Hvem og hvad er du? - Atreyu

Sted: omkring en halv times gå tur fra Lith´rras hus
Tid: omkring middag
Vejr: klart og skyfrit, men frost.
Omgivelser: Vinterhvidt landskab af træer, buske og skovbund

@Atreyu

Beklædning: Vinterkåbe

Larlii havde spurgt om lov til at gå en tur for at nyde det gode vejr og eftersom Lith´rra havde noget han skulle ordne, havde hun fået lov. Hun havde belønnet ham med et kys og lovning om at de skulle nyde hinandens selvskab senere på dagen.
Lige nu gik hun rundt og nød stilheden i skoven, mens hun studerede omgivelserne rundt om Lith´rras hus. Hun var endda en smule overrasket over at det havde taget dem omkring seks dage at komme frem. Men nu nød hun bare at kunne slappe af uden at skulle gøre ret meget. Hun havde opdaget at Lith´rra var ret så velhavende med tjenestefolk. Noget der tog hende nogle dage at vende sig til, da de var af forskellige racer, men hun behandlede alle som var de på lige fod med hende selv.

Hun var nået et stykke væk fra huset og befandt sig nu i en lysning, som hun nemt kunne forstille sig hvor smuk den måtte være i fuld flor. Hun måtte afgjort besøge stedet igen til sommer, hvis hun kunne finde tid mens byggeriet stod på. Det fik tankerne til at glide tilbage til dragerne. Hvor hun dog savnede de små og Fafnir. Men Fafnir havde bedt om lov til at blive ved de små og hun kunne ikke nægte sin bedste ven noget. Hun viste at de var i gode hænder hos Althorn, men det var nu alligevel lidt svært at vide at hun ikke bare kunne se dragerne når hun fik lyst.

//Starten er aftalt med Lith´rra

Atreyu var nået et godt stykke efterhånden. Det mente han i alt fald selv. Det var godt nok stadig i begyndelsen af hans rejse, kun nogle dage indeni den, men han havde allerede fået lagt en god afstand mellem sig selv og Bloodrage, og var i færd med at vandre igennem elvernes skov, så uforstyrret som han nu var så længe han ikke skadede naturen og lignende. Grænse vagterne var vandt til ham og vidste hvem han var, hvorfor det intet problem havde været at komme ind for at han kunne fortsætte sin rejse nordpå i lidt mere sikre omgivelser end de åbne vidder af ørkenen.

Han havde tidligere på dagen fået fanget sig et par kaniner og spist dem, før han havde brugt en bæk til at vaske blodet ud af sin pels på trods af hvor koldt vandet var, for at fortsætte sin færd. Men nu var han så ved at nå en lysning, hvis han ikke tog helt fejl af hvordan han lige kunen skimte noget mere lys gennem træstammerne. Og ganske rigtigt, det tog ikke længe før han nåede frem til en lysning - omend han brat standsede op, for der, midt i lysningen, stod en elver. Han observerede hende still eog roligt, med hovedet let på skrå. Det gav ikke mening for ham at prøve at skjule sig lige nu. Godt nok var han rimelig sikker på at hun ikke havde hørt ham, da pelsen gjorde meget for at lyddæmpe, selv i sne, men få øje på ham skulle hun nu nok. Midt i dette snehvide landskab stod han trods alt ret meget ud, med sin dyb orange og sorte pels. Til gengæld var der ingen risike for at noget som helst af sneen nogensinde ville ramme hans mave og torso medmindr ehan lagde sig ned, grundet de lange ben en mankeulv nu engang havde - noget de rlidt så ud som om, at det hørte mere hjemme på et dådyr end et medlem af hundefamilien.

Larlii havde lagt hætten ned, så hun bedre kunne se sig rundt og derved var hendes øre blevet synlige. Hun drejede langsomt rundt om sig selv, mens hun studerede lysningen og dens omgivelser. Men stoppede brat da hun fik øje på et dyr hun aldrig før havde set eller hørt om. Dog så det ikke ud til at dyret var farligt eller truende. Måden dyret stod med hovedet mindede hende om når Fafnir eller de andre små drager så spørgende eller undersøgende på hende. Det fik et varmt smil til at brede sig over hendes læber og hun lod sig stille og roligt synke ned i hug, så hun kom ned i dyrets højde.
”Hvor er du smuk. Gad vide hvilken art du er?” Stemmen var blid, varm og rolig, ligesom hendes øjne der lyste af beundring og nysgerrighed. Selv om hun ingen ide havde om dyret, så gjorde hun som hun normalt gjorde omkring andre dyr: behandlede dem med respekt og beundring.
Dette var dog første gang i mange år hvor hun var alene, eftersom Fafnir ellers altid var i nærheden af hende. Men det tænkte hun ikke meget over lige nu, hvor hun beundrede det smukke dyr foran hende. En tanke fik hende til at smile lidt bredere: benene lignede nogle som passede bedre på en hjort end på det som delvis lignede en ræv. Ørene var også ret store i forhold til en ræv.

