The forest (Hauraki)

S: Forest of mother Nature :: The forest.
T: Lidt over midnat.
V: Svagt gråt stadig beskyet. Og sneende.
O: Ikke rigtig mange. Efter hvad han kan se.

De svage små bump var det eneste man kunne høre i den del af skoven. Han havde hørt om en vampyr som ejede et gods. Et gods han måske kunne flytte ind i. Sneen som blev presset sammen under hans fødder var det eneste man hørte. Over skulderen havde han en taske. Spændt godt fast. Nede i den var hans ellers normale tøj. Men han havde aldrig været her før. Så at komme vadende i normalt tøj var måske ikke den mest geniale idé han kunne få. Så efter lang tid uden havde han endelig taget sig sammen til at grave hans gamle rustning frem. En magisk let læderrustning som var så hård som metal. Men så let som læder. Roligt med svage skridt gik Markulius igennem skoven. På siden af hans bælte sad hans legendariske dragesværd. Med den ene cirkel ud af 3. Han manglede stadig 2. Desværre. Sværdet som i virkeligheden var en katana sad i holderen som var sort. Mens håndtaget var rødt. Man kunne tydeligt se han bar rundt på det. På sin lænd sad 2 knive. Hans mesterknive. De var perfekt placeret til at Markulius kunne nå at tage dem frem med en hurtig bevægelse. Derudover så sad der kasteknive over hele hans rustning. Under de sorte klæder så man ikke kunne se dem. Ialt havde han cirka 20 styks på sig. Men han havde kun rustningen på fordi det var et nyt område. Han ville kun angribe hvis det var hans sidste valgmulighed. Hans rustning havde en svag sort kort kappe på. Og en hætte med skyggeeffekt. Et gennemsigtig sort stof som gjorde folk ikke kunne se hans ansigt. Men han havde ikke hætten på. Den lå ved hans nakke. Klar til at blive påtaget i tilfælde af kamp.

Rustning:

Knive og sværd:

Hauraki kom gående i sneen. han gik rundt og tjekkede dyrene i skoven. han havde de sidste par dage slået mange jægere ihjel, fordi de skød i skoven. hvilket noget han ikke tillod. han fandt en såret hjort og løftede den op på sine skulder og fornemmede en fremmede i skoven. "Hvem er dog ude i sådan et vejr" mumlede han og bar hjorten mod godset. han igonerede lugten af blod, da han ikke bed så tit som andre gjorde

De rolige bevægelser fra ham viste at han var fredeligt. Pludselig opdagede han noget ud af øjenkrogen. 2 jægere. begge med buer. De sigtede mod en hjort. Var de dumme eller hva? Selv Markulius som lige var kommet vidste det. Og den pludselige bevægelse var instinktivt. 2 kasteknive fløj igennem luften. de sad perfekt i brystet på dem begge. De faldt begge. Og kort efter stoppede de osse med at bevæge sig. Han kunne allerede lugte blodet helt over hvor han var. Men han skulle ikke gå for nær. Han opgav at hente sine knive. Markulius havde ikke drukket i meget lang tid. Han havde været blodfri i en uge. Han var svækket. Og havde det ikke godt. Men det var bedre at være sådan end at skulle til at miste hans elskede... Hans elskede... Han rystede på hovedet som om han kunne ryste tanken ude. Før han begyndte at gå videre. Dybere ind i skoven. Stadig kiggende efter det gods han havde fået af vide han ville se derude.

hauraki så ham. "Hey sir, kom med denne her vej, De kan hvile dem på Inex Godset" sagde han blidt og forbandt den hjorte han havde. han slikkede lidt blod af sine fingre og smilede blidt. han gik hen til ham, og gik direkte hen og hentede hans knive. han gjorde dem rene og gav ham dem igen. "Sådan der" sagde han

Markulius tog roligt imod knivene. Satte dem blidt i sin holder under et stykke stof på hans arm. Derefter nikkede han overdådigt til den nye herre. "Tusind tak. Jeg søger et sted for specielle personer. Et sted en som mig kan komme til at bo permanent. Eller leje sig ind. Det er mig underminerende hvordan jeg bor. Bare det er muligt for mig at bo blandt andre af min slags." Sagde han roligt og så på den unge herre som virkede så rolig. Og underlig. Hvis man tænkte på vampyrer. Vampyrer var teritorie overdrevet. Og beskyttende. Lugten afslørede ham som vampyr. Alligevel virkede det som om denne herre var helt igennem menneske.

De kan da bo på inex godset, der er altid plads til en mere" sagde hauraki. han kunne lugte at den fremmede var vampyr. "Hvad tænker på, jeg glemte at præssentere mig selv, mit navn er Hauraki Inex, jeg er godsejer af inex godset" sagde hauraki høfligt. *Jeg må altså lære, at jeg ikke skal bruge fornem tone, med mindre jeg snakker med en fornem* tænkte han

Smilet på Markulius var både varmt og venligt. "Jeg takker." Sagde han roligt og respektfuldt mens han lagde den ene næve mod brystkassen og bukkede dybt. Hvorefter han roligt gik imod godset for at se hvad det mon var for et sted. Han havde hørt meget om det men havde aldrig haft mulighed for at se på det selv.