You are Alive! -Nille-

S: Ashen Wood Forest.
O: En masse træer, buske og Jacobs hus.
T: Middag.
V: sol og skyer.

Jacob sad på taget af sit hus, han var ikke sikker på hvorfor, men han havde en lille fornemmelse om at det var pga. at han behøvede at tænke. Livet var så forvirrende, Nille var død, pigen han elskede og han var så småt ved at udvikle følelser for sin ven Jade, som han havde lovet at han ikke ville.. Han var en slem person syndes han selv, nogen gange var det som om at hvis han ikke havde eksisteret, så ville livet være en hel del nemmere.
Han hoppede til sidst ned fra taget, eftersom han hadede at tænke så meget over ting, at det gjorde ondt inde i ham. Selvfølgelig savnede han Nille, men han vidste udmærket også godt at hun nok ikke ville komme igen, men han kunne ikke lade være med at håbe at hun gjorde.. Han manglede et råd! Et broderligt råd eller noget i den stil, men Josh var for lille til at forstå det, så han måtte nøjes med at råde sig selv.
Han sukkede kort og ville gå ind i sin hytte..

Hvor var han?!
Siden hun havde dræbt dæmonen, og fået sin krop tilbage havde hun ledt forgæves efter ham. Han var som sunket i jorden. Det irriterede hende grusomt, men det stoppede hende ikke uden videre. Men... Var det forsent? Var han kommet videre? For efter hun havde siddet i mørke, og følt alt det Dæmonen havde følt... Var hun forvirret. Hun havde grædt som en vanvittig, men havde set håb da Dæmonen mødte Jacob.
Hun havde prøvet at sende tegn, men... Var usikker på om det var lykkedes. Forstod han det? Eller havde han troet at Dæmonen havde lavet sjov?
Hun vandrede hvileløst rundt i Ashen Wood Forest. I håb om at Jacob ville springe frem, og smile sit kække smil, og sige 'hej Nille!' som om intet var sket... Men det var blot ønsketænkning. Havde Jade fået kløerne i ham? Dæmonen havde også mødt Jade... Og Jade havde fået Dæmonen til at give lidt slip så Nille kunne sige nogle ting til Jade.
Hun havde en brun jakke med hætte, sort tanktop, sorte jeans, og sorte converse sko på. Hætten var slået ned, og det sorte, og lidt krøllede hår hang løst ned af hendes ryg. Pludselig fandt hun sig selv udenfor en hytte... Havde hun ikke været her før? Nej, det mente hun ikke. Gemt i skyggerne betragtede hun den... Og så Jacob. Hun mærkede at hendes mave gav et spjæt i sig af glæde over at se det velkendte hvide hår. Hun trådte ud af skyggerne. "Jacob." Hun kunne ikke bevæge sig af glæde over at se ham..

Den stemme... Det var ikke til at tro? Spillede livet nu med ham igen, eller var det rent faktisk Nille stemme han kunne hører. Han vatr virkelig fristet til at vende sig om for at kigge, men var bange for at det ikke var hende som han ville komme til at se, at det bare ville være ligesom sidste gang og slå ham over næsen, da han havde troet at det var hende. Han åndede ind, holdte nærmest vejret, inden han vendte sig om for at se om det var hende, Nille, pigen som var død og som han havde savnet.
Så snart han så hende, var det som om at han ikke kunne bevæge sig, som havde nogen skudt ham ned med en pil som indholdte vievand. Det var hende! Det var Nille..
Han kiggede overrasket hen på hende, kunne ikke tro sine egne øjne, det var som om at han drømte.
"Nille," hviskede han og kunne ikke rigtig finde ud af om det kom ud af hans mund eller ej.

Det var så dejligt at se ham igen... Det var i det hele taget bare dejligt at se noget andet end mørke. Hun stod blot, og trak været hurtigt. Hendes øjne var rådvilde... Men blå. Øjnene var blå. Sorte prikker var i dem. De kom, men forsvandt. Så kom de et andet sted, og forsvandt så igen.
Hun trådte et skridt frem... Inden hun så løb hen til ham. Omfavnede ham. Hun græd. Hun kunne ikke fatte at han virkelig stod foran hende... Det hele havde været så uvirkeligt mens hun havde siddet i mørket. Håbet havde næsten forsvundet. Men så blev Dæmonen svag.
"J-jeg er ikke død." Hikstede hun, og græd blot. Omfavnede ham.

