I guess we'll see if love never dies ..(Neal)

Solens stråler dansede på hustagene, og skærmede imod klatter af skygger der sitrede for at bryde frem, så snart den blændende kugle der kastede sine rytmiske lysstråler ned over verden. Pulserende vindstød rev sig igennem gaderne, og legede drilsk med det gennemredte hår der hang ned af ryggen på de tynde kvinder, og det fedtede hår der var tilbagestrøet over mændenes baghoveder. Et par skyer var brudt frem, og samlede sig som hvide skyer imod den skærende blå himmel, hvorefter de langsomt sivede derover som dovne lam. Snakken og mumlen spredte sig igennem massen af travende væsner, hvis skridt gav genlyd imellem de klinisk rene gader.
Men ikke alt åndede fred, i dette paradis skabt af guld og slaveri. Det var også derfor overraskede råb og vrede skrig blev skubbet imellem det ellers fredelige liv der var at finde, idet et uventet element rev alt det velkendte op, og erstattede det med spænding - men også smerte og ødelæggelse, hvis nogle var dumme nok til at blokere vejen.

Delilahs skridt smældede imod stenene der var lagt præcist på jorden, og hendes blik gennemborede mængden der syntes at flyde væk fra hendes krop. Hendes hørelse kunne lige netop skimte en raslen og råben fra vagterne nogle gader væk, der skramlede sig vej frem for at fange hende, og slæbe hende et sted hen - hvor hen, betød intet.
Om hendes krop blafrede den løse trøje der syntes at svømme igennem luften, og som faktisk skjulte størrelsen på hendes fremskredne graviditet til dels - selvom man dog kunne finde formen på hendes mave tydeligt, hvis man ikke fokuserede på den rimeligt dybe kavalergang der syntes at fortrylle forbipasserende mænd. Læderbukserne skinnede let om hendes ben, da støvlerne førte hende igennem gaderne. Hvad der syntes at sinke hende, var den lange læderjakke der flirtede med luften. På trods af hvor tungt den hang om hendes skuldre, syntes den at flyde som i vand, og afslørede derfor også det fulde våbenbælte der var sat fast om hendes talje.
Med ét drejede Delilahs vedvarende skridt af, og hun syntes knap nok at bemærke kvinden der chokeret væltede da hun drejede af. Hendes fingre snoede sig om det kolde håndtag, og med en svajende hestehale gled hun indenfor en café, hvis dør lukkede sig i bag hende. Bag hende kunne hun høre skridtene fra en gruppe vagter forsvinde, samtidig med at et smil sitrede og brød frem om hendes læber.
Et par blodige fingre fandt vej op i den stramt satte hestehale, og løsnede elastikken så de mørke krøller faldt ned som et vandfald, og slangede sig om hendes ansigt. Først nu gled hendes blik over caféen, hvor adskillige blikke lagde sig omkring hende som var hun den første trussel de havde mødt i adskillige år - men stedet interesserede hende mere. Det trak hende tilbage i tiden, tilbage igennem minder hun burde have forladt for længst. Den slags minder der var en svaghed hvis fjender fik fat i dem, og den slags minder der mindede hende om at hun var andet end en koldblodig morder der var blevet svag af graviditet.
De høje hæle fra hendes støvler fra pludseligt lydløse som en kats poter, da hun trådte et skridt frem. Et par fingre snoede sig om en serviet fra det nærmeste bord, der blev malet rødt af det endnu fugtige blod hun med et par hurtige ryk tørrede af fingrene.
Stilheden havde lagt sig over de lyse vægge, de rengjorte borde hvis stole var dækket op med rige, og de blikke der lagde sig imod de små blodstænk der endnu var synlige imod hendes cremefarvede hud. En flabet kommentar kæmpede for at bryde fri fra hendes læbers fængsel, men i stedet snoede hun armene over kors, og lod den sammenkrøllede, blodbestænkte serviet dale imod jorden.

Påklædning: Mørkerød skjorte, sort vest, sorte bukser, sort jakke og sorte sko

Eftermiddage...hvorfor havde man dem helt præcis, altså ja det var nødvendige for at det blev aften, men hvorfor, boede man ikke et sted med terror og ulykke spækket overalt, hvor man skulle være heldig at finde bare en smule lykke?. Så var det da bare en smule fimset at solen skinnede og alle var ude. Han ville aldrig lære at forstå disse mennesker, de kendte faren der var der ude, havde læst om den eller også havde de oplevet den, set den med egne øjne og alligevel blev de ved med at gå ud om natten. Hvad troede de at de var anderledes end andre og derfor overlevede, hvad rendte de rundt og tænkte "åhh se mig, jeg går rundt her i denne nat, jeg kommer slet ikke til at dø" nej nej selvfølgelig gør du ikke det, men man ender alligevel på forsiden af en avis dagen efter.

Klædt i en Habit, vandrede han ned af gaderne, skabte sig ikke øjenkontakt med nogle, medmindre det var positionelle ofre for hans ondskab. Mange havde været så dum at tro han var som han så ud til, venlig, sød og charmerende, nok var han det sidste, men sød og venlig var nok det sidste han nogensinde ville blive...om ikke andet så aldrig nogensinde.
Dog i det han kom forbi en ganske speciel café kom en person frem i hans tanker, på en eller anden måde var hun kommet igennem alt det onde han besad, hun var kommet igennem det hele og ind...hvor hun havde rørt hans hjerte som ingen anden nogensinde ville kunne gøre igen eller havde gjort før hen.

Hun havde gjort noget ingen anden havde kunne, selv ikke dem han havde kendt igennem tiden, de kendte enten den glade Neal, den Sure Neal eller sågar den kunstglade Neal....selvfølgelig var alle disse personligheder eller masker en del af den han var, men hun havde ramt ham som ingen andre og da hun forsvandt var han sikker på at hun var blevet dræbt....hvilket resulterede i at han rigtig fik sat gang i sine drabs lyster igen. For ja han dræbte da stadig mens han var sammen med hende, men han satte ligesom det hele på en stopper da han mødte hende, men hendes forsvinden satte gang i det hele.

Han rystede de gamle minder fra sig, kørte en hånd igennem det pjuskede brune hår, rettede på sin jakke, før han tog fat i det kolde håndtag og lod døren gå op. Lyden af de bløde sko ramte fint og næsten lydløst mod gulvet som han trådte ind i caféen.

Et forskrækket pust blev suget ind igennem en eller andens læber, og lød som en orkan i det rum der bølgede af stilhed. En hånd snoede sig igennem luften, og drejede sig smidigt da hun med latteren klistret fast til læben bevægede den rundt, som for at skabe bevægelse i den fastfrossede luft.
"Slap dog af, har i aldrig set en morder før?"
Stemmens beroligende klang havde et skær af munterhed, der måtte blive trukket frem fra den flugt hun netop havde taget igennem de forfinede gader. Hvis der var væsner Delilah fandt ynkelige, så var det de rige der troede at de kunne klare deres problemer ved at betale dem væk. Som var verden et sted der kunne købes for penge, og var andre væsner blot legetøj for deres forskruede magtlege. Hendes grønbrune blik bevægede sig hurtigt imellem de tilstedeværende, inden en pludseligt kedsomhed over deres vedvarende, tykke stilhed smøg sig omkring hende og nedlagde den munterhed. Havde de ingen humor?

Et klik blev kastet igennem lokalet, da håndtaget blev trykket ned, og den samme lyd forsvandt igennem luften da døren åbnede sig. Delilahs fingre bevægede sig med et ryk bagud og snoede sig igennem en af de pistoler der var stukket ned i våbenbæltet, hvorefter hun tålmodigt ventede på det gentagende klik der indikerede at døren lukkede sig bag personen der netop var trådt ind. Hendes tanker snurrede kun om ét billede af en type der kunne være trådt ind, for der fandtes knap andre i verden end denne type for Delilah: Fjende.
Lyset glitrede i det mørke hår, og læderet bevægede sig roligt omkring hende. Stilheden hang tykt i luften, og ikke andet end de bløde fodtrin fra vedkommende sank igennem tomheden. Med ét ramte klikket hendes øregang, og hun snurrede omkring i en bevægelse der mindede om en piruette, men trak samtidig .38'eren op fra våbenbæltet, og satte det fast imellem hendes håndflader, så det blev løftet op da hun drejede rundt, og kunne sigte direkte på vedkommendes hoved.

Chok. Chokbølgede flåede sig igennem hende, ramte hendes hoved og fik hendes tanker til at sitre og bevæge sig mærkeligt. Hele hendes krop stivnede i det sekund pistolen pegede imod hans hoved, men der bevægede sig ikke andet over hendes ansigt end rent chok. Så blandede forvirring sig med følelserne, og til sidst var det lange streger af et sammenblandet kaos der satte sit spor på hendes ansigt.
Hendes arme løsnede sig fra deres præcise stilling imod hans hoved, og begyndte langsomt at sænke sig uden hun bemærkede det. Hendes syn svømmede let. Minder væltede ned over hendes hjerne, og i nogle sekunder fandt hun det svært at koncentrere sig. Hendes blik kunne ikke rives væk fra denne mand. Den eneste mand der faktisk havde kunnet trække hele hendes overflade væk, og gå ind til kernen af hvem hun var. Den eneste mand hun havde elsket, som ikke var blevet flået i stykker til han forblødte alene.
Hendes læber skiltes uendeligt langsomt, og luft sivede ind imellem disse før hun kunne lade ordet falde.
"Neal?"
Pistolen gled ud af hendes fingre og landede på gulvet, hvor den til alt held ikke gik af og skød sig igennem en eller andens fod.

Han saa koeligt rundt, var englelig ligeglad, dog var det hans daekke at skulle vaere charmerende, saa derfor beholdte han fortsat det charmerende og lettere flirtene smil paa laeberne. Han stod af en eller anden underlig grund stadig i doeren...eller nej den var faktisk ikke saa underlig igen, grunden var at han helst gerne ville se det sted an han var paa vej ind i...foer han saadan rent faktisk gik hen og tog sig en stol.
Hans pistol sad sikkert inde bag jakken, sammen med de mange andre vaaben han nu engang bar paa sig, man kunne sige han var en mester i at gemme sine vaaben.

Der blev helt stille da en kvinde gjorde sig den fraekhed at sigte paa ham med sin pistol, dog naaede hun ikke saa langt foer han selv havde sin pistol direkte mod hendes taending, et skud paa ham ogsaa ville han selv ende med at trykke paa aftrykkeren, hvorpaa to personer ville ligge doede paa gulvet af denne café.

Han havde dog ikke forventet at det rent faktisk var hende, hun stod her lys levende foran ham, med sin pistol pegende paa ham, fuldkommen i den samme slags chok som han selv var i. Hvordan kunne hun staa der...hun var jo doed, var hun ikke? Hun havde vaeret vaek den morgen han vaagnede, han havde ellers haft armene godt om hende, som kunne han beskytte hende mod alting saadan, men hun var vaek morgnen efter...som sunket i jorden. Det eneste der var tilbage af hendes eksistens var den parfume hun altid brugte, den som havde den specielle lugt af hende...som bragte minderne tilbage om hende.

Men her stod hun lys levende foran ham...som havde hun aldriv nogensinde vaere vaek saa meget som en eneste dag. Pistolen ramte jorden samtidig med hendes "Delilah....jeg troede du var doed" hviskede han haest, han vidste virkelig ikke hvad helved der skete....laa han i sin seng og sov, for dette kunne godt minde om en af de droemme han havde haft efter hun forsvandt. Var hun her virkelig, kun for at vaere sikker paa at det rent faktisk var hende, lagde han blidt sin haand mod hendes kind, han ville foele hendes hud mod hans bare en gang til...om det saa var den sidste

Delilahs åndedræt hakkede lidt, som kunne den varme luft ikke rigtigt trække sig igennem hendes læber, og havde endnu flere problemer med at blive skubbet ud imellem fængslet endnu engang. Hendes blik bevægede sig blidt henover hans ansigt, hvor det lagde sig ved alle de træk hun havde glemt ved ham. De små ting hun nu, hvor hun endnu engang var så tæt på ham, kunne føle berøre hendes egen hud. Et smil sitrede i hendes mundvige, og bredte sig som en løbeild om den rødlige kurve der dannede hendes mund. Det var som havde hun ikke forstået det endnu, men så snart en sætning nåede hende, brød smilet rigtigt frem fra sit skjul.
"Død?"
Et pust af latter varmede området foran hendes mund, og en let rysten fik hendes krøller til at danse drillende. Hendes øjne havde ikke et sekund fjernet sig fra hans, hvor de syntes at hvile. Men så snart hans hånd lagde sig imod hendes kind, syntes hun at vågne op fra den trancelignende tilstand alt var blevet lagt i. Hun løftede en hånd, og lod et par fingre stryge imod hans håndryg.
"Så nemt slipper verden ikke for mig."
Livet var så småt begyndte at blive skubbet ind i hendes krop igen, efter at chokket havde sparket det ud derfra, og efterladt hende som en skal lavet af overraskelse. Minder svømmede for hendes indre blik, men det var som kunne hun ikke fokusere ordentligt på dem. De specielle øjne hendes blik nu var lagt i, havde hun aldrig glemt. Ikke et sekund havde hun glemt disse øjne, men nu hvor hun igen betragtede dem, syntes der at være så mange flere detaljer deri, end hendes hukommelse havde kunnet fortælle hende.

