The only one you can count on is you -Jacob-

Bonnie gik rundt et sted for sig selv, hun havde underligt nok ikke rigtigt meget at lave. Der var ingen af hendes fjender i området, heldigt for hende. Bonnie var altid et skridt foran, og plottede altid videre på sit næste skridt i at undslippe. Det havde virket i over 500 år nu, og selvom hun var træt af det. Så ville hun ikke lade sine fjender vinde. Bonnie havde hørt om en tidligere klanleder, dog gav hun ikke meget for klaner og deres loyaliteter. Folk man holdt af svigtede i sidste ende alligevel, eller så skubbede man dem væk fordi de ændrede sig.
Sneen dalede langsomt ned fra den sorte himmel, og kulden bredte sig langs over Bonnies ellers tykkehud. Hendes hår var sat op i en høj fletning, og hun bar et par jeans som had tæt ind på hendes ben, samt en coranblå top til. Hendes stilletter klingede i asfalten når hun gik. Der skulle lidt mere end koldt vejr til at skræmme Bonnie. Snart fik hun øje på en som havde sine øjne på hende, lidt mistroisk vendte hun sig imod ham med et hævet bryn. Samt et skarpt glimt i øjet.
"Kan jeg hjælpe dig med noget?" Spurgte hun noget koldt.

P: https://2img.net/h/oi40.tinypic.com/2hda7ia.gif

Han sad på et tag, de krystalblå øjne var lukket i. Han sad med sine egne tanker. På kroppen bar han en hættetrøje, hvor hætten ydmygt var trukket op over hovedet. Underkroppen havde han besluttet at beklæde i et par brune, slidte cowboybukser. I det øjeblik vinden tog fat i hætten, var han klar på at gribe fat i kanten af den og sørge for at den ingen steder røg. På kanten af sin håndflade, kunne han mærke et ru form for stof der kradsende irriterede ham. Da han kiggede ned, gav det et stik i hjertet på ham at se medaljonen den unge Josh havde lavet til ham. Han tog den helt op i sin håndflade og så på den med et svagt smil. Billederne af Josh kunne stadig genere ham grufuldt, mere end hvad han turde at indrømme overfor sig selv. Med et suk, puttede han medaljonen ned i hættetrøjen igen og gjorde et enkelt spring ned fra taget. Han landede perfekt på sine ben, ignorerede det lille stød der nu gik igennem dem. En snævre duft af en anden dæmon, fik ham til at dreje hovedet et par gange. Stillethæle klingede imod jorden. En kvindelig dæmon.. Takket være sin nysgerrighed, blev han stående og ventede på at hun skulle dukke op. Ven eller fjende, det måtte tiden vise! Da hun endelig kom frem, stolt og stærk, drejede han sig om imod hende, så de nu stod front til front. Før han overhovedet kunne nå at sige noget, åbnede hun munden og afslørede en kold dæmon stemme. En stemme han også burde eje. Som Jacob nu altid var, sendte han hende et kækt smil og rystede svagt på sit hoved.
"Nej, det er der tvært imod ikke, hvorfor tror du dog at der er det?" Han startede en øjenkontakt med hende. Hænderne blev puttet i hættetrøjens lomme. Vaner var svære at slippe af med. De krystalblå øjne lyste svagt op under hættens mørke tæppe.
En lyd, larmende som to sværd der ramlede sammen, fik Jacob til at dreje hovedet i overraskelse. Inden han overhovedet nåede at blinke, blev et net kastet ud over ham og Bonnie, faldt hurtigt ned på dem som en pludselig regn.
"Vi fik dæmonerne!" skreg en lys stemme. Rundt om dem ville de nu kunne mærke den lyse aura fra nogen af de mest hellige væsner i underworld. Engle. Jacob vrissede af dem og hver gang en af dem, så meget som nærmede sig, kastede han is ud efter dem og de veg tilbage i afsky..

Et net fløj ned over hovedet på hende, hun hadede at blive overrasket på den måde. Men engle kunne man ikke regne med, og de burde endelig bare dræbes. Alle og enhver. Dog var de ikke sådan en stor trussel igen, dæmoner var stærkere. Disse engle havde tydeligvis ikke styr på hvem de havde med at gøre. Bonnie fnøs af dem før hun kiggede på isen Jacob kastede med. Hun havde med erfarringer lært at hun kunne sætte ild til væsker, men også bare styrer den generalle ild. Det var ret smart i visse tilfælde. Bonnie smilede hånene før flammerne pludselig lyste op fra noget is. "Er i sikre på det, for det ser ud til at i ikke har en skid forstand på hvem i har med at gøre." Sagde hun hånligt og rystede så på hovedet af dem. En af englene stod i noget sne, og der gik ikke langtid før der var ild i hans ene ben, og han snart faldt om af brandsår.
"Kan du ikke lave et isspyd eller sådan noget og skærer os fri." Bonnie var hurtig tænkene og klog på sammetid. Det havde hun brug for at være når man var hende.

Det hele gik så stærkt. Fra det ene øjeblik var det reneste sne, lavet om til et omklamrende mareridt af ild, der fik en af engle til at skrige højt af smerte, indtil han faldt om på jorden og lignede et brændt, sort stykke kød. De andre engle reagerede enden ved at råbe højt, forsøge at hjælpe ham, eller endda at gå direkte i mod angreb imod Bonnie. Med deres hænder knyttede sammen, slog de på hende og rev hende i de lange brune lokker. Imens de havde travlt, tog han imod hendes råd, uden at tænke videre over det. Dog, i stedet for at lave et is spyd, gjorde han hele nettet omkring dem til en tynd og brydelig is. Så snart hele nettet var hvidt og koldt, tog Jacob chancen og knækkede det over. Det faldt nu ned over dem som en blid sne storm. Hurtigt var Jacob på benene, snørede en hånd om halsen på en af englene og kylede ham ind i den nærmeste mur. Muren faldt sammen på stedet over englen der skreg.. Skriget blev dæmpet. Han så hen imod Bonnie, for at se hvordan hun tog imod de andre engle.

Sig mig engang! Slog de på en kvinde!? Disse engle var ikke særlig godt opdraget, dog virkede Bonnie blot rolig som om det ikke rigtig gjorde hende noget og det gjorde det heller ikke. Bonnie slog blot igen, dæmon slag var hårdere end engles. Til hendes fordel, og med et par slag de rigtige steder lagde de på jorden og Bonnie kunne rejse sig op. Flammerne steg op fra jorden de lagde på, og kroppene brændte. Lugten af røget kød flød rundt omkring stederne, Bonnie var klog nok til at vide at de ville blive opdaget og så ville der komme spørgsmål, hvis de ikke løb. Derfor tog Bonnie sig et hurtigt kig omkring før hun løb i Jacobs retning, hun tog hans hånd og 'tvang' ham endelig til at løbe med hende. Bonnie var van til at løbe for at undgå dårlige situationer, det var det næsten hvert minut af hendes liv gik ud på. At plotte hvordan hun ikke blev fanget. Ekstremt trættene, men nødvendigt for hendes overlevelse.