Vi mødes igen. - Idril.

Hun følte sig beroliget af hans klem om hendes hånd. Han var ikke den eneste...Hun plejede at tænke over hvad hun sagde og hvorfor, hun gik op i at folk tænkte før de talte! Det var den eneste kloge måde at begive sig frem på. Men når hun blev så følelsesladet...Var hun lidt i tvivl om hvorvidt hun faktisk havde styr på sine udtalelser.
"Jeg tager tilbage, når jeg har opfyldt traditionen og føler jeg har samlet nok erfaringer og skaffet udtalelser fra så mange ledere som muligt" smilte hun svagt. Ikke nogen let ting, men hun havde allerede mødt to ledere nu og en gruppe mennesker, der havde betydningsfulde stillinger. to af dem var gået godt, men varulvene...Var ikke gået særlig godt.
"Jeg bor på en af kroerne i Doomsville. Det eneste sted jeg rigtig har at bo" smilte hun forsigtigt.
"Men jeg overvejer at spare penge sammen og købe et lille hus eller lejlighed...Jeg har en fornemmelse at det vil tage mig nogle år at blive færdig, før jeg kan tage hjem igen" hun var trist ved denne forudsigelse. Hun havde hjemve. Men hun ville ikke bare vende hjem så hurtigt, uden at have opfyldt sine opgaver. Hun blev nød til at blive og skabe sig det nødvendige overblik.
"Jeg skal ud og rejse en del, dog...Ud og se noget mere, møde nogle flere..." hun havde ikke lyst, ikke lige nu. Lige nu ville hun bare gerne være sammen med Shane.
"Og du? Du bor vel i Forestina?"

"Hvor mange ledere mangler du?" Han så spørgende på hende. Mon han også skulle gøre sådan noget? Han havde indtil videre fået at vide at han skulle lære sit folk at kende og vænne sig til sin nye stilling. Han var heldig at De Ældre ville hjælpe ham med at fortælle ham hvad han skulle gøre og give ham råd til hvordan han kunne blive gode venner med sit folk. Han var jo trods alt ikke opvokset med deres traditioner. Hans forældre havde i hvert fald aldrig nævnt noget med traditioner overfor Shane og Mira. De havde bare ladet dem være sig selv.. Eller måske havde de valgt ikke at nævne traditionerne overfor dem fordi de ikke ville mindes om Forestina? For tiden havde Shane svært ved at forstå forældre.
"Er det ikke lidt... ubehageligt der?" Han så spørgende på hende. Han havde været Doomsvilles kroer før og han havde ikke brudt sig om det. Der stank altid og væsenerne i kroen var ofte fulde. "Du kan også bo midlertidigt hos mig? Der er plads nok." Han smilede en smule nervøst til hende. "Kan du ikke besøge dit folk hurtigt? Se hvordan det går?" Han lagde hovedet lidt på skrå. "Så vi kommer ikke til at se hinanden i noget tid?" Han fik en trist glød i øjnene. "Ja, jeg bror i Forestina nu. Jeg har fået mine forældres gamle hus, men det er ret.. ensomt." Han sukkede svagt. "Jeg håber at jeg snart finder Mira. Hun ville elske at bo der." Han smilede svagt ved tanken om det.

Hun så lidt på ham. Trods hun havde været tæt på at hade ham, lige før, var det som blæst væk. i stedet gik det op for hende hvor sød han var...Sådan at tilbyde hende at bo hos sig, som var det til ingen besvær. Det var også en god mulighed for at lærer sine "kusiner" og "fætre" bedre at kende. Og...Det ville vel bare være en slags forsegling på at de to nu var allierede? Mere end de måske var før det...
Hun smilte let.
"Jeg vil gerne bo hos dig...Hvis der er plads og det ikke er til besvær" svarede hun.
"Det kan umuligt være værre end en af deres kroer, rigtig nok!" en let latter slap hendes læber.
"Jeg kan godt besøge dem og det har jeg også tænkt mig. Men det er ikke meningen jeg skal bo der det næste lange stykke tid. Jeg vil gerne opleve verdenen" smilte hun let. Det gjorde faktisk ikke længere så meget...Ikke lige nu. Hun klemte kort om hans hånd.
"Jeg skal ud og rejse...Men jeg vil se til dig, hver gang jeg er hjemme igen. Medmindre du har andre planer...Har du så noget imod at vise mig til jeres by? Jeg har godt nok ikke alle mine ting på mig...Men det vil give os mulighed for at følges og snakke sammen" foreslog hun, en smule spændt.

