You should run - Nora

Påklædning Hun var iført denne [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], nu kun sine [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og undertøj

"Du kan løbe, men du kan ikke gemme dig" råbte han hånende. Hun løb, løb så hurtigt hun kunne og alligevel syntes de at kunne indhente hende. De var intet andet end mennesker, men åbenbart mennesker som syntes vide hvem hun var. De havde sporet hende, søgt efter hende og da de endelig fandt hende, så ville de ikke give slip. Hendes liv var for en gangs skyld ved at gå godt, hun havde kontrol over sig selv og hun havde færre episoder. Hun havde nemmere ved at kunne holde lydende væk, skrigene kom kun når de overnaturlige døde, hvilket faktisk ikke skete så ofte igen. Specielt ikke per mord, måske var de svage døde og de stærke tilbage.
Hun kastede et blik over skulderen, som hun gemte sig i buskadset. Hun forsøgte holde sig selv skjult, i det håb om de ikke ville finde hende. Hun så hvordan de gik forbi, betragtede deres ben "Banshee vi ved du er her" de hånede hende. De ville vel gerne have den skrigende kvinde på deres side, også selvom hun ikke opfangede mennesker men derimod af de overnaturlige. Så hun ville faktisk ikke være til hjælp for dem, medmindre de selvfølgelig kun var leverandørende. Måske et overnaturligt væsen ville bruge hende, det var vel altid smart at vide om døden var nær en og hvad man skulle gøre for at flygte fra den.

På grund af sit konstante syn fremad, havde hun ikke bemærket hvad der skete bag hende. Dette opdagede hun dog, da en af drengene greb fat i hendes hår og blot trak hende op og stå. Hun pev og havde det ikke været fordi de var så åbenlyst stærkere end hende selv, så ville hun havde kæmpet imod. Selvom hun ingen mester var, så kunne hun da noget og det gav hende somme tider en chance. "Så fik vi dig endelig" hans varme ånde ramte hende i ansigt, lugten var tyk af alkohol og det var helt klart tydeligt denne knægt ikke var af den rige slags. Hun rev ham i ansigtet, samtidig med hun sparkede ham og dette fik ham til at give slip.
I det hun spurtede af sted, fik den anden dreng fat i hendes kjole og dette resulterede i at den ellers så nydelige kjole, blev revet op ved brystet og armen. Hendes arm gled op for at skjule for sit bryst, samtidig med hun skyndte sig af sted. Dette var dog ikke hendes lykke dag, for den første mand havde fået kontrol over sig selv og havde nu fat i hende. Den hårde bark blev hamret imod hende, som hun blev banket imod det store træ. Begge drenge udvekslede et blik, som de igen så ned af hende "Han sagde intet om vi ikke kunne have det sjovt først"

Tåre gled ned af hendes kinder, som den ene dreng holde fast i hendes arme. Hun kunne ikke kæmpe imod, som kjolen blev revet af "Rør mig ikke" skreg hun og forsøgte slå imod den anden dreng. Dog som altid viste hendes styrke ikke at være stor, for den første dreng havde et godt tegn på hendes hænder. På trods af hendes tåre, så syntes de ikke at lytte og det var kun da hun kom til at sparke fyren i ansigtet, han kort stoppede. Han havde været nået til hendes trusser. Han havde netop grebet fat i dem, da hun sparkede ham i ansigtet.
Et vredt udtrykke kom frem i hans øjne, og som straf for hvad hun havde gjort, stak han hende en flad. Mere nåede han dog ikke gøre før den store ulv kom frem og var over ham. Den første fyr fik heller ikke meget gjort, han var godt vel død inden han fik set sig om. Hun holde sine arme omkring sin krop, hvor hun forsøgte dække på sin krop. Det var tydeligt at se hun havde haft mange skader i løbet af sit korte liv. Gamle skader fra hendes bror, gamle skader fra hendes tid i fangeskab. Der var flere skader end der burde værre. Dog var den eneste positive skade, de få strækmærker hun havde omkring sin mave.

