kom her, jeg har noget at vise dig. Tystys! Der er ikke for alle og enhver...( Alane)

S: Doomsville City, bla. kloakkerne.
O: skiftende. Beskrives.
V: lunt, men overskyet. Vejret har især været præget af regn og torden.
T: midt på dagen.

Med penge kunne man komme langt og det selvfølgelig havde han måtte punge lidt ud for at komme nogen vegne. Nu var det dog på tide at folk begyndte at betale tilbage. Han havde været på et slags besøg hos en mand, som nu havde ansvaret for at tilbage kræve hans penge og han var selv godt tilfreds med aftalen. Faktisk gik alt godt for tiden. Klanen var vokset, opgaverne gik som smurt og han havde haft tid til at passe sig selv noget tid, og få ryddet op i noget papirarbejde, ved at blive i sengen nogle uger. Brækkede ribben og et skudhul i ryggen havde begge resulteret i at han ikke kunne komme ret langt og var tvunget til at læse nogle bøger derhjemme. Men lige så snart han kunne gå rundt uden at knække sammen af smerte, havde han gjort det. Den første uge kun derhjemme, men siden små ture ude i byen. Han havde deltaget i endnu nogle selskaber blandt de rige folk og nogle møder med sine mænd for at blive opdateret. nu havde han sikret sig endnu en aftale og var på vej til et mødested, han havde aftalt med Alane. Han glædede sig.
Klædt i nogle lette sko og nogle lette, mørke bukser. En hvid skjorte der var knappet op. Armbåndet fra Neph om håndledet, det mørke hår der som altid strittede let til alle sider og det karakteristiske pandehår der gled ned over hans pande. De mørke øjne, som skinnede mere end de plejede og et smil der faktisk var ægte, trods smerterne ved at gå rundt. Et par dag gamle skægsstubber og arene fra Sajro. Det hele var som det plejede. Bortset fra han virkede mere energisk og livlig. Byens centrum var pyntet med et springvand af noget der nok skulle ligne en drage, men mere lignede en for stor øgle. Vandet klukkede lystigt, da han bevægede sig ned af de små boder. De solgte meget forskelligt men det eneste han var interesseret i, var en yndig lille blomst. Han gav en kobbermønt for den og gik over til Springvandet, hvor han satte sig på kanten og lod blikket glide over omgivelserne, som bestod af de små boder, folk der nød det ikke regnede endnu og en masse forskellige huse. en hestevogn ovre i den ene side. Han havde en lille plan for dem i dag. Hun skulle ned i kloakkerne og se hvad han enlig lavede. Han ville lukke hende mere ind i sit liv...I håb om at hun blev der.

Hverdagen var efterhånden blevet hård for hende, hun havde svært ved at komme rundt men var blevet udskrevet fra hospitalet for et par siden. Hun havde ikke fortalt Sean om dette da det i hendes øjne var enormt pinligt, hun havde jo kvajet sig. Hun kunne sagtens gå og stå men det var med store smerter og engang i mellem var det som om det hele holdt op med at virke men heldigvis ikke særlig tit. Hun havdebåde en brækket næse, brækket ribben, piske slag, blå og sorte mærker over det hele dog var mange af dem gået hen og blevet gullige men i forhold til hendes blege hud kunne man tydeligt se dem. Piskeslagene på ryggen var helet meget godt men nogle af dem ville helt sikkert blive til ar. Hvorfor havde hun dog også være så dum, så nysgerrig.
Hun sukkede roligt, der var ikke gået lang tid efter hun var blevet udskrevet så havde Sean skrevet til hende og det var derfor hun gik gennem byen til deres aftalte sted. Roligt gik hun over mod ham men hun var svær at genkende. Alane var i ført et par helt lange sorte bukser som var helt tætsiddende men dog elastiske. På overkroppen bar hun en sort hættetrøje hvor hætten var trukket op så den skyggede for ansigtet, det eneste der afslørede det var hende var det hvide hår der stak ud og hendes stemme. De grønne øjne kiggede på ham men han kunne ikke se det. "Hej Sean", hendes stemme var dejlig og musikalsk som sædvanlig.

