so you seek me and my brothers? stupid chooice, Demon ( Delilah )

sted: en lille lejer, i det kolde landskab, med is og sne som omgivelser, forude bål, da ingen sol og da er iskoldt over det hele, dog genere det ikke de hårdførte vikinge varulve.

folk: sin Livvagt Bjørn og sine 15 varulve vikinge brødre forude sin ulv Buller, forude 3 kvindelige dæmon succubusser som er slaver.

våben: sin nordiske økse og nordiske sværd, forude et nordisk skjold.

tøj: se profil, dog et tørklæde for ansigtet og en hætte forude tykke skind handsker.

rustning: en ring brynje under koften, med læder skinner og arm skinner.

hendes brødre: samme som Snefrid, bare i mandelige udgaver, med vikinge hjelme af forskelige typer, kaste økser og spyd, nordiske sværd, køller, økser og spyd, forude tunge skjolde, ring brynjer inde under og læder eller jern beskyttelse spredt på kroppen.

Bjorn's våben og udstyr: han har samme tøj som Snefrid, dog med tykt panser inde under, forude sit tunge slagsværd.

de havde vandret langt med deres bytte, uden besvær, fra ørkenen, og solgt det mest ubrugelige af det som skind og knogler, potter og tons andre ting, så deres punge var tunge, deres sind glade, og hendes brødre havde muntert køb en tønde mjød til turen, dog havde de fået besked på og vente til de var sikkert hjemme i deres lejer, som rummede ca 200 varulve af vikinge afstamning, både kvinder mænd og børn, da de havde forsamling for og dele historier, krigs bytte, se slægtninge og meget andet, deres rejse var dog lang endnu, men de nød det, og efter en lang dags rejse, havde de fundet en hule, hvor de var gået ind, og havde fundet brænde frem fra deres vogn som var trukket af en pels klædt hest, som kunne klare det hårde vejr, og med glade miner og muntre stemmer, sang de rolige kamp sange, snakkede og planlagde deres næste plyndrings togt, imens de tændte bål og slog telte op, stillede deres vogn bagerst af hulen efter at have tjekket man kun kunne komme ind en vej fra, og det var fra hulens indgang, hvor 2 af Snefrids brødre blev sat på vagt, og imens de andre lavede mad, snakkede, sleb deres våben, tog nogle bryde kampe eller næve kampe, lagde arm eller diskuterede det eller andet, gik Snefrid rundt og sørgede for hvert enkelt af sine brødre, tæt fulgt af den enorme Bjorn, og roligt begyndte duften af mad at sprede sig.
Hun gik med sine våben i hylstre og sit skjold på ryggen, og tænkte tilbage på den dæmon og de børn da var sluppet fra dem, trak på skulderne, de kunne sige hvad de ville, skulle man finde dem, skulle man langt imod nord, og dem da ikke var vant til kulden, døde ofte, og sådan var det bare, dog generede det ikke Snefrid, var man svag, så døde man eller blev voldtaget eller tævet, eller det hele, eller solgt som slave og så voldtaget, da var mange ting da kunne ske, hun stillede sig dog ved hule indgangen med sine 2 brødre da stod vagt, og bad dem gå ind til bålene for og få mad, og roligt satte hun sig ned på en sten og begyndte og snakke med Bjorn om deres næste plyndring og han havde nogle ideer med elviske karavaner, hun brød sig ikke om ideen og de blev hurtigt enige om flere dæmon karavaner hvor de kunne slagte nogle og tage fanger, og Hun skævede ind i hulen hvor nogle af hendes brødre allerede var igang med og prøve de nye slaver, det generede hende ikke, de var svage, og derfor blev de voldtaget af dem da var stærkere, sådan var det bare, hun lænede sig tilbage og strakte sig, imens kvindernes græd kunne høres, selv om den hurtigt blev dæmpet af et par slag, og hun så stille ud i sneen og mørket, nød stjernen på himlen og nød kulden, den rene vind og natur, selv om det var is og sne, så havde det sin charme, hun vendte sin opmærksomhed imod Bjorn som sagde noget og grinte af det han sagde med et smil og nikkede roligt og svarede selv på nordisk så han grinte over hals og hoved, da det mest tænkelige de ville støde på, var et andet varulve raider gruppe af vikinger, brødre og søstre.

