Alive or just breathing?(Sajro)

Højlydte snøft brød igennem den isnende stilhed der hærgede natten, efterfulgt af blide, men desperate tysselyde. Skridt rev grus op og kastede det bagud. Månelyset strejfede en blodig skikkelse. Hun snublede. Rullede i luften, kastede sig ned på ryggen, så de to piger hun holdt ind til sig, blot landede på hendes krop. Bankede hovedet ned i gruset. Buede i ryggen, trak sig op uden at slippe de to, tydeligt skræmte børn.
Mørket lagde sig over dem som et tæppe, da hendes hastige løb førte dem ind i skoven, og de krogede grene dækkede for månens blege skær. Hun skubbede pigerne tættede ind imod hende, så grenene der fejede imod dem, ikke beskadigede de to piger, men derimod rev lange flænger i hendes egne arme.

Et skud fyrede igennem natten. Paniske fugle fløj skræmt op, skræppende og baskende. Dyr flygtede over hals og hoved. Et syrende smerte skød igennem Delilah, som hendes side blev strejfet af kuglen, og blod begyndte at vælte ud. Et hvæs undslap hendes læber, men de blev klistret sammen igen sekundet senere. En af pigerne i hendes arme begyndte at græde højlydt ved lyden.
Endnu et skud. Denne gang strejfede den hendes hals, og endnu engang gled blod ned over den slanke hals, og videre ned i kavalergangen. Livias kind blev smurt ind i blod, men det synes hun ikke at bemærke.
Hun dukkede sig, bukkede let i knæene og skiftede et ryk retning. Endnu et skud. Den missede. Hun løb igennem et krat, men det lykkedes alligevel at få løftet børnene så det ikke var deres hud der blev flænget huller i.

- De overlever et par flænger. Du skal bare væk, Neco!
Hold din kæft!
Lyden af en gren der knækkede foran hende, fik hende til at skifte retning igen. Hun vidste at det var næste umuligt at undslippe. Med den grædende pige i armene, og den anden hvis læber skælvede nok til at hun var på nippet til at følge søsterens eksempel, ville hun ikke kunne forsvinde i natten.
Hun bandede indvendigt, skiftede retning og løb dybere ind i skoven. Hun gled. Hun nåede kun at rulle halvt denne gang, så Marinas skulder ramte jorden sammen med hendes egen. Det blev for meget for barnet, og hendes skælven brød ud i skrigende gråd. Hun nåede ikke rejse sig, før løbet af en pistol blev presset ned i nakken på hende.

"Få dem til at holde kæft."
Hendes onkels stemme lød mere irriteret end noget andet. Omkring hende kom adskillige mænd med diverse våben ud af skyggerne. Hun pressede pigerne tættere på. Hun kunne ikke få fat i nogle af de våben hun havde på sig - ikke uden at slippe en af børnene.
En af mændene trådte frem. Ikke en eneste muskel bevægede sig under Delilahs cremefarvede, blodige hud, men det var ingen hemmelighed at hver eneste var spændt til randen. Det brændende, dæmoniske blik holdt skarpt øje med ham. Kæft hun ønskede brændende at hun kunne have fået fat i den skide pistol!

Sajro gik gennem skoven. Han havde lige været inde i byen for at se til nogle ting men var nu ude i skoven igen. Han fik meget hurtigt en fornemmelse af at det nok var for det bedste at han var taget derud. Gennem skoven kunne han høre en lyd han havde hørt før, eller ihvertfald en lignende lyd til noget han havde hørt mange gange før. Den skærende lyd af barnegråd der var nær umulig at undslippe. En lyd der var praktisktalt umulig at overhøre. Han bevægede sig i retningen, hans instinkter fortalte ham at han var nød til at finde ud af om barnet var okay, det kunne være kommet til skade eller værre endnu være ved at blive mishandlet.

Han skyndte sig mod lyden, indtil den tydelig barnegråd blev stoppet grundet lyden af en mandestemme. Tydeligvis var manden bag stemmen ikke tilfreds med børnenes gråd, hvilket blot fik sajro til at sætte farten op indtil han ikke var alt for langt væk hvilket var der han fangede duften af hans egne børn. Hastigheden hans bevægede sig gennem skoven med blev meget hurtigere pludseligt. Ingen skulle fandme tiltale hans børn på den måde! Han fik sig selv en smule ned inden han nåede frem da han på afstand havde set hvad det var der skete, så han kom gående med rolige skridt frem mod de fremmede.

"Hør her mine gode herrer, hvad lader til at være problemet siden i sådan skal konfrontere en kvinde der går tur i skoven med hendes børn?"

Han stillede det så fattet han kunne, men det var nært umuligt for ham at skjule hans vrede hvilket syrede hans ord til. Han sendte også Delilah et blik hvor han forsøgte at fortælle hende at han ikke vidste hvor pokker hun havde været henne, og hvad fuck hun havde lavet. Han gik med så rolige skridt han kunne mønstre frem mod de fremmede mænd med pistolerne trukket.

"Så hvis nu vi tænker os om og lægger våbnene fra os, så kan vi bare snakke det igennem? ingen behøver at komme til ska... skade."

Bare at sige at ingen behøvede at komme til skade var svært, fordi det eneste han havde på tankerne var at banke dem alle sammen.

Duften var uigenkendelig. Eller lugten? Stanken? Det kom vel lidt an på hvilket humør hun var i. Men på dette tidspunkt var det nok mest en duft. Hun var ikke i tvivl om at hun opdagede varulvens tilstedeværelse før de andre, da hendes sanser rakte ud, snoede sig om duften og flåede dem tilbage i hendes næsebor. Desværre gik der ikke mange sekunder fra hun blev opmærksom på ham, til en af pigerne i hendes arme også blev det.
Mon hun havde arvet hendes ekstreme sanser? Eller opfattede hun sin mors reaktion? Uanset hvad svaret var, så svandt hendes gråd pludseligt ind, og med store øjne stirrede hun igennem krattet, før hans skikkelse trådte frem. Hun blev først bragt tilbage til virkeligheden da, pistolen der var presset imod hendes baghoved, trykkede sig endnu hårdere imod hende.
"Jeg sagde få den til at holde kæft, eller jeg gør det!"
Hun nåede ikke svare, før den umiskendelige stemme afbrød den luft hun sugede ind for at svare. Et symfoni af klikkelyde fra afsikrede våben gav genlyd i skoven, da næsten samtlige mænd snurrede omkring imod denne nye overraskelse.

Desværre var ingen af de to piger i hendes arme særlig taktisk kloge i denne her situation.
"Far!"
Livia vred sig og forsøgte at slippe ud af Delilahs greb, i et forsøg på at komme hen til ham. Marina klemte sig ind til sin mor, men stirrede også med store øjne på ham. På trods af det stålfaste greb om Livias krop, ville hun ikke give op på sit ihærdige forsøg.
Dæmonen bandede indvændigt. Det var vældig nuttet og det hele, at den lille pige ville hen til sin far, men det var forbandet dårlig timing. Som i virkelig, virkelig dårlig timing. Hun tyssede på hende, og trykkede hende ind imod sit bryst for at få hendes ihærdige forsøg til at svinde ind. Men de havde spottet sammenhængen.

Onklen tøvede lidt, men rettede så langsomt pistolen imod Livias hoved, uden at fjerne blikket fra varulven. Delilahs blik gled ihærdigt imellem pistolen og onklens fastlåse blik. Hun krabbede sig langsomt bagud, så langsomt at onklen ikke synes at bemærke det, men hurtigt nok til at fjerne Livias hoved fra skudlinjen.
Hvilket var heldigt. Hendes blik fæstnede sig til hans finger der uendeligt langsomt trykkede ind imod pistolen, endnu imens han betragtede varulven - som for at regne hans reaktion ud.
"Nej du har ret. Ingen behøver at komme til skade. 'Far'."
Han virkede nærmest hånlig. Som om han ikke troede at en 'hund', som hun var opdrættet til at kalde dem, ville kunne gøre noget imod ham. Han trykkede pistolen i bund. Hun rullede. Kuglen bragede igennem luften, Marina skreg, Livia græd, kuglen borede sig ind i hendes skulder. Hun hvæsede.
Han havde tænkt sig at skyde Livia! Han havde rent faktisk planlagt at skyde barnet! Ham som udtrykkeligt havde fået ordre om at børnene skulle komme tilbage i live, uanset hvad skader der så måtte være. Hvad fanden!
Hun hvæsede. Hun overvejede det ikke engang, men sekundet senere skød hendes ben ud og hamrede ham direkte i skridtet. Han knækkede sammen i smerte. Hendes blik skød op, og lagde sig på Sajro.