Han havde ikke set eller hørt fra hende i noget tid og glædede sig til at se hende igen. Vandet var køligt for hans fingre, da han lod dem glide hen over vandet i en ligegyldig bevægelse. Han så op, da han bemærkede en ellers tildækket skikkelse kom over til ham, en person der gik som om hendes ene ben var savet af ved knæet. umiddelbart fordi personen var skadet...Så gik det op for ham det var Alane der gemte sig fra det lune vejr. Det hvide hår var ikke til at tage fejl af. personen kom da også snart over til ham og hilste. Han rejste sig hurtigt op.
"Alane!" I det mindste så hun ikke alt for trist ud. Faktisk lignede hun, næsten, sig selv.
"Hej min engel..." han havde lyst til at tage hætten af hende, men lod være. I stedet holdt han blomsten frem og sendte hende et oprigtigt smil.
"...hvad er der sket med dig?"

De grønne øjne gled over hans skikkelse, han så ikke selv helt for godt ud, han så selv ud til at være i smerte men hun kunne ikke være sikker. Hun havde savnet ham, det kunne hun mærke i sig selv. Hun kunne mærke varmen spreder sig i sig da han smilte til hende, da han kiggede på hende. Roligt gik hun helt hen til ham og kiggede på ham, hun havde lyst til at tage hætten af og vise ham det men ønskede ikke at gøre det her i alt offentligheden, hun ville ikke vise sine sår her i offentligheden og virke svag, hun ville ikke vise sine svagheder frem. "Din engel?..", hun kunne ikke lade være med at smile, det gjorde hende glad at høre ham kalde hende sådanne ting. Roligt tog hun imod blomsten og kiggede ned på den og så op på ham igen. "Tak", roligt slog hun hætten ned og man kunne se hvor forslået hun var, hun havde gule og blå mærke i ansigtet og ned af halsen. Roligt placerede hun blomsten i håret og gik lidt tættere på ham og lagde armene om ham i et meget blidt og forsigtigt kram. "Det kan jeg fortælle dig og vise dig når vi er et mindre offentligt sted", roligt lod hun sine læber hvile mod hans øre som hun hviskede det i øret på ham. Hun placerede et blidt og ømt kys på hans kind.

Blomsten sad godt i hendes hår. Det passede ham godt. Hans hænder gled i en blid bevægelse over hendes skuldre og i et lille øjeblik gled hans tommelfinger over nogle af de blå og gule mærker hun havde, som om han ville mærke hvor ondt hun havde. Hvem der end havde gjort det her fortjente ikke at leve. en tanke han dog ikke luftede lige med det samme, det kunne vente til senere. Men en ting var sikkert...Han havde endelig fundet en han kunne leve med. Den person skulle ingen tage fra ham, koste hvad det ville. Hans arm gled rundt om hendes krop, forsigtigt da han ikke viste hvor meget hun ellers var skadet og fordi han også selv havde brækkede ribben.
"Så er det godt jeg kun har planlagt en slags...rundvisning. I mit skjulte kongerige. Jeg håber ikke du er sart. Vi skal en tur i kloakken" han smilte til hende og blikkede til hende, som om han i virkeligheden drillede hende. De fleste ville nok ikke se en tur i kloakken som noget der var særlig romantisk. Det var det sikkert heller ikke. Men hvis han skulle have en chance for at beholde Alane lidt mere denne gang, måtte hun vide hvem han enlig var...Ikke kun en vag forestilling og lidt rygter i byen. Hun måtte vide sandheden. Det var et stort skridt for ham, men lige meget hvor stort han selv følte det var, viste han at ingen forstod det. Folk tog det for givet at folk fortalte om dem selv, ingen så det som noget specielt...noget der beviste hvor meget man egentlig stolede på folk. så han var begyndt ikke at forvente særlig meget af folk, for ikke at blive skuffet. Han viste ikke hvordan Alane ville reagere på de ting hun ville få at vide i dag. Han håbede bare hun ville tage hemmelighederne med sig i graven, uanset hvad.

