Et stille sted...(Demetri)

S: samling af Soul River
T: aftenen
O: floden, træer, buske...
V: let overskyet, men en let, lun brise.

Aftenen var endnu ung.
Solen var gået ned for knap en time siden og da Amaranthe havde fået fri, havde hun besluttet sig for at gå en tur, en frisk lille tur, bare lige til at lære omgivelserne at kende. Hun kunne jo få brug for det, måske før end hun anede.
Denne lune aften havde hun nogle mørkelilla, posede bukser på, en lille top som nærmest kun dækkede hendes bryster, så man kunne se hendes veltrænede mave. Ud over sig havde hun et sjal af samme farve, et langt et der blafrede let bag hende når en lille brise dansede kærtegnende omkring hende.
Hendes tøj var eksotisk og dyrt, noget hun havde skaffet sig den gang hun var nede syd på, hun havde taget det med sig fordi det var behageligt at optræde i.
Hendes lange, gyldne hår var slået ud og gled ned over hendes ryg med de små krøller hun havde i det.
Hun var taget hjem en kort tur og efterladt sine smykker derhjemme, der var jo ingen grund til at risikere en landevejsrøver på sin lille gåtur.
Og som prikken over i´et havde hun bare fødder.

Stene prikkede let, da hun begav sig ned langs floden, for til sidst at nå til samlingen. Her standsede hun op og lod blikket glide ud over vandet, som løb lystigt med sin svage kluk lyd.
Stille...Her var ganske fredeligt, kun en ugle i nærheden tudede svagt, som for at hylde natten.
Hun stilte sig så vandet løb over hendes tæer og hun gøs kort, da vandet var ret køligt. Hendes mørke øjne gled over omgivelserne mens hun stod der for sig selv...Optaget af sine egne tanker....

"Hvad har vi her" lød det pluselig bag hende, en skikkelse i mørket bevægede sig langsomt og svagt, mod hende. Stoppede kun nogne meter fra hende. det var Demetri, De metalliske grå øjne stirrede længe på denne kvinde. Et svagt grin kom fra ham, men den var tørt og mandigt, som en der havde drukket for meget gennem livet. Det var sjældent han se nogen som hende, de fleste blev dræbt hurtigt når de enden blev født eller når de var blevet voksne. Mest af alt fordi ingen andre væsner kunne lide dem...DiSSE ækle hunde. Hans arme hang rundt ned af hans krop imens han nu tilkendegav sin krop og udseende for hende. Hun var nu smuk selvom at hun var det hun nu engang var. Mange så disse væsner som monstre der var født ud af et menneskes skød. Men enlig var de langtfra de mosntre de kunne være....de følte i det mindste stadig kærlighed og anger. Et svagt væsen med meget styrke var de faktisk.

Han overraskede hende. Hendes tanker blev afbrudt og hendes hjerte gled en tand længere op, end sin enlige plads i systemet. hun havde været uopmærksom. Hun følte snart hvordan hendes egen vrede fyldte hende. hvad havde hun tænkt? Selvfølgelig var hun aldrig alene i denne verden!
Hun ventede til hendes hjerte havde fundet sin plads igen og hun var rolig, før hun vente sig om mod den fremmede mand. Det ville undre de fleste, hvorfor hun ventede med at reagere. Men man viste jo aldrig.
Hendes øjne gled over manden, ja, hun skjulte ikke ligefrem at hun gjorde det. Det havde hun aldrig gjort.
"Hvad du har her?" svarede hun så og grinte svagt for sig selv.
"Måske skulle jeg spørge om det samme!" hun mærkede hans duft. Hun kunne stadig blive overrasket over hvor gode hendes sanser var blevet, men denne gang var hun forberedt. Hun viste han ikke var menneske.
Hendes mørke, bestemte øjne var rettet direkte mod ham. de stirrede ikke, de gloede ikke...De så bare på ham.
hans duft...Vampyr! Det var det han var! Selvfølgelig var det han var...

