Hvem er du og hvad vil du mig? Anglea morituri

Regnen silede ned i trykke stråler, gaden hun gik på var så tom at hun kun kunne høre sin egene melodiske skridt som samme med regnen var som glædeglig melodi, hun savnet at gå ude ude i regnen, hun havde altid beundret den, men for hende var det jo også lige meget hvor våd hun blev i dag havde hun sin sorte kjole og grønne kappe på, hun lignede en helt normal menneske, vis bare man så bort fra hendes marmor blege hud. Et svagt piget grin ramte hendes læber idet hun satte i løb i gemmen regnen det var kun normal løb. Hun var så glad at hun ingen gang så den skikkelse bag hende, hun drejede ned af en gyde, den var kold og mørk igen var der ingen, faktisk var hun på jagt desuden kunne man ikke give menneskene skylden at de eller ville være inde, men på grund af hendes krop gjorde det ikke hende noget hun kunne hverken blive syg eller død med mindre der kom en pæl forbi hilste på hendes hjerte. Hun trak kappen af og de mørke krøller landte på hendes skulder, hun anede ikke hvad hun skulle gøre jagten var vis mislykkedes, det var vel heldigt for dem. Hun lod de svagt røde øjne glide henover hendes omgivelser, de føltes for stille alt for stille. Hun følte at noget eller nogen holdte øje med hende.
Zantanna trak kappen over hovedet satte kursen imod kroen vis det var hendes onde adoptivfar så måtte hun finde et sted hvor var det flere hun kunne drog ikke få færten af ham så derfor var ikke hun sikker på at det var ham. Zantanna kom langt om længe i tanke om kroen satte kursen til kroen. Hendes hjerte havde villet hamre afsted vis ikke det var fordi det var dødt, men der var noget som skræmte hende, men det bedste var lade som ingenting så de eller den ikke følte sig truet. Hun drejede ned af en gade hvor der var mere lys da stod nogle få mennesker og væsner, men ingen hun kunne tage sig af lige nu. Hun var bange for jagten var vendt og at hun var den jagede. Zantanna havde efter 10 min nået halvvejs til kroen da hun stoppede op. Hun trak vejret dybt for at være sikker på at vedkommende ikke var en hun vidste hvem var derefter forsatte hun. Zantanna var sikker på at det ikke var hendes adoptivfar det kunne sagtens være at det bare var hendes hjerne som spillede hende et pus.

Angie havde denne aften ikke de største planer, faktisk havde hun planlagt at jage, og hvilket sted var bedre end byen? Hun var egentlig kun på gennemfart igennem dette distrikt, da det var her de 'beskidte' boede. Dem som ingen savnede, dem som ingen talte om, eller bemærkede, dem hvis stemmer aldrig blev hørt. Det var ikke et sted for Angie, hun nægtede at identificere sig med denne klasse, ligeledes nægtede hun at være en del af den, eller blive omtalt som en, og derfor jagede hun ikke her.
Hun drejede omkring et hjørne, på hendes vej imod de højere kredse, ide hun blev mødt med duften af en vampyr. Hun lukkede i få sekunder de sorte øjne, og lod duften fylde hendes næsebord, imens hun forsøgte at identificere hvorvidt væsnet var af hankøn eller hunkøn. Hun drejede i et ryk, væsnet var af hunkøn, og derfor ikke umiddelbart en trussel for Angie. Hun stoppede igen op, denne gang i et ryk. Den lange sorte jakke som hun bar var trukket op over hendes øre, men slæbet slog let bagud i denne handling. De sorte støvler som hun alt for tit bar, var snørret godt til omkring hendes fødder, hun havde ligeledes sorte bukser på og en sort langærmet bluse inden under. Det lange hår var sat op i en stram hestehale for at holde tænder og øjne fri. De hvide spidse tænder blev blottet og de sorte øjne blev igen skjult bag ved blege øjenlåg. *Det var jo ikke meningen* Den lange sorte jakke som tidligere havde stået åben, blev nu lukket. *men måske hun er interessant, måske hun kunne bruges?* tankerne kredsede omkring beslutningen, og hun kunne jo altid æde hende hvis hun var i ordentlig stand?
Angie gik videre imod hunvampyren, med faste og bestemte skridt. Et koldt smil gled hen over de røde læber, ide hun var kommet tæt på vampyren, hun var ganske lille, og så ikke ud til at være fysisk stærk. Til gengæld så hun ud til at være nervøs, eller ligefrem bange, hvor fascinerende!
Hun fulgte vampyren i lidt tid, for at se hvor skræmt den ville blive.
Efter nogen tid med denne 'leg' kede det hende, og med hurtige skridt kom hun foran vampyren, hun stillede sig lige i dens retning, således at den ville gå ind i hende hvis den ikke ændrede sin retning. I det blege lys fra månen, som af og til havde hel til at komme igennem de tygge regnskyr, kunne hun svagt skimtes af vampyren, og dette var helt med vilje. "kom kom lille skabning" Angies stemme var gennemskærende og isnende i den tavse nat, og hun var sikker på at vampyren ville kunne høre hende.






