans arme, fulgte hendes blik automatisk med hans. Hun betragtede hans hvide tatoveringer. Sansa hørte udemærket, at han talte igen, men var betaget af hans tatoveringer. Hun kunne ikke fjerne blikket fra dem og lod sine fingre glide nedover hans ene arm, og kiggede så op på ham igen, med forbløffende øjne. "De er smukke." Sagde hun så med et skævt smil. Hun ønskede at blive her, bare i lidt tid. Enya havde den ældre dame, og for at være ærlig - ville hun være i mest sikkerhed der. Sansa trak lidt på skulderen. "Jeg elsker at være her, det minder mig om da jeg var yngre. Du ved ingen jeg blev fanget. Jeg elskede naturen. Min far fortalte mig, at jeg mindede om min mor." Smilede hun stille, hun havde aldrig mødt sin mor - død under Sansas fødsel. "Hvis det ikke er for meget til besvær, så vil jeg gerne blive lidt. Det kommer an på, om du synes vi er til for meget besvær?" Spurgte hun med et skævt smil.

Shane lyttede roligt til det hun sagde. Flere tusinde år? Hvor gammel var hun lige? Han vidste godt at engle levede evigt, men hvor mange tusinde år havde hun levet? Det lød som om hun havde været fange. "Hvem er han?" Hans stemme var fyldt med had, men det var ikke rettet imod hende. Han havde et kraftigt had for dem der holdte fanger og slaver. Hans lillesøster havde været en slave i tre år og han var overbevist om at det var hans skyld. "Dæmon? Betyder det at hendes far er dæmon? Hvad med hendes tvillingesøster, hvilken race er hun?" Shane brød sig ikke om dæmoner, men han havde intet imod Callia.
Hans tatoveringer lyste svagt op med en blå farve efter hendes fingre havde gledet ned langs hans arm, men efter få sekunder stoppede de med at lyse. Han trak blot på den ene skulder, da hun sagde at hans tatoveringer var smukke. Han var ikke uenig men han var heller ikke enig. "Boede du i skoven før du blev fanget?" Spurgte han. Han havde altid boet i skoven, men ikke sammen med andre elvere. Han havde boet alene med sine forældre og lillesøster indtil hans forældre blev dræbt. Derefter havde han boet alene med sin søster, men da hun blev taget og huset brændt ned, havde han intet hus, så han sov hvor han kunne. "I er skam ikke til besvær. I er velkomne til at blive. Jeg har dog et par aftaler i dag, men i kan gå rundt i byen mens jeg er væk. Det skulle ikke vare så lang tid."

Sansa kiggede på ham igen, da han atter spurgte om noget. "Jay... et eller andet jeg aldrig fik at vide." Svarede hun. Sansa nikkede til det næste der blev spurgt om. "Enya og Callias far er dæmon. Callia fik det gen og Enya er engel om jeg er." Fortalte hun og slap den ene ende af dynen for at føre en hårlok om bagved øret. Under dynen blev den blottede hud vist. De feminine former der blev afsløret. Sansa havde ingen anelse om, hvis det var forkert eller ej, hun så jo intet galt i det - den eneste grund til, at hun havde dynen med sig, var for at sikre sig, at hun ikke kom til at fryse. Sansa lyttede til hans næste spørgsmål. "Jeg husker det som meget tæt op af skoven. Jeg plagede at tage hestene og ride ind i skoven med min søster. Jeg har ikke set hende i så langtid, jeg ved ikke engang om min far og hende stadigvæk er i live." Svarede hun så og kiggede ham atter i øjnene, hun tog dynen over sig igen. "Det er i orden, du har vel lidt at kigge til rundt omkring." Smilede hun lidt drillende, det var med hensyn til at han var kronprins. Hun formulede 'tak' med mundbevægelser, og smilede en anelse større. "Det her sted er helt fantastisk." Om hvor mange gange hun havde sagt det højt og inde i sig selv, det var et mysterium. Hun elskede bare at være her.

