Take me dead or alive -Christian-

---

Caroline gik rundt i skoven. I dag var en stille og rolig dag. Hun nød bare det køllige vejr skønt hun ikke kunne mærke det var koldt. Hun nød at gå i skoven her til aften, nød at være tilbage. Fanget og udtørret, i over et år. Nu var alting rundt på gulvet skønt hun ikke ønskede at lade det komme for hendes øje. Hendes hud var mere hvid end andre vampyres, men smuk og fejlfri. Ikke en eneste skræmme var blevet. Det rosenrøde læber som lignede blodet fra hendes ofre. Det gyldne hår som lignede solens vidunderlige skråler. Bevægelserne selvsikre og dyriske som en kat. Hun kiggede omkring sig med de krystalklare blå øjne. Hun så nu ganske uskyldig ud, men også med en mystisk dragende effekt over sig. Caroline spærrede dog øjnene lidt op da hun genkendte det sted hun var nået til. Den sten. Hun gik derhen og lod sine fingre køre let henover den. Det var her hun havde mødt Christian den første gang da hun var stukket af fra hendes værste mareridt. Han havde hjulpet hende. Endnu en som i sidste ende ikke havde fortjent at dø. Men hun havde været svag der. Et lille sølle menneske, som alligevel havde været modig nok til at tage chancen væk fra en hær af Julians sønner der blot ønskede at smage hendes og alle de andre kvinders kroppe. Heldigvis var de væk nu, selvom Julian var tilbage som et spøgelse og prøvede at slå hende ihjel. Hun dræbte ham trods alt også første gang. Caroline satte sig på stenen, og lukkede øjnene godt. Lod minderne stryge hende henover kinden, fra da hun havde mødt Christian første gang. Han havde passet så godt på hende på trods af at hun ikke lavede andet end problemmer dengang. Det var blevet bedre, men ja, så alligevel ikke, forskellen var at nu kunne hun tage vare på sig selv. Dræbte dem som stod i vejen, en Caroline som man aldrig ville have kunne forstille sig hvis man ikke havde været der under hendes forvandling. Dengang Christian forvanlede hende fandt hun en kur og blev varulv kort efter. Nicolas reddede hendes liv og bang, hun blev vampyr igen, men ja. Den første regel når man er vampyr er at lære hvor sej man er. Caroline havde skam accepteret sig selv for hvad og hvem hun var. Plus hun var vampyros. Havde hersket over vampyrerne, hun kunne lidt af hvert nu.
En lyd lidt længere hen fik hendes øjne til at slå dramatisk op, og løfte hovedet lidt imod lyden for at se hvad der kom hende imøde.

Det var helt underligt, det at gå tilbage til det punkt af ens liv hvor alting både gik godt og dårligt. Han havde bevidst valgt at ligge sin hytte tæt ved det punkt, så han hver dag kunne huske hvor forfærdelig han havde været, men også for at mindes om tider der ikke havde været så slemme igen. Han klukkede for sig selv, hans vampyr liv havde været langt, og det var kun få der rent faktisk kendte til halvdellen af den, ingen kendte rent faktisk til den lange historie om hvordan han to gange i træk døde. Nogle kendte til den anden gang døden indtrådte ham, men ingen kendte til den plan b han havde haft op i ærmet. Han bevægede sig rundt om søgen og med jævne mellemrum tog han sig selv i, at betragte sit spejlbillede. Han lignede sig selv, hvis man så bort for den uhørlige blege hud, de render under øjnene der kun blev større hvis han ikke havde indtaget næring i lang tid. Der var også bare den spøgelsesagtige klans over ham, et menneske ville højst tænkelig tro han var en utrolig gammel vampyr, de overnaturlige væsner ville nok vide det, ud fra hvor god deres lugtesans nu engang var. En vampyr eller varulv ville hurtigt, ud fra hans sødelige lugt, regne ud han var i den grad ikke en del af de levende.
Han sukkede og kastede en sten i vandet, hvilket fik hans spejlbillede til at tvære ud, og det sekund det endelig blev klart var han væk. Han vandrede rundt, uden noget formål, måske blot for at få tiden til at gå. Der var ikke så meget ved at være spøgelse, somme tider tog han endda sig selv i at savne det at være vampyr, dog vidste han, at som spøgelse kunne han se solen igen...dog aldrig føle dens varme. Kulde gjorde ham inte, det samme gjorde varme, en berøring ville blot følelses som hud mod hud, men der ville ikke være samme intime ting som før, i hvert fald ikke for ham. Dem han rørte ved, ville blot føle hans unaturlige kulde, der endda kunne overgå en vampyrs kulde. Han stoppede med op, da han ud af sin øjenkrog fik øje på en ganske bekendt skikkelse. Nysgerrigheden fik som altid det bedste af ham, så på trods af dumheden ved det, valgte han at begive sig efter skikkelse. Det tog ham ikke lang tid, før han fik regnet ud denne kvinde var ingen ringer end Caroline Thunder, en ganske smuk ung kvinde han huskede så ofte når han begav sig rundt i skovområdet. Han bevægede sig med en lydløshed der kunne gøre sig godt med den en vampyr havde, hvorpå han fulgte efter hende "jamen dog Caroline, du var nok den sidste jeg havde forventet at se i disse skove" lød det kækt fra ham. I dette øjeblik stod han oppe i et træ foran hende. Han hoppede ned og landede lydløst på jorden, derfra stod han dog helt stille. Selvom hans ansigt ikke sagde det, ville man nemt, hvis man da kendte ham, kunne se i hans øjne han var glad for at se hende

