I skovens dybe stille ro... ~Nærmest. (Aigemfarrel)

Sted: Skoven.
Tid: Sent på aftenen.
Omgivelser og påklædning er beskrevet i teksten.

Da Cassidy, for mindre end en time siden, forlod diskoteket i Angerforge District, havde det virket som en skide god idé at krydse skoven for at komme hjem til sin bolig der lå i Rotten Root District.
Han havde egentlig aldrig været så vild med diskoteker – Musikken var for høj, øllene for dyre – og skulle man score, foregik det næsten altid på dansegulvet, hvor Cassidy nægtede at færdes af frygt for at gøre sig selv til grin. At han dog klarede dette ganske godt på egen hånd uden overhovedet at danse, var så en helt anden sag.
Alligevel havde han dog ladet sig overtale af en ven til at tage derhen - og selvom hans pung var blevet utrolig let efter besøget, da han havde brugt utroligt mange penge på at drikke mere end hvad klogt var, og han kun huskede en brøkdel af hvad de havde foretaget sig i løbet af aftenen, havde det været en god aften.
Han havde fået den geniale idé om at skyde genvej gennem skoven på vej hjem, da han og vennen havde stået udenfor. Hvorfor dog følges med sin ven ad den utroligt velkendte og forholdsvis korte vej gennem Doomsville, når man helt alene kunne forlade byen for at gå ud i skoven, for derefter at finde ind til byen igen, selvom det er en kæmpe omvej? – Det havde på daværende tidspunkt virket så logisk…

Som han nu gik her i Ashen Wood Forest, blev han dog i tvivl om hvorvidt det egentlig havde været et klogt træk, at skyde gennem skoven. Mørket var efterhånden faldet på – og hvor der i Doomsville ind imellem var små lanterner hist og her og lys fra de forskellige boliger, var der i skoven ingen form for belysning, og træernes tætte kroner gjorde det sågar vanskeligt bare at se himlen. Der var også utrolig stille i skoven - og stilheden blev kun brudt af den larm han gik og lavede: når han gik på grene der knaste på skovbundet, når han slog til bladene og væltede ind i træerne. Egentlig var der måske ikke så stille endda, for han larmede en del sådan som han væltede rundt, og han bandede med jævne mellemrum, hver gang han gik ind i noget.
Cassidy var egentlig heller ikke voldsomt god til at finde vej gennem skoven – og mørket og det faktum at han var åndsvagt fuld, hjalp bestemt ikke på sagen. Hvor normale, begavede, ædru mennesker, ville følge de skovstier der trods alt var, rendte Cassidy i stedet skævt og vaklende rundt inde i det barske skov-terræn hvor han nærmest sloges med træer, grene og buske for at komme fremad. Han havde allerede fået flere grene i hovedet og han havde siddet fast i adskillige tornebuske med sin brune jakke, som var mindst 3 numre for stor til ham. Dette havde dog ikke fået ham til at tabe modet og gå tilbage ad den vej han kom fra – dog var han også i tvivl om, om han overhovedet ville kunne finde tilbage til den vej, om det så var det han ønskede.

Han mærkede pludselig en skarp smerte skyde op gennem sin højre fod og som respons på dette undslap en halvhøj jamren menneskemandens læber. Han slog derefter blikket ned på sine fødder hvoraf han løftede den, der gjorde ondt.  Han havde åbenbart jogget på en skarp sten – der sad i hvert fald én fast i kødet på ham. Han betragtede foden, hvor stenen sad fast, et øjeblik, før det egentlig slog ham: Han havde ingen sko på!
Hvornår og hvor fanden i helvede havde han mistet sine støvler?!
Havde han smidt dem fra sig her i skoven, eller lå de mon i en afkrog på diskoteket, eller et helt tredje sted? Han havde ingen erindring om, at han havde taget støvlerne af – men det måtte han jo næsten have haft gjort, for væk var de i hvert fald.. Og selvom de havde været virkelig slidte, og den ene sål havde været ved at falde af, havde han virkelig elsket de støvler. Hold kæft hvor var det dog dumt!

Som han stod der på et ben, hvor smerten i foden for længst glemt og erstattet af sorgen over at have mistet sine elskede støvler, var han pludselig ved at miste balancen, og for at genoprette den, greb han fast i den nærmeste gren. Grenen kunne dog ikke holde til hans vægt og med et ’knæk’ gik den i stykker, hvilket resulterede i, at Cassidy med ét lå nede på skovbunden lige så lang han var.
”Dumme lorte skov,” snøvlede han irriterede og smed af arrigskab den afknækkede gren fra sig, da han kom halvt op og sidde igen – og da fik han øje på det. En form for tempel – midt ude i skoven… Bizart.
Da han igen kom på benene bevægede han sig målbevidst hen imod det og nysgerrigheden var som malet i hans ansigt. - At han endnu havde en sten siddende i sin ene fod, havde han dog allerede lykkeligt fortrængt...

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Påklædning
Alex havde som altid, været ude og drikke. Det var efter hånden blevet nået der skulle gøres hver aften. Hendes mørke hår dækkede hendes højre øje, hun var kendt for at være ude på danse gulvet, og når folk lagde an på hende. Tog hun altid fat i deres skjorter og forsvandt med dem.
Denne aften var det samme sket, hun havde efter hånden fået så meget alkohol at intet ville kunne blive husket i morgen, vejen var sløret og verden kørte for hurtigt rundt for hende. Hun grinte engang i mellem, når hun gik ind i træer. Da en gren tog fat i hendes hvide trøje, skreg hun og samlede sine hænder foran sit brystparti ”AAAARGH!! TRÆET ER PERVERST, DEN STJÆLER MIT TØJ!!” Hendes stemme var en smule hæs, hun hev hurtigt sig selv fri. Dog mistede hun fodfæstet og væltede om på jorden, hun kiggede op mod kronbladende på træerne. Aften var mørkere end hun huskede den, hun smilte halvt og rejste sig forsigtigt op. Hendes ben rystede en smule.
Alex havde sine sko i hånden og gik ind mod skovens center, hun boede mest i en Shrine. Et japansk temple hvor man beder til sine afdøde slægtninge, hun havde være der siden hun stak af da hun var 7 år. Hun følte sig aldrig alene, når hun nu kunne bede sine bedste forældre om mad og engang i mellem fortælle om sin dag, hun var måske en smule barnlig. Men den barndom hun havde var aldrig rigtig en barndom, men mere et mareridt.
Hun hørte et skrig længere inde i skoven, et smerte fuldt skrig. Da hun ikke havde øjnene på vejen hun gik, gik hun direkte ind i endnu et træ. Hun tabte sine sko og et hvin slap hendes røde læber, hvor klodset kunne hun lige være? Hun stod dog stadigvæk op. Hun gik mod lyden, måske var det et dyr der sad fast, eller endnu bedre… mad til når hun vågnede.
Hendes skridt var tunge, lyden af bladende der knaste under hendes tæer var høj, hun havde ikke rigtig nogle følelse i sine fødder efter at have gået i de sko. Da hun nået det sted, hun kaldte hjem. Så hun en mands ryg, inden han kunne nå at gå op af den lille trappe skreg hun.
Hun væltede over en træstup, da hun ville løbe mod ham, hun lå med hovedet ned i bladende i lidt tid, som om hun var besvimet. Efter få minutter mumlede hun i bladende ”Jeg tror jeg åd en myg… ad, klamt, grufuldt. Overhovedet ikke feminint!” hun satte sig langsomt op og kørte sin ene hånd gennem sit hår, der nu havde millioner af blade hængene. ”Hvem er du… du må… du pæn…”

((sorry det ikke er ligeså langt som dit, jeg er ikke god til at skrive sygt meget.))

//Det er helt fint! - Det er jo ikke længden der tæller ~ bare skriv i en længde du finder behagelig. ^^

Cassidys illusion om, at han havde været helt alene i den mørke skov, blev ødelagt så snart han hørte nogen skrige, netop som han skulle til at tage det første trin op af  den smalle trappe  til templet.
Af ren og skær forskrækkelse kom der en lidt udefinerbar lyd ud af hans mund og han tumlede samtidig afskillige skridt bagud. Det var egentlig imponerende nok, at ahn ikke havde hørt hende før nu - da hun trods alt heller ikke havde været direkte stille, men hans sanser virkede lettere slørede efter den store indtagelse af alkohol.
Da kvindemennesket, som ganske vist ikke var menneske, men engel, kom farende mod ham rykkede han sig yderligere tilbage og han så egentlig bare til da hun væltede over træstubben. Dog gik han hen til hende da hun i længere tid bare bevidstløst blev liggende og men en rynket panden og et undersøgende blik skubbede han til hende med foden da hun lå nede mellem bladende. Var hun mon død? Kunne man dø af et sådan fald?
Da hun begyndte at mumle trak han dog foden til sig igen og så afventende på hende da hun satte sig op.
Man kunne tydeligt se at hendes kompliment om, at han var pæn, faldt i god jord og han så meget smigret ud.
"Tak," sagde han, og kommenterede ikke på resten af hendes halve sætninger, for dem havde han ærligt glemt, efter hendes kommentar om, at han var pæn. Hvis ikke det var fordi hans kinder allerede blusse let røde, som de altid gjorde når han drak meget, ville man nok kunne se at han rødmede let. Han vidste godt at nogle piger kunne lide hans udseende, men det var sjældent nogen decideret fortalte ham, at han var pæn.
Han lod blikket glide ned af hendes krop, og da han nåede hendes føddet gled et meget overrasket udtryk hen over hans ansigt og han pegede straks ned på dem med sine ene hånd.
"Har du også mistet dine sko? Hvor er det dog pudsigt - mine er også blevet væk!" Han antog bare fra starten, at hendes også var blevet væk, ligesom hans egne var.

Hendes blik var placerede på hans krop, da han pegede på hendes fødder, drejede hun sit hoved og grinte kært ”Nej, jeg har dem he…” Hun løftede sin tomme hånd op, da hendes blik mødte hendes hånd. Begyndte hun at kigge forvirret rundt ”Vent de var lige her, NEJ! De er løbet væk” Hun begyndte at krave rundt i bladende, hun vende nogle få sten om, da en kæmpe rede af myrer var under en af de store sten. Hun sprang væk og løb om bag Cassidy, hendes bløde hænder blev placerede på hans ryg ”DET VAR DEM!” Hendes stemme var en smule barnlig, da de begyndte at sprede sig rundt i bladende, hoppede Alex op på hans ryg. Hun tog sine ben omkring hans hofter, så hun selv holdte sig oppe. ”Flygt de angriber!” Hun pressede sig selv ind til ham, for ikke at falde af ham. Hun vejede ikke særlig meget, men hendes vægt kunne mærkes en smule, specielt da hun hoppede op på hans ryg.
Hun var som altid meget irreterne når hun var fuld, normalt ville hun tage deres tøj g gå rundt i det, men for en gangs skyld skete der noget andet. Bladene i hendes hår faldt langsomt ned på hans skuldre, hun bed ham blidt i det venstre øre og hviskede med en blid stemme ”Du lugter som et menneske…” Hendes hår kildede hans nakke, hun kørte langsomt sine hænder ned af hans bryst kasse og fniste elegant.