Shanes grønne øjne lyste svagt op, da hun sagde at hun gerne ville bo hos ham. "Det vil slet ikke være til besvær. Jeg har et par gæsteværelser og jeg er sikker på de andre skovelvere heller ikke ville have noget imod det. De er meget imødekommende." Selvom et par af dem havde været ret mistænksomme overfor ham i starten, men heldigvis havde de accepteret ham nu. Han forstod godt deres mistænksomhed, men det havde alligevel været ubehageligt. "Hvis du kan leve med at du skal kravle op af et træ for at komme op til huset, så er det bedre end kroen." Han smilede drillende til hende. "Hvordan bor højelverne egentlig?" Han så spørgende på hende.
"Verden er spændende, men.." Han tøvede lidt. "Kan du huske det vi snakkede om sidst? Om at du ville hyre mig til at passe på dig? Selvom jeg er kronprins kan jeg stadigvæk hyres, men nok ikke hele tiden." Han skulle jo stadig være der for sit folk og han manglede stadig at lære en masse. "Jeg vil med glæde vise dig derhen. Jeg har ikke planer, udover at jeg skal snakke med De Ældre, men det er henne i Forestina." Han gav slip på hendes hånd og tog hendes bue op fra jorden. Han rakte hende den. "Skal jeg bære din taske?" Han så spørgende på hende.

Hun smilte let og slap også ham, da han ville slippe hende. Alt andet ville bare være..akavet.
"Et træ er fint. Jeg er van til at kravle i træer" smilte hun let, mere glad nu, end hun havde været i flere dage. Hun tog imod sin bue og bukkede sig ned efter sit kogger. Hun svingede koggeret over den ene skulder og med en rask bevægelse tilbød hun ham at bære hendes taske.
"Hvis det er dig passende, må du gerne bære min taske"
Det var ikke fordi hun ikke selv kunne. Men et afslag ville være uhøfligt, især...Når man havde et specielt forhold til hinanden, som hun mente de to havde. Elverne, når de så dem sammen, ville nok snakke om hvorvidt der var fremtidige gifteplaner, dog.

"Det er ikke passende..." hun så på ham og smilte let til ham, da hun ville forklare sig.
"Du er kronprins nu. Du har højere stilling og mere ansvar. Du kan ikke rende rundt og lege min personlige skytsengel samtidig. Du skal være velkommen til at gå med mig...Men at være min beskytter vil ikke være passende. Jeg vil ikke kunne tage imod det" smilte hun let. Hun gemte snakken om sin hjemby til sidst. Den gjorde hendes mest glad at snakke om.
"Du skal velkommen til at se det en dag...Vi bor på jorden, enkelte op af træerne. Vi lever med træerne, ikke i træerne. Vores bygninger består ikke bare at træ, men også af krystaller, alle formet af vores hjerters magi og vores fælles kærlighed for vores hjem" smilte hun og så op mod himlen, som om bare tanken gjorde hende helt lykkelig. Hun så på ham igen et øjeblik efter.
"Jeg har hørt at vores...Altså, højelverne og skovelverne, ikke kunne leve sammen, fordi vi gjorde tingene forskelligt. Jeg håber ikke det vil være et problem" smilte hun let.

