Let’s breath and talk ~ Rafaela

Vejr: Svalende og falmende lys
Tid: 19.43
Sted: Gågaden i Sunfury
Omgivelser: Folk står og snakker over boderne. Mange er på vej ind på de mange fine restauranter og cafeer for at få lidt at spise.


@Rafaela


Varmen var ikke så voldsom som den havde været de sidste mange uger. Folk fandt det nu mere behageligt at opholde sig udenfor og mange fejrede det med at tage på marked og ud og spise. Man kunne høre mange snakke og hygge sig. Børn løb rundt og legede. Sunfury var helt klart en by som mange holdte af.

Blandt de mange gæster var den Archangel som ikke gjorde sig ret meget bemærket. Gabriel gik gennem mængden med vingerne skjult. Han kan ikke lade være med at beundre alle de fine vare. Han havde ikke mange penge, men han var pænt nok klædt til at folk ikke undrede sig over hvad han gjorde her. Han stoppede for at se på nogen smykker som så ud til at være i god stand. Han så op og skimtede folkemændgen.

Rafaela havde boet i et godt stykke tid hos sin onkel i Sunfury. Hun havde sådanset boet der i 8 år. Rafaela hadet sine forældre og sin lillebror fordi hendes far havde slået hendes barn ihjel og få dage efter får hun, at vide hendes forældre venter en lille. Det havde skabt et større had til hendes forældre. Hendes far havde så proppet hende med hans blod og krystaller for, at holde hendes tanker og sorg væk, men så snart effekten fra disse ting forsvandt blev sorgen, vreden og hadet større. Hun var endda begyndt, at tænke på, at skade familien og det havde gjort hendes far havde gjort så havde hun sådanne nogle tanker ville hun mærke et smertehelved og dræne hende for energi indtil han gav slip på det som straf. Det havde givet en masse ballade indtil hendes lillebror blev født hvor hun for 1000 gang prøvede at skade hendes familie blev hentet af sin fætter Vincent og kom hjem til ham og sin onkel Makkadin i Sunfury. Rafaela havde ikke set sin familie lige indtil fornyligt for de var dukket op. Næsten alle undtagen hendes far og storebror.

Victoria hendes faster tog sig af hendes børn imens Rafaela var taget ud i byen for at komme væk og rase ud for hun vidste hun ville flå hovedet af en eller anden hvis hun blev omkring sin familie. Rafaela havde en mørkelilla og mørkerød kjole på og nogle sorte støvler. Der var et hul i hendes kjole, hvor hendes hale kunne stikke ud. Rafaela gik rundt imellem menneskene og kiggede på boderne, men hun kiggede kun løst efter da hun var for vred og frustreret til, at holde fokus omkring dette og det var tydeligt, at se på hende. Hun maste sig igennem menneskemængden og hendes hale skubbede folk væk hvis de kom for tæt på hende bagfra.

Gabriel så til mens den unge kvinde så ud til ikke at være i det bedste humør. Han kan se enkelte skule efter hende og han trækker på skuldrene. “Undskyld mig frøken, men du burde måske stoppe med at skubbe til folk og holde den hale i ro.” Kalder han ud og ryster på hovedet. Han fandt det ikke helt fair for nogen parter.

Han begynder at gå hen mod hende og har hænderne hvilende i lommen. Hans blå/grå øjne skinnede med et roligt skær og et let smil var om hans mund. “Hvis du har noget som nager, hjælper det nok at snakke, Si?” Spurgte han og tippede hovedet på skrå. Han vidste ikke hvad der nagede, men kendte alt for godt til arrighed og raseri. Hans tre ældre brødre var dem som gav ham den oplevelse.

Rafaela fortsatte med, at gå igennem menneskemængden og var ligeglad med, at folk kiggede efter hende og hun ignorerede sådanset også hvis folk snakkede til hende. Hun gik hen til et sted hvor der ikke rigtigt var nogen mennesker, hvor der også stod en bænk man kunne sidde på. Hun vendte sig rundt da hun hørte nogen komme hen imod hende. Hendes krop var varmere end normalt ikke kun fordi hun var dragonlycan, men fordi hendes evne var ved, at gå i udbrud. Hun krydsede sine arme og kiggede undersøgende på manden der stoppede op foran hende "Hvad rager mine problemer og mit humør dig overhoved?" spurgte hun irriteret og snerrede let af ham. Det generede hende faktisk, at han bare stod og så så afslappet ud og kiggede på hende. Hendes hale logrede dog stadig irriteret omkring sig.

