Vi kan aldrig slippe af med fortiden, før eller siden vil den indhente os //Aigemfarrel//

Nutiden vil komme senere henne i emnet…

Alítheias udseende som barn:
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Tid:
Mange år tilbage i fortiden, dengang Alítheia var et barn. Klokkeslættet er midt på dagen
Sted:
Aigemfarrels hjem ved hendes forældre.
Omgivelser:
I starten et lille usselt hus, med et hullet tag og et enkelt rum, i hjørnet ligger der en hullet madras stoppet med hø, og i den anden ende af rummet, står et bord. På bordet ligger en gammel børste, nogle slidte krus og tallerkener.
Senere i et finere hus, med flotte rene møbler, bøger etc.
Vejr: Blæsende, få skyer.

Personer:
Aigemfarrels far
Aigemfarrels Mor
Alítheia

At en ung pige på kun 10 år, allerede kunne bande over livet kan undre en. Der skal ikke særligt meget til at overraske et barn, men heller ikke at skuffe det. Svigt, det var svaret, sådan kunne man skuffe et barn, få det til at miste tilliden. Når ens mor ikke havde tid til en, og ens far aldrig var der til at tage sig af en. Det forandrer et barn, når forældrene ikke kan være der for det. Det må blive stærkt, tage vare på sig selv. Alítheia, den lille rødhårede pige på 10 år var et af den slags børn. Hun havde været ude i job, et siden hun var 5-6 år. Hendes mor tjente penge, men ikke nok til at den lille pige kunne overleve for det.
Det var tideligt om morgenen og Alítheia stod med en slidt børstede hår. Børsten hun havde var slidt og fungerede derfor knap så godt. Hun havde iført sig en blå blomstret kjole, der var beskidt efter at blive brugt så meget. Hun gik forsigtigt hen til moren, der sov på en slidt halmmadras. Moderen var kommet sent hjem, og var faldet om med det samme, hun lå i krokjolen, med det sorte krøllede hår vildt omkring sig. Forsigtigt strøg hun hende over håret, og gik så mod arbejdet.
Alítheia havde arbejdet længe med at gøre rent, hos forskellige familier. Denne familie var ikke blandt de rigeste, men de havde alligevel hyret den lille pige. Mens hun gik væk fra slummet, de fattiges kvarter, gik hun i sine egne tanker.  Hun havde altid beundret sin mors udseende, set hvordan folk så på hende. Hun var selv en beskidt udmagret unge, folk sendte altid hadefulde blikke efter hende. *Gid jeg var som hende, slap for de misbilligende blikke, deres hviskende hadefulde stemmer. Når jeg bliver ældre, så skal det ikke ske, aldrig mere… en dag vil jeg se på dem og de vil fortryde* tænkte den lille pige bittert.

Det tog to timer at komme fra slumkvarteret til det finere kvarter i byen. Forsigtigt gik hun hen og bankede på døren, og ventede på den gik op. En smuk ung kvinde med blond hår og smukke blå øjne kiggede forvirret rundt. Der gik et stykke tid, før kvinden så ned på den lille rødhårede pige, der kort efter mumlede. ”Jeg skulle gøre rent… så ja må jeg komme ind?” Kvinden så først lettere forvirret ud, men lukkede hende kort efter ind, og viste hende hvor hun kunne få ting til at gøre rent med.
Alítheia havde snart fået fyldt en spand med vand og sæbe, og kunne begynde. Hun tog den op, og fik efter længere tid møven og bøven slæbt spanden ind i stuen. Hun dybbede en børste ned i baljen og begyndte langsomt at skubbe gulvet.

Sådan fortsatte hun fra rum til rum, til alle gulvene var skrubbet. Derefter begyndte hun med et stykke stop at støve overfladerne af. Det var her hun fik mulighederne for at nuppe ting fra hylderne. Da hun kom til en hylde, så hun et gammelt halskæde. Det var ikke til at sige om den var meget værd, da den var slidt. Forsigtigt tog hun sin hånd op mod den og lukkede den om kæden. Hun skulle netop til at putte den ned i en lille lomme i kjolen, da en lyden af den tunge ånden bag hende forstyrrede. Hun vendte sig ikke rundt, men hørte snart en mand, bag hende råbe. ”HVAD FANDEN! EN LILLE TYVETØS, DJÆVLEYNGEL, DÆMONTØS!” bandeordene strømmede ud af munden. Hun så ham først, da han hev hende rundt. Det var kun et kort blik, af en stor krop, med ølvom. Snart efter fik hun en syngende lussing på sin venstre kind. Hendes øjne løb i vand og det ringede for hendes ører. Hun prøvede ikke at rejse sig op eller forsvarer sig selv, men blev liggende. Mens hun lå på jorden, tænkte hun over hvor meget manden stank af alkohol. Han var ikke færdig med at rase ud efter slaget, snart efter havde han sparket den lille pige i maven samtlige gange. Da han endelig stoppede med at lade slagene regne ned over den lille hjælpeløse pige, hev han hende op. Hun hang nu over hans skuldrer, og han traskede igennem huset. Han kom til en dør og hev den op, hvor  mørket fra en kælder begyndte at suge lyset begærligt til sig. ”Så kan du få noget selvskab djævletøs” hvæsede han ned i kælderen, og smed derefter Alítheia ned i kælderen. Da hun hørte kommentaren troede han talte om hende, og forstod det derfor ikke.

Den lille livløse krop lå nu i kælderens mørke, forslået og hjælpeløs. Hvordan hun slap ud af denne kattepine var ikke til at vide. Hun rørte sig ikke, det eneste der tegnede på hun var i live, var den rallende og hivende vejrtrækning.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Alex som barn.
Alexs mor og far var begge Engle
_____________________________________________________

Alex var et dødfødt barn, men da hendes mor bad om at se hende og holde hende tæt. Åbnede Alex sine små brune øjne, det var et mirakel! Et rygte blev spredt om at Alexs mor kunne væk folk til live ved en enkelt berøring, det var selvfølgelig ikke rigtigt. Hvilket skabte en masse problemer for hendes mor, da folk begyndte at strømme til deres hus.
De kom med døde dyr, bedsteforældre, familie medlemmer og endda også døde venner. Det blev for meget for hende til sidst, hun åbnede ikke døren for nogle, ikke engang sin egen ægte mand. Hvad nu hvis der var nogle bag ham som havde endnu et dødt væsen i armene, hun kunne ikke klare det. Det kørte hende ned, hun kunne kun lige klare at sidde med Alex i et mørkt hjørne. Alt dette ændrede sig så da Alex, for første gang i sit korte lille liv, begyndte at græde. BLOD! Alex grad blod, hendes tårekanaler havde en misdannelse, så de var blandet ind med en blodåre. Så hver gang hun grad, ville det være blod. Bare en lille tåre, var lavet af blod.
Hendes mor gik selvfølgelig i panik og begyndte at råbe og skrige efter sin mand, hvad kunne de gøre for et barn der græd. Det to omkring en time, før Alex besvimede af blodmangle. Alexs mor puttede hende i seng inden hun satte sig vuggende i et hjørne. Gardinerne var trukket for og hun sad på gulvet, vippende frem og tilbage. Hendes øjne var skræmte, hun kunne næsten ikke klare mere. Hendes far gjorde alt han kunne for at hjælpe, men intet kunne bringe den kvinde han elskede tilbage. Hvilket kun gjorde alt værre, han begyndte at drikke hver aften og arbejde med en brandert. Han drak til han besvimede, for at slippe af med omverden. Når folk bar ham hjem, ville døren ikke blive åbnet så de kunne bære ham ind. I stede smed de ham op af døren og lod ham blive der, til han selv valgte at gå indenfor.
Da Alex nåede de 5 år og endelig var begyndt at løbe rundt, som en glad lille pige. Lyste alt op, hendes mor var begyndt at lave mad igen og engang i mellem så man hende smile. Hendes far drak dog stadigvæk, men ikke nok til at han blev båret væk.
En dag hvor Alexs far råbte af hende, fordi hun havde gemt en kat indenfor. Blev Alex sur, så sur at hendes øjne lyste rødt. Da hendes far opdagede den røde farve, slog han hendes ned i gulvet. Han begyndte at sparke hende, omverden lukkede omkring ham. Hendes mor kom hende selvfølgelig til undsætning, da hun hørte smerteskrigene fra Alexs af. ”DJÆVLE BARN! DU HAR GIVET MIG ET DJÆVLE BARN” Råbte han, de røde øjne var som dæmon øjne. Alexs mor skreg af ham, at Alex ikke var et djævle barn. Da djævlen var ondskabsfuld, men Alex var rar. Hun gemte en kat for at give den mad og husly, hun hjalp med mad og smilte altid. Hun lystrede til alt man sagde, så hun kunne umuligt være et djævle barn. Hendes far var selvfølgelig uenig og sparkede hendes mor væk, hvor efter han samlede Alex op. Alex skreg og jamrede, hvad kunne hun gøre?! Hun blev så båret ned i den kolde kælder, hvor hun blev holdt fangede i 5 år. Maden kom en sjælden gang, hvilket gjorde at Alex var et meget tyndt barn. Hun blev sat der, til hendes far kunne få sig selv til at dræbe hende.
Efter disse år, blev hendes far til en Falden Engel og hendes mor blev kaldt Den grædende Engel. Alex lavede ikke andet end at øve sig i at få ting til at forsvinde, hun skrabede også en sten hen af gulvet. For at gøre den spids, hun skar sit hår af når det blev for langt og når hun sultede formåede hun at spise træet fra den lille seng i kælderen. Det smagte klamt, men følelsen af at tygge i noget kunne nemt slukke den skrigende sult. Hun kiggede engang imellem ud af det lille vindue som var over sengen, hun lukkede sine øjne og sagde med den blide lille stemme ”Når jeg bliver stor, dømmer jeg ikke folk. Jeg vil få et barn og elske det uanset hvad. Se-selv hvis det dræber katte…” Hun slog blidt sit lille hoved mod væggen, hendes mørke brune hår dækkede hendes ansigt, det gik omkring til hendes skuldre.

5 år var gået og Alexs mor var begyndt at åbne døren igen for folk, sågar begyndt at gå ude i den smukke have. Da der endelig blev banket på døren, åbnede hun den og lod en lille rødhåret pige komme ind. Hvad kunne hun dog gøre, hun så beskidt ud. Så Alexs mor kunne ikke få sig selv til at smække døren i hovedet på hende, i stedet satte hun hende til arbejde. Da hun havde vist hvor den lille pige kunne gøre rent, satte hun sig hen i det mørke hjørne. Dette sted var nærmest blevet normalt for hende at være i, Hun krummede sig dog sammen da hun hørte sin mands høje stemme. Råbende fik hende til at klemme øjnene sammen og ryste, da hun hørte klasket fra den falde håndflade. Satte hun hænderne op til sine øre og begyndte at synge, for at overdøve slagende.

Lysede fra døren der åbnede sig, fik Alex til at gemme sig under sengen. MAD måske var det mad?! Hun fik mad i dag, et lille smil kom frem. det forsvandt da der kom en lille, rødhåret pige ned af trappen. Lyden af hendes krop der hamrede mod gulvet, fik Alex til at kravle hurtigt ud. Hun kravlede hurtigt hentil den rødhåret pige, var hun død? Hun satte to fingre på hendes puls ved halsen, som selvfølgelig slog stille. Den lille pige havde buler over alt og blod var på hendes mundvig. Fra de hårde spark mod maven, Alex rejste sin spinkle krop op og løb hentil en spand hun havde. Den var fyldt med regnvand, da der var hul i taget, hun satte spanden ved siden af den rødhåret pige. Hun tog en lille kop og løftede stille pigens hoved op på hendes lille skød, hun tog koppen ned i vandet og gav pigen noget at drikke. ”Er de okaii? Blink hvis du har mange smerter, jeg kan bære dig hen i sengen hvis du vil?!” Hendes øjne var triste men smukke. Hun følte for at græde igen, men hvis hun græd var hun jo ond. Hun ville ikke være ond, hun måtte derfor under ingen omstændigheder græde, sagde hun til sig selv. Mens hun ventede på at pigen ville svare. Hun fjernede koppen fra den rødhåret piges læber og satte den ved siden af sig.

