fremtiden og fortiden //Elysia//

omgivelser: de mørke træer forskellige væsner,
vejre: dejlig aften med en klar himmel og månen
sted: Ashen wood forest
tid: ved en 21:00 tiden
tøj: en stor beskidt sort hætte trøje og et par lasede bukser med mange revner, hans spyd og flokken af hunde

han gik gennem skoven med en taske på ryggen og hans spyd, hans hunde havde dannedet en cirkel omkring ham og bare følte sig frem han kigget rundt for at være sikker på der ikke ville ske noget uventet, han kigget op på månen, "tsk den er fuld" sagde han han håbet at varulve ikke ville komme ind i skoven, flokken og ham selv var alt for kvæsted til at kunne tag sådan en eller hvor mange de ville være. han så en lille sø og gik der hen, "vi slår lejre her" sagde han og tog nogle små spande op. "tre hold vagt, to hent mad, to hent vand" sagde han og slog teltet op og nogle andre små telte. og flokken delte sig nogle hentede mad og andre vand og nogle holdte vagt. han frytede indet så længe han vidste hvordan man kæmper som en flok. han satte en stor gryde frem og noget træ og tændte en lille flamme så der var ild, "tid til mad" sagde han og tog maden nogle havde hentet og vandet og begyndte at lave noget godt mad, havde de også brug for efter den lange rejse.

Mørket var allerede faldet på, da Elysia bevægede sig væk fra hendes nuværende sovested, og videre rundt i skoven. Lydene var hende alle bekendte, lige fra de få bækkes brusen, til lyden at vinden der rev i bladende og dyrene der kravlede rundt i skovbunden.
Hun var klædt i hendes brune læderstøvler, hendes sandfarvede kjole, med snoren oppe foran, og hendes brune kappe, som var en af hendes kendetegn. Håret var flettet ned langs siden, som det oftest var om aftenen, når hun var i skoven. I den ene hånd bar hun en kniv, i den anden holdte hun et æble. Det var en sen og lille aftensmad for hende, men sådan var hun vant til det. Livet i skoven var jo ikke nyt for hende, og madmængden var som den plejede at være, når hun ikke havde været i byen hele ugen.
Lyden af en stemme, gjorde hende mere forsigtig, og hun så sig omkring, for at finde kilden. Lidt derfra, bredte der sig et lys. Hun kneb øjnene lidt sammen, og begyndte at bevæge sig over mod ilden. Inden hun nåede hele vejen derover, stoppede hun dog op igen. Personen, hvem det end var, var ikke alene. Hun kunne høre andre, ikke stemmer, men der var bare for meget larm omkring hende, til at der kun kunne være dyrene fra skoven. Hun tog en dyb indånding, og begyndte at bevæge sig videre over mod ilden og personen. Hun ville jo ikke nogen noget ondt, hendes nysgerrighed havde bare fået det bedre af hende.

hav duftede lidt til den lækre mad han var ved at lave. han rodede lidt i sin taske efter nogle krydderier, "hvor har jeg langt dem" sagde han hvor at Jack kom med en af dem, "tak Jack" sagde han og puttede lidt af det i. "en af jer der vil hente noget vand og drikke" sagde han og kiggede på dem, hvor efter at kvik tog en spand og løb ned til søen. "tak kvik" sagde han og smilte, resten af flokken slappede bare af og ventede til der var mad. Jack rejste sig op efter noget tid og kiggede mod træerne, sindra lod mærke til det og tog sit spyd. han kiggede lidt betænktsom på nogle forskellige steder. "bliv her" sagde han og rejste sig stille op og gik forsigtigt hen mod nogle træere. "er der nogle" råbte han og så sig om han havde en følelse om at der var nogle der kiggede på ham

Elysia bevægede sig nærmere stedet hvor personen befandt sig, nærmere den varme ild, men stadig skjult af træerne. Endnu en gang hørte hun personens stemme, denne gang mere tydeligt. En mand. Hun lod blikket glide ned mod æblet i hendes hånd og derefter hen mod ilden. Når der var ild, måtte der være mad. I dag var en af de dage hvor hendes sult var værst. Måske var hun vant til livet i skoven, vant til lidt mad, når hun ikke havde været i byen i et stykke tid, men det betød jo ikke at hun ikke følte sulten gnave.
Da manden forlod sin plads og bevægede sig i retning af hende, tog hun en dyb indånding og tillod sig selv at slappe helt af. ”Jeg ville ikke forstyrre dig. Jeg så ilden og var nødt til at se, hvem der havde begivet sig herud. ” Sagde hun roligt, og trådte lidt til venstre, væk fra træernes skygge, så månens lys bedre kunne oplyse hende. Godt nok havde hun kappens hætte trukket over sit hoved, men ud over det, var der ikke noget der længere skjule hende. Hverken hvor hun var eller hvad hun var klædt i. Hun stak kniven i dets skede, og førte hånden op, for at skubbe hætten af, så hendes ansigt kom til syne. Hun gik ud fra, at den bedste måde at få manden til ikke at være for mistænkelig over for hende, var ved at vise hvem hun egentlig var, så han kunne se at hun ikke ville noget ondt. Det var også af samme grund, at hun havde lagt kniven tilbage i det skede.