Cassidy så måbende til, men hun rodede rundt i bladene efter sine sko. Ganske vist var han heller ikke ædru, men han rynkede dog undrende panden, da hun begyndte at beskylde myrerne. Myrer var for små til at stjæle sko - så meget vidste han da.
Derefter gik det hele pludselig meget hurtigt. Før han vidste af det, var kvinden flygtet om bag ham og sprunget op på ryggen af ham, og som reaktion på dette slap endnu en overrasket lyd ud gennem hans læber og han vaklede et par skridt til den ene side, før han igen fandt ordenligt fodfæste. Egentlig var hun ikke tung, overhovedet - det var bare kommet som en overraskelse, at hun var hoppet op på hans ryg.
"Du er ret let," mumlede han svagt, og det var nok egentlig lige så meget henvendt til ham selv, som til hende.  
Han havde aldrig prøvet noget lignende, og kunne ikke helt finde ud af, om han burde føle sig skræmt af hende - eller nyde hendes selskab og de 'kærtegn' han mærkede både på sin brystkasse og da hun nappede ham i øret. Ha valgte dog i dette øjeblik ikke at gøre noget ved det, og lade hende blive siddende.
Han nåede at løfte sin arm som for at lugte sin under armhulen, før meningen af hendes ord egentlig trængte igennem - hun sagde jo ikke at han decideret lugtede, men at han lugtede af menneske, og han lod derefter igen sin arm falde ned langs siden.
"Menneske? Jammen jeg er også et menneske."
Han lo kort, løftede det ene øjenbryn og prøvede at dreje ansigtet for at kunne se hendes.
"Dufter, mener du vel?"
Tonen i hans stemme var let drillende, men faktisk, så vdste han slet ikke at mennesker havde en særlig lugt. Han kunne ikke skelne racer fra hinanden ud fra deres duft - det var hans lugtesans for ringe til, an det gav pludselig bedre mening hvorfor alle andre vidste af hvad race han var.

Da han begyndte at vakle lidt til siden, kiggede hun ned på jorden, måske var hun for tung at bære for ham? Da han dog fandt fodfæstet igen, smilte hun kærligt mens han mumlede lavt. ”Jeg er ret let, ja jeg er” Hun fniste kærligt og løftede hans trøje lidt op, ikke da hun havde nogle efter tanke med det. Det var mere for at holde sig selv lidt oppe, da han vende sit hoved lidt for at se hende. Kyssede hun hans kind.
”Hvis du er menneske og kan løfte mig… så er du stærkere end jeg regnede med” Hendes stemme var blid, men man kunne dog godt høre at alkoholen talte lidt. Hun var en meget let person, da hun var meget tynd. Der havde aldrig rigtig været nogle, som ikke kunne bære hende. Med en kæk latter gned hun sin pande mod hans baghoved ”Dufter eller lugter, det er vel det samme! hehe” Hendes stemme var kærlig og en smule blid ved trommehinden.
Myrene, var stille begyndt at kravle op af denne mands ene bukse ben, Alex havde jo sagt at han skulle flygte, da de ville angribe. Han rykkede sig dog ikke en tomme, hun kiggede stille ned mod hans ben ”De angriber!” Hun krammede ham tættere indtil sig, følelsen af hendes bryster der blev pressede mod hans ryg, blev dog kun større af at hun valgte at presse sig selv ind mod ham.

Cassidy rynkede sin pande og løftede det ene øjenbryn en smule, idet hun begyndte at hive op i hans bluse.
"Sig mig, Frøken, prøver du at pille tøjet af mig?" Han smilede drillende og tonen i hans stemme var ligeledes munter - havde han dog ikke selv været fuld, også, havde han nok på dette punkt været lidt skræmt af hendes adfærd og smidt hende af sin ryg.
Da han så på hendes ansigt igen, blev han mødt af et kindkys, som hun, hvis hun var skarp, ville kunne se fik hans allerede røde kinder, på grund af alkoholen, til at blusse en anelse mere op.
"Pfft. Mennesker er altså ikke så svage endda," han kunne ikke helt beslutte sig for, om han skulle være fornærmet over at hun mente at hans race var svag, eller smigret over at hun synes at han var stærkere end forventet - og det blev derfor sagt mere eller mindre tonløst..
Han vendte igen blikket fremad - mest fordi det smertede hans nakke en smule at se tilbage på hende. Han lukkede kort øjnene da han mærkede at hun gned panden mod hans baghoved.
"Måske.. men lugte lyder som noget, der lugter dårligt," mumlede han smålavt, endnu med lukkede øjne. Det var dog slet ikke umiligt at han rent faktisk lugtede frem for duftede - der hang i hvert fald lige nu en lugt af røg og gammelt spurt ved ham.
Han kom med en lyd af overraskelse da hun pressede sig tættere mod hans ryg, og han kunne ikke undgå at bide mærke i, at hun virkede til, at have nogle ganske fine proportioner - i hvert fald hvad angik hendes brystparti.
"Hvem angriber?!" spurgte han hende højlydt, slog øjnene op og lod sit blik flakke til begge sider, søgende efter nogen eller noget der så ud til, at ville gøre dem ondt. Da han fik øje på myrerne, og fik lagt to og to sammen, slog han en kort latter op.
"Er du bange for myrerne? De er så små... det er jo ikke rigtig fordi de kan gøre os noget."
Han bøjede sig dog alligevel forover, hvilket gjorde at han igen var ved at miste balancen, for at børste nogle af myrerne væk fra sit bukseben med sin venstre håndryg. Det var egentlig ikke noget problem for ham, at bøje sig med hende på ryggen - dog var det ikke længere sikkert, at hun sad lige så godt som før.

Da Cassidy snakkede med den så kære muntre tone, grinte Alex kærligt ”Ja… Dit tøj er varmt og du burde give det til mig” Hun lukkede sine øjne og fniste kært, selvfølgelig forsøgte hun ikke at hive tøjet af en fremmede, og især ikke af et menneske! Hvis hun nogle sinde skulle hive tøjet af et menneske, ville det være på grund af varme problemer eller hvis tøjet var pænt og hun ville have det! Dette menneske var dog heldig at møde Alex når hun var berusede, så hun ikke rigtig tænkte på at dræbe. Men mere på at drille og være nærgående, af en sær grund havde hun altid været sådan når hun blev fuld.
Hun smilte kærligt, i det hans kinders røde farve blev mere blodrøde end før. Enten rødmede personen, eller så var Alex ved at græde? Alex lukkede stille sine øjne, i det han sagde at mennesker ikke var svage. De mennesker hun havde mødt, var svage og nogle kujoner. Hun gabte stille ”Jeg træt, bær mig indenfor” Hun begyndte at gnide sig i det ene øje, mens den anden hånd selvfølgelig stadigvæk havde fat i hans trøje. ”Pretty please with Sugar on” Hendes stemme var kærlig og yderest beroligende.
Lugter og dufter… hmm han havde sikkert ret, lugter lød meget respektløs at sige til en person, dufter lød dog en smule sukker sødt. Alex kunne dog ikke rigtig lugte den gamle sprut der hang tungt over Cassidy, hvilket nok var fordi hun selv lige var kommet ud af en bar og havde sikkert drukket omkring ligeså meget som Cassidy
Hvem Angreb? Myrene selvfølgelig, som hun havde sagt en gang før. Dog fik det hende til at grine endnu engang, han var nu ret nuttet… af et menneske at være, Alex åbnede sine øjne forbavset da han bøjede sig fremover. Ved chokket var hun ved at falde af ham, hendes arme blev sat på hans skuldre inden hun faldt helt af. ”Jeg er ikke bange for MYRERNE! De kilder bare… også gør deres bid ondt.” Hun hviskede det sidste meget lavt, stille hoppede hun af hans ryg og hoppede lidt væk fra myrerne ”Jeg kan måske ikke lide dem særlig godt, men come on… jeg er en pige” Hun pegede kækt på sig selv ”Det er nuttet at jeg er bange for edderkopper og myre, så i drenge kan føle jer som helte når i redder os fra små kryb hehe” Hendes brune øjne lyste op i månens lys, selv hendes lange krøllede brune hår begyndte at skinne i månens stråler. Hun rettede sig op og løb forbi ham, dog greb hun fat i hans hånd og løb ind i Shrinen, som hun normalt ville kalde sit midlertigt hjem.
Hun skubbede døren åben (dørene skal skubbes til siden for at åben) Stille gik hun ind af døren, sammen med Cassidy. Hun skubbede derefter døren i og smed sig på gulvet. Hun kiggede derefter op på Cassidy med et lumsk smil ”Tag mig Menneske dreng” Hun drillede en smule ”Og når jeg siger tag mig, mener jeg at du skal løfte mig hen i min seng… jeg er træt af at gå” Hun rullede rundt på gulvet og grinte en smule.