Hun trak sig sammen i smerte som hans hænder gled over hendes krop, det gjorde ondt, det hele gjorde ondt, det var hende et under at hun overhovedet havde fået slæbt sin krop herned men hun havde ikke orket mere hospital selvom hun egentlig skulle have været der en uges tid mere hvis ikke mere end det men hun havde ikke orket bare at ligge i en seng og stirre ud i luften, det var ikke hendes ting. De grønne øjne kiggede op på ham, hendes hals havde en hel blåsort farve på grund af alle de slag, de hårde greb der havde været omkring den, det havde ikke været sundt for hende. Den ellers så smukke hud hun havde haft var bestemt ikke køn mere. Let bed hun sig i læben, noget nær det eneste på hende der ikke gjorde ondt. Alane kunne ikke lade være med at smile, hun vidste det var et stort skridt for ham og det betød meget for hende at han stolede så meget på hende, det var en rar følelse. "Jamen jeg er beæret over at blive inviteret med ned i dit kongerige og bare rolig.. Jeg er ikke sart", hun kiggede op på ham og kunne ikke lade være med at presse sine læber mod hans i et blidt kys men også et kys der gav udtryk for den glæde hun følte samt forsikrede ham om at hun ikke ville lade det slippe ud mellem hendes læber så længe hun levede. Hun trak sig væk efter et stykke tid og og lod blidt sine arme glide ned langs siden og ventede mere eller mindre på at Sean førte an til deres destination.

Han havde lyst til at hjælpe hende, til at lindre hendes smerter. Måske kunne en af lægerne noget eller en af hans eksperter kunne en slags eliksir der kunne hele...Han viste det faktisk ikke. Eller han havde hørt om dem og set dem i brug, men han viste ikke om de havde nogen på lager. i stedet smilte han og nød hendes kys.
"Jeg stoler på dig. Med det vil jeg sige at alt du ser, høre og fornemmer bliver i kloakkerne. Ingen, overhoved ingen, må vide noget om det jeg vil vise dig og fortælle dig!" han så alvorligt på hende. Det var meget vigtigt det ikke kom nogen vegne, heller ikke til folk hun selv stolede på. Som f.eks. Sajro.
Han gjorde tegn til om de skulle gå, og viste på den måde vej. De skubbede sig vej gennem menneskemængden som var tæt nogle steder og mere spredt andre. Endelig kom de ud fra myldret, hvis hun altså fulgte med. Han tjekkede kort om hun var med, før han viste videre vej. Væk fra hovedgaden, ned af nogle mindre gader og endelig, ned til gyderne. Der var selvfølgelig forskellige veje at komme ind, både uden og inde for byen. Men han foretrak gyderne, for der lagde folk ikke mærke til hvis man pludselig forsvandt ned i jorden.
"Hvis du nogensinde selv skal der ned, så vælg så affolket et sted som muligt" smilte han roligt og inviterede hende dermed til at måtte komme derned, når hun havde lyst eller brug for det. Til sidst stoppede han op foran et dæksel og så lidt på hende. Han ville fortsætte rejsen lige om lidt...
"Er du okay?" spurgte han
"For jeg kan vise dig det en anden gang?"

Hun kiggede på ham, hendes øjne blide men samtidig holdt de en snert af smerte i sig, ikke grundet ham men grundet hendes tilstand. Roligt tog hun Seans hånd og gav den et forsikrende klem mens hun roligt sagde. "Jeg lover dig, ved mit eget liv at alt det jeg ser, høre eller lære om bliver dernede". Hvis han sagde hun ikke måtte sige det til nogen, tog hun det alvorligt, sådan var hun. Alane ville hellere dø end at sladre om dem hun holdt af, det var hendes politik.
Alane fulgte efter ham men sørgede for ikke at støde ind i nogle af de folk de passerede så derfor holdt hun sig bagved Sean, han var stor og kunne bedre få folk til ar flytte sig, de fleste lagde ikke rigtig mærke til hende grundet hendes højde. Alane lod sine fingre flette sig med Seans mens de gik, hun betragtede de mange mennesker som de passerede og med et stod de pludseligt helt afsides fra alt og alle, dette måtte jo så sjovt nok være en af de indgange man kunne benytte. De grønne øjne kiggede op på ham og hun sendte ham et dejligt og hjertevarmende smil. "Det skal jeg nok huske og tak for invitationen". Hvor var han sød, bekymrede sig om hende men hun havde det fint, det var jo en rundvisning hun skulle ikke du på et hæsblæsende eventyr. "Jeg har det fint nok til det her. Bare rolig". Hun stillede sig let op på tæerne og skubbede blidt sine varme, silkebløde og indbydende læber mod hans i et passioneret og lidenskabeligt kys, efter kort tid brød hun dog kysset og ventede på han forsatten turen.