//du må undskylde tiden, og det korte svar! Håber det kan buges til noget x3 //

Zantanna havde ikke selv valgt at bo i denne del byen, faktisk havde hendes adoptivfar valgt for hende, for det ham hun skjulte sig for. Zantanna forsatte fremad i stykke tid og havde næsten nået kroen trykhed, men igen skulle der ske ting for hende som ikke gik efter planen sådan var det altid for hende da den fremmede kaldte på hende skulle lige samle sig. Hun var tydeligt ikke glad for dette og trak for en sikkerheds skyld kappen længere ned over hovedet så det kun var de blege læber som var synlige hun måtte gøre sig farlig og som hun plejede hvæssede hun imens hun blottede de spidse tænder som var farligest ved hende. Hun vidste at hun ikke var den stærkest, men kom den fremmede tættere på ville hun bruge sin evne og så ville hun fortryde at hun stoppede hende. Hun måtte komme på en plan for denne kvinde var hun sikker på ikke var ude på noget godt. Måske arbejde kvinden for hendes adoptivfar? Nej han brugte ikke kvinder så det var udelukket. Hendes hjerne arbejde på højtryk for at finde forklaring på hvorfor en fremmede tog kontrakt, men den eneste forklaring der var i hendes hoved var at hun arbejde for ham, hendes adoptivfar.
Den mand som havde gjort hendes til mareridt som varede evigt, hun sank svagt en klump kvindens stemme var så kold. Hun måtte komme op med noget så hurtigt som hun kunne, hun havde kun lige nået at stoppe og de stod ret tæt lige end til Zantanna begyndte at bakke baglæns. Hun måtte tage sig sammen " har din mor ikke lært dig at man ikke må snakke med fremmede?" spurgte hun, hendes stemme var smule ironisk da hun aldrig selv havde fået det at vide og at levede af tage kontrakt til fremmede. Hun bakke stadig, men turdte ikke vænne ryggen til denne fremmede for at gå. Noget sagde hende at en kamp var under opsejling, men hun ikke tænkt sig være den angreb først. Hun ville dog ikke give op uden kamp og da ihvertfald ikke vis den fremmede startede.

Zantanna hadede at bo i dette kvarter da altid mange skumle typer og det var ikke første gang hun kom i sådan en situation, men det var første gang at hun ikke var sikker på at hun ville vinde, denne dæmon virkede så stærk og magtfuld. Hun vidste ikke om hun skulle frygte den eller lade paraderne falde, det kunne jo være at hun bare ville snakke. Hun lod svagt en hånd glide igemmen håret inden under kappen før hun valgte tage den af. Hun ville teste om kvinden ville kunne genkende hende, vis ikke så var hun sikker på at hun ikke arbejde for hendes adoptiv far.