“Det påvirker mange omkring dig. Enten ved vrede eller utilfredshed.” Sagde han og kneb øjnene let sammen. “Og en skønhed som dig burde slet ikke snerre af andre. Lige gyldigt race.” Sagde han og trak på skuldrene. Han havde ikke noget selv at sige faktisk. Han kunne være en mundfuld hvis han var træt og det kunne ødelægge hans kontrol over han Core of Fire. Han havde ikke futtet nogen af endnu, men han vidste ikke om det kunne ske.

“Og jeg kender godt nok til vrede. Din minder meget om min brødres.” Gabriel huskede alt for godt den vrede som hans ældre brødre. Han havde enkelte gange været mål for den vrede og følt den. Det havde efterladt ar og en flygtende engel.

Rafaela lyttede dog til det manden sagde til hende selvom hun mest af alt tænkte, at han bare var en der mente han skulle blande sig i alt. Hun holdt stadig sine arme krydsede og kiggede undersøgende på manden "Hvem er du så egentlig og hvorfor har du overhoved interesse i, at høre hvorfor jeg er så indebrændt lige nu?" spurgte hun irriteret til manden. Hun snerrede dog ikke af ham denne gang. Hun vidste ikke helt om hun skulle snakke om det der gik hende på eller lade være for hun vidste jo ikke om denne mand ville kunne bruge det imod hende senere for det havde hun heller ikke nogen interesse i. Hun kiggede undersøgende på ham.

“Hvor er mine maner. Jeg er Gabriel Fiaz-Winchester. Archangel og leder af engle. Det er mig en fornøjelse at møde dem.” Sagde han og bukkede let. “Og som jeg sagde, så burde du ikke bare skubbe folk til siden uden en grund. De har som så ikke gjordt dig noget.” Sagde han og krydsede armene. Han så ikke særlig tilfreds på hende. Han kunne ikke lide hendes tone, men han ville ikke stoppe hende. “Og med din vrede kunne du nemt skade nogen som du holder kær. Tro mig, det ønsker du ikke.” Sagde han med en lav stemme. En følelse af sorg og længsel skinnede i hans øjne. Noget han havde undetrykt i mange år.

Hun kiggede på ham da han præsentere sig. Så han var leder for englene godt for ham syntes hun. Hun spekulerede kort over om hun skulle præsentere sig for ham "Hedder Rafaela Zain Dreadheart Morladin. Dragonlycan" præsenterede hun kort. Hun hverken bukkede eller nejede overfor ham. Det kunne hun sådanset ikke se nogen grund til. Hun lyttede stille til det han fortalte og tænkte kort over det og trak let på skuldrene. Han havde sådanset ret, men det var bare meget svært for hende, at indse det ordentligt fordi hun var så indebrændt. Normalt trænede hun sin vrede væk, men det havde hun ikke haft mulighed for.
Hun kunne godt se på ham, at han ikke var tilfreds eller brød sig om måden hun opførte sig på, men hendes familie kunne bare skabe så meget vrede i hende, at det nærmest var had der boede der når det gjaldt dem. Hun brummede kort da han sagde, at hun ikke ønskede at skade nogen hun havde kær "Hvis jeg fik skadet dem jeg er vred på så havde jeg ville haft det fint med det" sagde hun irriteret for det var jo hendes forældre og lillebror hun ville skade. Faktisk også sin storebror en smule. Ikke så han døde men så han var skadet "Men hvorfor vil du overhoved høre på hvad det er der går mig på når du ikke en gang kender mig eller min situation? Hvorfor kan du ikke være ligeglad ligesom alle andre?" spurgte hun lettere irriteret, men man kunne godt se på hende, at noget af det han havde sagt til hende så småt var ved, at trænge ind.