Han så lidt på hende og nikkede så let. Hans arme gled forsigtigt om hendes krop, da han gengældte kysset med samme intimitet. Så slap han hende igen og med et lille smil bukkede han sig ned og hev dækslet op. En lille trappe i den ene side førte ned i mørket. En svag fugt og stank af sære ting steg langsomt op fra hullet, dovent.
Han gjorde en bevægelse der betød kvinderne først. det havde gjort ondt at fjerne dækslet, men ikke mere end han sagtens kunne klare sig. han viste det ville tage længere tid for hans ribben at vokse ordentlig sammen, når han ikke slappede af, men sådan var det jo bare. Han gik ned efter Alane og skubbede dækslet på plads igen, så der blev mørkt omkring dem igen. stanken omringede dem nu og ødelagde deres lugtesans. Sean greb hendes hånd og begyndte at trække hende stille med i den ene vej. Lidt efter lidt kom der mere og mere lys, da de kom til den første krystal der lyste tunnellerne op. Man kunne nu se at de gik på en af siderne af en lille flod af beskidt vand der gled ved stille ved siden af dem.
"Der er vagter ud over det hele. Til at opfange de folk der ikke er velkommen her, så ingen kan liste ind på os. Men nu er kloakkerne jo ikke særlig lækre og jeg får nogle gange mine mænd til at ordne, hvis der er nogle problemer, da det både gør det mere behagelige for os og vi slipper for fremmede folk der skal herned og lave det. krystaller er sat op med med mellemrum, så man kan se lidt, dog ikke for tæt på dækslet, da det bare vil gøre folk nysgerrige, hvis de endelig kigger herned" han smilte let til Alane og studerede hende let for at se hvordan hun havde det, før han begyndte at føre hende ind i den labyrint af tunneller der var. På et tidspunkt stødte de på nogle af disse vagter, han havde nævnt. Han fortalte dem at så de nogensinde Alane gå dernede, skulle de bare lade hende være eller gøre som hun bad om. mændene og kvinderne bukkede og kiggede nysgerrigt efter dem.
Til sidst begyndte det at blive varmere og varmere, krystallerne kom oftere og oftere og tunnellerne begyndte at udvide sig. De så og flere og flere folk på deres vej ind til centrum af det skjulte rige, som alle nikkede respektfuldt til Sean, da de fik forbi...

Hun kunne mærke nysgerrigheden vokse i hendes mave, den havde altid været så latterligt ustyrlig og oftest bragte den hende i nogle ubehagelige situationer, om det så var med folk hun kendte eller om det var for at finde ud af noget så havde den det med at tage overhånd og styre det hele.
Alane kravlede ned i kloakken men kiggede op på Sean mens hun gjorde det og sendte ham et smil som for hende betød tak fordi han holdt dækslet for hende. Hun lod sig dumpe ned så hun nu stod nede i kloakken, hun var glad for at have et godt nattesyn altså i menneskelig forstand, i forhold til så mange andre væsner var hun nær blind i mørket. Efter lidt tid forsvandt det sidste lys da Sean lukkede dækslet forsvarligt i, hun rykkede sig lidt sådan så han ikke ville træde på hende når han satte fødderne mod underlaget under dem.
Alane lod sin slanke og elegante hånd lukke sig om Seans da han greb hendes, roligt fulgte hun efter ham gennem kloakken. Hun virkede hverken bange eller som det afskyede hende at være her, ikke at det var et behageligt sted at være, ikke på nogen måde. Hun lod sit blik mødes med hans som han snakkede og hun nikkede til hver eneste ting han sagde for at vise hun lyttede. "Er det overhovedet tit der kommer nogen herned, jeg mener.. Det er jo en kloak?", hun sendte ham et dejligt smil som hun forsat fulgte ham. De grønne øjne gled over de vagter de nu engang mødte, hun hilste og sendte dem et venligt smil. Alane lagde godt mærke til de nysgerrige blikke de fik, det var vidst ikke tit Sean havde folk med herned og vist i sær ikke nogen han gik og holdt i hånd med. Alane lod sine nysgerrige øjne glide over det hele som hun tog det hele til sig. Hun virkede forundret men lykkelig, det var fantastisk hvad de havde gjort ved kloakkerne. Egentlig havde hun været hernede før men det havde været med Arason og der havde hun fulgt efter ham men det var vidst et andet sted de havde været, det havde mere lignet et hjem.

