Lad os tage den forfra...Lad mig vise dig vej. (Rafaela)

S: Doomsville, men ændre lokation til Dragons Peak senere.
T: Aften
V: Overskyet, fugtigt og koldt.
O: Skiftende. Vil blive beskrevet i emnet.


Han havde bedt sine mænd holde øje med slottet og de steder, hvor han vidste der var størst sandsynlighed for at finde hende. Rafaela. Der var gået noget tid siden sidst de havde snakket, Rafaela havde grædt og været helt fortabt, da hun havde fået en uventet familiesandhed smidt i hovedet. Sean havde vaklet lidt mellem at hjælpe hende eller lade være, for til sidst at trække på skuldrene og forlade hende.
Han håbede hun var faldet ned nu og havde haft tid til at tænke. For når han fandt hende, havde han et helt specielt tilbud. Han havde nemlig selv tænkt. Han savnede Luce og vidste Raf måtte betyde meget for hende, som alle hendes børn gjorde. Hun var også den eneste, af hvad Sean kunne se, der måske ville fortælle Raf hvem hendes far var. Og endelig, kunne hun lære Luce at kende og måske forstå bedre. Men han ville med, med for at se Luce, med for at forhindre der skete noget alt for slemt. Han var jo i forvejen blandet ind i familiens problemer og havde været det længe, en slags familieven og han følte sig en smule ansvarlig over for Luce. Hun havde, i den tid de boede sammen, gjort meget for ham. Et venskab der ikke bare kunne brydes. Og han ville ikke kaste det hele over bord nu.

Og endelig havde der været bid. De havde set hende nær kroen "Det vilde svin" og han begav sig straks af sted, for at fange hende, inden hun forsvandt igen.
Han var afslappet klædt, både for at hjælpe sig selv og Raf med at slappe lidt af. Hans sorte bukser var en smule mere løse, end det ellers plejede at være og hans trøje var skiftet ud med en hvid skjorte. Kappen lod han blive hjemme, trods aftenen var kold og bar præg af det første nattefrost var begyndt at komme.
Og snart var han ved kroen. Han kiggede sig hurtigt omkring, inden han skubbede døren op og trådte ind i varmen. Lugten af mad, drikkelse, sved, røg og andre ting slog ham velkendt i møde. Han stoppede op lige inden for døren og lod det mørke blik glide over hvem der var på kroen, i håb om at se Raf. Han var overraskende spændt på det...Måske var det mere til udsigten ved at se Luce senere?

Rafaela havde i flere dage været ude af sig selv. Hun plejede og blive tilpas ved kontakten af sin storebror, men ham havde hun skubbet væk fra sig i nogle dage. Hele familien havde haft svært ved og trænge igennem hendes tykke mur af det at hun var ked af at alle havde løjet for hende. Det viste sig så at Melvin ikke havde kendt til noget af det der havde været en stor hemmelighed i familien. Han havde hele tiden gået og troet at Rafaela var født af Valiona og ikke af Luce. Hun havde haft svært ved og lade resten af familien komme tæt på hende, men hun var langsomt begyndt på det og havde vendt det tusind gange med Melvin om hvad hun skulle gøre og hvad der var det rigtigste. Hun ville kende til hendes 'nye' familie og alligevel havde hun bestemt sig for at den familie hun kendte til var hendes rigtige familie da Melvin havde fået hende til, at indse at Luce havde haft en grund til det hun gjorde. Selvom Sean havde fortalt hende det flere gange havde hun ikke kunnet indse det da hun var blindet af den tristhed og vrede der havde overtaget hende den dag.

Hun havde ikke været ude fra slottets mure siden den dag hun havde snakket med Sean sidst. Hun havde sine sorte leggins på og en brun kjole der gik ned til hendes knæ. Den så ikke specielt fin ud som de fleste af hendes kjole rent faktisk var. Hun havde taget en sort kappe ovre skuldrene for at holde varmen og gik roligt rundt i gaderne som om intet var slet. Selvom indvendigt der brændte det i hende om at få snakket med hendes biologiske mor og finde sin familie. Hun vidste bare ikke om hun var klar til det overhoved.
Hun var gået ind i kroen som hun plejede når hun havde brug for at komme lidt væk fra alt. Hun sad i et hjørne og stirrede ned i bordet og tænkte. Hun lyttede samtidig nøje efter hvad der foregik rundt om hende.