Da hun var blevet smidt ned i kælderen, var hun faldet ned på en yderst heldig måde, det gjorde mindst skade på hende.
Alítheia lå et kort stykke tid bevidstløs, på det kolde gulv i kælderen. Mørket havde omsluttet hende, ingen ting trængte ind til den lille pige. Blodet trillede stille ud af hendes mundvig, og små rallende vejrtrækninger kom fra hendes bryst. Det der fik hende til bevidsthed, var den lyse stemme, der kom fra den lille pige. Hun slog forsigtigt øjnene op og så ind i et par brune triste øjne. Hun drak langsomt af vandet pigen gav hende og sank besværet. Da hun endelig havde opfanget hendes ord, blinkede hun tydeligt to gange. Hun åbnede munden og talte med en hviskende og svag stemme. ”J…jo tak, hvis du kan” hun kiggede genert og bange på pigen.
Da Alítheia lå i den lille seng, krummede hun sig sammen. I lang tid prøvede hun at finde en måde at ligge på, hvor det gjorde mindst muligt ondt. Da hun endelig havde fundet den, lod hun igen mørket omgive sig.  Hun prøvede at lukke smerten og frygten ude, og da det lykkedes hende faldt hun ind i en dyb søvnlignende trance, der varedei flere uger.



De sidste ugers tid, havde Alítheia knap nok bevæget sig, ikke mere end højest nødvendigt. Smerterne havde været for store i brystet og maven, hvor hun var blevet sparket. Om hun havde brækket noget, vidste hun dog ikke. Hun havde været omtåget det meste af tiden, og derfor ikke lagt mærke til hvad der var sket omkring hende. Det havde ikke været muligt at komme i kontakt med hende, mere end få minutter ad gangen. Den første uge huskede hun knap, det hun huskede fra den, var smerterne og mørket.
Den anden uge var hun begyndt at holde sig mere vågen og havde i skjul holdt øje med den anden pige, nogle få gange havde hun sat sig op og spist eller drukket.
I den tid hun havde ligget der, var kvinden, Aigemfarrels mor kommet ind med mad til dem. "Det er ikke meget, men det er noget" havde kvinden forsigtigt sagt, inden hun lukkede døren igen og forsvandt. Det var ikke det bedste mad, men det var et helt brød. Det brød kunne man leve af i lang tid, hvis man ikke var van til meget mad.

Efter tre ugers tid, kunne hun endelig selv gå på benene. Hendes krop healede hurtigere, da hun var dæmon. Vejrtrækning var nogle få gange stadig stødvis, fordi det stadig gjorde ondt at trække vejret, på grund af de skadede ribben.
Hun slog forsigtigt øjnene op, og kiggede rundt i den mørke, kolde og fugtige kælder. I starten kunne hun ikke få øje på den lille pige, men efter lidt tid, så hun hende.
Alítheia vidste hvordan hun var endt i kælderen, men hvordan var denne pige endt her? Var det af samme grund eller en helt anden?
Forsigtigt satte hun sig op og sendte hende mange skjulte blikke, for at undersøge hvad hun lavede og hvem hun måske var. Dog efter et stykke tid, kunne hun ikke holde sin nysgerrighed tilbage længere.
”Hvem er du, hvordan er du endt her?” mumlede hun genert til pigen.
Alítheia var ikke van til at folk svarede hende, selv i slummen var hun et barn man ikke legede med. Hun var horeunge af en fredløs, hviskedes der om. Hun var vant til at blive kaldt skældsord, og tævet. Især da hun måtte tigge og stjæle for at overleve. Så hvis pigen ikke ville svare, kom det ikke bag på hende. Dette havde dog også gjort at hun ikke lukkede folk ind, hellere afvise dem end selv at blive afvist. Hun var kun 10 år og havde allerede lukket verden ude, for ikke at blive såret.

Alex havde svært ved at bære den lille pige, hendes arme var tynde som en tandstik. Hun fik ikke næringsrig mad eller vand nok til at hun ville kunne holde til at bære en person uden problemer, hun fik dog pigen båret op i hendes lille seng, inden hendes ben faldt sammen under hende. Hvorfor skete dette endnu engang? Blod løb ned af hendes kinder, hendes blodige tåre stoppede ikke. Hvordan skulle hun klare endnu et offer fra hendes far, hvorfor ville hendes far ikke bare lade folk være! Hvorfor dræbte han hende ikke, hun havde jo ikke nogle grund til at leve. Hun var jo kun i en kælder, hvor hun en sjælden gang fik mad. Hun fik langsomt rejst sig op, den lille pige som nu lå i hendes seng. Så ud til at have mere besvær med at sove i hendes seng, end hun selv havde.
Alex trådte væk fra pigen, for at give hende plads. Hun satte sig i et hjørne, med knæene oppe mod brystet. Små suk slap hendes læber, hendes fødder var kolde. Varmen nede i kældren var næsten ligeså varm som i et køleskab, hvis man ville have varme skulle man løbe rundt eller så skulle solen stege ind af det ene enkle vindue.

I løbet af de tre uger, hvor den ene pige sov, havde Alex gjort sit bedste for at varme pigen og holde hendes sår rene, når hun engang i mellem fik mad spiste hun kun en smule og gemte resten til pigen. I tilfælde af at hun ville vågne op, når de fik vand fik pigen det meste. Alex drak sjældent noget af vandet, hvilket fik hende til at besvime mange af dagene. Når hun endelig drak noget, var det hvis de kun havde fået vand. En af dagene fik de suppe, hvilket gjorde at Alex fodrede den sovende pige. ”Hvorfor vil de ikke vågne.” Slap Alexs uskyldige læber. Kun få gange vågnede Alex op fra gulvet, hvor den lille pige havde spist noget af det brød som hun havde gemt til hende, dog stoppede det hende ikke i at tjekkede om pigen trak vejret. Frygten for at hun ville dø var stor, hvorfor var Alex så bange for at en fremmede skulle dø? Det vidste hun ikke selv, men den var der hele tiden. Kun få gange i løbet af ugen, vende pigen sig om på grund af smerten. Men hendes øjne åbnede sig aldrig, ikke engang når Alexs far kom ned og slog løs på Alex.
Hendes fars undskyldning for at slå løs på hende, var at hun forsvarede en tyv. Han ville dræbe den lille pige, men hver gang han kom ned stillede Alex sig altid foran pigen. Selv når hun ikke kunne bevæge sine ben, for smerten. Kravlede hun hentil pigens side, hvor hun nærmest lagde sig over hende, hun skreg af sin far. Tikkede og bad ham om at skåne den lille piges liv, hver gang forsvandt han op i huset igen.
Alex sov meget om dagen, hvilket var der hendes mor altid kom ned med mad til hende/dem. Af frygt for at Alex ville løbe ud af døren, mens hendes mor satte maden på gulvet. Hun kunne jo ikke låse sig selv inde hos et monster som Alex, så hun stillede altid bare maden og forsvandt uden at vække Alex.

En dag vågnede Alex, af pigen der havde rejst sig fra sengen. Selv rejste Alex sig fra hjørnet og gik hentil pigen ”Forsigtig, ikke overbelaste dig selv” Hendes stemme var lys, men på en behagelig måde. Hendes store brune øjne viste at hun var en smule utryk ved at pigen havde rejst sig. Alex havde jo ikke set pigen være vågen i omkring tre ugers tid, så nu hvor pigen endelig var vågen. Var det næsten som et mirakel for hende!
Alex skynde sig at finde et glas vand frem til pigen, mens hun fik sat sig på sengen. Hendes små beskidte hænder holde fast om glasset, hun skulle nødig tabe glasset og spilde vandet. Hun rakte det forsigtigt hentil den lille pige, med et uskyldigt smil på læben. Hendes øjne åbnede sig overrasket over pigens lille mumlen, hendes smil falmede lidt da hun ville svare. ”Mit navn er Alex, det er mine forældre.” Hendes stemme var lav som om at, hvis hun hviskede det ville det måske ikke passe. Hun kiggede væk, hvis pigen tog imod glasset, ville Alex træde væk fra hende. ”Hvordan har de det? Og hvad hedder de?” Hendes spørgsmål var uskyldige.
Af en pige på omkring de 9-10 år, havde hun meget svært ved at snakke med folk. Hvordan skulle man tiltale dem, hvordan skulle man tilpasse sig, så de ville føle sig godt tilpas eller have det godt omkring hende.
I kælderen lå der forskellige bøger, men mest voksen bøger. Alex havde lært sig selv at læse, og nu når hun ikke havde andet at lave. Gjorde hun sit bedste for at læse dem, ellers sad hun med en sten og tegnede på væggene. Hun havde endda tegnet den lillepige mens hun sov, så den lille pige var tegnet ind i væggen. Alex var en fantastisk tegner, man kunne se på væggene om hvor meget hendes tegnestil havde ændrede sig, når hun ikke havde noget at lave tegnede hun på væggen. Eller skar ind i væggen hvis man skal kalde det, det.

Det at pigen talte til Alítheia, kom bag på hende, især da det ikke var eder og forbandelser. Man kunne vel sige, at hun var blevet lidt for van til den slags. Dog farede hun altid på personerne og begyndte at slå og bide dem, hvis det skete. Ironisk, for hun var hverken stor eller stærk, så hun burde passe bedre på. Faktisk bad hun hende om at være forsigtig, og lade være med at overbelaste sig selv.
Da pigen satte sig ved siden af hende, trak hun knæene og til sig og slog armene om sig. Hun ville prøve at beskytte sig fra den mulighed, at hun blev afvist. En frygt der med tiden havde forplantet sig i hende. Hun var begyndt at afvise folk før, så de ikke kunne det gør mod hende. Dog løsnede hun på skjoldet, da hun blev tilbudt vandet. Hun fjernede forsigtigt armene fra knæene og satte sig i stedet for i skrædderstilling, og tog imod glasset. Forsigtigt tog hun en lille tår af vandet, som for at tjekke der ikke var noget i vejen med at hun gjorde det. Da hun havde sunket den, tog hun en lidt større tår.
Pigen virkede så uskyldig og flink, de små smil og de rare øjne styrkede dette indtryk, Alítheia havde af pigen. På punkter virkede pigen anderledes, mere uskyldig. Hun selv var typen der stjal og snød, endte i slåskampe, hvis det var. Alligevel var der noget over hende hun kunne lide, måske var det at der ikke var fordømmende blikke for første gang.
Hun så pigens smil falme, og da pigen, Alex som hun hed svarede på det tidligere spørgsmål, forstod hun hvorfor. Den selv samme mand der havde tæsket hende og smidt hende ned i kælderen var Alex’ far. Hvorfor Alex var endt i kælderen forstod hun slet ikke nu, hvor hun vidste ejerne af huset var hendes forældre. Denne pige virkede så sød og uskyldig. Derudover havde hun passet på Alítheia imens hun havde været bevidstløs.
Hun sad i lidt tid og tænkte over hvordan hun havde det og om hun ønskede at svare, men besluttede sig for det ikke kunne skade hvis hun gjorde det. ”Jo tak… Jeg har det udmærket… og mit navn er Alítheia” mumlede hun forsigtigt tilbage. For ikke at møde hendes blik, kiggede hun rundt i rummet, undersøgte det. Hun så bøgerne på gulvet og undrede sig, kunne denne pige læse? Selv kunne hun hverken læse eller skrive, men regne kunne hun. Når man selv til dels måtte tjene til føden og sælge stjålne genstande, lærte man det hen ad vejen.
Hendes øjne begyndte at studerer Alex nærmere, efter hun havde fundet ud af hendes far var det voldelige monster. Hun begyndte at se de hævede steder i pigens ansigt de mørkere pletter på hendes hud. Havde hendes egen far gjort dette? Og hvorfor? Måske burde Alítheia ikke have spurgt, men hun kunne ikke helt holde forbavselsen tilbage eller nysgerrigheden, hun var ikke ligefrem et englebarn. Faktisk var hun bogstavligt talt det modsatte, hun var dæmonyngel. Dæmonyngel var ikke en positiv ting, derudover var hun så også horeunge, hvis far var en kendt, og frygtet pirat på havet(Dette vidste hun dog ikke selv, endnu.)
”Hvorfor er du endt her? hvad er der sket, hvorfor er du så skadet? Hvorfor ville dine egne forældre gøre dette mod dig?” var den lange række af spørgsmål, som væltede ud af munden på hende.
Egentlig var hun ikke overrasket over forældre behandlede deres børn dårligt, hun havde set det mange gange. I slummen var det normalt at fædre slog og voldtog deres børn, at mødre lod dem sulte og passe sig selv. Det undrede hende dog her, hendes forældre var rigere, hun virkede ikke ond. Selvfølgelig kendte Alítheia ikke til de rigeres leve standarder, og hvad der var normalt, hvem kunne vide. Hun ville dog kende historien bag, kende til den mand, som havde fanget hende.

