Point of no Return.

Hans øjne var stadig fanget i hendes.
Det var som om at de nærmest trak i ham.
Som om at det var dem der lokkede hans ansigt tættere på hendes.
De nærmede sig endnu engang og et kys kom imellem deres læber.
Han havde stadig svært ved at kunne gennemskue hvordan i al verden at hun var kommet til at betyde så meget for ham.
Men hun betød meget for ham.
Og det var hende han ville være sammen med.

Endnu et kys kom til, og hendes aura ville pluselig skifte til nervøs.
HUn slap kysset langsomt og kiggede lidt forbavset på ham uden
at sige noget synderligt til ham. Hun lod sig gå ud af hans greb
og kiggede rundt, "Hvad er det her for et sted?" sagde hun og kunne
virkelig ikke gennemskue hvor de var eller hvilken skov de var i.
Hun vendte rundt for at prøve at se hvad for et underligt sted dette
her var, men uden held.

"Hmmm jeg ved det ikke helt... Jeg tror at det her er Ashen Three Forest... Jeg er dog ikke sikker" sagde han og kikkede sig lidt omkring.
Han puttede hænderne i lommen og sukkede lidt.
*Ja hvor fanden er jeg løbet hen?*
Hans næsebor begyndte at udvide sig lidt i det han fik færten af noget.
Det lugtede lidt af...
Et forådnet lig?
Nu kikkede Akuma lidt mere på stedet.
Det var en lysning midt inde i skoven...
Han gik lidt rundt.
"Hva fanden?" sagde han kort og fik øje på et minde som lå i buskende.
Det var et par afrevende englevinger.
Akuma begyndte at grine lidt.
"Jo det er her vi er... Og har være før"

Det var derfor...derfor hun opførte sig så underligt, et minde
som hun havde gemt var her. Hvordan kunne hun glemme denne
skov og det møde med ham. Hun stoppede op og stod rank med
ryggen imens de metalliske øjne kiggede langsomt og gennemsøgende
rundt. Der var noget der var ændret? I skoven eller var det hende
der var forandret? Hun vendte sig halvt mod Akuma DA hun lugtede
lugten af lig.....Et svagt meget meget meget svagt smil kom på hendes
ansigt. men hun sagde intet.

Han kikkede lidt nærmere på vingerne.
Ja eller vinger kunne man nok ikke kalde dem længere.
Det var godt og vel blevet forådnet.
Det var knoglerne, nogle få fjer, og lidt væv der holdte noget af det sammen.
Så meget var der tilbage af vingerne som Akuma havde revet af.
Men hvor var liget?
Han kikkede nu lidt mere omkring dem mens han prøvede at genskabe situationen igen.
*Hmm jeg stod med foden på ryggen af den og rev vingerne af... Så kastede jeg dem bagover så det må være omkring herovre...*
Akuma begyndte at gå over imod hvor han regnede med at liget var.
Eller han kunne nok ikke være sikker på at det stadig var der da der levede ulve og andre rovdyr i skoven som nok kunne få lidt glæde af det.

Ribanalon gik langsomt mod vingerne hvorefter Akuma gik væk fra dem.
Hun satte sig på hug og så ned på vingerne. Hun tog sin arm langsomt
op og en hånd frem imod det, hun lod en finger røre vingerne og de faldt
nærmest sammen som støv. Minerne og alle de andre ådsel ædere havde
gjort det så tørt at der ikke skulle andet til end en berørelse

Akuma gik et par skridt til inden han fandt svaret på hans sidste spørgsmål.
På jorden foran ham lå der en blodig lænke.
Det var den han havde spændt om englens hals og brugte til at pine hende med.
Der trak et lille smil på hans læber.
Man kunne se at der var nogle gamle spor af kød, hud og knogler rundt om lænken men resten var væk.
Edderkopperne havde nok taget sig af det.
Han vendte sig nu mod Ribanalon igen.
"Lidt af et sammentræf hva?" sagde han kort og havde det lille grin i sin stemme.
Utroligt at hans underbevidsthed havde ført dem herhen.

Hun rejste sig hurtigt op, "Sammentræf" et let smil kom over hendes
læber, "Ja..." hun lavede et skævt smil til han imens hun slikkede
sig i mundvigen. Hun kiggede over imod han, "Er du sikker på det
var din underbevisthed?" hun fik pluseligt sådan et lokkende drilsk blik
i de grå øjne.

