Once again -Jazmin-

Påklædning:: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Jazmin spiller Noah som en npc. //


Det havde været en langdag og hun havde kæmpet som en gal. Hun havde overvundet tre vampyrer, men også endt med nogle mindre alvorlige skræmmer. Hun havde en lille flænge på hendes kind og blødte lidt på hendes overarme og ben. Hun havde fundet sig vej til en lille sø, og sat sig i havfruestilling ved kanten. Hun kiggede ned i sit eget spejlbilled og sukkede kort, inden hun tog noget vand op for at rense sine sår på den ene arm. Dagene var blevet vildere og hun havde fundet mere og mere ballade hun havde smidt på sig kun, fordi, at hun ville undgå at sørge alt for meget. Hun savnede Noah, og var såret over at han bare var forsvundet - derfor var hun kommet frem til bare at lade som om, at han var død. Det var lettest. Andrea nød at løbe rundt i det frie, ligeså meget som hendes indre ulv. Den nød den friske luft der rodede i hendes hår og slog ind på hendes hud. Den elskede at slås og jage efter hjorte og andre dyr til maden. Det var blot så længe siden, den side af hende havde været så meget i live. Andrea lukkede sine øjne kort i og nød stilheden. Noa ville sikkert komme og se efter hende, hvis hun var længere væk end hun plagede - hun var nu glad for sin lillebror. Hendes søskende og sin datter. Hun havde fået en del af det hun ønskede sig, at kende hendes familie og fortrød intet når det kom til hendes søskende, men derimod hendes forældre var hun ikke glade for. De frastødte Angela, Nicolas og Noah og havde startet deres 'fantastiske' førstehånds indtryg med at torturer Elena fordi hun var Noahs datter og niece til Angela.

Elena gav sig selv skylden for at Noah forlod dem, at hun ikke var som han håbede hun skulle være. Andrea havde prøvet at snakke med hende om det, men det var ikke let når hun var sådan en enspænder. Tingene lå bare sådan, og det måtte hun finde sig i. Hendes liv var måske ikke perfekt, men hun havde nogle ting hun ikke ville bytte for noget som helst i hele den hvide verden.
En lyd fra nogle buske bagved hende gjorde hun frøs fast, men sad stille. Hun lyttede og da lyden kom tættere på rejste hun sig op og vendte sig hurtigt om. Hun havde stadigvæk lidt blod på sig i ansigtet og på benene. Hun kiggede sig omkring inden hun sank en klump.

Noah havde været en hel del væk fra sin familie. Han var flygtet, af frygt for Andrea. En del i ham, frygtede at hver eneste gang han gjorde noget galt, ville hun hadet ham endnu mere. Han var bange for alt med hende, for at miste hende.. Han elskede hende virkeligt højt, og savnede hende ikke mindst.
Lige nu, boede han hos Jasmin. Det eneste sted, han følte sig tryg, undtagen hos Andrea, og Elena. Hans frygt var for stor til at han rigtigt havde ture gå nogle steder fra det store hus. Og der var massere af lave sammen med alle de dyr, og mennesker ikke mindst, der boede på palæ'et, gården.. Eller hvad man nu ville kalde det.
Noah savnede Andrea og Elena alt for meget. Han måtte tage sig sammen, blive den mand han nu var. Han kunne ikke frygte dem hver evig eneste dag. Han måtte se sin frygt i øjne.
Noah kaldte hurtigt på Jasmin, og rejste sig derefter fra sengen.
'' Jeg må, tilbage til dem.. Jeg savner dem sådan.. En dag er lang uden dem du elsker. Selvom jeg elsker dig rigtigt højt, Jasmin.. '' Jasmin så en anelse nedtrykt ned i jorden, ind hun blot rykkede sig længere ind til ham.
Noah lænede sig helt ind imod hende, lagde en hånd på hendes kind, og plantede et kys på hendes yndige læber. For ham betød det blot, at han holdte af hende, som en hver anden bedste veninde. Men for Jasmin betød det en del mere. Hun havde alt for mange boldte i luften. Alexander og hende, var sammen. Men hendes andre personligheder, var draget af andre personer. Hvordan skulle hun fortælle Alexander, at det ikke altid var hende der gjorde tingende?
Noah smilte, og gik frem af. Han skyndte sig ud af huset. Da han var ude, åndede han en smule lettede op. Lettelsen af at komme ud af døren, var stor.
Marlena, kom gående med en hest, der allerede var sadlet op. Det var meningen hun ville tage en tur på den, men.. '' Må jeg ikke låne, hende? Jeg savner sådan mine elskede.. Jeg bliver nød til at se dem igen. '' Marlena smilede blot, og rakte tøjlerne til hesten. Den store brogede brune hest, prustede et par gange, da han svingede sig op på sadlen. Inden han satte i galop, takkede han Marlena.
Der gik ikke lang tid, før han var ude i skoven. Noah havde kunne mærke på sig selv, at det var her Andrea ville være det meste af sin tid. Hun var en vareulv. De elsker skove.. Han vidste hun ville være her. Han steg ned fra hesten, og begyndte at gå frem af. En pudslen i buskene begyndte. Længere fremme, var en sø. Han kunne se en kvinde side ved søen.. Det måtte være Andrea. Det lange gyldende hår, der altid skinnede i sollyset. Duften af hende, var vidunderlig. Noah bevægede sig tættere på.
'' Jeg har sådan savnet dig min elskede. '' Han ventede på hendes reaktion.