“Fordi jeg ikker som de andre. Jeg er en tidligere skytsengel og jeg kender til en ligende problem.” Sagde han og så på hende. “Er du altid så sur når nogen bare gerne vil hjælpe?” Spurgte han og hævede et øjenbryn. “Hvad med at vi tager på cafe og jeg betaler for noget at drikke? Vi kan snakke, eller du kan, og så...Hvem ved, måske kan du forklare det nærmere. Der må være nogen i din familie som du holder nogenlunde af.” Sagde han og lagde hovedet på skrå.

Hun lyttede stille til grunden for hvorfor han ikke er ligeglad. Hun vippede lidt med hovedet eftertænksomt og nikkede derefter forstående det gav en smule mening for hende hvorfor han ikke var ligeglad. Hun var dog blevet lidt nysgerrig over, at høre hvad det var for en egentlig situation han havde været ude for. Hendes hale begyndte at logre lidt roligere da hun kunne fornemme på Gabriel, at han faktisk prøvede at hjælpe hende ligesom hendes onkel Makkadin gjorde som var paladin. Hendes onkel havde en beroligende effekt på hende, men han havde jo også travlt i hverdagen og særligt nu hvor resten af hendes familie var kommet til Sunfury havde han ikke mindre, at se til. Hun lyttede stille til hans forslag. Hun trak vejret dybt nogle gange imens hun tænkte over det "Fint vil jeg gerne prøve og jo der er selvfølgelig nogen i min familie som jeg elsker" sagde hun stille og kiggede på ham. Der var stadig tydelige tegn på at hun var rasende indvendigt, men knap så meget som til, at starte med.

Gabriel smilede og nikkede mod af de mere afsides cafeer. “Jeg har hørt at denne cafe skulle have godt mad og drikke. Jeg giver.” Sagde han og gik mod cafeen. “Jeg håber også der er noget for din smag.” Sagde han og så sig over skulderen. Han stoppede kort før døren og tænkte sig tøvende. “Har du noget imod jeg strækker mine vinger lidt? Jeg har ikke strukket dem i dag, og de er ret følsomme hvis de ikke strækkes.” Et flovt smil kom over hans læber og han dukkede hovedet.

Rafaela fulgte roligt med Gabriel. Hun havde dog stadig lidt svært ved, at stole på ham, men hun måtte prøve det kunne være, at han rent faktisk ville hende det godt ligesom hendes onkel og fætter. "Har kun hørt godt om den og tak forresten" sagde hun stille og kiggede lidt på Gabriel. Hun kiggede lidt på kroen og derefter på Gabriel "Jeg er nu ikke så kræsen angående mad så mon ikke?" svarede hun stille og viftede lidt med sin hale. Hun stoppede op og kiggede på ham med hovedet let på skrå og med undrende øjne da han pludselig stoppede op og kiggede på hende. Hun smilte lidt over hans spørgsmål angående hans vinger for hun var jo sådanset ligeglad da det jo var ham der havde vingerne fremme, men han havde måske det samme problem som hende ved, at hun ikke kunne skjule sin hale rigtigt? "Det er helt i orden for mig har det samme problem med min hale" sagde hun stille og kiggede på kort ned på sin hale. "Har du altid mast dine vinger sådan sammen?" spurgte hun nysgerrig.

Gabriel trak jakken af og lod sine vinger komme frem. Et lettet suk kunne høres fra ham. "Kun når jeg er ude blandt andre. De er ofte i vejen og er et af de steder hvor jeg er mest følsom. En brækket vinge gør fleste af os til et let bytte." Han viftede et par gange med de gyldne vinger før han foldede dem sammen. Denne gang lod han dem dog blive fremme. "Kom med. Lad os komme ind og sidde. Hvis du har andre spørgsmål eller har brug for en som gider at lytte, står jeg til rådighed."

Cafeen var fyldt med liv og mange hyggede sig med kølige drikke. En af kokkene så op da Gabriel trådte ind med hans gæst, hvis man kunne kalde dem det. Gabriel bevægede sig op ad den snoede trappe og op på første sal. Der var knap så mange heroppe og det gav bedre chance for at høre hinanden og ikke skulle råbe, eller at nogen overhørte deres samtale. "Skal vi sidde ved vinduet, eller hvor vil du sidde?"