Han kunne ikke lade være med at le over det hun sagde.
"Du får altså ikke mit tøj! Jeg har allerede mistet mine sko, det må være mere end tilstrækkeligt."
Hans tøj var ikke ligefrem hvad man ville kalde.. kønt. Det var måske endda nærmere det modsatte - slidt og gammelt, var det i hvert fald og han burde nok udskifte meget af det - bare ikke jakken. For guds skyld, ikke jakken! - Han elskede virkelig den jakke - og havde det været den han havde mistet, og ikke sine støvler, havde han nok været noget mere nedtrykt.
Han havde egentlig overvejet at efterkomme hendes ønske om at blive båret indenfor, men efter at hun havde talt om at nogen angreb, var han kommet fuldkomment fra det igen.
Da han stod foroverbøjet og børstede myrer af benene, mærkede han pludselig at en let vægt blev fjernet fra hans ryg, og som respons på dette vendte han sit ansigt til siden, for at se på hende.
"Seriøst? Bider myrerne?" Han så med væmmelse ned på tuen foran ham, og havde nu utroligt lyst til at mase den, og alle dens beboere. Han rykkede sig også et var skridt til siden, for at komme væk fra dem. Han havde ikke noget imod myre, men tanken om at de bed, gjorde ham alligevel mindre tilpas.
Han så kort ud til at overveje det næste hun sagde, og endte med at han måtte give hende ret. Man følte sig faktisk lidt mere hård og macho, når man kunne redde en skønjomfru fra små krybdyr og insekter - plus det var meget lettere arbejde end at skulle redde dem fra noget der rent faktisk var farligt.
Han endte med at give hende et anerkendende nik, og smile drillende til hende "Du har ret.. Jeg føler mig faktisk lidt helteagtig.."
Han kom med endnu en let forskrækket lyd, da hun, idet hun løb forbi ham, greb fat i hans hånd. Han undgik kun netop lige ikke at vælte, og fulgte i stedet blot med hende.
"Hvor skal vi hen?" spurgte han hende, men fik hurtigt sit spørgsmål besvaret, da hun rendte hen og åbnede døren indtil det tempellignende hus.
Han gloede overrasket på hende da hun smed sig på gulvet og kunne ikke tilbageholde et mumlende "av..", da hendes fald/kast ikke umiddelbart så komfortabelt ud.
Ma kunne se på hans ansigtsudtryk, at han tydeliges havde misforstået det første hun sagde, dog blev udtrykket noget mere normalt, ved det næste hun sagde.
"Nå.." mumlede han, og gik helt hen til hende, "Det burde jeg da kunne klare.."
Hvis hun ikke rullede for meget rundt eller gjorde modstand, ville han løfte hende op i sin favn. Igen blev han overrasket over, hvor lidt hun vejede. Han så kort rundt i rummet og rynkede sin pande let.
"Hvor er din seng henne?"

Hun kiggede op på Cassidy, da han nægtede at give sit tøj til hende. Hvor vovede han, måske ville var han ikke klar over at Alex var en dame… en fuld lidt sær måske en smule træls dame, men stadigvæk en dame. Hun krydsede sine arme og rystede blidt på hovedet. ”Fint, jeg overlever nok uden dit tøj!” Hun trådte væk fra ham med en lidt fornærmet mine, hun mente det dog kun for sjov. Hvilket var tydeligt i hendes lidt muntre og drillende stemme.
myrene løb i cirkler omkring dem. Cassidy spørgsmål om myre bider, fik hende til at prikke ham på panden ”Ja? Serøst, hvor tit kommer du lige udenfor?” Hun sende ham et kærligt smil, inden hun trådte væk fra ham. Det stod nærmest ud af Cassidy, om hvordan hans lyst til at mase myretuen. Alex rystede dog kun på hovedet og grinte kærligt, det ville kun gøre myrene mere vrede og meget voldelige.
”Selvfølgelig har jeg ret, jeg kender til mænd og jeres lyster til at være helte.” Hun blinkede kækt til ham, inden hun forsvandt ind i templet sammen med ham. Det lille av Cassidy valgte at fremtrylle fra sine læber fik hende til at kigge op på ham. ”Hvorfor siger de Av? Det var da ikke dem der ramte jorde?” Hun lukkede derefter sine øjne endnu engang, alkoholen havde slået hende hårdt og lysten til at gå, var forsvundet ligesom lysten til at åbne sine øjne.
Inden længe, følte hun hans arme der gravede sig under hendes lille krop. Hans arme var varme og en smule muskuløs. Alexs lille vægt, fik ham til at løfte hende så hurtigt op at hun åbnede sine øjne i frygt for at han ville tabe hende. Hun svang sine arme om hans nakke og holde sig lidt indtil ham, mens han kiggede rundt i rummet. ”Min seng? Den er der inde.” Hun pegede på endnu en skydedør, som var ved siden af et alter med et billede af en gammel mand på. Der var røgpinde på hver side af billede, hvor der lå en visen rose foran billede.

((Undskyld mit mega nederen svar, men er sådan lidt halvsyg ^^''))

Han kunne ikke lade være med at le over den fornærmede mine - som tydeligvis var påsat. Han smilede derefter til hende og løftede det ene øjebryn, ved hendes kommentar om, at hun nok overlevede foruden hans tøj.
"Ved du hvad frøken? Hvis det på et tidspunkt ser ud til, at du ikke er ved at overleve, skal jeg nok låne dig min skjorte. Så god og gavmild er jeg nemlig."
Han blinkede kækt til hende med det ene øje, endnu smilende.
"Plus så vil jeg så nødigt hænge på, at være skyld i din død..."
Da hun fortalte at hun kendte til mænd og deres lyster, havde han selv mumlet et: "Nå så det gør du?", men havde ellers ikke kommenteret det yderligere.

Da de stod indeni templet, og hun spurgte ham hvorfor han sagde av, besvarede han i første omgang hendes spørgsmål med en let skuldertrækning. Hvorfor sagde man overhovedet av når andre slog sig? Det virkede i bund og grund lidt fjollet.
Han lavede efter en kort tænkepause endnu et skuldertræk, "Det så bare ud til at gøre ondt.."
Han nikkede til hende, for at vise at han forstod hendes anvisning om hvor hendes seng var, og stadig med hende i armene, bevægede han sig hen til døren. Med en idé om, at det var en dør der skulle skubbes indad, lod han sin skulder støde mod den, fordi han troede at dette ville få den til at gå op, men i stedet smadrede han den bare ind i en dør - som skulle skubbes til siden.
"Forhelvede!" udbrød han irriteret, rettede lidt på måden han holdt hende på, så han kun behøvede den ene arm, og fik den anden fri. Efter først at have ømmet sin skulder med sin nu frie hånd, forsøgte han at trækkede døren op i stedet - også det mislykkedes.
"Hvordan fanden får man den her dør op?" Han så ned på hende og så derefter kort rundt. Han pegede så i stedet på billedet af gutten på alteret.
"Og hvem er ham dér? Og hvad er det her egentlig for et sted? Bør du virkelig her?" Spørgsmålene væltede så hurtigt ud af munden på ham, at hun ikke ville kunne undgå at afbryde ham, hvis ikke hun ville besvare alle spørgsmålene på én gang.

Alex kørte en hånd gennem sit lange brune hår, da Cassidy trak på sine skuldre. Han virkede rar, af et menneske at være. Hvis det ikke var fordi hun havde indtaget så meget alkohol, at hun næsten ikke kunne gå ligeud. Ville hun nok ikke have holdt tilbage, med at skære ham op og fodre ham til skovens dyr.
Da han åbnede sin mund, kiggede hun uskyldigt op på ham. Den ellers fornærmede mine forsvandt fra hendes ansigt, da han jokede lidt. ”Det er jeg glad for hr.” Hun fniste kærligt, inden hun kiggede omkring sig. Hans stemme var varm, en smule hæs fra alkoholen. Men hvems var ikke det, de havde jo begge drukket en del. Eller det regnede hun i hvert fald med, hun kende jo ikke den fremmede.
”Tro mig, hvis du kende mig ville du ønske at du var skylden i min død.” Hendes stemme var varm, men havde en trist undertone. Som hun nærmest forsøgte at dække over med et kærligt smil, på hendes smukke røde læber. Da han mumlede lidt over hendes kommentar, omkring mænd. ”Tager jeg måske fejl? Tænker i ikke perverst? Så hvis jeg smider mit tøj lige nu, ville du så være ligeglad og ikke tænke eller få nogle sære tanker over det” Hun kiggede drilsk op på ham, hvis han sagde nej ville hun nok se ham som en af de folk der var til mænd.

Et kærligt smil kom frem på hendes røde læber, han var sær. Men alligevel havde han et eller andet over sig, som hun godt kunne lide.  Måske var det bare på grund af alkoholen eller kunne det virkelig være at Alex kunne lide et sølle menneske?! ”Det gjorde ikke ondt” Hendes stemme var lav, en smule træt. Var ikke så svært at se, på hendes halv lukket øjne.
Alex fniste lidt, over Cassidys forsøg på at åbne skyde døren. Kunne han ikke se at den skulle skubbes til side, eller var han mere fuld end han virkede? Han kunne i det mindste stadigvæk stå op, hendes ben var blevet som smeltet smør. Hun kunne knap nok bevæge sine tær, med armene rundt om hans nakke. Fik han alligevel holdt hende oppe med en hånd, hun kiggede op på ham. Hendes blik blev først fanget på hans bløde læber, hvor efter det store skinnende brune øjne ramte hans. han brokkede sig over ikke at kunne åbne døren, hvilket kun fik Alex til at smile.
Spørgsmålene ramlede nærmest ned over hende, hvordan åbnede man døren? hvem var personen i billedet? Boede hun her virkelig? Hvad var dette sted? Hun fik ikke rigtig indført et eneste ord, til hun valgte at sætte en finger på hans læber. ”Shhhh~” forsigtigt fjernede hun sin finger fra hans lodne læber. Hun satte sin pande på hans skulder og lukkede sine øjne. ”Døren skal skubbes til siden, det er en skyde dør.” Hendes stemme var lav. ”Manden i billedet, er den eneste person der ikke har toturede mig på den ene eller anden måde.” Hun åbnede sine øjne og kiggede mod billede, han havde været den eneste person som havde opført sig som en far for hende. Det eneste familie medlem hun følte hun havde haft i sit liv. Desværre var han gået bort, kræft tog over ham.
”Dette sted er et minde temple, lidt ligesom en gravsten. Bare i japansk stil, så dette temple er den persons. Jeg er der kun for at holde det rent, også føler jeg mig tryg ved hans side. Selvom han er død, føler jeg at hans sjæl stadigvæk er i nærheden.” Hun lukkede endnu engang sine øjne i, hendes stemme var trist. Det lød nærmest som om hun var klar på at tude, hvilket hun aldrig ville gøre. Om så Cassidy valgte at smide hende på gulvet og sparke til hende, ville hun ikke fælde en eneste tåre. Hun ville nok bare tage imod slagene og når hun så blev ædru, tæve ham gul og blå. måske sælge hans øjne som slikkepinde til små børn og hænge ham op i sin egen indvolde.

