Help me, i cant seem to breath! -Wade!-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Tid: middag.
Sted: Byen.
Vejr: en smule køligt, med en overskyet himmel.

Dagen var gået så fin, hun havde ikke haft nogle smerter og havde forholdt sig på kroen som altid. Desværre efter blot få timer skete det, smerten slog igennem hende. hvad skulle hun gøre, bare det at bevæge sig var så smertefuldt for hende. hun rejste sig og forlod kroen hurtigt, så hurtigt at hun glemte sin fjerpen men bogen var fast i hendes hånd. Mens den anden hånd var placerede tæt ved hendes hjerte!
Hun slængede en smule i sin gang, mens hun hev ivrigt efter vejret. Det gjorde ondt, hvorfor nu?! Hendes blå øjne lukkede i af bare smerte, mens tåre kom tittede frem i øjenkrogen. Hendes ben rystede under hende, hendes hjerte slog næsten ikke. Var dette et hjertestop! Eller var det bare en del af hendes typiske rutine.
Bag hende fulgte en mand efter hende, røde kinder og hik der slap hans læber engang imellem, han var fuld. Kom fra samme kro som hende, og havde stort set holdt øje med hende. ikke fordi hun var den kønneste i baren, men rygterne om at hun kunne skaffe gratis mad og drikkelse i baren, gjorde ham nysgerrig. Hvis han nu kunne blive RIGTIG gode venner med hende, ville han jo få gratis drikkelse og fodre.
Rose tog endnu engang nogle skridt, hvor hendes ben til sidst faldt sammen under hende. hun faldt lidt til siden, ind i en mur hvor hun slap grebet fra sin bog og placerede begge hænder på muren, for at holde sig oprejst. Øjnene var lukket, mens kinden var pressede en smule op mod muren, så det lignede at hun nærmest lyttede til muren. Hvis man så hende bagfra, forfra. Var hun ligbleg, den måde hun hev efter vejret kunne kun bevise hvilken smerte hun gik igennem! De brune øjne åbnede sig roligt, mens hun forsøgte at få sit åndedræt under kontrol, da den fulde mand næsten var nået op til hende. han faldt et par gange under vejen, men var nu tættere på. Så tæt på at han kunne række sin hånd ud efter hende, mens han tog tunge skridt mod hende.

Mens Rose havde forladt kroen hun havde befandt sig på tidligere på dagen, var Wade i færd med at handle ind nede ved markedet. Han havde fundet nogle finde druer, bær og nogle få æbler der interesseret ham. Han havde pakket dem i hans lille rygsæk. Han var ifærd med at gå ned af gaden for at finde et mere stille sted hvor han kunne shapeshifte til sin anden form og forlade byen til fordel for skoven. Dog da han drejede ned af en mindre vej opdagede han en ung kvinde der stod op af væggen i en smule udsædvanlig positur. Hvad være var, hun så ikke særlig godt ud og der var til med en fuld mand på vej hen mod hende. Wad besluttede sig derfor at se nærmere på sagen, og gik derfor med faste skridt hen mod hende. Da han kom nærmere kastede han hurtigt sin taske fra sig og satte i løb det sidste af vejen, hvor han hurtigt fortalte den fulde mand at han skulle holde sig væk fra hende, da han troede at han måske ville gøre hende ondt.

Wade kiggede et øjeblik på den fulde mand med et næsten hårdt blik i øjnene før han vendte opmærksomheden mod kvinden mod væggen. Han lagde langsomt hænderne om hendes ene skulder og den anden på hendes ryg, han ville lægge hende ned for at hjælpe hende.

"Hey er du okay? du ser ud til at være voldsomt dårlig... kan jeg hjælpe?"

Stemmen bag hende fik hende til at dreje hovedet en smule, de brune trætte øjne der nærmest skreg af smerte, blev lagt på den fulde mand og den anden lidt yngre person, omkring de 20-22 år? Hun var ikke sikker, men hvad gik det ud på? Hvorfor var de begge bag hende, hun forstod intet.
Da manden dog placerede en hånd på hendes skulder, blev tyngtekraften pludselig meget tungere. Hvor han derefter placerede en på hendes ryg, hans stemme var rolig, meget rolig og nærmest rar. Inden hun overhovedet fik set sig om, var hun blevet lagt ned på den beskidte jord, med folk gående forbi hende. det blev en smule nemmere for hende at trække vejret!
Rosen der sad i hendes hår, gled ud og det lange lyse hår filtrede sig en smule sammen med jorden i gaden. Hun hev stadigvæk efter vejret, mens lysten til at vride sig i smerte blev større. Hun pressede sine øjne sammen, hvor hun bed sig i underlæben. For at få smerten til at forsvinde, da lyden af hans stemme endnu engang lød. Hjælpe? Kunne han hjælpe, hun vidste det ikke. Måske? Hvis det var hjertestop, havde hun brug for hjerte massage, og desværre mund til mund. Hun ville dog helst undgå mund til mund med en eller anden fremmed mand, et lille smerte fuldt smil formede sig på hendes læber. hvor hun nærmest forsøgte at sige noget, men lyden slap ikke hendes læber.
I stedet kunne man mund aflæse hende. *Mit hjerte!* Forsøgte hun nærmest at sige.
Folk gik stirrende forbi dem, ingen ønskede at hjælpe, hvad nu hvis personen var ved at dø. så ville de have set en person dø! de ville meget heller forsvinde fra stedet, men nyssgerrigheden fik dem alligevel til at stirre inden de gik forbi