Rafaela kiggede beundrende på Gabriels vinger da han strakte dem ud. Hun syntes faktisk, at de så rigtig flotte ud. Hun lyttede stille til det han fortalte om grunden til, at han skjulte sine vinger og hun var lidt jaloux over, at han ville kunne skjule sine vinger for det kunne hun ikke medmindre hun skulle gå i en alt for stor kjole og det hadet hun, at gå i "Giver god mening kender selv til, at have noget som er klodset og bare er i vejen" sagde hun stille og kiggede ned på sin hale. Hun måtte indrømme, at hun var ret træt af den for den var tit i vejen og var altid et helved når hun skulle have tøj for der skulle enten laves huller i kjoler og bukser eller også skulle det bare være for stort så det lignede en sæk hun var i og så var der stadig noget af halen som ville lave ballade. Hun nikkede stille til ham og smilede kort "Tak skal jeg huske" sagde hun stille.
Hun fulgte roligt med ham ind på kroen og op på førstesal. Hun kiggede lidt rundt da de var kommet der op og Gabriel spurgte hende, hvor hun helst ville sidde. Hun så et hjørne ved at vindue, hvor de kunne sidde i ro da der var lidt afskærmet, men alligevel kunne sidde og se ud af et vindue og få lys fra solen. Hun satte sig på en stol. Da hun satte sig var det tydeligt, at hendes hale var i vejen da hun måtte sætte sig så hun ikke havde noget ryglæn for, at galen kunne være der uden, at blive bøjet alt for meget for skulle hun sidde normalt ville hun haft skulle sidde på kanten af stolen "Som du ser ikke nemt at hale en dragehale" sagde hun stille og kiggede på ham.

Gabriel satte sig ned overfor hende. "Det er ikke nemt for nogen af os, ser det ud til." sagde han med en let klukken. Han lod sine vinger hænge lidt afslappet så de ikke komme i klemme i stoleryggen. "Så hvad er det som går dig på? Jeg kan gætte at det er familie, men hvor dybt går det?" spurgte han og så ned på den menu som var på bordet. Han havde ikke spist her før, men fra dem han spurgte, skulle maden være god.

"Og jeg kender en del til familie kampe. Jeg er på en måde vokset op med det. Mine brødre har ikke været glade for hinanden og jeg var tit i midten. Jeg har været tætte med dem, men deres vrede for hinanden var farlig for yngre i familien." sagde Gabriel og lod menuen falde ned på bordet. "Jeg kan give dig så mange historier som nok vil kunne matche dig.

Rafaela lyttede stille til det Gabriel fortalte og rystede enigt på hovedet "Nej let er det ikke" sagde hun stille og smilede kort. Hun kiggede ned på menukortet da Gabriel spurgte ind til hendes vrede. Hun kiggede op på ham og slap menukortet. Hun trak vejret dybt og sukkede kort "Mine forældre, storesøstre, storebror og lillebror, men min største vrede eller had måske mere begge dele nu jeg tænker over det er mine forældre, storebror og lillebror" fortalte hun stille. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme og se på hende, at en skjult vrede var begyndt, at ulme i hende og blusse op igen. Hun vidste ikke helt om hun skulle fortælle det hele eller måske vente til, at han spurgte ind til det? Hun sad lidt og tænkte over det, men blev hevet ud af sine tanker da hun hørte Gabriels stemme. Hun lyttede stille til det han fortalte "Måske har du ret, at der nok er noget som minder om hinanden i vores fortid og krig eller hvad man nu skal kalde det i vores familie, men hvordan kom du ud af den klemme imellem dine brødre?" spurgte hun stille og lagde sit hoved let på skrå.

Gabriel smilede stille til hende. "Jeg smuttede den dag de dræbte vores forældre. Jeg har været på flugt indtil jeg blev en Archangel. Indtil videre har jeg hørt fra dem i et par tusind år og for at være ærlig venter jeg bare på at de dukker op." sagde han og sank mere sammen i stolen. En af tjenerne kom op for at tage deres bestilling. Gabriel bestilte en bøf med kartofler og sauce. Som drikke bestilte han en let øl. "Historien er ikke køn og den er ret lang og mørk. Jeg har en dæmon som mor og en engel som far. Jeg ved at de ikke kan tåle hinanden eller lide hinanden, men der er vel undtagelser blandt racer." sagde han og så ud af vinduet som han kunne se herfra.