Han hævede undrende sit ene øjenbryn og et skævt smil krydsede hans læber. Hun var sær - men også virkelig interessant... og så var hun pæn at se på, det var klart i plus.
"Jeg tror ikke at jeg ville ønske, at jeg var skyld i nogens død.. medmindre de var sådan.." Han trak på skulderne. Han kunne ikke helt finde ord for hvad han mente.
"Jeg ser i hvert fald nødig at du dør i mit nærvær, lige nu og her, Frøken." Han smilede varmt til hende, "Så havde jeg ikke nogen til at gøre mig med selskab lige nu, og det ville da være forfærdelig kedeligt..."
Cassidy vrøvlede normalt - sagde lige hvad der faldt ham ind, og hvad han tænkte, men når han var fuld, var det som regel værre, og det var ind imellem noget værre ævl der væltede ud af ham.
Han så kort eftertænksom ud, da hun spurgte ham ind til hendes påstand om, hvorvidt mænd var perverse. Han måtte dog til sidst nikke anderkendende. Mænd var perverse - han var i hvert fald ofte.
"Jeg tror jeg ville have utrolig svært ved at tænke klart hvis du smed tøjet - det er svært nok i forvejen, selvom du har tøj på," måtte han indrømme, "Mange mænd er ret perverse... Og jeg hører vist blandt dem der er. Jeg gir' for eksempel aldrig drinks ud, medmindre der en chance for sex.."
Han rynkede let panden over sig selv. Hvor lød han dog egentlig klam, og solgte sig selv utroligt ringe - men det var sandheden. Han havde ofte forsøgt at drikke både kvinder som mænd fulde, hvis han mente at der var bare den mindste chance for, at de ville knalde - dog endte det oftest med at han blev mere fuld end de gjorde, og at han måtte vende hjem alene..
"Jeg lyder ret klam, gør jeg ikke? Jeg er altså ikke så slem - jeg plejer altså at være meget sød normalt." Han lød nærmest undskyldende og smilede prøvende til hende, og håbede ikke at han havde skræmt hende helt - for igen: Hun var interessant selskab.

Han glippede overrasket med øjnene da hun satte fingeren mod hans læber. Fristelsen med at trykke et uskyldigt kys mod hendes finger var stor, men før han nåede  at tænke tanken til ende, havde hun igen fjernet sin hånd.
"Skydedør? Det er da heller ikke logisk.." mumlede han, og trak på med lethed døren til siden, "Ha! Det var jo let!"
Han gik blot ind af døren, men stoppede op og vendte blikket nedad da hun fortalte om manden på billedet.
"Er alle andre onde ved dig? Det kan de altså ikke være bekendt!" Han kneb øjnene sammen, men et let drillende smil spillede så omring hans læber kort tid derefter, "Ska' jeg tæve dem for dig?"
Han håbede lidt hun fangede, at det var en joke. Han var elendig til at slås, og undgik det, kunne han komme til det.
"Ej - men betyder det så, at du også hænger mig op her - hvis jeg er sød ved dig?" spurgte han muntert, det var tydeligt, at han endnu ikke rigtigt havde forstået formålet med templet.
Da hun så begyndt at fortælle om templet, ændrede hans ansigtsudtryk sig fra muntert, til mut og en smule deprimeret. Hun lød til at have haft det hårdt - og hun lignede én der var parat til at brase i gråd, hvornår end det skulle være.
Han gik hen mod hendes seng (Jeg antager at den ligner så meget en seng at han kan finde den? xD), hvor han lagde hende fra sig blidt. Dog satte han sig på kanten lige derefter. Hans ene hånd lod han forsigtigt stryge over hende brune glatte hår - fandt hun det ubehageligt, måtte hun jo fortælle ham det, eller skubbe ham væk på en eller anden vis.

Hun trak på smile båndet, hvis han ikke ønskede hende død. Var det kun fordi han ikke havde set den dusør der var på hendes hoved, eller kende rygterne omkring hende. Hun blev endda kaldt djævlens yngle, af sin far. Hendes mor frygtede hende og snakkede ikke til hende, måske frygtede hendes mor i virkeligheden ikke hende, måske frygtede hun mere sin mand. Den måde han altid kom hjem fuld, og tævede løs på deres datter, måtte have været lige så hårdt mod hende som det havde været mod Alex. Manden valgte dog at trække på skulderen i stedet for at fuldende sine ord. ”Ikke lige nu og her? Men måske senere?” Hun smilte drilsk til ham, med et kækt glimt i sine smukke brune øjne. Dette menneske, var noget for sig selv. Han flygtede endnu ikke fra hende, ligesom alle de andre. Så han måtte være en af de få der ikke kendte til de historier omkring hende, hun var jo verdens kendt for at dræbe mennesker.
Af en sær grund gav denne fremmede hende lyst til at kramme ham, normalt ville hun bare mobbe folk når hun var fuld. Men dette menneske, virkede så varm hjertet, men på samme tid ukendt. Som om man ikke kunne forudse ham fuldstændigt! ”Alex, mit navn er Alex.” Sagde hun, i det han kaldte hende frøken. Hvis hun var noget var hun et monster, ikke en frøken!
Hun nikkede blidt, til at det ville være kedeligt uden hendes selskab. Alex var en smule selvglad, hun kunne godt lide hendes måde at være på. Og især sit udseende, måske lå det bare til engle at være pæne. Men Alex havde bare et helt andet glimt i sit udseende, som ikke alle engle havde. Noget mystisk, men på samme tid smukt. ”Alle folk har svært ved at tænke klart, når der er en der smider tøjet” Sagde hun, mest for at drille ham. ”Uanset om det var en der så godt ud, eller lignede et gammelt æble… ville man have svært ved at tænke fuldstændig klart” Hun prikkede blidt ham på næsen, dette menneske kunne måske godt ende med at have en store indflydelse på hende. Om hun ville have det eller ej, så var der noget indeni hende der tiggede og bad om ikke at dræbe ham. Ikke fordi hun følte for at dræbe ham før, men der var altid en lille del der ønskede folk døde. Dog ikke denne fremmede, han virkede som en person man kun mødte en gang i sit liv.
Da han indrømmede at han kun gav drinks til kvinder, hvis der var chance for sex. Kunne hun ikke holde sin latter inde, hvor mange folk havde ikke forsøgt på dette ved hende. Det ende altid med at hun skræmte dem væk, eller kastede op ude over dem. Det var faktisk derfor hun var gået væk fra festen, hun havde knækket sig over en Incubus dæmon, som ivrigt havde forsøgt at forføre hende. Han havde bare ikke taget højde for at hun var jomfru, og derfor ikke havde lysten til sex. Selvom han så godt ud, var der bare ingen flamme der sagde at hun burde have sex, på det ildelugtende toilet.
”Du lyder ikke klam, du lyder som en mand” Hendes latter var rar, meget kærlig og varm. ”Jeg tror på dig, du virker meget rar og har endnu ikke forsøgt at gøre noget mod mig.” Hendes øjne var lukket mens hun grinte, en typisk vane for hende var at lukke øjnene når hun grinte. Det var altid et problem, når hun kæmpede mod folk. Da hun havde det med at grine, når hun skar mennesker op.

Endnu engang virkede han så kær, han mumlede og lød nærmest overrasket over hvor nemt det var at åbne skyde døren. Hun satte sin ene hånd op til hendes læber og fniste kærligt, hendes brune hør dækkede det ene øje. ”De virker nu meget kær Hr.” Sagde hun med en kærlig stemme, det var ikke ment på en dårlig måde. Han virkede bare så kær, især den lille joke med at tæve dem der var efter hende. Hvis han kunne tæve dem, ville hun ikke have noget problem i det. Hun så lille og svag ud, men hvis man kom i kamp med hende. Skulle man tage benene på nakken, hun var hurtig og havde det med at lege med sine ofre.
”Stedet er til minder, som folk man har holdt af. Nogle sætte også billeder op af deres dyr, hvis de elskede eller holde meget af dem.” Hun smilte drilsk til ham. ”Hvis de er det vær, kunne det godt være.” (Husk billederne er tegnet/malet, da der ikke findes kamera i denne tid)
Følelsen af den bløde madres under hendes ryg, fik hende til at gyse. Hun krøllede sig lidt sammen og lukkede sine øjne, det var rart at være i en seng for en gang skyld. Hun åbnede dog sine øjne, da hun følte hans bløde hånd der langsomt strøg hendes bløde hår. Det gav en varm følelse i brystet på hende, den lidt beskyttende følelse som et barn normalt ville have omkring sine forældre. Stille lukkede hun sine øjne i igen, med et kærligt smil på hendes lodne læber. ”De må gerne sove her, hvis de er for træt til at gå hjem?”

"Nah. De ville da også være kedeligt. Så kunne jeg ikke støde på dig igen, og det ville da være en skam." Svarede han hende.
Han havde det generelt lidt svært ved tanken om døden og synet af døde, så for hans skyld, skulle hun bare holde sig i live...
"Alex?" Han så undrende på hende da hun sådan uden videre præsenterede sig for ham, "Det er faktisk lidt sødt. Er det et kælenavn for Alexandra eller Alexandria eller sådan?"
Han havde faktisk endnu ikke mødt en pige, som hed Alex, uden at det havde været en forkortelse - men hey, der er en første gang for alting.
Han lo over hendes kommentar om nøgenhed og koncentration - hun havde jo egentlig ret. Selv hvis en virkelig utiltrækkende gammel mand ville smide tøjet foran ham ville han nok have svært ved at holde både tankerne og blikket fra ham. Han gøs let ned tanken.
"Jeg tror desværre at du har ret.."
Han åndede lettet op over at hun bare lo af, at hans gav drinks til folk han ville knalde - han havde lidt frygtet at hun ville stikke ham én eller hoppe ud af favnen på ham eller hvad tøser nu ellers kunne finde på - han havde ikke voldsomt forstand på kvinder - men han havde før modtaget en lussing fra én, så han vidste at de kunne slå til. Han lo derefter kort til hende.
"Det kan jeg leve med. Jeg er trods alt også en mand," svarede han, og blinkede igen kækt med det ene øje.
Han rynkede let panden ved det næste hun sagde.
"Jeg tror virkelig at du må have mødt nogle kedelige typer. Vi er altså ikke alle sammen ude på at gøre hinanden fortræd." Han smilede venligt og bredt. Hans øjne var stadig blanke, og kinderne let røde, men han så mere fattet og bevidst ud, end han havde gjort, lige da de mødtes

Han fnøs en enkelt gang da hun kaldte ham kær, dog kunne han ikke lade være med at le over det.
"Jeg er kær ligefrem? Jeg havde lidt håbet at den mere var noget i retning af hot og macho."
Kær.. Normalt brød han sig ikke om at blive kært kær, men det var trods alt bedre end at få at vide at han lugtede, og hun kunne på den anden side også have kaldt ham langt mindre maskuline ting...
Han pustede en lok hår væk fra sit ansigt, inden han igen så hen på hende.
"Mit navn er forresten Cassidy - men hvis du foretrækker at kalde mig hr., skal du da være velkommen." Han smilede let, og tilføjede inden hun ville kunne nå at sige noget, medmindre hun var hurtig, "Og inden du spørger - så er det faktisk også en drengenavn - der er faktisk stort set lige så mange drenge som piger, der hedder det."
Det sidste han sagde var en løgn - der var kun få mænd der bar det navn. Han var bare utrolig træt af jokes om hans navn, efterhånden..
Han fnøs endnu en gang og så fornærmet på hende - dog var det tydeligt for sjovt og drillende. "Og du tror måske ikke at jeg er værd at hænge op på din væg? Sidst jeg så efter var jeg ret sød og elskværdig - og jeg har lige båret dig heeele vejen herind." Han smilede drillede og vippede så hovedet let på skrå, "Plus så ville jeg da pynte på din væg, tror du ikke?"
Han sad endnu og strøg hende over håret, og mumlede lavt for at sig selv, at det var utrolig blødt - dog tænkte han slet ikke over, at det kom ud af munden på ham. Han smilede bredt, da hun tilbød at han kunne sove der.
"Er du sikker? De ville være så fedt, jeg aner ikke hvor fanden i helvede jeg er i forhold til mit hjem... Men jeg har fået at vide, at jeg snorker." Igen talte han hurtigt, og det ville være svært, at få et ord indført. Han rynkede panden og satte så også fødderne op i sengen - som han kastede et blik ned på og rynkede panden yderligere. Den lille åndsvage skarpe sten fra tidligere sad stadig fast i kødet på ham.
"Tror du bare at jeg kan trække den ud?"

