Hope that never dies. Or ...? (Eik)

Regnen hamrede ned i små, perfekte dråbeformede dråber. De sprang fra skyerne i store kaskader, og klaskede imod brosten og eventuelle folk, så deres masse sprang ud til alle sider, og dermed dækkede et større område. De trængte ind i den mindste sprække, og fik tøj til at klistre til hver eneste centimeter de kunne finde, som for at afklæde beklædte folk, i synets henseende.
De samlede sig og dannede bittesmå floder, der strømmede ned af brostenene i mindre strømme, som i et forsøg på at oversvømme folks stakkels skindsko, og gennembløde selv de hjælpeløse fødder, for at lade en sygdom ramme dem. Folk hoppede og sprang, i et forsøg på at undgå de små strømme.
Intet af dette, syntes dog at bekymre en mørk skikkelse, der bevægede sig komplet lydløst igennem natten. En mørk læderkappe dansede om den uformelige skikkelse, og en læderhætte var trukket op over et ansigt, så skyggerne fra mørket ikke blot skjulte skikkelsen, men yderligere, blæksorte skygger kedsommeligt legede over det ansigt, der måtte gemme sig derunder.
De lange læderstøvler der kravlede langsomt op af ben der var skjult under kappen, afslørede et par slanke, ekstremt robuste høje hæle, der afslørede at bæreren måtte være en kvinde. Ingen regndråber turde bevæge sig derind, for at så meget som strejfe hende for at gøre hende våd. Hun var komplet tør.

Spidsen af støvlerne ramte det tørre inde i kirken, og sekundet senere var resten af skikkelsen yndefuldt gledet ind i kirken, hvor mørket stod i skarp kontrast til lyset der herskede derinde. Langsomt sneglede et par slanke fingre sig ud af kappen, snoede sig om hætten og trak den langsomt ned.
Lyset kærtegnede hendes hud. Cremefarvede nuance stod frem, for hver centimeter hætten blev trukket ned. Fyldige, rødlige læber med bløde kurver der endte i svagt opadvendte mundvige. En lille, cremefarvet næste. Lange, mørke øjenvipper og svagt buede øjenbryn. Mørke, luftige lokker der krøllede om hendes ansigt i drillende slangende bevægelser, som legede slanger om hendes ansigt, og indrammede hende i et mørkt skær - Mørkt hår mod lys hud.
Men hvad der slog én mest hvis man betragtede hende, var de ekstreme øjne. En kulsort kant i irissen, hvorfra ild syntes at flakke, som brændte det var sortheden og ind mod pupillen i rødlige, gyldne, orange og gullige farver, som faktiske flammer der brændte i et inferno imod pupillen. Men inden det brændte hendes pupil op, stoppede en sølvfarvet cirkel den, der slangede sig tyndt om pupillen, i en bevægelse der syntes at være konstant flydende.

Hun vidste ikke hvordan fanden hun var endt her. Måske var det Chayas konstant opkæften og Elona'Dal, eller måske var det fordi hun følte sig så fandens fortabt. I hvert fald stod hun fanget i en fucking kirke, med absolut ingen tro på den der blev tilbedt heri. Det var sgu lidt ironisk, ikke?
Hun trådte længere ind, med blikket glidende over væggene. Hun kunne mærke Chayas stille bøn, og tydeligt begejstrede følelser over at være nær hendes så kærkomne helligdom. Delilah bad ikke. Hun troede ikke på guddommeligheden, og selv hvis hun havde gjort, var hun ikke i tvivl om at en bøn ikke hjalp.
Alt hvad hun havde gjort i sit liv ... Selv ikke den mest barmhjertige gud, ville tilgive alt hvad hun havde gjort. Hun ville blive forvist til en død i dårligdom, selv hvis hun brugte resten af sit evige liv i knæ, foroverbøjet i kirken. Og alligevel stod hun her nu. Betragtede alteret med en svag uro boblende i maven. Endda et svagt nedbøjet hoved, som for at vise et gnist af respekt.
Det lignede hende ikke, men alligevel stod hun her. Hendes liv hamrede igennem tankerne på hende. Hvorfor var hun her? Fordi hun på et eller andet plan søgte tilgivelse, ønskede og havde brug for tilgivelse? Hun ville ikke få den. Men på et eller andet plan, havde hun brug for at vide, at hun ikke var så forfærdelig, som hun bildte sig selv ind. Efter alt var forbi .. Havde hun trods kun sig selv.
Hun havde aldrig haft andre, ville aldrig få andre. Så hun kunne sgu ikke hade sig selv forevigt. En dag måtte hun tilgive sig selv.
En dag.

Lange, tynde tanketråde gled rundt i hendes indre. De snoede og vred sig sammen, til sammenfiltrede klumper, der befolkede hendes indre, inden mørket overtog dem og de forsvandt - Blot for at blive erstattet af tynde, langtstrakte tråde der filtrede sig sammen i tykke masser. Det ildrøde blik hvilede på alteret, uden en følelse fandt vej til hendes tomme blik. De slanke, yndefulde hænder var forsvundet ind bag læderkappen endnu engang, som før hun trådte ind.
En fugl svævede forbi hende, og trak hendes opmærksomhed derhen. Den landede yndefuldt foran hende, og lod hendes blik langsomt bevæge sig ned imod den, blot for at betragte dens slanke krop. Hendes ansigt afslørede ingen følelser, end ikke på trods af det kaos der endnu besatte hendes hjerne, der ville syntes at blive overbelastet - Dog var dette ikke tilfældet, den summede endnu roligt.
- Det er et tegn, Neco! Fuglen!
Gud fanden er det et tegn, det er en fugl der ikke kan finde vej.
Chayas dybe suk opløste nogle af de tanker, der herskede i hendes sind. Delilah havde intet tilovers for Chayas dybe religiøse tankegang, men nogle gange fandt den alligevel vej til hende - Dette var dog ikke et af tilfældene. Men alligevel var Delilah besat af tanken om frihed, selv for den yndige lille fugl.
Hun gik svagt i knæ, lagde hånden fladt og syntes at forsøge at lokke fuglen imod sig. Hvis den kom nærmere ville hun lade dem hoppe op på hendes cremefarvede hånd, og langsomt bære den ud imod dørene, for at slippe den fri.