The family name -Noa-Nicolas-

Der sad hun bare, og anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Aldrig havde hun følt sig så ude af stand til at vide, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun følte sig ynkelig og hjælpeløs på sammetid og hadede den følelse noget så voldsomt. Følesen af svigt hang over hende, og Andrea følte sig noget så uelsket lige nu. Hun ønskede at stoppe smerten, men kunne ikke finde en rigtig måde at gøre det på. På den ene side ønskede hun at være alene og på den anden ønskede hun at græde ud ved en eller anden - men hvem vidste hun ikke helt. Hun ville ikke vise sig svag overfor Noa, Elena eller Serena. Det var håbløst, hvis det bare var nogle her i verden der faktisk elskede hende nok til at elske igennem alting. Det var hvad hun havde brug for. Hun sad på jorden, med hovedet presset imod hendes knæ, imens hun prøvede at komme til sig selv, igennem mængden af ukontrollerede følelser. Det var utroligt, hun følte lige pludselig at hendes forældre havde ret, man kunne ikke stole på Angelas familie, Noah havde sikkert bare spillet på hendes fødelser og skredet. Angela ventede sikkert bare på, det rette øjeblik til at forsvinde også. Sandheden gjorde ondt, men den måtte være sand. Andrea rejste sig op og tørrede øjnene, hun kiggede fremfor sig - inden hun i vrede gav sig til at slå på nogle træstammer og med hendes følelser lige nu og superstyrke, hamrede hun buler i flere af stammerne og væltede også nogle stykker. Hun var vred lige nu, og den følelse elskede at tage over, den indre ulv hylede af vrede og ønskede at smadre noget - en god ting at være alene herude.

Han løb igennem skoven på jagt efter, at finde sin storesøster, der havde besluttet sig for at forsvinde ud i skoven, takket være engle fjolset til Noah. Var der noget der kunne ramme en mest, så var det kærlighed og Noa kunne forestille sig hvor hårdt Andrea måtte have det. Engle fjolset var bare skredet fra hende, selvom hun var blevet voldtaget. Og han skulle forestille at være en engel? I alt den tid Noa havde levet, havde han troet at en engel var det reneste af alle væsnerne. De mest kærlige og forstående. Sådan var det åbenbart ikke. Med alt den hurtighed han havde i kroppen, sprang han over væltede træer og igennem kradsende buske. Ulven inde i ham elskede følelsen af at rende rundt ude i skoven. Det var noget af det bedste han vidste.
Han var nær blevet ramt af et væltet træ, hvis ikke det havde været for den hurtige reaktion, med at springe til siden. Noget sagde ham, at han havde fundet hende. Han drejede hovedet og ganske rigtigt. Der var den velkendte storesøster Andrea. Før han nåede at vælte det næste træ, var han oppe foran hende og løftede på begge øjenbryn. "Endelig fandt jeg dig søs, du vover bare at forsvinde på den måde igen,"..
Den såret skrøbelighed i hendes øjne, fik ham til at sætte hovedet på skrå og adskille læberne. "Hvad er der sket?.." Der var noget andet end bare det, at han var stukket af der lå og lurede. Det kunne han se. "Hvad har han gjort?"

Noas ansigt fik hende til at holde vejret, til at tænke et kort sekund mere over de handlinger hun lige havde fortaget sig. Hun nikkede let til hvad han sagde, ingen hun fik tvunget et skævt smil på læben. "Jeg havde bare lige brug for to sekunders tid til mig selv." Svarede hun stille inden hendes blik havde afsløret sig, det havde været meget lettere hvis han ikke havde kommet hende imøde uden hun vidste det. Han hentydede til Noah. "Han har ikke gjort noget nyt, han er bare ikke kommet tilbage endnu. Han forsvandt efter Caroline gjorde, det må vel sige hun er død - og han dermed også er det." Sagde hun overraskende stærk i tonen, inden hun trak på skulderen. "Jeg vel bare vred over det hele, men det går over. Se allerede glemt." Svarede hun med et smil. Andrea kørte en hånd igennem sit hår, inden hun havde fået klædt sig stærkt på igen. "Men hvordan vidste du jeg var herude, fulgte du lyden af træer der væltede omkuld eller?" Spurgte hun med et lille drillende smil, inden hun skar ansigt af de væltede træer.

Noa havde aldrig brudt sig om Noah. Hvor skør den sætning end lød. Der var bare noget over den engel som han ikke kunne tage. Man forlod ikke sin pige når hun var blevet voldtaget, medmindre der stod skrevet med fed skrift: Kryster, i ens pande. Og det var hvad Noah var i Noas øjne. En kryster der ikke fortjente hans storesøster.
Inde i Noa kæmpede ilden og tiggede om, at gå løs på et eller andet, og havde han været alene, havde han skam også gjort det. Dog måtte han være stærk for den der stod foran ham lige nu. Han smilede skeptisk over det hun sagde. Der var mere i det. Han havde en dårlig fornemmelse på, at engle idioten havde gjort et eller andet. For sin søsters skyld lod han det ligge og nikkede forstående. "Hvis han gør noget, så sværger jeg, at han fortryder det," Det kom ud imellem hans læber, som en vred mumlen. Nærmest som en varm drage ånde. "Ja, det gjorde jeg, og takket være min henrivende lugtesans, kunne jeg også lugte mig frem til dig kære søster," Et drilsk glimt med øjet blev sendt hende, før han så sig omkring. Natten var ung. De havde en masse de kunne finde på. "Så, for at finde på noget andet end idioten at snakke om, vil du så være med til at finde på noget at lave sammen? Du ved... sådan en.. bror, søster ting. Det skal jo prøves før eller siden," Han kløede sig akavet i nakken, eftersom han ikke var van til disse former for forhold.

Andrea vidste ikke om Noah havde lavet noget andet, måske noget han var flov over eller fortrød. Noget han ikke turde sige til hende, men i hendes øjne var han død. Hun følte i hvert fald det sådan. Hun hævede et bryn over de ord der kom fra Noas læber. "Tro mig, hvis han gør noget - så kommer jeg selv efter ham, men i mine øjne er han død nu, så det lever jeg efter." Den eneste i denne her situation hun havde ondt af, var nu Elena. Noah var hendes far, og han var smuttet fra hende. Andrea vidste, at Elena var ked af det over det - for siden han forsvandt viste hun sig mindre og mindre. Det var ikke fair for Elena, alle behøvede deres far. Ingen var bedre uden sine forældre. Andrea lagde hovedet lidt på skrå. Hun vidste udemærket godt, at Noa ikke kunne fordrage Noah. Det var der ingen tvivl om, og Noah havde ikke ligefrem gjort sit indtryk bedre. Noget i hende ville gerne se, hvordan Nicolas og Noa ville have det sammen. Hun vidste at Nicolas kunne virke arrogant og højthævet over andre, men han havde også et godt 'hjerte', faktisk mindede han hende ret meget om hende selv, men så igen, der var gået tid, før Noa begyndte at lukke sig op for Andrea. Hun nikkede til ham. "Lad os tage ind til byen, gribe en drink og bare slappe af." Sagde hun med et smil på læben, inden hun svang lidt tilfældigt ud med armene, inden hendes hænder klappede ind på hendes lår. Det tog hende to sekunder at placere armene overkors. "Eller vi kunne undersøge skoven?" Spurgte hun lokkende med et drilsk smil. Selvfølgelig var Andrea ikke sikker på, om Noa var ligeså frisk på et lille eventyr som hun var. Hun kendte denne skov, havde boet i en del af den, i et ulvekobbel.

Død. Hun tog det overraskende pænt, når man tænkte på, at hun gik efter, at Noah var død i hendes hoved. Selvfølgelig kunne hun ikke være sikker på om han var død, men Noa forstod udmærket godt, at det var det hun gik efter. At englen bare valgte, at stikke af og aldrig komme tilbage, var en anden form for anerkendelse af at han var død. Nu var det nok. Han gad ikke tænke på engelen længere. Lige nu ville han kun tænke på, at få sin familie til at blive samlet og det kunne den ikke, med en trist Andrea. Det med skoven lød overraskende fristende. Hans søsters drilske smil, smittede bare over på hendes lillebror, der allerede var klar til, at løbe og finde ud af hvad skoven gemte. "jeg er frisk på, at undersøge skoven... Men.." Han satte i løb. "Det er bare med om du kan følge med mig!" Råbte han drilsk og fortsatte med at løbe. Selvfølgelig vidste han godt, at hun kunne følge med ham. Hun var jo selv en varulv. Hvad der lå på lur i skoven var noget de skulle finde ud af. Sammen.