Hans ord varmede hendes hjerte, han var nok den først og sikkert også den sidste. Der havde sagt sådan til hende.
Hun nikkede blidt, da han gentog hendes navn. Alex, et lidt drengede navn. Tænkte hun, lige til han kaldte det sødt. Hvorfor var det sødt, det var drengede? ”Det er bare Alex, ikke nogle forkortelse” Hun smilede blidt, af hans spørgsmål. Som om det var umuligt at hedde Alex, hvis det ikke var en forkortelse. Denne person gjorde vidst ikke andet end at få hende til at smile, hvilket sjovt nok kun gjorde hende mere glad. Hvis der fandtes mennesker, som kun fik hende til at smile. Havde hun måske dræbt alt for mange, bare af had til den ene person. Dog havde den ene person givet hende den varme følelse som Cassidy gav hende lige nu, hvilket ændrede hende adfærd og havde gjort hende til en morder.
Hun kom ud af sine tanker, da han gav hende ret. ”Selvfølgelig har jeg ret, jeg er en kvinde” Hun grinte lidt over sin joke, om at kvinder altid havde ret. Som om! De havde ikke engang ret til at arbejde i dette samfund, medmindre det var noget nedern som at sælge sig selv, eller bage morgen brød. Der var det dog mændene der solgte det, kvinderne bagte det kun.
Da han rynkede på panden, kiggede hun op på ham med nogle fantastiske uskyldige øjne. ”Hvis de bliver ved med at rynke, deres pande på den måde… ender de med at få alt for mange rynker” Hendes stemme var blid, som når en let brise ramte ens svedige hud, efter en lang arbejdsdag. ”Jeg møder kun folk, der ikke ønsker folk noget godt. Tro mig, jeg er et monster… Grrr” Hun forsøgte at lave et skrammende ansigt, men ende med at lave et sjovt lidt nuttet ansigtsudtryk i stedet for.

”De har ret..” Hun placerede sin ene hånd på hans kind og nærmede sig hans lodne læber, nærmest som om hun havde tænkt sig at kysse ham. Da hun var nogle få centimeter fra hans læber, så man nærmest kunne føle varmen fra dem. Sagde hun. ”De er sygt Macho og mega tiltrækkende?” Hun fomulerede det sidste som et spørgsmål, hvis nu han ikke var enig med hende. Inden længe fik hun fjernede sig fra ham igen. ”Cas-si-dy?” Sagde hun på en lidt barnlig måde, dette navn havde hun aldrig hørt om. Måske læst om engang, i en børnebog. Hvor Cassidy var en smuk prins, som blev dræbt. Eller huskede hun forkert? Inden hun kunne nå at få et ord indenført, fik han forsvarede sig selv og sit navn. ”Jeg vidste faktisk ikke at det var et pige navn…” Hun kiggede en smule forlegen ned, hun burde læse noget mere. Som da hun var barn, og lærte sig selv at læse. Der læste hun nok hver eneste dag, mest fordi det var alt hun kunne lave i den aflåste kælder.
Der gik dog ikke et sekund, før han begyndte at fake at han var fornærmede. ”Jo, Hr Cassidy… de er så gude smuk, at jeg helt sikker vil hænge dig op på min væg.” Hun havde en lidt drillende tone i sin stemme, meeeen. Hvis Cassidy ende med at blive en hun holde af, ville han nok også ende der. den dag han døde, eller forsvandinger.
Alex nikkede til hans spørgsmål, selvfølgelig var hun sikker. Ellers ville hun jo ikke sige det, og hvis han var faret vild ude i denne skov. Ville der nok have været en vampyr, incubus eller værre som måske havde revet ham fra hinanden alligevel. At han snorkede fik hende til at trække på smilebåndet. ”Heller luft ud der, end den anden vej.” Hun kiggede på ham med blide, lidt krystal agtige øjne. Da han snakkede hurtigt nikkede hun bare til det meste og svarede kun på det sidste. Da det var nemmere end at forsøge at, kommentere på det hele.
Hans blide øjne, blev dog rettede mod hans ene fod. Da han fik spurgt hende om han kunne trække den ud, lignede hun et spørgsmålstegn. Forsigtigt fik hun sat sig op, og satte sine bløde men lidt kolde hænder på hans fod. Stenen var ikke dybt inde, men en chance for at den måske havde ramt en åre var der. Hun fjernede sine hænder og kiggede under sengen, hvor hun fik hevet et bandage bånd frem. ”Jeg er ikke sikker, men hvis der sker noget har jeg bandage… helle for at rive den ud” Sagde hun hurtigt, hun lagde bandaget ved siden af sig og hev derefter stenen ud hurtigt. Hun anede ikke om hvor smertefuldt det måske var for ham, men hun havde ret. Den havde ramt en åre, så blodet nærmest sprøjtede ud fra foden. I en meget lille tynd stråle, hun satte en finger på. Med en rolig bevægelse bandt hun bandagen om hans god, og slap den bagefter.

"Virkelig?" spurgte han forundret da hun fortalte, at hendes navn ikke var nogen forkortelse, "Det er også meget sødere end Alexandra. Alexandra er så langt og højtideligt."
Han gengældte hendes smil og løftede det ene øjenbryn, da hun sagde at kvinder altid havde ret og smilet om hans læber blev mere drillende.
"Det kan vi da godt lege, hvis du synes.." Han drillende hende kun. Han hade mødt kvinder der var langt klogere, stærkere og hurtigere end han selv var, og da han var vokset op med en enlig kvinde, var hans syn på kvinder på ingen måde nedladende.
Da hun sagde at han rynkede panden, kom han automatisk til at rynke den - dog blev han denne gang meget bevidst om det og måtte koncentrere sig om ikke a gøre det.
"Rynker jeg virkelig panden så meget?
Han så kort eftertænksom ud, men hans eftertænksomhed blev afbrudt af det næste hun sagde, som han ikke kunne lade være med at le af.
"Søde pige, altså. Hvis der er noget du ikke er, så er det da et monter?" Han smilede venligt til hende. Sådan en sød og yndig pige kunne da ikke sættes i forbindelse med et monster - sikke noget pjat!

Han kunne mærke at hans hjerte begyndte at slå hurtigere da hendes ansigt kom tættere på hans og han kunne nærmest mærke hendes ånde mod sit ansigt - det bildte han i hvert fald sig selv ind, at han kunne. Han tippede hovedet let på skrå og så spørgende på hende, ved det hun sagde.
"Spørger du mig, om jeg er macho og tiltrækkende?" Han smilede let.
Mon hun kunne finde på at kysse ham? Han ville ikke ave noget imod det, i hvert fald. Han kunne selvfølgelig også læne sig frem og kysse hende- men hun drillede ham nok bare lidt - legede med ham... Men an kunne vel godt kysse hende alligevel? Mange tanker for gennem hans hoved, men før han nåede at reagere og handle på nogen af dem, havde hun trukket sig længere væk.
Han nikkede da hun gentog hans navn. "Nemlig. Cassidy. Du kan også kalde mig Cass hvis det er lettere?"
Han havde svært ved at skjule både sin overraskelse og glæde ved, at hun aldrig havde hørt det som pigenavn før.
"Virkelig? j hvor fedt! Hvis folk bare ser mit navn går de somregel ud fra, at jeg er en kvinde. Ej hvor fedt!" Han lo kort, og smilede bredt.
Han lo igen, da hun sagde at hun ville smide ham på væggen.
"Sådan skal de være. Klog pige, fornuftigt træk." Han smilede stadig drillende til hende - han regnede ikke med at hun ville gøre. Han var en fremmed  de havde næsten lige mødtes - og man satte vel ikke fremmede på væggen?

Da hun nikkede til at hun var sikker på at han måtte overnatte lagde han sig næsten instinktivt ned. Madrassen var blød - meget  bedre end den han havde derhjemme. Han mumlede et svagt "Tak," og lo af det næste hun sagde. Det kunne der bestemt være noget om - men nu havde han i hvert fald gjort sit, ved at advare hende. En kort lyd af forskrækkelse undslap hans læber, da han mærkede hendes holde hænder om sin fod. Mens hun var i gang med at rode under sengen, satte han sig igen op.
"Bandager? Tror det det liver nødvendigt?" Man kunne næsten høre  panikken i hans stemme, og smilet var lynhurtigt forsvundet fra hans ansigt. Han var virkelig ikke god til sådan noget her.
"Ved du hvad - det er slet ikke sikkert at det e nødvendigt at trække den ud-" igen talte han utrolig hurtigt, "Måske falder den bare ud af sig- Av for Satan!"
Havde han ikke opdaget bodstrålen havde han nok bandet videre, men da han fik øje på den forsvandt en god del farve fra hans ansigt og han pressede sine øjne hårdt sammen. Blod. Han var virkelig ikke god til blod - og særligt ikke hans eget blod, af underlige årsager. Han koncentrerede sig om at tænke på noget andet. Gudskelov det ikke så voldsommere ud~ han var en enkelt gang besvimet ved synet af blod, men han ville ikke have, at hun skulle se ham som svag og ynkeligt  - det var der nok tid til at hun kunne opdage senere.
Han sad egentlig bare sådan med lukkede øjne mens ha mærkede at hun forbandt hans fod og et øjeblik efter hun havde sluppet den igen mumlede han lavt: "Der er ikke meget blod, vel?