Atreyu stod nærmest helt bomstille som han holdt øje med hende - før havde det været en indskydelse at de tnok var en elver, nu han var i deres skov, men da hun trak hætten ned, gjorde ørerne det tydeligt at han havde haft ret i sine tanker. Som hun stoppede op da hun fik øje på ham, tog han et enkelt skridt bagud, stille og forsigtigt, selvom han stadig så på hende med en vis nysgerrighed i sit udtryk. Forsigtig nysgerrighed, om man ville.

Han ville godt have undertrykt det, men kunne ikke helt lade være alligevel. Da hun sådan gik ned i hug og talte til ham som om han blot var et helt normalt dyr, kom der et meget lavt,næsten umærkbart fnys fra ham - og en let rullen med øjnene. Noget man ikke ligefrem så normale dyr gøre. Hans øjne afslørede da også den menneskelige intelligens der gemte sig bag dem, som han så på hende igen, og fik øjenkontakt med hende.

Men han var dog ikke så nervøs længere, for fredelig lod hun da til at være, og elverne var generelt også på god fod med formskiftere, så vidt han vidste. Så derfor trådte han nu stille og roligt frem mod hende, for at standse omtrent en meter fra hende. Her ville det nok også være tydeligt for hende at se de bæltetasker han havde på sig, den nemmeste måde at transportere hans vigtige ting på,når han var i denne form.

Hun bemærkede godt at dyret virkede som om at det nærmest var fornærmede over hendes måde at tale på. Særligt studsede hun over synet at den lavede en let rullen med øjnene, som hun havde set nogle folk gøre når de var fornærmede eller trætte af noget. Det fik hende til at se mere indgående på dyret. Øjnene afslørede en intelligens og da den roligt trådte frem mod hende, så hun også de bæltetasker som der var spændt fast om livet på den.
”Kan det virkelig passe? Er du en af de væsener, som kan shapeshifte?” Spørgsmålene blev udtalt med en venlighed som om hun talte til en ligesindet.
Dette var nærmest for godt til at være sandt. Først havde hun mødt Lith´rras blandet familie, så dværge og nu så det så ud til at hun have mødt en shapeshifter. Hun blev helt imponeret over sit held for tiden. Noget der kunne ses som glæde i hendes øjne og varme smil. Hun studerede stadig dyret for at lære så meget som muligt om det, og blev derfor siddende i hug.
"I så fald, undskylder jeg for min uvidenhed."

Idet mindste tog det ikke lang tid før hun åbenbart var med igen, og havde opdaget at han netop ikke bare var et helt normalt dyr. Det var da altid noget, og især undskyldningen. Han nikkede let, for at vise at han tog imod undskyldningen, før han så sig lidt omkring. Hmm... Hun ville jo ikke rigtig kunne forstå ham i denne form, det var kun nogle andre formskiftere der kunne... Dem der havde noget med hundefamilien at gøre, i alt fald. Så derfor røg hans blik tilbage på hende, og han løftede en pote for at pege på hende, og derefter sætte den bestemt ned igen, som hans måde at sige 'bliv lige her' på.

Han vendte sig derefter om, og gik ind blandt de lidt tættere buske og sådan. Det tog ikke længe før hun ville kunne høre led der poppede/sprang, hud der gav sig lidt... Som han langsomt fik forvandlet sig tilbage, og skyndte sig at komme i det varme tøj han havde pakket i sine bæltetasker, fordi - for hulens, hvor var det altså koldt her uden pelsen til at varme sig! Kun godt han havde pakket uldtøj og kappe ned. Derefter satte han nu bæltetaskerne omkring sin hofte, før han roligt gik tilbage til hende, og sendte hende et lille, skævt, venligt smil. "Jeg gætter på det er nemmere at forstå mig sådan her,"