Hun kunne se det i hans øjne, og kiggede efter ham med et par blinkende øjne. Lidt som om, at han ikke kunne være bekendt bare at smutte fra hende. Hun slog ud med armene kort efter hun satte i løb. Andrea var van til skovene og deres vilde evne til at sætte forhindringer op, overalt. Det gjorde det blot mere spændende. Noa var et godt spring foran hende - indtil videre. Han kendte ikke til hendes år i skoven, og den erfaring hun havde med at jage herude. Andrea var i fuldfart afsted, da hun så sit snit til at springe imod et træ - det kunne ligne selvmordsforsøg med den fart hun havde på. Dog havde hun fået vendt sig i en elegance, så hun kunne sætte af på træstammen og derved med al styrke i kroppen skyde sig selv afsted i luften til hun ramte en gren længere fremme hun lanede ovenpå, og hoppede ned. Hun vendte sig kort om og smilede triumferende til Noa, inden hun satte i løb igen. Andrea stoppede op kort efter. De var på grænsen til hendes gamle kobbel, og hun var ikke sikker på om de skulle krydse det, eller lade hver. Hun havde blikket imod stedet, så selvfølgelig ville Noa ikke kunne vide, at der muligvis var farer imod stedet.

Hun kunne tydeligt lugte dem, fordi deres fært ikke var ny for hende - Andrea kiggede lidt rundt derinde. Hun kunne ikke se dem, hun havde ikke set dem siden hende og Nicolas havde passeret området - fordi han var så stædig. Andrea sank en klump. Dog nåede hun ikke meget mere, før at hendes lillebror var suset igennem luften og forbi hende. "Noa" Udbrød hun inden hun løb efter ham, ind på deres territorium, han skulle ikke være alene derinde. Specielt ikke med dem, hun havde set uvedkommende blive dræbt før. Nogle personer trådte op, høje og muskuløse. "Andrea, jeg kan se du ændrede mening og ville tilbage til kobblet? Elle hvad?" Sagde den ene og havde Andreas opmærksomhed nok, til at to andre greb om Noas arme og bøjede ham lidt bagover. Andrea vendte hovedet til siden. "Jeg er ikke kommet tilbage til 'jer', jeg skulle bare ud og kigge rundt i skoven. Men i stinker så langt væk, at jeg næsten ikke kan se forskel på om det inde eller udenfor jeres territorium. Desuden sæt ham ned." Knurrede hun, og i det samme sekund pustede han sig op. Han var alfahannen. Han skulle give igen, men det irriterede ham grufuldt, at Andrea ikke bøjede sig for ham. Hun trådte et skridt frem og snerrede igen "du hørte, hvad jeg sagde David. Slip ham." Sagde hun truende, siden sidst havde hun fået ny evne, og det vidste de selvfølgelig intet om. "Hvad så da, har du fået en lille kæreste på eller?" Han nåede knapt at tale helt ud før Andrea var flad af grin. "HVad er du seriøs, det der er min bror." Svarede hun først med et grin, hvorefter resten af sætningen blev sagt med mere alvor. Han lavede en fagt til ulvene om at slippe Noa, og det gjorde de. Andrea vendte hovedet til siden, for at sende et blik til Noa om han skulle holde lav profil - sjovt nok vidste hun, at han kunne ende med at eksplodere.

"I kan få et hurtigt måltid mad her, og så kan i gå dybere ind i skoven efter." Sagde han. Hans venlighed hoppede Andrea ikke på, men at angribe eller prøve på det, ville ikke ende godt. Derfor nikkede hun som et ja til det, dette kobbel skulle man ikke spøge med. Specielt ikke David.

Det var ret imponerende hvor hurtig hun var. Heldigvis kunne han holde trip med hende, eftersom han både havde varulv og vampyrens hurtighed samlet i en krop. Det med træet måtte han dog indrømme var ret så imponerende! At hun smilede triumferende, fik ham bare til at grine drilsk og fortsætte med at følge hende, selvom de kom dybere og dybere ind. Andrea havde sikkert været her mere end ham. Det var der ingen tvivl om. Men, han kunne altid gøre sit forsøg på, at kende til tingene. Om det så ville ende i vasken eller ej.

Han fortsatte med, at løbe og lå ikke mærke til, at Andrea var stoppet, før hans navn suste ud af hendes læber og fik ham til at vende hovedet forvirret om imod hende. Da det endelig lykkedes ham, at stoppe op, blev han med det samme løftet op af en flok store fyre, der uden tvivl var varulve. Den sære duft af hund og natur var rigelig med beviser. Arrigt knurrede Noa af dem og vred sig i deres greb. Han var ikke glad for fremmede og det blev han heller aldrig. Bestemt ikke af nogen, der kunne dømme ham og for den sags skyld knuse ham under deres greb. Til sidst gav de slip på ham. Han ville springe i flæsket på dem, da han bemærkede Andreas blik. Det skreg direkte, at han skulle holde lav profil, overfor disse ulve. Han fnyste bare. Som om han kunne holde lav profil overfor et par snobber. Da de tilbød mad, trådte han et skridt frem og så direkte på dem, med et par stikkende øjne. "Sikke en venlighed fra nogen der lige havde mig holdt fast før," Han stolede ikke på dem. Andreas uro kunne mærkes i luften. Der var noget over disse mænd som hun ikke brød sig om, med andre ord, han havde ikke i sinde, at have noget at gøre med dem. "Hvem er i overhovedet? Hvor kender i min søster fra?"
Den unge blandings muskler spændte. Han kunne ikke være sikker på om de var gode eller onde. Ikke at han selv var en af delene. Han så sig over skulderen, om på sin storesøster Andrea. "Skal vi gå videre?" Han var ikke sulten nok til, at ville tage imod disse fremmedes mad. Desuden, var det jo ikke den form for mad der mættede ham alligevel.

Andrea vidste ikke, hvorfor, men hun vidste at, hvis de ikke tog imod deres tilbud, ville det være det være det samme, som et takke nej til fred. De var på deres territorium, og de var nok til at overmande både Andrea og Noa. Der skulle ingen numre til, så klog var Andrea da alligevel. Hun kiggede på Noa. "Du kan ikke takke nej til deres tilbud, så dræber de os. Der er ikke tid til at spille stærk lige nu, de er for mange." Hviskede hun inden David vendte sig om og kiggede på Noa. "Din søster var en del af vores kobbel, til hun valgte at rejse rundt selv." Svarede han kort en enkelt.
De gik få skridt mere, til at de kom til et stort bål, hyggelige telte. Der så faktisk ret hyggeligt ud, der var få huse som blev brugt om vinteren. Andrea kendte stedet alt for godt, hun havde aldrig følt sig hjemme der - og så igen, det var jo ikke deres skyld. "Folkens se hvem der er på visit." Råbte David ud til de andre, som vendte deres hoveder over imod lyden. Deres blik landede hurtigt på Andrea, som havde ændret sig meget siden hun sidst havde været ved dem. Dernæst faldt kvindernes blikke på Noa. Andrea kunne se, hvordan de syntes at synet af dem, gjorde dem helt bløde i knæene. "Tag dog noget over hovedet." Drillende hun ham med en hvisken. Andrea og Noa fik plads ved bålet.

En bestemt varulv havde sit blik hvilende på Andrea, Seth. De mørke varme øjne så beundrende på hende. Ikke fordi at han ikke selv var blevet det pænere. Andrea fik øjenkontakt med ham, og smilede skævt. Det var falsk, men ingen var i stand til at læse hendes ansigter. Hun huskede tydeligt, den ydmygelse han havde bragt hende, nok til at han havde fået hende til at forlade koblet. Selvfølgelig var det fortid, og hun var kommet videre - hun ville nu stadigvæk gerne have en forklaring - ikke fordi det ville ændre noget.