Da ulven med et forvandlede sig tilbage, sad hun nu og stirrede direkte på en kvinde der lignede Stella. Det fik hende fuldkommen til at miste mælet, dog vidste hun dette ikke var Stella...Stella havde ikke været at finde. Hun levede vel sit liv med Eliot, et liv hun selv havde givet sin velsignelse til. Det eneste hun havde ønsket sig for Stella var at hun skulle blive lykkelig, også selvom det betød hun ikke selv var i det liv. Stella havde været hendes første store kærlighed, men hun ville nok ikke blive den sidste og selvom hun altid ville elske den kvinde, så måtte hun også lade hende gå. Hun kunne ikke holde fast i fortiden, hun måtte give slip og det gjorde hun også dengang hun velsignede Eliot og Stella. Deres forhold var smukt, og de fortjente begge lykke.
Hun blinkede og tørrede sine tårer væk, specielt efter hun havde fået spørgsmålet. Hun nikkede og bed sig i læben "Ja jeg er okay" Selvom Stella og denne kvinde ligner hinanden, så var der også store forskelle. Den måde denne kvinde bar sig selv på, det var helt anderledes end med Stella. Hun fik tørt de sidste tåre væk, dog holde hun stadigvæk om sin krop, denne gang nu med resterne af sin kjole. Hun tog sig ikke så meget af kvinden foran hende var nøgen, hun havde set Stella nøgen, så det var faktisk lidt af det samme. Ved spørgsmålet om hvorfor, sukkede hun "De skulle levere mig til deres chef, men jeg tror de havde lyst til lidt mere end bare det" hun referede til deres forsøg på at voldtage hende, hvilket til hendes held ikke var lykkedes.

Hun lagde hovedet på skrå "Det kan man vel godt sige de ville" man kunne sagtens sige de ville tage hende til sin alfa, hun kendte ikke deres leder "De ville ikke spise mig, de ville voldtage mig" sagde hun direkte. Hun ville ikke holde skjul på hvad de ville gøre, specielt fordi denne kvinde ikke havde forstået det, så hellere blot forklarer det. Hun holde den foran sin krop, men da kvinden med et bevægede sig imod hende, rødmede hun svagt. Det havde været længe siden hun sidst havde været så tæt på en anden før, så dette var helt klart underligt. Hun bed sig i læben, holde sine øjne imod hende, betragtede blot hvad hun lavede. Nok var hun ikke nær så usikker som før, men der var en nøgen dame tæt på hende, så selvfølgelig ville hun rødme og holde godt øje på hende.
Allerede fra starten af, havde hun fået sig et indtryk af denne kvinde var stærk, hun var dyrisk. Så hun vidste heller ikke om hun kunne stole på hende. Hun var ikke just en tillidsfuld person, tillid var ikke just noget hun gav ud til alle og enhver. Spørgsmålet om hvad hun var, det gav en genlyd i hendes hoved "Jeg er en Banshee" en Banshee var et væsen fra gamle legender, mange fortalte om dem til sine børn, men få frygtede dem faktisk. Måske var det fordi de i bund og grund kunne fortælle en om ens død, de kunne advarer om noget forfærdeligt.