Han fik øje på hende og stod et øjeblik og bare kiggede, før han tog sig sammen og gik der over. Han vidste normalt altid hvad han skulle gøre, men dette havde været svære at gennemskue, også fordi han selv havde nogle pressende problemet. Han vidste dog at Raf langt fra ville takke ham...Måske en dag, men ikke lige nu. Han spurgte ikke, men hev stolen ud foran hende og satte sig, som var det noget af det mest naturlige i verdenen. Han så kort ud af det nærmeste vindue, før han så på Raf. Hun var mut og så tænksom ud. Måske var han for sent ude? Og måske ville hun slet ikke.
"Godaften" hilste han.
"Inden du siger noget, der måske blot er at jeg skal gå min vej, har jeg et tilbud til dig. Er du villig til at høre dette tilbud?" spurgte han direkte.
"Det handler om din biologiske familie"

Der havde været nogle enkelte der havde kommet over til hende for at snakke, men hun havde blot snerret af dem så gik de igen. Hun ville sidde roligt for sig selv og snakke. Stedet var nok ikke det rigtige så, men det var for koldt og sidde ude i parken og tænke. Hun kiggede irriteret op da hun hørte dtolen blive trukket ud foran hende. Hun troede det var endnu en af de irriterende væsner der kom for at ville snakke med hende og muntre hende op. Hun skulle lige til, at snerre af personen før hun opdagede at det var Sean der var kommet. Hendes blik blev lidt mere roligt men hun virkede stadig til og tænke så meget at det næsten ville eksplodere ud af hovedet på hende. Hun undrede sig over hvad han ville hende. Han havde efterladt hende sidst hun havde haft brug for hans hjælp da hun ikke helt stolede på sin adoptiv far længere på det punkt. Hun kiggede lidt på ham da han begyndte at snakke. "hvad er tilbuddet og hvad får du egentlig ud af det tilbud? hendes stemme havde ikke haft noget sødt klang i sig som der en gang havde været hele tiden. Den var nærmest forsvundet i alt det kaos der kørte rundt i hovedet på hende. Hvis man kunne se ind i hendes hjerne ville det ligne Jerusalems ødelæggelse af tankerne der fløs alle vejne. Hun var først lige begyndt og acceptere det nye ved hendes liv, men forståelsen var svær for hende da hun havde brug for at høre sandheden fra hendes biologiske familie før hun helt kan få styr på tingende oven i sit hoved. Hun kiggede fortsat på Sean

Hans ene øjenbryn gled op i panden af hendes pludselige og utilsigtede anklage om at han ville få noget ud af det. Hvem sagde han fik noget ud af det? Sandt nok gjorde han sjældent særlig meget uden at få noget for det selv, men det hændte altså og hendes kommentar fik ham næsten til at gå igen. Men han huskede på hvorfor han var her.
"Du er i godt gang med at skubbe alle væk, kan jeg fornemme" svarede han en smule brysk og smilte svagt, trods der ingen følelser var i smilet.
"Selv folk der prøver at hjælpe dig. Prøv at slappe af. Det gør ikke ondt" han kunne ikke lade være.
"Jeg vil vise dig til Luce. Det er en lidt længere rejse, for hun er ikke i nærheden, men jeg kan vise dig hen til hende og i kan snakke og du kan spørge hvem din biologiske far er. Det er mit tilbud" sagde han så, direkte, med en stemme som var de i gang med en forhandling. Han nævnte intet om hvorvidt han fik noget ud af det. For det første så fik han intet ud af det, ud over at se Luce igen. For det andet ville det ikke være relevant. Han så roligt på hende, med hænderne foldet foran sig. Det var helt op til hende.