Døden hang over ham. På en underlig måde. Hun rettede sig op for at se ham an. Kunne det passe. Endnu et spøgelse for hendes fortid sprang ned foran hende, eller hallucinerede hun ham blot, fordi hun tænkte på ham? Caroline sprang op på sine ben ganske elegant. Hun lagde hovedet lidt på højkant og kiggede ham af øjnene. Caroline kunne se i hans øjne at han var glad for at se hende, og hun kunne ikke andet end at lade hendes køllige øjne varme op for ham. Det var uhyggeligt, hvordan tingene sådan skete rundt omkring. "Jeg havde heller ikke forventet at se dig her ude, Christian. Din bror havde fortalt mig at du var død." Svarede hun lidt spørgende. Hun var ikke bange for at snakke eller forsigtig med ord som hun plagede. Hun sendte ham et skævt smil. Hun havde ikke set ham siden han stak af med hende den anden vampyr. Det havde hun dog lagt bag sig. Det var år siden nu, livet havde givet hende nye muligheder. Evner. Styrke. "Men din tilstand siger mig også, at du er død. Bare kommet tilbage. Det må jeg sige, det alligevel ret så længe siden." Tilføjede hun og fugtede kort sine læber med sin tunge. Det var ikke nyt just at miste folk, men at de stod foran hende i spøgelsesskikkelse mindede hende blot om, at hun havde mistet dem engang.

Han skar en grimasse, det var længe siden nogen havde refereret til Jakob, en han ikke havde set længe "yeah Christopher fik mig i sidste ende, rev hjertet ud af brystet på mig...jeg kan helt klart ikke forslår de, hurts like a bitch" han trak på skulderne, og på trods af det kække smil på hans læber, kunne man se smerten i hans øjne. De sidste par dage der havde ført op til hans død, havde været nogen af de mest skræmmende i verden, han havde været paranoid, nærmest faret sammen ved hver eneste lyd omkring ham. Hans kække smil forsvandt, og med et blev han mere alvorlig "men hvordan har han det" mere indirekte spurgte han faktisk til hvordan hans kære bror havde taget hans død. Han vidste Caroline ville forstå hvorfor han ikke brugte navnet, fordi i sidste ende gjorde det bare for ondt. Det havde været en smerte han måtte ligge bag sig, da han igen var livet op. jeg regner vel ikke med han rent faktisk savner mig, det ville overraske mig hvis nogen af jer overhovedet savnede mig...jeg var lidt af et røvhul" han så ned og kløede sig samtidig i nakken mens han talte. Han ville hellere end gerne gå tættere på hende, men fristelsen var for stor. Hun var en omvandrende tag sig buffe, så meget livsenergi rendte hun rundt med. Så det var bedre hvis han blot holde afstand fra hende og ikke kom for tæt på fristelsen.
Han klukkede tørt "yeah, man kan jo ikke have en plan a uden en plan b" pointerede han og trak på skulderne. Hans plan a havde været, at forsøge at dræbe Christopher, der havde været en dobbeltgænger, men derudover også hans skabers elsker. Man kunne vel sige Christopher ikke var specielt glad for, at komme hjem til en død elsker, dengang han selv var stukket af, efter at havde dræbt hende. Hans plan b derimod havde været, at samle en gruppe dæmoner, som han havde været gamle venner med, denne gruppe kvinder udførte ritualet på ham, som senere gjorde at han kunne leve op igen.

