Jazmin are you sure you have seen everything? - Jazmin

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Jazmin så på sig selv i spejlet. Hun forventede lidt, at herren Elaija Arkmen Tzimiscé havde de ting hun skulle bruge.
Det var meget få gange, at Jazmin tog afsted hjemme fra uden en elegant kjole, og dette ville ikke blive denne gang. Inde i skabet, blandt alle hendes kjoler, havde hun fundet en sort, lang og ikke mindst smuk kjole. Hun havde besluttet sig for at tage den på, hun skulle jo være elegant overfor nye mennesker. Den eneste der havde set hende som en slattenpind, var Rowan eller Fay. Men de var også de to tætteste ved hende.

--------------------------------Spooooooooooooolee------------------------------------------------

Jazmin gik frem af. Star stod ude foran som sædvanlig og græssede. Hun var en fri hest, der kunne smutte når hun havde lyst, med Jazmin og hende delte et bånd.
Hun svingede sig hurtigt op på hesten, og gav den et spark. Der gik ikke mange sekunder før hesten var gallop. Jazmin vidste udmærket godt, hvor hun skulle side, for at se både elegant og smuk ud, uden at ryge ned af hesten.
Jazmin var ikke specielt langt væk fra, vor Herren Elaija boede. Eller forbeholdte sig at opholde sig. Hun steg ned af hesten, og kunne straks se en masse folk, eller mennesker bevæge sig imod hende.

‘’ Er det her Elaija Arkmen bor? ‘’ Hendes spørgsmål var lige ud, egentlig betød det ikke noget for hende, hvis de bad hende sende hende væk. Der ville ikke gå lang tid, og hun havde kværket kæften på dem.
Hun var trodsalt en magtfuld bloddæmon. I følge hende slægtninge, var en bloddæmon, en blandning af en dæmon og en vampyr. Det var derfor de kunne æde blod fra andre væsner, og det var ofte det Jazmin levede af. Når ikke hun var tvunget til at sulte grundet konsekvenserne.

((Sorry, hvis det er elendigt, jeg er rendt lidt ud for krea. ^^ ))

Jazmin fulgte blot, de to herre der viste hende frem til rummet hvor Elaija stod. Egentlig betød det ikke ret meget for hende, hvordan hans hus så ud. Hun havde det fint med sit eget. Et stor fint palæ, hun havde fået gave fra Noah og Andrea.
Egentlig var hun ligeglad med Andrea, hun var blot Noahs elsker, men alligevel betød hun noget for hende. Andrea, kendte hende langt bedre, end hun selv gjorde. Hun vidste hvad der lå bag hende.
Hun så direkte på Elaija. ‘’ Du inviteret mig til dette? ‘’ Hun så sig omkring, og grinede en anelse. Det var ikke ligefrem det hun havde valgt at komme til. Hun havde forventet så meget mere. Og dog, egentlig var hun nysgerrig på vampyrer.
Hvordan de levede, og fungerede. Hvordan de fandt deres mad.

Hun bevægede sig længere ind i hans hus, uden han tilladelse. Hun kendte folks alder allerede uden at have mødt dem, og hun vidste med sig selv, at hun var langt ældre end ham, ergo meget stærkere. Så, hvis han forsøgte at føre sig frem for hende, ville der nok ske et par ting, fra Jazz side af.
‘’ Skal vi gå igang? ‘’ Jazmin smilede stort over hele ansigtet. Hun var ligeglad med hvad de skulle lave, bare de gik igang. Han kunne forklare hvad der skulle ske imens. Og dog, Jamie elskede at lege lidt med Jazmin.
Jazmin bevægede sig tættere på Elaija. Hun var ligeglad med om han havde en elsker, eller noget andet, der betød kærlighed for hende. Hun elskede at ophidse folk, mere end de anede.
Hun lod blot hendes hænder, røre ved hans kind, med et kælent blik. Hun bevægede sine læber op imod hans, med en stille bevægelse. Inden de rørte hinanden, smilede hun kækt, og satte et lille kys på hans bløde læber.
Hun trak sig selv væk fra ham.
‘’ Så, lad os gå igang. ‘’ Hun gik bare videre.