Da hun fjernede hendes tåre, smilede hun til hende. Det var sødt sagt, og hun kunne allerede svagt fornemme hvordan hendes frygt havde lagt sig. Dog var hun på vagt, hun var på vagt omkring denne kvinde, også selvom hendes åbenlyse skønhed gav hende mixede signaler. Dog var det værste helt klart, det faktum hun lignede Stella så meget som hun gjorde. Hun blev i tvivl om hvordan hun skulle reagere, dog kunne hendes hjerne godt sige fra og vide dette ikke var tilfældet. Hun sagde ingenting, hun havde egentlig intet at sige. Hun var stadigvæk på vagt, stadigvæk klar på at skulle angribe, hvis dette skete. Dog forventede hun næppe hun ville vinde.
Ved spørgsmålet om hendes oprindelse, bed hun sig i læben "jeg er fra byen" hun kunne egentlig ikke forklarere det bedre, kvinden her var fra skoven og hun var fra byen. Hun klukkede kort, men sukkede hurtigt bagefter. Hun havde ikke rigtig nogen flok, hun var efterladt alene "Min flok er væk, de har alle deres eget liv og jeg er alene" hun rynkede brynet, og der kom et trist udtrykke frem i hendes øjne. Hendes bror var ingen steder at finde, Stella var væk og sammen med Eliot, og alle andre hun kendte var også væk. Hun var derfor helt alene "SÅ ja du kan vel kalde mig en omega" hun kendte godt betegnelserne for ulvene, kendte godt de ord de kaldte hinanden, så hun kaldte sig selv en alene ulv.

Hun knugede den ødelagte kjole imod sin krop, hun så spinkel og svag ud på jorden. Hun havde ikke just været heldig med maden, men hun fik dog noget at spise. Da kvinden igen snakkede, vendte hun blikket op imod hende "Jeg hedder Nora" hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Hun var ikke just den mest interessante person, og dette var blot et faktum. Nok havde hun fået en del selvtillid, men hun kunne sagtens forblive realistisk. Hun satte ikke sig selv højt, men kunne sagtens være sin egen person og stolt af sig selv for den sags skyld. Hun vendte blikket op imod den fremmede kvinde, samtidig med hun forsøgte ikke at virke truende overfor hende.

Ved kvindens spørgsmål omkring hvad det var, sendte hun hende et blidt smil. Det var der man virkelig kunne se englen hun engang havde været, med andre ord var det smukt og uskyldigt. Der var noget blidt over det, og man kunne virkelig se det blide væsen hun havde været "En Banshee er et væsen, som kan fornemme andres dø. Vi er forbandet med at skulle høre andres død" forklarede hun, smilet havde stille forsvundet. Hun havde aldrig været en stor fan af dette, hun ville faktisk helst gerne være fri fra det. Hvis hun kunne ville, hun hellere end gerne være fri fra at kunne høre folks død. Det havde aldrig været hendes yndlingsting.
Synet af kvindens triste ansigt, fik hende til at smile svagt. Hun kunne ikke gøre så meget, og hun vidste ikke hvordan kvinden ville reagere, hvis hun rørte ved hende. Hun nikkede dog til hvad der blev sagt, netop fordi disse vise ord var rigtige. Det var sandt, en floks styrke kom i den enkelte ulv, men i den enkeltes ulv styrke lå flokken samtidig. En ulv var intet uden sin flok, ligesom en flok var intet uden sine ulve. Hun var vel intet så, for hun havde ingen flok, men samtidig var den også forsvundet. Den havde spredt sig også blot efterladt hende alene. Der havde været tider hvor hun havde grædt, men hun gad ikke græde mere. Ja det gjorde ondt, men hun måtte vel komme sig over det. Hun smilede trist op til hende "Mange tak" selvom denne kvinde blot var en fremmede, så var der noget i hende der gav hende følelsen, af hun rent faktisk mente det. Denne kvinde virkede til hun forstod det, hun forstod smerten ved at blive forladt. Måske havde de ikke prøvet det i samme grad, men hun fik fornemmelsen af det var forstået