Hun fortrød sin lange ordstrøm, og prøvede at kigge væk, undgå nogen akavet situation. Derfor rejste hun sig hurtigt op, hvilket fik hende til at mærke de rystende ben under hende. Hun stod lidt tid, for at få kontrol over sine ben, de føltes svage efter de mange uger, hvor hun havde lagt i sengen. Forsigtigt gik hun hen til en af væggene og kørte forsigtigt hånden hen over den. Der var en tegning her, og hun kiggede længe på den, og så tilbage mod pigen igen. Der var ikke andre i denne kælder, så det tog hende ikke lang tid at regne ud, det var Alex der havde tegnet dem. Hun var fascineret over hvor flotte de var. Hun vendte sig mod pigen igen og mumlede genert. ”Det er nogle flotte tegninger, er det dine?” hun gik forsigtigt tilbage mod sengen, håbede hun havde reddet den, ved at skifte emne. For at være mere sikker på det var lykkedes samlede hun forsigtigt en af bøgerne op og tog den med sig. Hun satte sig på sengen og bladrede i den, uden at forstå et eneste ord. For hende lignede det en side med mystiske symboler, uden betydning. ”Forstår du det her? Ka…kan du læse?” spurgte hun forsigtigt og prøvede at sende et uskyldigt smil. Fregnerne fik hende til at ligne en gavtyv der var ude på ballade, dog fik æblekinderne hende til at se venligere ud, og et nysgerrigt glimt kunne ses i hendes blå øjne.

//Undskyld ventetiden... /: håber det går... Ja og undskyld hvis det er kedeligt o.o min hjerne er lidt død ... //

Alex havde som sådan aldrig rigtigt snakkede med andre folk, udover når hendes far kom ned for at slå hende eller hans ynkelige forsøg på at dræbe hende. Det var de eneste tidspunkter hun havde snakket med nogle, udover hende selv. Så det at der nu var kommet en person ned til hende, gjorde hende lykkelig. Men trist på samme tid, hun ønskede ikke at andre skulle gå dette igennem. Alex kunne klare at bo nede i kælderen, men denne pige måtte da have svært ved det. Og hvad med hendes familie! De måtte være syg af bekymring, nu hvor de manglede deres meget smukke rødhåret datter!
Pigen trak sig sammen, for øjnene af Alex. ”Du skal ikke være bange, jeg gør dig ikke noget” Hun ønskede ikke at skramme pigen, men hvis hun ikke fik noget at drikke. Ville det være meget besværligt at holde hende vågen, og ved krafterne. Alex nikkede derfor til glasset, som et tegn på at hun skulle tage det. Alex smilte varmt, da hun begyndte at drikke vandet. Hun havde æblekinder, hvilket fik hende til at se en smule kær ud når hun smilte. Hendes mærker i ansigtet, fik dog alt det kære til at forsvinde fra hendes ansigt.
Hendes øjne blev utrolig trist, af pigens spørgsmål. Det var tydeligt at Alex skammede sig over at være datter, af sådan et monster! En mand der kunne finde på at tæve sit eget barn, og andre folks børn… nu hvor hun tænkte over det, vidste hun ikke hvorfor denne pige var her nede. Hendes far kunne umuligt bare have fundet pigen, og smidt hende ned i kælderen. Der syntes hun dog, at hun kendte sin far meget godt. Til at han ikke kunne finde på at gøre sådan noget.
Alex nikkede blidt til den så kaldte Alítheias mumlen. ”Rart at møde dem Alítheia.” Alex smilte kærligt til hende, hvilket smukt navn. Gad vide om det betød noget? Måske havde hun en bog omkring det, hun havde snart et helt biblotek her nede. Mest af de bøger som hendes fadere ikke gad at have i stuen, så smed han dem ned til Alex for at komme af med dem. ”Hvor er dit navn smukt. Alí-the-ia?” Hun sagde det langsomt, for at sikre sig at hun sagde det rigtigt. Alexs blik blev på Alítheia, lige til hun begyndte at kigge mod Alexs bøger.
Mange af bøgerne var til voksne, omkring krigen og andre var fortællinger/eventyr. Hun havde efterhånden læst dem alle, hendes ynglings var nok den omkring en prins der ville redde sin prinsesse fra en ond heks. Hun tænkte lidt over navnet, Rapunzel eller noget i den stil. Hun rystede blidt på hovedet, det kunne jo nok være lige meget. De bøger hjalp jo ikke ligefrem på virkeligheden, hun kunne ikke andet end at tegne, skrive, læse og snakke. Hun kunne ikke engang ligge 2 + 2 sammen.
Mens hun var begravet i sine tanker, fik Alítheia smidt en bunke af spørgsmål i hovedet på Alex. Hun vende blikket mod Alítheia, hvordan kunne hun nå at svare på dem. Når der hele tiden kom nye spørgsmål? Hvorfor var hun overhovedet endt her, hun vidste det ikke engang selv. Alt hun vidste var at hun var et djævlebarn, ifølge sin far. Med alle de spørgsmål, var den der ramte hende hårdest. *Hvorfor ville dine egne forældre gøre dette mod dig?* Hvorfor ville de det? Alex havde været en god pige, hun havde gjort alt hun kunne for altid at være glad. Alt gik galt da hun blev sur, hun angrede det. Vreden hun havde følt, måtte aldrig vise sig igen.
Blod røde tåre begyndte at titte frem i hendes øjenkrog, hun stirrede bare på Alítheia. Selv havde hun ikke opfattet tårene, hun knyttede lidt sine hænder. ”J-Jeg…” Slap hendes læber, men intet andet blev slap de røde flækket læber. Hun lukkede sine øjne i, mens hendes lange hår dækkede blidt hendes øjne. Hvorfor! Hvorfor blev hun behandlet som et dyr?! Hvorfor, havde hun ikke bare været ligeglad med den killing!? Hendes hænder begyndte at ryste.
Hun åbnede dog sine øjne, da sengen knirkede. Alítheia havde rejst sig op!? Hun rejste sig hurtigt op og satte sine hænder op foran sig, så hun var parat til at gribe Alítheia hvis hun skulle vælte! ”De burde ikke rejse dem så hurtigt, de har lagt ned i for langtid. Så deres ben er meget følsomme og til at holde sig oppe.” Hendes stemme solgte at hun var urolig, for hende.
Hendes øjne følgede hendes bevægelser, mens hun gik mod væggene. Alex fjernede tårene fra sine øjne, den klistrende følelse af sine egne tåre var sær. Hun kiggede lidt på væggen, hendes tegninger var vel ok. Ikke flotte på nogle måder, i bøgerne var det meget mere detaljerede og smukke. ”M-Mange tak.” Sagde hun forlegen, hvordan skulle hun ellers tage imod det, det var første gang hun havde fået et kompliment. Hendes forsøg på at skifte emne, virkede ikke helt. Det blev mere gennemskuet, men hvis hun ikke ønskede at høre om det. Ville Alex helst ikke fortælle det, da hun ikke selv vidste meget omkring det.
”Ja, Jeg kan læse” Hun smilte kærligt til Alítheia. ”Hvis det er kan jeg læse for dig? Hvis du vil have det.” Hendes store brune øjne lyste op, det gjorde hende nærmest lykkelig at hun kunne bruges til noget. Hendes far sagde altid at hun var ubrugelig, og kun åd deres penge op. Når hun en sjælden gang fik mad! Alítheia var en smuk pige, æblekinderne og fregnerne fik hende mest til at virke så kær. Hvordan kunne voksne ikke smelte ved synet af det smukke smil og de krystal blå øjne.

Nok kunne Alítheias udseende narre folk, til at tro hun var en sød og uskyldig pige, hvilket hun ofte havde brugt. Dog, hvis man kendte hende vidste man det ikke var sådan, og at hun var endt i kælderen, var hendes egen fejl. Det havde blot været et spørgsmål om tid før hun blev opdaget, og så ville hun få en straf. Det var netop hvad der sket, og sådan hun var endt. Man kunne vel håbe på hun fik det bedste ud af oplevelsen, hvis tilfældet var hun skulle dø i kælderen.
Hvis Alex spurgte ind til det, vidste hun ikke om hun skulle lyve, ville pigen ikke blive vred. Det var trods alt hendes forældre Alítheia havde prøvet at bestjæle. Af en eller anden grund, ønskede hun ikke pigen skulle lukke hende ude, hun ville ikke ignoreres, ikke endnu engang. Denne pige snakkede til hende, lyttede, og tog sig af hende. Det var første gang hun havde oplevet det, hun ville ikke miste det så hurtigt igen.
Alítheia havde ganske vidst kun kendt denne pige, siden hun var vågnet. Alligevel var hun glad for hendes selvskab, hun var trods alt det tætteste hun kom på en ven. Der var selvfølgelig kokkedrengen, men han var mere som en fætter. Her var en jævnaldrene, som snakkede med hende, uden en hånende stemme.
Hun kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv, over situationen. Her sad hun og følte hun havde fundet en mulig ven, efter hun var blevet tævet af hendes forældre for at stjæle fra dem. Universet havde nogle gange, en sjov måde at lade foks liv udspille sig på.

Da spørgsmålene nærmest væltede ud af hendes mund, kunne hun se det var dumt. Hun så hvordan Alex’ ansigtsudtryk ændrede, som om en skygge gled hen over hendes ansigt. Straks fortrød hun, at hun havde stillet de spørgsmål, hvorfor havde hun ikke tænkt sig om. *Hvorfor var du så dum at spørge, hvorfor lod du ikke være, nu har du gjort hende ked af det! Din idiot!* tænkte hun irriteret over sin egen nysgerrighed. Hun så på Alex, ville undskylde, men intet slap ud, det var her hun lavede sit stunt med at prøve at skifte emne.  Hun stod med rystende ben, men fik hurtigt kontrol over dem og så den bekymrede pige i øjnene. Hun lagde mærke til de mærke striber der var henover kinderne, fra øjnene. De havde ikke været der tidligere, og hun funderede kort over hvad det var. Tankerne blev dog afbrudt af den bekymrede stemme, men hun smilede bare og svarede ”det går nok, jeg kommer mig hurtigt.” Forsigtigt flyttede hun på det ene ben, og fik taget det første skridt i 3 uger. Hun kom langsomt men sikkert fremad, imens prøvede hun at skjule hvor hårdt det var for hende. Man kunne se det var en mindre anstrengelse for hende, hvis man så godt efter, men selv lagde hun ikke mærke til det, da hun først var optaget af bøgerne.
Hun stod henne ved bøgerne, og lod hånden glide hen over flere af dem. Hun åbnede forsigtigt en af dem, og så på de sære tegn der var sat sammen, bogstaverne. Hvad der stod, kunne hun på nogen måde tyde, men snart kom hun hen til en side med et billede. Det forstillede et tårn, dybt inde i en skov, og ud af et vindue hang noget langt, måske et reb? Længe stod Alítheia og betragtede det smukke farvelagte billede i bogen, inden hun gik tilbage og satte sig på sengen.