Var det virkelig hende?
Gjorde hans hjerne grin med ham, fordi den mente han fortjente det eller stod hun rent faktisk foran ham? Han kunne ikke tro det, hun stod der og vidste ikke om hun skulle omfavne ham eller ej, som han inderst inde håbede at hun gjorde. Bare omfavnede ham, så han kunne finde ud af om det virkelig var hende som stod foran ham. Så snart hun kom løbende hen imod ham, spredte han sine arme ud og omfavnede hende hårdt, som et tegn på at han ikke ville give slip forløbelig.. Aldrig.. Nu var hun der og han gav ikke slip forløbelig..
Han kunne ikke få et ord frem, selvom det havde lykkedes hende at få et frem. Han omfavnede hende bare og gemte kort sit ansigt væk i det mørke hår.

Hun var så glad for at se ham. Hun havde savnet ham så meget! Det at hun intet kunne have gjort da Dæmonen mødte Jacob havde været en pinsel... Hun kunne lidt have gjort, og det havde hun. Det havde bare ikke været let..
Men selvom hun hellere ville stå, og omfavne ham så måtte hun forklare ham det hele. Forklare ham hvad der var sket. Og så ville hun vide hvad fanden Jade havde snakket om. Jade havde jo sagt... At... At... Jacob kunne lide Jade. I Nilles hoved havde det lydt som om han kunne mere end lide.
Hun kom ud af hans favn, og så på hans hals.
"Vi skal snakke sammen." Hun tørrede tårerne væk. "Det er jo ikke hver dag en person vender tilbage fra de døde." Hun så ned.

Om de skulle snakke sammen, der var så meget han ville spørge hende om, især hvad det angik om hendes død, hvem havde egentlig helt præcis dræbt hende? Passede rygterne om at det var Sean eller havde det hele bare været en skrøne?
Han trak sig ud af krammet, på samme tid som hun gjorde det, hvor han derefter fangede hendes blik med sine krystalblå øjne.
"Ja, det skal vi i hvert fald," sagde han en smule halv kvalt og ønskede egentlig bare at kramme hende igen, men han vidste godt at der var meget som de skulle tale om. Og der var noget som han skulle fortælle hende, hvor ondt det så måtte gøre. Han smilte skævt og kiggede hende i øjnene.

Hun så ned, og gik et skridt tilbage. Hun tørrede igen tårerne væk, og denne gang lykkedes det. Hun var holdt op med at græde. Hun sank en klump.
Hun så på ham igen, og fik kontakt med de krystalblå øjne. Hun ville overfalde ham, og kramme ham igen, hvis det ikke var fordi hun måtte snakke med ham.
"Jeg har så meget at fortælle..." Hun sukkede. "Jeg blev dræbt af Sean," nu begyndte talestrømmen. "Jeg mærkede noget underligt ske. En stemme hviskede 'Søg' , og pludselig sad jeg inde i total mørke. Jeg kunne ikke styre mig selv. Den lyshåret pige, hun-hun... Hun styrede det hele. Hun var Dæmonen. Hun styrede det hele. Jeg kunne kun give hende et slag i maven, få nogle ord ud, og se på. Føle det hun følte. Så hvad hun så. Og så videre." Nu til det hårde. Hun så bestemt ind i hans øjne. "Jeg... " Hun tøvede. "Jeg er ikke jomfru. Ikke som sådan. Dæmonen var sammen med en, hun forelskede sig i en." Hun så ned. "Men jeg følte ingenting. Vi er blodsforbundet. Ham, og mig. Men igen, det var Dæmonen. Jeg ville ikke. Så hvis du er vred, så er det unfair." Hun trådte endnu et skridt væk. "Og jeg sendte dig tegn da du mødte dæmonen." Hun så mere væk.