Det var helt sødt, den måde kvinden tilbød hende jakken. Ganske vist var det en af deres jakker, men det var da bedre end at rende rundt i undertøj. Hun tog smilende imod jakken, hvor hun denne gang rent faktisk rejste sig op. Hun kunne jo ikke side ned hele tiden. Hun lod kjolen falde, og her vise sin halv nøgne krop fuldkommen frem. Den blev dog hurtigt dækket til, da hun tog den tydeligvis alt for store jakke på. Til hendes held, fik den godt ned til midten på hendes lår, så hendes krop var da fint dækket til. Hun sendte et blidt smil i retning af denne mystiske kvinde "Mange tak" Det var næsten sødt den måde den anden kvinde gentog hendes navn på, næsten som at smage på det eller forsøge at vænne sig til at sige det.
Hendes ord var venlige, søde. Hun lagde armene om sig selv, samtidig med hun ligeså langsomt fik varmen "Det er utrolig venligt af dig, og jeg håber også du fandt dig en flok" det ville tage en idiot ikke at regne sig frem til, denne kvinde havde mistet nogen hun elskede. Hun håbede dog inderligt denne kvinde havde fundet nogen nye, en ny flok og nogle som kunne elske hende "Nu hvor du ved hvad jeg hedder, må jeg så spørge hvad du hedder? spurgte hun og her i spørge ind til hvad hendes redders navn var.

Hun blev helt overrasket over tilbudet, mest af alt fordi hun på ingen måde havde forventet det. Hun havde ikke forventet dette blide tilbud, specielt ikke fra denne stærke og dog samtidig mystiske kvinde. Hun nikkede og kørte en tot hår om bag sit øre "Det vil være mig en glæde. Jeg er ikke ufattelig kendt i skoven, så det ville da være dejligt med en som kender vejen godt" Hun ville havde været en idiot for ikke at tage imod tilbudet. Hun ville aldrig på egen hånd finde ud af skoven, så hellere tage imod hjælpen og endda fra en kvinde som kendte stedet ufattelig godt.

Hun lyttede interesseret med, smilede som kvinden sagde hun havde fundet sit hjem. Det måtte være dejligt, det at kunne findet hjem igen. Hun ville selv ønske at hun kunne findet hjem, et sted der kunne blive hendes flok og hjem "Det er jeg glad for at høre" hun lagde forsøgende sin hånd imod kvindens skulder, hvor hun gav den et klem. Hun holde dog samtidig stærkt øje med hvad kvinden gjorde, hvis der kom en negativ reaktion, ville hun selvfølgelig undskylde også ikke gøre det igen. Det ville nemlig være ret dumt, at gøre sin redder vred, specielt hvis denne person var stærk og hun på ingen måde selv var det.
Nysgerrigt lagde hun hovedet på skrå, navnet var unikt men smukt og langsomt gled der et smil frem på hendes læber "Rashka? Det er virkelig smukt" sagde med et blidt smil. Det var et navn der passede til denne kvinde, de bar samme unikhed over sig. Det var samtidig også rart at kunne sætte et navn til ansigtet. Det var det samme som at putte et ansigt på et navn, det gav det mere liv og gjorde det mere ægte.

Da Rashka med et tog hendes hånd, rødmede hun svagt men smilede stadigvæk. Det havde været så længe siden, at hun helt havde glemt hvordan fysisk kontakt føltes. Det var sådan en lille ting, men det havde alligevel været en følelse, som hun havde glemt. Det kunne give frygt, men også tryghed og lige nu følte hun skam ingen frygt fra denne kvinde. Hun følte en ro, det var ikke farligt, så hun havde intet at skulle frygte fra Rashka. Hun fulgte stille med, betragtede med jævne mellemrum kvinden ved sin side og andre gange var det omgivelserne.
Hun kunne stadigvæk ikke helt fatte hvad der skete. Hendes hoved forsøgte stadigvæk, at køre igennem alt hvad der var sket og selv med det gjort, gav det ikke meget mening. Dog ville hun ikke lægge de store tanker ind i det, blot nyde resten af sin dag og måske endda lære en ny person at kende. Da Rashka igen snakkede, vendte hun blikket imod hende "Virkelig?" hun så overrasket ud, det måtte havde været interessant. At vågne op i skoven hver dag, at kunne opleve samme skønhed hver evig eneste dag. Det måtte være noget af et liv.