Hmmm" lød et lille grin fra ham, imens han nu stod der og så på hende og hun stod der at så på ham. Ja smuk var hun nu. Han havde mødt så mange smukke ladies her ´ved soul river. De fleste havde fundet der våde grav i floden, et godt stod at lade ligene finde til hvile. Han var nu i godt humør i aften. Amaranthe var lyshåret og hendes ansigt så markeret, hun var guddommelig smuk. Syndt at denne skønhed skulle være sådan et væsen, en varulv....En hundehvalp der sørgerligt nok ikke ville være til nogen gavn med mindre man holdte den som slave. Han studerede hende nøje da hun havde vendt sig men lod tilsidst hans øjne mødes med hendes. Hans var metalliske grå, smukke, mystiske og levende og igen så kolde døde og dystre. De var nærmest stirrende. Hun ville have gavnet mere som vampyr denne kvinde her. Han lod sine øjenbryn løfte sig et sekundt. " Tja, det er jo det du skal finde ud af " Et underligt lysglimt gik igennem hans øjne, som om at nogen havde kort lyst mod noget metal der skinnede tilbage

Hun grinte svagt og trådte op af vandet, dog uden at nærme sig ham synderligt.
"Det behøves jeg vist ikke!" svarede hun blot og lod en hånd glide gennem sit gyldne hår mens hun lod blikket glide over deres omgivelser og også himlen et kort øjeblik, før hun lod blikket ende på ham igen.
"Nå! Men er der noget du vil? Spise mig, slås? Torturere mig? udspørge mig?" hun undlod med vilje at nævne mere rolige ting som en samtale, selskab og de ting. sådanne ting oplevede hun sjældent med andre racer. Eller...jo. Menneskerne selvfølgelig, de få gange hun var tvunget til at snakke med dem. Ellers ignorerede hun dem.
Men hun var også ligeglad, hvorfor småsnakke? Det var bare tidsspild! Hun havde vigtigere ting at tage sig til.
Hun rettede let på sjalet. Hun frøs dog ikke, hendes kropstemperatur i sig selv skulle nok holde hende varm.
Hans øjne var dog dragende. Helt fra lille af havde hun ikke kunne modstå mystik, mens hans øjne indeholdt mere end det.
Hun var dog stadig på jagt. Hun skulle ikke nyde mere af dumme beslutninger!

Han skævede til højre for hende med et let smil. Som om at noget stod bag hende, men han rettede hurtigt blikket mod hende igen, Han var i drilsk men godt humør. Han lod sig dog igen stirre på hende, han kunne nærmest æde hende med øjnene, slikke hendes krop, kysse de steder hun ville nyde at blive berørt som en kvinde. Han lod et svagt smil komme frem på hans læber de blottede hans tænder, ikke kun 1 par tænder var der men hele 2. De store til at bide, men ved deres side var nogen lidt mindre men stadig større end normale tænder, de var til at få bedre fat i byttet og også bare for at bringe mere smerte. Han så hvordan hun let lod sin hånd glide gennem den blonde lyse hår. Han kunne lide det, smukt Blond hår. Han lod øjnene hvile en tid på hendes hår for at han igen så hende i øjnene. "Tja, hvad laver vampyrer og varulve normalt" Enlig så var det op til hende. Alt kunen more ham lige nu. Slås, romance måske et underligt form for bekendtskab. 2 fjender der måske kunne ved had lære hinandens hemmeligheder, blot ved forførelse eller afmagt men dog med en hvsi respekt. De var begge stærke racer, Men man skulle ikke tage fejl af Demetri. Han var stærkere end de fleste, Han var en Klusisska Frygtet af folk.

Faktisk et godt spørgsmål. Hun havde, og var, så besat af at finde en hvis person, at hun slet ikke havde været opmærksom på racernes indbyrdes forhold. Men det var vel det samme som altid? Hund og kat. Varulv og vampyr. Ingen af dem kunne enes. Og dog, en hund og kat kunne lære at leve med hinanden...
Hun sendte ham et udfordrende smil. Hun havde set hvordan han stirrede på hende. Og et eller andet virkede til at tiltrække ham. Om det så var tanken om hendes blod eller tanken om noget helt andet.
Hun gik endnu nogle små skridt tættere på ham og så ud til at bedømme ham på ny, dog virkede hun ikke direkte truende, men mere...manipulerende.
Hun lagde hovedet let på skrå, så den lette vind rigtig kunne lege lidt med det.
"Jamen hvorfor skal alt være som det plejer?" smilte hun
"Hvad nu hvis man faktisk fandt den anden som et interessant selskab?" hun stoppede op så der kun var en meter eller to imellem. Hendes mørke øjne var rettet mod ham, de veg ikke og vidnede om stor viljestyrke. Der skulle mere end en lille vampyr til at tage modet fra hende.

Åh hun havde skam set at han havde kigget et sted bag hende. Og måske var der også noget hun burde set efter. Men hendes hørelse havde endnu ikke opfanget noget...eller alle hendes sanser sådan set. Så hun tog endnu en chance i aften og valgte at vente. Måske havde han jo også bare kigget, som hende selv, lidt rundt.
Det hun mest af alt ville vide var, hvad han mon ville?