Count me out... ~Please? (Zann.)

Sted: Corpsewind Cementery
Tidspunkt: Aften
Vejr: Regn, blæst og kølig aftenluft.
Omgivelser: Som der nu ser ud på en kirkegård, med grave, gravsten og udsmykninger af anden art – men også et område der er rigt på natur.

Grå tunge skyer hang hen over himlen og sendte store mængder af tunge regndråber ind over land. Det havde kun regnet i lidt over en time - men tilgengæld havde det på den ene time også stået ned i stænger.
Sillas kunne næsten ikke huske hvornår han sidst havde været tør – sådan rigtig tør. Teltet, han havde boet de sidste mange dage i, havde på det seneste været mere eller mindre vådt permenet, og det var ikke engang fordi han kunne hoppe ud af de drivvåde klæder han lige nu bar, og iklæde sig noget tørt – for han havde ikke længere noget der var tørt. Selvom han havde sit tøj, og andre pakkenelliker i en stor læderrygsæk var det meste af dette også fugtigt, koldt og klamt.
Han skuttede sig en smule på grund af kulden, og trak den mørke læderjakke tættere om sig. Hvad han ikke ville gi’ for, at den have en hætte, lige nu.
Hunden der gik ved hans side, virkede fuldstændig upårvirket af den hårde regn, men sendte med jævne mellemrum bebrejdende blikke op mod menneskemanden.
De var brødre, de to – hvor underligt og forkert det ellers forekom for nogen at en hund og et menneske helt biologisk kunne være søskende. Vidste man det, kunne man dog godt se at de havde nogle af de samme træk. Mørke dybe øjne, og hvor hunden havde forholdsvis lang, lys pels, havde Sillas hår af samme nuance der gik ham til midt på ryggen.
Stemningen mellem dem var ligeså kølig som vejret var, og det havde den været lige siden Sillas for fjerde gang insisterede på, at han godt kunne finde ud af at læse kort, efter at have ledt dem ad adskillige forkerte veje.

”Lad vær’ med at se sådan på mig,” bed Sillas ad hunden, da den igen sendte ham et bebrejdende blik, ”Denne gang er vi faktisk ret tæt på Doomsville, jeg er næsten helt sikker.”
Et let suk forlod menneskemandens læber, idet hunden enndu gloede vantro på ham, og tydeligvis ikke troede på hans ord. Selvom brødrene kunne kommunikere telepatisk med hinanden, var det sjældent de gjorde det – de forstod som oftest hinanden med et blik.
”Følg med, så skal jeg vise dig det,” tilføjede Sillas, lettere irriteret, og gik målrettet hen mod en sten som han satte sig på hug foran. Fra sin taske fandt han et krøllet nusset kort op, som han begyndte at glatte ud ovenpå stenen, hvorefter han begyndte at forklare.
”Se, vi var omkring hér i går aftes, og jeg tror at vi befinder os omkring hér, tæt på udkanten af Doomsville nu, og hvis vi bare forts-” Imens han talte, både pegede han på kortet og førte pegefingeren ad de stier, han mente, at de havde gået. Hunden afbrød ham dog ved at skubbe til hans ben to gange – fordi han ikke reagerede på den første gang, og først da løftede Sillas blikket og lagde ordentligt mærke til omgivelserne.