Hun rynkede brynet, da lyden af latter med et dukkede op. Dog endnu mere da Rashka skubbede hende sig sig. Hun stod helt stille, og her betragtede nysgerrigt kvinden ved sin side. Da der blev meddelt hun skulle blive stående, nikkede hun og herpå rørte hun sig ikke det mindste smule. Det var et interessant syn, hun havde aldrig set en shapeshifter skifte til sin dyreform og det var nu et ret unikt syn. Hun kunne se hvordan hver enkel knogle rykkede sig, hvordan de satte sig på plads det nye sted og inden for kort tid stod der en ulv. Det var en ufattelig smuk ulv, og hun kunne intet andet end betragte den med beundring. Rashka var ufattelig graciøs som menneske, men i sin ulveform yndede hun styrke.
At Rashka hjalp hvalpende, fik hende til at smile. Det viste hende at Rashka bar en del for sit folk, men hun bar også et stærkt hjerte og dette blev vist i form af hun hjalp andre. I stedet for at lade dem være, så hjalp hun folk og det gjorde hende egentlig glad. Hun var glad for at havde mødt denne kvinde, glad for at have en chance for at lære hende at kende. Da hun igen dukkede op, men ikke desto mindre tilbud hende at ride hende, så hun overrasket på Rashka. Hun lod sine fingre glide igennem den smukke pels, den føltes helt perfekt imellem hendes fingre. Hendes blik mødte Rashkas, men efter kort tid satte hun sig op på den store ulv og her holde hun fast omkring hendes pels. Dog ikke så hårdt det rev hår ud, men nok til hun ikke ville falde af hende

Pelsen havde været helt blød, samtidig med hun kunne fornemme varmen fra huden under. Som Rashka red af sted, kunne hun fornemme hvordan knoglerne under huden bevægede sig, hvordan musklerne flyttede sig og det var helt klart en interessant oplevelse. Hun havde oplevet mange interessante ting i sit liv, men dette kom dog meget højt op på listen. Folk vidste virkelig ikke hvad de gik klip af, ganske vist var heste ridning fantastisk, men dette var bedre. Hun kunne virkelig fornemme hvordan det hele fungerede. Hun havde som ung været utrolig fascineret med dyr, så dette var egentlig blot endnu en af de ting der mindede hende om det.
Da tingene syntes at tage op, havde hun forventet halvt om halvt, at Rashka blot ville efterlade hende. Dog da de med et skiftede retning, begravede hun sit ansigt i den bløde pels. Hun smilede, og lukkede øjnene, alt i mens hun nød turen derhen. Selvom uvejret var over dem, så var turen faktisk ikke så slem igen. Hendes vejrtrækning var rolig, men dog dyb og det ville nok kunne føles af Rashka imod hendes hud.

Som de endelig kom frem, gled hun ned af Rashkas ryg. Hun rettede på sit hår, og fjernede de hår der sad på den lange jakke. Hun fulgte med Rashka ind i hytten, hvor hun nysgerrigt så rundt. Det var hyggeligt, smukt og varmt, hvilket nok skyldes pejsen var tændt op. Det havde ikke chikaneret hende, at Rashka gerne ville holde hende i hånden, faktisk gjorde det hende ingenting. Dog da grebet blev fjernet, følte hun en vis tomhed i sin hånd. Det var som om Rashkas varme manglede. Hun fjernede dog tanken om det, og lagde herpå armene over kors "Det er et smukt hjem" hun smilede blidt til Rashka, samtidig med hun igen kiggede rundt.
Hun greb tøjet, og nikkede et tak. Herpå smed hun jakken. Hun tog sine sko af, mest af alt fordi de højhælede sko næppe var det bedste til lige nu. Tøjet på hurtigt taget på, blot fordi den svage kulde der var i rummet, fik hendes arme til at give tegn på at fryse. Hun smilede blidt til Rashka, samtidig med hun satte sig foran pejsen, så da skinnet blev lagt om hendes skuldre, puttede hun sig i det. Nysgerrigt kastede hun sit blik ned imod Rashka "Mange tak for din hjælp, det betyder virkelig meget for mig. Det er længe siden nogen har gjort noget sødt imod mig, så det er den dejlig forfriskning" Hun bed sig i læben, men derpå kiggede hun ind i flammerne