Shane tog hendes taske over sin skulder med et venligt smil om læberne. Han begyndte at gå og forventede at hun fulgte efter ham. Han havde kun boet i Forestina i nogle dage, men han kunne allerede vejen derhen udenad. "Hvis jeg går med dig vil jeg ikke kunne gøre andet end at passe på dig." Han vidste at hvis nogen truede Idril foran ham, ville han straks forsvare hende. Han vidste godt at han havde en højere stilling nu og mere ansvar, men hvilken slags kronprins ville han være hvis han ikke hjalp andre, selvom de ikke var skovelvere? Det var meningen at royale skulle hjælpe andre, ikke? Sådan havde han altid tænkt på det.
"Det lyder fantastisk." Han smilede venligt til hende. Hans smil forsvandt dog i et kort øjeblik, da hun sagde at hun havde hørt at højelverne og skovelverne ikke ikke kunne leve sammen. "Det bliver ikke et problem. Bare fordi man ikke kan leve sammen betyder det ikke at man ikke kan være venner." Hans venlige smil blev lidt bredere. Han stoppede med at gå, da han hørte en gren knække lidt væk fra dem. Han så hen imod det sted hvor han havde hørt lyden komme fra. Han kneb øjnene lidt sammen og hans mund var blevet til en smal streg. Automatisk søgte hans hånd op til sit sværds skæfte. "Hørte du det?" Hviskede han.

Idril smilte let og fulgte med ham. Hun nød at være i skoven, at være i selskab med Shane og at tingene lige nu var gode.
Hun smilte let til han og lagde kort en hånd mod hans ene arm.
"Tak" svarede hun blot, før hun tog hånden til sig igen. Tak for at ville beskytte hende. Tanken var rar, trods hun godt kunne beskytte sig selv. Hun regnede ikke med det blev nødvendigt, dog. De næste ting han sagde lød mere voksne, end de ting de havde sagt til hinanden tidligere og hun nikkede let for at fortælle at hun var enig og glad for hans svar.
Hun stoppede op, allerede med en hånd på en af sine pile og med sænket vejrtrækning, så hun kunne høre så meget som muligt og forhåbentlig ikke selv blive hørt. Hun havde hørt det...Men hun gik ud fra det bare var et dyr. Måske højst et rovdyr.
Hun rettede sig op lidt efter, dog havde hun trukket en pil og lagt den på stregen.
"Lad os dele os. Det er sikkert bare et dyr, højst et rovdyr, men jeg syntes stadig vi skal undersøge hvad det er. Der er få ting i denne verden, man kan være helt sikker på" hun så på ham, men så sig snart omkring i stedet for. hun ville ikke overrumples.

Shane så på hende med en kærlig glød i øjnene, da hun kort lagde sin hånd imod hans arm. Han smilede blot til hende, da hun sagde tak. Han var glad for at de ikke længere var uvenner. Han kunne godt lide at snakke med hende. Han var derfor glad for at hun havde takket ja til at bo hos ham for på den måde ville han kunne snakke med hende oftere.
Han var ikke meget for at gå væk fra hende, men han var enig med hende om at de skulle undersøge hvad det var. Det havde muligvis kun været et dyr, men man kunne ikke være for forsigtig. Han trak sit sværd. "God ide. Jeg finder dig om lidt." Han gik i en anden retning end hende og hvor lyden var kommet fra.
Der gik nogle få minutter før Idril ville kunne høre en gren knække igen. En ung pige, nok cirka 13-14 år gammel, trådte ud af skyggerne. Hun havde lyst hår, næsten hvidt, som var samlet i en hestehale der gik hende til midten af ryggen. Hun havde en beskidt trøje på og shorts. Hun havde bare fødder. Pigen havde grønne lysende øjne og hendes spidse ører viste tydeligt at hun var en elver. Pigen havde tydelige blå mærker på benene og armene. Hendes ansigt var fyldt med tørret mudder og tårer gled ned af hendes kinder. Pigens grønne øjne stirrede på Idril. Da pigen fik øje på Idrils ører styrtede hun straks hen imod hende. "Tua amin." Pigen så bedende op på Idril.