Wade sad ved siden af og kiggede på pigen der var i smerter, store smerter. Han kiggede rundt omkring for at finde ud af hvad i alverden han kunne gøre for at hjælpe, han kendte ikke meget til lægekunsten. Han så nok meget rolig ud udvendig, men indvendigt var han forvirret og en smule bange for at en person skulle til at dø i hans arme. Derfor da kunne mundaflæse hendes læber, at hun havde problemer med hjertet, eller det var ihvertfald det hun sagde, lænte han sig en smule fremover og placerede en hånd på hendes bryst for at føle hendes hjerte mens han kiggede roligt i hendes smertefulde øjne.

"Bare tag det roligt... jeg skal nok hjælpe dig... men det kommer til at gøre en smule ondt..."

Wade kiggede på hendes bryst, han kunne føle hendes hjerte hamre. Han lagde langsomt den anden hånd på hendes bryst også og derefter ville han gå videre til at give hende hjerte massage, langsomt. Han holdt selvfølgelig øje med hendes ansigt da han ville se om hun fik det bedre eller værre af hvad han gjorde ved hende midt på gaden.

Hans øjne der rakte ud efter hendes, samt følelsen af hans hånd der mærkede efter hendes hjerte, fik hende til at lukke øjnene smertefuldt. Hvor hun drejede hovedet til den venstre side, det rykkede fdog på sig, da han begyndte at give hende hjertemassage. Smertefuldt, følelsen af hendes ribben der bøjede sig en smule, gjorde også ondt. Dog ikke ligeså meget som hendes hjerte, da næsten en halv time var gået, fik hun styr på sit åndedræt igen.

Det kunne nemt ses og mærkes at hun kunne trække vejret, og at den meste smerte var væk. Da han stoppede, satte hun sig rystende op. Med en hånd tæt ved hendes hjerte, og det lyse hår der faldt ned over hendes ansigt. En smule ulet og beskidt, efter at have lagt på jorden.
Et snøft blev hørt, hvor hun derefter drejede hovedet, med et smukt smil og tåre der kørte ned af hendes kinder. En brise blæste hendes hår til siden, så hendes ansigt blev synligt.
”T-Tak! M-Mange tak!”
Lød det fra hende, mens en af tårene faldt ned fra hendes hage, hvor den blev suget ned i jorden. Hun åbnede forsigtigt sine øjne, hænderne der roligt kørte op til hendes ansigt for at fjerne tårene. Fik hende til at miste smilet, det havde været smertefuldt, hun havde været bange. Meget bange, de brune øjne funklede af tårene, hvor hendes underlæbe vibrede en smule. Hun forsøgte ikke at græde, men det var svært. Efter den smerte, og usikkerhed på at overleve.
Hun kørte sin hånd over sin venstre kind, for at fjerne tårene. Hvad skulle hun sige til denne person, udover tak. Hvilke ord burde blive lukket ud, han hjalp hende. han reddede hendes liv!?

Da Rose satte sig op og vendte hovedet for at kigge på Wade, havde hun et utrolig smukt smil på læberne, dog var hendes øjne i tåre og hendes læber vibrerede, hun rystede en smule og hun så lidt dårlig tilredt ud. Wade gav et blidt smil tilbage da hun kiggede på ham hvor han sad på huk ved siden af hende.

"Jeg kunne da ikke bare se på mens du var ved at få et hjerteanfald... jo foresten.. mit navn er Wade"

Han rakte langsomt hånden ud for at hilse på hende og også for at hjælpe hende på benene igen hvis det var det hun ønskede sig. han blev ved med at smile til hende for at behage hende, dog kiggede han kort over efter sin taske, som ja ikke var der længere.