Hun havde en del mere at fortælle ham end han troede. Han havde skam mødt hendes dæmon jeg og havde været meget i tvivl om det egentlig var hende, men havde til sidst fået et slag i hovedet, som havde fået ham til at indse at det virkelig var hende, men som var fanget i en anden krop. Det hun fortalte om at hun ikke var jomfru mere, fik det til at give et lille sæt i ham, men det var ikke noget som han gav tegn på. Så havde Victoria altså ment noget af det hun sagde med at Dæmonen Nille var forelsket i en anden, men han havde aldrig troet at de ville.. Han rystede tanken ud af hovedet og smilte skævt til hende, imens hun fortalte alt og lyttede til hvert et ord hun sagde, selvom han allermest bare havde lyst til at omfavne hende og sige at han ikke var sur overhovedet. Selvfølgelig var han overrasket, men ikke sur, det var jo ikke hende som sådan der havde gjort det.
"Jeg er ikke vred Nille," sagde han og kiggede ned i jorden. "Jeg ser ingen grund til at være vred," Han prøvede at lyde glad, men hans stemme var så hæs og nærmest uhørlig.

Han var ikke vred? Årh, hvor godt! Hun valgte at fortælle videre.
"Godt... Men så her en dag forleden... Var dæmonen så svag. Jeg kunne bryde igenmen. Hun kom ind i mørket. Jeg så hende i øjnene. Dræbte hende. Jeg er mig. Udover de blå øjne. Og at jeg ikke længere er shapeshifter." Det med at hun var Sjæledæmon ville ikke forsvinde. Uanset hvor meget hun ønskede det. Hun lagde armene om sig selv. Hun så på ham. "Hvad er der sket mens jeg har været væk?" Hun spurgte forsigtigt. "Jeg mødte Jade," mere behøvede hun nok ikke at sige.

//kreasvigt.

Det lød meget dramatisk alt det hun fortalte, det at hun nærmest skulle kæmpe imod sig selv, besejre den dæmon som havde overtaget hendes liv. Det måtte ikke have været nemt, Jacob kunne selv huske hvor svært det var for ham at skulle holde sin onde side nede, dengang den mørke halskæde stadig hang om halsen på ham. Han kiggede op fra jorden og hen på hende, så snart han hørte hende sige navnet Jade, som fik det til at krible ned ad ham. Han måtte fortælle hende det, han kunne da ikke bare holde det sådan hemligt? Det ville være forkert på så mange måder, han ville ikke holde det hemligt for hende, hvor ondt det så måtte gøre på hende og på ham selv for den sags skyld.
"Nille jeg.." stammede han og knyttede sine hænder, inden han kort åndede ud. "Mig og Jade har kysset," Det blev sagt med en hvisken, men han var ikke i tvivl om at hun havde hørt det.

Først havde hun troet han lavede sjov med hende. Hun skulle til at grine da hun kom i tanke i alvoren i hans stemme. Hun så ned.
Kysset? Åh... Hun havde lyst til at kaste op. Hvorfor var hun ikke shapeshifter mere?! Hun ville forvandle sig til panter! Angribe et eller andet... Men samtidig ville hun bare løbe. Løbe væk. Slå ham... Give ham en lussing. Hun kunne ikke sige 'du troede jo jeg var død' for hun havde sendt ham tegn! og han havde set dem! Hun trådte mere væk.
Hun ville sige noget der sårede ham. Chokket, og skuffelsen var tydeligt malet i hendes ansigt.
"Jeg sendte dig tegn... Jeg prøvede at fortælle dig... At jeg levede..." Hendes stemme blev mere, og mere stærk. "Og så går du rundt, og kysser med Jade?!" Hun begyndte at råbe. Hun tog sig til hovedet. "Vil du vide noget, Jacob? Jeg sad alene i mørket i rigtig lang tid. Jeg var ved at miste håbet... Indtil Dæmonen mødte dig. Så lyste det hele op. Men nu kan jeg se at det var forgæves." Hun mærkede tårerne strømme ned af hendes kinder.