Hun nikkede til det første han sagde. Hun havde nu efterhånden revet hjerterne ud på en del, og selv haft det tæt på at blive revet ud - heldigvis ikke endnu da. Caroline åndede forsigtigt ud. "Han har det så godt som han nu kan have det. Ham og Nille er sammen, så." Indskød hun da han spurgte. Hun kunne regne ud at det var Jacob, de to var så godt som søskende inden Caroline overhovedet mødte dem. "Han prøver at ignorer sorgen, det gør vi allesammen." Tilføjede hun så og bed sig kort i læben. "Yeah bare lidt." Smilede hun og holdt sin hånd op, hvor to fingre var lidt fra hinanden for at vise hvad lidt var. Hun havde for længest kommet sig over det. Lige nu var hun bare glad for at se et bekendt ansigt. "Hvis du havde mødt mig for to tre år siden vil jeg sikkert have sparket din røv. Men jeg er lidt mere rolig anlagt lige nu. Så du heldig." Lavede hun lidt sjovt og blinkede til ham. Så satte hun sig ned igen på stenen og kiggede ham i øjnene. "Men sandt nok. En plan uden en plan b er ikke nogen plan. Det kan være direkte livsfarligt." Tilføjede hun og sank så en klump.

Han nikkede og smilede svagt "jeg er glad for han er okay, han fortjerner det" han havde altid haft et utrolig stort soft spot for Jakob, den knægt havde været det tætteste han kunne komme på en familie og der var intet i denne verden han ikke havde ville gøre for ham. Han behøvede ikke at sige, at han savnede sin bror, den var så tydeligt på ham. Efter hans død, havde han brugt flere timer på nærmest at genleve den smerte han havde oplevet igennem sit liv, alle de mord han havde begået. Han rynkede brynet "jeg havde forstået ham, men du overrasker mig, efter alt hvad jeg havde gjort mod dig...jeg fortjente på ingen måde din sorg" han trådte stille hen mod hende. Han rullede øjnene af hendes kommentar omkring det med han havde været et røvhul.
Han ignorerede hendes sidste sætning, og lagde blidt sin kolde hånd mod hendes kind. Hvorfor vidste han ikke, det var vel mere en gammel vane end noget andet "jeg er så utrolig ked af hvad jeg gjorde mod dig, imod jer alle...ingen af jer havde fortjent det jeg gjorde...men mest af alt er jeg ked af hvad jeg gjorde mod dig" han strøg hende blidt ned over kinden, før han trak sin hånd til sig og trådte væk fra hende "jeg har hørt du er blevet mere selvstændig, du er blevet stærkere" han havde haft et par af de dæmoniske kvinder til at holde øje med hver af dem han havde anset for sine kæreste, derfor kendte han til hendes brud med ham Nick...eller hvad de nu var han hed "jeg ved det ikke betyder noget for dig, mine ord er vel intet...men jeg er stolt af dig, stolt af din udvikling" han smilede og denne gang nåede smilet hele vejen op til hans øjne