En eller anden irriterende stemme bagerst i hende, hviskede at han var i fare sammen med hende. Truslen stod stadig skarpt i hende, men hun kunne ikke tvinge sin krop til at træde væk. Hun kunne simpelthen ikke. Hendes finger berørte igen blidt hans håndryg, uden at hun selv bemærkede den rødlige streg blodet fra hendes finger efterlod over hans hånd.
En skramlen bevægede sig uden for caféen, og igennem den slørede verden der syntes at være omkring Neals øjne lige i disse sekunder, trængte faresignaler alligevel igennem til hende. Men hun reagerede ikke på den raslen vagternes rustning sagde, for selvom det meget vel kunne betyde at hun ville blive tortureret eller slået ihjel for at have myrdet denne højtstående mand, så syntes det ligesom ikke helt at være det vigtigste omkring hende på dette tidspunkt.
"Tænk at jeg kunne tvinge mig selv til at forlade dig."
Sætningen var ikke højere end et åndedrag og var, på trods af ordet 'dig', tydeligt en del af hendes ubevidste tanker, der tilfældigvis havde fundet den forkerte vej og var endt med at passere hendes læber. Hendes fingre bevægede sig opad, så de kunne stryge et af hans hår væk.
Vagterne passerede igen caféen, og der ville ikke gå lang tid før deres blik gled ind igennem ruden, og fandt hendes åbenlyse skikkelse.

Han kunne ikke holde det blide smil væk, det var som trak hun alle hans dårlige sider væk og samlede kun den smule godhed der var tilbage...dybt inde i ham, den godhed som var begravet så dybt inde i ham at den sjældent om frem til overfladen igen. Han klukkede af måden hendes øjne næsten scannede ham, for at indfange sig alle hans små træk, alt ved ham næste, som havde hun glemt hvordan han så ud. Smilet der stille dannede sig på hendes smukke læber, fik ham til blidt at kører tommelfingeren hen over dem, han var englelig ligeglad med om han fik noget på fingrene, hendes nærvær var nok til at få det hele til at høre op også gøre hans glæde større.

Da hun gentog hans ord, nikkede han blod med et svagt smil, lagde hoved på skrå over hendes grinen, hvad var der så sjovt ved det?...havde han sagt noget forkert? dog fik hendes svar ham til at smile blot større og blidt, som var de tilbage for 500 år siden, kyssede han hendes pande og nød duften af hende igen, som strømmede igennem hans næse.
Han betragtede hende ligeså meget som hun betragtede ham, selv hans øjne veg ikke fra hendes, det blev fangede alle det små detaljer i øjnene, son hvordan pupillen så ud, hvordan farverne band sig sammen og skabte den skønhed hun simpelthen besad "det er for mig kun en glæde at få det af vide, for denne gang slipper du ikke væk igen" lovede han og hævede øjenbrynet, man kunne næsten se magten i ham og høre den i hans stemme...dette gjorde han så kun for at understrege de ord han lige havde sagt.

Han hævede øjenbrynet da livet pludselig vendte tilbage i hende, men dog gav det ham glæde at hun ikke vendte blikket fra ham, stadig havde sit blik mod hans, så han kunne se ind i de smukke øjne af hendes bare lidt mere endnu. Dog kunne han se hvordan de skramlende lyde fik effekt på ham, som det også gjorde på ham, fik ham til kort at forlade hendes øjne, med hans egne, lod dem kort scanne lokalet før de landede på hans.
han smilede blidt til hende, da de igen landede på hende, hendes ord, om at hun havde forladt ham af eget initiativ, ville normalt få ham op i det røde felt, men nu betød det intet, blot hendes nærvær var et tegn på at der måske skete gode ting for sådan nogle onde væsner såsom ham selv.

Han lukkede øjnene, da hendes hånd rørte noget af hans hår, men dog lyttede han til det der skete i baggrunden, han hørte nogle vagter, hvilket fik ham til at se på hende, se blodet på hans hånd der kom fra hendes fingre "denne vej" sagde han, lagde armene om hende, gemte hendes krop foran hendes gen, således at hvis man stod bag ham, ville man ikke kunne se hendes krop, kun ham der var på vej ud mod badeværelset, som enhver anden mand ville gøre hvis de blev tissetrængende

Hendes læber skiltes blidt da hans finger fulgte den bløde kurve der formede disse læber, og kunne mærke et eller andet indeni hende der løsnede sig ved denne berøring, og blev opløst i tomhed som var det syre der havde grebet det. Det var overvejede hendes krop kraftigt om den skulle le over den boblen der brusede frem i hendes indre, eller om den skulle bringe skærende smerte over de 500 år der pludseligt syntes som sekunder der havde varet for evigt. Den side af hende der ikke kunne trækkes frem af mangeårig tortur var blevet fanget i lyset i samme sekund hendes blik lagde sig imod ham, og det syntes ikke at kunne blive tvunget væk i disse sekunder.
Det svage smil fik et kort vokseværk da hans hoved tiltede imod siden, og ubevidst bevægede hendes hånd sig snoende sådan at fingrene kunne lægge sig imod hans kæbe. Hun reagerede derfor heller ikke da han lænede sig frem imod hende, men hendes øjenlåg gled ned og lukkede lyset ude da hans læber berørte hendes pande. Når de stod så tæt som dette påkrævede, var det som om hans duft og varme omringede hende og lagde sig som et beskyttende slør omkring hende. Sjældent følte hun sig tryg, men i den korte periode han stod sådan, følte hun en tryghed snige sig ind på hende.
Det var som var en dødstrussel med hans navn aldrig landet i hendes hånd, og havde tvunget hende til at trække sig væk fra ham. Så snart hendes tanker berørte dette stak tristhed i hendes hjerte, men hun kunne samtidig mærke spøgelset fra hans arme omkring hende. Hun havde gjort det rigtige, så hun ville aldrig fortryde at have reddet hans liv - om truslen så havde været ægte eller ej. Hun kunne ikke jonglere med hans liv.

Hun kunne uden problemer fornemme magten der havde lagt sig i hans stemme, som ville han bestemme at denne sætning skulle adlydes. Selv havde hun ingen intentioner om at trække sætningen omkring, sådan at hun kunne smutte væk og have undgået at adlyde ham. For praktisk talt alle andre ville vrede omgående være blusset op i hende, samt stænk af stædighed der tvang hende til at modsige sætningen og gøre det modsætte - men det var ikke alle andre.
"Udfordrer du mig?"
Hendes blik fløj henover hans ansigt, men fandt igen hans øjne som havde de aldrig forladt deres plads. Et smil dansede i hendes toner.
"For jeg tror ikke det er en udfordring jeg har lyst til at vinde, Neal."
I så mange år havde hun undgået at sige hans navn, idet det havde trukket smukke minder der smertede voldsomt i hende frem. Derfor lød navnet lettere tøvende, men lettelse strømmede igennem hende da hun endelig fik lov at udforme det igennem læberne. For enhver af hendes venner, ville de tro at hun var forhekset, hvis de så hende i på dette tidspunkt.

Så snart hans blik forsvandt fra hendes, var det som brød det en fortryllelse. Pludseligt blev lyden af rustningedele der skurrede imod andre tydelige, og tvang hendes blik til at trække sig imod en af ruderne hvor de skinnende rustninger fandt hendes blik i det samme. Shit, var hun ikke halvt dækket i blod? Og alligevel kunne hun ikke tvinge den påkrævede nervøsitet frem i kroppen, for så snart hun igen trak blikket imod Neal, blev et smil sendt i hendes retning.
Så snart ordene havde forladt hans læber, landede hendes blik endnu engang på vagterne der langsomt syntes at begynde at få interesse for caféen. Så da han lagde armene om hende, sørgede hun automatisk for at trække armene ind sådan at de lå imod hans bryst, hvilket betød at det var nemmere at skjule hende fra de nysgerrige blikke vagterne sendte derind. Hendes tanker havde fuldstændigt forladt de stivnede rige omkring dem.
På sekunder faldt hendes skridtrytme ind i hans, sådan at hun faktisk var rimeligt skjult bag hans krop. Hastigt var de ovre ved badeværelsesdøren, som hun behændigt skubbede op uden at bevæge sig nok til at tiltrække opmærksomhed til sig selv, for alle andre end de hvis blikke allerede fulgte dem. Døren klikkede i bag dem, men hendes blik var endnu fastsat imod døren.
"Jeg er nødt til at komme ud herfra, for jeg tror ikke de er så glade for den døde bunke mænd jeg efterlod hos Te..."
Sætningen svandt ind, og en nydelig rynke materialiserede sig imellem hendes øjne, og sammen med den skjulte trækning ved hendes læbe som kun få kendte til, beviste disse to en let overraskelse. Samtidig flakkede hendes blik over og lagde sig i hans.
"Er det den skjorte jeg gav dig?"
En finger strøg henover det mørkerøde stof, som hun havde valgt fordi det syntes at fremhæve hans specielle øjne, samt den havde samme kulør som den læbestift hun altid bar. Det var imponerende så hurtigt hun var gået fra at have tankerne i retning af at slippe væk fra vagterne, til at betragte hans skjorte med et smil om læberne.

han klukkede over måden hun med et skilte læberne da hans tommelfinger kom i berøring med dem, men samtidig opmuntrede det ham også til bare at blive ved. Det var sjovt, man kunne kalde ham et monster, udyr endda psykopat, men et sted inden i ham fandtes der en godhed som ingen anden kunne måle sig med, selv ikke en engel. Det kunne bares ses i måden han var omkring hende som han var omkring hende for 500 år siden.
Følelsen af hendes hud under hans hånd, førte han næsten 500 år tilbage i tiden, til den dag han lagde sine øjne på hendes for første gang, da hun spilte sin bestilling ud over ham, han huskede tydeligere end noget andet hvordan hun havde givet ham skylden for selve uheldet, men som de kom hjem til ham var det tidligere skænderi endt op i noget helt andet. Noget som faktisk endte med at ændre deres begges liv fuldkommen.

han snappede efter vejret da hendes hånd var at føle mod hans kæbe, bare denne ende berøring fik ham til at lukke øjnene, spænde i kæberne og bare lade sig føre hen i den nydelse og glæde hun fik til at boble frem i ham, det var helt uhyggeligt hvad hun kunne frembringe, ved simpelthen bare at ligge sin hånd mod hans kæbe og sno fingrene blidt. At stå så tæt på hende, fik ham til at huske den parfume hun normalt altid plejede at bruge, bare mindet om hvad han plejede at gøre ved den var pinligt, han havde stadig originalen låst inde i et pengeskab, men hvert eneste år, havde han lavet den tradition at købe den parfume også ja sprøjte den mod puden så han nemmere kunne falde i søvn, med den drøm om at hun lå lige der ved siden af ham.

faktisk var hendes forsvinden kun rigtig slemt de første mange år efter hun var forsvundet, da han havde så mange drømme om at hun ville dukke op, ligge hoved mod hans bryst, kilde ham eller hviske ord i hans øre. disse drømme var så livagtige at han endte med at vågne også blive sur over at hun faktisk aldrig var der, men den værste drøm som havde hjemsøgt ham i de mange år, ud over den hvor hun var død. Var den hvor han vandrede ned af en lang sti, solen var højt og det så ud til at være et bryllup. Han var klædt i en smoking, der var gæstet, præst samtidig med at der stod en smuk kvinde iført en lang hvis kjole med ryggen til ham. Hver eneste gang han se hende sprang glæden frem og han skyndte sig ned til hende, lagde hånden mod hendes skulder for at vende hende om, men i det sekund hun havde fronten til ham, begyndte hun at rødne og svagt kunne han høre hendes raspende stemme sige "hvorfor...hvorfor lod du dem gøre det mod mig" og som regel vågnede han derefter, men på trods af hendes stemmens raspen, kunne han genkende den over alle andres, sødmen og det smukke over den.