Det ord der skar gennem luften, ramte ham meget pludseligt og han vidste ikke hvordan han skulle reagere på det andet end at grine. Han grinte mest fordi det ikke var noget han havde forventet og slet ikke var noget han vidste hvordan han skulle håndtere fordi det satte hele hans plan på højkant. Han forventede jo ret meget at han kunne få overtaget med at overraske dem. Han rystede bare på hovedet. Han gjorde ikke rigtigt mere, han begyndte bare at gå rundt om dem, mens han holdte øje med dem, det var først da en pistol blev pejet på hans barn at han reagerede igen.

"Du er indbegrebeet af alt der er dårligt i denne verden, du er afskum."

Han snerrede af ham med de ord, som svar på hvad han gjorde med at pege på hans pige. Han tog et skridt frem samtidigt med at han skød og Delilah sparkede ham i skridtet. Det var nu han skulle slå til hvis han skulle have en chance. De andre mænd vendte deres blik mod den nu hulkende onkel der var knækket sammen. Sajro brugte tiden til at skifte form inden han slog de 2 forreste dæmoner til side og Sprang frem mod onklen så han også var sikker på han var skærmede Delilah og pigerne fra den hagl af kugler der nu regnede mod dem. De skød som sindssyge hvilket betød mange af skudene fløj i tilfældige retninger, men nogle borede sig også ind i Sajro krop, heldigvis var ingen af dem af sølv. Ingen af dem ramte vitale organer heller, men han vidste godt han kun havde begrænset tid.

Onklen skød et enkelt skud mod Sajros lår, som fik ham til at skrige i smerte hvor han rev hovedet af onklen. Derefter begyndte hvad der nok mest mindede mest om et raseri som Sajro begyndte at slå vildt om sig, dog sørgede han for ikke at slå i Delilahs retning. Der gik kun cirka 1 minut hvor han slog, rev og bed i og efter de resterende dæmoner inden han kollapsede på jorden.

Livia var utilfreds. Det var tydeligt. Hun skreg og forsøgte at skubbe sig væk fra morens bryst, men uden held. Måske var det fordi hun ville hen til sin far, eller måske var hun bare bange. Men Delilah slap hende ikke.
Hun hørte lyden. Den bankede imod hendes hjerne, selvom de dæmoniske, ilrøde øjne ikke bevægede sig op for at ramme den transformerende krop. Der var ikke tid. Hun var ikke et sekund i tvivl. Når først det gik op for mændene at de faktisk kunne få et problem med Sajro, ville de ikke tøve med at lade kugler og knive hagle over alt der bevægede sig.
Hun rullede. Det var mest et liggende rullefald, hvor musklerne i hendes krop bevægede sig under huden som hun trak sig sammen, og i et pludselig bevægelse gled omkring så hendes krop skærmede børnenes. Et vandfald af mørke krøller regnede ned over dem, som hun vippede hovedet nedad og trykkede pigerne ind under hagen for at holde dem sikre. Hun forsøgte blidt at trykke hænderne imod så meget af deres ører som muligt, for at skærme dem for de høje brag og de flænsende lyde.

Hun skulle have mærket den sitre i luften og sende vibrerende bølger af luftmolekyler imod hendes ben, før den var der. Men hun var for optaget og for sårbar i den stilling. Det skulle hun have vidst. Så da de kolde, stærke fingre lukkede sig om hendes ben, var hun ikke forberedt, og chokbølgen sitrede igennem hende.
Fuckpis!
Han trak. Med et hvæs blev hun flået hen af jorden. Børnene gled ud af hendes arme. En varulvearm fløj henover hendes hoved, og borede sig ind i manden - selvom Sajro tilsyneladende ikke havde opdaget hendes lille rutsjetur over jorden. Hun blev liggende, helt fladt. Hun var ikke i tvivl om at Sajro nemt kunne skade hende ved et uheld, hvis hun rejste sig - og hun var end ikke sikker på om det ville gøre ham det mindste hvis det skete.
Faktisk var der mange ting hun ikke var sikker på, vedrørende ham. Og det irriterede hende ad helvedes til, men hun havde valgt at forsone sig med det. Han kunne sgu være så mysti-fystisk han ville, og hvis han ønskede at ikke bryde sig om hende, så ville hun lade ham gøre det.
Det handlede ikke om hende. Det handlede om dem.

Han kollapsede. Hun stivnede, men efter blot et sekund med hver eneste muskel i hendes krop sitrende i spænding, gled hun lydløst op i stående stilling. Hun holdt øjenkontakt med en af pigerne, med en hånd oppe for at signalere at de skulle blive siddende. Hun havde selv oplevet at han kunne blive ... anderledes, når han var udmattet. Og han så virkelig udmattet ud.
"Sajro?"
Hun var svimmel. Hun var meget svimmel. Blod strømmede endnu ud af sårene fra hendes hals, skulder og side, samt de adskillige snitsår der synes at være strøet generøst ud over hendes krop. Hun lagde blidt en hånd på hans skulder, og uden det helt var med vilje gled hun ned i knæ ved hans side. Hun var bare så træt ...
Selvfølgelig ignorerede de hendes anmodning om at blive siddende. De var snart 3, og havde bestemt nået trodsalderen hurtigere end de fleste børn gjorde det. Måske havde det noget med forældrene at gøre?
Livia kastede sig op af Sajro og krammede hans ryg med en munter latter, med Marinas hånd i sin. Marina derimod stod mere genert, lidt bagud, og med et blik rettet imod jorden, sneg hun sig engang imellem til et kig opad.

Sajro forsøgte stadig at skærme dem så godt han kunne, men det var nært umuligt at gøre helt. Han kiggede sig omkring kort inden han faldt om blot for at konstatere at ingen af de andre dæmoner var stående. Han blev sig selv igen som han nu bare sad udmattet på jorden. Det blødte fra mere end et enkelt hul. Det var dog hullet i hans lår der tydeligvis brændte mest. Han hadede smerten, og selvfølgelig var den ikke gået igennem, så i hans lår lagde nu en kugle af sølv og han kunne mærke hvordan den brændte og hvordan han blev svagere.

"Ja?..."

Han var lige ved at vælte ned på ryggen, men mærkede så pigen der næsten sprang op på hans ryg, og han tvang sig til at læne sig frem ad. Han sad lidt krumbøjet mens han rodede igennem et af de nærmeste lig for at finde en kniv. Han kiggede om på Delilah, mens han stak kniven ned i låret og forsøgte at få kuglen ud. Men det mislykkedes ham fuldstændigt. Det eneste han formåede var at åbne op så han blødte det mere. Han væltede forover i en tilstand hvor han gled ind og ud af bevidsthed konstant. Han fik sig i et af hans vågne øjeblikke at rulle sig selv om på ryggen og mumle.

"Få... den... ud..."

Han kunne ikke få lov til at heale hans sår, så længe den kugle lagde i hans lår, og hun burde have en del nemmere ved at gøre det end han havde. Hun var trods alt ikke den der blev skåret i. Han havde dog godt set hun selv var kommet til skade og han havde det derved ikke godt med at bede hende om at hjælpe ham. Mens han lagde ned og gled ind og ud af bevidsthed, drejede han sit hoved så han kunne kigge på de to piger med et roligt smil på læberne. Han skulle måske for fremtiden finde en bedre indgangsvinkel når de var så mange.

Marina rakte hånden frem mod Delilah, hvor en lille rift havde vist sig, som for at bevise at hun var såret og skulle trøstes. Men ikke en tåre slørede hendes blik. Derfor lagde dæmonen fingre om den lille hånd, kyssede blidt såret og skubbede hende så bagud.
"Træd lidt væk, piger. Hold i hånden, så i ikke kommer væk fra hinanden."
De adlød. Eller i hvert fald rakte Marina hånden ud efter sin søster, der stirrede trodsigt på sin mor, derefter på hånden, før hun til sidst gav op og slap sin far, så hun kunne vandre et par skridt væk med sin søster i hånden.