Hun smilede da væsnet nikkede let ved hendes undskyldning og kunne ikke skjule det skæve smil, som kom da hun så væsnet først pege på hende og derefter sætte den bestemt ned i jorden igen. Nærmest som om den ville have hende til at blive hvor hun var. Hun havde skam heller ingen tanker om at flytte sig, da hun var utrolig nysgerrig efter at vide om hun havde ret i sine tanker. Hendes øjne fuldte væsnet ovre til buskene, hvor hun kort efter lukkede dem og gøs over de lyde hun hørte. Det måtte gøre forfærdeligt ondt at skifte form, det var i hvert fald hendes tanke. Og hun kunne heller ikke afholde sin krop fra at gyse og gispe fra tid til anden, mens det stod på.
Hun åbnede først øjnene da hun hørte en maskulin stemme og så overrasket på den unge mand, som nu kom gående over til hende, med et lille skævt og venligt smil på sine læber. Hun rejste sig roligt op og nikkede høfligt til ham.
”Jeg er virkelig imponeret, selv om det må have været smertefuldt at forvandle dig. Det lød i hvert fald voldsomt i mine øre. Tillad mig at præsentere mig selv. Mit navn er Larlii Valcyriel.” Hun nejede let overfor ham af ren høflighed.

Atreyu ventede lige et sekund eller to, for at se om hun forstod hans gestus, eller virkede forvirret - men det lod til at hun forstod hvad han mente, så han fik hurtigt smuttet om bag busken og forvandlet sig tilbage, for at komme i det varmere tøj han havde haft i bæltetaskerne. Han smilede let som han trådte frem, og nikkede høfligt igen.

Han trak dog let på skuldrene af hendes ord, stadig med et smil på læberne. "Tjo, en smule. Men man vænner sig til det med årene. Jeg tænker ikke rigtig over det længere." det var så nok også dét, der var skyld i at hans smertetærskel var steget en del igennem årene, og lå en del højere end hvad den gjorde for andre han kendte - selv nogle af barbarerne tilbage i Bloodrage forstod ikke hvordan han kunne klare så megen smerte som han kunne, i de få slåskampe han havde haft med nogen af de yngre af dem førhen. "Atreyu Leafrunner." introducerede han så sig selv, efter han havde fået hendes navn.

Hun lyttede roligt til alt hvad han sagde og nikkede som svar på at hun havde forstået hvad han mente. Ligeledes smilede hun venligt, da han prenterede sig.
Med hovedet en anelse på skrå så hun ham an med nysgerrige øjnene.
"Undskyld jeg spørger, men hvad var det for et dyr du var forvandlet til? Jeg har aldrig set et som det før." Af en eller anden grund følte hun sig ikke bange eller særlig nervøs i hans nærvær. Men hun gættede på at det måtte have noget at gøre med at han var formskifter.
Hun overvejede om hun skulle invitere ham til middag hjemme hos Lith´rra, og kom til at smile bredt ved tanken om at Lith´rra sikkert ville blive pæn jaloux over at hun havde inviteret en ny bekendt uden at han viste noget. Rettelse hans jalousi ville nok snare være fordi hun ikke var nervøs omkring denne nye bekendt. Åh hun kunne lige se for sig hvordan han nærmest ville trække hende ind til sig, for at demonstrere at hun 'tilhørte' ham. Og hun ville afgjort nyde det.
"Tænkte på. Hvor kommer du fra? Og har du nogle planer for eftermiddagen eller aftenen?"

Atreyu smilede let, og løftede det ene øjenbryn som hun kiggede så nysgerrigt på ham, men snart fik han jo så sit svar på hvorfor - hun var endnu en af de mange der ikke havde set hans dyr før, men det var vel nok også naturligt når han selv kun havde set dem omkring ørkenen og oasen, og selv da havde det været meget få af dem, da mankeulvene naturligt var meget sky dyr der helst bare holdte sig for sig selv og jagede en gang imellem. Noget der nok afspejlede sig i hvor asocial han selv var til tider.

"En mankeulv," svarede han hende roligt, og trak let på skuldrene. "Ikke mange der ser dem. De lever også kun omkring ørkenen, så vidt jeg ved... Foretrækker varmen og sådan." forklarede han, og rettede en smule på sit bælte så det sad mere behageligt. "Åh, jamen jeg har taget turen nordpå fra Bloodrage." svarede han, og nævnte med vilje ikke Sunfury hvor han var vokset op, da han ikke ville rive op i gamle, smertefulde minder mere end højst nødvendigt. "Og nej, det har jeg ikke... Det lyder som om du har planer om at udfylde den tid, dog?" sagde han så, med et skævt smil ovenpå hendes sidste spørgsmål. Det kunne jo ikke rigtig tolkes anderledes.

