Not agian.. ~ Snippy.

Sted: - Skoven – The forrest.
Dato: - Dato'en er ukendt.
Vejr: - Let blæsende.
sende, men ellers er det solskins vejr.
klokkeslæt: - Aften tid, men ikke helt. Klokken af hen af lidt over aftens tid, af hvad man kan se på solen.
Omgivelser: - Træer, dyr og massere af sten. Få steder er der også søer, sumpe og lign ting.
Påklædning: - Bliver beskrevet i teksten.

Jazmin løb igennem skoven. Hun frygtede en bestemt person. En der havde fulgt efter hende i et godt stykke tid nu, og han jagtede hende oven i købet.
Hun stoppede forpustet op. Rundt omkring kiggede hun, for at sikre sig 'Mr. Snippy' ikke var efter hende længere. Han var et menneske. Den type Jazmin hadet. Hun frygtede dem. De havde altid haft meget imod andre end dem selv.
Hendes forældre havde altid lært hende, at mødte hun et venligt menneske, burde det være den hun frygtede allermest. Og sandt nok frygtede hun dem, trods hun havde ignoreret hendes forældres tale omkring det. Hun havde haft for mange slemme oplevelser med dem, og nu havde hun endnu en.
Mr. Snippy, jagtede hende, og det eneste hun kunne gøre, var at flygte. Det hjalp ikke ret meget.

Hun begyndte at løbe igen. Dyrene kunne høres på lang afstand, at de selv flygtede fra hinanden af, og sikkert også lydende. Hun sukkede en anelse for sig selv. Hvorfor flygtede hun også? Hun var sikkert langt stærkere end han var. Han var blot et sølle menneske? Men alligevel, havde de, de ondeste ting, at kende til.
De havde langt flere våben end, en sølle dæmon havde.

Hvorfor skal det her også gå ud over mig, fordi i to laver lort konstant?!
Vi kan da ikke gøre for, du forsøger at tage over, og du så ender med at få balladen. Du kan bare lade os blive? - Et hånligt grin kom fra Jazz inde i hovedet.
Du er forfærdelig.
De havde gang på gang været på flugt fra forskellige folk, fordi Jazz eller Jamie ikke kunne finde ud af, at holde deres mund lukkede. De skulle altid være rapkæftede, eller forsøg på noget. Og gang på gang, gik det ud over Jazmin.

Hun stoppede endnu engang op, og satte hånden imod en klippeblok. Det var rart at kunne støtte sig op af noget. Hun vendte ryggen imod den, og lod sig selv glide ned af den. De hvide bukser, blev nærmest slidt af det. De var allerede blevet en del beskidt, og den ellers sorte bluse, kunne man ikke rigtigt se var blevet beskidt, ud over hun havde været faldet et par gange, så der var blod forskellige steder på hendes krop. Der kom et par ulve hyl hist og pist. Fra forskellige vinkler. Ulvene kunne lugte det, så de troede sikkert der var føde.
Hun lukkede langsomt øjne i, og lænede hovedet helt tilbage..

En puslen lød fra et træ hvor en skikkelse kom ud fra.

Mr. Snippy kom ud af skyggerne, hvor han stille trådte frem. Han så på Jazmin med et stille smil, hvor han stille bukkede for hende. Han introducerede sig ved at stille at sige

"Jeg er Mr. Snippy jæger sendt fra min mester Scorpius de Sancte min ærede mester af skyggerne, dog stadig set af lyset"

Snippy nærmede sig Jazmin, med lette og rolige skridt. Ikke aggressivt som man normalt ville opleve med en jæger.

"Jeg har et spørgsmål inden jeg vurderer dig, Jazmin dæmon af blod! Er din vilje død over guds væsner? Eller hævn mod andre af din egen slags?"

Han stod blottet overfor hende. Han bar en medaljon med en inskription
Enver i denne verden har en værdi.
Du kan altid selv vælge andres værdi.
Men husk sværdet skal aldrig være ilde svunget.

Han citerede medaljonen for at vide hvad hun ønskede med verdenen. Men dog var sværdet trukket mod Jazmins strube!

Jazmin så blot på ham, med et lettere skræmt blik, men samtidigt var det enormt bange.
'' Så.. De er en.. Ha... Morsomt.. Alle i jeres race, jæger os. Selvom vi intet har gjort. '' Et smil dukkede op på hendes mundvige.
Hun skubbede blidt klingen væk fra hendes strube, selvom den skar hende en anelse i huden.
'' Jeg frygter min egen slags, som jeg frygter andre. Jeg er imod dem, men samtidigt med dem. Jeg beskytter mine med mennesker. Det gør alle. ''

Hun rejste sig op igen. Hun var egentlig blevet sulten af løbe turen, og sin egen blod hun kunne dufte. Og eftersom at hun var en bloddæmon levede hun både af sjæle og blod.
Hendes tænder begyndte langsomt at vokse..
Hun så blot på ham.
'' Jamen.. Jeg er Jazmin.. Nogle kalder mig Jazz, og andre Jamie.. ''
Hun sendte et ligeglad blik til ham. Hun havde kun set en skikkelse af ham, da hun var begyndt at flygte, men nu havde hun opdaget han egentlig ikke var en så stor trussel som hun havde troedet, dog frygtede hun ham stadig. Han var et menneske, og det ville man ikke kunne lave om på.
I en hurtig bevægelse, lod hun sin arm, tage fat i hans arm. Hun satte fint tænderne i ham, og uden at dræbe ham, tog hun en anelse af hans blod.
De nev en smule i ham, men ikke det vilde. Hun slap ham igen efter.
'' Jeg beklager, men min sult løb over. ''

Han kiggede på hende. Med forvirret blik, og en lille en-hånds armbrøst trukket af det pludselige angreb. Hans hjerte pumpede voldsomt af det han oplevede.

"Hvad gjorde du? Har du givet mig nogen gift gennem dit bid!?!"

Han trak sig lidt tilbage, og forsøgte at fortsætte deres samtale. Dog lidt mere forsigtigt i en forsvars position, i tilfælde af et angreb.

"Ok rart at møde dig! Men jeg vil have et svar bekæmper du din egen slags og støtter os, mennesker i at fjerne dem som udnytter de svage og fattige? Eller er du blot som dem?!?"

Hans arm hvor hans sværd blev båret rystede lidt, men i et forsøg på at gemme sin frygt gemmer han sig stille i skyggen under et træ. Du ser bladet af sværdet skinne i skyggen, men intet andet af ham som om han er gået i et med skyggerne.