Han smilte let til hende, da de gik videre. På et tidspunkt kom varmekilden til syne: røre i alle størrelser flugte loftet og væggene og en god varme spredte sig fra dem og ud i tunnellerne og de rum der var. De kom først når man nåede centrum af det hele.
"Dværgene lavede dem engang, inden jeg overtog kloakkerne. Varmen holder fugtigheden væk, dermed også det værste af stanken, samt den holdes os varme, så vi kan være her hele året rundt uden skade" han smilte let.
"Det findes et stort, skjult rum under disse tunneller, hvor nogle mænd styre ovnene der spreder varme gennem rørene. Vi er ret afhængig af varmen og rørene, så de er faktisk en af vores største svagheder" sagde han og pegede op i loftet, på rørene. Han havde endnu ikke svaret på hendes spørgsmål, men det kom. Det hele til sin tid. Tunnellerne førte forskellige steder hen og efterhånden kom små skilte, som i en by, der fortalte hvor hvad var. De kom til at kryds, med sådan et skilt. En der viste vej til køkkenet, våbenkammeret, træningshallen, udgangen og Seans kontor. Selv om der bare stod "Bossen"
Sean smilte let og trak på den ene skulder, før han viste hende vej ned mod køkkenet, først.
"Du spurgte før om vi tit får gæster. du vil blive overrasket over hvor mange sære folk vi egentlig har set og hørt. Spioner fra andre klaner eller vagterne. Hjemløse. Nysgerrige folk. Endda en lille pige!" Spurv. Han huskede det tydeligt.
"Jeg har også mødt folk der gemmer sig fra andre. Alle bliver de fundet, eller forhåbentlig alle, de bliver udspurgt og enden hjulpet, tilbudt en plads i klanen eller sendt væk" han trak let på den ene skulder.
"Jo tættere de er på centrum, som er der hvor vi er nu, jo mere alvorligt bliver de behandlet. vi har ikke råd til fejltagelser og dem det laver fejl, bliver straffet. JEg har brug for disciplin og for at kunne stole på mine folk" han sendte hende et lille smil.

Hun kiggede rundt, de grønne øjne holdt en dejlig glød i sig, både af nysgerrighed og glæde. Hun virkede meget glad men det var hun også, det betød enormt meget for hende at Sean viste hende det her, det betød han stolede på hende og ønskede at lukke hende ind i hans liv og hun ville hellere end gerne være en del af hans liv. Alane nikkede til det han sagde og lod hånden glide over en af væggene, den var måske ikke mest ren men for guds skyld hun var vant til at leve i skoven og før det bare under åben himmel. Hun var vant til at bade i søerne og det var jo egentlig både der fiskene og havdyrene levede og ligesom mennesker og andre væsner havde de også specielle behov.. For at sige det pænt. Hun kiggede på ham og nikkede, "Så de er altså et alfa omega for jer, uden dem ville i jo ikke kunne være hernede om vinteren". Let rykkede hun helt tæt på ham og slap hans hånd hvorefter hun lagde den om livet på ham men sørgede for ikke at røre hans ribben så det var mere nede omkring lænden og hoften, der var det højst usandsynligt det gjorde ondt på ham. Hun havde trods alt lagt mærke til at hans brystkasse gjorde ondt da de krammede. De grønne øjne gled over skiltene og hun kiggede op på ham med et lidt drilskt smil. "Dejligt, så ved man jo lige hvor man skal gå hen". De grønne øjne forblev på ham som han snakkede og hun nikkede til det han sagde. "En lille pige... Wow men når ja hvis man er hjemløs er det jo et tag over hovedet som tager det meste uvejr så det er jo egentlig ikke underligt at folk søger hertil". Let bed hun sig i læben og så sig omkring, hun vidste ikke om hun skulle fortælle at hun faktisk havde været her før, ikke lige i centrum nok eller det vidste hun ikke men hun havde fundet det underligt at der lå et hus nede i kloakken så det havde nok hørt til her. "Selvfølgelig", hun virkede ikke skræmt men virkede ganske rolig. Sean havde aldrig rigtig skræmt hende, der skulle meget til før hun blev skræmt af folk.