Shane spændte sine kæber. "Hvor gammel var du da han fangede dig?" Spurgte han og tvang sig selv til at slappe mere af. Han lagde hovedet lidt på skrå. "Ligner Callia og Enya hinanden?" Han så spørgende på hende med et venligt smil om læberne. Han stivnede brat i kroppen, da hun gav slip på den ene ende af dynen hun havde om sig. Flirtede hun med ham?! Han så væk fra hende. Hans smil var forsvundet. "Vær sød at dække dig selv med dynen." Sagde han.
"Hvad hed din søster?" Spurgte han. Han nægtede dog at se på hende indtil hun havde dækket sig selv med dynen. Han så kort på hende og åndede lettet ud, da hun havde trukket dynen om sig selv igen. "Tja, De Ældste vil gerne snakke med dig." Han smilede svagt. Han kørte en hånd igennem sit hår. "Ja, det er det. Jeg er heldig at bo her." Han så rundt. "Vil dig og Callia med ud og gå i skoven efter jeg har snakket med De Ældste?" Han så spørgende på hende.

Sansa prøvede at huske det, og kom tilbage til dengang. "Jeg var 13 eller 14, der omkring i hvertfald." Svarede hun ærligt. "De tvillinger, hvis det ikke var for raceforskellen og derved personligheden, ville man ikke kunne se forskel på dem." Svarede hun med et smil. Noget i hende bragte hende i panik, da hans smil forsvandt og han så væk. Var hun så hæslig. "Undskyld." Mumlede hun, som om hun havde begået verdens største fejl. Hun var vel bange for at få en straf. Sansa kiggede op igen. "Ayah." Svarede hun da han spurgte. Hendes stemme var blevet nervøs igen. Et eller andet var der galt med hendes hjerne, hvis man var klog kunne man vel regne ud, at tøsen ikke var blevet specielt godt behandlet. Sansa nikkede til ham. Et svagt smil smuttede op på hendes læber, da han nævnte naturen. "Jo det ville vi gerne." Svarede hun med et smil. "Jeg vil smutte ind og vække hende, og klæde om." Sagde hun og passede ham så.
Sansa gik ind på værelset og vækkede den sovende Callia. Sansa lagde dynen på sengen og så kort på sig selv i spejlet igen. Så slem så hun altså ud? Hun sukkede tungt inden hun klædte sig på i gårsdagens tøj. Sin top og sine shorts. Callia var hurtig på pletten. "Så hvornår skal vi spise mor?" Spurgte hun ivrigt og løb rundt om sig selv. Sansa rystede på hovedet af Callia. "Snart, ville jeg tro." Siden friheden havde de fået mad hverdag, i stedet for kun engang imellem. Sansa og Callia trådte ud af rummet. Callia dansede rundt med livlige bevægelser, ved siden af Sansas mere rolige. Hun fik øje på Shane og gik over imod ham. Callia løb hen til ham. "Hejsa!"

Shane fik en svag trist glød i øjnene. "Mira har også været en slave. For tre år siden blev hun taget af menneskerne og jeg kunne ikke gøre noget for at redde hende. De brændte huset vi levede i ned og det er et held at jeg ikke døde. En af mine venner fandt hende for cirka en uge siden." Han smilede svagt. Han var glad for at Idril havde fundet Mira. Hans smil forsvandt, da hun sagde undskyld. "Du skal ikke sige undskyld. Det er bare.. Hvorfor gjorde du det?" Han så spørgende på hende. "Ayah." Han smilede svagt. "Var hun også en engel?" Han så spørgende på hende. "Okay." Han fulgte hende med øjnene, da hun gik.
Da Sansa og Callia gik hen til ham igen var han ikke alene. Mira stod ved siden af ham. Hun havde den samme kjole på som dagen før, men hendes hår var løst. Shane smilede skævt. "Godmorgen." Sagde han venligt. Mira så op på ham, inden hun sagde noget på elvisk. Shane svarede tilbage og derefter løb Mira ud af huset. "Skal vi gå?" Han så spørgende på Sansa og Callia.