Han blinkede sig ud af drømmen og klukkede, strøg hende igen ned over kinden "mhh måske gør jeg...men kun for ikke at miste dig igen....jeg vil ikke kunne bære det" hviskede han og bed sig i læben, i dette øjeblik da de ord passerede hans læber, lød han for første gang i sit liv ufattelig sårbar, som ville han dø hvis hun forsvandt igen. Måske ville han, han ville i hvert fald nok gøre noget som hun ville beskrive som dumt...ja direkte som havde han et dødsønske. Han fik dog hurtigt fatning igen og hendes ord fik ham blot til at smile blidt, svagt bøje sig ned og kort trykke læberne mod hendes, i et kort men blødt kys der vidste alt den kærlighed han følte for hende og ja bare hendes tilstedeværelse

han fik hende hurtigt guidet ind på mandetoilettet og da en mand kom ud af en af båsene nåede han aldrig at åbne munden før han lå død på gulvet med et skud i halsen. Neal havde hurtigt trukket sin pistol med lyddæmperen på og skød ham...første regel ingen vidner. Hans øjne landede hurtigt på Delilah igen "vi tager hjem til mig min kære, der kan du være i sikkerhed" hviskede han blidt, strøg hende ned af kinden og kyssede kort hendes pande endnu en gang. hendes spørgsmål fik ham til at rødme ganske svagt, før han nikkede "ja, jeg plejer at tage den på når jeg tager her hen, genoplever minderne fra dengang jeg mødte dig første gang" hviskede han svagt og trak pistolen tilbage under jakken

Den svage latter der passerede hans læber, trak et eller andet i hende frem og lagde det til frit skue for resten af hendes krop. Hans ånde kravlede hen af hendes hud, idet deres kroppe var tætte nok til at hun kunne mærke den lægge sig frem i luften hver gang han skubbede luft ud mellem læberne. Lyden af latteren krøb ind under hendes hud, og lod en let boblen sprede sig omkring i hende. Havde hun virkelig undværet den latter i al den tid, uden at bryde psykisk sammen? Hendes mave bevægede sig en smule indad da hun trak den sammen for at skubbe en latter-agtig lyd ud imellem hendes egne læber, helt simpelt fordi det virkede naturligt at blande den med hans klukken.
Så snart hans øjenlåg gled i, forsvandt det metalliske og hypnotiske blik hun havde været fanget i ligeledes. Derfor kunne hun lade øjnene løbe over hans hud sammen med fingeren, og lade den trække sig igennem tiden til deres første møde. Hendes læber skilte sig endnu engang i et let smil, da mindet flakkede for hendes indre blik.
Følelsen af det kolde glas imellem hendes fingre, hvorpå dugdråber langsomt samlede sig. Lyden af snakken og skramlen fra omkringsiddende væsner, og farven af de nærmest skærende lyse vægge der lyste imod hendes blik. Hendes krop der snurrede omkring, og hamrede ind i en pludseligt kropsvarme, samt den kolde drink der forsvandt imellem hendes fingre. Et gisp der forlod hendes læber, og et blik der løftede sig op i de kolde men fantastisk smukke grå øjne, hvorefter adskillige beskyldninger havde forladt hende i hast og per automatik.

Smilet der var vokset på Delilahs læber imens minderne havde strømmet ind over hende, bredte sig yderligere da hendes tanker tillod sig selv at lægge sig imod hvad der var sket efter et heftigt skænderi havde fundet sted. Hendes fingre havde stoppet deres dans imod hans hud, hvilket hun i samme sekund realiserede og trak blikket op imod hans øjne igen, blot for at falde i endnu engang.
En rysten gik igennem hendes hoved, hvilket betød at krøllerne dansede omkring hende som snoende slanger af skygger og pust af hendes parfume blev sendt i hans retning, idet han sagde at han ikke kunne bære at miste hende igen. Et sekund hamrede nåle sig igennem hendes hjerte, idet hendes tanker strejfede at forlade ham endnu engang .. Trække sig ud af hans varme greb, og forsvinde ud af døren uden at lade blikket glide tilbage imod hans sovende skikkelse ... Tanken om det greb fat om hendes hjerte, og klemte så hårdt at hendes åndedræt skippede et tag. Det kunne hun ikke.
"Jeg ville ikke kunne forlade dig igen ..."
Den sårbarhed han udstrålede, lod følelser vælde frem i hendes krop, og trække en lettere dårlig samvittighed igennem hende, over at hun havde kunnet efterlade ham. Men end ikke det uendelige hav af smerte hun havde svømmet igennem med brændende lunger, kunne opveje hvordan hun ville have følt hvis hun ikke havde forladt ham - og havde endt med at betragte hans kolde lig. Den smerte ville aldrig kunne sammenlignes med andet i verden, for den ville have trukket hende ned og have druknet hende, til hun var intet andet end en tom skal.
"Aldrig."
Det var som bandt ordet en knude på et løfte hun netop havde afgivet, og smed den imaginære nøgle til at bryde løftet så langt væk at den aldrig ville findes igen. I disse sekunder havde hun denne følelse af, at hun ville blive stående her ved ham, indtil han tvang hende til at træde væk.

Så snart han lænede sig forover, reagerede Delilah instinktiv. Hendes hånd bevægede sig bagud så den hvilede bag hans øre, og så snart hans læber berørte hendes forsvandt lyset omkring hende, da hun lukkede øjnene. Følelser pulserede igennem hendes krop i takt med hendes hjerteslag, og den korte tid deres læber lå imod hinanden, syntes at være lysår der forsvandt for Delilahs indre blik.
Hendes blik rykkede sig bagud da en lyd bevægede sig bag dem, og hendes hånd skød ned og greb fat om en af hendes pistoler der blev revet bagud, og sigtede imod den mand der .. Lå død på jorden, med blod løbende fra skudhullet der havde gennemboret ham. Neal havde været millisekunder hurtigere end hende, men det havde været nok til at hans skud havde været den der havde trukket det sidste åndedræt ud af denne mands hals, og efterladt ham på gulvet som en dukkeagtig skabning.
"Sikkerhed?"
Et smil dansede i hendes stemme, da pistolen sænkede sig og gled tilbage i våbenbæltet, lige inden hendes blik lagde sig imod Neal igen.
"Med de reflekser er jeg sikker alle steder."
Stemmen drillede ham let, selvom ordene i sig selv havde en klang af et kompliment. Dog var der intet der tydede på at problemer hobede sig op ved at tage hjem til ham, for et eller andet i hende havde et stærkt ønske om at være omringet af hans vægge igen. Hilse på James endnu engang - den betalte tjener, som ikke var en slave på nogen måde. Derfor hægtede hun også lige en ekstra sætning på hendes svar.
"Men derfor vil jeg alligevel gerne hjem til dig."
Smilet kunne ikke tvinges fra hendes ansigt, da hans læber endnu engang lagde sig imod hendes pande, og hans duft og varme omringede hende. Hun genoplivede selv aldrig minderne, for hun havde ikke turdet lade sig selv savne ham i sådan en grad. Hun havde tvunget sig selv til at udholde smerten på en måde så alle følelser var dødt hen, men havde aldrig kunnet skille sig af med den skjorte der endnu lå hjemme i hendes lejlighed. Hun kunne ikke slippe ham, men havde frygtet at ende med at bukke under for hendes svaghed, og udsætte ham for fare ved at tage hjem til ham endnu engang hvis hun var taget herned.
Nu hvor det var sket, syntes alle disse tanker pludseligt latterlige.
"Den står godt til dine øjne."
Hun smilede let, men lod blikket rykke sig til siden med et sæt, da et råb fra caféen nåede igennem badeværelsesdøren.

Hans øjne var fæstet mod hendes, han kunne virkelig ikke tage dem fra hendes perfekte brune øjne, de var helt til at svømme i, bare at stå og nærmest stirre ind i...for hvad flere timer, de var bløde, smukke og på samme tid fulde af så mange hemmeligheder at ingen andre kunne komme tættere på det antal hun havde....selvfølgelig havde han selv hemmeligheder og ja der var ting som han ikke engang fortalte hende, sådan vidste han det var den anden vej.
Han havde netop kun åbnet øjnene, fik nærmest fanget hendes tanker, og klukkede svagt "du tænker på vores første møde...det var skam meget specielt kan man da sige" klukkede han blidt selv stod dette møde tydeligt for ham.
Han var kommet gående, havde ikke nogen ide om helt præcis hvad han skulle, da han bankede ind i en ung pige og hvad værre var at hendes glas indhold røg ned af ham. Han fik ikke set hendes ansigt i starten, men i stedet sin skjorte og i det sekund de begge så op, fik han øje på de smukke dådyr brune øjne hun ejede. Han var gået fuldkommen i stå, stirrede bare ind i hendes øjne, hørte faktisk ikke halvt om halvt hvilke beskyldninger hun gav ham, før han fik blinket og selv blev sur....dog kom der aldrig onde ord ud af hans mund. Derimod klukkede han, lagde hænderne mod hendes skuldre og spurte om hun evt kunne have en lyst til at komme med ham hjem for en kop kaffe eller te, siden at hun nu ikke havde mere i sit glas.

Han stivnede, den lugt...den dejlige lugt også kom den i hans retningen, fik ham til at smile og tage en dyb indånding bare nyde sig af hendes parfume "jeg har englelig altid elsket den parfume...den er så dejlig, som roser, blandet med en smuk sommer dag, som intet kan gå galt..." hviskede han og smilede automatisk bredt af sig selv, han kunne ikke holde den slags glæde væk, hun bragte alt det gode frem i ham, han følte sig helt anderledes i hendes selvskab og det sjove var at han faktisk intet havde i vejen med det...han kunne godt lide den glæde der fulgte med hendes selvskab. Han nikkede kort, fjernede ikke sit blik fra hendes, som hun talte ud, bare hendes udtalelse fik glæden frem i ham, fik ham til at stråle op med et stort smil og store glæder "jeg vil ikke lade dig gå....Du gør noget ved mig....får mig til at føle noget jeg ikke har følt i næsten 500 år" hviskede han med et svagt smil, han ville ikke miste hende igen, miste denne følelse, for ja nok var han ond, nok elskede han at dræbe og havde gjort det i over 2000 år, men han kunne ikke miste denne følelse som hun bragte op i ham...det ville være som at flå hans hjerte ud og træde på det.

Kysset havde været fantastisk, bragte minder frem om det allerførste kys fra hende, fra da de var kommet hjem til ham, da han havde smidt skjorten og stod topløs, måden hans blik var landet på hendes og de næsten straks derefter gik amok på hinanden, dog ikke med ord, men derimod noget helt andet, aften han havde regnet med, havde taget en drejning og endt i en bedre end, ligesom denne aften eller eftermiddag, den var endt ti gange bedre end han nogensinde i sine vilde fantasier ville tro.
Men det at hun sagde at hun kunne være i sikkerhed med ham gav ham en stolthed ingen kunne beskrive, selvfølgelig vidste han at han var hurtigt med sine reflekser og ja hvis enhver anden havde sagt det kunne han ikke være mere end bare ligeglad, men hendes ord, de gav en store betydning hos ham og derfor kunne han faktisk ikke bare få nok af dem.
han klukkede blidt "jamen det er da godt at høre, jeg vil også kun have du føler dig sikker med mig og ja...lad os komme afsted" han gik hen til en dør henne ved væggen, smilede strålende til hende før han fik den åbnet og holde den åben for hende, han havde brugt meget tid her og ja toilettet var nok hans skjule sted, så derfor kendte han også til lige netop denne bagudgang.