Alítheia kunne næsten ikke skjule sin iver, da Alex spurgte om hun skulle læse for hende. Hun holdt meget af historier, og havde få gange fået fortalt dem. Ikke af hendes mor, men af en kokkedreng på kroen, hvor hendes mor arbejdede. Kokkedrengen, havde aldrig kunnet stå for hendes bedende øjne, og så blev hun sat op på et krobord. Så ville han begynde at  fortælle fantastiske historier om den frygtede pirat: Kaptajn Rødskæg også kendt under navnet Píarton. Derudover fortalte han om drager og andre fantastiske væsener.
Hun rykkede sig automatisk tættere på Alex, i iver da hun sagde hun kunne læse for hende, hun sendte et strålende smil og små julelys kunne ses i hendes øjne. Ivrigt nikkede hun på hovedet imens hun svarede ”Ja, ja vil du ikke nok det” med en lykkelig stemme. Hun lagde forsigtigt bogen i skødet på Alex og kiggede på hende med sine store, blå og bedende øjne. ”Vil du læse den her historie for mig” sagde hun med en genert spinkel stemme. Hun kiggede ned på sine hænder, mens hun usikkert knyttede næverne og gned hænderne sammen.

Alítheia sad lidt tid og ventede på om hun ville læse op, og kiggede endelig op efter et stykke tid. Hun sendte en venligt smil til pigen, og begyndte at tænke. Gad vide om denne pige kunne lære hende at forstå de mærkelige tegn, forstå teksterne. Hun havde længe gerne ville kunne læse, hun følte sig altid så dum og ubrugelig, når hun ikke forstod butikkernes skilte.

Alítheia forstod slet ikke hendes far, hun regnede med faren smed mennesker der havde gjort noget forkert ned i kælderen. Alex var flink, bekymrede sig om folk, hun virkede forlegen og som typen der ville folk det bedste. Folk der gjorde noget forkert, tilbød ikke at læse højt for fremmede, med en udstråling af lykke, kunne ikke være onde. Derudover så hun så kær og smuk ud, med de brune øjne, det korte mørke hår. Faktisk fik øjnene og hendes personlighed en til at tænke på chokolade, noget sødt stort set alle kunne lide.
Vist vidste Alítheia denne far ikke var et godt menneske, ligefrem at tæve en lille pige og fange hende for tyveri. De fleste ville måske slå, og så lade dem stikke af.

//håber det kan bruges o.o //

Alex kunne næsten ikke få tanken væk, over hvordan Alítheia var endt nede i deres kælder. Eller hvorfor hendes far, ønskede at tage livet af hende, de få gange hvor hun havde været bevidstløs. Måske havde hun gjort Alexs mor noget, hvilket havde startet hendes fars vrede? Men… han virkede jo ikke engang glad for hende længere, nu hvor hun tænkte over det. Anede hun ikke engang hvad hendes mors og fars navn var, hun lå rent faktisk i to fremmed personers kælder, alt hun vidste var at de havde de samme genere som hende. Og hvordan de så ud, det var det?! Hvem var de folk overhovedet, hvorfor behandlede det små pigere på denne måde!
Hun slap et blidt suk, fra sine tørre læber. ”Hvorfor smed min far dig her ned?” Spurgte hun forsigtigt, hun skulle nødig gøre hende sur over spørgsmålet. Det brænde dog nærmest inde i hende, for at få det at vide. Hvad kunne en så rar person have gjort, for at være havnet i dette underjordiske fængsel. Alex svor stille til sig selv, at den dag hun ville slippe ud af dette døds hul, ville hun gøre det med Alítheia. For at bide sig sikker på at hun ville komme hjem i god stand, hendes mor måtte være syg af bekymring lige nu, hun havde jo været væk i flere uger! Stille ventede hun på et svar fra Alítheia, mens hun fumlede med sine fingre. Hendes øjne var placerede på hendes hænder.

Alítheias forsøg på at skifte emne lykkedes for hende, selvfølgelig glemte Alex jo ikke spørgsmålene. Dog valgte hun ikke at besvare dem, man skiftede jo ikke emne, før man havde fået svar på alle spørgsmålene. Hvis man virkelig ønskede, svar på dem.
Alex nikkede blidt til Alítheias ord, så længe hun klarede sig. Da hun rykkede på sine ben, fulgte Alex forsigtigt med. Så hvis hun skulle vælte, ville hun være der til at gribe hende! ”Pas på du ikke overanstrenger dine ben, de er sikkert svage.” hendes stemme var lav og uskyldig, hun mente på ingen måde noget ondt med det. Hun sagde det mest på grund af hendes måde at gå på, siden det så, så besværligt og hårdt ud. Den måde hun nærmest blev nød til at slæbe sine ben over jorden, fik hende til at knibe sine øjne lidt sammen. Det måtte vel gøre en smule ondt, siden hun virkede så anstrengt!
Hun kiggede på Alítheias hånd, der langsomt gled hen over nogle af bøgerne. Til hun kom til Alexs ynglings bog, tænk at hun lige skulle vælge at samle den op. Af alle de forskellige bøger, hun tog ikke den med de to børn på forsiden. *Hans og Grete* Den skøre fortælling om to børn der for vild i skoven, en gyselig fortælling. Men hun tog i stedet denne? Var det billede af den smukke blonde kvinde oppe i tårnet, der havde fanget Alítheias blik? Hun kiggede med blide øjne på Alítheias ansigt, den måde hun fordybede sig i et enkelt billede på fik hende til at smile, inden hun spurgte om hun skulle læse den.

Alex havde kun fået læst en historie højt en enkelt gang i sit liv, den ivrige måde Alítheia havde reagerede på. Kunne hun godt huske, da hun selv fandt den selv samme bog. Hun huskede hvor varm hun følte sig, indeni da hendes mors blød stemme rakte ud efter hende og svang hende ind i et smukt eventyr. Om en prinsesse i et tårn, og en prins der ville redde hende. De satte sig begge to i sengen igen, hvor Alítheia forsigtigt lagde bogen ned i hendes skød. ”Jeg skal nok, bare rolig” Hun lagde en hånd på bogen og et kærligt smil kom frem på hendes læber.
Hun følte sig nærmest lykkelig med en lidt blandede følelse af sorg, danne sig indeni hende. Hun savnede sin mors varme ord, og at få læst noget op for hende selv. Men tanken om at hun kunne bringe glæde til en anden person end hende selv, gjorde hende lykkelig.
Hun kiggede ned på Alítheias sine store bedende blå øjne, stille slog hun bogen op og hun læste overskriften op ”Rapunzel.” Var navnet på fortællingen, hun bladrede stille til den næste side. Hendes ord svang perfekt over alle siderne, med en kærlig stemme læste hun højt. Det virkede nærmest som om tiden stod stille for hende, mens hun læste højt. Hver gang hun bladrede, gjorde hun det med så blide og forsigtige bevægelser at det nærmest virkede beroligende. Hun ønskede helst at holde bogen i god stand, så hun altid kunne læse den.
Desværre dræbe luft fugtigheden lidt alle bøgerne nede hos dem, alle sidderne havde en gullig farve og virkede så skrøbelige. Timerne fløg desværre af sted og da hun havde afsluttede den store bog, blev døren åbnet, hendes mor satte en kasse på gulvet og kiggede mod Alítheia ”Jeg har desværre kun tøj til... den…” Sagde hun med en lav stemme, mens hun nikkede mod Alex inden hun rejste sig ret op og vende ryggen til dem, med et smæk lukkede døren.
Alexs ellers lykkelige øjne, blev grå og triste. Hvorfor ville hendes mor næsten ikke kigge på hende, hun havde jo intet gjort? Hun lukkede forsigtigt bogen sammen, inden hun rejste sig op. Hun lagde bogen på sengen og åbnede den lille kasse, der lå en hvid kjole og et rødt halstørklæde, samt en mat pink sweater i. hun smed derefter sit tøj og tog det på, da hun fik rettede sig op sukkede hun lavt og smed sit tøj ned i kassen. ”Hun gør dette hver tredje måned…” hun vende sig om mod Alítheia med et falsk smil på læben, hun ville helst skjule at hun var trist over dette. Den måde hendes mor ikke så på hende, og ikke sagde hendes navn på. ”Jeg kalder det store vaske dag, hun kommer igen med det hvor det er rent også har vi to sæt tøj… så kan du få det varme” Sagde hun med en kærlig stemme. Hun gik mod Alítheia og lagde sweateren over hendes skuldre ”Det bliver mere og mere køligt om natten her nede.” Sagde hun med det selv samme smertefulde smil på læben.

Selvfølgelig kom spørgsmålet, det ene spørgsmål hun frygtede at høre fra Alex. Hvorfor var hun endt hernede. Alítheia vidste udmærket hvad hun havde gjort galt, men var der mulighed for ar Alex kunne finde ud af det. Der var den mulighed hun kunne lyve, så var det ikke sikkert, hendes forældre snakkede vist ikke specielt meget til hende.
Alítheia mærkede fornemmelsen af panik sprede sig fra maven, og ud til resten af kroppen. Hun ville ikke risikerer at Alex skulle lukke hende ude, ikke for dette. Nu havde hun jo endelig en at snakke med, hvorfor så smide det væk?
Hun åbnede munden fir at svare ”J…je…jeg” var det eneste der kom ud. Hvor meget hun end prøvede at komme med løgnen, ville den ikke ud. Hvorfor kunne hun ikke få sig selv til at lyve overfor denne pige, normalt var det ikke et problem. Hun var typen der fortalte løgne i lange stimer, for at slippe af sted med alverdens ulykker.
Sandheden ville hun heller ikke sige, for hun ville ikke have pigen til at blive sur på hende. Så den eneste mulighed tilbage, var at tie, hvilket hun gjorde.
Lige nu ønskede Alítheia sig inderligt en mor, der bekymrede sig. Dog vidste hun, at hendes mor på givne tidspunkt var glad. Hun var sluppet af med sin datter, skulle ikke bruge tid på at sørge for hende. Hvis Alítheia ville ud herfra, var det ikke hendes mor der reddede hende, hun måtte selv finde en udvej.

Alítheia sad og kiggede spændt længe på hende, ventende på oplæsningen ville begynde. Og da hun læste titlen, kom et lille glædeshop og rykkede sig helt hen til hende.
Hendes stemme, ordene lagde sig rundt om Alítheia. Ordene dannede et magisk slør over hendes øjne. De tryllebandt hende, forvandlede den mørke kælder, til et magisk land. Mens hun fik læst historien op, var det som om hun så hele historien udspille sig. Alex gjorde bogen levende, hun så tårnet, den skønne natur der omgav tårnet, blomsterne, skovene og markerne. Hun så kærligheden mellem de to mennesker, sorgen, glæden, hadet i personernes øjne. Intet i historien kunne slipper for hendes blik.
Efter, hvad der virkede som få sekunder, sluttede historien. Magien var væk, som Alex stemme tav og hun stoppede med at læse op.
Pludseligt sluttede det, og Alítheia fandt sig sidende tilbage i den mørke kælder. Den lykke historien havde bragt hende, blev med et revet væk. Nu var hun tilbage i virkeligheden, tilbage til sit liv.
Virkeligheden lagde sig som et mørke over hende. Hun blev hevet ind i skyggerne, druknede i de mørke tanker. Det at være så langt fra alt det frygtelige havde fået hende til at glemme alt. Bogen havde bragt hende lykke, nu var alt borte. Mørket lå som et slør over hende.
Hun blev vækket fra mørket og skyggerne i hendes sind, da lyset fra den åbnede dør ramte hende. Hun så på kvinden der kom ned ad trappen. Alex’ mor, hun hørte hvad hun sagde og så forvirret rundt, kiggede på æsken. Først forstod hun ikke hvem ”den var”, indtil hun så kastet med hovedet, mod Alex. Hun kiggede bare ned i jorden, for at undgå den akavede situation og dystre stemning.
Igen brændte nysgerrigheden i hende, moderen tog sig af Alex. Hvorfor kaldte hun så sin datter ”den”? Hvorfor tog hun sig af datteren, og lod hende samtidig være hernede?
Alítheia havde svært ved at forstå, hvad Alex havde gjort, siden hun fik denne behandling.
Endelig tog hun sig sammen og spurgte, efter en længere tid diskussion med sig selv. ”Hvorfor, hvorfor er hun sådan? Hvorfor holder hun dig hernede, behandler dig sådan og alligevel tager hun sig af dig?” spurgte hun forsigtigt, og så usikkert op på hende. Denne gang havde hun pakket spørgsmålet mere ind, om hvorfor hendes forældre behandlede hende sådan her.