De befandt sig på en kirkegård. En mørk og dyster en af slagsen. Om dagen, badet i sollys, ville den sikkert være smuk – stadig lidt uhyggelig og skræmmende, men dog alligevel smuk. Lige nu synes Sillas dog bare at den var uhyggelig og ubehagelig. Han hadede tanken om, at der lå døde væsner under jorden netop her. Han skuttede sig en smule ved tanken, og hvis ikke det var fordi han allerede havde gåsehud på armene, fordi han frøs, ville han helt sikkert have fået det nu.
Der gik ikke mange øjeblikke før det gik op for ham, at stenen, som han lige havde glattet kortet ud på, også var en gravsten, og ved erkendelsen af dette flåede han det nu gennemblødte kort til sig, kom lynhurtigt på benene og bakkede nærmest instinktivt væk fra stenen.
Efter et kort øjeblik mumlede han et svagt: "undskyld," henvendt til graven, selvom han godt vidste at den døde sgu' nok var ligeglad med, at Sillas havde rørt ved han eller hendes gravsten, så det var nu mest for hans egen gode samvittigheds skyld.
De hastede kort efter videre, så hurtigt de turde gå uden at komme til at følte sig respektløse overfor de døde. Egentlig vidste de slet ikke hvor de skulle hen, og hvilken retning de skulle gå, men lige nu overskyggede ønsket om at forlade denne kirkegård ønsket om at komme til Doomsville.
Sillas skubbede en våd lok hår væk fra sit ansigt, og lod flygtigt blikket glide til begge sider, og da så han ham. En mand - et godt stykke væk fra dem. Sillas havde på grund af regnen svært ved at se ham tydeligt, og kunne kun se hans silhuet, men ud og dømme efter lignede det en mand. En høj mand. Et smil fandt hurtigt vej til Sillas' læber. Manden kunne garanteret guide dem i retning af Doomsville, hvor ville det da være perfekt. Nu hurtigere de slap væk herfra, nu bedre.
"Undskyld," nærmest råbte Sillas i retning af manden for at overdøve den både kraftige regn og blæst, og for at få mandens opmærksomhed. Han begyndte derefter blot at gå i retning af manden, og Cedric, som hundens navn nu engang var, gik blot få meter bagefter ham.

//Jeg ved godt det er nederen. Men er mega træt... Fuck det emne med Sean tømte mig for energi-.-' Har ikke været på hele dagen fordi jeg har haft mega travlt og har lige fået mine nye Hardball våben!!! Så jeg har været ude og bruge dem helle dagen så er helt død :/ Men lover dig du er den første jeg svare imorgen

Blæsten og regnen var voldsom. Men dog alligevel påvirkede det ikke denne mand. Han havde for en gangs skyld gået alene. Normalt havde han altid 2 store bodyguards med. Undtagen når der var regnvejr. Fordi han faktisk nød regnen. Han var gået langt. Normalt kom denne skikkelse fra Valley of Dead. Men nu fangede han sig selv stående midt i Corpsewind Cemetery. Han havde set det store skilt udenfor. Men alligevel så havde han ikke behøvet det. For han kendte kirkegården udenad. Johnson. Smith. Carlson. De stod til højre for ham. Og endda i den rækkefølge. Men alle 3 grave var tomme. Der var kun et hul i jorden tilbage. Denne skikkelse havde hevet dem op fra jorden. Med hans sorte magi. *Der er nogen bag dig* Sagde en stemme i hans hoved. Roligt vendte han blikket rundt. *Hvorfor efterlod du Zuro og Warren derhjemme Zann.* Sagde en stemme i hans hoved. Nej Zann var ikke sindssyg. HAn havde faktisk en anden stemme i hovedet. Zann havde 2 personligheder. Den ene var ham selv. Og den anden var det bjørne/drageformede skelethoved han kunne få frem fra ryggen. Når hovedet ikke var fremme. Talte det til Zann igennem deres fælles sind. Zann sukkede kort. Og svarede med sin stemme. "Fordi der ikke er noget. Det kan godt være du tror du hørte noget men jeg kan intet se." Sagde Zann kort med en smuk blid og rolig stemme. Zann var enkelt iført. Hans hud var gyldenbrun og smuk. Hans brune hår hang roligt hen over hans hoved hvor det nærmest satte sig fast til hans ansigt som om det prøvede med vilje at ramme det ind. Hans krop var muskuløs og fast. Hans øjne var himmelblå. Lyseblå med en strejf af hvid så det lignede en sky hen over himlen i hans øjne. Hans fingre var lige så tynde så man kunne se formen på hans knogler. Hans overkrop var bar. Og hans fødder var bar. Han havde kun et par bukser. Som var lige i den passende størrelse mente han selv. Andre mente de var lidt for store. For de hang nede så man kunne se lidt af hans hofter og røv. Og man burde kunne se starten af hans kønshår. Men der var glat.

