Once family, always family

Tid: 13.04
Sted: Firewood Village
Omgivelser: Foran hans nye hjem og smedje med hans ting.
Vejr: Regnene, blæsende og måske torden
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Solen havde slet ikke vist den dag. Der var hellere ikke meget håb for den ville. Firewood Village var kendt for at være rolig og et godt sted for at starte på en frisk. Folk var venlige og tog sig af hinanden. En ung engel var kommet til byen tidligere på dagen med hans ting. Klar til at flytte ind i smedjen og blive byens smed. Dusk var en muskuløs sorthåret mand med en grum fortid. Dusk kendte alt for godt til forræderi og tabt kærlighed.

Men ligenu stod han foran hans nye hus. Ventende på hans kusine fra Doomsville. Hans hoved var dækket af en hætte og under hætten fløj de mørke øjne hid og did. Han var altid overvågn, men også nysgerrig. Ved hans fødder lå en stor hunulv. Ulven, Morrigan, var hvid med gule øjne. Hun var slank og smidig. Hendes venlige sind var det stik modsatte af hendes mages. Northfang var endnu størrere end Morrigan. Han pels var sort som natten og havde røde øjne. Breder og stærkere. Han var musklerne og mere aggressiv end hende. Northfang kom luntende hen til Shay. Trykkede hans snude ind i Dusks side og satte sig ned.

Dusk så ned på hans ulve og så mod hovedvejen igen. Stadig ikke en skygge af et menneske, eller væsen for den sags skyld. Øjnene så mod huset. Ikke ret stort, men nok for ham. Han havde været på landevejene for længe. Alt for længe. Han huskede det ønskede han havde før han flygtede fra hans tidligere broderskab. Det ønske han delte med Liam. Nu skulle det opfyldes, men Liam var der ikke. Huset var af træ. Havde to etager, og med kølekælder. "Kom nu Cara. Hvor er du?" mumlede Dusk

Henne ved en sti og nogle huse kom en kvinde gående, hun vidste godt hvor hun skulle hen, og måtte skynde sig lidt for at nå derhen. Cara hed hun, og hun havde en sort stram top på, mørkegrå nederdel, og et par sorte stiletter på fødderne. Hun tænkte straks at der var en bestemt person som ventede på hende, så hun begyndte at løbe på stien, forbi nogle huse hun aldrig havde set før, og håbede han ville stå klar når hun kom frem. De fleste kunne ikke løbe i høje hæle, men det tænkte hun slet ikke på, tanken havde slet ikke strejfet hende en smule. Man kunne godt falde det vidste hun godt men det var som hendes tanker kun kræsede om at hun skulle se en vigtig person.  Cara løb og løb og hun kunne dufte sig lidt frem til der var noget lidt længere fremme, det var ham det kunne det kun være, hvem skulle det ellers være. Hun havde gode sanser, og var hurtig og lidt efter lidt stoppede hun kunne nemlig se ham. Et smil bredte sig på hendes læber, og hun valgte at gå hen mod ham, hun var glad for at se ham igen, og lagde mærke til huset og dens udseende.

"Jeg beklager virkelig meget for min forsinkelse Dusk"sagde hun og trak vejret lidt, hun var ikke blevet så forpustet, hvilket var meget sjældent hun blev det. Hendes mørke hår hang bare løst ned over hendes skulder, og hun kunne ikke lade vær med at lægge mærke til ulvene, nu var hun ikke så glad for ulve, men mon ikke det ville gå. Det håbede hun hvertifald på, fordi det ville være træls hvis der skete noget.
Cara stod nu foran ham, og rettede lidt på hendes nederdel der efter at hun havde løbet sad helt forkert. Og så kiggede på hun ellers bare på ham"Du ligner dig selv Dusk"sagde hun med hovedet lidt på skrå, og et blik der lige skimmede ham hurtigt, ja han lignede sig selv, og hun var bare glad for at hun måtte hjælpe ham, men Cara lignede hvist også bare sig selv.

Så faldt hendes blik på huset, det så da meget hyggeligt ud, og det så bestemt ikke grimt ud"Det skal nok blive godt, jeg kan mærke det"hun i en glad og munter tone, mens hun bagefter flyttede blikket fra huset til ham. Det skulle nok blive interessant og spænende og hun glædede sig til at se, hvordan huset så ud indenfor.
Cara betragtede så omgivelserne lidt, havde hun været her før, det var hun ikke sikker på, men det kunne godt have været, hun tænkte lidt ja hvem kunne vide. "Har du ventet i lang tid"spurgte hun så med blikket fastlåst på ham.

Et smil bredte sig over hans læber. "Nej. Jeg har ikke ventet længe og det gør ikke noget." At han lignede sig selv fik ham til at tøve. "Gid at jeg lignede mig selv, Cara." Han gjorde tegn til at følge med og bar de tunge kasser ind. Han havde et smerte i hjertet som ville måske heale, eller ikke. Morrigan og Northfang gik hen og lagde sig på terrassen. Dusk fik åbnet døren ind til huset og så tilbage på Cara. Et blegt smil prydede hans læber. "Men du ligner stadig dig selv. De 70 år har ikke forandret dig spor." Han så ind.

Stuen var åben og rummelig. En pejs var ved trappen der ført op. Han kunne se køkkenet. Der var to tomandssofaer, en lænestol og et bord. Spisebordet havde plads til seks mand. Reoler og hylder var hist og her. Køkkenet var lille, men havde det mest nødvendige. Brændekomfur, vask, borde, skabe og hylder. Der var også et lille bord ude i køkkenet med to stole. En dør førte ud til gården der forbandt huset med smedjen.

Dusk så på Cara. "Jeg tror sagtens jeg ville kunne bo her, men du må love at besøge mig. Og hvis du bliver i aften laver jeg min berømte rådyrsgryde." sagde han og satte kasserne ned. Strakte sin ryg til den sagde knæk. En grimasse gled over hans ansigt. "Jeg sætter virkelig pris du ville hjælpe mig Cara. Det ville ellers nok have taget mig længere tid." sagde han og gik ud for at hente de sidste kasser. Regnen trummede mod taget og udhænget over terrassen. Hans ulve lå og puttede sig sammen.

Dusk pustede hårlokker væk og løftede kasserne op. Han så rundt på gaden og så enkelte folk kikke på ham eller på hans hus. Med et skuldertræk gik han ind i stuen igen. "Såh Cara. Hvad har du lavet de sidste mange år? Udover at overleve." Dusk ved hvad hans kusine er og har intet imod det. Han havde tillid til at hun ikke ville gøre ham fortræd. Han pakkede langsomt ud. Cara var hans eneste familie der var tilbage. Alle de andre havde han mistet kontakten til og hans forældre og bror var døde. Dræbt.