Hun var imponeret. En mankeulv. Så det var hvad han var. Hun sugede livligt den nye viden til sig og nikkede smilende til ham mens han fortalte.
Det var utroligt at lære noget nyt, om et sted hun aldrig havde set og sikker heller ikke om til. Så hun var glad for at han havde lyst til at dele det med hende.
Dog kunne hun ikke afholde en lille perlende latter, da han antog at hun havde planer for ham.
"Kun hvis du har lyst. Jeg ville aldrig drømme om at tvinge nogle til at blive hvor de ikke ønskede. Det kunne være en fornøjelse at høre mere om både din art og om ørkenen, samt den by du nævnte. Men som sagt, er det helt op til hvad du har lyst til." Hun rejste sig stille og roligt, hvorefter hun med afslappede og rolige bevægelser børstede sneen af sin vinterkåbe. Hun sørgede for hele tiden at være rolig i sine bevægelser, så hun ikke kom til at skræmme ham.
"Noget jeg har lært fra barnsben, var netop at lade tingene ske på andres og egne frie primisser, noget jeg faktisk bruger ret så tit når jeg arbejder med de små drager hjemme ved Forestina."

Det skæve smil blev skam på hans læber som han hørte hendes lille latter. Meget fin i lyden, en meget smittende en af slagsen - hvis man var typen der havde nemt ved latter, nok. Det havde Atreyu ikke ligefrem været siden alt det der var sket tilbage i Sunfury. Han var meget mere påpasselig med alt nu, inklusive fremvisning af hans følelser. Så latter var noget man hørte forholdsvist sjældent fra ham. Men når han nu også var vandt til at være lidt af en enspænder, så var latter vel heller ikke ligeså vigtigt? Det var jo mere en social ting end noget som helst andet.

"Mine planer er ikke noget der haster. Og du har pirret min nysgerrighed... Så det er skam ikke fordi jeg ville afvise et sådant tilbud. Især ikke hvis det betyder at vi kommer ud af denne kulde og sne. For at sige det mildt er det ikke ligefrem mit... Hvad skal vi sige... 'Naturlige habitat'." sagde han så med et let smil, før han spærrede øjnene lidt op. "Små drager? Som i de mini drager nogen holder som kæledyr? jeg har hørt utroligt meget om dem hver gang jeg har snakket med jeres vagter langs skov grænsen, men aldrig selv set en endnu."

Hun smilede og nikkede til ham, mens han talte. Hun kunne nemt forstille sig hvordan han måtte fryse.
"Vi vil afgjort komme ud af denne kulde. Jeg vil dog lige advare om at min kæreste muligvis bliver lidt overrasket, da jeg ikke havde forventet at møde nogle her ude." Hun klukkede lidt ved tanken om hvordan Lith´rra muligvis blev jaloux over at hun kom hjem med en anden mand på slæb.
”Og ja, mini drager. Men dem jeg kender til er vilde og opholder sig af egen fri vilje. De kan frit forlade mig når de vil. Dog er de ikke med mig, men bliver passet hjemme i Forestina.”
Hun begyndte roligt at gå tilbage mod Lith´rras hus mens hun holdte øje med at han fuldte med, hvis han havde lyst.
”De minder meget om børn i deres nysgerrighed, når det tager dem. De kan bruge flere timer på at undersøge for eksempel en ny pude eller en ny plante.” Hun ville roligt fortælle om mini dragerne, hvis han fuldte med tilbage til huset.
Hendes fortællinger sammenlignede dragerne med børn i alt deres pragt på både godt og skidt.
Hun holdte tempoet roligt og afslappet, ligesom hun havde gjort på vej ud. Hvilket gjorde at det tog hende eller dem omkring en halvtime at gå tilbage.

"Jeg tror de fleste ville blive overrasket over en uventet gæst. Men ja... Måske lidt mere når det er her midt i vinter kulden hvor der trods alt ikke er særlig mange udenfor..." et svagt fnys, der var hans form for lille grin - tydeligt med 'tonen' af det - forlod ham, som han stille og roligt begyndte at følge med hende. Elvere var nok et af de eneste folkefærd han rent faktisk stolede på.

"Men det lyder da meget spændende med de drager. Måske skulle jeg komme tilbage en anden gang og kan se dem til den tid? Hvis det da ikke er noget du har noget imod. Det er vel kun naturligt jeg er nysgerrig... Der er ikke rigtigt nogen af dem nær ørkenen, trods alt." hvilket selvfølgelig gjorde det utroligt svært at finde nogen der hvor han havde boet de sidste år.