Da en person trådte frem fra buskaset frygtede hun det værste - det var bare noget hun gjorde. Andrea frøs fast i den sidste bevægelse hun havde taget. Hans ord, de prøvede at finde ud af, om de skulle glide forbi, eller om hun skulle tage dem til sig - forvirringen angreb hende bagfra og tvang hende til at sige bare et enkelt ord. "Hvor har du været?" Var dog det eneste hun kunne få udover hendes læber. Følelsen af svigt kom frem i hende og prøvede at få hende til at græde, men hun lod dem ikke. Hun ånede endelig ud og kunne tale for sig selv igen. "Du efterlod mig. Du efterlod Elena. Er du klar over hun tror du skred på grund af hende?" Tilføjede hun kort efter mere alvorligt og trådte op foran ham. En varulvs vrede, var ikke til at spøge med og slet ikke Andreas. På den ene side var hun jo glad for, at han ikke havde været død som hun havde troet - og det betød også, at Caroline ikke var død. Det kunne hun fortælle til Nicolas, hvis hun fik chancen for det. Andrea kiggede ham i øjnene. Spørgsmål angreb hende voldsomt, og hun ønskede bare at vide sandheden for engangsskyld. "Bare fortæl mig sandheden. Okay?" Sagde hun stadigvæk med sin stemme normal. Hun holdt sig selv i kort snor. Hun ville ikke være for vred, men heller ikke alt for sød. Han skulle vide, at det ikke var i orden at tro, at hun ville tilgive ham bare at gå i så langtid også når hun havde brug for ham. Selvfølgelig havde hun savnet ham så meget, og hvis han kunne give hende en god forklaring så var der ingen ko på isen.

Noah så overrasket på hende. Hun burde vide, at en gang imellem havde man brug for tid, med sig selv. Men det forstod hun åbenbart ikke. Forsigtigt så han ned på hendes hånd, mon hun havde ringet på han havde givet hende, dengang han havde spurgt hende om han ville være hendes for altid? Han sukkede en anelse.
'' Undskyld min elskede.. Jeg havde, brug for tid væk. Du var gravid med en andens barn. Hvordan ville du have jeg skulle takle det ? For mig, virkede det sådan, at du havde noget med en anden person. Jeg havde brug for at tænke alt igennem. Min datter, Holly dukkede pludseligt også op. Jeg ville elske, hvis du mødte hende, men om.. du overhoved vil være sammen med mig mere, er.. et godt spørgsmål.. ''
Noah sukkede, og så ned i jorden. Han var blevet trist. Måske havde han mistet den person han havde troede hele tiden, var hans eneste ene? Hvordan skulle han komme igennem dette?
Langsomt gik han tættere på hende. Forsigtigt satte han en finger, under hendes hage. '' Jeg elsker dig Andrea, og det ved du.. Ellers ville jeg aldrig have forlovet mig med dig. Du er mit et og alt. I alt den tid, jeg har været væk, har jeg kun tænkt på dig. Jeg er kommet tilbage, for din skyld.. Og Elena. ''
Noah kyssede hende blidt på munden, der virkeligt skulle vise at han elskede hende. Han ville ikke miste hende sådan her.. Og hvis han gjorde, kunne han umuligt tilgive sig selv

han brugte den igen, den grund til, at han var taget væk. På grund af Victoria. Hun sukkede lidt. Andrea kiggede ham i øjnene imens han snakkede. Holly. Han ville ikke engang møde Victoria? Han var der slet ikke i den periode, hvor hun behøvede ham mest. "Hør Noah. Du ved jeg elsker dig. Jeg valgte ikke at blive gravid med den dæmon, han voldtog mig, torturede mig. Og du lod ham gå. Jeg havde brug for dig og du efterlod mig. Desuden er det barn dødt, hun blev dræbt foran øjnene af mig, hvis det skulle være en trøst for mig." Svarede hun lidt sårbart. Hans næste ord gjorde, at hun ikke vidste helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Skulle hun tilgive ham eller ej. Hun nåede dog ikke at sige noget før han kyssede hendes læber. Følelsen havde hun savnet, men hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre. Hun kiggede ham derefter i øjnene. "Elena savner dig. Virkelig, men Noah. Jeg ved ikke, hvor vi er længere. Jeg ved ikke om du vil gå næste gang der kommer et problem, jeg har brug for en som er ved mig hele tiden, som vil kæmpe ved min side og ikke løbe væk." Hun tog hans hænder og kiggede ham i øjnene. "Bare fordi jeg ikke kan være din længere, betyder det ikke, at jeg ikke har brug for dig i mit liv. Du har en lillesøster og en lillebror. De har også brug for dig. Lige nu, har jeg brug for en pause. Så må vi se, hvordan tingene ser ud om noget tid. For hvis det er os to, så vil tingene se lyse ud i sidste ende. Men lige nu, så synes jeg du skal tage en snak med din datter og fortælle hende det hele. Så hun ved, hvorfor du ikke var der." Svarede Andrea og sank en klump. Hun måtte være ærlig, og om det sårede ham og hende på sammetid vidste hun, at det gjorde. Men Andrea havde brug for tid nu, til at bestemme sig. Andrea slog blikket lidt ned i jorden og håbede på hans forståelse.