Hun så på Alex da hun kom hen mod hende med sweateren, hun så hendes ansigt. Det var ikke svært at se, hun led. De smertefulde smil afslørede det, hun kunne se sorgen moren bragte Alex. Hun nikkede forsigtigt til forklaringen Alex gav, om tøjet. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, hele situation virkede så grotesk.
Hun fik lyst til at ligge armene om pigen, trøste hende. Intet, det var hvad hun gjorde, hun vidste ikke hvordan man trøstede. Derfor sad hun bare og kiggede ned.
Alítheia mærkede sweatrene omkring hende,  hun kiggede mod Alex med et kærligt smil. ”Jeg er van til kulden, jeg… jeg synes du skal tage sweateren” sagde hun forsigtigt, tog den af og prøvede at lægge den om Alex. Derefter satte hun sig ned på gulvet, for at Alex kunne ligge i sengen.

Alex var på kun hvad der var få timer, fået en stor betydning for Alítheia. Hun ville ikke kunne tilgive sig selv, hvis der skete denne person noget. Hvordan hun var kommet hende så nær forstod hun ikke, normalt skete det ikke. Normalt plejede folk dog heller ikke at bekymrer sig om hende.

Flere timer gik, uden der skete noget. Mørket i kælderen var blevet tættere og kulden krøb tæt omkring Alítheia. Hun var døsig, og havde det som, befandt hun sig i en drøm. I starten hørte hun ikke de tunge skridt på trappen, den tunge ånde eller lagde mærke til lyset. Hun mærkede den varme øl ånde mod sit hoved. Hun slog træt ind i øjnene, og så ind i ansigtet på hendes tilfangetager. Med en snøvlende stemme, der indikerede han var fuld talte han ”Nå så er den lille tyve tøs vågnet, og din lille ven derhenne kan ikke redde dig hver gang” sagde han med en brutalt stemme og tag fat i hendes kjole. Lidt efter blev hun hevet op, og stod på usikre ben, overfor ham. Hun kunne mærke benene ryste under hende. Det var blot et spørgsmål om tid, før de gav efter under hende. ”Jeg…jeg skal nok betale igen, vil du ikke nok lade være med at gøre mig noget, j…jeg beder dig” sagde hun med en lav hæs hvisken. Hun kunne ikke få sin stemme til at lystre, frygten var for stor. Hun mærkede frygten tage kontrol over hendes krop, intet kunne hun gøre. Tårerne begyndte at trille ned over kinderne, uden hun opdagede det. Hun stod bare stille og kiggede på, ventede på slaget, ventede på han ville gøre noget. Tårerne fik de blå øjne til at lyse op og ligne et bølgende hav.

Alex ventede ivrigt efter et svar på hendes spørgsmål, hvorfor tog det så langtid for Alítheia at svare på det? Alex ville aldrig lukke hende ude, selv hvis hun havde angrebet hendes far. Hun havde jo ikke det bedste forhold til sine forældre, så at Alítheia stjal fra dem, ville aldrig gå hende på. For hende ville hun bare spørger om hvorfor Alítheia valgte at stjæle, der måtte jo være en anden måde at tjene penge på.
Alex kiggede på Alítheia med store spørgerne øjne, hun ønskede helst et svar. Hun ønskede helst ikke at tænke over at hendes far, også tævede uskyldige børn. Bare for at få hans vrede ud, hun ville hellere have at han havde en grund… det lød helt forkert i hendes hoved, hun satte blidt en hånd på sin pande. Hvorfor tænkte hun sådan, det gav jo ikke mening! Uanset hvad var det forkert af hendes far, at han tævede børn! Hun fjernede stille sin hånd, da hun hørte Alítheias stemme.
Det der kom ud af hendes mund, var kun JEG. Alex sukkede blidt, inden hun sende hende et smil ”Du behøver ikke sige noget, jeg er af en sær grund bare en smule i tvivl… altså om hvorfor min fare virkelig er så forfærdelig, som mine drømme fortalte mig” Hun kiggede igen ned i jorden, hvorfor skulle hendes far også være sådan et ledt svin. Hvorfor kunne han ikke elske folk, han virkede selv kold over for hendes mor? Hun knyttede sine små hænder sammen, inden hun klappede sine hænder sammen foran hendes ansigt. ”Alítheia, du betyder meget for mig, og jeg håber vi kan være venner for altid” Hun satte sit hoved blidt på skrå og lukkede sine øjne, hvilket gav hende et sødt udtryk. hun mente hvert et ord, hun ønskede dog også at skifte emne nu, hvor Alítheia ikke ønskede at svare på hendes spørgsmål.

Mens de sad i bogen, følte Alex sit blod koge. Det var efterhånden langtid siden, hun sidst havde læst denne bog. Her for tiden, var hun opslugt i sin anden bog. Der fortalte om racerne, hun var lige kommet til vampyrene. Den måde alle racerne var beskrevet på, var fantastisk. Hun kunne godt lide forfatteren, af bogen. Viden hun fik omkring racerne, den mest facinerende race hun havde læst var endnu kun Arcangels. De var stærke og fantastiske i kamp, deres lidenskab gjorde dem til helte i Alexs øjne.
Mens hun læste, kunne hun intet andet end at smile. Alítheia virkede så lykkelig over bogen, den måde hendes ansigt strålede på fik Alex til at himle kærligt med øjnene. De var begge to små piger, som havde gennemgået helvede i løbet af deres fødsel, hvilket havde gjort dem til at virke voksne, når faren stod på. Aledx virkede dog mere voksen, fordi hendes følelse for at tage sig af folk. Gjorde hende voksen, samt hendes viden fra bøgerne.
Da bogen sluttede, lukkede Alex sine øjne blidt i. det var en fantastisk bog, hun elskede den og det samme galte vidst Alítheia. ”Hvis det er kan jeg læse en ny bog i morgen, det er for mørkt til at jeg kan læse en til lige nu.” Hun smilte kærligt til hende og lagde bogen ned under sengen, hun rettede sig op og grinte kærligt.
Lyset fra døren og tøjet der sad løst men rart på Alexs spinkle krop, fik hende til at smile lidt. Hun var selvfølgelig trist over alt det der skete, mens mest over at Alítheia skulle se det. Hendes værdighed blev nærmest trådt, for øjnene af Alítheia. Hendes mor kaldte hende den, i stedet for dæmonbarn. Som hendes far somregl gjorde, eller hendes far nægtede tit at tale med hende, han ønskede normalt ikke engang at snakke til ham på nogle måde. Han plejede bare at snakke med sin næve, hun havde helt glemt hans stemme. De gange han snakkede til hende, fik han altid slået hans ord ud af hendes hoved.
Spørgsmålet omkring hendes mor, fik Alex til at kigge tilbage mod døren. ”Fordi… ifølge min far er jeg et dæmon barn, eller barn af selveste Lucifer.” Hun sukkede blidt, hun undertrykkede sine tåre. Alt for ikke at græde og begynde at hulke, foran Alítheia. ”Jeg tror hun tager sig af mig, fordi hun inderst inde holder af mig… men, min far må vel holde hende i en kort snor eller noget” Hun begyndte at ryste lidt, tårene ville ud men hun lod dem ikke vise sig. Hvad nu hvis selv Alítheia begyndte at se hende som et monster, hun ville helst ikke miste en god ven. Hun klemte blidt sine hænder sammen, ikke græde ikke græde sagde hun igen og igen inde i hovedet.

Hun rystede blidt på hovedet. ”Hvis du ikke ønsker at have sweateren i aften, skal du altså sove med dynen. Begge er lige varme, så det gør ingen forskel” Hun smilte kærligt, hun ønskede ikke at Alítheia skulle fryse om aften, tiderne var måske varme når solen var oppe. Men når den forsvandt, var det som at ligge i en is klump. Hun rakte derefter sweateren tilbage ”Jeg indsistere på at du sover med den, og hvis det er… så er dynen lang nok til os begge” Hun stod med en strakt arm, hun ventede på at Alítheia valgte at tage sweateren igen. Hun tog ikke et nej for et nej, hvis hun troede at hun var vantil kulden. Havde hun tydeligvis ikke været nede i kælderen, Alex var jo opvoksede i kælderen. Hun havde det aldrig varmt, hun havde rent faktisk mistede følelsen i sine fødder. Eller hun kunne mærke dem, meget svagt. Men ikke kulde eller varme, hvis hun derimod fik en sten op i foden gjorde det ondt i hendes muskel ikke i huden.
Alex nikkede til Alítheias valg om at sove på gulvet. ”Vi kan skiftes, jeg ved sengen er lille. Men hvis vi skiftes, så får vi ikke så ondt i ryggen” Hun forsøgte at gøre det mere fair for dem begge.

Timerne gik, mørket havde spist hele rummet op. Selv hvis man vænnede sig til mørket, ville næsten intet ændre sig. Det eneste lys der var, var fra det lille vindue hvor månens lys kom ind fra. Det skabte kun lys nok, til at kunne ane hvad der var omkring dem.
Alex var kendt for at sove meget tungt, hendes far havde altid svært ved at vække hende. Selv med et slag i hovedet, vågnede hun kun langsomt. Smerten slog hende først, når hendes øjne åbnede helt. Alex mumlede i søvne, ordene var utydelig men hvis man lyttede godt efter…. Lød det som mad, som om hun snakkede om mad hele tiden. Da hendes far kom ind, vende hun sig til siden så hendes ansigt pegede mod Alítheia og hendes far. Hun så ekstremt fredelig ud, mens hendes far snakkede til Alítheia. Det virkede næsten som om intet ondt kunne ramme hende, når hun sov.
Desværre gik der lidt tid, før Alex langsomt åbnede sine øjne. Hun kiggede med trætte øjne på sin far og derefter på Alítheia, hun gned sig i øjnene og satte sig forsigtigt op. ”Drømmer jeg?” Hendes stemme var lav og hæs, hun vågnede mest fordi hun var sulten. Sulten havde det med at vække hende om natten, hvilket var træls da den også gjorde hende ekstremt træt. Hun følte en sær frygt omkring sig, da hun åbnede sine øjne helt op. Kunne hun se Alítheias tåre, der gled ned af hendes æblekinder. Alex åbnede sin mund, lyset fra den åbne døre. Gjorde alt klart for hende, hun sprang ud af sengen og greb fat i hendes fars arm, som holdte Alítheia oppe. ”Stop det! Du såre hende!” Hun bed tænderne ned i hans arm, i håb om at dette ville stoppe ham og gøre hans greb om Alítheia svagt. Hun var vantil bankende, men var Alítheia det? Dette var også første gang Alex havde gjort modstand, normalt græd hun bare og bad om tilgivelse. Mens slagene og sparkende væltede ned over hende!