Delilah lagde fingrende om den kølige, blodige og klistrede kniv, selvom hendes hånd rystede synligt som de slanke fingre bevægede sig. Hun tøvede ikke, for selvom det havde været lang tid siden hun sidst for alvor gravede fingrene dybt i råt kød, så gled kniven og en enkelt finger dybt ned i såret efter ikke engang enkelte sekunder.
Varmt, klistrende, pulserende. Kødet lukkede sig om hende, som hun borede neglen ind under den ene side af kuglen, og kniven ind under den anden. Hun trak op, og da først kuglen var løsnet, trak hun fingeren op og banede den resten af vejen op, indtil hun kunne lægge et par fingre om den, trække den helt op og kaste den væk i en glidende bevægelse.
"Hvad fanden skete der? Hvad fanden lavede du?"
Hun væltede bagover, så de mørke lokker væltede ned over hendes skuldre og jorden omkring hende i en halvfærdig glorie. Hendes øjne gled i. Kæft hun var svimmel.
"Du kan sguda ikke bare løbe ind i en regn af kugler."
Bag dem havde begge piger sat sig ned i den blodsølede jord, hvor de skubbede til et par myrer med hver deres pind.

Han kiggede efter pigerne som de langsomt trak sig væk fra ham. han smilede bare til dem med et mat smil, som han gjorde klar til smerten af den kniv der inden længe ville bore sig ned i hans lår... Hvorfor skulle folk også altid bruge kugler af sølv, de var så upraktiske men folk gjorde det altid. Pisse irriterende allergi for at være ærlig.

Han bed bare sammen, og lukkede halvt øjnene som han betragtede de to piger i baggrunden gennem en tåge af smerte. Da endeligt kuglen forlod hans lår sukkede han behaget ud. Den følelse der gik gennem hans krop ved befrielsen af den skærende brændende smerte fra sølvet var som en velsignet frigørelse.

"Hvad jeg lavede? Nåååå... Selvfølgelig kan jeg det, når mine børn er i skudlinjen, så er der ikke noget der længere hedder selvbeskyttelse... Og selvom du er en dygtig akrobat tag jeg ikke stole på en person til at holde dem sikre."

Han åndede bare tungt ud, og kiggede på hende. Han rystede på hovedet og trak på skuldrende. Det var alt han kunne sige som svar på hendes kommentar. Måske det ikke var det smarteste valg han kunne have taget, men hey det virkede, ingen af pigerne var ramt. Han var derudover ligeglad med om det så havde kostet ham livet. Det var vigtigere at de levede videre end at han gjorde.

"Hvad med dig, hvorfor var du overhovedet herude sammen med en gruppe af dæmoner der gerne ville skyde dit kønne hoved af?"

Livia samlede en myrer op og kastede den på Marina, der hvinede og sprang op for at børste den af, inden den tissede på hende. Det skar i Delilahs hoved, og smerten der dunkede igennem hende blev forstærket af de høje lyde. Hun var så træt og pludseligt virkede hun helt behageligt følelsesløs - selvom hun udemærket var klar over at det ikke ligefrem var et særlig godt tegn.
"For du kan så nemt holde dem sikre hvis du får skudt ansigtet af?"
Han havde lukket øjne, og lå med de mørke krøller i en halvcirkel om hendes ansigt, imens den kølige, fugtige jord trængte igennem hendes blodige tøj. Marina hvinede igen, og begyndte at skælde ud på Livia med en uforståelig pludren. Livia lo. Hun havde nok fundet flere myrer.
- Neco, du dør ikke fra mig!
Shhh ...

Det tog hende adskillige sekunder før hun overhovedet opfattede hans spørgsmål.
"Hm? Åh .."
Hun tvang øjnene op, og stirrede direkte ind i en sløret, roterende verden. Hvor pudsigt. Hun skubbede armene ind under sig, og selvom hun ikke rigtig kunne mærke jorden der blev skubbet op mellem hendes fingre, da hun skubbede sig op i en halvt siddende stilling, så lykkedes det hende alligevel at få musklerne til at adlyde.
"Det var da pigernes onkler, fætre og grandfætre. Familiefester, du ved .."
Hun var på en eller anden måde gledet bagud, så da sætningen var færdig med at sive ud af hendes læber, lå hun igen plantet solidt på jorden med øjnene lukket blidt i. Den metalliske duft af blod overvældede hende pludseligt. Havde den altid været så ... skarp og kvalm? Den skar i hendes hoved, og den gav hende lyst til at kaste op, bare for at ændre stanken.
- Neco, jeg mener det! Du lukker ikke øjnene! Åben dem. Du falder ikke i søvn!
Shh ...
Hun havde en overvældende lyst til at krølle sig sammen og lægge sig til at sove lige dér midt i en blanding af Sajros, hendes families og sit eget blod. Bare ligge som en lille kugle i en verden af drømme. Åh hvor lød det behageligt.

Livia havde fundet myretuen. Hun greb en pind, og slog til den så Marina blev dækket af myrer. Den forskrækkede pige skreg højt og skærende. Så steg en hjerteskærende gråd op fra hendes små, røde læber og hendes øjne sivede over med tårer.

Han kiggede på hende da hun "sagde" at han jo ikke kunne holde dem sikre hvis han fik sig selv slået ihjel, hun havde sandt. Men han kunne heller ikke holde dem sikre hvis det var dem der blev slået ihjel. Han rystede derfor bare på hovedet af hende, og smilede roligt til hende.

"Det er endnu mere besværligt at holde dem sikre hvis det er dem der skydes. Skydes jeg, er du her trods alt stadig til at holde dem sikre."

Han lagde en hånd på hendes skulder og lod den glide ned af hendes arm, inden han rettede sit blik mod Livia og rystede på hovedet. Han lod dem lege videre lige nu, mens han lyttede til hvad Delilah havde at fortælle omkring de fremmede der havde været tilstede. Han fik sig kæmpet op af stå da Marina begyndte at græde højlydt, og han begyndte med det samme at børste hende af for myre så hurtigt han kunne mens han sendte Livia et sigende blik, som krøb sammen op imod Delilah.

"Sikke en familie, og jeg som troede på jeg ville være den værste del af deres familie."

Han løftede Marina op på hans skuldre efter at have børstet hende af, han stod og var en smule svag på hans ben, men at bære den lille pige var ikke noget problem. Han kiggede på delilah, og greb så fat om hendes arme og løftede hende op, mens han begyndte at gå sammen med hende. Han støttede hende mod hans side, mens han holdte Livia i hånden.

"Tænker at vi vist alle kan bruge et bad, og især noget koldt til at holde tankerne ved lige?"

Han førte de to piger og Delilah måske hundrede meter væk ned til en bæk, han satte der Marina ned igen som han slap Livias hånd, og lod sig hurtigt synke ned i vandet. Bækken var ikke stor men den var stor nok til at han kunne lægge sig ned med kroppen dækket helt op til skuldrende mens hans hoved lagde på bredden.

"Hvor har du egentligt været henne Delilah? Jeg har ledt efter dig, men har ikke rigtigt kunnet finde nogen spor af dig indtil i dag?"

Han smilede roligt til hende, det var godt at se hende igen. Han ville ikke indrømme at det var rart for ham at se hende af andre grunde end hendes udseende og selvfølgelig pigerne. De kunne selvfølgelig heller ikke modstå fristelsen af vandet til at kaste vand på hinanden og på Sajro og Delilah.

Et svagt smil dirrede på hendes læber, men det var som om hun ikke kunne frembruse mere end det. Han havde ret. Men indtil videre havde hun gjort et helvedes job i at holde de piger sikre. Hun havde stolt for meget på Sean. Hun havde ikke tilgivet ham. Måske havde han fået dem ud, men han havde også fået placeret dem der, hvorefter han var smuttet for at overtage en by. Jerk.
"Ja, for det har jeg jo været så pisse god til."
Hun mumlede det, uden helt at overveje om det var en god idé at fortælle Sajro om de problemer de to piger havde været placeret i - hun var overbevist om at han ville være ligeglad med at hun havde været i de problemer, men knapt så ligeglad med at hun ikke havde fået dem ud af problemerne.
Hun registrerede ikke at han rørte ved hende. Hun registrerede knapt nok Marinas gråd, selvom et eller andet moderinstinkt i hende reagerede, og fik hende til at slå øjnene op - blot for at lade udmattelsen tage hende igen, så de faldt i.
Hun lavede en nærmest fnysende latter, der var alt hun kunne mønstre, da han påstod at han ville være den værste del af deres familie.
"Du glemte måske at jeg var en del af den?"