Han lyttede interesseret til alt hvad hun fortalte om dragerne, med et næsten permanent, lille smil på læberne. Men samtidig kiggede han sig også ofte omkring, lod til at sniffe lidt ud i luften - men igen, det var bare hans instinkter der gjorde at han gjorde dette automatisk, nu formskiftere havde en rimelig god lugtesans, og han også var vandt til at holde øje med sine omgivelser efter potentielle farer. Især efter de sidste dage hvor han næsten udelukkende havde været i sin mankeulve form, så sad instinkterne lidt bedre fast end ellers.

Hun smilede venligt til ham mens de gik og talte sammen.
”Du skal være så velkommen. Jeg kan kun håbe på at jeg når at få fristedet genopbygget inden efteråret indfinder sig, ellers må jeg nok prøve at tage dem med her ud, så jeg ved de er i sikkerhed i vinteren. Lige nu er min konge så venlig at holde øje med dem.” Hun så godt hvordan han holdte øje med omgivelserne og snusede i luften, hvilket fik hende til at smile lidt bredere.
”Du kan være rolig. Der er ingen fare her i området. Ellers havde jeg ikke gået alene rundt.” Hun så lidt nysgerrigt på ham, som de nærmede sig huset. Hun viste ikke om hun var for pågående hvis hun stillede sit spørgsmål, men hun kunne jo altid forsøge sig på en pæn måde.
”Undskyld hvis jeg er for anmassende, men hvordan gik det til at du valgte denne mankeulv som din dyreform?” Hun var virkelig nysgerrig efter at vide hvordan en shapeshifter valgte sin dyreform og hvordan de levede.

"Kongen? Jamen dog. Vidste ikke jeg var i selskab med en med så gode kontakter," sagde han med en let latter. Så ligeglad som han var med om folk havde titler eller ej, var det ikke ment alvorligt overhovedet, men udelukkende som en smule godmodigt drilleri. Derudover lød det nu meget godt for dragerne, at de havde en så god beskyttelse som en konge nu måtte være i stand til at give dem.

"Og... Det kan godt være. Men 101 om os formskiftere; nogen gange kan man bare ikke styre sine insinkter. Især nye steder." sagde han så med et blidt smil og en let trækken på skuldrene. "Eller, hvis man har været længe i sin dyre form... Så er det også lidt svært at give slip på instinkterne igen." hvilket var så sandt som det kunne være, men hvis hun ikke havde mødten formskifter før var der jo en meget stor chance for at hun ikke vidste noget som helst omkring det.

"Hvordan? Altså, det varierer meget fra formskifter til formskifter, så du skal ikke bare regne med alt hvad jeg siger gælder for os alle... Men jeg farede vild i ørkenen da jeg var lille. Da jeg kom til oasen var der en mankeulv der kom tæt på mig... Og nok har mærket hvad jeg var, siden den ikke flygtede, men blev og hjalp mig istedet. Kort efter det forvandlede jeg mig første gang."

Hun smilede og lo let sammen med ham. Hun fornemmede at han ikke var en af dem som holdte særlig meget på titler, skønt hun ikke var helt sikker.
"Tja... Jeg har nok bare været heldig for en gang skyld. Han er ikke som jeg havde forstillet mig, tvært imod. Han er ligeså rolig og nede på jorden som du og jeg, med mindre situationen kræver at han skal vise sig fra sin adelige side." Hun nikkede forstående til det han sagde om at være styrret af sine instinkter, da hun selv kendte til det fra tid til anden. Hvor mange gange havde hun ikke selv brugt det gennem sin korte levetid, når man så på det gennem elverøjne.
"Det er fuldt forståeligt. Jeg har selv fuldt mine instinkter til tider. Og særligt her inden for de sidste par år. Faktisk er jeg overrasket over at du er så rolig, taget i betragtning af at vi lige har mødt hinanden." Hun forsatte sin rolige gang mod Lith´rras hus, mens de snakkede roligt sammen.

Overraskelsen var tydelig at se i hendes øjne, da han fortalte hvordan han havde valgt sin dyreform. Hun havde selvfølgelig nikket forstående til det første, om at det varierede meget mellem shapeshifterne. Hun ville også være blevet overrasket, hvis det viste sig at være ens for alle. Selv blandt skovelverne var der mange varianter af hvordan man behandlede hinanden og naturen.
"Det minder mig meget om den måde jeg blev gode venner med Fafnir, en sjælden grøn drage fra min fødeskov: Emerald of Dreams ved Dragons Peak. Han havde holdt øje med mig gennem længere tid inden han besluttede sig for at følge mig i stedet for sine racefæller. Vi har været venner i omkring et par og tyve år."