Det var rigtig Jacob fortjente den lykke han havde. Hun hadede at se ham ked af det. På trods af at hun havde været så vred før i tiden på Christian så havde hun været der for Jacob. Hun løftede hagen lidt da han trådte tættere imod hende. Al den vrede der var til overs fra Christian af var væk, det havde den været siden hun fik at vide at han var død. Hun fangede sig selv i at blive helt åndeløs da hans hånd lagde sig imod hendes kind. Han undskyldte. Det havde han ikke behøvet, men det var altid godt at komme ud med sådan nogle følelser. Caroline nød følelsen af at blive strøget henover kinden. Det var noget Nic også et par gange havde kort, men han var længere ude i minderne, og ikke lige den kuffert hun havde tænkt sig at åbne lige nu.
Han trådte væk fra hende og det gjorde hendes blå øjne fulgte hans bevægelser. Hun smilede af hans ord. "Ja det siger folk i hvert fald. Eller dem som kender mig." Tilføjede hun med et kækt smil. Det næste han sagde overraskede hende. Hvad der mere overraskede hende var at det rent faktisk ramte hende på en god måde. Det fik hende til at tænke og føle sig lidt bedre i sig selv igen end hun havde gjort de sidste dage. "Tro mig, Christian. Dine ord betyder noget." Hans smil smittede hendes. Det var nu også dejligt at smile uden at smile falsk. Nu havde han undskyldt lidt så kunne hun vel også. "Jeg har også noget at sige. Jeg undskylder for, at jeg har givet dig skylden for det hele. Jeg burde have taget den selv også. Det var mig som rodede mig ud i problemerne, og ikke dig som skulle redde mig fra dem hele tiden. Det har jeg forstået nu. Jeg lod mit liv ligge i dine hænder hele tiden. Regne med at jeg altid ville have dig til at redde mig, i stedet for at åbne øjnene og se, at jeg nogle gange skulle redde mig selv. Jeg var et lille menneske der, som ikke havde oplevet kærlighed før. Derfor tilgiver jeg dig også. Jeg ville også være blevet irriteret af at hænge på mig i al for lang tid, for jeg forventede for meget. Udsatte dig for valg som du ikke burde have stået med." Med de ord sank en hun klump og så direkte imod ham.

Han nikkede, det var forståeligt dem som kendte Caroline ville kalde hende stærk, for hun var også stærk. Efter alt hvad hun havde været igennem, så forblev hun stærk, hun var og ville altid være det første menneske som fik en speciel plads i hans hjerte. han så ligeså overrasket på hende, som hun så på ham. Han havde virkelig ikke forventet, at hun rent faktisk ville bekymre sig om hans ord, at de rent faktisk ville have en betydning for hende "jeg ved jeg aldrig sagde dette til dig, slet ikke engang dengang jeg var "levende" men du har altid haft en speciel plads i mit hjerte og jeg er helt utrolig ked af hvad du skulle gå igennem" han trak på skulderne. Han havde hørt om hun havde været lidt af hvert igennem, og det gjorde ham blot ondt at hun skulle igennem det. Efter hans opvækkelse, eller hvad man nu skulle kalde det, så var følelser noget han havde fået meget af, det var nogle han oplevede ganske ofte. Følelser som samvittighed eller fortrydelse over hans gerninger, var nogle han oplevede på daglig base, medmindre han selvfølgelig var så sulten at sulten efter livsenergi, overskyggede hans forstand.
Han hævede øjenbrynet, da hun med et begyndte at undskylde for ham. Han havde aldrig troet dagen kom, hvor Caroline rent faktisk ville undskylde og endda gå så langt som at tilgive ham for hans gerninger. Han stivnede fuldkommen, men med et blødte hele hans form fuldkommen op "mange tak, du ved ikke hvor meget det betyder" han så ned af hende, ikke så meget fordi han ville betragte hende som han havde gjort dengang hun havde været et menneske, men mere om han rent faktisk kunne give hende et kram. Han ville gerne, ligesom for at begrave stridsøksen engang for alle, dog var han ikke sikker på om han kunne. Derudover om hun ville kunne fornemme hans kulde og de ting der manglede. Som vampyr rendte man jo rundt i sin krop, men han havde ikke længere en krop, eller rettere jo det havde han, men han rendte ikke rundt i den.