Latter trillede ud imellem hendes læber, så snart han syntes at kunne krybe ind i hendes tanker, og se hvad der dansede i hendes sind. Det var som kunne han se igennem det tynde lag af hud der strakte sig over hende, og finde vej igennem det klare blik hendes øjne sitrede af - hvorefter hans blik strakte sig ind i hendes tanker, og fandt det der syntes begravet for alle andre end hende selv. For praktisk talt alle, ville dette have været en svaghed der syntes ulig alle andre. Hendes fingre ville glide imod pistolen, og der ville ikke gå mange sekunder fra vedkommende havde lært at se igennem alle hendes skjold, til denne person lå druknet i sit eget blod for hendes fødder. Men for lige netop Neal, syntes det ikke at være et problem at han smuttede ubemærket forbi alle hendes sikkerhedssystemer.
"Går du da sjældent ind i folk?"
En drillende undertone havde lagt sig i hendes stemme, da hendes ords hentydning tydeligt lagde sig imod, at hendes tanker endnu fandt ham som den skyldige i at have gennevædet hans skjorte i hendes drink. Hendes øjenbryn svævede legende opad, og et lille smil skøjtede henad hendes læber.
Hendes tanker strejfede hvordan han havde tilbudt hende kaffe eller the, og hun kunne endnu mærke den lette latter der var strømmet ud imellem hendes læber. På trods af disse drikkelser som hun aldrig havde drukket i sit liv, så havde hun alligevel valgt at følge ham hjem - hun havde ikke selv vidst hvorfor, men det var som havde et eller andet lagt sig over hende, der mente at hendes skridt måtte følges med manden hvis øjne var som flydende sølv.

Da han sugede luft dybt ind, pustede hun en smule luft ud i hvad der havde en munter klang. Hendes blik bevægede sig langsomt fra hans øjne, og ned over hans ansigt, indtil de fandt tilbage til øjnene endnu engang. Latter sitrede i hendes mundvige, men blev ikke skubbet ud, på trods af det pres hendes krop forgæves lagde på det.
"Det ved jeg."
Hendes fingre løftede sig, og strøg blidt igennem det hår der bølgede fra siderne af hans hoved.
"Det er derfor jeg aldrig har udskiftet den."
Hendes øjne dansede endnu et par sekunder ved de mørke hår hendes fingerspidser kærtegnede, men trak sig så hen til hans blik endnu engang - som var de en magnet hun ikke kunne undslippe. Ubevidst havde hun lænet sig en smule frem, således at der ikke var mange centimeter imellem deres ansigter, og hendes varme ånde sendte skyer ud over hans læber. Og alligevel forlod hendes blik ikke hans øjne et sekund.
"Det gør du også."
Hendes stemme var så lav, at ordene næsten blev hvisket ud over hans læber. Hvorfor stemmen havde sænket sig sådan vidste hun ikke, idet hun ikke engang havde bemærket denne åndeløse hvisken. Hendes hænder gled ned, og lagde sig endnu engang om hans nakke, så hun holdt ham fast et par centimeter fra sig.
"Det er magisk."
Ordene lød næsten legende idet Delilah ikke var typen der tilbad magi, men denne klang blev aftaget halvt, idet hendes stemme ikke var højere end et åndedræt. Hendes blik gled kort ned på hans læber, før dette drillende strejf endnu engang fandt vej ind i de store øjne. Hendes krop havde stået så tæt på, at hun måtte svaje let i ryggen for at trække ansigtet væk fra ham endnu engang, uden at have ladet deres læber mødes. Hendes læber var adskilte i dette muntre smil, der tydeligt havde klistret sig fast.

Det var ikke fordi hun ikke havde lyst til at kysse ham. For fanden hvor havde hun lyst til at trykke læberne imod hans, og mærke hvordan disse læber syntes at passe perfekt sammen. Men alligevel havde hun trukket sig væk, fordi den tavse latter ved at drille ham på denne måde, ligeledes havde kæmpe skyer af lyst over sig.
"Neal, jeg havde følt mig sikker ved dig, om du så blev forfulgt af massemordernes storebror."
Delilah stolede på ingen, havde ikke tillid til nogen. Hun var altid forfulgt af alverdens fjender, og at hun ikke var død endnu var noget nær et mirakel - og alligevel klingede hvert eneste ord af sandhed. Hun ville lægge sit liv i hænderne på denne mand, og hun ville stole på at han ikke ville kaste hende imellem de frådende fjender, hvis penge strøede omkring dem for at få hende fanget.
Hendes blik fulgte ham tæt da han forsvandt fra hendes greb, og skred igennem rummet med faste skridt. Hendes blik lagde sig imod hans hånd der åbnede en ... bagdør? Et smil sitrede i hendes mundvige. Hvorfor var pigetoiletter aldrig så smarte? De lugtede bedre, men spejle var åbenbart vigtigere end praktiske bagdøre til at slippe uset væk.
"Mind mig om at bruge mere tid på herretoiletter .."
Hendes lange skridt førte hende hastigt igennem lokalet, da en skramlen fandt vej igennem døren indtil caféen, og hentydede kraftigt til at de måtte ud inden vagterne fandt vej ind på toilettet. Hendes blik skød tilbage et sekund, før hun trådte igennem den åbne dør, og lod sig selv blive opslugt af mørket.

Hendes blik skannede hurtigt de endnu lyse skygger der puttede sig i gyden hendes støvle ramte. Solen stod endnu højt på himlen, selvom den drilsk var ved at lægge sig ned bag hustagene. Brostenene der smøg sig under hendes støvler var let fugtige, selvom ikke et dråbe regn faldt fra den uendelige havblå himmel. Hendes blik fløj til siden idet lyset skinnede svagt i en af rustningerne man lige netop kunne skimte bag det hjørne der førte ud til gågaden.
Automatisk dansede Delilah et skridt tilbage, således at hele hendes krop smeltede ind i mørket, og kun et svagt omrids af hende ville kunne bemærkes af de opmærksomme på gaden. Hendes blik fandt vej imod døren til badeværelset og dermed Neal, hvorefter hendes læber adskiltes og en lav sætning blev skubbet ud, således at ingen andre end ham kunne lade tonerne strejfe deres ører.
"De står udenfor caféen. Vi må forsvinde i skyggerne eller tage kampen op imod hele flokken. Hvad hælder du til?"

Hun klukkede, kloede sig i nakken, vidste ikke helt hvad han dog skulle sige, hvad skulle han dog svare for nej han var ikke typen der gik ind i folk for at faa deres opmaerksomhed...sikkert fordi han aldrig havde fundet mange kvinder interessante, han huskede dog en episode, hvor han paa en eller anden maade var havnet paa en nat club. Han stod bare helt fint og passede sig selv, da en ung kvinde besluttede sig for at vride sig op af ham. En hver anden mand, ville maaske nyde det ogsaa danse med hende, men nej ikke lige ham, det var ikke hans stil, afskyeligt ville han snarer kalde det denne kvinde gjorte....ogsaa desperat, alt for desperat.
Han blinkede kort, smilede og rystede paa hoved "jeg er ikke lige den, der gaar ind i folk, men du min kaere kunne vaere en undtagelse" hviskede han og nussede hende ned af halsen, noed sig godt af den bloede hud under hans fingre, den fine perfekt hud, som i foelge ham ikke kunne vaere mere perfekt end den allerede var....fuck det der var ar, den var i hans hoved mere end perfekt, dem der ingen ar havde, var ikke meget vaerd....Delilahs hud var saa perfekt som noget kunne blive.

Hendes blide og dejlige kaertegn ned over has kind, fik ham naesten til at smelte vaek, havde dette vaeret en hver anden som havde denne effekt paa ham, om det saa var praesidenten eller kongen, sdaa ville vedkommmende miste hoved, hurtigere end nogen kunne naa at se sig om. Dog var det en helt anden historie med Delilah, hun var undtagelsen, den han med glaede ville elske, den han gerne viulle have vidste alt om sig....hun var bare den han ville goere alt for. Hun var hans svaghed, men samtidig ogsaa den han med glaede ville doe for...hvis han en dag skulle forlade denne verden, skulle det enten vaere sammen med hende, ved hendes side eller oigsaa efter han havde reddet hende fra en doed.
Han smilede "det er jeg meget taknemlig for, bare det at lugte til den igen, giver mig alle de gode minder frem" hviskede han, dog var sandheden ogsaa at han havde lugtet til den de sidste mange aar, faktisk hvis det endelig skulle vaere rigtig, saa lugtede hans pude langt vaek af hendes beroligende parfume.
han sukkede svagt, da hendes smukke ansigt var intet andet end faa cm fra hans, bare det at han kunne laene sig frem og foele hendes bloede laeer mod hans, han brummede dog af hendes maade at drille ham, hun vidste bare hvilke knapper hun skulle trykke paa....uheldigvis, var han blevet utaaldmmodig, saa uden hun havde opdaget det, gled han haand blidt ind i hendes haar og han trykkede kort sine laeber mod hendes foer han gav slip og rettede sig selv en smule

han smilede bredt, elskede maaden hun synes at rose ham....det var helt perfekt og dejligt, en hver andens ros ville vaere uden betydning, mens hendes ros havde den stoerste betydning for ham, han kunne bare lukke oejnene og lytte til hendes stemme hele dagen, dog selvom ham hellere end gerne ville, var de i den situation at der skulle vaere tralvt paa og de skulle vaekl i en helveds fart. Han brummede kort, denne situation var ikke den bedste, men om ikke andet, blev han genforenet med hende igen, saa betoed situationen intet for ham "godt....det er altid godt at faa det hoert" han vidste at hun ikke stolede paa nogen. Selv havde han et problem med tilliden, men det at hun alligevel foelte sig sikker hos ham, gav ham en styrke ingen kendte til "skal jeg nok min kaere" klukkede han og rystede paa hoved af hende, ja bagdoeren var nok bedre end kvindernes spejl....hvem kunne jo ikke bruge at komme uset vaek?

Hans oejne var ligefrem, ledte efter en flugt rute, heldigt for ham selv, var dette en af hans flugt steder saa han kendte den perfekte vej hjem til hans villa, det var ikke lige det svaereste, naar man jo slog folk ihjel, skulle man have en maade at komme hurtigt og uset hjem, hvilket han jo hurtigt fandt ud af. Hans gemte sig ligesaa i moerket, med lukket jakke, saa hans moerke roede skjorte ikke kunne anes, stod han og saa rundt "selvom jeg mere end gerne vil tage kampen op, tror jeg det bedst hvis vi forsvinder ind i moerket" sagde han lavt, tog blidt hendes haand i hans egen, hvorpaa han ledte hende, hen og vaek fra Caféen, ned af en masse forladte veje og hen mod hans bagindgang til hans hjem

"Ja det må jeg jo være, siden du gik ind i mig."
Et næsten uhørligt gisp blev svagt trukket ud imellem hendes læber, da hans fingre bevægede sig henover hendes hals i et kærtegn. Hendes hoved tiltede samtidig en smule til siden for at blotte huden, og trak derfor automatisk et par hårstrå ned fra den nu nøgne hals. Hun vidste godt at det var indbildning, men det var som var det varmt silke der strøg henad hendes hals, og efterlod et spor af blødhed i sit kølvand. Som et skib der skød igennem vandet og trak bølger ud igennem resten af vandet, sendte det små stråler af den samme følelse ud over hendes hals som ringe i vandet.
Hendes blik lagde sig imod hans mørke jakke, og et smil sitrede frem på de læber, der endnu nægtede at samle sig igen. Igennem hele deres forhold havde hun kæmpet for at lade bløde, afslappede T-shirts beklæde ham, men det syntes ikke at han havde lært det. Dog var hun ikke selv trukket i én gulvlang, fornem kropstæt kjole siden hun forlod ham, selvom korte kjoler aldrig havde været et problem. Kjoler der smøg sig om hendes krop og bevægede sig flydende i takt til hende, kendte hun alt til - men fornemme kjoler fandt hun upraktisk, og havde derfor kun kunnet blive tvunget til dem, hvis Neal fandt - snød sig til - måder at få hende i dem.