Hun hostede kraftigt, da han løftede hende op. Hendes læber smagte blodigt, men hun var i tvivl om det var noget hun havde hostet op, eller om det havde været der længe. Hun var svimmel, men hun vaklede alligevel ved hans side, selvom træerne blot var grønne klatter i stedet for fyldt af blade, for hendes ellers ekstraordinært skarpe syn.
Hun svarede ikke på det han sagde. Hun var faktisk ikke engang sikker på om han talte til hende eller til pigerne. Marina klappede i hvert fald begejstret over hans hoved, mens han bar hende - men det kunne selvfølgelig også være fordi hun havde det sjovt.
- Du tænker ikke klart. Neco, sæt dig ned.
Jeg kan fint gå.
- Du bliver jo trukket af sted!
Indvendigt fnyste Delilah. Det gjorde hun aldeles ikke. Hun støttede da sådan forholdsvist på sine ben, og ja hun lænede sig op af Sajro, men det betød da ikke at hun ikke gik selv!

Hun faldt i samme sekund han slap hende for at glide ned i vandet. Marina sprang hen til hende, og pustede hende i ansigtet, som når Delilah selv pustede hvor det gjorde ondt hver gang pigen skadede sig selv. Så hun virkelig så forfærdelig ud, at pigen troede at hun havde ondt i ansigtet? Auch, det var alligevel ikke så godt. Så vendte Marina sig om, og begyndte at stikke fingrene ned i vandet i stedet for. Hun var glemt.
Hun støttede stædigt de blodige, beskidte hænder i græsset, så hun ikke væltede forover. Hun skulle nok vise Chaya at hun ikke blev trukket nogle steder hen. Hun trak sig fremad, og skubbede benene ned i vandet, uden at trække bukserne af. I et par sekunder blev vandet farvet rødt, da det vaskede bukserne rene.
Da den røde strøm var forsvundet, var der alligevel en lille tråd af blod, der sivede ud fra et sår og blev ført væk af strømmen, der blot fortsatte. Men vandet kølede, og friskede hende en smule op. Hun lagde hovedet let på skrå ved hans ord, men undgik hans blik, og holdt de ildrøde øjne rettet imod den lille strøm blod der gled fra et sår på hendes ben.
"Til familiefest. En meget lang ..."
Uden at tænke over det, lagde hun en blodig hånd på jakken, og knugede lommen hvori det lille smykke lå i, der gjorde hende til en gift kvinde. Klumpen deri gav hende kvalme, og hun skar ansigt da den berørte hende.
Så plaskede kolde dråber i hendes ansigt, og det gav et sæt igennem hende, så der i et sekund var liv tilbage i øjnene. Hun skød en hånd ud og fejede klart vand - der blev farvet lyserødt af blodet på hendes hænder - op i en hånd, der landede i ansigtet på Livia, som var nærmest. Et smil flimrede på dæmonens læber. Så svandt det ind, og trætheden var tilbage i hendes blik.

"Du har sgu da været bedre til det end så mange andre."

han sendte hende bare et forsøg på et smil, han havde ikke tænkt sig at bebrejde hende. Selv hvis hun holdte sig væk fra børnene ville det ikke hjælpe dem. Den smule han vidste om hendes familie, betød at de stadig ville komme efter børnene uanset hvad. Og det var jo også lidt ham der var med til at overtale hende til at beholde dem. Han trak derfor blot på skuldrende over hendes snak om at hun var den værste del af familien.

"jeg havde glemt at resten af din familie stadig var i live."

Det var hårdt at få hende ned til vandet, men det hjalp på tankerne at bevæge sig. Han nød følelsen af det kolde vand da han fik sig lagt ned i det. Han kiggede på Delilah da hun begyndte at tale igen. Hvad fanden skulle det betyde? Familie fest? Virkeligt, efter han havde hjulpet hende ind hos hendes familie, stjal noget, og fik hende ud igen? God fucking damnit, kunne hun ikke bare holde sig væk fra den familie?

"Kan du ikke bare holde dig langt langt væk fra din familie istedet for? Lad som om du er død eller et eller andet, så slipper både, du, jeg og de to for nogensinde at skulle bøvle med dem igen."

Han sukkede, og lukkede sine øjne som han bare nød det kolde vand. Han kunne tydeligt mærke at det ikke havde været den bedste ide at tage imod så mange skud, men fred være med det, han overlevede, og det samme gjorde Delilah og børnene. Så alt gik egentligt som han havde planlagt det.

Det var behageligt. Det kølige vand strømmede om hendes ben, og afkølede den med blide, dog bestemte tryk fra kinetisk energi. Hun tippede hovedet bagud, så de mørke lokker kastede sig ned af hendes ryg, og vinden blidt kærtegnede hendes blodige, beskidte og meget ømme hud. Solen stod op på en blodrød, orangeglødet himmel, og kastede sit skær over hendes hud, der omgående lyste blålilla fra skrammer og blå mærker, der viste sig under blodlaget.
Hun tøvede inden hun svarede. Hun var oprigtigt ikke sikker på, om hun havde hjulpet dem mere end hun havde bragt dem i fare.
"Ja .. det kan man påstå ..."
Hun lød på ingen måde overbevist. Faktisk lød hun nærmere som om det var en halvsarkastisk kommentar, end en ærlig overbevisning, og på trods af at hendes stemme var spæd og nærmest blød som var hun halvt i søvne, så var der den tydelig kant af at sætningen ikke var i hendes rigtige mening.

Hun overvejede det ikke. Hun stak fingrene ned i lommen og lod en pegefinger glide over ringens glatte, men diamantbesatte overflade. De var meget i live. De var så meget i live, at hun var lettet over at hun var næsten steril. De var så meget i live, at hendes hud lyste blåligt. De var så meget i live, at de to piger, under kjolerne, også havde adskillige blå mærker og måske endda snitsår. De var for meget i live.
"De er .. sprællevende. Så fucking levende at man skulle tro de var udødelige."
Hun lød næsten bitter, og med et blev hendes knoer hvide som hun knugede ringen mellem fingrene. Så slap hun den langsomt, og trak hånden op af lommen. Hun måtte ikke tænke på det. Hun var begravet så dybt i sine tanker, at det gav et sæt i hende, da en gren strejfede hendes ben i strømmen, og hun trak det halvt til sig, før det overhovedet gik op for hende hvad der var sket.
"Sådan fungerer det ikke, når andre fodrer mig til dem."
I et sekund flammede vreden, irritationen, foragten frem. Det glitrede igennem hendes blik, der pludseligt flammede som et inferno. Så døde det ned, og forsvandt helt. Hun var udmattet. Alt for udmattet til at mærke vreden over Seans gerning. Desuden havde han også reddet hende, så i hendes slørede hjerne vejede de to ting næsten op for hinanden.
Hun støttede sig på den ene arm. Men den knækkede, og hun gled bagover. Det betød at hun blev skubbet let forover, hvilket resulterede i at hun uden varsel blev skubbet ud over kanten og ned i strømmen, hvor hun gik helt under. Kun enkelte, mørke hårtotter kunne skimtes over vandoverfladen. Under vandet førte strømmen hende direkte ind i Sajro.
Så skubbede hun sig op. Blodet blev vasket af hende, så alt vandet omkring hende blev farvet rødt i nogle sekunder. Hun forsøgte at trække sig op af vandet, men var alt for svag. Hun havde mest af alt lyst til at forsvinde og lade sig trække med strømmen.

"Hey rolig nu du har også et svært arbejde med at holde dem sikre, og tænk på det sådan her, hvis bare jeg havde taget dem istedet for at lade dig have dem, havde de ikke været i fare."

Han ville ikke have hun bebrejdede sig selv for meget. For det første var det bedst hun var glad, frisk og sikker på sig selv for børnenes skyld. Og for det andet så var det heller ikke særligt sundt for hende at hun blev ved med at beskylde sig selv for alting. Han kiggede på ehnde mens han lyttede til hendes fortælling omkring hendes familie, man burde sgu næsten gøre noget ved det tænkte han. Men han var næsten sikker på at Delilah ville sige han skulle lade være.

"Du må sige til hvis du gerne vil have at der blive tyndet lidt ud i dem, de kan umuligt avle så hurtigt som det er muligt at dræbe dem... De er trods alt ikke os jo."

Det sidste kom med et sammenbidt flabet grin, som en joke omkring hvor meget sex de havde haft med hinanden. Det var både noget han var glad ærgelig over. Hun var jo god... Han rystede hovedet for at slå de tanker ud af hovedet igen. Han kiggede så forarget på hende da hun fortalte at nogen havde fodret hende til hendes familie? Seriøst, hvem var narhovedet der satte hans børn og deres mor på højkant? Og for hvad? Sikkert bare nogle penge...

"Hvem? Har du dræbt personen... Ellers skal du skynde dig inden jeg gør det..."