Der var jo en grund til hun havde været så sur på ham dengang, fordi han betød så meget for hende. Der var også en grund til, at hun ikke havde glemt ham. Han betød inderst inde noget. I det hjerte der ikke længere bankede for andre end Caroline. Men at hører ham sige det, det var en anden følelse der kom frem i hende. Hun kunne ikke tro det alligevel.
Der måtte være en grund. En grund til, at på trods af alt der var sket for begge parter. Al vreden. Alle de fortrydelser der var forkommet. Så stod de her lige nu, og faktisk ikke skændtes eller sloges, for det var alt Caroline havde regnet med, hvis hun nogensinde skulle se ham igen. Men sådan var det sandelig ikke endt. Hun havde lige undskyldt for ham, ligesom han havde for hende. Der var ingen fjendligheder tilbage at grave op der. Caroline vidste spøgelser kunne føles som luft, men det havde ikke stoppet hende i at kramme illusioner før, så hun var van til det - på den vis. Hun svang armene om ham som var han vampyr i sin krop og ikke bare luft foran hende, jo mere livsenergi jo mere vil kroppen være tydlig jo. Caroline trak sig tilbage lidt efter og kløede sig i nakken. Hun kunne ikke mærke hans kulde derfor gjorde det hende intet. Men en lyd af en bue der blev spændt og en pil der fløj igennem den tyndeluft fik Caroline til at snurre rundt, og gispe kort da en normal pil borrede sig lige ind imellem hendes bryster. Hun blinkede kort. Seriøt? Vidste de ikke at de små tricks ikke virkede på hende længere? Caroline trak pilen ud uden at fortrække en mine. "Vil du have måltidet, eller skal jeg?" Spurgte hun Christian. Shapeshifter. Hun kunne dufte det på huden der alligevel ikke var ret længe væk. Han kunne måske bruge livsenergien, selv havde hun drukket en masse de seneste dage og manglede ikke ligefrem. Caroline smed pilen fra sig på jorden og blottede så sine tænder for at sætte jagten igang. Hun kiggede lidt udfordrene på Christian. Han kunne sikkert de samme evner som andre spøgelser som Julian teleportere og den slags, men hun ville se om hans jagt instinkter også var helt væk. Han kunne bruge livsenergien, men hun ville ikke være så kedlig bare at fange maden til ham og ligge den på fadet.

Han stivnede da hun med et smed armene om hende, men om ikke andet lagde han selv armene om hende, han sukkede og trykkede hende ind mod sig og heldigt for ham, så havde han indtaget føde og derved var han ikke en man gik lige igennem. Han klukkede over hendes måde akavet at kløe sig i nakken bagefter. Det var som om de sidste par års pinsler ikke var sket, men at de rent faktisk kunne stå her og endda smile til hinanden. Da en pil med et sussede igennem luften, rynkede han brynet...wow var der virkelig nogen der ville have fat i hende? Han smilede bredt og lusket, med et ville man næsten sige, at man kunne se noget af den gamle Christian i ham. Den måde han med et gik i jagtmode. Selvom han var et spøgelse, betød det da ikke han havde lagt jagten på hylden, han indtog føde op til fire gange dagligt, så mange havde han ikke engang dræbt i sit vampyr liv.
Hans øjne blev med et helt blodrøde og det var tydeligt at kunne fornemme ved ham, han ikke længere var i snakke humør. I stedet brugte han sine telekinetiske evner til at spore sig frem til væsnet, hvorpå han forsvandt. Han havde jagtet så meget her på det sidste, det var blevet en normal ting for ham. Dog var der bare det, han skammede sig lidt over den måde det så ud, den måde han indtog sin føde var ikke den samme som hvis en vampyr gjorde det. Han fik hurtigt fundet frem til vedkommende, hvorpå hun dukkede op lige foran personen. Selvfølgelig begyndte kvinden at skrige, det var jo ikke hver dag man så et spøgelse dukke op. Dog varede hendes skrig ikke længe, da han fuldkommen fortæret af sin sult, greb fat om hendes hovedet og bøjede sig ned mod hende. Som var det øvet åbnede hendes mund op, på samme tid som hans, hvorpå hendes sjæl i form af en fin hvis tåge gled fra hendes mund og ind i hans. Dette fortsatte i noget tid, før hun blev slap og faldt sammen. Han gav slip på hende og med et støn flyttede han sig fra hendes slappe form. De røde øjne forblev røde et par sekunder, alt i mens kvindens livsenergi stormede igennem hans åre