De var endelig nået frem til Lith´rras hus og hun smilede venligt til Atreyu, mens hun med en venskabelig gestus inviterede ham til at komme med inden for.

//Tænker at Lith´rra kunne komme ind efter dit svar //

"Det lyder skam godt... Tja, heldigvis har jeg da ikke skullet se på nogen som helst adelige eller lignende i Bloodrage. Merebare en masse kamp ogbarbarer. Dethar jeg nu heller ikke så meget imod. Idet mindste er der ingen der føler at de er højere hævet end andre, i dén by." hvilket også havde gjort det dejligt nemt bare at blende ind og holde lav profil i den by, da de andre hurtigt havde lært ikke at forstyrre ham. Et par stykker havde fået ildkugler i ansigtet og siden da gad de ikke kæmpe mod ham og ignorerede ham halvt om halvt. Hvilket var perfekt efte rhans egen mening.

"Tja... Jeg har kun haft positive oplevelser med elvere. Nok det der gør en del af det." sagd ehan så blot med et svagt smil. Han havde trods alt ageret som guide for en masse der var blevet inviteret ind i elver rigerne, sådan lige guidet dem ind til de større veje hvor andre kunne hjælpe dem videre fra. Bare så folk ikke farede vild i skoven på vej derhen - og det havde grænse vagterne værdsat, så der ikke skulle udstationeres flere elvere til at agere som guides når han nu frivilligt havde meldt sig til det.

Han blinkede dog lidt da hun fortalte hvor længe hende og Fafnir havde været venner i - men grinte så en smule af sig selv, for han vidste jo udmærket godt hvor længe elvere kunne leve. En rimelig sindssyg alder de kunne have i forhold til ham. "Jeg bliver ved med at glemme at tyve år nærmest er ingenting for jer..." kluklo han, og kløede sig let i nakken. "Mens det er over to trediedele af mit liv, til sammenligning." han nikkede og smilede dog da hun inviterede ham indenfor, og gik selvfølgelig ind derefter, og så sig lidt omkring i det rum de var trådt ind i. Han havde ikke ligefrem prøvet at være i så stort et hus før.... Hans eget havde 3 rum, det ene af dem agerende som udhus... Så det her var virkelig stort.

Lith´rra havde siddet i sit arbejdsrum i al den tid hvor Larlii havde været udenfor og punklet igennem det ene dokument efter det anede og havde ikke slappet af overhovedet. Der havde været en masse at komme igennem og læse igennem, og til slut at skrive under. Til sidst, hvor han var færdig, priste han sig lykkelig for at han i det mindste havde en stol som var behagelig at sidde i for timer, da det var ret hårdt for bagenden. Han havde endeligt kommet ud af sit arbejdsrum og strakte sin krop efterfuldt af et højt og velfortjent suk fra sig imens han kløede sig selv på maven. Han tænkte kort på om det måske snart var tid til at få noget i skrutten, da der ikke havde været en bid brød i al den tid hvor han havde siddet i rummet.
Lith´rra's opmærksomhed blev dog trukket mod etagen under, hvor han kunne hører at frontdøren blev åbnet og mere end en person kom ind. Han slog dog tanken lidt væk, da det var ofte at de ansatte og børnene kom ud og ind af døren. Dog skulle han alligevel ned til køkkenet og få en gulerod eller noget der kunne slutte hans sultne mave.

Han var klædt i en løs langærmet trøje hvor ærmerne var rullet op, og et par løse bukser, og komplet bare tæer.
Lith´rra's Outfit

Roligt traskede han ned af trapperne og blev noget overrasket, men super glad da han så at Larlii var kommet hjem og traskede lidt hurtigere, til at han så den fremmede dreng hun lukkede ind, og lagde hovedet vældig meget på skrå og gloede lidt undrende. Han tænkte om det var en bekendt af Larlii eller om en forbipasserende da hans hus beliggenhed var lidt midt i det hele.
Han havde sat farten en smule ned imens han havde tænkt over den mystiske person, men satte farten op igen for at komme ned af trapperne så han kunne hilse på dem.
"Værhilset" sagde han og kom helt ned fra trapperne og roligt traskede over til Larlii og gav hende et blidt og varmt kys på munden før han vendte sig mod den nye gut.
"Mit navn er Lith´rra Modrich, og de er Hr.?" spurgte han nysgerrigt og rakte en hånd ud til den fremmede med et varmt og imødekommende skønt han stadigvæk var lidt overrasket over den ekstra gæst, og havde lidt svært ved at finde ud af om det her var godt eller skidt, han havde trods alt ikke snakket med drengen før, eller set ham før her i nærheden, men drengen lignede heller ikke en som var fra omegnen, i hvert fald af hvad Lith kendte til området.

