The world is not in your books and maps. It's out there - Rabbit

*Det er lang tid siden du har gået blandt andre Elanor, er der noget galt?* spurgte Nymeria uroligt, som ikke forstod hvad de pludselig lavede i parken. De plejede altid at gå gennem skove og bjerge, men aldrig en park med andre. Elanor var ikke særlig vild med at gå sammen med en hel masse andre end Nymeria, hun følte sig ikke tryg i en stor mængde.
Men der var noget forandret idag. *Jeg har bare mere energi til at gå ud* sagde hun og kiggede på Nymeria, som stadig ikke rigtig forstod det, men det betød dog ikke at hun var glad for at hun havde kræfter til at gå ud fra skoven, det var jo kun dejligt at høre.
*Jamen, det er jo dejligt* bekræftede hun, og gik roligt ved siden af Elanor.
Folk kiggede godt nok lidt efter dem, da de kom gående, de kiggede mest på Nymeria, men det var nu heller ikke lige hver dag, at man så en fuldvoksen ulv gå ved siden af en pige, fuldstændig tam og trofast.
Folk gav hende også lige et blik, men man kunne se at de hurtigt forstod hvad der forgik.
Santuine det var det hun var, en freak for de fleste mennesker, mens de andre racer bare mere eller mindre var ret ligeglade, da de var mindst lige så 'mærkelig' som de var.
Elanor var dog ikke så glad for alle de blikke, det var derfor hun ikke bevægede sig særlig meget ud, hun hold sig væk fra folk, så hun ikke skulle komme ud fra deres meninger om hende.
*Bare ignorer dem Elanor, det er lige meget hvad de tænker* sagde Nymeria beroligende, og Elanor kiggede roligt ned på Nymeria med et lille nik. *Jeg prøver at lukke det ude, men det er svært* Nymeria forstod hende godt, hun havde det dog bare lidt nemmere med at lukke dem ude, men det var bare noget Elanor skulle træne, hvis de kom mere ud fra skoven altså.
*Jeg forstår dig godt, bare tag det med ro, hvis der sker noget, skal jeg nok forsvare dig* Elanor kiggede smilende ned på Nymeria, som kiggede op på hende med sine gule øjne. *Tak*

De gik roligt i parken, lidt ligesom træning, på en måde, for ligesom at træne det sociale, ikke fordi de havde lyst til at være særlig meget social, men hvis de stødte ind i nogen ude i skoven, som havde sket lidt tit på det seneste, så måtte de kunne tale ordentlig med dem, i stedet for at flygte fra dem hele tiden, eller være så truende som de også kunne være nogle gange.

Det var et godt stykke ud på eftermiddagen. Terbasis havde været hjemme det meste af dagen, men ville lige ind til byen og købe nogle ting. Han så over på Dempsey som sad på sin seng. "Rabbit vil du med ud en tur?" spurgte han. Dempsey så op på ham med det samme og lavede store øjne. "Ud? mener du det?" spurgte han overraket. Han havde aldrig fået lov til at komme ud af det her hus før. Han havde ikke været ude i de sidste 9-10 år eller de omkring. Terbasis sukkede stille og nikkede "Ja jeg mener det. Du kan få lov til at gå lidt rundt selv mens jeg handler ind, eller ved du hvad. Du kan få lov til at komme i parken, men du skal blive der inde til jeg kommer, okay?" sagde han. Dempsey nikkede. Han var spændt på at komme lidt ud og se noget andet, men han viste det ikke tydeligt.
Han fulgte efter Terbasis ind til byen, og de fulgtes over til parken sammen. "Er tilbage om noget tid. Bliv inde i parken." sagde han og gik. Dempsey så efter ham, og så så ind i parken, og gik et par skridt der ind. Han havde blikket slået ned. Selvom han ikke var i huset mere, var han stadig meget nervøs og forsigtig. Han gik langsomt længere ind i parken og nød luften, men prøvede om muligt at undgå de fleste folk. Han kom dog alligevel til at støde ind i en pige. Han så hurtigt op på hende. "Undskyld" sagde han hurtigt og så ned igen og fik øje på et sort dyr ved hendes side. Han vidste ikke hvad det var da han ikke kunne huske at ha set sådan et dyr før. Han så på det med nysgerrighed.

Hun blev ret overrasket og gav et lille gisp fra sig, da en stødte inde i hende. Hun vende sig hurtigt op for at se hvem det var, og hendes øjne mødte en ung mand, stående foran hende.
"Det gør ikke noget" sagde hun venligt, og fulgte hans blik som gik ned til Nymeria.
Nymeria så på ham med den samme nysgerrighed som hans, dog med en ulvs øjne, så det ville ikke nok fremstå så tydeligt.
Hvad var det med ham, hvorfor var han så nysgerrig omkring Nymeria.
Nymeria lagde sit hoved på skrå, mens hendes øjne studerede ham nøje, han var da lidt af en sjov fyr, gad vide hvorfor hun var så interessant for ham.
Elanor strøg sin hånd gennem sit hår, og kløede sig lidt i nakken, hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op i denne situation, hun var ikke god til at tage kontakt til folk, men et eller andet måtte hun jo gerne.
"Øhm... Du må gerne kæle hende hvis du vil?" sagde hun, og smilede lidt akavet til manden. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige. Kunne hun sige andet.
*Han ser så nysgerrig ud Elanor* Nymeria tog ikke sine øjne fra ham, hun kiggede ikke engang op på Elanor.

Han blev ved med at se på dyret foran sig. Det virkede intelligent på en måde, eller var det noget han bildte sig ind? Han vidste det ikke helt men ville gerne vide det, men han turde ikke at spørge om det, for set nu det var et dumt spørgsmål? Han så meget kort op på hende da hun sagde, at han gerne måtte klappe den. Han så ned på den igen, og satte sig ned på hug foran den. Han lod en hånd forsigtigt strække frem mod den, og lod stille sine fingre køre gennem dens bløde pels. Han blev en del overrasket over den var så blød, og at den var så varm. "Hvad er du så?" spurgte han meget lavt, så det kun var den som ville kunne høre ham. Han forventede intet svar, og han havde heller ikke ville spørge, men ordrerne var bare sluppet ud af hans mund. Han nussede den stadig forsigtigt på hovedet og kløede den så prøvende bag øret. Han vidste ikke om den ville kunne lide det eller hvad. Han skævede forsigtigt op på pigen som stod der. Han vidste ikke helt om han skulle sige noget til hende eller ikke? Han var langt fra vandt til disse situationer.