Der blev sendt drikkelse rundt og der blev fyldt alkohol rundt i glassene, stemningen var god. Kvinderne faldt over hinanden for bare komme til at se på Noa. De kunne næsten ikke sige et ord, han gjorde dem mundlam - deres smil kunne ikke fjernes. De massede sig næsten tættere på ham, i beundringen. Andrea grinede lidt af dem, inden hun rejste sig op sammen med Seth, hun gik med ham over om bagved en af hytterne. "Nå den gamle flamme er nok blusset op under ilden." Sagde en ældre dame - for det ikke skulle ligne noget lumsk noget, var det faktisk Andrea der havde ført an - og hun var ikke fuld nok til at gøre noget hun ville fortryde.
Alligvel blev der givet det ene kys efter det andet. Det var først da han gjorde an til at berører hende, at hun skubbede ham lidt fra sig. "Så fortæl mig, hvorfor det lige var - at du ydmygede mig den ene gang og næste gang er du ved at falde over din egen tunge?" Spurgte hun og hævede et bryn. Seth rystede på hovedet og gik lidt tættere på hende. "Vi var unge og dumme - de tvang mig til at sige det." Sagde han og lod en hånd køre ned af hendes kind. "Det var ellers ikke det du sagde den dag. Tror du virkelig jeg er så dum, bare fordi jeg er kønnere nu - så betyder det ikke at jeg er kommet for at blive din Seth. I fyrer er alle de samme, hvis pigen ikke er køn nok dropper i hende til i finder en der er kønnere." Vrissede hun vredt af ham. Hun måtte atter stoppe ham, da alkoholen blussede rundt i hans årer. Han ville bare ikke lade hende være, til sidst måtte hun brække begge hans hænder og gå derfra. Hun himlede med øjnene, og gik derfra - folks øjne landede på hende, de var nysgerrige og troede det værste om hende. Hun kom i møde med en kvinde, hendes blik var hårdt - Kimmy. De tog havde aldrig rigtig klinget med hinanden, hun stillede sig en lille meter fra Andrea. "Så du tror bare du kan komme tilbage, forfører vores mænd og skride igen?" Snerrede hun lavt til Andrea. Andrea hævede på et bryn. "Jeg har ikke forført din lille kæreste, men han havde tydeligvis et eller andet for det her." Sagde hun for at irritere Kimmy ved at køre en hånd ned over hendes krop med en smule luft imellem. Tilbage i tiden kunne Andrea slet ikke svare dem igen, det kom som et chok for nogle af dem. "Noa, jeg ved du har travlt, men er du klar til at gå videre?" Spurgte Andrea med et skævt smil.
Hun greb ham i svinget og var på vej væk, da David rejste sig op igen. "I kan ikke gå endnu." Sagde han lidt irriteret. Kimmy kom grædende tilbage og kiggede irriteret og vredt på Andrea. "Jo, det tror jeg faktisk godt vi kan." Hun gjorde tegn til Noa at han skulle begynde at løbe, efter han havde sat farten på, begyndte hun at følge efter ham. David satte også i løb efter dem.

Så de var tvunget til, at have en middag med en flok fremmede og snobbede varulve? Hvis det ikke kunne være anderledes. Noa sukkede og kiggede ned i jorden. Noget sagde ham, at dette ville gå hen og blive en lang aften. Et gammelt kobbelmedlem? Kunne det lyde mere som en dyre verden? Han var ikke van til ordet kobbel. At vokse op i byen som et misfoster, havde ikke lært ham hvordan varulve egentlig opførte sig i blandt hinanden. Mon ikke han langsomt ville finde ud af det.
De fulgte med varulvene hen til en flok telte, der var samlet om et bål. Et bål hvor endnu flere varulve sad. De alle så ud til, at hygge sig, så da opmærksomheden blev rettet imod dem, kunne Noa ikke andet end at knytte sine næver. Han var ikke tryg ved situationen på nogen måder. Selv da et par kvinde blikke landede på ham, kunne han mærke sig selv blive en smule utilpas. Opmærksomhed havde aldrig gjort ham noget, men nu hvor han havde Aeron, kunne han ikke bare tage imod den på den måde han plejede at gøre. Andreas hvisken fik ham til at smile kækt. "Skal jeg huske til næste gang søs," hviskede han drillende tilbage.
Aftenen var kun lige begyndt.

Nok så det ud til, at alle morede sig omkring bålet, men Noa havde mest af alt lyst til at smutte. Der lå noget bag denne flinke facade. Han ville hviske til Andrea om de skulle se, at komme væk, da han bemærkede at hun var i færd med at forsvinde bag en hytte, sammen med en ung fyr. Hvad havde hun gang i!? Der var ikke tid til den slags! Blikkene fra kvinderne fik ham til at smile svagt til dem. Uden Andrea til stede følte han sig... Meget akavet. Det den ældre dame sagde, fik ham til at se hen på hende med de store brune øjne. "Hvad mener du... hvilken flamme?" Han så rundt på koblet. Andrea havde haft ret i, at der var mange, alt for mange til, at ham og hende kunne overmande dem. De kunne godt have brugt deres eget 'kobbel' lige nu. Han tog en dyb indånding og så hen på ind af de kvinder, der havde valgt, at kigge på ham hele aftenen. "Så, hvor længe har dette kobbel eksisteret?"
Mere noget han ikke at spørge dem om, før Andrea igen kom til syne og han igen var oppe at stå, ved følelsen af at der var tæt på at blive ballade. Hurtigt var han henne ved siden af sin storesøster, klar til at smutte fra dette kobbel, men selvfølgelig stod varulven fra før i vejen. David var navnet vist. Desværre for ham, havde de ikke tænkt sig, at lytte til ham. Hvorfor skulle de? De satte begge to i løb ud af skoven, med David lige i hælene. Træt og irriteret over disse varulve, stoppede Noa op og løb nu imod David. Da han var helt tæt på ham, satte han tænderne i nakken på ham og sugede lidt af hans blod, før han skubbede ham hårdt fra sig. "Jeg er træt af, at være flink," Med de ord ville han vende sig om imod Andrea og løbe videre, da David kom på benene og greb ud efter Noas hals. Et stramt greb der fik Noa til at gispe efter vejret. David så hen på Andrea med et lusket blik. Bag ham kom en ny varulve han frem. "Kom med tilbage, eller din bror knækker nakken," En trussel til Andrea. En trussel varulven ikke var bange for, at lade ske, hvis hun nu skulle sige nej.
Noa gispede irriteret efter vejret. Perfekt. Dette var da bare.. perfekt.

Hun hørte lyden og trusselen kom lige igennem hende. Den korte rundt i hendes hoved og gentog sig igen og igen. Hun sank en klump. "Fint." Svarede hun uden at tøve, hun gik tilbage til dem og hævede på et bryn. "Slip ham." Sagde hun beslutsom. "Ved du hvad, jeg er ved at være træt af den attitude du har fået." Snerrede han, og inden Andrea nåede så meget som at blinke - havde David brækket nakken på Noa. I Andreas tro, vidste hun jo ikke, at han faktisk ikke ville dø af det. I stedet gispede hun på stedet, hun sank en klump. Hun kunne ikke trække vejret, med et var hendes hænder oppe for hendes mund, imens hun førte dem videre oppe i sit hår. "Dette kan du så takke dig selv for." Svarede han inden han trådte et skridt væk, og lod Noas krop falde til jorden. Det gav et stød ind i Andreas bryst, hvorefter hun faldt på knæ. Hun kunne stadigvæk ikke få sig selv til at ånde ud. "Please. omg. Nej... Noa.." Klynkede hun og tårerne strømmede endelig ud. Hun ruskede i ham, lagde sit hoved på hans brystkasse, men for at mærke der endnu ikke var en banken. Hun tog hans hånd og holdt den op til hendes ansigt. De trak ham i armene og det gjorde Andrea var på benene igen. Nogle greb Andrea bagfra. "Slip mig!" Råbte hun vredt, med tårerne ud af øjnene. Hun prøvede at vride sig fri, imens hun råbte på Noa så højt, at hun næsten ikke kunne stå på benene. Hun ville falde til jorden, men de to mænd holdt hende oppe. Andreas blik mødte jorden, imens de trak hende med sig. De trak hende tilbage til bålet og bandt hende fast til en pæl. De slæbte Noa ind i en af hytterne og låste den. Andrea sad for sig selv og græd - med blikket fast ned i jorden. Hun havde fejlet. Hvordan kunne hun være så dum, så ubetænksom. Hun hadede sig selv, for hvad der lige var sket. Kimmy satte sig foran hende og hævede hendes blik op, ved et greb om hendes hage. "En skam, din bror var meget kønnere end dig. Kunne du ikke have været død i stedet for?" Sagde hun ubetænktsomt. Andrea blottede sine ulve tænder og hendes øjne blev gule af vrede. Hun prøvede at vride sig fri, dog uden held. Så snart kimmy rejste sig op kom Seth til syne. Han satte sig på hug ved hende, og lod atter sin hånd køre ned over hendes kind. "David siger, at jeg kan få lov til at gifte dig med mig. Det vil sige nul strejfen rundt til dig." Hviskede han til hende. Andrea fik et grin frem af ham, inden hun spyttede ham i hovedet. "Du har hørt en far skal give tilladelse til ægteskaber ikke?" Spurgte hun hånligt. "Jo, men siden du ikke har mere familie, så gør det intet." Svarede han og Andrea fnøs. "Du har ingen anelse om, hvad jeg har af familie." Hendes tone var hård og nedladende. Hendes dårlige sprog og opførsel, var alt hun følte for at bruge lige nu.