I det mindste smilte han tilbage, hun anede ikke hvem han var. Men var alligevel blevet draget af hans hjælp, hvilket hun kun kunne være taknemlig for. Hun nikkede kort til hans ord, hvor hans navn blev indført.
”R-Rose Tyler.” Introducerede hun sig selv, med en lav stemme. Hun tog fat i hans hånd, hvor hun blev hevet op at stå igen. Hendes ben rystede stadigvæk en smule, hun var efter hånden vantil dette. Det at være ustabil på benene, det var ikke bare noget der skete en sjælden gang for hende, nok mere to gange om ugen. Bare ikke så voldsom, mere hvor hun mistede følelsen i benene, da hendes hjerte ikke fik pumpet blod ud til dem, eller hendes hjerne fik hende til at blackoute kort.
Hun smilte kærligt til ham, hvor hun med forsigtige skridt gik hentil hendes bog. Hun bøjede sig ned og greb fat i den, hvor hun børstede jord væk fra den. Da hun kiggede tilbage på ham, kunne hun se hvordan han kiggede efter noget. Hvad, vidste hun ikke.
”Har de mistet noget Wade?” Spurgte hun, hendes stemme var en smule hæs og den måde hun trak vejret på var hård. Mest efter den hjertemassage, hvilket gjorde hende sløret i blikket.

"Jeg har mistet min aftensmad... men det behøves du ikke at bekymre dig om Rose..."

Wade stod langsomt up og betragtede hende mens hun stod med sin lille bog i hånden, hun var hårdt tilredt og hun havde det stadig skidt, han overvejede om det var godt at efterlade hende nu men i hendes tilstand så det ikke ud til at være en god ide.

"Måske jeg kunne tilbyde dig noget at spise eller drikke? jeg kan jo ikke bare slå løs på din brystkasse og defter forlade dig her midt på gaden i sådan en tilstand...."

Han gik hen til hende mens han rettede på sit slips og sit mørke grå jakkesæt, der sad lidt akavet på grund af at han havde hjulpet hende. Hans mørkeblå øjne kiggede hende direkte ind i hendes øjne afventende.

”D-Det er jeg ked af.” Lød det fra hende, det var vel hendes skyld at dette skete for ham, gad vide hvor mange penge han lige havde brugt på den aftens mad. Et lille suk slap hendes læber, hun knugede bogen indtil sig. med øjnene der faldt ned mod jorden, hun havde skabt problemer for en anden person.
Hans tilbud, fik hende dog til at tænke på noget andet. Det at tilbyde hende mad, var rart gjort af ham, men hun kunne ikke tage imod den. Han havde mistet penge, fordi han ønskede at hjælpe hende. burde hun så ikke give ham noget, siden han reddede hendes liv. ”Jeg ikke sulten, men…” Hun lagde en hånd på sin pande og væltede en smule fremover, da han rettede på sit slips bumpede hun ind i ham. Hun var svimmel, havde det stadigvæk utroligt dårligt.
”Undskyld.” Lød det fra hende, hvor hun trak sig væk fra ham igen. Hun åbnede sine brune øjne, og lod dem falde ind i hans mørke blå øjne. ”De kan følge mig hjem, kan ske at jeg falder over en masse ting… så ville det være rart at have en til at hjælpe, mig op på benene igen.” Hendes stemme var rar, ikke så hæs mere. men havde stadigvæk den lidt hæse undertone i ordene, men smilet var blevet større. Mere roligt, hun kørte en tot hår om bag sit venstre øre. Mens hun afventede hans svar, han behøvede ikke. Hvis han ikke ønskede det, ville hun bare takke ham igen og smutte.

Wade var altid glad for at hjælpe, og lige nu havde hun sagt nej til hans tilbud om mad og drikke, det var nok heller ikke noget man lige tænkte på efter sådan en situation, men han gjorde tilbuddet af ren høflighed. Og mens han nu var igang med at få rette på sit slips blev hun pludselig svimmel et øjeblik og faldt ind i hans bryst og dermed skubbede ham en smule baglæns mens hans arme automatisk greb omkring hende, som var den en refleks for at holde hende oppe, inden hun stod op igen af sig selv.

"Tja jeg kunne da vel nok godt følge dig hjem..."

Sagde Wade med et lille smil på læben, selvfølgelig ville han gerne følge hende hjem. Dog kendte han intet til hende, hvem hun var, hvad hun var, hvor hun boede, og ja så mange andre ting, men lige nu ville han da bare være flink og følge hende hjem og nok slutte dagen af med at tage ud i skoven og finde et dejligt træ at overnatte i.

"Jamen hvis du viser vej, så følger jeg da bare efter.."

sagde han igen med et smil da han stildet sig op ved siden af hende, og lod hans hænder falde ned i deres lommer mens han slappede fuldstændig af, hans mørke øjne hvilede på den lyse himmel mens han trak vejret roligt, og ventede på hun satte igang.