Hun nikkede kort, spændt sin bue en anelse så hun kunne leverer et dræbende skud, hvis hun fik øje på noget farligt. Hun gik den modsatte vej af Shane, så lydløst som hendes erfaringer havde lært hende at være. Hun lod blikket glide fra side til side i et forsøg på at se hvad der havde den lyd.
Hun stoppede overrasket op, da hun lidt efter øje på et barn og ikke bare et hvilket som helst barn, men et elverbarn. Hun sænkede sin bue og lod den blive løs igen, så hun ikke fik skudt pilen af sted. Hun holdte bue og pil i den ene hånd, mens den anden automatisk gled rundt, om på pigens ryg, da hun løb hen til hende. Hjælp mig...
Idril var overrasket. Hvad lavede et barn her alene? Hun var så beskidt og hendes hår filtret, dækket af diverse blå og gule mærker, som om noget havde svinget rundt med hende og kastet hende i et par træer. Idril bukkede sig ned på hug, lagde buen og pilen ved siden af sig, da hun lagde begge sine hænder på skuldrene af den grædende pige.
"Mae govannen, Mankoi naa lle sinome? Mani naa essa en lle?" Spurgte hun på elvisk. Hun havde så ondt af pigen og sådan en lyst til at hjælpe hende, med hvad end der gjorde pigen bange eller hjælpe hende med at finde hjem.

Pigen tog en dyb indånding for at slappe mere af, men hun blev ved med at græde. Hun kunne ikke stoppe. Hun var glad for at hun havde fundet en anden elver, især en kvinde. Hun så sig over skulderen som om hun forventede at nogle ville dukke op bag hende. Det forventede hun også, selvom at hun ikke havde hørt eller set andre. Hun havde bare løbet så hurtigt hun kunne. Hun så på kvinden igen. "Mira." Hun kunne ikke få sig selv til at svare på det andet spørgsmål som kvinden havde sagt. "S-Shane?" Der var en spørgende tone i Miras stemme. "M-min... bror.. Shane. Har du.. set ham?" Spurgte hun på elvisk. Mira lignede Shane en smule selvom hendes hår ikke helt hvidt. Ligesom Shane når han snakkede elvisk, havde Mira en harmonisk og blid tone i sin stemme, også selvom at hendes stemme lige nu var fyldt med sorg.
Shane havde puttet sit sværd tilbage til de to remmer på hans ryg. Han regnede med at mødes med Idril lidt længere ned af stien, da han kunne se at to stier mødte hinanden. Hun havde ikke fundet et dyr eller et væsen som kunne have knækket den gren, de havde hørt. Måske havde det blot været en ulv som løb forbi? Eller en elg? Han rystede lidt på hovedet. Det var ligemeget nu. Det havde ikke været noget farligt.

Hun så på hende og kunne næsten ikke tro hvad hun hørte. Mira...Mira? Den Mira? Shanes forsvundne lillesøster? Af alle steder, af alle tidspunkt, så lige her og lige nu? Hvad prøvede guderne at fortælle, ved at lade hende finde Shanes lillesøster og give dem muligheden for at se hinanden igen? Hun kunne ikke lade være med at smile, trods pigens sorg var stor. Hun holdt allerede af pigen og kunne ikke modstå at slå armene om hendes spinkle krop i et øjeblik. Ikke for længe, hun ville ikke skræmme pigen væk. Hun lagde pilen tilbage i koggeret og samlede buen op, mens hun tog pigens ene hånd.
"Jeg kender Shane. Kom...Lad mig føre dig til ham" smilte hun opfordrende.
"Lad mig føre dig hjem igen"
Og med de ord gik hun i retning af stien, omkring det punkt på Shane stod. Hun vidste de ville se Shane igen, hvis de kom tilbage på stien.