Hun hævede øjenbrynet, som Raksha forklarede hvad hun normalt ikke gjorde, hvilket blot fik hende til at smile. Hun var normalt heller ikke typen, som fulgte med folk hjem. Dette havde været en situation, hvor hun havde følt sig tryg ved denne kvinde, hvilket til dels nok også var grundet hendes store lighed med Stella. Hun havde i starten været usikker på det, men Raksha havde ikke givet hende nogen grund til at tvivle. Raksha havde virket som en kvinde, der fortalte sandheden og ikke just holde tilbage på sin mening, hvilket nok også var en anden faktorer til hun tog med. Hun havde længe siddet og betragtet ilden, så da hun med et følte blikket fra den anden kvinde, vendte hun nysgerrigt sit blik imod hende. Det var hun hun fandt Raksha betragte hende beundrende. Det var længe siden nogen havde set sådan på hende, hvilket blot fik hende til at rødme en smule. At nogle ville betragte hende beundrende, det var nærmest en helt ukendt tanke, men alligevel en der fik et smil frem på hendes læber.
Hånden imod hendes knæ, var helt klart en hun ikke havde set komme og alligevel havde hun. Raksha virkede som en kvinde, der ikke havde noget imod at køre på det fysiske. Dette havde specielt vist sig, de mange gange hvor hun havde rørt hende. Hun bed sig svagt i læben, men specielt som hånden blev ført op til hendes hår, fik hende nærmest til at gyse. Hendes hår havde altid været en af hendes svage punkter, hun elskede at få det nusset eller ordnet. Hun smilede blidt, som lokken af hår blev ført om bag øret og spørgsmålet fik hende til at klukke blidt "Selvfølgelig må du det" hun havde aldrig haft noget imod folk ordnede hendes hår, så dette ville faktisk gøre det til en første gang. Følelsen af Raksha's hænder i sit hår, fik hende helt til at sukke. Der var en vis blidhed til den, men det var også behageligt og hun lukkede øjnene nydende. Hun lod sig helt forsvinde ind i følelsen, og det gik for alvor der op for hende, hvor længe siden det var, siden hun havde følt en blid berøring.

Da Raksha var færdig, var det egentlig hendes ord der fik hende til at åbne øjnenem og ikke det faktum hun var stoppet. Hun smilede og lod blidt sin hånde lide hen over fletningerne "Du er urolig talentfuld Raksha, mange tak" hun smilede blidt til hende. Da hun udtalte hun kunne blive ligeså længe hun ville, fik det hende til at lægge hovedet på skrå, specielt som hun nævnte en alfa. Hun kendte til ulve, og vidste derfor alfaen var en vigtig figur, hun havde dog aldrig selv mødt en. Hun nikkede og smilede "Mange tak, det er utroligt venligt af dig" hun vendte blikket imod Raksha over sin skulder, før hun igen kiggede frem. Hænderne imod hendes skuldre, var ikke irriterende, de var lette og faktisk direkte behagelige. Det var sjovt, hvordan man kunne savne noget så simpelt som en berøring. Det var en tanke der aldrig havde slået hende før nu, specielt hvor meget hun egentlig savnede det.
Da det blev nævnt om en sang, gabte hun nærmest som tegn på hun var træt. Hun havde intet imod at sove i samme seng med Raksha, hun ville aldrig være i stand til at smide hende ud "Jeg vil med glæde sove i samme seng med dig, jeg ville aldrig kunne leve med den viden, om at jeg har smidt dig ud af din egen seng. SÅ ja jeg vil gerne sove i din seng" Hun vendte sig imod hende og smilede blidt "Vil du lede vejen derhen, jeg tror jeg er blevet en smule træt" sagde hun, samtidig med hun strakte sig