Præcis som han havde troet og forstillede sig, stod hun nu foran ham, sendte ham det blik som hun havde sendt ham dengang hun så Jade kysse ham. Han kunne krybe i et musehul, bare pga. han følte sig så dum, ond, som fortjente han ikke at han før havde set hende smile og kramme ham. Han kiggede fortsat ned i jorden, knyttede sine hænder sammen og prøvede at tage tingene med ro, han ville ikke råbe eller noget, han ville bare tage det roligt, sige tingene som de var.
"Sig ikke sådan noget," hviskede han kort til det sidste hun sagde. Han kiggede op på hende igen med et trist, men alvorligt blik. "Jeg Ved godt at jeg har såret dig og det er jeg virkelig ked af, men.. Hvis bare jeg.. Jeg elsker dig stadig Nille, men jeg er så småt begyndt at få følelser for Jade også.. Jeg ved at det er forkert og jeg skammer mig," Han kiggede ned igen og fortsatte med at knytte sine hænder hårdt sammen. "Men, jeg kan ikke ændre det,"

Nu var det nok!
Det sidste han sagde var det der fik glasset til at flyde.
"Hold så mund med det Skam!" Råbte hun, og tårerne gled hurtigt, og hidsigt ned af hendes kinder. Vinden greb fat i hendes hår, og gjorde det mere skræmmende at se på hende. "Er du klar over hvad hun sagde til mig?! Hun sagde hun ikke ville give op... At i sidste ende ville det være hende... Du kan ikke sige du elsker mig, Jacob." Vinden i håret forsvandt, og slappede mere af. "Du kan ændre det, men du gider ikke." Hun trak vejret dybt ind. "Jeg gider ikke mere, Jacob." Hun så ned. "Jeg gider ikke det med Jade mere. Hun vil jo SÅ gerne have dig. Så lad hende dog få dig. Men jeg giver ikke op på dig. Jeg slipper dig ikke. Du brudte dit løfte. Jeg vidste godt det var et løfte man ikke kunne holde... Jeg håbede bare på du kunne. Men det ser vel ud til at det er dig der bryder det vigtigste løfte. Du giver slip." Med de ord vendte hun om, og ville gå.

Hvad var der lige ved at ske? Hvorfor skete det overhovedet? Hvorfor kunne alt ikke vende tilbage til alting var så let, dengang han bare var en lille dæmon som fik slag af sin far et par gange.. Det gjorde alligevel ikke nær så ondt som Nilles ord.. Han havde brudt et løfte, et løfte der havde været svært at holde for alle, men det havde ramt Nilles hjerte samt hans eget.. Han kiggede ned i jorden, imens hans hænder stadig var knyttet hårdt sammen, så et par enkle is der lignte blodårer strømmed ud af hans hånd og ned ad håndledene. Han kiggede op på hende og kunne ikke få et ord frem, for hvad end han sagde, ville det ikke få Nille til at vende om og se på ham som hun havde gjort ligesom dengang de mødtes.
Han havde vel fortjent det og lige nu kunne han se sig selv rodne op, alene og til sidst dræbt af det han selv var. Is. Kold som is.
Lydene af et par fodtrin der var på vej væk, fik ham til at komme ud af sine tanker og kigge efter hende. Han ville løbe efter hende, da en anden skikkelse kom ham i forkøbet. En lille skikkelse som ikke drømte om at gøre Nille fortræd.
"Nille!" råbte Josh glad og løb hen til Nille, hvor han derefter omfavnede hende. "Du kom igen! Du skal bare se Mystic, han er blevet så stor!" han spredte sine arme for at demonsterer.

Han havde givet op på hende. Han havde brudt to løfter. Hun havde sendt tegn. Hun havde håbet. Men intet havde virket. Han havde givet op. Nu skulle prisen for det komme ved at hun forlod ham. Hun ville ikke være med mere. Hun ville ikke tilgive ham så let denne gang. Denne gang... Overreageret hun ikke. Denne gang var det ham der  lavede fejl. Denne gang var det slut. Nille stoppede op ved lyden af Joshs glade stemme, og hun vendte om. Hun smilede da den søde dreng løb mod hende, og omfavnede hende. Hun satte sig på hug, og lagde armene om ham. Hun grinede af det han sagde. "Jeg er ikke let at holde tilbage." Sagde hun. Hun så på ham. "Nå, så det er han? Han er ikke den eneste." Hun pjuskede i Joshs hår.  Jacob fik et hårdt blik fra hende. Måske var hun vred på ham, men Josh kunne hun da ikke være sur på! Hun smilede til Josh. "Hvor er Mystic så henne?" Hun så hen imod huset.