Han var tydeligvis vred men ligesom hende slappede han af igen relativt hurtigt igen da han ikke ligefrem følte at han havde noget behov eller overskud til det lige nu. Han Kiggede ud i skoven, mens han lukkede øjnene, han åbnede dem først da han mærkede hende ramme hans ben, han satte sig straks op med ret ryg ud af refleks indtil han så det bare var hende og han smilede så til hende, mens han greb fast i hendes skuldre og hev ham hen til ham, hun kunne godt glemme at drukne. Han hev hende op at sidde op af ham.

"Tror aldrig jeg har set dig så svag før Delilah... VI burde nok heller ikke blive for længe selvom vandet er rart gør kulden nok os begge lidt sløve, og jeg har ingen ide om, om der kommer mere af din familie forbi."

Han så ned på hende.

Hans ord hjalp hende slet ikke. Faktisk havde de næsten modsatte virkning. For han havde ret. Hvis hun bare ikke havde taget dem, hvis hun havde efterladt dem hos ham, så var de aldrig blevet såret. Hun kunne være død hos Chase-familien, og det havde ikke gjort hende noget, hvis hun bare havde efterladt dem hos ham.
"Ja, det er jo meget bedre .."
Marina sparkede sten ned i vandet, mens Livia grinende løb rundt i cirkler om sin søster. Hun gled, væltede og bankede hovedet ned i græsset. Sekundet senere rejste hun sig, fuldstændig upåvirket og fortsatte rundt om søsteren, der ellers stod og så vældig chokeret ud.
Hun rystede kraftigt på hovedet, da han begyndte at snakke om tynde ud i dem. Det sidste hun havde brug for i verden, var at han rendte ind i byen og blev skudt ned. Det var virkelig ikke tidspunktet. Hun svarede ham ikke, men øjnene svarede uden tvivl, uden hjælp af de ord hendes øjne sagde.

Den næste del af sætningen, fik han dog svar på.
"Der er forskel på at avle og knalde, Sajro."
Der var faktisk en snert af munterhed der strejfede hendes stemme, og hendes mundvige sitrede. Hun blinkede til ham - hun var udemærket klar over at de to piger var så højrøstede at de intet kunne have hørt. De var i deres egen verden. Så hun smilede blidt, og trak blikket kort væk fra dem. Hun sænkede stemmen lidt, bare for at sikre sig at de ikke hørte noget.
"Og vi er klart bedre til den sidste del end den første. Tænk på vores succesprocent til at avle? Den stinker."

Hans hurtige skift i humør forvirrede hende let, men hun lod skiftet overtage sig og lod blikket glide ned og lægge sig i det glitrende, klare vand. Hun rystede svagt på hovedet, og lukkede øjnene, til lyden at pigernes mærkelige skrigende leg.
"Det er der ingen pointe i."
Og hun måtte indrømme det. Hun ønskede ikke Sean død, på trods af alt han havde gjort imod hende. De havde været igennem meget, og han havde hjulpet hende mange gange. Desuden ... Chaya kunne rigtig godt lide ham. Hun virkede som om, hun rent faktisk troede på at der var noget godt i ham. Noget godt, andet end det Delilah havde opdaget.

Hun hostede da han trak hende hen ved siden af ham. Vand kastede sig ned af hendes krop, og det før så krøllede og fyldige hår, hang nu og klistrede til hver centimeter af hendes krop. Men i det mindste var hun ren. Uden at overveje det snoede hun fingrene ind i hans trøje, og holdt dem fast så hun ikke gled under igen. Nu frøs hun. Bare super.
"God plan."
Hun rystede. Direkte skælvede. Blodspor banede sig ned igennem vandet, fra hendes sår, og lavede snirklede mønstre på hendes hud. Hun lukkede øjnene, som hendes læber uhyggeligt hurtigt - alt, alt for hurtigt - gik fra rødlige til en mere blålig farve. Hvad var det her for noget pis? Hun var en dæmon, hun var ikke så pisse svag!
Men hendes forbedrede sanser gjorde hende også mere udsat i forhold til kulden og smerten. Marina havde sneget sig om bag dem, og slog armene om Sajros hals. Livia råbte på hende. Delilahs hoved dunkede.
- Neco ... please ...

"Så lad os være enige om at vi begge er skyldige... Jeg kunne jo bare have sagt jeg ville have dem! Plus du kunne jo ikke have vidst det ville ske, fordi så ved jeg du havde givet mig dem."

Han sendte hende et roligt smil fordi han virkeligt ikke mente hun skulle bebrejde sig selv for meget, han ville dog heller ikke blive for meget ved den samtale lige nu, så hvis hun så meget som forsøgte at sige ham imod ville han give hende et sigende blik og holde hende for munden så hun ikke ville kunne sige noget om det. Han ignorerede hendes ord, fordi han havde lyst til det for at holde hans børn sikre.
Han nød også at hun virkede mere munter og legende i hendes stemme kort efter. I det mindste så kunne samtalen om sex stadig hive hendes mere muntre og friske side frem i hende. Det var vel altid noget.

"Hey hey bare fordi vi fejlede kan det da godt være det var avl jeg havde forsøgt på hele tiden? Jeg er jo en varulv."

Han sendte hende et drilsk smil igen og lod så det med hvem end der havde rottet hende ud hvile ud, og lod resten af den sex orienterede samtale vente lidt da vreden havde distraheret ham. Han smilede da han nu sad med hende tæt mod sig. Han kiggede ned af hende og lod sin hånd glide ned fra hendes skulder, ned over hendes krop og ned til hendes lår hvor han flabet svarede på det hun havde sagt tidligere.

"Og avlet kan vi jo altid forsøge at give en bedre succesrate hvis du er frisk, men måske vi skal vente til din familie er ødelagt."

Han mærkede så Marinas arme om hans hals, mens han så ned på Delilah som han sad med og sendte Delilah et blik der sagde undskyld og ups over at han havde været "seksuel" omkring Delilah foran børnene, men han havde troet de havde glemt dem og legede stadig. Det gjorde ham dog også opmærksom på hvor kold hun var. Han greb fast om hende og holdte hende ind mod sig. Han skulle finde hende noget varme hurtigt.

"Marina tag din søster i hånden og følg efter mig."

Han rejste sig op og løftede Delilah op, flåede hendes tøj af hende det våde tøj holdte hende kold, og løftede hende så op i hans arme. Hans naturlige varme fra at være varulv hjalp gevaldigt nu, samt instinkterne om at holde hans afkom og mage i sikkerhed spillede ind. Han kendte et ret overvokset sted i nærheden. Han gik derhen og så snart han nåede frem der, lagde han Delilah ned på græsset, hev sit tøj af sig selv, og lagde sig tæt ind mod hende for at give hende varme. For at holde hende vågen og muntre hende op hviskede han hende i øret.

"Havde børnene ikke været her havde jeg kunnet varme dig op hurtigere."

Hun rystede blot på hovedet, og undlod at svare ham. Hun var svimmel, og alting virkede pludseligt så .. irrelevant. Hun havde mest lyst til at lægge sig, lukke øjnene og krølle sammen om sig selv. Sove. Åh, hvor havde hun lyst til at sove. Og åh, hvor havde hun bare slet ikke lyst til at diskutere lige nu. Overhovedet ikke. Ikke nu.
Hun kunne ikke lade være med at lade et svagt smil spille over de let adskilte læber. Hun var født succubus, hun var født til at lade tankerne vandre i den retning. Men netop nu, som smerten bankede igennem hende, så ønskede hun også at slippe disse følelser og kravle ind i den sikkerhed, hun kendte sex som. Hun efter ikke mange sekunder, kravlede hendes mundvige op i et ægte smil, og hun lagde næsten legesygt blikket på varulven.
"Så er du fandme dårlig til at vælge en partner. Faktisk er du helvedes elendig."
Hun himlede næsten med øjnene, men svimmelheden havde hende for tæt i sit greb, til at hun kunne. For hvis hun først snurrede med øjnene, ville hele hendes bevidsthed snurre med.
"At vælge hende med den rådne livmoder, er sgu en dårlig idé hvis man vil have sin egen, private børnehave."