Hun hævede øjenbrynet, men smilede dog ikke desto mindre "Det er også forståeligt, her er hyggeligt og varmt" hun havde ikke sovet i samme seng med nogen i lang tid, så dette var helt klart en første gang. Tanken havde været der, men det var dog ikke noget hun gik ind for. Det var dog ligesom den blide berøring, noget hun nok havde savnet. I stedet for at ligge alene i mørket, var dette en mulighed for at føle sig tryg. Hun rejste sig op sammen med Raksha, og da den varme hånd lukkede sig om hendes arm, fulgte hun blot med. På trods af de ikke havde kendt hinanden i mere end nogle timer, så var hun begyndt at lægge mærke til nogle træk ved hende, nogle træk som gav hende en følelse af hun ikke skulle være bange. F. eks kunne Raksha godt lide at røre ved hende, hun var samtidig også typen som ikke var bange for at komme tæt på og selvom de måske ikke kendte hinanden så meget, så var det ikke ting som gjorde hende ubehageligt til mode.
Sengen var smuk, og det var nok den blødeste seng hun havde ligget i, i ja rigtig lang tid. Normalt so hun ikke på de blødeste senge, specielt fordi hun ikke rigtig havde meget af et hjem, så dette var helt perfekt. Hun smilede og betragtede hvordan Raksha smed sig på sengen "Den er meget smuk, det ser yderst behageligt ud" pointerede hun med et smil. Hun rødmede svagt, da Raksha kommenterede hendes udseende, dog tog hun det ikke som havde det været enhver anden som sagde det. Raksha virkede en del mere uviden på det punkt, og derfor tog hun det ikke som en flirt eller andet lignende dette "Mange tak, du er ogå meget smuk" sagde hun blidt. Dette var dog sandheden, og selvom hende og stella delte samme træk, så kunne hun godt se de mange forskelle der alligevel lå under overfladen. Dette gav hende også et syn på, præcis hvilken skønhed Raksha besad. Hun var vild, ikke bange for hvad folk troede og hun bar alligevel på trods af sin vildskab, så meget uskyld det var sødt. Dog var hendes uskyld ikke lig det fra en engel, men det var fra den faktor at hun ikke kendte til den store verden, og derved ikke vidste præcis hvad hendes ord kunne betyde.

Hun blev kastet ud af sine tanker, da hun følte en blid hånd imod sin kind. Hendes brune øjne betragtede nysgerrigt Raksha, og hun gøs svagt ved følelsen af den anden kvindens varme. Hun havde svært ved at læse hende, svært ved at finde frem til hvad pokker hun tænkte og ikke mindst hvad hun ville gøre. Så da kysset rent faktisk kom, så var det en overraskelse. Hun sukkede, lukkede øjnene og gengælde det blide og dog eksperimenterende kys. Kysset havde fået hendes hjerte til at banke hurtigt, hun kunne endda føle blodet strømme til hendes kinder og her igennem skabe en rødmen. Som de endte, åbnede hun øjnene og her betragtede hun de skinnende blå øjne. Ligesom Raksha havde hendes egen overnaturlige side selv trådt frem, og dette lod sig specielt vises i hendes nærmest krystal klarer hvide øjne. Hun bed sig i læben og sukkede. Det havde gjort hende åndeløst, efterladt hende med en lyst til mere.
Det virkede hurtigt til, at Raksha ventede Nora's næste beslutning og blidt lagde hun sin hånd imod den andens kind. Blidt strøg hun Raksha over kinden med sin tommelfinger, og her lænede hun sig imod hende og trykkede sine læber imod hendes. Modsat det kys Raksha havde givet, så var dette med en smule mere erfaring bag sig. Hun bar dog også noget forsigtigt over kysset. Hun tråde et skridt tættere på, og her lukkede hun samtidig øjnene. Hun sukkede imod hendes læber og efter lidt tid trak hun sig væk, og igen betragtede hun Raksha med de nærmest krystal klarer hvide øjne, øjne som dog stille blev brune øjne