Jazmin så blot på ham, med hendes havblå øjne. Egentlig betød kysset intet for hende, men hvis det betød noget for ham, så okay?
Rowan var den eneste der betød noget i hendes verden, og ingen andre ville kunne erstatte den plads. Han havde allerede borede sig fast i hjertet på hende.
Hun så blidt på Elaija.
‘’ Hvad tror du? Jeg er her ikke for sex, og skæg. Jeg er for den videnskabelige del. Hvis jeg ville have haft sex, havde jeg nok gjort det med min kæreste. ‘’ Et kækt smil, bredte sig over hele hendes ansigt. Hvis der egentlig skete noget mellem hende og Elaija, ville hun bryde grædende sammen efter. Som sagt, Rowan var den eneste der tilhørte hendes hjerte, og hun havde allerede gjort det med Daron, ved et uheld. Egentlig var det overhovedet ikke meningen dengang, men det var gået alt for vidt. Hun havde det på skyldfølelsen, og det ville ikke forsvinde lige meget hvad hun gjorde.
Hun bevægede sig frem af mod rummet, hvor to herre lå. Den ene død, og den anden i en dyb søvn?
Dette gav ingen mening for hende, men egentlig var hun ligeglad. Det var derfor hun var kommet.
Hun bevægede sig helt over imod den sovende vampyr. Åbnede kæften på den så blot på de skarpe hjørntænder den havde. Facinerende.
Det sjove ved bloddæmoner, var at de kunne skjule tænderne, men vampyrer var tvunget til at have dem fremme, og selv skjule dem, ved ikke at smile for megt. Jazmin elskede det. Ofte en af de ting, hun elskede ved vampyrer. Hun elskede at pine dem med sandheden om det.
Et enkelt klask på kinden, så ud for hende, til at vække den ‘sovende’ vampyr.
‘’ Så. Forklar hvad vi skal lave, imens vi udføre dette. ‘’
Hun så ham direkte i øjne. Nærmest som en kommando.

Det eneste Jazmin kunne, var at grine af ham. Respekt? Forventede han respekt af hende? Det var meget at forvente. Egentlig burde han slet ikke forvente nogle svar fra hende. Et hånligt grin forsatte i hovedet på hende.
'' Forventer de, at fordi jeg er i deres hus. At jeg taler fint og pænt til dem? Så tro om. Sådan er livet ikke kære ven. Den er hård. '' Hun smilede kort for sig selv. Det var meget at forvente af hende, og især af den status hun havde. Som søster, af kæresten til dronningen af Sunfury, var det meget at forvente. Hun havde en status, ikke mange mennesker ville få. Kun dem der, kendte de rigtige, og Jazmin kendte dem. Og ud over det, var hun god til at manipulere.
Og true hende med konsekvenser rørte hende ikke spor. Det betød intet for hende. Hun var alt for van til det, at hun aldrig tog det til sig længere, det var også nogle af de ting der fik rodet hende ud i problemerne.
Hun bevægede sig helt tæt på ham. '' Hør, elskede. At forvente jeg er bange for dem, er en dum ting. Jeg er ældre, og ikke mindst stærkere end dem, og deres mænd. '' Hun smilede over hele ansigtet.
Og dog, hun plantet endnu et kys på hans små bløde læber, og gik tilbage til sin plads. Forhåbentlig ville det få ham til at holde mund.

Jazmin så blot på ham, uden at det rørte hende. Hans ændring på hele sig selv, bekymrede hende overhovedet ikke på noget tidspunkt. Hun var opvokset med dæmoner igennem hele sin barndom. Hun vidste hvad det indgik at være dæmon. At de ændrede sig, og blev større monster, dog havde hun aldrig oplevet en vampyr der havde gjort dette. Men hun var facsineret af ham.
De to andre, vampyr tog fat i hende, gjorde hende dog en anelse forskrækket. Og om halsen, var hun slet ikke forberedt på.
Hun vidste udmærket godt, hun sagens kunne komme ud af grebet, men engang imellem måtte man underligge sig andre folk.
'' Hvad vil du have ud af dette? '' Hun så ham direkte i øjne, uden nogle form for empati.