Hendes blik fulgte hans hånd der gled ned af hendes krop. Det vakte minder, der næsten gav hende farve tilbage i kinderne i et sekund, blot ved tanken. Så skyllede kulden over hende igen, med store bølger og en rystelse gik igennem hendes krop i samme sekund.
"Så du vil simpelthen vente for evigt på at have sex? Deprimerende tanke."
Hun smilede svagt, men lod så smilet falme. Hun nåede dog ikke lade flere ord falde ud af sine læber, før hun fangede Sajros undskyldende blik, og reagerede med et svagt ryst på hovedet. De havde set og hørt værre.
Hun hostede - mest i chok - da han tog fat i hende og trak hende ind til sig. Hvad var det han forsøgte på? Børnene var her, og hun blødte kraftigt. Det var ikke ligefrem tidspunktet til sex? Selvom det ikke føles sådan, med måden han klemte hende ind til sig. Det virkede ... anderledes.

Hun nåede dog knapt tænke tanken til ende, før hendes tøj var flået af hende, og hun ikke længere rørte jorden. Hun nåede netop gribe jakken før den faldt til jorden - det virkede nærmest forkert at efterlade sin vielsesring herude, på trods af hvor sindssygt det var at hun reddede den.
Marina og Livia vandrede lydigt efter, hvilket virkede komisk med hendes nøgne, blodige krop liggende op af hans, lige så blodige krop. Han var varm. Han var faktisk meget varm, og på trods af den bidende kulde på hendes isnende krop, så var det næsten behageligt.
Indtil hendes krop berørte græs. Først da gik det op for hende at hendes øjne havde været lukkede. Kulden slog om hende i samme sekund han slap hende. Hun rystede så kraftigt at hun næsten følte sine tænder klapre. En lyd af stof der gled imod hud, og varmen omsluttede hende med et igen.
Uden at overveje det trykkede hun sig op imod varmen, endnu med øjnene lukket i. Hun var så træt. Søvn bølgede over hende. Ord hviskede til hende, men hun hørte dem knapt. Et smil sitrede om hendes læber. Hun svarede ikke, men et pust af latter blandet med en uforståelig mumlen forlod hendes læber. Hun trykkede sig mere op af varmen.
Marina og Livia satte sig i græsset lidt overfor hinanden, og påbegyndte en klappeleg. Delilah registrerede det knapt nok. Der gik ikke mange minutter før hun gled ind i søvnen.

Han grinede bare af hendes svar, han havde jo ikke vidst hendes livmoder var dårlig til at avle med, og det havde ligesom ikke været hans ide at ville have børn med hende. Han havde altid bare set på hende som en fantastisk partner når det kom til sex. Hun var heller ikke den værste person han kunne have fået børn med. Deres børn var trods alt bedre end det barn han havde i forvejen. Han sagde ikke meget mere en at lade sine læber røre hendes hals drillende.

"Deprimerende ja, og nok også umuligt hvis du holder dig i nærheden af mig."

Han grinede bare af hende, mens han lagde mærke til hvordan hun kommenterede på hendes svar omkring børnene. Eller hendes smil var det nærmere. Han virkede i ret godt humør mens han løftede på hende. Det var på en eller anden måde behageligt at gøre dette for og med hende, selvom det var fordi hun var virkeligt virkeligt svag. I lysningen hvor de to piger sad og legede mens mørket faldt på lagde han med hende mens hun sov. Han kunne også sagtens sove hvilket han gjorde, men for at sikre sig at hun kunne holde varmen og skræmme nogle dyr væk, så skiftede han form til hans varulveform, pigerne havde ikke lært at være bange, hvilket betød at da han lagde sig til rette omkring Delilah lagde de to piger sig bare op på Sajro og puttede sig med hinanden.


Sajro vågnede pludseligt grundet en lyd, der var tydeligvis folk der forsøgte at komme ind i det krat de lagde i. Han løftede pigerne ned som vågnede ved det, mens han begyndte at ruske Delilah for at vække hende. Stemmer rungede gennem natten for at kalde på hinanden om at de havde fundet blodspor i krattet. Han blev sig selv igen, mens han satte sig en smule op og sørgede for at få hende vækket.

"Kan du løbe eller i hvert fald gå hastigt? Så kan jeg bare pigerne væk herfra, jeg kender et godt sted at gemme os, cirka en times gang væk. Hvis du kan må du også godt bære den ene."

Han ville sørge for at hun havde lov til at gøre så meget hun kunne, men han ville også gerne have at hun var i stand til det. Så snart de begge to var oppe at stå gav han Delilah et drilsk klap over røven, det havde været længe siden han havde set hende trods alt, og begyndte så at føre hende ud af krattet. Han hadede hendes familie en smule og med smule så mente han meget, det var virkeligt også træls at de ikke kunne være kommet længere væk så de da kunne have fået bare en smule tøj på i stedet for dette.

"Fuck din familie forresten... Og ikke på samme måde som med dig."

Han grinede lavt, da han forsøgte at holde sit og hendes humør godt, sådan at børnene i hvert fald ikke blev hevet ned af deres dårlige humør og en dårlig stemning. Samt dette var en del af deres forhold til hinanden jo.

Hun følte sig for første gang i mange år varm og sikker, som hun lå der. Det var mærkeligt. Hun havde været så vant til at ligge med en kniv i hånden og en pistol under puden i så mange år.
Blot for at ligge vågen hver nat, ventende på hvem der sneg sig ind i hendes værelse så snart hun blev fanget hos familien ... Det virkede næsten forkert at slappe af, når hun aldrig rigtigt havde gjort det før. Nogensinde.
Et sæt gik igennem hende, da hun pludseligt rystede - men ikke af sin egne gode vilje. Hendes hænder skød frem og borede sig ned i jorden, så hendes blodige fingre blev dækket af jord. De ildrøde øjne gennemsøgte natten, og på trods af at hun synes at se natten igennem et slør, opfattede hendes hørelse nemt stemmerne. Noget var galt. Det var hun ikke i tvivl om.
- Neco, løb. Løb!
Hun lagde blikket imod Sajro, blot for at se ham skrumpe til menneskestørrelse. Sjovt, hun havde slet ikke bemærket pelsen.
"Selvfølgelig kan jeg det."
Hun skubbede sig op at stå. Smertespile skød igennem hver centimeter af hendes krop, og hendes ben knækkede under hende. Et sekund senere trak hun sig op i stående stilling igennem. Hun gav Marina et lille skub hen imod Sajro -  hun var udemærket klar over at hendes krop ikke kunne bære mere vægt, uden at knække sammen.
Hun kunne mærke sårskorperne sprænge over hele hendes krop.

Hun skubbede sig op i ret stilling, men nåede knapt at træde et skridt før hans hånd ramte hendes røv. Hun hævede øjenbrynet let, lagde blikket på ham og lod mundvigende sitre i et svagt smil. Så skubbede hun sig bestemt, stædigt fremad og med overraskende lydløse og knapt så svage skridt som man skulle tro, fulgte hun Sajro igennem natten.
"Tal for dig selv."
Hun tøvede et sekund. Der var en gnist af munterhed i stemmen, så seriøsiteten i ordene blev skjult godt.
"Men hey, livet er kedeligt uden spænding!"
Hun spyttede blod, der nok havde ligget i hendes mund i timevis, ud som hun trådte af sted. Stemmerne nærmede sig. Hun kunne høre deres skridt i krattet, høre hvordan de trampede buskene ned og knækkede grenene. De var ligeglade med at blive hørt. De havde duftet hendes blod, der nu igen var begyndt at løbe ned af hende, og de fulgte nu et frisk spor.
"Sajro, vi når det aldrig. Sporet er for frisk, og de er for tæt på."
Friskheden, klarheden havde nået hendes hjerne. Men det betød blot, at hun vidste præcis hvor screwed de var. Ordene var dog så lave, at de halvsovende piger ikke burde kunne opfatte truslen i ordene, medmindre de forsøgte. Det her var virkelig slemt.
... Super. Og nu frøs hun kraftedme også igen!

"Så længe du bare kan bære din egen vægt så er det super."

Han sendte hende blot det svar, og ventede så ellers på hun var klar. Han sendte hende bare et flabet smil da hun smilede til ham over det klap han havde givet hende. Hvad forventede hun? At han kunne lade være... Det var alt for fristende at gøre, og han led jo heldigvis ikke under samme kropslige stress som hende når han blev skadet. Han hørte godt hendes ord, og det var noget han desværre forstod seriøsiteten alt for godt af, han havde håbet de kunne komme væk uden kamp.

"Der er tre... vi kan godt klare dem hvis de er som de sidste... Fordi ellers skal jeg bære jer alle tre så langt jer kan i min anden form?"