"Hvis du ikke lader hende være, så bliver de næste ord du siger sagt uden dine tænder." Kom der en lyd fra mørket og en dæmon kom frem, succubus. Varulven ændrede blikket over på dæmonen. Han knurrede af hende. Dog landede han straks på jorden. Hun tog en kniv frem og skar rebet over. Andrea så lidt skeptisk på hende. "Familie hjælper familie." Hviskede hun og ville til at løbe afsted. "Jeg vil have min bror med mig, død som i live." Mumlede hun svagt og tvang sig selv til at være stærk. De løb over til hytten i skyggerne og Andrea og dæmonen brækkede nogle bræder af, til de havde lavet et hul. Andrea fik Noa med sig ud, og satte sammen med dæmonen på løb igennem skoven, til de kom udenfor grænsen til ulvenes område. Andrea lagde Noa tæt ved en sø, hvor der ikke så ud til at leve noget vildt. Hun satte sig sammen med dæmonen og var lidt nysgerrig over denne kvinde. "Du sagde familie, hvilken del." Spurgte hun nysgerrig. "Jeg er datter af Charles. Din onkel, jeg er dog ikke datter af hans kone. Han var hende utro, men min mor forlangede at han tog sig af mig. Men han sendte mig da jeg var gammel nok væk, fordi jeg ikke var varulv." Svarede hun blidt og fortalte lidt om sig selv. Andrea lyttede med, det afledte hendes tanker lidt væk, fra tanken om Noa var væk.

Fint. Det var det eneste ord han nåede at høre, før grebet om halsen på ham blev stramme og nakken vredet om i en knækkende lyd, hvor alting derefter blev helt sort.

"Han er en dejlig dreng, ikke sandt?" En kvinde så smuk som en engel, stod nær et vindue og så ud af det. Solens stråler kærtegnede blidt hendes hår. "Han kan blive en perfekt søn,"
"Jeg er enig, han skal nok gøre os stolt," Ved siden af kvinden stod der en mand, rank og stærk. De så begge ud imod vinduet. Hvilken dreng snakkede de mon om?
Pludselig vendte de sig begge om imod Noa og så på ham med blide øjne. Han kunne med det samme genkende ansigterne. Et par ansigter der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Det var dem der havde gjort ham til det han var... Den blanding han var i dag.
Kvinden kom hen imod ham og lagde sin bløde hånd på hans kind. "Bare rolig Noa, du har et hjem her nu," Det falske smil gjorde Noa skræmt. Det var barndommen om igen. "Vi er her for at passe på dig," Efter de ord, forsvandt de begge to og han mærkede sig selv forsvinde ned i et mørke, med lys der snurrede sig om ham, som ål i vand.

Da han endnu engang åbnede øjnene, troede han, at han var vågnet fra sin drøm, men blev mødt af Angelas ansigt. Hun smilede til ham. Det smil der altid havde gjort ham blød i knæene. De ord der kom ud af hendes mund, var dog ikke det hans hjerte begærede for, at høre hende sige.
"Jeg har ikke følelser for dig Noa. Det bliver ikke os to," Selvom hun sagde det så roligt som muligt, kunne han mærke sit hjerte splintres og håb forsvinde. Facaden han havde bygget op, nægtede dog, at vise det overfor hende. I stedet smilede han bare svagt og nikkede forstående.
"Okay.. Det er i orden Angie, jeg er her hos dig, lige meget hvad du vælger," Han så hende i øjnene en sidste gang, før han vendte sig om og forsvandt ind på sit værelse. De eneste ord der blev ved med at køre rundt i hovedet på ham den dag var tre irriterende, smålig og uduelige ord.
Jeg elsker dig...

Endnu engang åbnede han øjnene. Denne gang så han sine to søstre foran sig. Alt det hjerte knusende syn han før havde set, gjorde at han frygtede hvad han nu skulle til, at se med sine søstre. Dog, skete der ikke noget. De smilede bare til ham og rakte en hånd ud til sig.
"Kom nu doven krop," sagde Serena og hjalp ham op at stå. "Vi har en hel dag foran os!"
"Ja, spild ikke tiden med at sidde og surmule!" Andreas drilske og varme stemme, var nok til at få ham til at smile og grine sammen med dem.
Det var her, lige præcis den dag, at det gik op for ham hvad det var han havde fået. En familie. Nogen der elskede ham og bekymrede sig om ham, endda selvom han var et misfoster. Han havde det, han altid havde drømt om inderst inde. De stod lige foran ham med smil på læben og drilske kommentarer der lå på lur på tungen. Han havde en familie. Og han elskede dem, for alt hvad de var. Han elskede dem...
Pludselig kom hans dejlige Aeron op ved siden af ham, kyssede hans kind og smilede blidt til ham. "Det på tide at du vågner op Noa, din søster venter på dig," Hun kyssede blidt hans læber, før hun forsvandt, før de alle forsvandt og der igen kun var mørke...

Med et højt gisp, vågnede han op og så sig omkring. Til alt held, var det første ansigt han så sin storesøsters. Lettet åndede han ud og trak hende ind i et kram, ude af stand til at kende sig selv. "Du er uskadt, jeg frygtede de ville skade dig imens jeg var væk!" Han trak sig ud af krammet og smilede blidt til hende. Derefter drejede han hovedet og fik øje på succubusen. "Hvem er du?" Han spurgte så pænt han nu kunne. Som sagt, Noa var ikke den høflige type og det blev han nok heller aldrig.

I blandt de små samtaler, var Andrea ude af stand til at ånde uden at føle smerten hamre i hendes bryst. Det var en frygtelig følelse, alt hun elskede blev bare revet fra hende, en fra en. Dæmonen virkede dog venlig og det var rart ikke at være alene lige nu.
Et gisp lød, og havde nær givet Andrea et hjerteanfald da Noa svang armene om hende. Hun skulle lige til sig selv, og det lød næsten som om de havde fjernet hendes tunge. "Du var død." Var det eneste hun kunne få fremsagt fra sine læber, hun var mundlam - kiggede blot på ham som om han var et spøgelse. Hun tænkte hurtigt tilbage, blandinger. Dem og deres lille tricks. Selvfølgelig ville han ikke lide af en alt for hurtig død, som varulvene ville have gjort i denne situation. Hun slog blikket op inden hun puffede ham lidt. "Næste gang, så fortæl mig lidt tid før, at du ikke tager skade, af at få brækket din nakke." Sagde hun i en lettere alvorlig tone, hun havde jo ikke vidst, at det ikke ville dræbe.

Dæmonen lagde hovedet lidt på skrå. "Helen. Charles bastard af en datter. Det vil gøre mig til jeres kusine." Svarede hun med et skævt smil. "Du må være Noa. Beklager jeg var lidt langsom. Men vi fik dig da ud af hytten inden de overhovedet gjorde noget." Tilføjede hun og lagde armene overkors. "Jeg reddede jeres liv. Jeg er ret stolt." Sagde hun lidt efter og kørte en hånd igennem sit mørke hår der gik over skuldrene. "Kan man sige, rart at møde dig i live?" Spurgte hun lidt for sjovt og kiggede over på Andrea som havde rejst sig op og stod ved siden af dem begge. Hun nikkede og åndede lettet ud. Tingene virkede lysere igen, i hvert fald i bare lidt tid.