Hun nikkede til det, hendes navn var og blev Alex. Ingen undtagelse omkring det, dog var hun ikke så vild med sit navn, men hvem var også det. Hun havde nok aldrig mødt en eneste person der kunne lide sit eget navn endnu. Da han sagde at det var sødere end Alexandra, blev hendes kinder en smule røde. Hun var ikke vantil at folk sagde pæne ting til hende, normalt var det skældsord og sten der blev smidt efter hende. Ikke rare ting, som i at hun var sød eller at hendes navn var sødt, det virkede så uvirkeligt.
Hun lukkede sine øjne blidt i. ”Ja, så nu leger vi at jeg er alt vidende, okaii?” Hun drillede ham lidt, da hendes ord slap fri. Åbnede hun sine øjne og fniste kærligt, hvorfor følte hun at hun kende denne person så godt. Nærmest som om de havde kendt hinanden, siden fødselen.
”Ja, du rynker næsten hele tiden på din pande. Mest når du tænker, og bliver en smule irreterede.” Hun prikkede ham på sin pande, hendes øjne var langsomt begyndt at blive klare, i stedet for de så tågede øjne hun havde i starten af det hele. Alkoholen var sikkert ved at forsvinde fra blodet, følelsen af svimmelhed slog langsomt til. Hun lukkede sine øjne lidt i og gabte, stille gned hun sig i øjet og lavede en lille smaske lyd. Hun åbnede dog sine øjne i et sæt, da han sagde hun ikke var et monster. Hendes øjne lyste op, som et lille barn der for første gang havde set julemanden eller gået den bedste gave i deres liv. ”Virkelig!? Synes de ikke jeg er et monster!?” Hendes stemme var høj, men havde stadigvæk den behagelige klang i sig. Hvis det ikke var fordi han var en fremmede ville hun nok enden have kysset ham eller krammede ham, så han ville falde ned af sengen. Med hende over sig, dog holde hun det hele tilbage.

”Tja, alt afhænger jo af hvad du selv synes. Hvis du synes du selv er tiltrækkende, så er du vel lidt tiltrækkende.” Hun blinkede flirtende til ham, inden hun fjernede sig fra ham. Hun kunne ikke høre eller fornemme hvor hurtigt hans hjerte slog, selv hvis hun kunne. Ville hun nok skyde skylden på alkoholen, som han havde drukket.
”Jeg kan bedre lide Cassidy, Cass lyder lidt som den engelske betegnelse for penge.” hun trak blidt på skulderne, Cassidy var rart at sige. Det havde en kærlig tone i sig selv, hvilket gjorde det rart at sige. Hun smilte kærligt til ham, da glæden for hendes uvidenhed nærmest sprang ud af ham. Hun satte sit hoved lidt på skrå inden hun gav sig til at grine lidt med ham. Tænk at en person, kunne blive så lykkelig over en anden persons, uvidenhed.
Som sagt, omkring billede. Ville en fremmed person aldrig komme op på væggen eller andre steder, hvis han bare var personen hun tilbragte en nat med. Ville hun nok glemme ham alligevel, inden for en månedens tid.

Hun kunne ikke rigtig få et ord ind, over hans tak. Det var jo enlig ikke hendes hus, det var som sagt en grav plads. For hende svarede det nok som at sove på en kirkegård, men almindelige folk ville nok se det mere som et sted hvor man bad til den afdøde eller et sted at sove?
Hun fik et lille chok, da han lavede en lidt forskrækkede lyd. Hendes øjne mødte hans, i forskrækkelsen. Hun ventede lidt på at han ville sige noget, men da der bare var stilhed. Begyndte hun at rode under sengen, et lille rødt skær var kommet frem i hendes kinder. Hvorfor føltes hendes kinder sig nu så varme?! Hun rystede blidt på hovedet og satte sig op ”Måske, man ved jo aldrig.” Hun smilte kærligt til ham, for at berolige ham. Hun var vandtil at se blod og til at behandle sine egne sår. Når hun grad, var hendes tåre jo blod. Når hendes vinger kom ud af ryggen, rev vingerne jo hendes hud op. Så der ville også dryppe blod fra hendes ryg, og smerten var også enorm. Nærmest som at blive stukket i ryggen af en million knive, der langsomt drejede rundt i hendes ryg. Så smerte og blod, var ikke noget hun som sådan snakkede om.
Hun gjorde det hurtigt, for at gøre det mindst smertefuldt for ham. Da han begyndte at bande, kunne hun ikke andet end at smile lidt af ham. Hun gjorde sit bedste for at holde smilet tilbage, men det var svært. Han virkede lidt som et lille barn, som havde slået sig.
Hun kiggede op på ham, i øjnkrogen, da hun opdagede hvordan han langsomt mistede farven i ansigtet. Håbede for at han ikke ville kaste op i hendes seng var stor, hvilket gjorde at hendes smil forsvandt stille. Hvis der var noget hun ikke kunne klare, var det nok edderkopper og bræk. Det var nok noget af det mest ækle hun kunne forstille sig, hun kastede som regl selv op når folk kastede op foran hende. Hun rystede på hovedet, for at få tanken ud af sit hoved. Selv tanken om bræk gjorde hende dårlig!
Da hun var færdig, lænede hun sig frem mod ham. Med en hånd på hver side af ham, lænede hun sig frem og kyssede ham blidt på panden ”Der er næsten intet blod.” Hendes stemme var lav. ”mørket i rummet, gør det svært at se. Det ligner bare at her er beskidt intet andet” Da der var mørkt, så blodet lidt sort ud. Hvilket fik det til at ligne snask på sengen, hun kiggede på hans øjne. For at se om han turde at åbne dem igen?

"Alt vidende ligefrem?" han grinede af hende og rystede på hovedet, "Du er tosset, pigebarn." Han følte sig virkelig godt tilpas i hendes selskab - hun var virkelig underholdende at snakke med? Mon de ville snakke ligeså let og flydende i ædru tilstand?
Han smilede mildt til hende, men glippede kort overrasket med øjnene da hun prikkede ham i panden. Han så kort på hendes finger der prikkede ham, og han så derfor i et kort øjeblik, skiløjet ud.
"Irriterende? Jeg er da ikke irriterende, er jeg?" han så på hende. Smilet var endnu muntert - han kunne nok godt blive lidt irriterende fra tid til anden... "Men jeg tror bare det er en dårlig vane... kan du ikke slå mig eller sådan noget hvis jeg gør det igen?"
Han grinede over hendes udtryk. Hvorfor var hun dog så overrasket over at han ikke synes at hun var et monster? Hun var sød, lille, yndig, og utrolig uforudsigelig  og impulsiv - hun var et friskt pust, bestemt ikke noget monster.
"Jeg tror at monster er det sidste ord i verden jeg ville bruge til at beskrive dig." Han smilede venligt, men oprigtigt til hende.

"Jeg ved da ikke, om jeg er tiltrækkende? Jeg har fået af vide at jeg er tiltrækkende - at jeg er pæn," han grinede lidt og trak på skulderne, "Men seriøst, hvis du viste mig et nøjagtigt maleri af mig og to andre mænd, ville jeg skulle gætte på hvem der var mig - jeg er ansigtsblind som en i helvede, og kan faktisk ikke kende mit eget spejlbillede." Han smilede lidt og lavede endnu et skuldertræk.
Det var træls, men han havde efterhånden vænnet sig til at prøve at lægge mærke til andre ting, end folks ansigter. Alex for eksempel, håbede han at kunne kende på hendes skinnende hår, spinkle men utroligt kvindelige bygning og på hendes stemme.
Han grinede af hendes kommentar om hans navn.
"Du kalder mig bare hvad du føler for.."

Han rykkede forskrækket på sig, da hun, efter at have forbundet hans fod, plantede et kys på hans pande, dog kunne man se, at det gik op for ham, hvad der skete, slappede han hurtigt langt mere af.
Hans kinder fik igen en let rød farve - han var en smule pinlig over situationen - et af hans mindre stolte øjeblikke -  det var jo bare en smule blod? Og her havde han talt om at være macho...
"Tak og eh.. undskyld" mumlede han lavt. Han følte for at undskylde for sin nærmest hysteriske reaktion på blod. Han slog sine øjne op, da hun sagde at det næsten ikke var til at se. Det første han fik øje på var hendes store brune øjne, og han smilede let til hende - hun måtte da tro at han var rablende... eller en tøsedreng.. - Måske begge dele.
Han lænede sig frem mod hende og trykkede et blidt, flygtigt kys mod hendes læber - han kunne ikke dy sig. Han skæg på overlæbe og hage kradsede måske en anelse - men kysset varede på den anden side kun kortvarigt.
Han trak sig lidt væk fra hende, og så kort afventende på hende.

Hun nikkede, med et lille smil på læben. Tja, hun var måske en smule tosset engang i mellem, men det virkede jo til at det nok skulle gå. Cassidy virkede også ret tossede engang i mellem, hvilket kun gjorde hans selskab rart. Det var dog bare trist at han var et menneske, hvis han ikke skulle dø, når hun endelig vågnede op igen. Skulle han nok træde varsomt, ikke fordi han havde gjort noget mistænktsomt eller noget forkert... endnu! Der var altid tid, til at lave fejl. Og når man havde været sammen med Alex i noget tid, ende man altid i uheld. Det ville ikke være sært hvis der om få sekunder, eller om morgen kom en dæmon ind af døren. Det var hen, en helt normal morgen for Alex.
”Nej, nej” Hun rystede på hovedet ”De misforstår mig Cassidy, de er ikke irriterende” Han havde tydeligvis misforstået hendes ord. ”De rynker på panden når de bliver irriterede.” Hun satte sine hænder bag ryggen, kækt sendte hun ham et forførende smil. ”Jeg kan give dig et smølfespark, når de rynker på panden.” Slå ham, bare på grund af hans måde at udvise følelser, virkede nok en smule sært for Alex. Hun dræbte folk, slog dem kun hvis de kæmpede imod. Så at slå en person, som hun ikke havde lyst til at dræbe. Virkede en smule sært for hende!
Hans venlige smil, og kærlige ord. Fik hendes hjerte til at slå hurtigt, hun placerede sin ene hånd tæt mod hendes hjerte. Hvorfor havde hun så svært ved at trække vejret nu? Hvorfor havde hun så sær en følelse i hele kroppen lige nu? Måske skulle hun kaste op. Sagde hun til sig selv, om og om igen.