Angie smilede koldt, den røde tynde streg omkring hendes ellers sjæledøde sorte øjne lyste kort op, øjene var så kolde og mørke at selveste Satan ville finde dem smukke. Hvor sødt, den forsøgte at gemme sig, eller ligefrem at se farlig ud. Angie stod rør, med let spredte ben og hænderne foldet på ryggen mens hun ventede på at vampyren kom tættere på hende, utroligt den tid væsnet kunne bruge på at komme tættere på hende, hun var trods alt vampyr, hun burde være hurtigere.
Hvæset fra vampyren var for Angie ynkeligt. Angie blottede hendes spidse hjørnetænder som både sad i over og undermunden, og det var ikke kun hjørnetænderne der var spidse, men også den ene tand ved siden af hver hjørnetand. Hun hvæsede ikke men viste dem blot, som målte de våben. Hun lukkede munden igen og det kolde smil kom tilbage "kom kom" gentog hun og betragtede væsnet.
En kold latter slog op fra Anige da den fremmede begyndte at bakke og tale, hun lænede sig lidt forover hen mod den fremmede "Og alligevel taler du til mig? Så du har vist heller ikke lært det" Angie rettede sig op igen og så på væsnet, hvorfor så nervøs?
Angie ændrede ikke ansigtsudtryk da hætten blev trukket af og vampyrens ansigt kom til syne "uuh i found a pretty one" kom det kort fra Angie da hun kunne se væsnet.
Hun gik et skridt tættere mod væsnet som blev ved med at bakke, derefter rakte hun en hånd frem imod hende "kom så... Nu ikke så genert" Den kolde stemme virkede på en måde indbydende og overtalende. Hun skulle jo helst ikke have skader før operationen. Det kolde smil på Angies læber blev lidt større, mens hun stod og ventede på hvad væsnet ville gøre. Det var som om dette væsen havde en forestilling om hvem Angie var? Som om hun ventede at Angie var sendt af nogen, men indtil videre havde hun ingen arbejdsgiver, og hun blev en smugle nysgerrig over hvem det mon var som dette væsen frygtede så meget? Hun frygtede det overmådeligt meget.... Men Angie skulle nok overtage den plads, hun skulle nok blive mere bange for Angie end hun var for nogen anden... eller det var planen i al fald. At hun aldrig kunne se sig i spejlet uden at tænke på den frygtindgydende skabning, som Angie nød at være. At hun aldrig igen ville kunne lukke øjende, eller sove trygt på grund af frygt... Og at hun ville gøre alt hvad hun kunne for ikke at gøre Angie utilpas, som en lille soldat fyldt med æresfrygt.

Zantanna vidste ikke hvad hun skulle gøre, normalt ville man vel løbe dog turdte hun ikke vende den denne fremmede ryggen, men hun ville heller ikke gå med hende, vis hun skulle gå nogle steder med den fremmde måtte den fremmede tvinge hende hun havde ikke tænkt sig at følge frivilligt med. Hun betragtede svagt hånden og rystede på hovedet. Zantanna var ikke dum eller naiv mere det havde han slået stykker for evigt. Han havde ødelagt hende og hun havde ikke tænkt sig at andre skulle fange hende knække hende som han havde gjort " Nej jeg vil ikke gå med dig" hendes stemme var blevet en smule køligere nu hvor hun vidste at kvinden ikke arbejde for hendes adoptivfar, men alarmklokkerne ringede stadig. Hun betragtede stadig hånden, men hun tog den ikke istedet arbejde hun på en plan, men hun vidste ikke helt om den fremmede ville lade hende komme forbi, men blev nød ti tage chancen det kunne være at vis nåede forbi og ind kroen at kvinden ville opgive. Hun sank svagt en klump imod den fremmede med hastige skridt gik imod hende for at komme forbi. Hun var klar over at der var en chance for at kvinden ville gribe ud efter hende når hun kom forbi, men den chance måtte hun tage. Hun nåede ikke så langt før kvinden komenterede hendes udsende. Hun lagde hovedet smule på skrå hun havde undrende blik, hvorfor ville den fremmede sige sådan noget. Hun rystede svagt på hoved og måtte minde sig selv om at hun ikke ville vide eller havde noget med den fremmede at gøre. Hun forsatte imens hun modigt begyndte at nærme sig " jeg er ikke genert der bare nogen jeg ikke har lyst til at være sammen med og du er en af dem" svarede hun hendes stemme kold og hånlig. Hun skulle nok komme forbi ind isikkerhed.