Delilah skummede. Ikke rent fysisk, der var ikke et spor af noget hvidligt, boblende noget sted på hendes halvspændte krop, men indvendigt kogte hun. Måske var det derfor den bidende, isnende, frysende vind der hamrede omkring hende, ikke rigtigt påvirkede dæmonkvinden, der fuldstændigt lydløst - og overraskende hurtigt - forsvandt igennem stedets isdale. Delilahs krop var langt bedre til at håndtere ekstrem kulde eller varme end en normal Drevens, men ... Hvis hun havde overvejet det blot et sekund, ville der stadig være pisse koldt, selv for hendes forbedrede krop.
- Neco, nej. Lad være. Vend om, Neco!
Chaya. Hold kæft.
Det var ekstremt upraktisk at hun trampede igennem sneen i de stålforstærkede høje hæle, men hun var bedre til at holde balancen og bevæge sig elegant og lydløs på hæle end hun var uden, selv på trods af at hun var nødt til at banke hælene igennem mange og atter mange centimeter af blød, sprødt sne. Endnu en grund til at hun hadede kulde - Hvis der i det mindste havde været noget til at holde hende varm ...!

Delilahs blik strejfede lejren. Et næsten usynligt smil, sitrede om de rødlige, bløde læbers kurver, da hun så de mørke steder, og sneen der var trampet ned i området omkring, fra personerne der gik rundt i lejren. Men ærligt talt, ragede det Delilah noget så grusomt. Hun vidste at det var ekstremt dumdristigt, og at det nok ville få slået hende ihjel, men hun var pisse ligeglad netop nu.
Hvalpene havde fucking jagtet hendes børn, og hun skulle fandme nok hævne jagten - Hun ville nok ende med at gå ned, men ikke før hoveder var rullet dernede! Så kunne det rende hende noget så grusomt, præcis hvis hoveder der rullede før hendes eget. De skulle bare skride af helvede til.
Men der var vrede og tanker der kværnende dybt i hendes sind og blandede sig med Chayas bedende, tiggende, næsten paniske stemme, der forsøgte at overtale Delilah til at stoppe med denne selvmordsmission, men dæmonens moderlige bekymring og boblende vrede overskyggede langt hvad end Chaya havde at kæfte op om. Så Delilahs smidige skridt imod lejren fortsatte ufortrødent.

En ensom varulv traskede ud fra lejren, for at slå en gul streg i den ishvide sne. Han snøftede en smule, baksede sig ud af bukserne så lidt som muligt for ikke at fryse, men nåede ikke længere end at begynde at åbne, for et smæld lød, og han faldt til jorden med en knækket jakke. For at være sikker hamrede dæmonkvinden lige en hæl igennem hans hals, inden hun snurrede omkring og usynligt gled ind i lejren.
Hun var lydløst omme bag endnu en køter, der fik skåret halsen over inden han bemærkede hende. Sekundet senere var hun ovre ved endnu en, hvis blod vældede ud og begyndte at farve sneen rød og smelte den. Duften af blod spredte sig, så dæmonen valgte at sige fuck this shit, trak et par pistoler op, lagde den vant til rette i hænderne, løftede den, og tømte magasinet i en række varulve i nærheden. Og siden hun ikke behøvede mange patroner pr varulv, var det en del der allerede var faldet.
- NECO LØB!
Hun rørte sig ikke ud af flækken. Bragene fra hendes våben havde hamret igennem lejren, så at hun var blevet opdaget var ingen videnskab. Men ærligt talt, ragede det hende noget så lidt. Det tog hende knapt et par sekunder, at skifte magasinerne ud.

//OOC: Afsluttet da Snefrid har slettet sig selv.
Afslutning: Delilah forsvinder inden folk når til hende.

//Out.