Jazmin så blot op på ham. Han var kær, at mene hun skulle blive bange over så lidt? Hun var vant til slag. Igennem hele hendes opdragelse var det den slags ting hun havde været udsat for. I dæmonernes opdragelse, bliver de voldtaget af forskellige dæmoner for at mærke hver ændring. Dog var det kun Jazz der var blevet udsat for det. Fay var aldrig blevet udsat for det, så Jazz kendte udmærket smerten til det. At blive voldtaget.
Det var også noget af dette, der havde gjort hende stærk igennem tiden.
Men igen. De to lig, var kun knogler, der med lethed kunne brækkes. Langsomt viklede hun sig ud af grebet fra de begge lig. Hun havde ikke lyst til at ødelægge dem.
Hun rørte stille Elaijas kind, med et smilen for sig selv. '' Hør elskede. Jeg er ked af min opførelse. Jeg beklager, jeg ikke talte til dem, som de havde forventet. Kan de tilgive mig? '' Hun så ham direkte i øjne.

Det var den her dårlige fornemmelse hun havde i kroppen. Der var noget galt. Stella var taget til Terroville for at finde Josh - dog uden held. Hun skulle tilbage til Nora i Sunfury - men da denne følelse ramte hende. Så kunne hun ikke bare vende ryggen til. Det var Jazmin - det var hun helt sikker på. Det fik hende til at spørge nogle få på sin vej om de havde set den smukke bloddæmon på vejen, det krævede et par enkle overtalelser før nogen sagde noget, men snart var hun på vej - den større herregård dukkede op for hendes grønne øjne, og fornemmelsen blev blot stærkere. Stella lod en daggert fremmane i hendes hånd og sank en klump inden hun nærmede sig døren. Hun var ikke nervøs på vegne af stedet - hun havde set værre steder, mødt de værste væsner. Der var næsten ikke noget hun ikke havde set. Stella var ligeglad med hvem der stod i hendes vej. Lige nu ville hun ikke stoppe før hun så Jazmin. Om det skulle indebære at stikke et par halvdøde tjenere ned, ville hun gøre det. Hun brød faktisk ind uden at tøve. Hvis man kunne overleve Stellas far - kunne man overleve det meste. Stella lod daggerten forsvinde og udskiftede den med et samuraisværd - og bevægede sig igennem herregården, ganske lydlyst. Hun fulgte sin mavefornemmelse og sparkede til sidst dørene op og fik et blik af situationen - hun lukkede dørene bagved sig og rystede på hovedet af det syn hun fik sig. Hun skiftede sit sværd kort ud med en bue og pil for at tage sigte. "Fjern dig fra hende eller det bliver værst for dig selv." Stella fik et svagt smil frem på sine læber - dog var hun dybt seriøs. Stella spændte buen helt og slap så for at lade pilen flyve igennem luften, for at ramme hans hånd - som en pæn måde at sige hold-de-klamme-hænder-for-dig-selv. Efter pilen var sendt afsted gjorde hun sig hurtigt klar ved at lade selve buen forsvinde og endnu engang var det gode samuraisværd solidt i hendes hånd, klar til at forsvare eller angribe - hvad der end var nødvendigt.

//Hey. Øhm. Nu ved jeg ikke lige dine grænser Elaija, omkring, om du tillader små skader på din karakter uden godkendelser, skriv lige en pm, hvis du har nogle grundlæggende ting, som du ikke er tilfreds med, kan altid ændre i mit svar //

// Det er helt iorden. Jeg tænker at skrive orden er: Elaija, Jazmin, Stella. Beklager for det sene svar, men et par ting krævede min opmærksomhed. //


Elaija så truende over imod kvinden. ''Jeg har ikke givet dem lov til at komme ind! FORSVIND!'' Med det samme ændret Elaija's krop og sank ned i gulvet. Huset begyndte at runge af gamle krafter som nemt kunne få en ældre demon til at forstå at det ikke var Elaija som var den store trudsle. Men 'noget' i huset var værre end det. Måske en ældre væsen som var vågnet pga denne tyv som bryd ind i hans hjem.

Vægene så næsten ud til at smelte og hoved døren smækkede bragt i, med lyden af 'noget' forsejle det. Det knirkede og knagede og vægende begyndte stille at smelte ned, som om at de var lavet af is, som smeltede. Dog dette ikke var is men kød?! levende menneske kød som nu stille og roligt var på vej imod både Stella og Jazmin. Til denunge piges held havde hun intet kød af dem til noget omkring huset. Hendes veninde derimod havde en mindre lag af kød udover sig, som stille ændret og så ud som om at der voksede knogle lignede spikes ud. Næsten som om at det ville beskytte jazmin fra denne fremmed.