Delilah var ikke i tvivl om at den sødlige duft de små parfumerede duftdråber udskilte, der var smeltet ind i hendes hud og tvang den til at have et skær af duft, behagede Neal, idet hendes hukommelse strakte sig langt nok tilbage, til at kunne berøre de komplimenter han havde givet netop denne parfume igennem tiden. Nu hvor hendes tanker berørte emnet, var det nok derfor hendes krop kun havde duftet af lige netop denne parfume. Hun havde aldrig givet slip.
"Jeg gav aldrig slip."
Stemmen var ikke mere end en næsten uhørlig hvisken, der undslap fra hendes tanker og fandt ved ud igennem hendes læber ved et uheld. Men det var netop nu det var gået op for hende, at på trods af hvor mange gange hun prøvende havde forsøgt at overbevise sig selv om at hun havde glemt ham, så havde hun aldrig givet slip på ham. Hendes krop var smøget ind i hans skjorte når hun var alene, og den duft der omringede hende, var dén hun vidste han elskede.
"Jeg kunne ikke give slip på dig."
Det syntes at være gået op for hende at hendes lettere hæse stemme havde fanget hendes tanker og trukket dem ud i luften omkring hende, hvilket også var grunden til at hendes blik lagde sig imod hans, og lod denne sætning sno sig ud. Om hun nogensinde var holdt op med at elske ham var tvivlsomt. Det hele vældede ind over hende nu, og tog hendes åndedræt væk. Alle de hårde følelser hun havde tvunget ind over sin krop, de følelser af tomhed der havde hjemsøget hende ... Det havde været hendes skjold. Og hun lod dem gå nu, hun gemte dem for et stykke tid.
De var blevet så stor en del af hende, at de uden tvivl ville poppe op igen senere, men for nu tvang hun dem væk. Men hun havde aldrig accepteret at det var ovre, men havde istedet lade sig selv glide væk. Det var derfor også rent ud chok der fejede igennem Delilahs blik i disse sekunder, da hun ikke havde bemærket dette før i dette sekund.

Hun havde bemærket det lette tryk imod læberne, fra hans egne der havde bevæget sig imod hendes i kortere tid end hun brød sig om. Men bare det at mærke hans nærvær og føle hans duft der dansede imod hendes næse, var nok til at trække den lette utilfredshed over hvor hurtigt kysset endte væk, og erstatte det med den endnu brusende følelse hun ikke helt kunne sætte ord på.
"Hvis du blev forfulgt af massemordernes storebror var jeg nok blevet en smule irriteret og havde flået armene af ham, men ..."
Stemmen var henslængt, som havde hun netop kommenteret på hvordan solens stråler varmede hendes krop, eller ladet ordene strejfe den regnfri himmel. Ikke som havde hun bemærket at hun ville flå armene af en massemorder. Og imens alt dette stod på, sivede hun med smidige bevægelser igennem mørket, og lod blidt fingerspidserne strejfe murene for at finde en udgang der var skjult af det ocean af nærmest klistrede skygger, der lagde sig som dyner over alt.
Hun nåede dog ikke finde et hul i stenenes barriere, førend hans ord trængte igennem hendes tavse koncentration, og tillod et blændende smil at danse om hendes læber.
"Så må jeg bare overfalde en gruppe svært bevæbnede mænd for sjovs skyld en anden dag!"

Da hans fingre lagde sig om hendes, snoede hun sine egne fingre således at de flettede sig sammen med hans - ubevidst. Hun tænkte ikke over bevægelsen, men det virkede så naturligt, idet det var som klikkede deres fingre perfekt sammen til en helhed. Som passede pladsen imellem hendes fingre perfekt til hans, ligesom det var den anden vej rundt.
Hendes skridt fulgte uden problemer hans da han førte hende væk, og selvom hun automatisk lagde mærke til hvordan omgivelserne ændrede sig, og indplantede ruten i sine tanker. Hendes blik bevægede sig derfor hastigt og præcist i takt til deres skridt.

//OOC: Tænkte at jeg ville lade dig beskrive dit hus. Det ER trods alt dit, heh

Han rystede på hoved af hende, det var virkelig sjovt som de stod og diskuterede dette emne, det var ikke lige det emne alle andre snakkede om "mhh men du min kære spilte stadig ud over mig...ikke ligefrem det bedste score træk" drillede han og nød det gisp der passerede hendes læber. Nok var det næsten uhørligt, men på en eller anden måde fik han lige fanget det og dette gav ham kun modet til at fortsætte sine fingres rejsen ned af hendes hals og op igen.
Han fulgte hendes blik som den landede på hans mørke jakke, ja hun havde kæmpet længe for at få ham ud af det fine tøj og ind i noget mere afslappet. Hun havde sågar gået så langt som at snuppe alle hans habitter og skifte dem ud med det ene stykke tøj, så han var tvunget til at gå i det, medmindre han ville gå nøgen rundt....hvilket ikke var det bedste i verden..hvis man bare gerne ville beholde sin værdighed, hvilket han nu meget gerne ville.

Han smilede, det var helt uhyggeligt, det at stå så tæt på hende, mindede om alle de gange han vågnede op ved hendes side, som alle de gange hun ikke var der...før han mødte Delilah, mente han kærlighed gjorde folk svage, det at man var sammen med en...men senere hen opdagede han at det at opleve kærligheden, gav noget at kæmpe for...hvis der skete hende noget ville han om ikke andet kæmpe til døden for at sikre hendes sikkerhed. Hans liv var intet i forhold til hendes, bare denne tanke fik ham til at klukke, for havde den unge Neal mødt ham nu, ville han slå ham ihjel og kalde ham en svag pisser, sige han var en skændsel for alle dæmoner.
Han nikkede kort "du ved ikke hvor glad jeg er for at du ikke gjorde det, jeg gav heller aldrig slip på dig" hviskede han og strøg hende en sidste gang ned over kinden.
Hans kærlighed for hende...gik aldrig væk, den var der hver eneste dag de sidste mange år også selvom han prøvede at undertrykke den, men det var simpelthen umuligt, hun havde ramt ham hårdt....og holdte ham fast i sit greb....hvor han ikke kunne slippe væk. Han kunne ikke slippe ud af sin kærlighed for hende.

han kunne ikke holde sin latter tilbage, den udtalelse hun kom med, ikke han tvivlede på at hun kunne være i stand til dette, hun var skam stærk...selvom han kun havde følt hendes styrke efter deres skænderi, i form af vredessex. Ikke han kunne brokke sig, for det gjorde han skam ikke og havde heller ikke gjort den gang, alt han kunne gøre sammen med hende....ja det gav ham glæde, bare hendes glæde, gav ham lykke "mhh det tror jeg skam du kunne....men selvfølgelig, tror ikke lige der er en massemorders storebror efter mig" klukkede han og rettede på sin jakke. En ting han også gjorde efter at havde trukket sin pistol, den rettede ligesom stoffet og gjorde det umuligt at se han englelig bar våben på sig....som han gjorde i store strække.
han trak på skulderne "bare rolig...du skal nok kunne finde nogle du kan gå amok på og som jeg husker dig....så sker det snart" klukkede han drillende, nok var hun hans livs lys og meget mere, men hun kunne også rode sig ud i en masse problemer, ikke det gjorde ham noget....de 20 år han havde med hende, de var ikke ligefrem kedelige. De var perfekte ligesom hun selv var...og ja så mere igen.

Han stivnede indvendigt over hendes lille fletten fingre, dog gav han kun hendes hånd et klem og fulgte vejen op mod et stort og mørkt hus, det kunne godt se en smule skummelt ud, men havde dog noget charme over sig, blandt andet ved den store have og det smukke spring vand. Han havde boet der...ja ligeså længe han kunne huske, selv da han var sammen med Delilah havde han boet der, det var vidst også der hun gik fra ham, dengang for 480 år siden...men også der de nød hinanden for første gang tyve år tidligere.
han gik igennem baghaven, som dog var mere lukket af, da den ikke blev brugt så meget, man skulle ikke have så meget opmærksomhed på den, da han brugte den som flugt veje og derfor var den ikke rigtig til at se. Selve døren var skulpturen af en smuk kvinde, en kvinde som holde en kane med vand...og ja så havde hun ikke så meget tøj på, men hendes lange hår, dækkede for alle intime steder.
han gav hendes hånd endnu et klem, før han gav slip, fjernede statuen og åbnede døren. Inde bag statuen, kunne man straks ane at denne dør også hørte til væggen, således at hvis man ikke kendte til den, ville man aldrig vide at den var der.
I det sekund han åbnede døren, kom en ung mand til syne "jeg er ked af dette...men jeg har intet andet valg" sagde han kort før han lod sin pistol affyre og en støn af smerte kom derefter som fik stilgeden til at stoppe fuldkommen.

//håber dette er godt nok...kunne ligesom ikke komme på mere

"Det gjorde jeg da ikke! Du skubbede til min hånd!"
Hvor lang tid var der gået fra deres genforening havde trukket dem nær hinanden igen, før denne drilske stemme der snoede sig ud imellem hendes læber, endnu engang påstod at hun selv var uskyldig i denne ødelæggelse af det stof han havde trukket om sig denne dag. Om hun var trådt ind i ham og havde mistet grebet om det kølige glas, eller om hans bevægelser havde fået fat i hendes hånd og trukket den således at glasset faldt var irrelevant. Om hun havde ret, eller om havde havde påstået det sande hele tiden var ligegyldigt. Hun ville stædigt påstå den selvsamme historie uden set hvad.
Det var denne stædighed der tvang hende til at trække den samme historie frem og påstå at hun havde ret hver gang, der utallige gange havde skubbet hende ud i problemer til halsen. Problemer hvoraf Neal kendte mange af de hun havde haft dengang, selvom han nok ikke ville have en forestilling om det bad af fjender og had hun svømmede i fra andre personer nu. Hendes temperament og stædighed var sammensvorne i en plan om at lade hele verdens had ramme hende, og som det så ud nu, ville det lykkedes for dem med tiden.

Hendes lette smil dansede om hendes læber, idet hun ubevidst lagde hovedet en smule til siden, således hans finger lagde sig lidt tættere imod den hud der dannede hendes kind. Og hans ord lagde sig omkring hendes tanker med bløde kærtegn, og tillod hende at lade det lille smil vokse i størrelse. Hun vidste nu at hun havde klistret alting fast til en plads i hendes hoved; En plads der var blevet afskærmet af tusinde lag af ingenting, af tomhed og af alt det langt de fleste så af hende. Alt det, som kun folk der var nær hende kunne flytte på.
"Hvis du havde givet slip, så havde jeg fanget dig igen."
Om ordene faktisk var sande, var ikke til at vide. Det forhindrede dem dog ikke i at lege med luften da de fandt vej ud imellem hendes læber, og blev sendt i retning af Neal. Al den forvirring der burde blive sendt i små stød omkring i hendes krop, var på dette tidspunkt forduftet. Hun vidste at den ville komme. Forvirringen. Hun ville være én stor klump af forvirring over hvad hun skulle gøre ved sig selv, hvordan hun skulle tackle den genforening. Hvad hun skulle gøre. Hvad der skulle ske. Men lige nu mærkede hun ikke alt dette.

Om hun ville det eller ej, så tvang hans latter et smil frem på hendes læber endnu engang. Det var den effekt, denne glæde han fremviste bragte hende, men hun havde heller ikke nogen intentioner om at undslippe dens greb. Men hendes øjenbryn fandt også ud af hvordan det skulle flyve opad ved hans ord, selvom det smil der endnu ikke var forsvundet, ødelagde effekten af denne hævning.
"Åh det ved man aldrig, Neal! Massemordere og deres familie har det med at gemme sig godt."
Hendes drillende blink var rettet imod ham, for selvom hun faktisk havde været forsøgt offer for flere folk der havde myrdet løs, så havde hun aldrig fundet dem direkte skræmmende. Frygt var ikke noget hun fandt særlig tit, men når det endelig skete, så var den kolde hånd der klamrede sig til hende, værre end man kunne forestille sig. Først da var hun et nemt offer.
"Det er ikke min skyld at folk irriterer mig!"
Smilet fandt vej igennem hendes stemme, hvilket også gjorde at det blev tydeligt, at hun ikke beskyldte verden var at pisse hende af. Selvom det selvfølgelig var den der sprang på hende og hamrede irritation ned i hendes hoved, og ikke hende der tvang verden til at irritere hende! Selvfølgelig. Det var aldrig hendes skyld.