Den lange diskussion om at sige, hvorfor hun var endt her, fortsatte. Hendes hoved var et stort kaos, for at finde frem til hvad hun skulle gøre. Der sad hun bare og kiggede tomt hen mod Alex, uden at gøre tegn på at sige noget. Først havde hun besluttet sig bare at være stille, prøve at lade det ligge. Alex virkede dog ikke til helt at give op på det, hun undrede sig, og med god grund. Der var ikke mange, der uden videre smed fremmede piger, ned i deres kælder. Heller ikke en voldspsykopat, der spærrede sin egen datter inde, som Alex’ far.
Længe sad hun bare tavs, og lod den dunkle kælder omslutte sig, men Alex fik vendt det hele inde i hendes hoved, Alítheia tog en beslutning.
Det ændrede sig det hele, efter den ene sætning, der blev sagt. Hvis hun mente det, at hun virkelig holdt af Alítheia, var der en mulighed. Hun så det søde ansigtsudtryk, det kærlige smil. Alítheia kunne ikke lade være med at lade et lykkeligt smil glide over læberne. I hendes øjne kom små lys af glæde. Hun kaldte hende en ven, ingen havde gjort det før, ingen havde vedkendt sig de kendte hende før. I det øjeblik traf hun beslutningen, Alex fortjente at vide, hvorfor hun var endt her. Hun sagde jo selv, hun håbede de altid kunne være venner.  Forsigtigt åbnede hun munden igen, for at sige det. I starten kom der ikke en lyd ud, men som hun fik kontrol over sin stemme og sit sind kom det ud. ”Jeg stjal… jeg ville stjæle en halskæde.” Hun skjulte sit ansigt i hænderne efter det var sagt, for at værge sig fra reaktionen. Hun var stadig bange for Alex ville skubbe hende væk, mere nu hvor hun kunne kalde hende en ven. Ved at stjæle fra forældrene havde hun indirekte også stjålet fra hende, jo.
Hun ville gerne have Alex til at vide, hvor meget hun betød for hende nu, men vidste ikke hvordan. Genert mumlede hun, da hun stadig ikke var sikker på reaktionen efter hun havde fortalt hvordan hun var endt her. "Jeg... jeg holder af dig... je...je... jeg vil virkelig gerne have vi altid kan være venner." Det blev sagt mumlende, hurtigt og var derfor utydeligt, og ikke sikkert Alex hørte det.

At en bog kunne bringe så meget lykke, havde Alítheia ikke regnet med. Nu da hun havde oplevet dens magi, ønskede hun det aldrig sluttede. Hun elskede at drømme sig væk, det var den eneste måde at undslippe fra den hårde virkelighed. Virkelighedsflugten var det, som hjalp hende med at bevare mere af det barnlige sind, end ellers. Hun var blevet nødt til at blive for voksen, alt for tideligt. Dog på nogle punkter var hun stadig som et barn, især når det kom til historier.  Derfor kunne hun ikke andet end at juble lidt, da Alex tilbød at læse endnu en bog for hende den efterfølgende dag. Ivrigt nikkede hun på hovedet, så krøllerne, dansede let. Imens svarede hun med en munter stemmer ”Ja vil du ikke nok, du er en fantastisk oplæser” imens sendte hun et stort kærligt smil.
Dette opmuntrede hende, tanken om endnu engang at skulle forvandle denne kælder til et magisk sted. Mørket i kælderen havde omsluttet dem igen, efter moren var gået . Hun sad og betragtede Alex, vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun havde lyst til at trøste hende. Dette var hendes første og eneste ven, noget måtte hun gøre. I starten følte hun sig akavet, malplaceret og magtesløs. Sådan en situation havde hun aldrig været i før, så hvad man gjorde, vidste hun ikke.
Da hun hørte hendes hulken, reagerede hun automatisk, uden at tænke over det.  Hun lagde armene om hende, og gav hende et kram, imens hun forsigtigt aede hende over håret. Hun havde igen set de mørke tårer, der virkede tykkere og mørkere end hvad normalt var, men tænkte ikke meget over det. Men en trøstende stemme talte hun forsigtigt til Alex. ”Din far tager fejl, du er den rareste person jeg nogensinde har mødt, Det er nærmere din far der er dæmonen her.” hun aede hende stadig over det glatte bløde hår. Mere sagde hun ikke, for hun vidste ikke hvad mere der var at sige. Hun holdt bare om Alex, til hun skubbede sig fri fra Alítheia.

Hun forstod ikke hvor Alex var så flink, vidst havde hun kaldt hende ven, men dynen og sweateren var jo hendes, hun skulle ikke dele med Alítheia. ”Jeg… jeg behøves altså heller ikke dynen” prøvede Alítheia at svare. Hun var van til kulden fra det dårlige hus, hvor de ikke havde andet end et tyndt tæppe. Derfor regnede hun med, at hun kunne klare det, selvom det skule vise sig, hun ville blive glad for en sweater i løbet af natten. Hun måtte dog snart tage imod sweateren igen, da Alex holdt den i strakt arm. I starten prøvede hun at ryste på hovedet, men opfangede dog snart, at hun ikke tog et nej for svar. Derfor tog hun efter et stykke tid imod sweateren og mumlede et usikkert ”Tak” og tog den derefter på. Derefter hørte hun på hvad Alex sagde omkring sengen, og tænkte kort. Hun ville med glæde lade Alex have den hele tiden, selv havde hun ligget i den de sidste 3 uger jo. ”Du må gerne sove i sengen, jeg sover bedst på gulvet” sagde hun, selvom det ikke var helt sandt. Hun var van til at sove på et hårdt underlag, men ikke et hårdt kældergulv, hvor kulden kom direkte op til en. Uden at sige mere, krøllede hun sig sammen og gled ind i den søvnlignende døs. Den varede indtil Alex far vækkede hende, ved at hive hende op i kjolen og holdt fast, mens tårerne gled ned af hende skinder.

Frygten havde paralyseret Alítheia, selv det at blinke, præsterede hun ikke. En del af hede hørte og registrerede, hvad der skete omkring hende. Den del virkede til at stå ved siden af hende, den så hvad der skete. Selve hendes krop, registrerede ikke tårerne der løb ned af kinderne. Hun hørte Alex tale til sin far, men det var som om intet sank ind, frygten havde fået overtaget. Hun registrerede at Alex rejste sig op, hvad hun sagde og at hun bed sig fast i farens hånd. Hun mærkede grebet i kjolen løsne sig og så kom lyden, af slaget. Hun var i tvivl, om det havde ramt hende, men hvorfor stod hun så stadig op og hvorfor var der ingen smerte? Det var her Alítheia endelig kom til sig selv. Det var ikke hende der var blevet slået, det var Alex. Hendes eneste ven nogensinde, blev slået, og her stod hun bare. Hendes far lod slagene regne ned over den stakkels pige, som i længden var forsvarsløs imod ham. Der gik ikke lang tid inden Alítheia reagerede. Hurtigt og adræt sprang hun op på hans ryg, slog løs med sine små næver til at starte med. Nok var hun ikke stærk, men det distraherede ham fra at slå på Alex. Vreden brændte inden i hende, hun kunne ikke kontrollerer det og hun ville gøre alt for at standse ham, i at slå Alex. Han prøvede at tage fat i hende, og få hende hevet ned. Men hun klamrede sig fast og i stedet for at slå, bed hun nu. Hun registrerede ikke hvor hun bed, men pludselig fik hun fat et sted, lukkede kæberne sammen. Samtidig med hun bed sig fast, fik han fat i hende og hev hende ned af ryggen. Dette resulterede i, han fik flået noget af sit øre af, eftersom, der var der hun havde bidt sig fast. Et smertens skrig kom fra hans mund, imens han holdt sig til det blødende øre. Hun mærkede klumpen inde i sin mund, og spyttede den straks ud. Han havde sluppet taget i hende, for at tage sig til øret, derfor dumpede hun ned på jorden. Der lå hun et stykke tid, uden noget skete. Hun kiggede mod Alex, for at sikrer sig hun var okay, og han ikke længere gjorde hende noget. Kort efter vendte han opmærksomheden mod Alítheia igen. ”Dit lille bæst, Hvor vover du, Jeg dræber dig din lille djævel! Du fortjener ikke at leve, du skal brænde! Brænde op!” hvæsede han kort efter ad Alítheia og placerede et hårdt slag på hendes kind inden hun kunne nå at reagere. Inden det næste slag kom, løftede hun hænderne op foran ansigtet, for at beskytte sig.  Imens var det eneste hun kunne tænke på, at han i det mindste ikke skadede Alex nu.

//Håber det kan bruges... undskyld hvis der mangler noget eller det er usammenhængende o.o //

Det gjorde hende utryk at Alítheia bare kiggede tomt på hende, stilheden sænkede sig over hende. hun ønskede at vide hvorfor hun var her, der måtte jo være en grund. Alítheia var nuttet, den måde hendes øjne lyste op af. Fordi Alex fortalte hende, at hun holdte af hende og højst sandsynlig ville være hos hende gennem det meste. Eller sådan mente hun det i hvert fald, Alítheia ville forhåbentlig være hendes første og bedste ven nogle sinde. Hvis de kom ud her fra, ville Alex begynde at læse madopskrifter. Så hun kunne lave mad til Alítheia engang, ikke som et ægtepar. Mere fordi hun altid drømte om at lave mad, det med at stå med en pande og lave en masse fantastiske kød på en pande. Hendes tanker fløj lidt væk fra emnet, hun var sulten og det hjalp hende ikke. At hun tænkte på kød, en god saftig bøf med perfekt marmorering. Da Alítheia derimod åbnede sin mund, stoppede tanken om mad. Hun kiggede spørgende på hende, med sine store brune øjne.
Stjal?! Hun Stjal åbenbart, den havde Alex dog ikke set komme. Hun kiggede lidt overrasket på hende, hvor efter hendes øjne blev vrede. ”Stjal… STJAL! Min far lukker dig her ned fordi du stjal.” Hun rejste sig op og gik rundt i cirkler, hvordan kunne hendes far gøre dette mod en lille pige. ”Du havde sikkert din grund, han burde på ingen måde slå dig. Bare fordi du er trængende, hvis du havde brug for den ting. Ville du tage den, du ville sikkert aldrig gøre det bare for sjov!” Hun stoppede op der, hvor efter hendes øjne blev uskyldige igen. Hun drejede hoved mod Alítheia. ”Du ville aldrig bare gøre det for sjov, ville du?” Hun fumlede lidt med sine hænder, hvis hun gjorde det for sjov vidste hun ikke helt hvordan hun skulle reagere. Nogle folk kunne jo holde af de ting hun tog, men hvis det var på grund af nøden i at få penge. Var det en helt anden sag, hun rystede på sit hoved og derefter hænderne. ”Lige meget, det behøver du ikke svare på. Jeg undskylder for min fars gerning, han er en sur gammel ged.” Dette var de eneste skældses ord hun kunne, i de bøger hun læste var der ikke bandeord eller andre ting. Hun satte sig på sengen og krammede Alítheia, hun kunne godt se at hun var en smule utryg omkring det hele. Hvilket der var fuld forståelse ved, hvem ville ikke det.
Alex holde dog stadigvæk af Alítheia, der var en grund til alt. Dog hvis hun havde myrdet hendes mor, ville det være en anden sag. Hun havde dog set sin mor, så hun vidste at dette ikke var sket. ”Undskyld jeg overreagerede lidt, jeg ville ikke skræmme dig.” Sagde hun med en lav lidt trist stemme.