Det var tydeligt at se på vampyren at hun var utryg, for slet ikke snakke om hvor let det var at se at hun så sig desperat omkring efter et tilflugtssted. Angie lukkede øjende og rystede på hovedet, da vampyren nægtede at tage imod hendes tilbud "nuvel" hun tog hånden til sig og rettede sig op men hun så på skabningen. Hun så undrende på vampyren, troede hun virkelig at hun bare kunne marchere forbi Angie?
Angies ansigt forblev koldt, og hun lænede hovedet på skrå og lod vampyren komme helt på hende, lod hende tænke at hun nok skulle nå at komme væk, og først da hun netop var omme bag ved Angie, så tæt på sikkerhed, vendte Angie sig om, greb fat i vampyrens arm, og slyngede hende med voldsom kraft tilbage af den vej hun var kommet. Hvis hun havde en dårlig balance ville hun med sikkerhed falde, hvis ikke, skulle hun være hurtig for at blive på benende. "Du burde tale pænt til de fremmede du møder, man ved jo aldrig hvad en dårlig opførsel kunne bringe" Angies stemme var kold som is, men rolig og fattet, som var hun ikke påvirket af situtationen overhovedet. "nuvel... skal vi prøve en gang til? huh?" hun så på væsnet med lysende sorte øjne, det var helt underligt at se hvordan den sorte farve faktisk kunne lyse op. "du kan lige så godt lade vær med at prøve, det kønne ansigt skulle nødig komme noget til, med mindre jeg gør det kønnere" et helt forvrænget og koldt smil kom til syne på Angies læber. Hun trådte et skridt tættere på Vampyren og rakte igen en hånd frem "hvis du går frivilligt, kommer det ikke til at gøre ondt" hendes ansigtsudtryk ændrede sig ikke det mindste. *I al fald ikke til at starte med* tænkte hun og ventede på vampyrens modtræk "det lover jeg" med neglen lavede hun et brændende kryds på hendes hals, som kort efter forsvandt. Hun var bundet af sit ord, men hun havde uden at Vampyren hørte det, jo tilføjet lidt ekstra til aftalen. "desuden, så kan du få stor gavn af de planer jeg har for dig"

Zantanna troede at hun nu ville være i sikkerhed, men det kun end til blev slynget tilbage med sådan en kræft at hun kun lige blev stående hun kneb vredt øjnene sammen hvad var det lige Zantanna havde gjort hende? Hun rystede på hovedet, hun skulle ikke med hende. Hun vidste ingen gang hvor de skulle " jeg har sagt nej" svarede hun og skubbede hendes hånd væk hun vendte ryggen til for at gå den anden vej. Hendes øjne var blevet fulstændigt røde. Hun var vred på den fremmede over at hun havde kastet hende tilbage, men hun behøvede jo ikke finde sig noget hun kunne jo bare gå den anden vej. Hun troede bestemt ikke på hvad den fremmede sagde og det kunne tydeligt mærkes at hun ikke stolede på denne fremmede overhovedet, men vis den fremmede skulle have hende med var det under tvang og skulle nok sørge for at den fremmede ikke ville komme tæt nok på uden at fortryde det.