Mira stivnede, da Idril slog armene om hende. Mira havde ikke forventet at få et kram og hun forstod slet ikke hvorfor kvinden smilede til hende. Da kvinden sagde at hun kendte Shane og kunne føre hende til han lyste Miras grønne op med en lykkelig glød og hun smilede stort. Mira fulgte lydigt med kvinden. Hun glædede sig til at se sin bror igen, men hun var bange for at blive skuffet. Hvad hvis det ikke var hendes bror, men en som hed det samme? Hvad hvis hendes bror var død? Tanken om at hendes bror måske var død fik tårerne frem i hendes øjne igen, men hun rystede på hovedet. Shane var ikke død. Det kunne han ikke være.
Shane stoppede op præcis ved det sted hvor de to stier mødtes. Han lænede sin ryg op af et træ i nærheden og lagde armene over kors. Han lukkede sine øjne, men åbnede dem igen, da han hørte fodskridt. Han så hen imod lydene og smilede skævt ved synet af Idril. Han rynkede dog på panden, da han så at hun ikke var alene. Det tog ham cirka fem sekunder før han opdagede hvem den lille pige var. Han stivnede og stirrede på Mira. Mira gav slip på Idrils hånd og løb hen imod ham. "Shane!" Råbte Mira glad. Shane satte sig ned på hug og slog armene om Mira, da hun var nået hen til ham. Tårer gled ned af Shanes kinder, men det var glædes tårer. Shane så hen imod Idril og smilede lykkeligt til ham. Det var nok første gang at Shane var så lykkelig. Hans grønne øjne strålede af glæde. Han trak sig væk fra Mira og lagde sine hænder på hendes skuldre. "Hvor.. Hvordan.." Han vidste ikke helt hvad han skulle sige.

Idril stoppede op i udkanten af stien og slap Mira, som næsten allerede var løbet. Hun lod pigen løbe og smilede blot glad til Shane. Hun følte sig pludselig...Fremmed. Hun hørte ikke her, i så følsom en situation. Dette var en genforening for familien, hun burde slet ikke være der, de burde have fred. Hun så ned, lidt væk, for ikke at stirre. De var så lykkelige begge to...Det var sært at se folk så glade. Hun havde selvfølgelig set lykkelige folk før, men hun havde ikke oplevet det så tæt på. I et øje overvejede hun bare at gå...Men hun blev stående. Hun regnede med snart at gå...For de havde meget at nå, de to. Og det var også helt okay.

Shane rejste sig op og tog Miras hånd. Han så på Idril. Han vidste godt at han havde sagt at han ville tage hende med hen til Forestina, men lige nu var det vigtigt for ham at snakke med sin lillesøster. Han havde jo trods alt ikke set hende i tre år.
"Idril, er det okay med dig, hvis jeg viser dig hen til Forestina en anden dag?" Han så spørgende på hende. Han håbede at hun ikke ville blive skuffet, eller ked af det. Han havde bare brug for at snakke med sin søster.
"Diola lle". Sagde Mira mens hun kiggede på Idril med et smil om læberne.

Hun så op på dem og smilte til dem. Hun rakte sin arm ud mod Shane.
"Det er i orden. I så fald vil jeg tage min taske tilbage og gå tilbage til byen"
Efter at have modtaget sin taske, hvad hun i hvert fald gik ud fra hun gjorde, bukkede hun let for dem
"I har meget at indhente. Cormamin niuve tenna' ta elea lle au'" Afsluttede hun. Så vendte hun ryggen til dem og forsvandt ind i skoven.
De fik aldrig aftalt hvor eller hvornår de ville ses igen. Idril havde tænkt over det, men hun vidste at det eneste Shane tænkte over nu, og sikkert i lang tid, ville være hans søster. Hende selv ville komme i anden række, til han en dag kom i tanke om hende igen. I mellemtiden...Ville hun rejse. Hun sad fast her. Allerede i morgen ville hun rejse. Det passede kun godt at hun brugte tiden til noget konstruktivt, end at gå og vente som en hønemor på sine kyllinger.

Shane rakte Idril hendes tanke, da hun rakte sin arm hen imod ham. Han havde en svag undskyldende glød i øjnene. "Vi ses igen." Sagde han. Han lagde hovedet lidt på skrå, da hun bukkede for dem. Mira vinkede farvel, da Idril begyndte at gå. "Lissenen ar' maska'lalaith tenna' lye omentuva." Sagde han. Han var sikker på at de snart ville se hinanden igen.
Han så på Mira og begyndte at gå hen imod til Forestina med hende. De havde en masse at fortælle hinanden, og Shane var nysgerrig efter at høre hvordan Mira var sluppet fri.