Ud af det blå. Forsvundet som om, at han aldrig havde været der. I et simpelt sekund var hun bange for, at det blot havde forgået i hendes hoved. Hun kiggede ned af sig selv og så blod pletten der havde farvet det sortestof en smule. Det var dog helet pænt hurtigt, igen. Caroline hørte skriget og spurtede igennem skoven. Hun var hurtigere end man havde set nogen anden vampyr. Hun stoppede op nogle få skridt fra dem, hvis hun iagttog ham indtage føden. Hun var ikke foragtet af det, som tilbage da hun var bange for vampyrer og aldrig kunne ligge en hånd på et menneske, man skulle aldrig sige aldrig. Caroline betragtede hans røde øjne fascineret og trådte stille tættere på ham i beundringens øjeblik. Hvad der skete for hende i det sekund, var et spørgsmål uden svar, for hun vidste det ikke. Hun stoppede op to skridt fra ham, og så på ham, som om hun aldrig havde set noget så interessant. Et skridt tættere på ham og hun lod kort sin hånd stryge henover hans kind i en blid bevægelse, inden hun så lod sine øjne blive fanget af hans.

Han så overrasket mod hende, specielt fordi han aldrig havde været glad for at indtage føde foran andre. Det havde været noget andet dengang han havde været vampyr, fordi det var så naturligt...dette var direkte underligt. Det krævede ham stadig tid til, at vænne sig til hvordan det foregik, netop fordi han stadig ikke på alle punker var helt vant til det. Han trak vejret dybt, men alligevel en smule hurtigere da hun med et gik imod ham, han havde forventet hun ville sige noget hen af han var en afskyelighed, dog kom det aldrig. I stedet gjorde hun det da overraskede ham mest, hun strøg ham hen over kinden. Han betragtede hende stadig med de røde øjne [de ligner dem jeg har et billede af i min profil]. Han lænede sin kind ind mod hendes berøring, også selvom det ikke gav ham så meget andet end den kontakt der var ved hud mod hud. Han lagde selv sin hånd mod hendes kind, hvorpå han strøg hende hen over den bløde hud med sin tommelfinger. Det havde været så længe siden han havde set hende, og at se hende igen var fuldkommen overvældende. Han ville så gerne være i stand til, at sige et eller andet smart, men intet ord kom ud af hans mund. Det eneste han kunne gøre var at betragte hende, så hvordan hun reagerede på ham

Den måde han lænede sin kind imod hendes hånd, gav hendes hjerte til at give et slag fra sig, eller sådan føltes det. Han lod sin tommelfinger stryge hende henover kinden. Kunne så mange år med had og smerte være spildt lige ud af luften. Hun burde måske bare have ladet det ligge fra starten siden hun nu stod foran ham - ude at stand til at føle nogen form for had. Det var omverdenen som havde sat sig på pause imens hun blot stod her og kiggede ind i Christians øjne. I et kort øjeblik ville hun næsten tro hun var frosset fast, til hun blinkede med øjnene og slog blikket kort ned, for blot at slå det op igen. Caroline bed sig lidt i kinden. Hun ville sværge at hvis hun ikke havde været vampyros, så havde hun nok rødmet lige nu. Mest af alt fordi, at hun ikke forstod hvad der skete med hende lige nu. Hun lagde hovedet imod hans hånd og lukkede øjnene kort ved nydelse af bare følelsen, om det var ligesom en rigtig hånd eller en mere luftagtig bevægelse var hun ligeglad med, hun nød det alligevel. Hun trådte ubevidst tættere på ham, så hvad var der en hånds afstand imellem dem, men hun bemærkede ikke den korte afstand fordi hendes blik var låst fast i hans øjne.

Han nussede sin kind ind mod hendes hånd, på trods af den manglende evne til at føle varme eller kulde, så kunne han i den grad føle hendes hånd mod sin kind. Han bed sig i læben, og nød bare følelsen af det. Det har var nok det været det meste kontakt med nogen han havde haft i flere år, fra da han vågnede op som et spøgelse selvfølgelig. Han smilede helt ved synet af hende, den måde hun pressede sin kind ind mod hans hånd, eller den måde hun bed sig i kinden. Han blev næsten mindet om hende, da hun var menneske, og han vidste at havde hun været et menneske, ville hendes kinder havde været helt rosa. Det var underligt, hvordan han kunne se de små ting omkring hende, det var ikke de største ting, men det var alligevel små ting der betød noget.
Da hun trådte tættere på ham, gjorde han det samme med hende. Det forekom ham nærmest normalt, og modsat før hvor det havde handlet om føde, var dette langtfra det samme...det handlede om noget helt andet. Han lod øjnene glide ned mod hendes læber og selvom han ikke burde gøre det, for hvem vidste hvad der ville ske...hvem vidste om hun overhovedet ville kunne mærke noget? så bøjede han sig alligevel ned mod hende, han gjorde det dog så langsomt, at hvis hun ville have ham til at stoppe, så gjorde han det gerne. Han flyttede sin hånd ned mod hendes hals, og fra halsen til hendes nakke. Det var underligt, efter alt hvad der var sket mellem dem også endte de op sådan, det måtte da være en underlig joke. Han skubbede dog om ikke andet tankerne væk, da hans læber blidt berørte hendes