Sansa fik spørgsmål hun ikke kunne svare på, og det gjorde hende mundlam. Først da han spurgte om hendes søster, kunne hun finde ud af at svare igen. "Ayah var blanding, af engel og skovelver. Vores mor var skovelver, og inden hun døde, var det også en skovelver der reddede mit liv. De kunne desværre ikke redde min mors." Fortalte hun. "Min far fortalte, at hun var en form for kriger. Han kaldte hende kriger ihvertfald." Sagde hun og fik endnu engang et lille smil på læben.
Sansa smilede venligt til Mira, hun var smuk. Callia smilede stort til Shane og så over til Mira. Det var tydeligt,at hun var fyldt med energi. Sansa nikkede til Shane. "Lad os det ja." Svarede Sansa med et smil på læben.

Shane lagde mærke til at der var et spørgsmål hun ikke besvarede. "Hvorfor gav du slip på noget af dynen?" Spurgte han igen. Han gav ikke op. Han ønskede at vide hvorfor. Var det fordi hun flirtede med ham, eller var der en hel anden grund til det? Hendes søster havde været en blanding af engel og skovelver, hvilket måtte betyde at Sansa også havde nogle af skovelvernes gener. Hun havde lyst hår, men hendes ører var ikke spidse. "Hvilket betyder du også har nogle af skovelver generne, ikke?" Han havde en varm og lidt charmerende glød i øjnene. "Hvordan døde hun? Hvis du ikke ønsker at svare er det okay." Han strøg hende kort over håret som han plejede at gøre ved Mira. Han flirtede ikke, han var bare venlig. "Hvor er din far nu?" Han så spørgende på hende.
Shane gik ud af huset og begyndte at kravle ned af træet. Han ventede tålmodigt på Callia og Sansa. Mange af skovelverne var stået op. Mira stod henne ved en ældre dame, der var hendes lærer. Mira skulle jo lære at hvordan hun skulle opføre sig som prinsesse, desuden havde hun heller ikke helt lært hvordan man læste og skrev. Shane havde også haft en lærer til at undervise ham i hvordan han skulle opføre sig, men han havde ikke rigtig brug for en lærte mere. "Kom." Han smilede til Sansa og Callia. Han gik hen imod en skovelver som stod ved et bord, hvor elveren var igang med at lave mad. "Godmorgen. Kan jeg købe to stykker brød?" Spurgte Shane. Elveren tøvede ikke et sekund med at finde brød. Han rakte Shane de to brød. "Tak." Shane fandt sin pung frem og betalte. Han lagde derefter sin pung ned i lommen og tog imod brødene. Han rakte det en brød til Callia og det andet til Sansq. "Værsgo. Skovelvernes brød er der bedste jeg har smagt hidtil." Sagde han med et venligt smil om læberne.

Han blev ved med at spørge, og hun forstod ikke, hvorfor han gjorde det. Hun havde bare fjernet en krølle fra hendes øjne, intet andet? "Jeg fjernede en hårlok, Shane intet andet?" Svarede hun forvirret. Hun blev mere tilpas ved at tænke tilbage på sin søster, hun savnede hende. "Det rigtigt ja. Det forklare måske, hvorfor jeg føler mig tilpas her." Smilede hun bredt og kiggede så ned af. Så blev hun lidt stum "Det... Det ved jeg ikke." Svarede hun tøvende inden de så begyndte at travle ned af træet. Callia var hurtig til at springe ud i den nye oplevelse med at komme ned af træet. Sansa bed sig i læben, men havde en overraskende smidighed, som hun faktisk havde glemt, at hun havde. Sansa landede på begge fødder, da hun landede på jorden, ved sidste lille hop. Hun kiggede lidt op på træet, som hun var kommet ned fra. Da Shane sagde de skulle følge med, gjorde de det uden at tøve. Sansa kiggede sig omkring. Hun elskede dette sted. Sansa betragtede Shane da han gik hen, hvor en elver stod og lavede mad. Sansa lagde hovedet lidt på skrå. Hun kunne godt lide, at han ikke bare opførte sig som en prinsedreng og tog tingene - men han betalte faktisk for dem, som en hver anden ville være nød til. Sansa smilede og tog imod brødet, det samme gjorde Callia. "Tak. " Sagde Sansa og brækkede en stump af som hun så spiste. Hun nikkede til ham, med forbløffende øjne. Hun tyggede af munden, "du har ret, det smager fantastisk." Tilføjede hun og spiste noget mere af det. Callia spiste løs, tydeligt, at den lille pige havde en stor appetit. "Det smager godt!" Udbrød Callia. Sansa grinede af sin datter.