Delilahs skridt fulgte Neals uden problemer, selvom ikke en lyd undslap hendes lukkede læber. Men så snart blikket strejfede det sted hun havde kendt så godt engang, kravlede antydningen af et smil frem på hendes læber. På trods af at nogle ville mene af det mørke hus ville være dystert, så havde hun altid fundet det smukt. På trods af at Delilah ikke altid havde fundet det nødvendigt at han havde så stort et hus, så havde hun aldrig så meget som overvejet at foreslå ham at flytte, fordi hun faktisk syntes om stedet.
Hun syntes om det bløde græs der svajede blidt om hendes fødder, og statuen af den smukke kvinde, hvis døde blik lå på hende da hun betragtede statuen. Hun kunne lide det springvand hvis rislende lyd gav genlyd i hendes hoved hvis hun fokuserede på at høre lyden, ligesom selve huset i sig selv havde noget over sig, hun brød sig om. Hun bemærkede derfor knap da han løsnede sine fingre for hans, og begyndte at flytte statuen. Hendes blik var travlt beskæftiget med at løbe igennem omgivelserne, for første gang i utallige år.
Men så snart en bevægelse blev fanget i hendes øjenkrog blev hendes blik revet imod døren og nåede at finde manden i døren, men blot sekunder før ordene nåede hendes ører sammen med den altoverdøvende lyd af et skud. Eller, så højt var det faktisk ikke - men det føltes som et brag fra en kanon.
"Neal!"
Uden at tænke over det et sekund, sprang hun frem og rev imens en kniv frem fra det våbenbælte der på ingen måde var skjult under læderjakken. Hun snurrede den - endnu imens hun bevægede sig imod manden- omkring således at spidsen var rettet udad.
Et smertesskrig forlod mandens læber, da knivens spids blev presset imod hans øje. Det var ikke fordi hun tænkt specielt over hvor hun stak den ind, men halvdelen af hendes opmærksomhed var rettet imod det blod der spredte sig som en blomst der åbner sig, igennem Neals jakke. Kun den anden halvdel af hende, bemærkede det da hun vippede kniven et smule opad sådan at øjet satte sig fast, og dermed fulgte med ud af mandens øjenhule da hun trak kniven ud igen.
Uden at tænke over øjet der hang fast i kniven, greb hun fastere omkring skæftet, og hakkede den ind i siden af mandens hals. Blod strømmede hurtigt fra såret, og raspende lyde blandede sig med hans skrig. Normalt ville hun lade et hurtigt snit gennem halspulsåren afgøre hans skæbne, men lige nu betød det ligesom ikke noget at han i dyb smerte ville ligge og forbløde, idet han ikke ville kunne komme væk herfra inden han døde. Og det var smertefuldt.
Kniven og øjet lod hun sidde i mandens hals da hun snurrede omkring, og greb fat om Neal. Han måtte ikke være død. Hvis han var død, ville hun ikke vide hvad hun skulle gøre. Intet gav mening. Hendes tanker var forvandlet til én stor sløret klat, der pulserede forvirrende i hendes hoved, imens den nægtede at give hende svar på hvordan alting pludseligt var vendt op og ned. Hvad fanden var der sket!? Med et par fingre fik hun ordentligt fat om ham, hvorefter hun - med en overraskende styrke - halvt bar, halvt slæbte ham imod hospitalet.

//Det var perfekt. Du beskriver vel hospitalet? Tænkte at jeg ikke behøvede at beskrive hendes vandring til hospitalet ...

Han hævede øjenbrynet "mhh det tror jeg ikke...jeg tror du bevidst valgte at hæle det ud over mig...så du fik mig at se uden trøje" brummede han drillende, det skæve smil og det drillende blik synes kun få hans øjne til at se mere elektriske og intense ud, næsten som var hans øjne helt flydende og hypnotiserende...dette blev de som regel kun når han blev glad...eller lod sit indre komme frem og ud til verden.
Det havde nu englelig ikke gjort ham så meget at lige netop hun havde spildt over hans skjorte...han havde så mange af dem, så en mindre betød intet...det var jo bare en skjorte, men det var den dag han mødte hende så derfor kunne han med lethed drille hende så meget som han nu end ønskede eller kunne.

Han nikkede kort "du siger noget...se på min søster...endte med at slå mine forældre ihjel...måske er min familie bare fuld af mordere" sagde han stille, det havde overrasket ham den dag han var kommet hjem til at se moren og faren ligge døde på gulvet. I hans familie var det at blive lejemorder en stor ære og da han ikke selv ønskede at være det, han ville hellere være ude i naturen, blandt blomster og træer...dette var dog ikke acceptabelt nok for dem. Dog var det takket være hans søster og hendes små medhjælpere at han fik smag for det at dræbe...det var hende der var skyld i hans mange forandrelser...fik ham til at ændre adfærd, fra en sød ung mand til en kold og nådesløs morder.

Skuddet overrasket ham mere end noget andet og straks efter lå han på græsset med en hånd på det blødende sår, smerten skød op i ham, bare lyden af hendes stemme da hun råbte hans navn. han havde været fuldkommen paralyseret da lyden af skuddet ramte hans øre og derefter skød smerten op i ham. Han brummede, hele hans ansigt var fortrukket af smerte, dog prøvede han at køle det ned, da han igen så hendes ansigt for sig. Han åbnede munden svagt, ville gerne sige så meget til hende, men trætheden slog over ham og han havde pludselig svært ved at holde sig vågen. Et suk passerede hans læber da han lagde sin hånd mod hendes kind, smilede svagt og blidt til hende "du har altid været mit livs lys....og jeg er glad for at jeg i det mindste fik set dig en sidste gang" hviskede han hæst, samt med en masse stammen og pauser, da han næsten ikke kunne holde sig vågen mere.
Det var tydeligt at se hvordan hans øjne kæmpede på at holde sig oppe, men skuddet fra hans bryst havde allerede forsaget et store blodtab og kort efter lukkede han øjnene fuldkommen, lod sig blive slap i hendes arme.

-----------------------------------------Hospitalet-------------------------------------------------

En kvinde km gående ned af gangen ned mod Delilah, hun var høj, forholdsvis ung og af menneske racen, men dog også en fantastisk god læge "Skuden forsaget massive blodtab, det var samtidig tæt på at ramme hans hjerte...men det ser ud til at han var heldig" sagde hun med et kort lille grin...leger og deres underlig form for humor "men operationen forløb godt" hun tog et kig på hans papirer før hun igen kiggede på Delilah "alt ser ud som det skal og han skal nok komme sig...han kan tage imod besøg nu...dog vil han ikke være under bevidsthed med det samme, men kan høre alt omkring sig" sagde hun blidt, før hun vendte sig om og forsvandt ned.

Inde på stuen lå, i en hospitals seng lå han med drop og det hele. Han var bleg, det eneste der rent faktisk kunne bevise om at han var i live, var det faktum at hans hjertemonitor bibede hver gang hans hjerte slog. Ellers var der ingen bevægelse i selve hans krop, men i hans drømme..ja det var en helt anden historie, hvilket også kunne ses ved hver gang hans hjerte slog et slag for meget eller holde op med at slå i et kort øjeblik. For sit indre så han skuddet for sig igen og igen, men denne gang var det bare hende der blev ramt, han så hvordan hun faldt til jorden og stilleforblødte...døde i hans arme..bare synet fik hans hjerte til at slå hurtigere og hurtigere i ren frygt for hendes liv..var hun død?, lå han blot i sin seng og sov?

"En sidste gang? Ikke sig sådan noget! Du dør ikke, forstår du mig?"
Hendes hånd var blevet skubbet under hans hoved, sådan at hun forsigtigt kunne støtte ham til at holde hovedet oprejst. På trods af den hånd der ikke så meget som skælvede af antydningen af en rystelse, så syntes hendes øjne at kæmpe for at holde den lette panik der vældede frem fra hendes indre væk, og holde den rolige facade for hans blik. Men hun vidste ærligt talt ikke hvad hendes ansigt afslørede, eller hvilke følelser hun ikke havde kunnet kæmpe væk fra de glitrende øjne, der nægtede at forlade hans - for andet end at flakke imod blodet der spredte sig i en uhyggelig hast. Det var som en svamp der sugede rødlig væske op fra en sø, og spredte det ud over hans skjorte.
"Dø ikke fra mig Neal! Jeg hjemsøger dig for evigt, hvis du dør!"
Hendes sætning begyndte at blive lettere sløret, hvilket måske ikke var en ting der syntes at være en negativ ting, idet ordene gav mindre og mindre mening. Ikke mange ord skulle have fundet vej ud af hendes læber, før hun var begyndt at true med at slå ham ihjel, hvis han døde - Og dér måtte grænsen til let sindssyge være nået.
"Sov ikke! Nej, du skal ikke lukke øjnene ... Neal!"
Hans øjenlåg der gled i havde bragt denne hastige reaktion til live, og lod endnu et bølge af let panik skylle ind over hende. Han var ikke død - hun kunne se hans brystkasse bevæge sig svagt under den blodige skjorte, men hun vidste at han for nu var væk. Denne følelse af 'du ved ikke hvad du har, før du har mistet det' dansede i hendes bryst, idet hun lod hendes fingre, der havde grebet godt fast i ham, begrave sig i hans hud da hun forsvandt imod hospitalet med ham.


Var det hendes eget dunkende hjerte hun kunne mærke pulsere i kroppen? For så havde hjertets rytme misforstået situationen - for det pulserede roligt og støt igennem hende. Hvis hendes eget hjerte holdt denne rolige rytme, så ville det være fuldstændigt uberørt af alle andre sanser der dundrede igennem hendes krop, og hele den forvirring og tomhed der havde lagt sig tæt omkring hende, og snurrede igennem hendes krop med tusind kilometer i timen. Mindst.
Delilah vidste ikke hvordan hun havde det. Alting var én stor klat af noget utydeligt hun kæmpede med at gøre skarpt, men det syntes ikke at være muligt at fange billedet der var klasket op for hendes indre blik. Delilah havde danset med djævlen, hun havde været på kanten til at falde i evig smerte, og hun havde flere ganget sagt hvad hun troede var et farvel til livet - og ikke én gang havde hun været opslugt af denne forvirring der nu sydede i hendes hjerne. Hun forstod ingenting. Hun var så helvedes forvirret!
'There'll be beauty from pain' var noget nær det værste ordsprog Delilah havde hørt, idet det var så fucked up en sætning at det var imponerende ordene ikke frastød hinanden som to ensrettede poler. Der var intet smukt i smerte, hvilket også var den tanke der blev trukket igennem Delilahs hjerne, da en kvindes skridt hamrede igennem gangene.
Delilahs sanser var sivet ned og var blevet skarpe hastigt, hvilket også var grunden til at hun nærmest bemærkede at kvinden var på vej imod Delilah, før kvinden selv gjorde det. Men også kun næsten. Hendes blik lagde sig straks imod pigebarnet, der i Delilahs øjne ikke var andet end et barn. Havde hun haft fingrene indeni Neal? For real?! Derfor kæmpede Delilah også en intens kamp for ikke at slå mennesket ned, og tvinge en anden læge ind. Men det var et menneske, så hun kunne ikke såre lægen. Desværre, hun havde ellers fandens meget lyst!
I modsat til hvordan andre kvinder måske ville reagere, så sitrede et smil ikke om Delilah læber ved de gode nyheder. Ikke ét glimt af munterhed fandt vej til hende, da kvinden lo. Og der var ikke ét spørgsmål der trængte sig på at blive besvaret. Hun så helt tom ud, som var ingenting betydningsfuldt ligenu - selvom hun følte sig alt andet en tom. Hun følte alt, på en måde så det virkede som intet.