Roligt begyndte Zann at gå lidt mere. Mens han så rundt. Stak begge hænderne i lommerne. Og begyndte roligt at kigge op i luften. Som om han havde set et eller andet interessant. Men det havde han ikke. Vandet ramte hans øjne direkte med dråberne. Han blinkede kort. Og sukkede svagt. Før han roligt så lidt ned af sig selv. Hvad skulle han lave? Efter mødet med denne Sean. Og Rafaela. Zantanna. Det var begyndt at blive kedeligt. Sean havde været interessant. Men de 2 andre. De var kedelige og svage. Han ville gerne møde nogle lidt stærkere modstandere. Og vhad var det over Rafaela? Som gjorde hun lignede hende så meget. Zann rørte roligt sin brystkasse ovenover hjertet lidt. Før stemmen i hans hoved kom igen. *Glem hende. Hun skred fra dig. Det jo klart. I hendes øjne er du ikke andet end et monster. Bare glem hende hun er intet værd.* Vreden kunne kort ses i Zann's øjne. Før et hoved blev presset ud af hans ryg. Et hoved der lignede en blanding af en bjørns og en drages hoved. Ren knogler. Med sylespidse tænder. Og røde øjne. Som fløj hen foran Zann. Hvor Zann hårdt greb fat om halsen på kraniet. Og pressede det ind imod et træ. Zann var ikke dum. Han vidste godt at prøve og kvæle et kranie var idiotisk. Men der vidste Zann noget klogt. Og greb fat om sin egen hals. Begyndte at presse. Dragehovedet begyndte at se ud som om det gik i panik. Stemmen kom ud fra hovedet. "Hva laver du." Hovedet lød drabeligt og monstrøst men samtidig hæst som om det blev kvalt. Zann så på hovedet med et alvorligt blik. "Du skal aldrig nogensinde sige sådan noget om mig! Luce ser mig ikke som et monster." Inderst sinde vidste han godt det var sandt men han benægtede det altid. "Og hun er ikke ligegyldig. Forstår du det?" Sagde Zann hårdt. Roligt begyndte dragehovedet at nikke. Og Zann slap sin hals og kraniet's hals. HVorefter kraniet gled ind i Zann's ryg igen. Roligt begyndte Zann at gå videre.

Zann stoppede kort op. Og sukkede svagt. Før han vendte blikket opad. Han syntes han hørte noget. Og denne gang var det ikke bare hans andet sind som sagde det. Han hørte noget selv. Og rigtig nok så kom en høj tynd mand løbende hen imod ham. Zann var ikke lige så høj så det ud til. Zann var kun 180. Rimelig lavt for en mand efter hans mening. Men sådan var det vel. Undskyld kom der råbene hen til ham. Roligt vendte Zann kroppen imod den løbende skikkelse kort. Før han svang hovedet som han skulle følge efter. Før Zann begyndte at gå skråt opad og tilhøjre i forhold til hvor han var. Hvor man kunne se skikkelsen af en pavalion som man kunne stille sig på for at undgå regnen. Zann bevægede sig roligt op på pavalionen. Og vendte sig imod skikkelsen roligt. Afventende. Han snusede kort ind og smilede kort. *Santuine. Så må hunden bag ham være tvillingen.* Tænkte han kort med hans egne tanker. Og smilede svagt. *Det er længe siden jeg har haft sjov med en Santuine.* Roligt stod han i midten af pavalionen. Med håret let over ansigtet så det ikke kunne ses ordenligt. Som så gjorde at han så almægtig og stærk ud selvom han ikke var så høj.