Josh var meget glad for at se hende igen, han havde ventet på at hun skulle komme igen, så han kunne vise hende hvor godt han havde taget sig af Mystic, den lille hundehvalp som hun gav ham for at han aldrig skulle være alene.
"Han er så sød og sjov!" fortalte han og kiggede rundt. "Nu skal jeg kalde på ham!" Josh var som et lille barn juleaften, eller som en ven der var ivrig efter at vise sine venner hvad han havde fået i gave. "Mystic!" Han placerede hænderne om munden, formede et O så lyden af hans stemme blev højere. Snart kom en hvalp løbende med tungen hængende ud af munden og halen logrende til alle sider. Josh smilte stort og satte sig på hug ved siden af Mystic. "Her er han," Han kiggede stolt på Nille.
Jacob så bare på, fik kuldegysninger af det hårde blik hun sendte ham, men han ville ikke sige noget til det. Han forstod hende vel godt og han var glad for at bare fordi hun var sur på ham, at så gik det ikke udover Josh. Han følte trang til at gå der over, være med i den lille hyggelige snak, men han vidste godt at det ikke ville gå.. Hvis hun dog bare troede på ham at han stadig elskede hende, men at det hele bare var som en karussel..

Nille satte sig i skrædderstilling, og hvilede hænderne ved benene. En behagelig siddestilling. Nille grinede af Joshs hyperhed. Han var så sød. Et uskyldigt barn. Nille smilede af Mystic der kom løbende. Hold da op han var blevet stor! Hvor længe havde hun været væk?! Et år?!?! Hun aede Mystic bag de flappende ører. "Sikke stor han er blevet." Hun smilede kærligt til Josh, og så på ham.
Hun så på Mystic igen, og smilede bredt. Det var så dejligt at se et dyr... Alt det mørke... Hun lukkede øjnene, og trak vejret hurtigere. Hun åbnede dem hurtigt igen, og fik vejrtrækningen under kontrol. At lukke øjnene mindede hende om det rædselsfulde kolde mørke... Hun åndede lettet ud. Hun smilede beroligende til Josh, og rejste sig op. "Jeg... Må hellere gå." Hun så hen imod træerne.

Josh havde så meget at sige. Det var lige før han løftede hvert et pelsstrå på Mystic, bare for at vise hvor stor han var blevet og hvor meget han passede på ham, ingen tvivl om at Josh kunne blive den perfekte dyrepasser. Han kunne snakke med Nille hele dagen, men så snart hun sagde at hun måtte gå, sendte han hende et stor forvirret og bedende blik.
"GÅ?" sagde han forvirret og rejste sig op. "jamen, du er jo lige kommet? Også vil du allerede gå?" Han kiggede op på hende med sine store bedende øjne og derefter kort hen på Jacob, men hurtigt hen på Nille igen, for at få det bekræftet om hun virkelig vil gå. "Men, du må ikke gå?"
Jacob havde den værste smag i munden, som om han skulle kaste op, men han kunne ikke.. Han kunne ikke kaste et enkelt ord op...

Nille lagde armene over kors, og bed sig i underlæben. Hun så ned i græsset. En gren der knækkede fik Nilles opmærksomhed, men hun vidste hvem det var. Lilly. Nille hostede netop da grenen knækkede for de ikke skulle opdage det. Lilly... Nilles mor. Nille havde stødt på hende da hun havde været henne ved The Forest, og set på sin hytte. To iskubler. Den hvor Nilles lig havde været var tom. Joshs bedende blikke var det der fik Nille til at se på Jacob. "Det sagde Jacob også engang jeg ikke måtte." Den dag de havde sagt de elskede hinanden. "Men det gjorde jeg heller ikke, og derfor går jeg heller ikke nu medmindre Jacob går." Det var nærmest en besked til ham der var fordrejet så Josh ikke helt forstod den... Forhåbentlig gjorde han ikke.

Josh kiggede bedende hen på Jacob, hvorfor anede han egentlig ikke, men han havde bare en fornemelse om at det ville virke hvis han gjorde.. Josh bemærkede godt at det raslede i buskene, så han kiggede rundt og ventede lidt på at det som raslede ville afsløre sig. Han kunne ikke finde ud af om det var noget godt eller dårligt, men han satsede på at det var noget godt, så han gik en anelse tættere på buskene.
Jacob kiggede hen på Nille og skulle lige til at sige noget til hende, men blev afbrudt så snart Josh kom løbende hen til ham og krammede hans ben. Jacob kiggede forvirret ned på den skræmte dreng og derefter hen på det som havde skræmt ham.