Hun kiggede lettere irriteret på ham da han sagde, at hun allerede var igang med og skubbe folk væk fra sig. Det var sådan set sandt nok, men det skulle han bare ikke fortælle hende. Hun tænkte lidt over det han sagde og blev lidt roligere med situationen, men der var alligevel noget som undrede hende. Hvorfor gjorde han dette for hende uden, at skulle få noget for det? Hun troede ikke helt på det med, at han bare gjorde det for hendes egen skyld. Der måtte stikke noget andet under.
Hun kiggede på ham med et roligere blik efter lidt tid og nysgerrigheden var vokset op inden i hende igen for og finde ud af, hvor hun egentlig kom fra og hvad der var sket med Luce siden hun måtte efterlade Rafaela på den måde og mest af alt. Hvem var hendes rigtige familie både af søskende osv. Hun kendte kun til sin lillebror som hun ikke kendte, men viste, at han boede hjemme ved Sean og at han aldrig ville finde ud af, at Raf var hans søster. Hun nikkede stille "Jeg tager imod dit tilbud Sean" man kunne godt høre på hendes stemme, at hun var blevet nysgerrig for, at vide mere. Hun fumlede lidt med sine fingre for, at holde sig selv i ro. Hun var samtidig nervøs for om Luce overhoved ville se hende igen eller noget lignende. Følelserne kørte rundt i kroppen på hende og det irriterede hende. Hun kunne ikke holde sin kolde facade oppe som når hun var sammen med de fleste andre, hvor det ikke handlede om hende på det punkt. Det irriterede hende sådan set, at hendes kolde og bestemte facade som ikke viste nogle tegn på følelser ikke ville frem.
Hun kiggede lidt på Sean "Hvornår har du så tænkt dig, at tage afsted?" hun kiggede lidt på ham og fumlede stadig lidt med sine fingre for og slappe af.

Han så at hans ord ramte hende og hun faktisk hørte dem og reagerede på det. Den Rafaela, han kendte, kunne til dels skjule hvad hun tænkte eller følte, men lige nu fungerede hun lidt som en åben bog...Hvad han dog ikke fortalte hende. Han var selv blevet lidt dårlig til at skjule sine følelser på det sidste, der var sket alt for mange ting, som han skulle tage stilling til og gøre noget ved. Dette var hans lille ferie, endnu en af dem. Sandt nok forsvandt han i tide og utide lige nu, til stor irritation for hans nærmeste.
Han rømmede sig svagt og så lidt på hende, før han smilte let.
"Det glæder mig" kommenterede han og var allerede på vej op af stolen.
"Hvad med vi tager af sted nu? Eller du vil måske hjem og pakke først? Vi skal forholdsvis langt væk. Til Dragons Peak." Han så på hendes hænder et øjeblik, før han søgte hendes øjne igen. Pludselig mindede hun ham om Luce, da Luce var aller mest skrøbelig og boede hos ham. Et stik af savn ramte ham...Og trods den opmærksomme ville lægge mærke til det omkring hans øjne, formåede han at lægge bånd på sig selv og gøre det usynligt.

Hun var nød til, at snart skulle op og stå ellers ville hun blive alt for urolig indvendig. Hun kendte sig selv godt nok til og kunne regne det ud. Hun så på ham da han allerede var på vej op af stolen kort tid før hun havde stillet det næste spørgsmål. Hun sad i nogle få sekunder og tænkte over det "Lad os bare tage af sted nu. Jo hurtigere vi tager af sted jo hurtigere er vi der" hun kiggede ham i øjnene med sine smukke lillae øjne. Hun rejste sig op og kiggede kort rundt før hun begyndte og gå ud af kroen. Hun vidste godt, at det ville blive en lang tur sidst hun havde været i dragon speak var nemlig sammen med Sean og Melvin og det havde ikke ligefrem været en skovtur måtte hun indrømme. Hu stoppede lige udenfor kroen og ventede på Sean. Hun mærkede den kolde vind kærtegne hendes hår. Hun lukkede øjnene for og nyde det lidt, men der gik dog heller ikke særligt lang tid før hun åbnede dem igen. Hun kiggede lidt rundt og så nogle fyre ikke så langt væk fra hende. Man kunne tydeligt se på dem, at de ikke havde rent mel i posen og var ude på noget. De kiggede hele tiden hen på hende med nogle skumle blikke. De kiggede dog hurtigt væk da døren fra kroen blev åbnet.