Delilahs fingre strammede kort om døren, inden hun lod håndtaget glide ned, og trådte indenfor. Underligt nok irriterede den bippende lyd hende fra første sekund, for selvom den beviste at Neal var i live, så var lyden stadig høj og gennemtrængende og noget nær pisse irriterende! Derfor klistrede hun også sit blik til den blege Neal ved sengen.
"Jeg gad vide hvad i to har lavet, siden han kan få sådan et skudsår!"
En munter stemme lød fra hjørnet af en kvinde der syntes at have stillet en bakke med most what-ever ved siden af ham, der blævrede som en ucharmerende grå klat. Var det hvad de ville fodre ham med? Den grålige masse der bevægede sig skælvende ved hans side på det hvide rullebord? Delilahs øjne svømmede af en kulde, der syntes at tvinge kvindens læber til at blive lettere blege, og skubbe hende ud af døren i al hast.
"Neal?"
Så snart kvinden var væk, sivede Delilahs halvhæse stemme ud imellem hendes læber, samtidig med at hun trak sig et par skridt nærmere hans seng. Hun løftede en hånd, og lod blidt et par fingre strejfe hans hånd.
"Hvis du dør fra mig, så skal jeg nok få dig til at fortryde det. Jeg er helt seriøs."
Delilah havde aldrig været god til at sige snørklede, poetiske og kærlige sætninger til nogen, og derfor syntes denne trussel også at være noget af det bedste hun kunne lade falde fra læberne. Det var det eneste hendes forvirrede hjerne kunne samle sig om - en trussel der skulle afholde ham fra døden.
"Du må ikke være skadet ..."

Alt var sloeret, han kunnne ikke finde hoved og hale i det hele, for der var mest moerkt, men faa gange kom der ligesom et ansigt forbi her i blandt Delilahs som stoppede op, han gav et ryk fra sig da hun gik mod ham "du er patetisk....ussel, det var en enkel kugle...jeg er sikker paa at andre ville havde klaret det ti gange bedre end du....du er intet andet end et skvat...ussel, ubrugelig" skreg hun og det var som om alle ansigterne forsvandt. Moerket gled over ham, hendes onde ord blev blot hoejere, koldere og mere modbydelige som hun fortsatte sin raaben.
Men med et slappede han helt af, et eller andet havde roert han der ude, noget havde havde roert ham, hvilket kun gav ham berolighed og straks greb han fat i haand, gav den et blidt klem, lagde den helt uvbevidst mod sit hjerte, mens han kaempede for at faa aabnet oejnene.
Han kunne dog svagt hoere hvad hun sagde, trusslerne, fik ham til at bjaeffe haest, som dog loed endnu mere underligt naar man ikke hoerte det fra hans perspektiv. Det loed som en underlig latter, blandet op med noget der ikke gav mening. Han spaendte i kaeben, gispede kort for han slog de graa oejne op og soegte hendes smukke brune "Delilah" hviskede han haest og frygtede halvt om halvt droemmen ville blive til virkelighed og hun ville begynde at hakke paa ham, kalde ham de ting, ting som han ikke ville kunne modsige hende i....hvor han var intet andet end et skvat

//sorry ingen krea

Delilahs havde efterhånden bevæget sig imod den irriterende, bippende lyds kilde, hun efterhånden havde bemærket pulserede i en rytme der ikke var helt stabil. På trods af Delilahs manglende viden omkring bippende dimser, så syntes det ikke at være positivt at rytmen somme tider hakkede en smule, eller rystede sig således at et bip blev sprunget over, eller ét blev tilføjet. I hendes pande opstod en grøft da hun rynkede den en smule, og betragtede den maskine der bippede lettere uroligt. Men pludseligt syntes den foruroligende rytme at falde på plads, og den vedvarende rytme af et dunkende hjerte lagde sig igennem rummet. Et smil sitrede over hendes læber, og trak dermed hendes øjne tilbage imod Neal i sengen.
Et sæt fór igennem hendes krop, da hans hånd pludseligt fik fat i hendes - men hun rev den ikke til sig, hvilket ellers syntes som den naturlige reaktion på et chok. Istedet lagde hun blikket imod den hånd der blev kærligt klemt af hans fingre, der ifølge lægen burde være ubevægelige. Hun kæmpede derfor heller ikke imod, da han trak hendes hånd imod sig selv, og lagde den imod hans brystkasse - lige over stedet hvor hjertet sad.
Hun kunne mærke de gentagende dunk der symboliserede hans hjerte, der varmede igennem hans bryst, og pulserede imod hendes fingerspidser. Der hjerte der kæmpede liv ud igennem hans årer, og omhyggeligt sørgede for at holde liv i ham. Hun var taknemmelighed for den lette bevægelse hjertet tvang ham til at udføre. Igen og igen. Hendes øjenbryn løftede sig med lyden der kom ud af hans læber, men istedet for at kommentere på den, lod hun en finger strejfe hans læbe, for at sørge for at han ikke brugte sine kræfter på at tale.
Hendes blik sprang fra den finger der hvilede imod hans læbe til hans sølvgrå blik, så snart de åbnede sig. Hun trak øjenbrynene en smule sammen, idet det var en tydelig kraftanstrengelse for ham at skubbe disse åbne. Hvis hun bare havde været hurtigere, og havde taget kuglen for ham. Læderjakken der smøg sig om hendes krop havde metal indsyet i foret imellem læderlagene, hvilket gjorde den - ikke skudsikker - men den var bedre end stof.
Da hendes navn passerede hans læber, lænede hun sig en smule frem, og lod læberne strejfe hans pande. Hendes finger gled væk fra hans læbe, og strøg blidt et par hår væk fra hans pande, inden hun bevægede blikket tilbage til hans øjne.
"Sov bare, Neal. Du trænger til at slappe af."
Hendes blik gled kort bagud, idet hun godt vidste hun var mere end udsat her. En person undslipper fanger, og er højst sandsynligt såret af flugten - hvor tager man hen? Hospitalet. Men det betød ikke noget for hende, hvilket også var grunden til at hun ikke så meget som skælvede da hendes blik fandt hans igen. Hendes fingre lagde sig imod hans kind, inden hun smilede blødt.
"Sov."
Det kunne næsten have været en hviskende ordre.

//OOC: Helt okay^^

Dette var direkte pinligt for ham, nu hvor chokket havde lagt sig og hun ikke synes at gaa i gang med sine fornaermelser af ham. Fik det ham til at taenke hvor pinligt dette var, han var fodt ud af en familie med lejemordere, han burde havde vidst der var nogen inde bag doeren, han burde havde klaret det bedre. Dog var det eneste der nu holdte hans humoer bare en smule oppe, var det at han laa i sengen og det gjorde hun ikke, havde hun ligget her, havde han noik flaaet halsen ud paa en af sygeplejerskerne, kun af ren vrede over det der var sket hende ogsaa det faktum han havde fejlet i at redde hende.
Hendes finger mod hans laebe, gjorde ham ganske vidst tavs, men blidt lod han fingrene glide op af hendes haandled, holdte haanden, som han kyssede hver enkel fingerspids blidt, hans oejne var hele tiden paa hendes, foer han gav slip, lukkede kort oejnene da hendes laeber trykkede sig mod hans pande og strog de haar vaek fra hans pande.
Hendes blide ordre og samtidige opfordring, fik ham til at smile blidt, jo vidst han traengte i den grad til at slappe af, til at sove og ja meget mere, men hvad hvis hun forsvandt da han endnu engang aabnede oejnene? Var det en risiko han maatte tage, lade hende gaa igen? Slippe hende ud af sit liv, som hun gjorde dengang for mange aar siden. Bare tanken om det fik ham til at rynke brynet, foer han rykkede lidt ud mod siden, tog hendes haand i sin, hvorpaa han trak blidt i den, kun for at indikere at han ville havde hun skulle laegge sig ved siden af ham.
For med de droemme han havde haft, fik han da intet soevn medmindre der var et eller ande der kunne berolige ham og det skulle da for alles skyld ikke vaere beroiligende medicin. Han havde en tendens til at blive meget.....hvordan skulle man sige det, drabslystende naar han havde indtaget beroligende medicin...det virkede ikke specielt beroligende paa ham....gjorde ham snarer til en draeber maskine uden en viuden om hvem han var og da han saa igen vaagnede, ville han ikke kunne huske hvad der var sket

//super

Et uigenkaldeligt smil satte sig flygtigt fast til hendes røde læber, idet stilheden fandt ham i samme sekund hun lagde en finger imod hans læbe, for at opnå det selvsamme formål. Hendes bløde hud strejfede egentligt kun kort og blidt hans læbe, men i samme sekund hans hånd berørte hendes, stivnede den midt i at trække sig væk. Hendes læber var let skilte da hans berørte hendes fingerspidser efter tur, og det flygtige smil der for længst havde trukket sig tilbage, fandt vej tilbage til hendes læber. Hendes blik forlod aldrig hans, hvilket betød at deres øjne havde mødtes, og ikke slap hinanden i de sekunder der tikkede omkring dem, imens hans læber lagde sig imod hendes fingerspidser.
Det var som passerede århundreders dyb smerte for hendes blik, og borede sig behageligt et godt stykke ned i hende. Hun skubbede det fra sig, og det sivede lydigt væk for nogle timer. Efterlod hende. Efterlod den kvinde der var bag den Delilah som verden kendte. Den verden der så hende som en sindssyg kvinde, der fortæredes i sit eget temperament og smerte. Den kvinde der ikke længere havde nogen at elske, fordi om hun overhovedet havde kunnet, havde været tvivlsomt for selv hendes venner. Men nu fandt den ægte kvinde i kort tid frem til overfladen, og lod sit blik glide henover Neals ansigt.
"Neal, jeg ..."
Hendes lave stemme tøvede i nogle sekunder, idet skridt forsvandt ned af gangen bag hende. Hendes blik fløj op, og selvom hun ikke snurrede omkring for at betragte vedkommende der forsvandt ned af gangen, så var hun tydeligt opmærksom på den lyd der havde afbrudt hendes ord. Først da skridtene var stilnet af, drejede hendes blik ned til Neal igen, og lagde sig imod hans smukke øjne.
"Undskyld jeg forlod dig. Men jeg havde ikke et valg."
Den del skulle ikke uddybes, og det sagde hendes blik tydeligt.
"Det var ikke fordi jeg havde lyst. Hvordan kunne jeg have lyst til at forlade en som dig? Men du skal ikke være bange for at det sker igen. Som sagt, jeg kan ikke forlade dig igen. Det kan jeg ikke."
Hun burde. Hun burde virkelig snurre omkring, og skridte ud af den dør der endnu stod på klem bag hende. Hun burde forlade ham i denne hvide seng, imellem disse ensomme og klinisk rene mure, der ville beskytte ham fra dem der havde skudt ham. Hun burde finde hvem end der havde tvunget den unge, døde mand til at rette pistolen imod Neal, og hun burde flå vedkommende i stykker - og aldrig vende tilbage til Neal efter det. Det burde hun virkelig!
Men hun kunne ikke. Hendes muskler nægtede at bevæge sig i den retning, og hendes hjerne sendte stædigt små pulserende stråler af smerte igennem hendes krop, hver gang hun overvejede at rive sig fri, og forsvinde. Delilah havde ikke rigtigt særlig mange hun kunne være sig selv med, så det var så svært at lade de få der var, slippe væk fra hende.

En dyb rynke furede sig ind i hendes pande af forvirring, da han rykkede sig imod siden. Hvad lavede han? Hendes blik gled tænksomt henover den varme lagenplads han efterlod, idet der ikke var en forfærdelig mange centimeter der. Hvad ville han? En trækning af et smil fandt vej til hende, idet hans fingre lagde sig om hendes hånd, men hun realiserede først hvad alt dette besvær betød, idet han han trak let i hende, som for at vælte hende blidt henover sengekanten.
En munter latter fandt vej til hende, og på trods af den kraftige bekymring om Neals liv, så kunne hun ikke lade være med at trække denne munterhed op i hendes blik i nogle sekunder. Hun rystede let på hovedet, så de mørke krøller dansede omkring hendes ansigt som legende slanger, der snoede sig omkring hende i et forsøg på at skabe smukke snoninger og cirkler.
"Neal, det kan jeg ikke! Ikke fordi jeg ikke ville elske at ligge så tæt med dig, men jeg kunne rive nogle af dine drop ud!"
Det drillende glimt havde fundet vej til hendes stemme, der blandede sig fnisende med nogle legende strejf. Tilsammen rev en cocktail af smil sig fri fra tonerne, og lagde sig i luften omkring dem. Hun lænede sig på trods af sine ord langt ind over sengekanten, så hun næsten lå på sengen - og lod læberne strejfe hans mundvige, inden de legende gled henover hans kæbe, og endte nogle centimeter foran hans øre. Hendes ånde kildede ham i øret, da hun lod de næste ord falde.
"Men jeg forlader dig ikke. Jeg er her når du vågner. Promise."