Raslen i buskene. Åh gud. Nille lukkede øjnene, og hørte Josh løb hen til Jacob. En kvinde dukkede op bag Nille. Sort hår. Lysegrønne øjne. Spidse ansigtstræk men stadig noget indiansk over dem. Det kunne lige så godt være Nille. Men forskellen var tydelig også. Kvindens ansigt var uden følelser. Det var Lilly. Lilly havde en hvid kappe om sig som dækkede hele hendes krop. Det sorte hår var løst. Kappens hætte var nede. Nille vendte sig om, og så sin mor i øjnene.
"Godeftermiddag Nille." Lillys stemme var så sød som sukker, men skarp som en tigers hjørnetand. "Jeg ser du besøger en ven?"Lillys lysegrønne øjne landede på Jacob, og Josh.
"Jeg ser at du er gået forkert? Vejen til helvede er den vej." Hun pegede hen imod den retning hvor Lilly var kommet fra, og et uskyldigt smil kom over Nilles læber.
"Jeg ser døden ikke har forandret dig. Du er stadig dum, og barnlig." Lilly smilede nedladende.
Nille krympede sig lidt sammen under moderens hårde blik.

Josh gemte sig bag Jacob, da han ikke var den helt modigste dreng endnu, det var noget som Jacob arbejede på, så godt han nu kunne altså, men det var ikke altid lige let, eftersom Josh havde haft det svært i den kælder med de nøgne kvinder. Jacob kiggede skævt ned på ham, men rettede hurtigt blikket hen imod Nille igen og spærrede sine øjne op, så snart han så den anden kvinde træde frem for sit skjul. Hun lignte jo Nille på en prik, Men alligevel var forskellene store.
Så snart hun kiggede hen på dem, kunne han mærke at han havde lyst til at knurre og bare forvandle denne kvinde om til is, som stod Victoria eller Hans egen mor foran ham. Han gik et skridt tættere på, men blev holdt tilbage af Josh som stadig gemte sig bag ham. Josh.. Jacob kiggede ned på ham og løftede ham op i sine arme, men tog ikke blikket fra Nille og Lilly.

Nille trak vejret hurtigt, og så ned. Trådte et skridt tilbage, og så, så på moren igen som smilede nedladende mere, og mere. Men så rettede Nille sig op, og knyttede hænderne.
"Drop det, du får intet ud af det." Lød det hånligt fra Lilly, og hendes lysegrønne øjne blev kort sorte. Ikke så lang tid at det ville gribe fat i Nille.
"Jo, det gør jeg faktisk. Jeg får lov til at grine mens du tuder over at du har mistet alt. Din datter hader dig, og din mand er død. Er du slet ikke trist over det? Har du da ingen følelser, mor?" Den måde Nille sagde 'mor' på var kærlig, og varm. Forhåbentlig virkede det. "Nej. Nej, det har jeg ikke." Lilly gik hen imod Jacob, og stoppede op lidt væk fra ham. Lilly lagde hovedet lidt på skrå. "Og hvem er du så, unge mand?" Spurgte hun høfligt.
Nille stirrede på Lilly, og så på Jacob. Hun så dog hurtigt væk fra ham. Han var stadig ikke tilgivet. Det ville han sikkert heller ikke blive...

Jacob havde på fornemelsen at Lilly ikke var nogen god person, specielt ikke når en som Nille snakkede sådan til hende, det var som at hører ham selv snakke med sin egen far.. Han kiggede på dem, tog ikke blikket fra dem og bemærkede en hver lille deltage for at være på vagt, hvis nu alting skulle til at gå i kage. Jacob lyttede til deres samtale, hvert et ord, men han valgte ikke at blande sig, medmindre det virkelig skulle gå hen og gå galt. Josh gemte sig så snart Lilly kom hen imod dem, umidelbart så hun ikke farlig ud, men man skulle aldrig sælge skindet før bjørnen var skudt. Selvom hun var høflig overfor ham, havde han en lille fornemelse på at han ikke skulle være høflig overfor hende.
"Jacob," svarede han bare og kiggede hende i øjnene, imens Josh gemte sig væk i den store hættetrøje.