Han fulgte efter hende med et svagt smil. Han var enig. Han fulgte med hende ud fra kroen og lod blikket glide rundt, til han bemærkede de skumle mænd i nærheden. Han noterede sig dem, men besluttede for ikke at gøre noget videre ved det lige nu. Kun hvis de fulgte efter dem eller ligefrem angreb dem. Han ville ikke stå bag at Luce måtte flygte, fordi nogen havde fulgt efter ham og det var hans ansvar, da han vidste hvor Lue gemte sig, at holde det skjult. Hun stolede jo på ham, det var han ikke i tvivl om.
Hans ene hånd lagde sig blidt på Rafs ryg, da han førte vej væk fra kroen og mod byens port. Han havde bedt nogen have nogle heste parat, så de kunne komme hurtigt af sted, uanset hvornår hun ville af sted. Hvis hun ville..Men det ville hun, heldigvis. Han havde ikke meget at sige, så han sagde intet på vej derned.
Til sidst nåede de porten og ved stalden stod en mand i mørkt tøj med to heste bundet fast til en pæl. Da han så de kom gående, sprang han næsten op og skyndte sig at binde hestene op.
"Herre!" hilste han og gav dem hver især en hest. Sean tog den sorte, med hvide sokker og klappede den roligt på halsen, samtidig som han lod blikket glide rundt, for at se om mændene fra før var fulgt efter dem.
"Lagde du mærke til mændene ved kroen? Nogen du kender?" spurgte han Raf. Han tog ingen chancer...

Hun kunne se på mændene, at de ikke var trygge ved, at hun fulgtes med Sean. Hun fulgte bare roligt med Sean forbi mændene. Hun havde hørt dem mumle noget med, at det var træls, at hun fulgtes med en. Hun vidste hvem fyrene var. De var ligesom mange andre mænd. Udnyttede kvinderne på det groveste og skadet dem hvis de ikke gjorde efter deres hoveder. Hendes klan var godt igang med og finde informationer omkring dem. Hun havde ikke selv været inde i deres liv udover og få alle informationerne for, at gøre klar til og finde deres passende straf.
Hun kiggede på hestene som stod og ventede på dem. Hun blev nærmest forelsket i den hvide med kulsort manke og hale. Den havde en sort plet på det ene lår ved bagbenet som lignede et hjerte. Hun gik roligt hen til den og nussede den på halsen og smilede stille til den. Hun kiggede hen på Sean og trak let skuldrene "Kender og kender er så meget sagt. Du skal jo tænke på, at næsten alle ved hvem jeg er og hvem min far er. Bliver jævnligt angrebet pga det. Men jeg kender dem ikke personligt mere det jeg høre af rygter" hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige omkring det. Hun satte sig op på sadlen af hesten og kiggede på Sean. Det var ham der måtte vise vej.

Han sadlede op. Raf havde slet ikke forstået hvad han hentydede til, at han ville vide om hun vidste om de ville være et problem for deres tur eller om de ville følge efter dem. Han lod blikket glide rundt en sidste gang og vendte sig om mod manden, der havde ventet på dem.
"Lad ingen følge os" forlangte han. Manden nikkede, før han ilede væk. Lidt efter satte Sean i gang og red mod porten. Hans mænd ville holde forfølgere væk eller i hvert fald forsinke dem nok. Ved en pludselig indskydelse satte han hesten i galop og skyndte sig ud af byen, med den tanke at Raf nok fulgte med. Og så begyndte deres rejse, stort set uden stop, til Dragons peak. Sean holdte i hvert fald kun få pauser, mest for at strække benene og lette vandet, eller for at lade hestene få en lille pause.

Hun kiggede stille på ham og red efter ham da han begyndte og ride ud af byen. Hun red hele tiden lige skråt bag ham for sikkerhedsskyld så hans hest ikke ville sparke ud efter hendes hvis den nu blev forskrækket eller noget uventet skulle ske. Hun var spændt på hvordan mødet med hendes biologiske mor ville være. Der var så mange spørgsmål som skulle besvares. Ville hun blive sur eller ked af det, hvis hun fik sandheden, at vide om, hvem hendes far var? Eller hvorfor hun var blevet efterladt ude i en skov, hvor chancen for overlevelse ville haft været lille, hvis Sakref ikke havde fundet hende? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende og det kunne man tydeligt se på hende. Hun priste ihvertfald lykkelig over, at hendes hest fulgte efter Seans uden problemer.
Det var ved og være længe siden hun havde været i Dragons Peak. Sidst hun var der var sammen med Sean og Melvin. Der havde der været en del ballade imellem hende og Sean, hvor Melvin bare var en tavs klovn hun kunne haft slået et par gange. Det var så længe siden nu efterhånden så hun ville ikke lade det ødelægge denne tur. Der var kun en grund til, at hun var taget afsted. Få snakket med sin mor!
Hun havde ikke rigtigt snakket med Sean under hele turen da hun kæmpede med sig selv om, at slappe af og for, at få styr på alle de spørgsmål der rullede rundt i hovedet på hende.