Han var nysgerrig, han ville gerne høre om Delilah ville kæmpe eller om hun syntes det var en bedre ide for dem bare at flygte så hurtigt de kunne gennem mørket. Sajro kendte skoven bedre end dem, måske de kunne komme langt nok væk til at de kunne nå ind til byen hvor de nok ville have nemmere ved at skjule deres lugte. Ja... Det var den eneste plan han kunne finde på, især da en vedkendt hvislen lød igennem luften som de 3 mænd der jagtede dem affyrede deres pistoler.

"Okay ingen tid til at diskutere! Vi løber, jeg gider ikke skydes mere, og du er ikke stærk nok til at kæmpe endnu, og det sætter pigerne i mindre fare!"

Han sagde det bestemt, og for at sige det ar den beslutningen det nu blev til. Heldigvis var byen allerede i den rigtige retning i forhold til den vej de fortsatte. Han skiftede form, hvilket kun tog nogle sekunder mens kugler fløj og han greb så fast i hende, mens pigerne hoppede op på ham.

"Hvis du kan Delilah, så ville det være skønt hvis du kunne skyde efter idioterne!"

Han satte så i løb så hurtigt han kunne gennem skoven.

Delilah var stærkere psykisk end hun var fysisk. Det vidste hun. Hun var blevet tortureret nok gange, til at vide at hun godt kunne fortsætte, selvom hendes krop var ved at besvime af udmattelse. Hun var vokset op med, at skulle kæmpe sig ud af smerte. Hun var vokset op med, at blive voldtaget og halvtortureret, hvorefter hun skulle stå rank og uden at bevæge sig i timevis til en eller anden latterlig fest. Hun kunne sagtens klare det.
Hendes blik flakkede hen over ham, da han snakkede om at flygte. Vrede glitrede kort igennem de flammende øjne - Delilah var ikke typen der flygtede. Ikke uden at efterlade sig et blodspor så langt som Doomsville selv. Hun var ikke typen. Hun havde flygtet hver dag af sit liv fra sin familie, men tilgengæld havde hun altid nægtet at flygte fra noget andet. Hun var ikke opbygget sådan, at det var en mulig i hendes hjerne. Ikke længere.

Men hun nåede ikke spytte ordene ud, før han havde taget en beslutning selv - den forkerte. Han kunne løbe, tage pigerne med. Hun skulle nok blive - det ville være en fin løsning for alle. Men igen, hun var ikke hurtig nok. Hun hvæsede svagt da hans krop forandredes, og han tog fat i hende.
"Sajro, slip! Jeg skal nok blive, løb nu."
Hun forsøgte at rive sig fri, men han var stærkere end hende, når han var i sin varulveform. Hun stønnede næsten af irritation, da han begynde at snakke om at skyde efter dem. Han havde revet hendes tøj af - inklusiv våben. Det eneste hun havde var jakken, hvori ringen lå, samt en lille kniv gemt i foret - men den kunne ikke rigtig bruges til at skyde med.
"Mine våben er sammen med mit tøj."
Hun lød bitter. Hun forsøgte igen at skubbe sig fri af hans greb, men det synes ikke at hjælpe.
"Slip!"

Hun nåede ikke mere, før tre brag lød igennem mørket, og tre flammende søjler pludselig stod bag dem. Mændene skrig flængede natten, og en svag mumlen under skrigene fra en gruppe andre mennesker lød overraskende høj. Hendes tatoveringer brændte. De brændte sig ind i hud, smerte skød igennem hende, hun hvæste og kæmpede for at komme fri fra Sajros greb, så hun kunne stoppe smerten.
- Det er okay Neco. Det er okay.
Hvad har du gjort?!
- Det er okay.
Mørke, smerte, brændende varme tatoveringer. Det overvældede hende. Hun sank ind i bevidstløshed, til lyden af Chaya der i hendes øre hviskede at det var okay. Til lyden af mændenes skrig. Til lyden at en gruppe mænd, iklædt hvid silke, der synes at gentage en besværgelse igen og igen.

De tre mænd brændte ihjel på under et minut. Deres rester lå brændene på jorden, da de sank sammen. Gruppen af mændene iklædt hvidt synes ikke at ænse Sajro - deres blik lå på den bevidstløse dæmon.
En efter en hviskede de noget, der nærmest lød som en hilsen til hendes bevidstløse krop, og så trak de sig tilbage og forsvandt i mørket, hurtigere end menneskeligt muligt. Det var nok mere sandsynligt at en af dem kunne transportere sig, og kunne tage dem alle med, for de sank ligesom i et og forsvandt pludseligt.
Delilahs åndedræt var hurtigt, gispende. Hele hendes krop spændtes pludseligt, og hun rystede. Så slappedes hendes krop og det virkede som om hendes åndedræt næsten var ikke eksisterende. Ikke mange sekunder efter, genfandt rystelserne og det hurtige åndedræt hendes krop. Disse to stadier blev der skiftet rundt mellem, tilsyneladende tilfældigt.
- Det er okay.

"Nej jeg lader dig ikke blive du er alt for svag!"

Han holde blot hårdere fast i hende da hun forsøgte at vride sig fri. Aldrig i livet om han havde tænkt sig at løbe og lade hende kæmpe. Han ville ikke risikere at hun skulle dø, ikke nu ikke på noget andet tidspunkt. Hun var hans mage, og mor til hans børn. Han ville gøre alt i hans magt for at holde hende og børnene i live det kunne hun lige så godt lære mere det samme. Han sendte hende et forsøg på et undskyldende smil da hun nævnte våbnene, det så dog en smule underligt ud da han var i hans varulveform lige nu.

Han hørte så bragende og han spidsede straks øre, det lød ikke normalt, og Delilah reagerede også meget underligt, hun sagde intet nu kæmpede hun bare for at komme fri. Hvad fanden foregik der? Det her var mere underligt end noget Sajro nogensinde havde oplevet før. Han vidste heller ikke hvad han skulle gøre med det nu hvor Delilah til sidst besvimede og fremmede mænd dukkede op, som var klædt i hvidt!? Hvem fanden gik klædt i hvidt i skoven? Han kiggede ned på Delilah der ikke havde det særligt godt, og besluttede sig for at det var bedst at få hende ind til byen og ind et sted hun kunne slappe ordentligt af.

Det tog ikke alt for lang tid før Sajro havde fået både Delilah og pigerne ind til hans hus inde i Doomsville, han havde bedt pigerne om at lege, så han kunne se til Delilah. Han var blevet sig selv igen. Han tog chancen mens hun var besvimet til at hjælpe hende så godt han kunne. Han fandt forbindinger og en klud frem, og mens hun lagde besvimet i hans seng begyndte han at vaske hendes krop og forbinde de værste af sårene sådan at hun ikke blødte alt for meget, han havde troet dæmonerne healede hurtigere end hun gjorde lige nu. Det tog ham lang tid at rense og forbinde hendes sår, og efter han havde gjort det var han gået ned fundet noget whiskey og hældt et glas op som han havde stillet på sengebordet, ved siden af hende, sammen med flasken. Han havde så sat sig ned og kigge på pigerne der legede.

Hele hendes krop spændtes. Hun gled op i én spændstig, hurtig bevægelse, og sad stift. Hendes øjne opførte sig mærkværdigt - det var som om den røde farve og den lille sølvcirkel om hendes pupil kæmpede. Sølvcirklen udvidede sig, det røde veg, det røde udvidede sig, sølvet veg tilbage.
Med ét knækkede hun sammen, hvæsede og smækkede hænderne for øjnene.
"Fuck!"
Hun slap langsomt, netop tids nok til at se sølvet skrumpe ind og forvandle sig til den velkendte cirkel om hendes pupil. Hun blinkede. Den mørke sky af øjenvipper om hendes øjne var våde - men hun havde ikke grædt.
Hun var badet i sved. Hun glinsede, og forbindingerne var klistrede og våde af svedet. Vent ... forbindingerne? Hendes blik gled langsomt ned og lagde sig imod hendes indbundne krop. Hvad fanden? Hun gik dog ud fra at det var Sajro der havde været på spil - for hvem anden?
Så i stedet løftede hun et par cremefarvede fingre, og strejfede blidt en af hendes tatoveringer, der stadig virkede sydende varme og ekstremt ømme. Hendes ansigt ikke så meget som fortrak sig af smerten. Så lod hun blikket glide rundt i det velkendte lokale. Det var næsten mærkeligt at være tilbage nu, efter alt hvad der var sket.