Hvad der skete vidste hun virkelig ikke. Hvorfor gjorde hun det. Det var som om, at hun ikke tænkte. Som om, at hun ikke styrede sig selv. Han strøg henover hendes hals og nakke gjorde hun automatisk lukkede øjnene for at nyde fornemmelsen, og lige kort efter faldt hans læber imod hendes. Da hun var menneske og i forhold til de kys hun gav nu, var der stor forskel på. Christian var den første hun havde kysset dengang. Hun var blevet meget mere selvsikker og ikke mindst bedre. Caroline lod følelsen støtte sig op af hendes ikke slående hjerte, det var lige hvad hun havde brug for. Det var efter hun ikke havde Nic mere, derefter havde hun haft mega afhæninghed af at have nogle omkring sig til at kysse hende og vise hende de var der for hende i bare de enkle timer det måtte tage. Caroline lod hendes arme ligge sig over hans skuldre for at presse sine læber mere lidenskabeligt ind imod hans. Han havde lige spist, hun kunne mærke hver eneste lille ting. Og om hun ville fortyde det senere var jo så lige det.

Han lagde automatisk armene om hende, trykkede hende mod sig. Det var helt underligt, det at have en anden person i sine arme, efter så lang tid, hvor han aldrig troede det ville ske igen. Efter frygten over at skulle dø, efter hans måde at være omkring andre, det overraskede ham stadig han på en eller anden måde kunne ende op på denne måde, ende op med rent faktisk at kysse en anden person. Han sukkede mod hendes læber, bevægede dem med samme lidenskab mod hendes, som hun gjorde mod ham. Han strammede grebet om hende, sukkede mod hendes læber. Selvom han var et spøgelse, og derved ikke kunne føle varme, så kunne han alligevel fornemme hende i sine arme, ligeså tydeligt som dengang han havde været en vampyr. Det havde aldrig været mere tydeligt for ham end lige nu.
Han ville hellere end gerne løfte hende op i sine arme og fortsætte kysset, men han vidste ikke helt om det var det rige at gøre. Han stoppede det dog blidt, og gav hende et lille kys før han igen åbnede øjnene og et par brune øjne betragtede hende. det var helt uhyggeligt som hun hurtigt fik lagt hans mere monsteragtige side på hylden, og draget en mere menneskelig udgave af ham ud, blot ved et kys. Han lod en hånd glide fra hendes ryg op til hendes kind, hvor han med tommelfingeren strøg blidt over huden

Hun vidste nok ikke var det rigtige. Hun havde lige mistet Nic. Hun var ikke engang sikker på, hvad der gik af hende. Men hun ville aldrig kysse nogle uden mening og slet ikke Christian som hun havde været så vred på før. Af alle personer lige nu, så stod hun med sine læber låst på Christians. Ikke at dete ikke stadigvæk var en fantastisk fornemmelse igennem hende, for det var det. Selvom hun ikke ville indrømme det. Hun slog blikket halv dramatisk op og kiggede ind i de brune øjne. Hun sank en klump, hvorpå hun så førte sine hænder op foran hendes læber og trådte tilbage, og vendte kort ryggen til ham imens hun gik lidt væk for så at vende sig imod ham igen. Hvad havde hun gang i. "Undskyld. Jeg mener. Jeg er lige gået fra min kæreste... og ja.. ikke fordi det var dårligt det... her kys... på trods af det, så var det faktisk ret godt." kludrede hun lidt i ordene og sine sætninger. Caroline bed sig kort i læben inden hun førte sine hænder op i sit hår og sukkede lidt ud.