Det var først da han så Andreas skræmte ansigtsudtryk, at han kom i tanke om, at hun ikke vidste, at han ville overleve en nakkevridning. Måske han skulle huske, at fortælle hende om det næste gang. Hun må sikkert have været syg af bekymring. For første gang i hundrede år, kunne Noa mærke en form for skyldfølelse vokse inde i ham. Og han brød sig bestemt ikke om den! "Undskyld søs, jeg havde ikke tænkt over, at vi måske kunne ende i sådan en situation en dag," Han kørte en hånd igennem de brune lokker og så op på den ny ankommende, som åbenbart viste sig, at være en kusine og succubus. Med et svagt smil på læben, rejste han sig op og af en eller anden grund, gav han sig til, at se sig omkring, hvis nu nogen af de andre familiemedlemmer skulle dukke op! Da det ikke så ud til, at der var nogen, så han om på sin kusine igen. "Det er også rart at møde dig, og rart at se ikke alle familiemedlemmer er en bunke... tumper," Han ville have sagt røvhuller, men han valgte, at snakke ordentligt for den sags skyld. "Hvordan vidste du, at vi var her?" De brune øjne strålede af nysgerrighed overfor denne kusine.
Det var dog kun kort de fik tid til, at snakke, da en skikkelse pludseligt trådte frem og kom hen imod dem, med svajende hofter og flagrende hår. "Glad for at se mig kære børn lille?" Ud af skyggen trådte Noa og Andreas mor frem. Smuk at se på, men et modbydeligt syn, hvis man vidste hvem hun i virkeligheden var! Noa knurrede. "Hvad laver du her!"
Jenna så skiftevis på dem. "Jeg fulgte efter jeres kusine og hun førte mig til jer. Lige det jeg havde regnet med at se!" Hun smilede stolt og gik hen til Andrea. "Klarer du den? Var de bastard varulve hårdere ved dig?"

Helen smilede svagt ligesom Noa. "Jeg holder af at gå små turer, og da jeg så jer løbe rundt, blev jeg nysgerrig." Svarede hun kort før fornemmelsen og stemmen af Jenna skar igennem hende. Helen snerrede svagt og så væk fra hende, inden hun så respektfuldt gik et skridt tilbage.

Andrea kiggede op på hende, men uden at sige et ord. Hun holdt hoved koldt og hævet stolt imens hendes blik skinnede ind i Jennas. "Jeg klare den, men drop og spil bekymret. Vi ved begge to, at du er ligeglad med os." Snerrede hun i en lav, men truende hvisken imens hun så Jenna i øjnene. Jenna så kort lidt skeptisk på Andrea inden hun lagde armene overkors. "Præcis som din far. Jeg ville have troet, at det ville være Noa der havde arvet mest af din fars personlighed, men jeg kan se du er den som ligner ham mest." Sagde hun uden at tøve. "Styrken og evnen til at holde sig selv oppe igennem alt." Tilføjede hun i en svag hvisken. Der slog det Andrea, at Jenna måske havde en evne, som gjorde hun kunne se lige igennem hendes facade bygget op i flere år. Der kom en flænge ved dem. "De var ikke hårde ved mig. Jeg pissede dem bare af, og de var for svage til at tage lidt modstand." Vrissede hun af Jenna og lagde armene overkors. Helen smuttede hurtigt igen, kun fordi, at hun vidste, at Jenna ikke ville have hende der. Og Charles havde intet imod, at Helen måske ikke kom hjem igen.

Andrea kneb øjnene. "Men det er ikke den eneste grund til du er herude vel?" Sagde hun så, da hun havde fisken et bekymrende blik frem i Jennas øjne. Enten var det en kvindeting, ellers var det bare noget hun kunne - hun havde jo også kunne se der var noget godt i Noa hele vejen igennem. "Jeg modtog et brev den anden dag, sendt fra nogle til Noa. De truede dig og jeg tror ikke du bliver glad over, hvad de truer dig på. Det tror jeg ingen af jer bliver." Sagde hun bekymret. Det fik Andrea til at tænke og kigge overpå Noa imens.

Hendes blik var bekymret og skeptisk - før det slog hende, at hun ikke havde snakket med Serena er nyligt eller Angela. Det måtte væren noget med Serena, for Angela ville Jenna intet have med at gøre. "Hvad er der sket med Serena." Udbrød Andrea et minut efter.
"Jeg ved det ikke, de skrev de ville have Noa i bytte for Serena. Men jeg vil ikke give nogle af jer væk." Sagde Jenna inden hun brød ud i gråd. Andrea vidste ikke om hun skulle holde med hendes gråd eller ej, men alligevel følte hun med hende. At miste et barn, bare tanken - den ville knuse en. Andrea havde mistet Victoria. Hun valgte dog at holde styr på Noa. Noa og Serena var tvillinger, og ligeså meget som Andrea gerne ville finde Serena - så vidste hun, at deres bånd ville få Noa til at give den mere af sig. "Men hvor henne." Udbrød Andrea og greb om Noas skulder. Det var lidt for at holde styr på ham, bare en refleks hun havde der. "Et sted tæt på byen ved et træhus." Svarede Jenna i gråd. Andrea gav virkelig alt for ikke at sætte sig og trøste hende. Det eneste hun kunne sige var; "Vi får hende fri. Tro mig." Sagde hun så og kiggede overpå Noa. "Uden at give dig væk." Sagde hun bestemt og gav et nik til, at hun mente det.

Selvfølgelig skulle denne kvinde lige dukke op og ødelægge alt. Under den facade hun så glædeligt kaldte: Et moderligt smil, kunne Noa ikke undgå, at gennemskue det onde glimt, gemt indenunder facadens maske. Han hadede hende for det. Hvorfor skulle hun også være så falsk? Da hun snakkede til ham, vendte han bare hovedet den anden vej og lod som om, at hun ikke stod foran ham. Kusinen gjorde det rigtige, hun tog benene på nakken og skyndte sig at forlade stedet. Klogt valg.
Igennem hele samtalen imellem dem, var Noa egoistisk nok til ikke, at lytte efter hvad der blev sagt. Han så bare den anden vej og lod som om, at han holdt vagt, hvis nu en af de andre varulve skulle vise sig, at komme tilbage. Man kunne jo aldrig vide vel? Det var først da Serenas navn kom på banen, at han reagerede, ved at dreje hovedet hen imod dem og spærre øjnene op. Hvem havde Serena!? Og hvor kunne han finde dem, så han kunne skære dem i små stykker! Det var klogt af Andrea, at gribe fat i Noas skulder, eftersom han skulle til at gå, for at finde sin tvillingesøster.
"Hvem er disse væsner og hvad vil de dog med mig?" Han spurgte så venligt han kunne. Det var dog svært for ham, at være venlig overfor den person, der lå til, at være brudt ud i gråd. Ikke give dem væk? ha! Det havde hun da intet imod, da ham og Serena var spædbørn.
Han foldede sine arm på kors og så over på Andrea. De skulle nok få hende fri. Det skulle de i hvert fald. Ingen skulle så meget som lægge en hånd på hans søster! For at berolige sig selv, tog han en dyb indånding og så på Jenna, med to øjne der viste had og bekymring på samme tid. "Lad os se at komme derhen så. Mig i bytte eller ej, lad os se hvad disse idiotiske væsner ønsker af vores familie," Han gjorde et nik til Andrea. Det kunne ikke gå hurtigt nok med, at få Serena befriet.

Jenna vidste ikke, hvem det var og Andrea orkede ikke at tale med hende mere. Hun trak Noa med sig for at ville gå udenom varulvens territorium. Det var klogest, lige nu skulle de holde et fokus på Serena og mere drama end det, orkede hun ikke at blande ind i det. Andrea kendte skoven og siden det. Måtte Noa følge trop efter hende, også hvis de ikke skulle få besøg af David og dem.