Hun lyttede interesseret til alt hvad han fortalte. Dette var i den grad ny viden, som hun muligvis kunne drage nytte af en gang. Hun viste ikke hvad Lith´rra ville sige til at hun slæbte en fremmede med hjem, men hun måtte vel bare forklare ham tingene hvis han var mod det.
Smilet på hendes læber blev lidt større da hun hørte at Atreyu kun havde haft positive oplevelser med elver, hvilket hun var glad for.
”Undskyld jeg spørger, men har det været skovelver eller højelvere du har mødt?” Hun kunne selv mindes nogle gange hvor hun havde mødt højelvere og de havde haft en tildens til at være lidt 'høje i hatten', som hun havde hørt et ordsprog på markedspladsen i Emerald of Dreams.

Hun kunne ikke lade vær med at klukke lidt ved hans ord om at tyve år var langt for ham. Men det fik hende samtidig til at tænke over hvor langtid shapeshifters liv strakte sig.
”Hvor længe lever shapeshifter da? Hvis jeg må spø...” Hun blev afbrudt da Lith´rra kom ned af trapperne og hilste på dem. Et kærlig smil kom over hendes ansigt og hun gengældte kysset med samme blidhed og varme som han, inden hun tog sin vinterkåbe af afslørede hun den grønne kjole hun havde på under. Hun lod det være op til Atreyu at præsentere sig selv, men hun smilede venligt til ham.

"Ah. Det har udelukkende været skovelvere... Det er trods alt Forestina's rige der grænser op til Bloodrage," sagde han med et lille smil. Af hvad han vidste af var højelverne vist også endnu mere isolationistiske end skovelverne, var de ikke? Det gav i alt fald mening med at han ikke havde mødt en af dem før, i så fald.

Han trak let på skuldrene med hendes spørgsmål til shapeshifteres levealder. Han nåede da også kun lige at svare, inden den mandlige elver dukkede op. "Ikke megen forskel fra normale mennesker, desværre." hvilket jo gjorde ham ekstremt kortlivet i forhold til en elver, men det tog han nu ikke så tungt. Det var jo bare om at udnytte den tid man havde, så. Sørge for der ikke var noget at fortryde at man ikke havde gjort.

Hans blik gled derefter over den mandlige elver der nu var dukket op, og han nikkede let i hilsen, før han tog imod hånden og gav ham et godt, fast håndtryk - måske lidt fastere end de fleste foretrak det, men der var ikke noget der hed blide håndtryk i Bloodrage, omringet af barbarer. "Atreyu Leafrunner," introducerede han stille og roligt sig selv, med endnu et nik og et smil.

Lith´rra fik et lidt overrasket blik da manden foran ham gav et noget fast håndtryk, ikke at han ikke havde følt det før, men det var ikke så normalt her omkring, men han gav et stort smil fra sig imens hans grønne øjne så lidt undersøgende på manden der havde præsenteret sig som Atreyu Leafrunner, hvilket han fandt en smule sjovt og måske lidt mystisk.

"Leafrunner..." mumlede han kort før han løftede sit højre øjenbryn højt op.
"Elver forfædre?" spurgte han så direkte før han trak sin hånd til sig igen og lagde hovedet lidt på skrå. Han kunne trods alt ikke se nogle spidse øre på individet så hvad en gut som ham overhovedet lavede så tæt på elver område undrede også Lith´rra meget, især med vejr som det der var udenfor, det var trods alt ikke lige frem rejse-vejr med så meget sne.

Men han vendte så blikket mod Larlii undrende, det var trods alt hende som havde inviteret en 'ikke' elver ind, og tænkte at hun sikkert kendte ham fra et eller andet sted fra, tænkte han i hvert fald hun gjorde. Hun kendte trods alt en konge, og hun havde drager levende hos sig før, så det ville ikke undre ham hvis hun også kendte mange forskellige typer.