Han havde ikke meget at tale med hende om og spurgte ikke ind til noget. Hun virkede også som en person der havde nok at tænke over og det forstod Sean godt.
Til sidst var de der, dog. Han sad af og mærkede den kendte ømhed i benene, i lænden og det nederste af ryggen af at have reddet så længe. Han strakte sig og overgav hesten til en stalddreng, der ville tage sig af hestene, til de hentede dem igen eller solgte dem.
"Så langt så godt. Denne vej" Sean sendte Raf et svagt smil og viste vej.
Ind og ud mellem huse og små gader. Visse gader var øde, andre befolkede. Uanset hvad, gik der ikke forfærdelig lang tid, syntes Sean, før de nåede huset. Til sidst kunne han se det foran dem...Om Luce overhoved var hjemme? Han var selv lidt spændt på dette her.
Han gik hen til døren og bankede på.

//undskyld tiden. Har overhoved ingen krea o.o

Rafaela fulgte efter Sean under hele turen. Hun kiggede blot på ham og smilede lidt til ham når han kiggede på hende. Hun vidste ikke hvilken følelse der skulle frem så hun holdt sit mere neutrale ansigt være fremme så godt som hun nu kunne. Hun sprang af hesten og gav den til samme mand som Sean gav sin hest til og fulgte efter ham. Hun vidste ikke hvor de skulle hen, men hun ville heller ikke spørge ham for det var nok bedst blot, at følge med. Hun kiggede på huset de stoppede ude foran. Var det virkelig her hendes mor boede?

Luce var blevet flyttet fra et sted i grotterne hvor mange andre var til et hus som havde det hele man som normal ville få brug for men ikke en handicappet som hende. Hun havde selvfølgelig sørget for, at både Sean og Sakref havde fået addressen så de kunne finde hende hvis de fik brug for hende eller hvis de nu bare kom på besøg. Hun sad i stuen på en lænestol og læste i en bog der var blevet lavet om så blinde kunne læse den. Den handlede om de forskellige drager der fandtes og hvordan man vil kunne få kontakt til dem eller blot finde dem. Det var meget spændende for hende at læse og hun vidste at det ikke bare var en bog som alle kunne skaffe. Hun hørte at nogen bankede på døre n. Hun vendtede ikke nogle gæster så hun undrede sig noget over, hvem det var der ville besøge hende. Men på det sidste havde folkene i byen været meget søde imod hende og nogle havde hun fået rimelig god kontakt til. Hun lagde bogen på bordet og gik ud til døren og åbnede. Hun smilede overrasket da hun så Seans aura, men da hendes blik ramte en anden velkendt aura forsvandt smilet fra hendes læber. Hun havde slet ikke forventet at denne pige ville komme i hendes hjem eller bare se hende igen. Hun tvang et smil frem "Hej Sean og Rafaela lang tid siden" man kunne tydeligt høre på hende at hun var overrasket. Hun rykkede sig lidt fra døren så de kunne komme indenfor. Hun ville snakke med Sean i ene rum.

Rafaela overvejede i et kort sekund at hun nok ikke skulle være taget afsted sammen med Sean for hendes mors ansigtsudtryk viste præcis det modsatte af hvad hun havde håbet på. Hunsafde dog ingenting og det var tydeligt at se på hende at hun var blevet meget usikker efter synet af sin mor der levede rimeligt i forhold til hendes tilstand. Hun gik ind i stuen og kiggede rundt. Det var da et hyggeligt hjem hun havde det måtte hun indrømme. "Sean kan vi 2 lige snakke sammen alene?" hun kiggede hen på Rafaela og smilede kort "Bare lad som om du hjemme det vare ikke så længe det bare forretninger" hun smilede kort og gik ind i et værelse der var lige ved siden af stuen.