Det var som om det tog flere timer bare at løbe igennem træer. Sandheden var, at det tog langtid. Dog kunne hun snart ane færten af Serena, men også en mærkelig stank omkring. Det gjorde, at hun stoppede. Hun kiggede sig kort rundt, og hendes blik faldt på Noa. "Bliv stående der." Sagde hun alvorligt og trådte et skridt frem, da en smerte tårnede op i hendes hoved. "Du skal ikke gå herind Noa, der er en cirkel herinde - der er forbandet." Sagde hun med lidt besvær og tog sig til hovedet. Inden hun væltede forover. Der lå hun kort og gispede efter vejret, inden hun fik overtalt sig selv til at rejse sig op.
Noa kunne kun se hun lagde ned, det var et kraftfelt af illusioner de var trådt ind i. I Noas hoved ville det ligne at Andrea lå død på jorden.
Andrea kunne ikke længere se Noa, hun fik sig rejst sig op på sine ben og gik hen imod træhytten, hun skulle jo finde Serena. Hendes hoved blev dog ved med at dunke noget så voldsomt. Hun skreg så højt, at det ville få udfor illusionerne, hvis man holdt nok af hende altså. Det var der hun så det en illusion af Serena ligge med hovedet hugget af - selvfølgelig var det blot en illusion. Men Andrea så den så rigtig som det kunne blive.

Han fulgte trop med Andrea. Grenene risede ham svagt hen ad huden, imens han forsøgte at holde trip med hende. Hun var trods alt mere van til, at løbe i skoven end han var. En storby bums som ham, der aldrig så meget havde tænkt over, at begive sig ud i skoven, fandt det svært at løbe imellem træer og springe over buske. Hjertet pumpede ind imod hans brystkasse. Han var ikke sikker på om det var pusten der ikke kunne følge med, eller om det var tanken om, at Serena måske kunne være alvorlig såret.

De nåede frem til hytten. Udenpå så den ikke ud af meget. Man skulle ikke skue hunden på hårene. Han ville træde derinde, men Andrea kom ham i forkøbet og trådte selv derind, før han overhovedet nåede at bevæge en muskel. Pludselig gik det hele stærk. Andrea råbte noget til ham, ord han knap nok nåede at registrere, før hun lå helt stille på jorden og fik en klump til, at sidde fast i halsen på ham. Hvorfor bevægede hun sig ikke!? Så hurtigt hans krop kunne bære ham, løb han hen til den livløse krop og ruskede ivrigt i den. En hovedpine begyndte, at danne sig i hans hoved og han følte sig som et offer for en pudekamp, med sten indenblandet. Hårdt bed han sig i underlæben, for at slippe for smerterne. Den virkelig smerte lå på jorden, livløs. Han ruskede endnu engang i hende, da et skrig pludselig skar igennem luften og den livløse krop foran ham, viste sig ikke at være andet end støv. Den forsvandt flimrende fra hans øjne. Forvirret rejste han sig op og fulgte lyden af skriget. Det kom inde fra hytten. Eller, snarer spøgelses huset. Ivrigt spejdede hans blik rundt efter Andrea og Serena. Til sin lettelse fandt han Andrea foran ham. Hun virkede... oprevet? Hvad var det hun kunne se?
Roligt gik han hen imod hende, lagde en hånd på hendes skulder og så spørgende på hende, da han ikke kunne se det af huggede hoved af deres søster foran ham.
Han kiggede arrigt rundt. "Giv os vores søster i idioter!" Det kom ud som en advarende knurren. "Hvem i end er så træd frem!" Langsomt startede han en flamme i sin højre hånd. "Eller jeg brænder jeres hus ned til grunden,"
Han mente skam hvad han sagde. Reglerne om man ikke måtte brænde ting ned, de kunne rende ham!
Han så spørgende ned på sin storesøster. "Vi klare det her sammen søs," Lige nu var der ingen illusioner på Noa...
Det var først da han så Aeron træde frem med en dolk i hånden, at han vidste der var noget helt galt her. Inden han overhovedet nåede at hviske hendes navn, stak hun dolken igennem Andreas hoved og fik ham til at skrige... Med rystende knæ faldt han til jorden. Hvad i alverden skete der!? Det kunne ikke være sandt!

Andrea forstod ikke, hvorfor Noa ikke flippede udover Serenas død. Hun så næsten på ham, som om hun havde set et spøgelse. Det måtte være illusioner, men hvordan vidste hun så, om Noa var der rigtigt eller ej. Først da han skreg sprang hun et skridt tilbage. "Noa! Hvad sker der?!" Udbrød hun, men ude af stand til at Noa ville se eller hører, at hun faktisk råbte efter ham. Lige nu så Noa hende som Aeron der lige havde dræbt hendes søster. Hun gik tættere på ham og lagde en hånd på hans skulder. "Klare du den?" Spurgte hun bekymret og kiggede ham direkte i øjnene.
Dog i hendes hoved lignede det at han begyndte at løbe, og hun satte i løb om bagved huset på sin jagt efter ham, det vil så sige, at i Noas hoved lignede det Aeron stak af fra sine handlinger uden at sige et ord.

Andrea stoppede op og kiggede sig rundt. Noah dukkede op og trådte op helt foran hende. Hun holdt vejret da han lagde sin hånd på hendes kind. "Elskede, hvad laver du herude?" Spurgte han, bare måden han talte på, var en måde Noah talte til Andrea på og nok til at overbevise hende - bare lidt. Det var hurtigt at han prøvede at kysse hende og det gjorde, at hendes reflekser gjorde, at hun slog ham på kinden.
Det var bare lige det, at Noa stadigvæk så Aeron. Så det var faktisk Noa som Andrea slog.

"Børn dog. Noa sådan at prøve at kysse sin søster? Du burde vide bedre?" Kom en stemme og illusionerne faldt ned. Andrea kiggede sig frem og så på Noa inden hun trådte et skridt bagud, fordi de stod underlig tætte. Hendes blik gled i en snerren henover kvinden, da hun talte. Hun kunne genkende denne kvinde, og kunne sagtens regne ud, hvad det var hun ville have. Noa. Der var bare lige den fede detalje, at Andrea ikke havde i sinde at lade dem tage ham, ikke uden at de skulle forbi hende.

Hvordan kunne Aeron! Det måtte ikke være sandt! Sådan var hun jo slet ikke! Hun var rar og dejlig, ikke morderisk og kold hjertet! Han nægtede at tro på det. Desværre var illusionen foran hans øjne, så ægte, at det gav ham gåsehud og han anede ikke hvad han skulle sige til pigen han var forelsket i. Hun havde lige hugget en dolk ned i hovedet på hans storesøster!? Hvad pokker skulle man sige!? Før han overhovedet nåede at sige noget, stak hun af og han løb efter hende, uden at vide hvad han egentlig ville gøre, hvis han fangede hende. Dette her måtte ikke være sandt. Det var alt sammen et mareridt han ville vågne op af om lidt. Han kunne ikke konfrontere dette.

Da han endelig fangede hende, gik han op foran hende og tog sig selv i, at kysse hende selvom hun lige havde gjort det hun havde gjort. Kysset var egentlig for at overbevise sig selv om, at dette ikke var virkeligt, at det hele bare var en stor omgang fusk. Eller... det var det da ikke sandt?
Kysset blev afbrudt ved en hånd der hårdt ramte hans kind. Og det værste af det hele var, at det var Aerons hånd der havde slået ham. Hvad pokker? Var det ikke hende, der lige havde haft dræbt hans søster! Hvor vovede hun at...

Pludselig var det ikke længere Aeron, men Andrea der stod foran ham og han trak sig omgående forvirret tilbage. Han kunne ligne et stort spørgsmålstegn, for enden af et ubesvarlig spørgsmål. Hvad pokker? havde han lige kysset... Omgående tørrede han sin mund af i sit ærme. Det var forkert på så mange måder!
Den stemme der nu suste forbi hans øre fik det til at krybe ned af ryggen på ham. De væsner der nu stod bag dem, var det eneste der kunne gøre Noa 'bange'. Han frygtede dem og med god grund. De gjorde ham til det han er i dag...
Manden trådte frem bag Andrea, lod sin halv rynkede hånd snige sig op i hendes brune lokker. "Man kan da ikke bebrejde knægten, hans søster er jo så smuk," Han strammede grebet om de brune lokker.
Noa ville gå hen og daske ham en, da han mærkede kvindens hånd, tage fat om hans håndled. Han blev som frosset fast til jorden ved hendes berøring. Dette her måtte heller ikke være virkeligt. Det måtte være en illusion! Han lukkede øjnene i og forsøgte at ignorere det. Deres stemmer blev dog ved med at køre rundt i hovedet på ham.
"I er døde, i er ikke virkelige!" Hans stemme hakkede. Han hadede, at han var svag overfor dem.
Kvinden grinte bare lumsk. "Åh, vi er skam virkelige og vi kan bevise det," Hun gjorde et nik til manden, der omgående strammede grebet om Andreas hår og trak en kanyle op af sin jakkelomme. En kanyle fyldt med vampyrblod.
"Vi kan gøre din søster til det du er... så for du at se, hvem der er en illusion," hviskede kvinden i Noas øre.
Manden skulle til, at sætte kanylen i Andreas nakke.