//OOC: Sorry for at der går så lang tid mellem svarene. Min krea er helt død lige nu, og stresser over hvor mange emner jeg har fået åbnet. Det er ikke fordi du er kedelig eller jeg har glemt dig;)

Han holdte hendes haand ind mod sig, valgte nu i stedet at kysser hendes rundt paa haanden, ikke et eneste ord passerede hans laeber, men det var der heller ikke brug for ord, hans blik sagde alt de vidste alt. Hans laeber var rundt paa hendes haand, alt mens hans oejne kun laa paa hende, han saa kun paa hende, det var som i det sekund var det kun dem sammen og ingen andre eksisterede, men dem. Samtidig med at han betragtede hende, saa han ogsaa forandringer ved hende, ikke at hun fysisk havde forandret sig, for hun var stadig den samme smukke kvinde han forelskede sig i for mange aar siden, den kvinde han elskede og kun ville elske.
Det var nok lidt patetisk og vidste sikkert en hel del svagheder, men hun var den eneste kvinde der nogensinde havde roert hans hjerte, blot ved at vaere hende havde hun fundet sig vej igennem hans haarde facade og lige ind til hans hjerte, roert det som ikke havde foelt noget i alle disse aar.

Han haevede oejenbrynet da hun pludselig begyndte at snakke og maaden hun stoppede sig selv, vidste kun at dette nok ikke var det letteste for hende at sige, hvilket kun gav ham en stoerre respekt for hende, en stoerre kaerlighed, man kunne vel godt sige hun var hans livs lys, hans store kaerlighed. Uagtet hvor meget han proevede at kaempe imod, saa fand hun alligevel altid vej tilbage i hans hjerte, det var som om han aldrig kunne give slip...eller nej han ville ikke give slip. Han rystede paa hoved "min kaere, du havde din grund, jeg er blot glad for at se dig igen" hans stemme raspede og var tydelig haes, men glaeden var ikke til at tage fejl af. Det intense graa oejne vidste tydelig hans kaerlighed, men ogsaa den glaede over at gendse hende, se hendes smukke ansigt og de naesten hynotiserende brune oejne.
Han nikkede blot "hvad end din grund har vaeret, betyder det intet du er her" hviskede han og smilede blidt til hende, hvilket var noget han ikke altid gjorde. Alle de smil man fik var alt andet end blide og oprindelige ligesom disse, det var enten kolde eller charmerende, men de var alt andet end varme eller blide som dette.

han brummede utilfreds og lignede naesten et barn, som ikke kunne faa hvad han onskede, hans maade at grynte og satte sig op, hvorpaa han lagde armene over kors. Han havde vendt ansigtet bort, dog med et tydeligt drillende smil paa de bloede laeber, han ville aldrig kunne blive sur paa hende, selv da hun havde forladt ham var ikke, saa meget som et sekund sur paa hende...eller jo de foerste par dage, men som tiden gik blev han bare mere deprimeret og til sidst lukkede han ned for alle taenkelige foelelser.
han gispede da hendes laeber strejfede hans mundvige, forsigtet flyttede han blikket og saa direkte paa hende, direkte ind i de brune oejne. Han bed sig i laeben, som hendes laeber med en tydelig drillende rytme gled viderehen og op mod hans oere. Han vendte ansigtet om, hurtigt og fik fanget hendes laeber med sine egne, foer han haevede et oejenbryn "jeg er alt andet end traet" hviskede han mod hendes laeber og nappede hende drillende i den nederste laeber, fangede den mellem sine egne, mens hans oejne laa paa hendes

//helt okay, du har jo ogsaa mange emner at skulle tage dig af

Det bløde blik der havde lagt sig imod ham, nægtede at rive sig væk fra de flydende sølvøjne han besad, og syntes ikke at kunne blive trukket væk derfra, medmindre han tvang hende til at trække det væk, og placere det andetsteds. Hver gang hans læber berørte hendes hånd, syntes små stød af noget der forunderligt meget mindede om tilsidesat savn, at strømme igennem hendes krop. Det var som havde hver celle i hendes krop brændt af et savn hun så længe havde ignoreret at hun havde glemt det, men nu hvor det flød igennem hende endnu engang, syntes det at fylde hende på måder der forvirrede hende. Så mange svagheder var forbundet med sådanne følelser, at det kunne trække hende ned til jorden, trampe hende flad og sørge for at både hendes sjæl og sind aldrig fandt tilbage til de højere luftlag. Men af uransagelige grunde, gav hun ikke en fuck på dette. Alligevel ville hun aldrig have, at denne følelse forlod hende igen.
Eller, at jeg aldrig forlader den igen.
Næsten 480 år havde gjort hende ældre siden hun sidst havde mærket hans læber imod huden, og utallige fjender, løgne og smertefulde tortursessioner havde gjort hende stærkere. Koldere. Derfor rullede chok også igennem hende, over denne følelse af at intet havde ændret sig imellem dem. Hendes følelser for denne dæmon havde intet pillet ved, og noget begyndte så småt at syntes det var umuligt for hende at lade nogle pille ved hendes følelser for ham. Et sitrende smil kæmpede ihærdigt for at bryde frem på huden der strakte sig over hendes læber, men aldrig fik det helt lov til at bryde frem fra sit skjul i hendes mundvige.

Eller, det gjorde det så alligevel. Ved de næste ord der fandt vej til hendes hørelses rækkevidde, sitrede smilet lidt voldsommere, før det syntes at briste og blomstre ud over hendes ansigt, som blod der blev sluppet fri og sivede ned af hende. Hendes øjenbryn løftedes drillende, men i realiteten, var dette drillende skær der emmede ud fra hende, intet andet end den vante facade hun automatisk smækkede op. Glæden i hans stemme sendte små strømme af det samme smil nedad hendes krop, hvilket også vistes i den lette ændring af hendes kropsholdning.
At han på den måde tilsidesatte hendes forsvinden, ignorerede den markante ensomhed hun havde efterladt både hende selv og ham med efter hun forlod ham uden varsel, og lod tankerne vandre væk fra den måde hun end ikke havde givet et tegn på at hun endnu levede ... Det skar i hendes hjerte, med knive der ikke kunne bestemme sig for om de var lavet af glæde, kærlighed, sorg eller savn. De skiftende følelser rasede i hende, og sendte små forvirringsfangarme igennem hende, der klistrede imod hende indefra.
"Sikker på at du stoler nok på mig, til at tænke sådan?"
Sætningen var tydeligt ment i drillende spøg, og intet andet. Dette kom kraftigt til udtryk i de legende toner der snoede sig fra hendes læber, og det drillende glimt der voksede frem i de grønbrune øjne. At han stolede på hende var ... Næsten utænkeligt, for hendes side. Ingen stolede på hende, selvom nogle få måske kunne findes, der ville lægge deres liv i hendes hænder. Ikke fordi man ikke kunne stole på hende - hun kunne ikke drømme om at bryde løfter - men fordi hun ikke var typen man stolede på.
Glæden flaksede forbakset igennem hendes blik, i samme sekund hun i et ryk lænede sig forover, med en hånd strakt frem således at de slanke fingre snoede sig om hans baghoved, og trak ham lidt tættere på hende. Dette holdt ham også fast i nogle sekunder, idet hun trykkede læberne imod hans, med en næsten blid kraft der syntes overvældende. Det syntes derfor også næsten med utilfredshed malet i ansigtet, hun trak sig tilbage fra dette krævende kys, og trak sig ind bag ved sengekanten endnu engang.

Hendes klingende latter bevægede sig drillende igennem lokalet, da det utilfredse ansigt klistrede til hans krop, og fik ham til at hende minde om en lille sur dreng der ikke måtte få den store is. Selv hvis det næsten glitrende smil på hans læber ikke havde eksisteret, så havde hun ikke kunnet lade være med at lade endnu en sprudlende latter finde vej igennem de let skilte læber, ved synet af hans korslagte arme.
Hendes blik flakkede ikke væk fra de flydende sølvøjne lagde sig dybt i hendes, idet hun istedet lod sig falde ned i hans øjne. Hun bemærkede godt det hurtige ryk med hovedet der fik hendes læber til at berøre hans, men hun trak sig på ingen måde væk fra kysset. Istedet lænede hun sig yderligere, frem for at sørge for at han ikke kunne presse de bløde, perfekt formede læber imod hendes egne rødlige. Hun sukkede næsten uhørligt da han nappede hende i underlæben, og tænkte knapt over det legesyge glimt der blev fanget i hendes blik.
Hun trak sig let ned, og lod tænderne glide henover hans hals med blide bevægelser, inden hun halvhårdt bed let i hans bløde hud. Dette fortsatte hendes læber blidt med at gøre, indtil de nåede op til hans øre, hvor hendes stemme endnu engang spredte krystaller af varme over hans hud, da hun hviskede.
"Det ændrer ikke på at du skal sove. Godnat. Jeg kan uden problemer tilkalde sygeplejerskerne."
Et åndeløst, drillende grin fandt vej igennem hendes læber, før hun trak sig væk fra ham endnu engang.

//OOC: Og endnu engang .. Sorry ..

Hans øjne var hele tiden på hende, betragtede hende, fangede alt ved hende, den måde det sitrede med hendes mundvige da hun holdte smilet tilbage, hun var i sandhed smuk og noget af det smukkeste han længe havde lagt sine øjne på og nogensinde ville lægge sine øjne på igen. Hendes latter, fyldte hans hoved og minder fra dengang de var sammen, fyldte langsomt hans tanker, hendes ufattelige stædighed, for at få ham i noget mere afslappet tøj, hvor han ville have hende i en lang kjole. De havde skam deres skænderier, deres små kampe f. eks alle de gange hun ville gøre hans jakkesæt beskidte, få dem til at forsvinde, ødelægge dem blot for at få ham ned i en t-shirt og et par løse bukser. Men teknikerne virkede også den anden vej rundt, hans kampe gik blot ud på at få hende ud af bukserne og ned i en kjole, de havde været hårde, men det var også de minder man nu ville tænke tilbage på også grine.
Han havde aldrig rigtig forstået hvorfor folk mindes de dårlige tider, med ligeså stor glæde som man mindede de gode tider, men nu hvor han selv sad i den situation og tænkte på alle minderne, var det da også de dårlige der fik smilet frem på hans læber, ligesom det var de gode. han huskede alle skænderierne, der tit endte op med en omgang sex, ikke han direkte kunne klage over det...det var en fin måde at få løst sine problemer i stedet for at gå hvert til sit.

Han smilede skævt til hende og kyssede hendes hånds kno "jeg stoler på ingen min kærer, men jeg er da sikker" sagde han selvsikkert, man kunne være sikker på en ting omkring Neal...det var den mand havde ufattelig meget selvtillid, måske til tider lidt for meget...selvfølgelig ikke ifølge ham selv, for ham var det jo bare hver dag at tænke sådan. Han kendte hende drillende humør, hvilket vidste sig i hans øjne, der selv fik det drillende skær op i dem. Ud over han var alt for selvsikker...eller kæphøj var han også en stædig mand, der ikke altid tog et nej til gode. Så hurtigt rev han sine drops ud og fjernede dynen, han stirrede ned på sin dragt og derefter på hende "hvad helvede har jeg på, kalder de det her tøj" spurte han og holdte op i det løse stof. Han vendte sig mod hende, så han havde fronten mod hende "sig jeg har underbukser på...alt andet, ville være så forkert" brummede han og så ned af sig selv, bare tanken om ikke at have undertøj på, var direkte frastødende. Han led ikke det mindste af blufærdighed, men han havde sine grænser til hvad han gad have på og hvem der skulle se under bæltestedet på ham.

Han satte sine fødder ned og holdte de grå øjne direkte mod hende "så fortæl mig kære, hvem var så min læge" spurte han efter lidt tid, efter at havde fået bekræftet med sig selv han havde undertøj på...eller i det mindste havde han noget der dækkede for de lettere intime steder, der forekom under bæltet på ham.
Han fik hurtigt rejst sig op og smed sin kjole eller hvad pokker det nu end var han havde på, fra sig. Han gik hen mod et skab, for så at finde bare et eller andet at have på. Til hans store smerte eller irritation, var det et par løse bukser og en gammel sort t-shirt. Han brummede, kørte hånden igennem håret og sukkede højlydt af frustration, men fik dog blusen, samt bukserne på før han vendte sig om mod Delilah

//gør intet ^^