"Jeg løb bare" sagde han og rystede på hovedet i et lille grin.
Jo det var vist bare hans underbevisthed.
For han havde slet ikke tænkt på det her sted da de gik ud fra bordellet.
Han gik nu over imod hende igen.
"Er du sikker på at det ikke var dig som ville herhen igen?" spurgte han så med et drilsk blik og et smil på læben.

Hun grinte roligt imens hun blev stående hvor hun var, "Det
ved ham jo aldrig" sagde hun roligt, hun kiggede ret så afslapped
på ham, det var lang tid siden hun havde været så rolig. Måske
fordi at der havde været så meget sidst der have fået hende til
at komme træffe nogen valg. Hun blev pluselig så fjern i blikket
da hun begyndte at tænke over nogen ting, som hun måske burde
gøre eller vise ham, men var dette den rigtige tid. Sulle hun vendte?
Eller var tiden inde til at vise ham hendes kæreste eje.

Han fniste lidt ved hendes svar.
*Nej det er jo lige det*
Blikket blev kastet lidt på himlen.
Nogle af stjerne var begyndt at vise sig.
Så natten var ok rolig i sig selv.
Han kikkede på hende igen.
Hun så lidt fjern ud.
Som om at hun nu skulle til at være alvorlig.
"Noget galt?"

"Nej" sagde hun og vendte sig halv væk fra ham, hun kiggede ud
i skoven, edderkopperne var så småt begyndt at kunne dufte dem...
ikke fordi deres duft tltalte de små pus, men fordi at selvom at edderkopper
af underlige væsner kunne de stadig væe nysgerrige.... Hun vendte sig
mod Akuma igen. "Hvad tænker du selv på" hun svangt sig hår svagt rundt
for at få det til at side flot igen. Hendes øjne var blevet helt lysegrå og var
begyndte at gløde svagt som var der små gnister i dem.

Han kikkede over på hende igen.
"Hmm dig" sagde han med et kækt smil.
Han gik stille over mod hende.
"Jeg tænker på dengang vi mødtes"
Han stilte sig foran hende og smilede lidt.
Jo der var vel ikke så meget andet at sige end det.

Hun så ham komme over til og slap ham ikke med synet
et eneste gang. Hendes mund var lukket, og stod fyldige
og farvet her i nattens mørke, hendes øjne gav et underligt
glimt fra sig. "Ja....her....vi mødes her" hun kiggede på
hans ansigt. Det var markeret og dybe mandelige træk...

Træk hun ikke havde lagt mærke til før

Han kikkede et par sekunder på hende uden at sige noget.
Knoglerne snurede svagt.
Det var længe siden han havde vildt sig ordenligt.
Hans blod havde også fået fornyet energi.
Det var som om at det først var i denne tid at det var begyndt at strømme igennem ham.
Følelsen var mærkelig... Det gav en ros han kun genkendte lidt for dengang han hang opspændt på det kors i kælderen.
Men den nat stoppede det hele...
Og nu af en eller anden grund var det begyndt at gå igennem ham igen.
"Rinna kan du huske følelsen af blodet der løb i dine åre?" spurgte han stille.
Det var nok et mærkeligt spørgsmål men hun vidste det nok bedre end ham selv da han intet huskede fra tiden før natten i kælderen...

Hun så lidt undrende og forbavset på ham, hun kunne ikke huske følelsen så
godt nej, hun når hun sugede blod fra sine ofre løb det rundt i hendes krop
det var den følelse, hun nu havde som blod der løb rund ti kroppen. Hun
havde været død i så mange år og ham....han var fra en helt anden tid....
Hun kunne ikke engang give en fødsel til til noget barn. Den måde hun fik
børn på var ved at dræbe, og give et evigt go fortabt liv videre til et andet
menneske.

Han kikkede kort ned i jorden.
"Jeg ved ikke helt hvordan det er sket... Men det føles som om at mit blod er begyndt at slå igen..."
Han kikkede nu op på hende igen.
Hun burde næsten kunne lugte det fra ham.
Blodet der strømmede rundt... hjertet der langsomt slog igen...
"Mit hjerte..." sagde han forbavset og tog sig til brystet.
Det hele var så mærkeligt...