Alex pejede på sit ansigt i det han havde, forklaret hende om hans lidt besværlige måde at huske folk på. ”Så de ville ikke kunne genkende mig, hvis de så mig i gaden?” Af en sær grund, blev hendes ansigtsudtryk trist. ”Så for at huske mig, ville de blive nød til at høre min stemme?” Hun fjernede stille sin hånd, hendes blik blev placerede på gulvet. Med hendes hår ned over øjnene, hun legede lidt med sine fingre. Hvorfor gjorde det hende trist, at en fremmed måske ikke ville kunne genkende hende? Normalt ønskede hun at alt og alle ikke ville kunne kende hende, så ville hun sjovt nok ikke være eftersøgt eller komme i ballade hele tiden. Med blikket nede i gulvet, nikkede hun til det. Hun ville nok kalde ham Cassidy, indtil hun fandt på et kælenavn til ham. Det virkede altid mere specielt, hvis man fik et kælenavn af en. End altid at blive kaldt noget andet af folk, hvilket bare ville få en til at glemme sit navn til sidst?

Hun kunne ikke lade vær med at grine lidt af ham, den måde han forskrætte rykkede på sig. Cassidy var nok den første person, hun havde mødt i hele sit liv. Som fik det fysisk dårligt af blod, også det med at han virkede så skræmt over et lille bitte klat blod. Han virkede måske ikke macho, men han var nok en af dem man ikke ønskede at skade?
”Hvorfor undskylder de?” Hun satte sit hoved på skrå, med en lidt åben mund og et kærligt ansigt. Kiggede hun ind i hans smukke, af at ligge i sengen og at rode rundt på jorden. Var hendes krøllede hår blevet en smule ulet, dog ikke så meget at det lignede en afro. Hendes brune øjne lyste nærmest op, da han fik lænede sig frem mod hende. Inden hun nåede at registrere hvad der skete, kunne hun mærke hans bløde læber mod hende. Hendes øjne stirrede nærmest ud i det blå da dette skete, normalt var det hende der kyssede folk. Medmindre hun drillede dem og nærmede sig deres læber, så kyssede de hende. Men aldrig omvendt!
Han skæg kradsede måske en smule, men ikke nok til at det var ubehageligt. Inden hun fik tænkt sig om, trak hans sig tilbage. Hun stirrede ind i hans smukke øjne, inden hun lænede sig lidt frem igen. Hun nærmede sig hans læber, men kunne ikke få sig selv til at gå hele vejen. Hun stoppede med at læne sig frem, da de var få centimeter fra hinanden igen. Hendes øjne kiggede lidt på læberne og derefter op på ham, langsomt lukkede de. Som om hun afventede, at han ville kysse hende igen.

"Nååå," mumlede han, da hun rettede på ham, og han trak lidt op i mundvigen, "Men det har du nok ret i."
Han tænkte ikke umiddelbart over hvornår han rynkede sin pande, men at han rynkede den når han blev irriteret, gav god mening, og lød som noget han kunne finde på.
"Årh ja - smølfespark!" lo han kort, "Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst fik et smølfespark... Er det ikke dem der gør vildt ondt?"
Han lod bare blikket glide kort ned af hende, med et let smil om læberne. Hun var virkelig fin. Han havde ingen ide om havde dette bekendtskab ville udvikle sig til, men han ville bestemt ikke havde noget imod, at se noget til hende i fremtiden på den ene eller anden måde.

Hans blik faldt på hendes ansigt, da hun pegede på det, og hans smil falmede en smule, da han så at hendes gjorde det.
"Jeg ville jo ikke glemme dig - højest dit ansigt. Og jo, på gaden ville jeg nok godt kunne genkende dig," han smilte svagt til hende, "På gaden ville jeg jo også kunne se dit hår, din højde, din fine petitte figur... med alligevel voldsomt flotte kvindelige former..." Et forundret og imponeret udtryk gled kort over hans ansigt da han sagde dette. Det var sjældent, at man så en der var skruet sammen som hende - Slank, fin og petit med stadig mede flotte feminine former og kurver.
"Men du har ret i, at stemmen hjælper en hel del på det hele- men hvis jeg så dit ansigt isoleret, ville jeg ikke ane hvem du var..." Han smilte nærmest undskyldende - det lød ærligt ikke særlig pænt, at fortælle folk, at man ikke kunne kende dem..
"Det er mest et problem med folk jeg ikke ser så ofte.."
Der var ofte mange der misforstod ham, når han fortalte om sit problem. Det var jo ikke fordi han ikke kunne se ansigter - han kunne jo tydeligt se at pigen der stod foran ham var smuk - han ville bare ikke kunne gendanne hendes ansigt for sig, og ville have svært ved at genkende hende ud fra det alene...
Han betragtede hende blot, og løftede så sin ene hånd, som han placerede under hendes hage, for at løfte hendes blik mod sit. Hvis ikke hun kæmpede imod, eller prøvede at undgå hans blik, ville hans blågrønne øjne møde hendes brune, og han ville sende hende et lille smil.

"Det var bare.. sådan at jeg.. sådan.. Ligemeget," han viftede kort afvigende med hånden. Det virkede pludselig endnu dummere at forklare at han undskyldte, fordi han var flov over at opføre sig som en tøs, på grund af en smule blod...
Han smilede over hendes reaktion på hans kys. Den var sød - og også lidt sjov. I det mindste stak hun han ikke én på skrinet eller skubbede ham væk.. - det tolkede han i det mindste som et godt tegn. Efter at han havde trukket sig lidt væk fra hende, fik han vristet sin brune las af en jakke af sig, og lod den dumpe ned på gulvet - det var først nu gået op for ham at han endnu havde den på, og han fandt den ærligt lidt irriterende, og alt for varm.
Han mødte igen hendes øjne, og da hun lænede sig frem mod hende, smilte han let. Da deres læber var få centimeter fra hinanden, lukkede også han sine øjne i, og forventede at han igen ville føle hendes bløde læber mod sine.
Da der ikke rigtig skete noget åbnede han igen sine øjne, og så, at hun afventende selv sad med lukkede øjne. Han kunne ikke tilbageholde en kort lav leen, inden han lavt mumlede: "Fjollede pigebarn."
Han lod en hånd glide op i hendes hår, som han nærmest instinktivt begynde at glide sine fingre igennem. Han håbede ikke at han rev hende i håret - det var trods alt blevet en smule uglet.
Han trykkede derefter blidt sine læber mod hendes igen, samtidig med at han lukkede øjnene i.

Hun så jo sjovt nok Cassidys ansigtsudtryk mere end han selv gjorde, så hun havde hurtigt regnet ud hvordan/hvornår han begyndte at rynke på panden. Hun kende ham selvfølgelig ikke godt nok, til at kunne aflæse mere end det. Men hvis hun måtte give ham et smølfespark, når han rynkede på panden, ville der nok ikke vare særlig langtid før han fik et.
Alex nikkede blidt til hans spørgsmål. ”Det gør mest ondt når man får det over næserygge.” Sagde hun med sin altid så blide stemme, hun satte sit hoved en smule på skrå. Da han lod sit blik glide ned af hende, hun kiggede derefter på sig selv og smilte lidt. ”Måske ikke det bedste tøj at sov i hehe?” Hendes stemme var en smule lav, som om hun snakkede til sig selv.

Da han nærmest forsøgte at forsvare sig selv, drejede hun sit hoved lidt til siden. Hvorfor følte hun sig såret over at han ikke ville kunne genkende hende? Dog fortalte han at der var andre måder at kende hende på, så som hendes udseende. ”Så de ville kunne kende mig ved at stirre på min krop?” Hun havde en lidt drillende tone i sin stemme, det var sådan hun forstod alt det han havde fortalt. Hans kompliment på hendes krop, fik hende til at trække lidt på smilebåndet. Det var jo ikke første gang, en person havde sagt dette til hende.
Hun kiggede lidt op på ham, fra sin øjenkrog. Stemmerne var så sandt anderledes, nogle kvinder havde en så lys og irreterne stemme at man nærmest følte for at gøre sig selv døv, andres var så blide at man ikke kunne andet end at føle sig tryg når de var i nærheden.
Hun nikkede lidt til hans ord, han behøvede jo ikke undskylde. Der var ingen grund til det, udover det ville de nok aldrig se hinanden igen. Dette var deres første møde, og de havde allerede snakket sammen i flere timer! Alex var begyndt at blive en smule ædru, hvilket kun gjorde tingene en smule værre. Når han rørte ved hende, ville hun rent faktisks kunne mærke hans varme, og ikke kun den bløde hånd. Som blev placerede under hendes hage, hun gjorde ingen modstand. Da hun ikke følte sig truet, og ikke havde en grund til at være sur eller fornærmet på Cassidy.
Hans smukke blågrønne øjne lyste nærmest op, af det lille måne lys som kom ind fra det lille vindue bag Alex. Hun kunne endda afspejle månen i hans øjne, hvilket fik dem til at glimte som stjernerne på natte himlen. Stille formede der sig et kærligt, lidt usikkert smil på hendes læber. ”De er noget for dem selv...” Hendes stemme var lav, men kærlig.

Hun lignede lidt et spørgsmålstegn, da Cassidy begyndte at mumle. Hvorfor undskylde han, var det bare af ren refleks? Hun rystede blidt på hovedet, måske var der en grund til at han ikke kunne formulere sine ord. Så hun valgte, som den godhjertet person hun normalt aldrig var. Og lade vær med at spørger mere, indtil det.
Han kys havde overrasket hende, men ikke nok til at hun ville slå ham. Hvis hun ville have slået ham, havde hun nok gjort det inden han overhovedet nåede at fjerne sig fra hendes læber. Hun var ikke en af dem, der først slog efter kyssede. Hun slog i det kyssede skete, og også bag efter!
Alex var stadigvæk fuldt iklædt, hun havde ikke smidt noget siden de mødtes. Hendes blik kørte ned på hans jakke, det var godt nok begyndt at blive en smule varmt. De sad jo også inde i et lille lidt indelukket værelse, det var kun logisk at det var varmt. Da hun kiggede mod ham igen, rødmede hun lidt. Deres øjne mødtes igen, af hvad hun havde læst i kærligheds romanerne. Betød det vel noget?
Hendes kinder blev kun mere og mere røde, af ventetiden. Da hun havde lænede sig frem mod ham, det gjorde det dog ikke bedre da han valgte at grine lidt af hende og kalde hende fjollede pigebarn. Hvorfor lige pigebarn? Så han hende som et lille barn, betød ordet noget? Hendes tanker begyndte at køre rundt om ørene på hende, hun var ældre end denne person. Hun kunne rentfaktisk være mor til han grand grand gran onkle, hvis ikke det var fordi hun var jomfru.
Hendes tanker forsvandt dog lidt, da hun følte hans hånd køre gennem hendes lidt uglet hår. Det gav hende gåsehud, på en rar måde. Det føltes nærmest rart, at have en person der pillede ved hendes hår. Stille åbnede hun sine brune øjne, af frygt for at blive mødt af hans øjne kiggede hun lidt til side. Men inden hun fik åbnet dem helt, havde han rykket sig frem og pressede hun blidt hans lodne læber mod hendes! Hendes øjne åbnede lidt, i overraskelse over at han virkelig kyssede hende. Siden det tog så langtid, fik hun lidt mistanke om at han kyssede hende af uheld før.
Hun satte sig i hans skød og satte sine ene hånd på hans nakke, hvor hun derefter gjorde kyssede en smule mere intimt. Hun havde ikke tankerne det rigtige sted, følelsen af hans skæg der kradsede men kildede på samme tid, fik hende til at smile lidt. Mens deres læber var mod hinanden, hvis hun ikke stoppede dette inden det blev for tåget for dem begge, ville de helt sikkert vågne op og fortryde det hele!