Det ryk i hendes hår gjorde at hun næsten faldt tilbage, men holdt sig dog på benene. Andrea snerrede voldsomt af manden bagved hende. De måtte være en illusion ikke sandt? Grebet der blev strammet om hendes hår gjorde, hun uden det var medvilje gav et klynk fra sig. Kanylens nål lagde på hendes nakke og det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Andrea sank en klump. Hun lukkede øjnene kort i ,da kanylen langsomt og smertefuldt blev kørt ind under hendes hud. Andrea gav et skrig fra sig, inden hun så slugte det i sig og sparkede bagud. Hun ramte manden hvor de gjorde ondt, og rev kanylen ud af hendes nakke og greb om mandens hals og stak nålen igennem hans hud og lod blodet flyde ind i hans årer. Så slap hun ham og vendte sig imod kvinden. "Lad ham gå, ellers kommer du til at fortyde det." Truede Andrea og trådte et par skridt frem, illusion eller ej - de skulle ikke vinde. Hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på kvinden med et skarpt blik. Andreas superstyrke var en god fordel i det her, men imod illusioner - knapt så godt. Det tog dog kortere tid end forventet, for manden at komme på benene igen. Han greb om hendes nakke og tvang hende op på hus muren og kvalte hende - som varulv ville hun sagtens kunne dø af det. Hun følte sig svimmel kort og det var nok til, at han troede hun ikke kunne klare mere og slap hende. Andrea faldt til jorden, med lidt skuespil. De skulle tro, at hun var svagere end hun var. I hvert fald til hun kunne finde på en eller anden plan. Det gik ikke længe før hun blev smidt over mandens skulder og taget med ind i hytten og sat på en stol over i et hjørne. Bundet på armene og benene lidt spredte. I tilfælde af de skulle bruge mere voldsomme straffe.

Kanylen gik igennem huden på hende, præcis som de havde håbet på. Manden smilede stolt over sin handling. Med lidt tid, kunne de måske lave endnu en blanding! Det vil være en LANG periode med tortur, kanyler og vampyrblod. Men, det var vel det værd, hvis det kunne lykkedes dem, at slippe af sted med endnu en blanding!
Noa vred sig i kvindens greb, dog blev det blot strammere og gav ham lysten til, at krybe i et musehul, bare for at slippe for hendes klamme hånd på hans hud...
Pludselig blev rollen imellem manden og Andrea byttet om, da hun vred sig rundt og stak kanylen igennem halsen på ham. Tanken om det ækle vampyr blod i hans åre, fik det til at væmme sig i ham.
Da Andrea kom hen imod kvinden, smilede hun bare lumsk og kyssede Noas kindben, for at tirre storesøsteren. "Glem det søde, det er først nu det sjove begynder," Med de ord, kom mandene på benene igen og fik Andrea skubbet op af muren.
Noa vred sig, råbte sin søsters navn i vilden sky, så han kunne mærke stemmebåndet knække flere gange. Kvinden greb irriteret fat i hans hår. "Velkommen hjem min dreng," Efter de ord, stak hun en kanyle igennem halsen på ham, hvilket fik den unge blanding til at besvime.

Endnu engang fandt han sig selv nede i en kælder, smidt ind i en celle, hvor han ikke kunne rokke sig ud af stedet. Han var hurtigt oppe ved trammerne. Det anderledes ved dette var, at hans søster var spundet fast til en stol, nogen meter væk fra hans celle. Da han ville forsøge at ødelægge trammerne, gik det op for ham, at hans hænder var bundet fast til lænker. Han kunne ikke røre tremmerne med sine hænder. "Andrea!" råbte han ivrigt.
Ned af trappen kom der to skikkelser, der kunne ligne djævle i deres skygger. Ikke at de ikke var to forbistrede djævle. "Lad hende være! I røre hende ikke!" Noa forsøgte at knurre så meget han nu kunne.
Manden smilede bare kækt og gik hen imod Andrea. Kvinden derimod, gik som sagt hen imod Noas celle og åbnede døren op. Det var et stort dechavue for Noa... Han kunne se hele sin tid i kælderen for sig engang til. Ynkeligt forsøgte han at komme væk fra kvinden, der bare gik nærmere og nærmere ham. I den ene hånd havde hun en kanyle og i den anden... ingenting. Kun hendes klamme, klistrende hud...
Manden klappede Andrea på kinden. "Nå, min kære, skal vi forsøge at gøre jer to lidt mere søskende?" Han stod og rodede med en masse ting over på et bord. Lyden af metal og glas der ramlede sammen skar igennem kælderummet. Han trak en skalpel frem, imens han i den anden hånd bar en kanyle, blot lidt mindre end den han før havde haft fremme. Med alt for rolige skridt, gik han hen imod hende og tvang hende til, at åbne munden op. Her stak han kanylen igennem hendes tandkød over fortænderne. Smertefuldt vil det tykke vampyrblod sive igennem tænderne og forene sig med tandkødet... Derefter trak han skalpelen frem og begyndte langsomt at rise imellem hendes tænder med den. Efter flere minutters smerte, gik han væk fra hende igen og hen til bordet, hvor han undersøgte det bladet på skalpelen havde fanget. Han så vuderende på det. "Ja, det kan sagtens lade sig gøre," Med et stolt smil på læben, så han hen på hende. "Du kan godt gøres til en blanding, dog vil det tage lang tid. Trods alt tog det os over 13 år at gøre din bror til en," Han gik hen imod hende igen. Uden så meget som, at blinke med sine uskyldige øjne, stak han en kanyle igennem hendes arm. En kanyle der vil få ens arm til, at føles som om, at den var ved at blive fladmast imellem to træstammer. Den strammede og strammede. "Måske det vil tage længere tid med dig, eller kortere, det må vi," Han snakkede ufatteligt roligt, når man tænkte på, de ting han var i færd med at gøre imod hende. Engang imellem så han hen imod Cellens mørke, hvor man svagt kunne ane Noa, råbe og skrige engang imellem.
Han løftede bare på sine skuldre og gik hen til Andrea. En af hans kolde hænder kærtegnede blidt hendes kind. "Du kunne blive den smukkeste blanding af dem alle,"

Hun tog et blik rundt og lyttede - mest af alt så var det eneste hun bekymrede sig om Noa - hun var ligeglad med sig selv. Hun snerrede lidt og klemte øjnene hårdt sammen, da han stak kanylen igennem hendes tandkød. Hendes muskler blev spændte imens hun knyttede sine hænder sammen så hårdt hun kunne. Smagen af blod gled ned på hendes tunge derefter. Hun prøvede at tage sig sammen. Virkelig. Smerte var smerte - og hun vidste, at den ønskede at blive hørt. Så snart kanyen blev skubbet ind i hendes arm skreg hun op - alt smerte hun nogensinde holdt inde blev skubbet ud på engang. Nogle gange skulle man bare lige have renset ud. Hun lyttede til, hvad han sagde, men sagde intet. Først da han lagde en hånd på hendes kind, havde hun samlet blodet i hendes mund og spyttede det ud i hovedet af ham. "Skrid af helved til med dig." Snerrede hun og hendes øjne blev gyldne. De var rasende også fordi hun kunne hører Noa i baggrunden. Nok var hun svækket og nok var hun stadigvæk i smerte lidt endnu, men ingen skulle ligge en hånd på hendes lillebror, ingen. Hun sparkede lænkerne af hendes fødder og var snart på benene hun svang stolen ned i jorden ved at svinge den ind i nærmeste mur og den gik i stykker. Hvad kunne man sige? Andrea var en meget vred storesøster. Andrea så imod manden inden hun greb en kanyle på bordet som hun løb hen og stak i halsen på ham. Hun lod væsken blive sprøjtet ind i huden på ham, inden hun ændrede retning. Andrea løb imod Noas råb og kom til sidst frem til ham. "Hvis du gerne vil holde dig selv i live pigebarn, så hold dig væk." Sagde kvinden, men Andrea kiggede blot koldt påå hende. "Jeg er ligeglad med mig selv, jeg vil have min bror med mig." Svarede hun koldt og gik et skridt frem.