Gabriel vidste at hans familie var indviklet og ikke mange kunne forstå hvordan det kunne ske. En Archdemon som mor og en Archangel som far. Hans brødre blev hurtigt store og stærke, mens Gabriel arbejde sig op til at blive så magtfuld som han var. Han gav et lille suk fra sig og rystede de dystre tanker af sig.

Rafaela lyttede stille til det Gabriel fortalte om sin familie. Det rørte hende faktisk lidt det han fortalte. Hun kunne på en måde godt finde hoved og hale i det han fortalte om sin familie, men det var vel fordi hendes egen familie var et stort rod? Hun kiggede på tjeneren som kom for at tage imod deres bestillinger. Hun bestilte også en bøf som skulle være næsten så rå, at blodet nærmest ville løbe ud af den, men stadig stegt uden på, hun bad også om nogle kartofler og sauce til. Til drikke ville hun dog kun have vand da hun ikke var en som drak meget andet. Da tjeneren gik kiggede Rafaela igen på Gabriel og trak vejret dybt "Jeg er rent faktisk adopteret, men biologiske far ved jeg ikke hvem er, men min mor er draconianer, men er adopteret og har boet hos dem som jeg normalt kalder mor og far siden jeg var 2 dage gammel. Min far er dæmon og mor er draconianer, mine søstre og brødre er også dæmoner og min familie er temmelig forskruet. Men hadet jeg har til dem bunder rent faktisk i, at min familie er sådan nogle som gik i seng med hinanden mere eller mindre. Så det jeg jo opvokset med og troet var normalt eller rettere rigtigt. Fik en søn sammen med min storebror og min far sendte drengen til, at dø samme dag. Jeg blev selvfølgelig rasende og gik amok på ham..." fortalte Rafaela pludselig, men tav efter lidt tid. Det var som om hun gennem levede alt det der var sket derefter og hun nærmest stirrede ud i luften imens hendes krop blev varmere og varmere som var tegn på, at hendes evne var ved at bryde ud pga vreden.

Gabriel lænede sig frem over bordet. "Du er nødt til at falde ned. Tro mig, jeg er måske ikke ligeså vred som dig, men jeg har ar på sind og krop som gør mig rasende." sagde han og så på hende med rolige øjne. "Det gør mig ondt med din søn, jeg kender ikke følelsen da jeg ikke selv har mistet en søn. Jeg har aldrig kendt til at elske en anden udover familie." sagde han lavmælt og så væk.

Gabriel vil ikke lyve og sige at han ikke havde følt sig ensom. Han vidste ikke om han nogensinde kunne finde en som vil elske ham for ham. Med ar, mareridt og alt det lort. "Men vi kan se det på den lyse side. Vi er begge unge, du er smuk, så der er en stor chance for at du kan finde en som vil elske dig." sagde han og smilede opmuntrende til hende.

Rafaela kom nogenlunde til sig selv da hun hørte Gabriels stemme. Den var dejlig rolig for hende ligesom hendes onkels var. Der var måske et eller andet ved engle der kunne få hende så rolig af natur. Hun lyttede til det han sagde. Hun fik dog en følelse af, at han ikke helt forstod hende, men hun havde heller ikke fortalt det der skete derefter. "Det ikke kun det, at min far dræbte min søn det mere hvordan han behandlede mig derefter og ingen reagerede selvom jeg ændrede mig voldsomt" sagde hun lavmælt.

Hun prøvede, at smile da han fortalte hun var smuk, men det var lidt svært for hende for hun havde svært ved, at tro nogen ville kunne være sammen med hende efter alt det hun havde været igennem som stadig påvirkede hende "Tak" sagde hun lavt og kiggede ned i bordet og fumlede lidt med sine hænder.