Mandens skikkelse blev tydeligere nu tættere Sillas kom på ham. Manden så ud til at være en smule lavere end Sillas selv var, ikke meget, bare en anelse - til gengæld så han dog også ud til at være langt mere veltrænet. Sillas selv var normal af bygning, men lå dog alligevel mere til den spinkle side.
Det tog ham nogle øjeblikke at forstå hvad mandens hensigt var, da han svang hovedet mod den ene side - men da han begyndte at gå, dæmrede det hele lidt for Sillas. Han ville ha' ham til at følge efter sig.
Sillas satte tempoet ned, og begyndte blot at gå op mod manden på pavillonen. Da han passerede de 3 åbne grave rynkede han panden forundret, og nærmest pr. automatik rykkede han sig længere væk fra dem. Mon det var en eller anden tradition de havde her? - Måske skulle noget renoveres eller ændres? Der var sikkert en logisk og fornuftig forklaring på dette, men det gav ham stadig kuldegysninger. Grave skulle forblive lukkede - sådan havde han det bedst.

Da han var nogle få meter fra pavillonen hørte han for første gang i langt tid Cedrics milde stemme i sit hoved: "Hvor pokker er hans jakke - og sko? Han må da fryse. Kan han ikke se at det regner?"
Et smil spillede omkring Sillas' læber ved broderens ord. Han havde faktisk ikke selv tænkt over mandens påklædning, eller mangel på samme, før hunden havde fremhævet det - men nu hvor han var blevet opmærksom på det, blev hans nysgerrighed over denne mand vakt en anelse. Han havde dog ikke tænkt sig at 'hænge ud' bare for at få sin nysgerrighed stillet - han måtte holde sig til planen: at spørge manden om vej.
"Åbenbart ikke," svarede Sillas  muntert sin bror. Hvis man ikke kendte til deres race og baggrund måtte Sillas virke pænt underlig. Når hunden telepatisk talte til ham, havde han til vane at svare den højlydt - sådan så alle andre også kunne høre ham. Vidste man ikke bedre lignede det en envejskommunikation - at han bare rendte rundt og talte med sig selv, eller med en hund, hvilke virkede nærmest ligeså bizart.

Sillas tog to hastige skridt for at nå op på pavillonen, og hunden fulgte bare lydigt med.
"Vildt vejr, hva'?" Mumlede han lavmælt og gav sig til at vride sit lange, blonde, filtrede hår fri for vand. Om hans mumlen var henvendt til ham selv, eller til manden var egentlig lidt svært af afgøre. Hunden begyndte også t ryste pelsen for vand, men fordi den havde en del oppakning spændt om ryggen, var det lidt et sørgeligt forsøg...
Sillas kastede det nu ikke længere drivvåde, men stadig våde, hår over den ene skulder og vendte sit blik mod mandens ansigt. Manden havde utrolig kønne blå øjne, bed han mærke i, men derudover kunne han ikke se så meget af mandens ansigt, da meget af det var skjult bag hans hår.  Sillas sendte ham et venligt smil og tippede hovedet til den ene side.
"Du kan vel ikke fortælle os hvilken vej Doomsville ligger?" Han kløede sig kort på kinden, men lod så armen dumpe ned langs siden igen.
"Men vi er ikke så langt fra, er vi vel?"
Smilet spillede endnu om menneskemandens læber og han skævede en enkelt gang ned til hunden. Han håbede at den fremmede ville give ham ret i, at de ikke var langt derfra, så han kunne overbevise Cedric om, at han godt kunne finde ud af at læse kort.
Hans mørke øjne hvilede blot afventende på mandens ansigt.

((Jeg smutter på rus-tur med mit studie her i dag, så jeg kommer ikke til at besvare emnet før søndag - måske først mandag.. ~ just so you know. (;  ))