''Du våver at træde ind på en andet væsens hjem? oven i købet i hans laberatorium? du er modig eller også er du uhyrlig dum!'' Det varede ikke længe før lyden af 6 solide statuer kunne høre bevæge sig. Deres tårn skjolde af massiv sølv stod klar og deres stål sværd klar til at kløve ned den første der nærmede sig dem. Dog bevægede de sig ikke, de afventede ordre, men deres blik var fokuserede på den unge uvelkommen gæst som næsvist havde brasset igennem døren.

En ny stemme kunne høres. Det var Lokè. Elaija's skaber. ''Dæmon, hvem er du? og hvorfor er du i mit barn's hjem. Du er ikke budt velkommen, så jeg håber du har en god grund. Hvis ikke vil jeg med glæde bruge min tid på at eksperimentere og gøre dit liv til et sand helvede.'' Stemmen lød som flere børn og kvinders skrig om hjælp, mens den var gammel. Dog kunne det for nogle ældre dæmoner sikkert nemt genkendes. Lokè var kendt for at være blandt dem som gav nogle få vampyrer til større og mægtiger væsner. Samt også han havde selv fingerne i nogle dæmoner den gang gobliner var vampyrer.

Jazmin var stort set forvirrede over det hele. Hun anede overhovedet ikke hvad der forgik. I hendes hoved, var det hele anderledes.
Stella var stormet ind, og havde forsøgt at rede Jazmin. At tvivle på hende, som en ældre dæmon var måske en stor fejl Stella havde lavet. Hun vidste udmærket godt, hvordan hun skulle klare det selv.
Hun trak sig selv op fra gulvet af, og satte sig hen i et hjørne. Hvis bare Stella undskyldte og forlod stedet, kunne det være Jazmin også kunne komme ud i live.
'' Stella.. Bare, gå. Jeg skal nok klare det. '' Jazmin begyndte stille at vugge frem og tilbage.

// Dette emne er lidt dørende, så puster lidt liv i det //

Elaija kiggede omkring sig og der efter på pigen, han sukkede kort. ''Smid jeres våben og jeg lader dette gå i en samtale, frem for agrassiv handlinger. Jeg ønsker ikke at dette skal ligge et tab for en demon's blod, trods alt er du gået på hellig jord, MIN jord. Så derfor beder jeg jer nu, at aflægge våben ved enten jeres side eller i holderen.'' Elaija ændret og metamofisret sig tilbage, hans øjne var stadig blod røde og hans vrede kunne endnu godt mærkes, men trods alt var Jazmin en gæst og hvis hun mente at hun ville holde denne fremmed på plads var dette hendes valg, Elaija lagde alt agressive handlinger fra sig opløse, som var det at alt kød og knogler som tidligere lod sig forme rundt omkring dem i lokalet stille trak sig tilbage, kødet formede sig nu som flotte udsmykkede marmor vægge, eller det lignede det i hvert fald med det blotte øje. 

Døren som Jazmin nu engang var stormede ind fra ændret fra formen mørk, gysseligt til en udsmykket og velpoleret port, stolt og smuk som den nu engang blev igen. DE 6 kødlige store skulpture som allerede nu havde dækket udgangen stilte sig tilbage i possition og deres skolde og sværd ved sammen klingende lyd faldt på plads. 


''Hvis denne kvinde er deres gæst er hun velkommen, men jeg vil fortrække at tale, frem for kamp. Min skaber mente dette ville være... '' Elaija lyd halv vredt over dette svar han skulle give, og det var tydeligt han hadet det. ''bedst for alle parter, grundet en 10.000 år gammel aftale. mellem ham og en ældre.. Demon.'' Elaija så over på demonen og der efter tilbage på Jazmin. Han stod nu i samme læge kitle, fyldt med blod, som om at det var selve huden der iklædte ham, men hans hænder var stadig lidt stive efter forvandlingen og man kunne let ane at hans knogler knækkede langtsomt, led efter led på plads igen.