Hendes blik lagde sig på de to piger og varulven. Det her virkede surrealistisk. Hendes hoved dunkede af smerte, hun var dækket i sved, og foran hende sad to piger og legede, overvåget af en varulv. Det her var fuldstændig mærkeligt at tænke på.
Der var der hun duftede det. Den skarpe duft af whiskey i lokalet. Hendes blik smældede til siden, fangede glasset. Hendes fingre greb glasset og førte det op til læberne, der bundede det i én slurk. Den varme, kraftige fornemmelse af alkoholet bredte sig igennem hendes krop som væsken gled ned i hende.
- Er du okay?
Delilah svarede ikke. Hun skubbede dynen af sig, og svingede de indbundne ben ned på jorden, hvor fødderne strejfede jorden. Hvad var der sket? Det var som om hendes hukommelse fra besvimelsen og ti minutter før var blevet slettet. Hun kunne ikke huske noget.
Hun greb flasken, satte den til læberne og drak halvdelen i nogle store slurke. Det var så længe siden hun havde fået alkohol. Det drak kvinder ikke i hendes familie.

"Hvad skete der?"
Hendes stemme var hæs. Hendes blik lå på Sajro, men pigerne reagerede på ordene. De sprang begge op, løb hen til hende og slog armene om hende. Smerten skød igennem hende, men hun lod et par fingre glide igennem deres halvbeskidte hår. Ikke mange sekunder senere løb begge piger tilbage, nærmest synkront, og fortsatte den afbrudte leg.
Det virkede som om tatoveringerne på hendes arme afgav varme. Den ellers helt sorte overflade så nærmest brunlig, lidt lysende ud, og hun kunne mærke varmen ramme hendes ansigt. Det var mærkeligt. Det var for mærkeligt.
Hun bundede resten af flasken, før hun smækkede den på bordet. Når først hun ville, kunne hun få alkohol i kroppen på sekunder. Det var vel noget, hun havde lært igennem tiden. Tilgengæld påvirkede det hende ikke længere på samme måde. Hun havde drukket for meget for længe, til at blive fuld uden seriøst at forsøge.
"Jeg kan ikke huske en skid."
Det stressede hende.

Han hørte godt hun begyndte at bevæge sig, og sendte hende et roligt blik. Han gjorde dog ikke meget mer end det fordi han sørgede for at holde øje med de to piger. De blev ved med at lege med hinanden og tumle rundt, Sajro sad bare og sørgede for at ingen af dem af dem kom til skade, som var nødvendigt da Marina skubbede til Livia som så snublede og var ved at slå hovedet ned i jorden, hvor Sajro hurtigt rækte ud og greb Livias hoved, før de to piger reagerede på deres moders ord, og løb over til hende. Sajro rejste sig også op med det samme, og lod pigerne lege videre mens han satte sig ned på sengen ved siden af hende da hun begyndte at rykke på sig.

"Der kom nogle fremmede som lod til at sætte ild til vores efterfølgere, det eneste de gjorde var at stige på dig, og så skred de igen. Jeg tog chancen og flyttede dig herind."

Han sad blot ved siden af hende, greb selv flasken fra hende og tog en slurk. Han havde selv brug for at få lidt alkohol ind i kroppen for at glemme nogle af tingene. Han blev trods hans større størrelse mere påvirket af alkohol end hende, så derfor drak han heller ikke særligt meget mere end det han havde lige nu. Han kiggede på hende og trak på skuldrende og det med at hun ikke kunne huske.

"Jeg fatter ikke hvad der skete, og slet ikke hvad fanden der sker for din tatovering, den er fucking varm!"

Han sagde det en smule grinende af. Han kiggede på de to piger igen, måske det var bedst hvis de gik nedenunder, mens de to fik snakket ud. Han lod dem dog blive lige nu. Han kiggede på Delilah mens han lod sig falde bagover i sengen, han var ved at være træ, udkørt og en smule udmattet af ikke at have haft en ordentlig pause de sidste dage.

"det er sgu længe siden jeg har været så aktiv her... Og det er endda på trods af at have været sammen med dig flere gange før."

Han rejste sig derefter op, og tog pigerne i hånden og var så væk måske et minuts tid, inden han kom tilbage igen. Pigerne kunnes høre lege lidt væk. Han ønskede ikke de skulle se på deres forældre være så skadede og svage. Han havde en balje med tilbage. Den var fyldt med koldt vand og klude. Han lagde den ene klud mod hendes tatovering.

"Lyst til at fortælle hvorfor dine tatoveringer brænder, samtidigt med at der har været nogle dæmoner klædt i fucking hvidt, og reddet vores røv med at brænde nogle af din dæmonfamilie?"

Han dumpede ned i sengen igen og lagde sig på ryggen, han havde virkelig stor lyst til bare at sove lige nu. Han følte sig en smule sikker. Men han vidste de ikke var og af den grund kunne han ikke lade sig sove. Han var nød til at holde sig vågen så han kunne hjælpe Delilah med at holde pigerne sikre stadig.

Hun stirrede på ham i nogle sekunder, som for at lade ordene synke ind. Så kravlede et smil op på hendes læber, og en let rysten gik gennem hendes hoved, så de mørke krøller hoppede og gled hen af hendes skuldre i nogle små ryk.
"Du er så pisse sjov, Sajro."
Hun himlede næsten med øjnene. Det var jo fuldstændigt latterligt. Hvorfor skulle nogen gøre det? Det ville ikke give mening overhovedet. Hendes blik gled op og lagde sig på ham, med det ene øjenbryn hævet og den ene mundvig kravlet op i et skævt, gavtyvagtigt smil.
Han virkede ikke til at joke.
"Vent .. seriøst?!"
Hendes hoved dunkede - men ikke i smerte. Det dunkede blot, som om et eller andet slog ud fra hendes hjerne, men ramte en barriere. Hun rystede på hovedet i et forsøg på at fjerne den ubehagelige følelse, men det var som om det rystede i hendes hoved sammen med hendes bevægelser. Ugh det var træls!
Hendes blik gled ned af sig selv. Hun var komplet nøgen, ud over læderjakken der lå halvt over hendes ene lår.
"Uh ... Hvor lægger du dine skjorter?"
Hun havde sikkert fået det at vide før. Men lige nu ville hendes hjerne ikke helt hænge sammen. Hvad fanden var der galt med hende?

Hun lod fingrene strejfe sin tatovering da han nævnte dem, blot for ved et hvæs at trække fingeren til sig da hun brændte sig på den.
"Av for ...!"
Hendes øjenbryn trak sig sammen, da hun kraftigt overvejede hvad fanden der skete. Alting var så pisse mærkeligt. Hun pustede blidt imod den nærmeste tatovering, og rystede svagt armen for at fjerne varmen - men hun kunne mærke den stige fra hende. Det var som kogte tatoveringen i varme, men hun kunne knapt mærke det.
"Hvad fanden sker der ..."
Hun fulgte ham med blikket som han lagde sig ned. Hun havde egentligt mest lyst til at ligge sid ned ved siden af ham, men med tatoveringer der brændte, ville hun blot ende med at brænde sig selv eller ham. Så det var bedre at blive siddende.
Hun smilede svagt ved ordene.
"Hvor fanden har du egentligt været det sidste års tid?"

Hun fulgte ham med øjnene da han forsvandt ud af døren. Hun snoede fingrene om whiskeyflasken igen, og hældte de sidste dråber ud over en af tatoveringerne - det sydede og fordampede. Hendes mund åbnedes med et 'plop'. What the fuck var det der skete?!
Hun fulgte ham med blikket igen da han trådte tilbage i værelset. Hendes øjenbryn hævedes let ved synet af baljen, men hun kommenterede det ikke. Hun sagde ikke et ord før han lagde kludene imod de tatoveringer han kunne - han kunne sjovt nok ikke ligge dem imod den der snoede sig ned af hendes rygrad. Vandet sydede med det samme og begyndte at koge og fordampe i kluden, men et dybt suk forlod alligevel hendes læber.
Det var behageligt, med de kølige klude imod armene. Det føltes kølende. Hun skiftede hurtigt vandet i kludende, og efter et par klude holdt det op med at koge, selvom det endnu sydede svagt og dampede ret hurtigt.
Hendes blik lagde sig imod ham.
"Sajro ... Jeg har ingen fucking anelse hvad du snakker om."
Hun dyppede begge klude i vandet, og lagde dem tilbage.
"Det sidste jeg kan huske er at jeg faldt i søvn midt i skoven."
Hun virkede næsten bekymret. Der var noget galt, og hun vidste det godt. Hun kunne bare ikke sætte fingeren på grunden. Men det var som om hun vidste det ... dybt nede. Hun vidste noget.
"Hvad skete der helt præcist?"