"Din far havde ingen ret til at behandle dig dårligt eller dræbe din søn. Ligemeget hvor meget man kan ønske sig sønner skal man huske at i sidste ende er det kvinder som reagerer denne verden. I ved det ikke, men sandheden er ikke til at overse." Han lænede sig tilbage og havde et stort grin om læberne. "Jeg blev rejst af to magtfulde forældre, men vi var også rejst til at vide, magt er noget man vinder og gør sig fortjent til, man kan ikke tage den." Gabriel trak på skuldrene. "Bare se på mig. Jeg gjorde mig fortjent til at være det jeg er idag, og en dag vil din familie opdagede at du er den som i sidste ende ville stå stærkere og stolere end før."

Hun kiggede stille på Gabriel og lyttede til det han sagde omkring hendes far. Hun trak let på skuldrene "Det er nok lige så meget det, at der ikke var nogen som var der for, at stoppe ham og lod ham ødelægge mig indtil jeg virkelig fik nok, hvor min fætter kom og hentede mig" sagde hun stille. Rafaela var helt destrueret den dag og det har taget hendes onkel og fætter mange kræfter og år på, at få hende til, at acceptere sig selv som person og se sig selv som mere end en slavetøs som hendes far havde endt med, at få hende til. Hun trak vejret dybt og rystede lidt i hele kroppen over tanken. Hun lukkede sine øjne for, at få ro på sig selv. Hun åbnede sine øjne efter et øjeblik og kiggede igen på Gabriel da han begyndte, at snakke til hende. Hun smilte kort over det sidste han sagde "Det håber jeg du har ret i, men ok mine søstre kan ikke en gang smøre sig selv en mad, det kan jeg og er faktisk stolt af det" sagde hun stille og begyndte, at smile stille. Hun var begyndt, at indse at Gabriel faktisk fik hende til, at tænke lidt selv over de positive ting der var sket hende om han gjorde det bevidst vidste hun ikke "Tak for, at du ville lytte og fik mig til, at se det positive i det der er sket" sagde hun stille og smilede taknemlig på Gabriel.

Gabriel kan ikke lade være med at grine. "Det ser vist ud til at du har arvet hjernen i din familie." sagde han og smilede endnu bredere. "Men hvis du trænger til at komme væk kan jeg måske tilbyde en rejse?" sagde han og tog imod maden som kom. "Jeg skal snart til Dragons Peak for at se om den hersker der, kan hjælpe mig til Devils Lagoon. Jeg har på fornemmelsen at en af mine idiotiske brødre er der." sagde han og begyndte at skære i sin mad. Han så på hende. "Jeg kunne godt bruge en rejsemakker, og det vil lade dig komme lidt væk fra din damn familie."

Rafaela grinte og rystede lidt på hovedet over det, at have arvet hjernen i familien "Har jeg svært ved, at tro på for mine forældre er nok ikke så dumme som de lyder eller virker for er sikker på, at min far har styr på meget mere" sagde hun stille og kiggede på Gabriel. Hun begyndte, at undre sig over hvor tjeneren bliver af med deres mad som de havde bestilt for et godt stykke tid siden. Hun lagde sit hoved undrende på skrå da Gabriel begyndte, at snakke omkring et tilbud om en rejse. Hun lyttede roligt til det han fortalte om, hvor han skulle hen og hvad hans planer var. Hun sad i et kort øjeblik og tænkte over hans tilbud og nikkede "Vil gerne tage imod dit tilbud. Snakker lige med min onkel og faster om de ikke kan tage mine børn imens jeg er væk. Hvor lang tid tager sådan en rejse? Det bare for, at min onkel og faster ved det" fortalte hun stille. Hun var meget fristet til, at tage afsted da det ville kunne give hende ro i hovedet og hun ville sikkert udvikle sig endnu mere og blive mere voksen end hun allerede var.

Gabriel lænede sig tilbage og gned hagen. "Det vil komme an på om vi flyver eller om vi rejser til fods. Det vil gå hurtigere hvis vi flyver." sagde han og så på hende. "Og med rejsen, hvor lang tid kan du være væk? Det vil tage 8 eller 9 uger, måske, til at nå Devils Lagoon. Et par dage til at nedkæmpe fjenderne og så kan I sejle hjem igen." sagde han og efterregnede det hele i hovedet. "Jeg er dog ikke helt sikker, men den ved kaptajn nok."