Hun fik en rosen farve på kinderne, da Alítheia kommenterede på hendes læsning. Så god var hun da heller ikke, hendes mor var meget bedre. Eller det var hun dengang hun læste for Alex, den blide stemme der strøg gennem alle siderne. ”M-Mange tak, det er jeg glad for.” Hun sendte Alítheia et uskyldigt dog kærligt smil, en smule genert.
Alex kiggede forbavset ud i mørket, da Alítheia krammede hende. dette var hendes første kram siden hun endte i denne kælder, varmen susede gennem hende og tårende kunne ikke længere holdes tilbage. Hun satte sine små hænder på Alítheias ryg, mens hun krøllede hendes trøje lidt. Hun begravede sit hoved ned i hendes skulder, hendes ord varmede hendes hjerte. Hvordan kunne Alítheia være så sød, kærlig og fantastisk og så ende her! I dette hul, tårene løb ned af hendes kinder. Hvor de blev slugt af Alítheias trøje, hun hulkede lavt. hvor hun forsøgte at presse et *Tak, jeg er glad for jeg har mødt dig* Ud, i stedet lød det bare som kvalte ord, som var svære at tyde helt korrekt.
Krammede varede ved i noget tid, hun holdte Alítheia tæt ind til sig. Uden at tænke over hvor akavet det måtte være for hende, at have Alex stående op af sig grædende. Da hun faldt til ro, tørrede hun sine øjne. Alítheias skulder på trøjen var blevet helt blodig, fra de blod befængte tåre. Hun snøftede lidt, hvor hun forsøgte at sende et lille smil til Alítheia. ”J-Jeg, har nok ødelagt.. din trøje lidt… undskyld, d-du kan få min” Hun ville tage kjolen af, hvis Alítheia altså ikke stoppede hende. hun stammede ved sine ord, da hun snøftede lidt engang i mellem.

Alex smed holde sweateren over mod Alítheia. ”Du ender med at fryse hvis du ikke har noget over dig. Det gør mig altså intet” Hun smilte kærligt til hende, hun tog virkelig ikke et nej for et nej. Det var enden sweateren eller dynen, hendes øjne lyste nærmest op i mørket. Da Alítheia tog imod sweateren, hun klappede sine hænder sammen. ”Den er også sød til dig, den passer til dit smukke hår.” Hendes stemme var kærlig.
Da hun lå på sengen, vende hun blikket op mod loftet. Mørket blandet med søvnen i øjnene, gjorde det svært for hende at holde sig vågen. Hun rystede blidt på hovedet, hun havde sovet på det gulv. Hun vidste udmærket godt hvor træls det var at sove på, de små sten der lå over alt sammen med alt sandet man ikke kunne få ud af håret igen. ”Det går nok, undskyld jeg insistere så meget. Vil bare gerne have at du sover godt om aften.” Hendes øjne lukkede stille i, hun var træt. Det var hun næsten hver eneste nat, det var altid svært at holde sig vågen på denne tid for hende. især det med at hun holdte sig selv vågen, i de tre uger. For at beskytte Alítheia, nu hvor hun var vågen skulle hun ikke frygte noget omkring hendes far.

Hun havde bidt godt ned i hendes fars hånd, han ønskede jo ikke at slippe Alítheia. Da hun fik løsnet sit gab omkring hans hånd, fik hun næsten ikke registrede hånden der nærmede sig hende. hun faldt til jorden, med øjnene klemt sammen. Da hun ville rejse sig op, nåede hun knap nok at strække sine arme inden slagende væltede ned over hende. hun krummede sig sammen, satte sine hænder på hovedet mens tårene endnu engang løb ned af hendes kinder. ”Undskyld undskyld” Gentog hun mange gange, det lød næsten som om hun fik det sagt over 100 gangen. Før Alítheia sprang op på hans ryg, da slagende stoppede. Åbnede hun stille sine øjne igen, da hendes øjne bliv klare stirrede hun kort op på faren. Alt kørte rundt for hende, dog fik hun registrede at Alítheia sad på hendes fars ryg?
Hun fik langsomt stillede sig på benene igen, hun holde en hånd på det sted hvor hendes far ramte først og hårdest. Da Alítheia bumpede ned på jorden, susede hun hurtigt hentil hende. ”A-Alítheia!” Slap hendes løber, på grund af mørket kunne man ikke se at det var blod hun græd. Kun at hendes tåre virkede så tykke og mørke? Hun forsøgte vende blikket mod sin far da hans stemme fik gulvet til at runge. Af panik og skræk faldt hun bag over, inden hun nåede at se sig om havde han allerede placerede et slag mod Alítheias kind!
Alex kiggede hurtigt omkring sig, hendes blik landede på den skarpe sten. Den hun brugte til at skære sit hår af med, når det blev for langt. Hun svang fingrende omkring dem, hvor hun hurtigt sprang på benene. Inden hendes far kunne nå at placere endnu et slag i Alítheias ansigt. Skreg hun, for at give sig selv styrke. Hun susede hurtigt over gulvet, med et fast greb om stenen hamrede hun den ind i hans ribben. Den knasende fornemmelse af ribbene der knækkede, gav Alex gåsehud.
Hendes far tabte Alítheia, i det smerten sev gennem hans krop. Et skrig røg gennem lokalet, alex smed stenen fra sig og greb fat i Alítheia. Hun hev hende nærmest med sig mod døren, den var åben ikke lås. Han kunne jo ikke låse den når han var nede i kælderen! De susede op af trappen, da Alex opdagede sin mor der sad i et mørkt hjerne mens hun vippede frem og tilbage. Stoppede hun op, hendes mor mumlede monster. Hvis man mundaflæste hendes læber, Alex vende blikket væk fra hende og susede ud af døren med Alítheias hånd i sin.

((Håber det kan bruges XD og dit kan altid bruges, elsker Alítheia som barn!))

Hun sad tavs, ventede på Alex’ reaktion. Nu vidste hun, at Alítheia var en tyvetøs. Ville hun nu skubbe hende fra sig, gad hun have med en pige at gøre, som stjal? Alítheia frygtede det svar der ville komme, de fleste ville svare nej, medmindre de selv var det. Frygten for svaret sig, da hun så vreden brænde i hende øjne, hun krøb automatisk mere sammen, for at skærme sig mod reaktionen, der ville komme. Hun ventede at Alex nu ville afvise hende, fortryde det hun havde sagt tidligere. Så meget for at få en ven og så miste eden så hurtigt efter igen, det kunne hun ikke bære tanken om. Da hun hørte de første to ord Alex endelig sagde, blev hun knust. Hun ventede hun ville skælde Alítheia ud nu, måske ligefrem hade hende. Et let hulkende lyd slap ud af hende og skulle til at bede om tilgivelse. Netop der, hørte hun hvad Alex videre sagde. Hun var ikke sur på Alítheia, det var hendes far hun var vred på. Hun kiggede overrasket på hende nu, fordi hun ikke havde forestillet sig denne pige kunne være så vred, og om ikke andet var det ikke Alítheia hun var vred på.
Hun fulgte hende med blikket, som hun gik rundt i cirkler og hørte på hvad hun sagde. Grunden til hun stjal, havde Alex haft ret i. Alítheia stjal ikke for sjov, hun stjal for at overleve, for at have noget tøj på kroppen og noget mad i maven. Det at gøre rent, indbragte sjældent meget, så hun måtte selv skaffe sig ekstra. Da Alex spurgte om hun stjal for sjov, var der kun et svar, men hvis hun ikek behøvede pengene, havde hun så gjort det? Faktisk vidste hun det ikke, hun havde jo aldrig haft flere penge i hånden, end hvad hun kunne overleve for. ”Nej… jeg stjæler for at overleve” mumlede hun usikkert. Det var første gang hun på nogen måde angrede hun stjal, normalt var hun ligeglad, selv hvis det betød noget for andre. Alex gjorde vel Alítheia til en bedre person, fik hende til at bekymrer sig om andre, fortryde at hun gjorde forbudte ting.
Hun sad stadig på sengen, overrasket over det pludselige vredes udbrud, men smilte dog let, da Alex undskyldte for farens opførsel. Kort efter mærkede hun krammet fra Alex, og en varm følelse af glæde spredte sig i hendes krop. Omfavnelser havde hun aldrig rigtigt fået, det nærmeste hun var kommet var at de rodede let op i hendes hår. Et varmt smil spredte sig i hendes ansigt og hun svarede roligt Alex ”Det går nok, du har al ret til at blive vred.” og smilede mildt til hende, for at vise hun følte sig mere tryg igen. Inden tillod hun sig at juble let, eftersom Alex stadig ønskede at være hendes ven. Hvis eller når de slap ud fra denne kælder, ville hun vise hende rundt i byen. Der var især et sted Alítheia holdt meget af, og der var ingen andre der kendte til det. Det var ved en lille sprække i bjerget, som førte ind i en grotte med en klar sø, hvor bjergsiden og jorden var dækket af blødt mos og et enkelt træ stod. Der var aldrig nogen farer i grotten, ingen der kunne skade en, derfor skjulte hun sig ofte der, når alting blev for meget.

Mens Alex græd, blev Alítheia bare ved roligt at ae hende over håret roligt. Hun lod hende græde så meget hun havde brug for, og tog sig ikke af den efterhånden gennemblødte skulder. Da hun prøvede at tale, havde Alítheia svært ved at tyde hvad der blev sagt, men efter længere tid at prøve at finde frem til det, fandt hun nogenlunde betydningen af det. ”Jeg er også lykkelig over at have mødt dig” svarede hun kærligt igen.
Hun sad længe sådan og trøstede Alex, til hun havde fået grædt ud. Da Alex brød krammet og tørrede øjnene, lagde Alítheia mærke til, hvor klistret og våd hendes skulder var. Hun vidste Alex havde grædt så meget, men hvorfor var den så klæbende? Uden at tænke over det, trak hun let på skuldrene, som at hendes underen over det, kunne være lige meget. Da hun så smilet igen, følte Alítheia sig mere rolig, Alex var ved at blive i bedre humør, hvilket af en grund hun ikke forstod, også gjorde hende glad. Da hun hørte hvad hun sagde forstod hun ikke pigen. Hvorfor skulle hun have ødelagt hendes kjole, hun havde jo bare grædt. Et let smil bredte sig over hendes læber, da Alex ville til at give hende, sin kjole. Med et smil og en munter stemme svarede  hun på undskyldningen. ”Du skal ikke undskylde, den er ikke ødelægt, jeg kan sagtens gå i den, behold din egen kjole.” Derefter prøvede hun at stoppe Alex i at tage kjolen af.

Nok havde hun fået stoppet hende i at give hende kjolen, men sweateren måtte hun accepterer. Hun ønskede Alex havde den, så pigen ikke ville fryse. Men hun havde indset at hun ikke kunne vinde denne diskussion, og tog derfor sweateren. ”Er du sikker, okay, så skal jkeg nok tage den på, men hvis du fryser, får du den igen”[/color] sagde hun alvorligt og begyndte at tage sweateren på. Den varmede behageligt de barer skuldrer. Stoffet var blødt, hun havde aldrig selv haft en sweater, derfor kunne hun ikke lade være med at putte sig ind i den. Hun smilede genert da Alex talte om sweateren klædte hende og  passede til, som hun sagde det smukke hård. Hun mumlede en genert ”tak… du har selv så flot hår” og sendte hende et genert, men kærligt smil.
Da hun lå sammenrullet på gulvet, for at lægge sig til at sove, trak hun sweateren tættere om sig. Gulvet var allerede køligt og sweateren beskyttede ikke kun mod det, men også de mange småsten. Søvndrukken svarede hun på Alex sidste kommentar, inden hun faldt helt i søvn. ”Det går nok… Jeg vil bare have du har det bedst, jeg er van til at sove hår…dt” et gab afbrød hendes sætning inden hun kunne få sagt den færdig “Men sov du blot i sengen så længe du ønsker“ fik hun færdig gjort, og kort efter omgav søvnens mørkets stille ro hende.