//det er egentlig min race der er lavet om så de kan forbløde... Som ligesom medføre at blodet strømmer rundt i årende... Det kunne jo lige bruges til noget ^^//

Det var det, det hun syntes havde forvirret hende angående stedet
Hans blod...Hans blod der løb i årende. Hun så pluseligt så stift op ham.
"Dit hjerte?" sagde hun langsomt imens hun så på ham med et alovrligt
blik. Havde hun kunne græde havde hun gjort det og dog, havde hun virkelig
det. Hun kunnne pluselig mærke hvordan blodets duft kom farrende i hoved
på hende, og huhn kunne høre hans hjerte bumke, og danse...

BAnk bank bank...hjertets levende lyd

Akuma nikkede svagt.
Stilheden havde lagt sig over dem.
Han gik nu over til hende og tog lige så stille om hendes ene hånd.
"Det her skulle ikke kunne ske for mig..."
Han førte nu hendes hånd op til hans bryst så hun kunne mærke det.
"Det er ikke livet... Det er bare et orkan der holder mig igang..."
Han holdte hende nu tæt.
"Jeg ved hvor meget det ville have betydet for dig... Hvis jeg havde magt over det så havde jeg givet dig følelsen tilbage..."
Hans stemme var meget rolig men også lidt trist.
For han ønskede faktisk ikke det her.

"Hvad mener du?" sagde hun undrende, hun forstod pluselig ikke hvad
han mente? Mente han hans hjerte eller hvad mente han? HUn så uforstående
på ham, imens han holdte hende tæt ind til sig. HUn kunne mærke hvordan
blodet underligt nok flød rundt i ham. En underlig følelse af en rovdyrs skikkelse
fløj igennem hende. Hun følte en slags sult, en sult der kun ville dæmpes af
akuma. Hendes blik flakkede en enkelt gang før hun igen så på AKuma.

"Følelsen af liv... Du må have savnet den mere i alle disse år end jeg har gjort i mit skyggeliv"
Han kikkede ind i hendes flakkende øjne.
Hun virkede nervøs.
Han kunne ikke lige regne situationen ud.
Hvis han havde blod i sig...
Så kunne han ende med at være bytte for vampyrene.
Men det ville hun da ikke gøre ville hun?
Akuma havde et eller andet over sig som gjorde at han knyttede sig til få personer som han ville beskytte med sit liv.
Og han vidste ikke om det såkaldte 'bånd' han dannede kunne brydes?

Hun så ned i jorden eller iværtigfald væk fra Akuma. Men så kiggede hun endelig
op. "Jeg....Jeg kan ikke huske den mere Akuma" sagde hun med en hvis tonefald der var trist tilmode, hun havde prøvet at huske den og huske hvordan hendes eget hjerte bankede., Men det eneste hun kunne huske eller høre var alle andres hjerte, Hun ville så gerne have været mor, blive gammel og se sine børn og børnebørn vokse op. Men nej, hun måtte forblive det hun var indtil at en endelig kunne stille en træpæl igennem det alligevel døde hjerte. Hun åndede ud selvom at hun ikke behøvede, et suk hjalp selvom at det alligevel ikke gav hendes krop noget særligt.

Han kikkede ned i jorden.
"Det er jeg ked af at høre Rinna" sagde han med en nedtrykt stemme.
I teorien så kunne det vel være ligemeget for hun kunne ikke blive menneske igen.
Det var kun mørket der kunne blive drevet væk fra ens krop og sjæl.
Han holdte hende stadig tæt og kikkede nu op i hendes øjne igen.

Hun var pluselig blevet så tavs. En stilhed havde lagt sig over dem. Akumas
ord trøstede ikke, da det ikke ville hjælpe noget alligevel. Hun sukkede igen og
lod sig komme ud af hans arme. Hun havde lyst til at være alene. Væk fra alle personer på denne jord. Hun havde været ensom i så lang tid nu at hun faktisk bare for det meste ville være alene. Trist men sandt var det. Hun gik 2 skridt væk fra Akuma så bare på ham med hendes klare øjne.

Han tog armene ned langs siden og kikkede lidt ned i jorden.
*Hvorfor bliver jeg ved med det her?*
Han sukkede svagt.
Men lige der hørte han nogle svage knæk omkring dem.
Der var nogen eller noget som havde betragtet dem.
Akuma kikkede hurtigt til begge sider.
"Kan du også høre det?"