"Over næseryggen?" Han rynkede panden let og tog rent instinktivt sin ene hånd op til sin næse, hvor han lod sin pegefinger stryge en enkelt gang over sin næseryg. Hans næseryg var endnu fin og lige, fordi han aldrig havde brækket den.
"Jeg tror aldrig jeg har fået ét over næseryggen. Jeg fik dem altid over kinden, og det synes jeg, gjorde ondt," sagde han halvleende.
Han trak smilende på skulderne ved hendes næste spørgsmål, som han egentlig var i tvivl om, overhovedet var henvendt til ham, eller om hun bare luftede sine tanker højlydt.. Ha anede ikke hvad piger normalt sov i - men det så da egentlig ganske behageligt ud...

Han rynkede panden ved det næste hun sagde, men kunne ikke lade være med at smile over det, heller.
"Du få mig pludselig til at lyde utrolig lummer, når du siger det på den måde..."
Han kradsede sig kort på siden af kæben og så kort eftertænksom ud. Hun havde nok ret. Han stirrede på folks kroppe for at kunne genkende dem - ledte gerne efter små særheder og kendetegn, som han senere ville kunne huske dem på - men det var ærligt ikke noget han tænke så meget over længere - han havde været voldsomt ansigtsblind størstedelen af hans liv.
Han så hende egentlig blot i øjnene, og da de fik øjenkontakt, fjernede han igen sin hånd fa hendes hage. Da han opdagede at også hun smilede, løftede han yderligere op i begge mundviger, så han smilede bredt.
En let rosa farve skyllede igen over hans kinder, da hun sagde at han var noget for sig selv - Dette kunne selvfølgelig også tolkes som om, at hun syes at han var sær - underlig, en fordi hu smilede mildt og ligt, valgte han at tolke  det positivt.
"Tak... Men det er du i sandhed også, Alex."

Han lod bare sine fingr lege med hendes hår. Han var en sucker for langt hår - nu længere nu bedre - det var nok også én af grundene til, at han som oftest faldt for kvinder. Der var noget utrolig fint og feminint ved en kvinde med en langt, flot hårpragt.. Han snoede totter af hendes hår omkring hans fingre, lod fingrene glide ned gennem det, og strejfede indimellem hende hovedbund med fingerspidserne.
Inden længe mærkede han følelsen af hende på hans skød - hun vejede stadig virkelig ikke meget, og han følte hendes hånd bag sin nakke. Hun kyssede godt - det måtte man gi' hende.
Han placerede sin fri hånd på hendes side - et stykke over hendes hofte, og trak hende først en smule tættere ind til sig, selvom de jo i forvejen sad utroligt tæt, og derefter lod han sine fingerspidser glide over hendes hud, i tilfældige mønstre, som en slags kærtegn.
Hans læber var endnu omsluttet med hendes i et kys, men han adskilte sine læber en smule fra hinanden.

((Beklager at det ikke er voldsomt kreativt! o: ))

Hun nikkede blidt, hvis han rynkede på sin pande ville hun give ham et smølfespark over næse ryggen. Han havde jo, som sådan givet hende lov til det. Hun kiggede derefter på hans næse, da han kørte en finger over den. På det tidspunkt begyndte hun at tænke over sin egen næse, den var så lille og rund. Det så sikkert sært ud, hun havde aldrig brækket den. Men den havde været forstuet et par gange, når hun havde været oppe at slås med dæmoner. Men af en sær grund, undgik de tit at slå hende i ansigtet. ”Det kommer til at gøre ondt, hvis du rynker på panden, så du burde ikke.” Hendes stemme var blid, meget rolig og kærlig. I det hun sagde det, på trods af at hun enlig ville forvolde ham smerte.
Han nikkede til hendes lave hvisken, hvilket fik hende til at sætte sin hånd op foran sin mund. ”Snakkede jeg højt? Undskyld Cassidy” Hun smilte bag hånden en smule forlegen, hun snakkede altid med sig selv, og havde altid en kamp om ikke at gøre det, når der var andre tilstede.

Da han rynkede på panden, fik han et smølftespark over næsetippen. For at forvolde ham mindst smerte ”Nu gør de, det igen.” Hun smilte kærligt til ham, for at gøre ham rolig, hvis nu han skulle blive sur.
”Er de ikke også en smule lummer, de køber kun drinks i håb på sex. Ellers drikker du for dig selv? Og jeg tager jo heller ikke helt fejl” Hun havde en drillende tone i sin stemme, hun blinkede blidt til ham og smilte kærligt. Hun kunne umuligt have hørt forkert, han havde selv sagt at det var bestemte træk. Udover det sagde han også at hun havde en fantastisk krop, hvilket jo var et træk på en person som ville være svær at glemme.
Hun satte sit hoved på skrå i det hun havde sagt at han var noget for sig selv. ”Tak, tror jeg?” Hun var ligesom ham, vidste ikke om det var godt eller dårlig, eller om det overhovedet betød noget.

Det føltes så rart, den måde han fingre kørte gennem hendes hår og engang i mellem blev snurrede rundt om hendes brune krøller. Alex havde normalt kun små krøller, men denne dag i dag. Var de meget store og der var sygt mange af dem, hun smilte lidt over det.
Hans læber var fantastiske, han var nok den bedste hun havde kyssede indtil videre. Hun løb jo ikke rundt og kyssede alle og en hver, men når hun blev fuld. Blev hun altid ekstremt nærgående og havde det med at kysse folk, hvis de var tæt på hende.
Den blød hånd der blev placerede over hendes hofte, som rykkede hende tættere på ham. Deres kroppe blev stille pressede en smule mod hinanden, og for at kyssede ville blive der. Blev Cassidy ned til at rykke hovedet lidt tilbage, ikke meget men bare en smule. Da hans læber adskilte sig, åbnede Alex sine øjne lidt. Han var kær, men kyssede smagte af øl og nødder. Hun adskildte sine læber og fik stille gjort kyssede mere dybt og intimt end før. Hun kørte sin ene hånd gennem hans bløde fyldige hår, mens hun holde den anden på hans nakke.

((Det er fint<3 XD))

Han så undrende på hende. Han var ikke helt sikker på hvad hun talte om.
"Det gør da ikke ondt at rynke panden," sagde han en smule usikkert, men i takt med at den egentlige mening af hendes ord sivede ind gik hans ansigtsudtryk fra at være undrende, til pludselig at se forstående ud.
"Nåå.. på den måde.."
Han nikkede lidt for sig selv. Det at rynke panden i sig selv, gjorde jo ikke ondt  - men fordi han netop havde givet hende tilladelse til at smølfesparke ham over næseryggen hver gang han gjorde det - kunne det pludselig komme til at gøre småondt.
Han smilede af at hun hurtigt slog hånden for munden, da hun opdagede at hun tænkte højt. Han vippede bare hovedet let til siden og løftede det ene øjenbryn.
"Det skal du da ikke undskylde.. Jeg tror vi alle tænker højt fra tid til anden," Han smilede let til hende. Han gjorde, i hvert fald.

Han glippede igen med øjnene, da smølfesparket ramte hans pande. Han ømmede derefter sin pande.
"Av.. Ja, det opdagede jeg..." Det havde ikke gjort så ondt, som forventet og frygtet. Han huskede det værre.
Han gengælde bare hendes smil - Han havde jo givet hende lov til at gøre det - så han havde ikke tænkt sig at hidse sig op over det - plus, så ond gjorde det jo langt fra..
"Nej men.. okay jeg er nok lidt lummer, hvad det angår.." Måtte han medgive og smilede skævt, hvor inden han trak på skulderne, "Jeg kan bare godt alkohol og kvinder," Han skulle til også at tilføje mænd, men nåede at tage sig selv i det. Han havde før oplevet at kvinder skæmtes af - ja i visse tilfælde væmmedes af, at han også var til mænd.
"Og når man har sådan en utrolig flot krop som din, Frøkøn, er det altså bare svært ikke at lade den kendetegne dig," Han smilede drillende og blinkede kækt til hende, "Men dit hår, er altså også ret genkendeligt... Det ser voldsomt velplejet ud."
Han smilede bare, da hun, ligesom ham selv, vist ikke helt kunne bedømme hvorvidt det at være noget for sig selv, skulle tages som et kompliment.

Han havde virkelig et blødt punkt for krøller. Krøller var fantastiske! Om de var små og krusede eller store bløde var næsten ligemeget. Der var bare noget utrolig kært ved krøller. Alex's hår var ret specielt fra andre piger, hvis hår han havde rørt. Det var sjældent at man fandt hår der havde krøller, men samtidig var så blødt og så så velholdt ud.
Da hun også adskilte sine læber - blev kysset langt mere intimt, og han lod efterfølgende spidsen af sin tunge, strejfe hendes underlæbe - ganske blidt og flygtigt.
Han kunne godt lide, at hun lod sin hånd glide gennem håret på ham. Næsten lige så meget som han elskede at nusse og vikle sine fingre ind i andres hår, holdte han af at andre nussede og legede med hans hår.
Han blev pludselig meget bevidst om, at han skulle huske at trække vejret - men håbede at hans pludseligt kraftige inhalering gennem næsen, var lydløs og ubemærket - Han brød jo trods alt ikke kysset og henholdsvis legede og strøg hen over håret...