Det var underligt, at have levet i så mange år, og pludselig ændrede folk sig. normalt var hun alene, snakkede kun med sin far og hans venner, mens hun undgik alle andre, hvis hun blev venner eller glad for en person, ville det kun betyde sorg for den person, som endte som hendes ven.
Hun ønskede ikke at såre folk, hun ønskede intet af dette. Alt hun ønskede, var bare at overleve. Leve et liv som alle andre, spændning og hvis det kunne lade sig gøre. Ville hun gøre alt for at føle sig stærkere, at kunne skabe venner og føle varmen fra andre personers glæde. Ikke at skulle skjule sine inderste følelser hver eneste gang, den følelse af at græde, skrige og forelske sig, var nødtil at holde sig skjult. Hendes far ville ende i spåner, hvis hun blev forelsket. Han ville heller ikke kunne klare hvis hun græd hver eneste dag, eller bare skreg.
Et uskyldigt smil formede sig på hendes læber, da han valgte at følge hende hjem. Han var en fremmede, men det var nok en af hendes svagheder. At stole blindt på hvem som helst, det at folk hjalp hende, gjorde det kun stærkere. Alle folk havde en god side, selv hvis de stjal, mente hun stadigvæk at de var gode folk. Mord og andre ting, havde hun aldrig stødt på. Hvis hun gjorde, hvordan ville hun så reagere? Det var ikke til at vide, hun knugede sin bog indtil sig, mens hun tog forsigtige skridt.
”Undskyld, det er lidt min skyld at du mistede din mad.” Hendes brune øjne landede på jorden mens hun gik, det lyse hår hang ned og gemte det meste af hendes ansigt. Hvad skulle hun gøre, hun kunne vel tilbyde ham på noget mad. Men hvis hendes far var hjemme, ville der helt sikkert ske problemer. Han hadede når hun bragte fremmede med hjem, som han så skulle brød fodre, som om han var en hertug!

Wade tog rolige skridt ved siden af Rose, mens de gik igennem de smalle gader. Han gik med hænderne nede i frakkelommerne. Han så rundt på alle de mange interessante mennesker der gik rundt på gaden omkring dem. Han var en smule fraværende, i et kort øjeblik før han hørte Rose bløde stemme. "Det gør ikke noget Rose.. jeg finder som regel min føde i naturen, tænkte bare jeg skulle anskaffe nogle ting i byen idag... men det må vel blive en anden dag" sagde Wade, mens han lavede et fjoget smil. Han kunne godt se hun var en smile ked af det, og for ham lignede det også som om hun havde et hårdt liv.

Hun smilede kærligt over hans ord, han var nu meget rar. ”Det er dog meget trist at de skulle miste deres ting, på trods over at de skulle hjælpe mig.” Hendes stemme var blid, de hæse klingen var næsten ved at være helt væk, mens hendes stemme kun blev mere og mere rar.
Hun kørte en hånd gennem sit blonde hår, for at fjerne det meste af jorden i hendes hår. et lille suk slap hendes læber, mens de begav sig ned af de mørke gader.
”Så… Wade, hvordan kan det være at du jager i skoven, nyder de at tage livet fra uskyldige dyr?” Hun hadede ikke ligefrem jæger, eller kød. Men tanken om at dyr døde, bare blev slagtet, vare fordi mennesker mente at deres kød smagte godt. Fik hende alligevel til at gyse en smule, hun var dog ikke veeganer, hun nød smagen af kød. Dog undgik hun det, og spiste kun kød når hendes far valgte at lave det. Ellers var det altid salat og frugter, der gled ned af hendes spiserør.

Wade blev en smule chokeret, han stoppede op midt på den mørklagte vej, mens hans øjne langsomt lod sig betage of den mørke himmel. Stjernerne var langsomt begyndt at piple frem fra mørket. "Det er ikke som det lyder... jeg fanger generelt kun fisk og spiser vilde bær, samt nogle små dyr en gang i mellem....jeg respekterer naturen og dyrene, da jeg selv er en del af den..." sagde han langsomt, mens han lænte sig op af den kolde sten væg.

Da han pludselig stoppede op, drejede hun hovedet mod Wade. havde hun sagt noget forkert, måske var det ikke klogt at snakke sådan om andre folks madvaner.
Det gjorde jo ikke det store at dræbe dyr, hun ønskede bare ikke at være en del af det. hun spiste kød sjældent, da hendes far kendte til hendes spisevaner, den følelse hun fik af at spise et dyr. dog ikke fisk, fisk havde aldrig været et problem. da hun ikke så hvordan de kunne have de store følelser for hinanden, når de åd deres egne børn.
Hun kørte endnu engang en hånd gennem det blonde hår, for at fjerne noget mere af snavset.
"De behøver ikke at forklare dem, det er okay. man skal jo leve ikke sandt" Hun smilte varmt til ham, mens hendes stemme var moderlig og kærlig.