Da hun havde afleveret sin vinterkåbe til en af tjenerene, lagde hun blidt sin ene arm rundt om Lith´rras og kyssede ham på kinden.
"Atreyu kender til shapeshifter, og jeg syndes at det var for koldt ude til at have en længere samtale om emnet. Jeg håber ikke at du har noget imod at jeg inviterede ham?" Hendes stemme var varm og kærlig, samt fyldt med nysgerrighed omkring emnet shapeshifterne.
"Jeg tænkte at vi kunne sidde inde i stuen og snakke." Hun så hen på Atreyu mens hun smilede venligt til ham.
"Hvad må vi byde? noget særligt at drikke og spise?" Hun var allerede ved at overveje om hun skulle give en hånd i køkkenet, men skød det hurtigt fra sig igen. Hun var trosalt nød til at blive sammen med Atreyu, som var hendes gæst.

Så snart Lith´rra havde godkendt hendes tanke om stuen eller forslået et andet sted, fuldt hun med ham uden at slippe ham. Selv om de kun havde været adskilt i nogle timer, så føltes det ubehageligt længe. Dog sørgede hun for at det kun var venlige berøringer, som et kys på kinden eller et klem med armen, da hun ikke ønskede at Atreyu skulle føle sig for ubehageligt til mode i deres selskab.

Et lille, omend skævt smil var at finde på Atreyu's læber som han godt fik opfanget reaktionen på hans meget faste håndtryk - men igen, hvis man ikke havde det, så kunne folk jonærmest brække dine hænder i Bloodrage. Ikke at nogen af dem havde formået at brække så meget som én af hans knogler, nogensinde, men... Ja. Det var vist mere grundet hvad han selv var, end mangel på forsøg.

Han rystede smilende på hovedet. "Nej. Begge shapeshiftere." sagde han med en let trækken på skuldrene, og skubbede minderne tilbage lige så hurtigt som de dukkede op. Han kiggede dernæst hen på Larlii, og et svagt grin forlod hans læber. "Jeg vil vove at påstå at jeg mere end bare kender til dem." nu når han selv var en. Ikke at han havde mødt mange andre ud over hans forældre før, så måske var hans viden en lille smule begrænset, men han vidste om ikke andet alt hva dhan selv kunne, og alt hva dhans forældre havde fortalt ham før... Ja, alt det lort var sket. Det som han skubbede tilbage i underbevidstheden for ikke at tænkepå det konstant.

"Jeg er ikke ligefrem kræsen... Omend jeg foretrækker kød." det var også nemmere at finde end frugt og grøntsager i udkanten af ørkenen, trods alt. "Og vand er fint nok." han fulgte blot stille og roligt med hen til hvorend det endte med at blive, om det var stuen eller ej.

Lith´rra vidste ikke helt om han var helt med på ideen.. hvilket varede super kort da ordet 'shapeshifter' blev nævnt og hans øjne lyste op som to funklende juveler og øjnene fæstnede sig hårdt på Atreyu.
"Så... du er shapeshifter!?" udbrød han med ny fundet energi og det var tydeligt at se at han havde et lille 'nørde' øjeblik da ingen af hans ansatte eller børn i huset var shapeshifter, og han ikke havde mødt en før, kun læst meget lidt om dem. Han så på Larlii med et kæmpe smil og gav hende et kys på panden og var ganske glad for at hun havde inviteret en shapeshifter på besøg. Han vendte dog opmærksomheden tilbage til det som Atreyu sagde og man kunne se han tænkte kort før han knipsede kort med fingrene.
"Kødæder form.. ikke rigtig? Men så som.. den her form, skal det stadigvæk være råt eller hvordan har maven det så med det?" spurgte han Atreyu og ganske spændt på mandens svar.
Imens han ventede på Atreyu's svar, skubbede han sin opmærksomhed til Larlii og var ganske enig med hende i at stuen ville være et bedre sted at sidde og snakke.

Så Lith´rra førte dem igennem spisestuen med det store langbord og ind hvor pejsen gnistrede og gav en behagelig varme fra sig. Derfor lå der også et par reptil børn foran pejsen og så ud til at være helt væk i drømmeland og den behagelige varme der var ganske nødvendig for deres bevægelighed. Lith´rra gav et dybt suk fra sig og rystede kort på hovedet, de havde ikke engang gidet at skifte fra deres nattøj, så koldt havde det været i morges, og roligt slap han Larlii med et varmt smil til hende før han greb et tæppe og puttede de små så de kunne ligge lidt mere behageligt. Han vendte tilbage til Larlii og Atreyu og lavede en gæstus til at Atreyu kunne blot sætte sig hvor han ville på sofaerne eller stolene, hvad han end lystede mest til. Selv vinklede han sig mod den ene 3 mands sofa og satte sig i den ene side og roligt krydsede sine ben imens han så lidt spændt på Larlii og Atreyu

(3 styk 3-mands sofaer rundt om et stort sofabord og 2 stole.)