Mørket lå dybt over nattelivet. De døde væsner var kommet frem fra deres skjul og var nu klar til at leve livet. Damian var en af dem. Hans rødlige hår hang i tunge lokker ned over hans grønne øjne og indrammede hans ansigt, blot for at få hans ansigt til at se spinkelt ud. Han havde hørt om det de andre havde gang i. Søsteren til knægten de ordnede for længe siden, var lige nu i gang med at blive forvandlet præcis som sin bror. Ret poetisk, på en eller anden måde. Han havde flere gange fået af vide han ikke måtte sige noget videre. Men det var bossen de snakkede om. Ham kunne de sagtens fortælle det uden der ville ske noget ved det. Ikke? Damian havde opsporet Nicolas til at være på en kro ikke langt fra skoven hvor de opholdte Andrea og Noa. Han trådte ind på kroen og fik et overblik over gæsterne før han fik øje på Nicolas. Med selvsikre skridt gik han hen til ham og satte sig ved siden af ham. ”Godaften. Jeg har store nyheder til dig. Projektet forsætter. Vi har lige fanget en varulv og hendes bror som allerede er en blandingsrace. Vi er i fuld gang med at forvandle hende i dette øjeblik.”

Nicolas drejede sig om imod de unge dreng der ud af det blå begyndte at fortælle ham om det ”projekt” som han ikke havde været en del af i snart to år. Men han blev nysgerrig. Hvem var denne varulv de var ved at forvandle. ”Hvem er hun?” Han fjernede blikket fra ham igen, og ventede på et svar.

Damian var stolt, han så frem til at fortælle hans chef, hans projektleder, om den nyeste testperson. Det kunne man tydeligt mærke på ham, han sad nærmest og hoppede op og ned på stolen mens han ventede på at sige det. ”Hun hedder Andrea. Ikke noget særligt. Fantastisk flot, men ikke noget særligt.”

Nicolas så straks på ham da han nævnte Andreas navn. Andrea kunne til tider være pisseirriterende, men hun fortjente ikke at blive behandlet på den måde. Han brød sig ikke om måden knægten talte om Andrea på, så han tog hurtigt fat i hans krave og hev ham med udenfor. Han klemte ham om imod muren. ”Hvem har i ellers brugt de sidste to år?” Han var alvorlig, det var ikke nydt men lige denne gang var han særlig alvorlig.

Damian nåede ikke at tænke eller reagere før han blev hevet med udenfor. Han så nervøst på Nicolas' alvorlige blik. ”En.. Eh.. E-En der hed Angela og en der hed Ja...”
Han nåede ikke at sige mere før Nicolas havde afbrudt ham med ved at stikke en hånd i brystet på ham. ”Angela er min søster, og Andrea min..” Han tog en dyb indånding og klemte hårdere fast om hans hjerte hvilket fik Damian til at gispe. ”Jeg bryder mig ikke om pralhalse, og jeg bryder mig især ikke om pralhalse der torturerer min søster.” Han rev hjertet ud på ham og efterlod den livløse krop. Nicolas tørrede hurtigt sin hånd af i et silketørklæde han proppede ned i sine lomme igen før han satte i løb hen imod skoven.

Han vidste udmærket hytten var beskyttet af en illusioner. Men det gjorde også at han ikke hoppede på dem. Han var hurtigt henne ved hytten og han tøvede ikke et sekund med at træde over grænsen der førte indtil cirklen med illusioner. Det første han så var hans far. Intet problem. Han gik uhæmmet videre. Så Angela død. Sværere, men han vidste det ikke var ægte. Han forsatte. Til sidst så han Caroline. Hun lå blodig for hans fødder, men det værste var at han selv stod med den blodige kniv. Han havde dræbt hende. Det fik en klump frem i hans hals, men han vidste han blev nød til at forsatte. Han vidste at det ikke var ægte. Nicolas trådte over Carolines blodige lig og gik ind i hytten.

Han gik hen til den første mand han så og han behøvede ikke at sige et ord før manden løb ned til cellerne og gik ind til cellen med Andrea i. ”Han er her, og han ser ikke tilfreds ud. Stop det. Stop det hele og kom med ovenpå.” Han gik hen til cellen med Noa. ”Også dig.”

De forlod alle tre stedet og gik ovenpå til Nicolas. ”I har forsat bag min ryg. Jeg er imponeret over jeres mod, men ikke over jeres dumdristighed. Det er tydeligt ingen af jer har set hvad der sker med folk der går imod mig.” Han gik hen til dem en efter hen og rev deres hjerte ud af deres krop. Heldigvis gjorde ingen af dem modstand. Så var det da overstået. Han tørrede atter hans hånd af i hans lommetørklæde der blev proppet ned i hans lomme bagefter igen. Et kort øjeblik stod han overvejede hvor vidt han skulle gå ned til Andrea eller ej. Han vidste nu at han havde taget del i at forvandle hendes bror til en blandingsrace, det havde taget lang tid og havde på ingen måde været behageligt, så ingen af dem burde bryde sig om ham. Ikke når de første fandt ud af hvad han havde gjort. Nicolas gik ned af trappen med tunge skridt og gik først hen til Noas celle. Han åbnede den og sagde med så lavmælt stemme som muligt: ”Gå ind til din søster og kom væk herfra.” Han håbede på at Andrea ikke hørte hans stemme, han ønskede ikke at hun skulle hade ham. Hun var den eneste han havde tilbage i øjeblikket. Hvis hun hadede ham, så havde han ingen tilbage. Han gik ned af den lange gang for at se om de havde taget flere han ikke kendte til.

Det hele startede om igen. 13 år fanget i en kælder passerede forbi hans øjne som en dårlig forfilm. Endnu engang mærkede han den strammende fornemmelse fra kanylen, der blev stukket igennem halsens bløde hud. Forskellen fra dengang var, at denne gang var det ikke kun ham der var der. Denne gang var hans storesøster også i fare. Havde det ikke været fordi han frygtede disse to væsner mere end noget andet, så havde han vredet halsen om på dem, for at de så meget som vågede at lægge hånd på hans søster. Når man snakkede om solen, fik Andreas skrig det til, at løbe ham koldt ned af ryggen og vride sig i lænkerne, selvom kanylen fortsat sad i halsen. Det føltes som en alt for stor myg.
Det eneste han dog kunne tænke på var Andrea, Andrea, Andrea. Han ønskede bare, at få hende væk herfra, da hun ikke skulle det hele igennem. Aldrig i livet. Da kvinden kom hen imod ham endnu engang, sparkede han ud efter hende, hvilket overraskede hende. Han plejede aldrig, at tørre gå noget imod dem. En største frygt var vel en største frygt.
Før hun kunne nå at røre ham, kom en fremmede mand ind i cellen og tog hende med sig. Der var et eller andet over denne fremmede, der fik Noas tanker til, at køre rundt i hovedet på ham. Den stærke aura virkede underligt bekendt for ham. Endda selvom han aldrig havde set ham før.
Så snart kvinden var ude af døren, begyndte han at vride sig rundt i lænkerne, med alt den styrke han besad. Desværre lykkedes det ikke. Han sukkede irriteret over sig selv. Det handlede om, at komme ind til Andrea!
Pludselig stod den fremmede mand i døren endnu engang. Tankerne kørte med det samme rundt i hovedet på ham, ved synet af den fremmede endnu engang. Gå ind til hans søster? Hvor pokker kunne han vide, at de var søskende fra? Han vred sig i lænkerne.
"Tro mig, det vil jeg også gerne, men er det muligt du kan få mig ud af lænkerne først?" Uden at virke flabet, sendte han ham et svagt smil og så ham i øjnene. Denne fremmede. Der var bare et eller andet over ham! "Tak foresten... og hvem er du egentlig, du virker bekendt,"
Hvad der var sket med manden og kvinden interesserede ham ikke. Lige nu ville han bare fri og finde Andrea, samt finde ud af hvem denne fremmede var.