Alítheia havde ikke kunnet bære at høre Alex græde igen, mens lydende fra slagene samtidig kom. Det var det der havde tændt vreden i hende, at faren skadede hendes ven. Ingen skulle skade hendes ven, hun ville gøre hvad end der skulle til, for at standse det. Det var derfor hun uden at tænke over det, var sprunget på ham og gået bersærk. Det resulterede i at han mistede en bid af hans øre, og hun faldt hårdt ned på jorden. Smerten fra faldet skød op igennem ryggen, men den smerte blev dog snart erstattet, da Faren gik til angreb på hende.
Slagene strømmede nu i stedet for ned over Alítheia, som hun prøvede at skærme sig for. Imens lod han eder strømme ud over hende ”Djævleunge, satans værk, pestilens, dæmonyngel, sjæledræber, horunge” var blandt de ord han brugte.
Smerterne i armene blev med tiden større og større, til sidst orkede hun ikke længere at holde dem oppe mere. Hun mærkede igen at slag mod sin kind, da hun lod armene dumpe ned. I hendes sind forberedte hun sig på det næste, dog kom det aldrig. Hun havde ikke set hvad Alex lavede, og vidste derfor ikke, at den lille pige havde angrebet sin far, før hun hørte hans Skrig. Hvad der var sket med ham, så hun dog aldrig, for da han med vaklende skridt trådte tilbage og holdt om såret, havde Alex taget fat i hende.Hun mærkede grebet om sit håndled, og var snart blevet hevet på fra jorden. Alex hev hende med op ad trappen og op i huset. Alítheia så kvinden, som var Alex mor sidde uroligt og vugge i et hjørne. Da hun blev trukket ud på gaden, virkede lyset overvældende, trods det var nat. Månens lys, var her skarpere og Alítheia kunne ikke se hvor hun satte fødderne. Det medførte at hun snublede over nogle brosten, fladt ned på maven. Dog fik hun hurtigt skubbet sig selv op igen, og så rundt. Efter at have lukket øjnene hårdt i igen, vænnede hun sine øjne, til overfladens lys. Hun tog fat i Alex’ hånd og løb nu ned mod slummen og hendes eget hjem, førte hende igennem de mørke øde gader, med hurtige løbende skridt. Efter en længere tur, nåede de endelig frem, til det lille forfaldne hus. Huset havde ingen trædør, blot en åbning. Inden i vat det et lille rum, med en enkelt slidt halmmadras, en kommode, et lille bord og et par stole. Hun trak Alex ind ad åbningen i huset, og lod sig endelig få pusten. Forpustet hev hun efter vejret, og håbede på ingen havde set dem. Her regnede hun ikke med, at de ville blive fundet, folk vovede sig sjældent ned i slummen, medmindre de levede der.
Alítheias egen mor, var ikke hjemme, eftersom hun på givne tidspunkt arbejdede på kroen. ”Her kan vi være, jeg bor her, med min mor, men bare rolig hun kommer ikke før om morgenen” sagde Alítheia usikkert og så på Alex, for at være sikker på hun var okay. Det var ikke et smukt sted, men hun håbede Alex ville blive.

//Dit kan altid bruges, det er mega godt! håber det her er okay ._. hvis der er noget du er utilfreds med sig bare til :I //

Alex nikkede blidt, da Alítheia svarede på hendes spørgsmål. Hun blev nærmest glad for at hun ikke stjal for sjov, hvordan ville man kunne leve med den skyld? Dog kunne hun ikke rigtigt tænke over det, hvis nu Alex boede på gaden og havde hårdt brug for pengene. Ville hun så også selv begynde at stjæle, og ville det tage overhånd så hun så det sjove i det? Det var virkelig ikke til at bide sig sikker på, man anede jo ikke hvad der ville ske. Det sammen galte jo, når man tænkte over overlevelse. Ville Alex så kunne dræbe nogle, hun var jo altid så rolig og elskede alt. Selv sin far som tævede hende, eller elskede hun overhovedet ham? Tankerne fløj af sted, hvordan kunne man elske en mand som tævede en pige. Der gjorde sit bedste for at overleve, udover det så kunne han have sagt noget som. *Ikke stjæl, her er nogle penge men stop med at stjæl, det er ikke godt for dig* Hun vidste de havde penge nok, eller hun anede ikke hvordan huset så ud nu. Men hendes far tjente godt, og hendes mor stammede fra en rig familie. Hvis hun ville kunne hun sikkert købe sin egen lille klan, og stadigvæk have penge til et skab fyldt med tøj.
Alex lukkede sine øjne i krammet, det var rart at kramme Alítheia. Hun virkede så varm, var det ondt at sige at Alex var glad for at hun stjal på en måde. Hun hørte Alítheias stemme, altid så rar dog lidt lys.
Hun slap stille Alítheia, hvor efter hun sendte et varmt smil ”Jeg er faktisk glad for du stjal.” Hun kiggede ned i sine små hænder, mens hun legede lidt med sit tøj. ”Hvis du ikke havde forsøgt at stjæle, ville jeg aldrig have mødt dig.” Hun rødmede ldit ved hendes ord. Hun mente selvfølgelig intet ondt ved det, hun var en smule trist over at Alítheia var nød til at stjæle og ende i denne kolde kælder. Bare for at kunne møde Alex, udover det fik hun jo også slag! Et lille suk slap Alexs røde læber. ”Jeg mener altså ikke, at jeg er glad for at du er nødtil at stjæle eller at du fik tæsk. Jeg er bare rigtig rigtig glad for at have mødt dig Alítheia” Hun rettede sit blik op mod hende og sendte et lidt usikkert smil til Alítheia, hvordan ville hun ikke lige tage imod det.
Hvis de kom ud af dette sted sammen, ville hun elske at se verden eller byen udenfor sammen med Alítheia. Dog var hun en tard til at finde rundt, så hvis de nogle sinde kom uden for huset. Ville hun nok opleve Alex meget klodset og at hun gik de forkerte steder hen, især hvis hun efterlod hende. hvis Alítheia gik fra hende ude i byen, ville hun ende med at gå rundt i cirkler og tro at hun er det rigtige sted. Hun ville kunne befinde sig det samme sted i en time, men stadigvæk ikke kunne finde vej.

Den beroligende hånd der langsomt aede Alex, fik hende til at slappe af. Det var rart at have en person, som i det mindste prøvede på at trøste hende. normalt gik hendes mor bare væk når hun græd, og hendes far slog hende hvis hun begyndte at græde når hun så ham.
Alex stod lidt og snøftede, Alitheias ord varmede hendes hjerte. Som sendte varmen rundt i hendes krop, at møde en person så rar og nuttet som Alítheia var vel et mirakel i sig selv. Et lille smil dansede sig over hendes løber, da Alítheia svarede på hende undskyldning. Hvis der havde været lys i kælderen, ville hun nemt kunne se hvor blodig hendes skulder var blevet. Og hvordan hendes tår, ville have lavet små blodige streger ned af hendes kinder. For Alexs held, var der dog så mørkt at det de så. Var sort og hvid, så de kun kunne tyde hinandens ansigter.
Alex ville ikke fortælle hende, at hendes tåre ikke ville kunne vaskes af. I stedet slap hun sin kjole og nikkede blidt, hun adskillede sine lidt tørre læber fra hinanden. ”Hvis du fortryder, kan vi altså godt bytte tøj. Jeg tror vi er noglelunde samme størrelse” Hvilket var trist, Alítheia sultede i gaderne og Alex sultede i kælderen. Så de var begge to ret spinkle, deres højde var vel også noglelunde den samme.

Alex nikkede til Alítheia, dog var det lidt løgn. Hvis hun frøs ville hun aldrig bede om sweateren igen, da det ville betyde at hun skulle lade Alítheia fryse. Hvem ville ønske det, samme galt jo for Alítheia hun ville jo heller ikke have at Alex frøs. Et nuttet smil kom frem på hendes læber, efter alt det tuderi kunne hun ikke andet end at smile. Alítheia var så nuttet, hendes hår var smukt og så rødt ud. Hvilket Alex syntes var fantastisk! Dog var hun ikke sikker på om det var rødt, da mørket gjorde hende usikker.
Hun nikkede blidt, over Alìtheias lille generte stemme. Hun grinte kærligt af hende, intet ondt ment i grinet. Bare det at Alítheia, i det mindste også blev en smule genert engang i mellem. ”Mange tak, jeg har selv klippet det” Sagde hun stolt og pegede på det, eller det var jo skåret af med en skarp sten. Så det var nok en smule ulet og skævt det meste af det, men ellers sad det vel meget godt? Hun havde jo ikke noget spejl at kigge på, hun skar kun sit hår af når hun kede sig eller havde problemer med at se for sit lange pandehår. De begge gabte på samme tid, hvor Alex endte med at lave et lille fornøjet smil.
Hun nikkede stille, inden de langsomt var ved at døse hen. Hvis hun sagde hun var vantil det, måtte det være som at ligge på en sky. Når man sov på en madres, hun faldt i søvn inden hun nåede at registre hvad Alítheia havde sagt. Søvnen tog hånd om hende, og mørket lagde sig over de brune øjne. Hun rullede om på siden og lavede et lille ja, inden hendes åndedræt blev rolige.

Slagende der regnede ned over Alítheia og hendes far der råbte af hende, skar gennem Alexs øre. Hun var i chok, anede ikke hvad hun skulle gøre. Hvad gjorde man i sådanne situationer, normalt slog han jo kun hende. normalt var der jo heller ikke andre end hende, hun kunne se hvordan hans øre dryppede. Det så ud som om Alítheia virkelig havde taget en bid af hans øre, da hun så hvor svag Alítheia langsomt blev. Fik hun adrenalinen til at suse gennem hendes åre, det føltes forfærdelig og virkede nærmest hårdere end de slag hendes far indførte hver dag.
Hun hypperventilerede, i det hun samlede stenen op og susede over gulvet. Hendes øjne var blevet røde, koldblodige dog stadigvæk en smule skræmt. Hun havde sluppet stenen, i det hun selv hørte hendes fars skrig. Da han trådte tilbage gjorde hun det som følgede, løbende op af trappen tog det meste af pusten fra Alex. Hun var ikke vantil at løbe på noglemåder, hun var det man kaldte en bog orm. Lavede intet andet end at læse og sidde i en lugtende kælder, sammen med de rotter der en sjælden gang kom frem.
Da Alítheia faldt, var Alex lige ved at vælte da hun stoppede op for at hjælpe hende på benene igen. Hun hev smertefuldt efter vejret, det føltes nærmest som om hendes lunger snurrede sig sammen om hendes hals. Mens de langsomt blev strammere og strammere, hun var ved at række hånden ud til Alítheia. Da hun blev hevet af sted med et fast greb, af Alítheia. Hun gjorde sit bedste for at løbe med hende, så hun ikke trak hende det meste af vejen.
Da de nåede til slummen, kiggede Alex rundt mens de løb. De folk der lå på gaderne, hostende og nogle teenage drenge der stod og legede med knive. Det virkede ubehageligt, som et sted børn ikke burde befinde sig i. hun var sikkert løbet ind i døren, hvis det ikke var fordi der ingen dør var. Hun rettede blikket mod Alitheia, da de stoppede op igen. Hun faldt sammen på knæene, hendes hænder blev placerede på gulvet mens hun smertefuldt hostede og hev efter vejret. Hun var ikke vantil at løbe, det føltes sågar som om hun ville dø på stedet. Hendes hjerte der hamrede ind i hendes bryst, sammen med lungerne der ikke kunne fyldes med luft.
Hun sad i lidt tid, hvorfor skulle hun være rolig som om det var godt at Alítheias mor ikke var hjemme. Det gav ikke mening for hende, hun rettede sit blik stille op mod Alítheia. Sveden løb koldt ned af ryggen af hende, hendes blik landede på Alítheias skulder. Når ja… blodtårende, hun kiggede derefter lidt til siden. Nu kunne det ses, nu kunne Alítheia se alt blodet på hendes skulder som var blevet helt indtørret! Hun forsøgte at rejse sig stille op, stedet var bedre og en smule varmere end kælderen. ”H-Hvor er din mor?” Gispede hun, mens hun satte sine hænder på væggen. Hendes ben rystede under hende, det med at løbe v var vidst ikke hendes sag.