Shane kneb øjnene lidt sammen. "Du flirtede ikke?" Han så spørgende på hende. Selvom Shane virkede som en sød fyr, skulle man passe på med ikke at gøre ham sur. Det værste man kunne gøre var at true hans lillesøster, eller på nogen måde fornærme Mira. Han havde altid beskyttet Mira så godt han kunne, men han var blevet mere beskyttende efter hun var sluppet væk fra menneskerne. Han vidste ikke hvordan, hun var sluppet væk, da hun nægtede at snakke om det. "Dig og dine børn er velkommen til at besøge os når som helst." Sagde han med et smil om læberne. "Er du sikker på hun er død?" Spurgte han.
En blid latter forlod Shanes læber. "Det er jeg glad for i synes." Sagde han. Han så hen imod elveren, der havde lavet det. "De kan godt lide det." Sagde han til elveren. Elveren rankede sig stolt, men fortsatte derefter sit arbejde. Shane så op i himlen. "Jeg må desværre gå nu. I kan gå lidt rundt og udforske byen." Han begyndte at gå væk fra dem, men vendte sig om, da han var nået lidt væk, og vinkede til dem. Han begyndte derefter at løbe hen imod en gruppe elvere, der så ret gamle ud.

Sansa kneb brynene lidt, og så en anelse forvirret på ham. "Nej?" Svarede hun enkelt, men ikke hånligt. Hun var bare ærlig. Hvis man var bange for at sårer folk hele tiden, med at lyve og gøre hvad de ønskede man gjorde, så endte man som hende, fanget i flere tusinde år i samme rutiner. Sansa nikkede venligt til ham da han sagde at hende og pigerne var velkommene her. Det gjorde hende glad, men hun havde lært at dæmpe ned på glæden, for ikke at lyde overvældende. "Jeg ved ikke om hun er død eller levende. Jeg ved ingenting for tiden." Svarede hun igen ærligt, og trak på skuldren. Hun kiggede på Shane, da han desværre måtte forlade dem i lidt tid. Callia og Sansa vinkede til ham da han vendte rundt. Sansa tog Callia i hånden, og gik rundt for at betragte byen.
Sansa kom til et lille hus, hvor en elverfamilie løbe rundt og lege. Det gjorde Sansa glad at se på. Det bragte en glæde i hende, men også en sorg - begge dele var lige smukke. Sansa smilede. Callia fik øje på et legeplads område, for elvere naturligvis. Et sted hvor træerne, stadigvæk havde foldet sig som naturen ønskede, dog bare lidt mere statueagtigt, og som børnene tydeligvis elskede. Callia kiggede med store øjne op på sin mor, og Sansa nikkede til hende. "Men lad hver med at komme til skade okay?" Derpå løb Callia afsted, så hurtigt de små ben kunne bære hende. Sansa smilede og gik videre rundt, og betragtede byen. Sansa elskede det virkeligt.
Hun mødte nogle heste på sin vej, og kunne ikke dy sig. Sansa gik hen til dem, for at snakke med dem - hun havde altid været god til heste. Hun lod sin hånd glide henover mulen på den hvide hoppe. Sansa lod sine fingre glide igennem manken på den. Den hævede hovedet og vippede med det, som om den ønskede at snakke med hende, det fik Sansa til at smile. Hestehovedet puffede sig ind imod Sansas hoved, hvilket fik hende til at grine. Sansa blev stående ved denne hest, hun følte hun kunne stå der forevigt.
Det var først lidt efter, at hesten reagerede på, at der kom nogle imod dem. Den vrinskede lidt, og fik derved Sansa til at springe til siden. Hun vendte blikket fra hesten kort, og kiggede imod den ankommende. Noget sagde hende, at det var Shane der havde fået fri fra sin aftale nu. Hun havde nok stået her længere tid end forventet, men ja.