Han nød hendes arm omkring sig. At have hende tæt på og dufte hende. Hans arm gled rundt om hendes ryg, selv om han passede meget på ikke at trykke eller presse for meget på, så det ville gøre ondt på hende. En lille trappe førte igennem en stor dobbeltport af noget mørkt træ og pludselig stod de i et stor rum, som var køkkenet. Der var flere komfurer og ovne, hvoraf de fleste var i gang med noget. Flere skabe og skuffer over det hele, pander der hang ned fra loftet, knive der lå på køkkenbordet og borde der var fuld af alt muligt mad der skulle tilberedes, men alt det der allerede var tilberedt stod på et kæmpe langbord, med bænke til, i midten af rummet. Et hul i loftet førte lugtene væk fra rummet. Der var lidt varmere end i tunnellerne, fordi der altid var gang med et eller andet. Folk rendte rundt, mens andre sad ved bordet og spiste. Kun de nærmeste nikkede eller bukkede respektfuldt for dem, da de kiggede ind.
"Køkkenet. Man kan altid komme og få en bid mad, på alle tider af døgnet. Det er sådan fordi folk ofte er på forskellige opgaver og nogen gange først er tilbage midt om natten" smilte han.
"Jeg har aftaler med flere butikker oppe i byen, som levere mad til os, mens jeg har mænd der sørger for brænde eller kul til ovnene og komfurerne. Nogle af dem får dog varmen fra ovnene nedenunder os, som også varmer tunnellerne og det op" smilte han let. Og så lidt på hende.
"Vi lader nogle gange hjemløse eller fattige komme og spise. Bare nogle få stykker. Det er en god ting at holde sig venner med dem, de kommer mange steder i byerne for at se om de kan finde lidt varme eller mad. Så de ser og høre ofte nyttige ting og de kan være med til at sprede gode rygter" smilte han let.

Hun kunne mærke varmen fra køkkenet slå imod hende i samme øjeblik som han åbnede døre, roligt trådte hun ind og od blikket glide omkring. Der gik ikke længe før hun kunne mærke små svedperler danne sig ved hendes hårgrænse. Roligt begyndte hun at trække sin hættetrøje af selvom det gjorde forbandet ondt. Man kunne nu se hvor meget hendes krop egentlig havde fået tæv, diverse blå og sorte mærker dekorerede hendes krop samt under den hvide tank-top hun bare havde hun en forbinding på man kunne se gennem den hvide trøje, diverse steder på ryggen af hende var der mindre og mellemstore friske blod pletter. De grønne øjne gled over de mange komfure og ovne hun så. Alane anede egentlig ikke hvordan sådan en fungerede, hun havde trods alt boet i skoven hele hendes liv og derfor havde hun kun været vant til bålsted, hendes forældre havde haft et komfur men hun havde været for lille til at forstå hvordan det fungeret. De havde trods alt flygtet da hun var 4-5 år gammel og da hun var 9 havde de så forladt hende, hun havde dog aldrig fundet ud af hvorfor de havde forladt hende. Hun havde stået i sine egne tanker men blev revet ud af dem eftersom han snakkede til hende, de grønne øjne kiggede op på ham og hun sendte ham et lille smil mens hun nikkede til hvad han sagde. "Det var da egentlig en smart idé". Sætningen havde været til hans oplysning omkring det med de hjemløse.

Han så lidt på hende og kunne se hun optaget af sine egne tanker. Hans blik gled over de sår hun havde og han følte en stor lyst til at finde de skyldige og gøre dem fortræd. Få dem til at fortryde og aldrig gøre sådan noget igen. Men han viste han aldrig fik lov, medmindre Alane selv ville have det, så han sagde intet, bed bare lidt hårdere sammen, så hans kæbemuskler stod frem. Han fik dog løsnet dem op til at besvare hende.
"Tak" han nikkede kort og smilte så svagt til hende.
"Vil du have en pause eller skal vi gå videre?" spurgte han. Der var mange rum at se, men han havde nu heller ikke tænkt sig at vise hende det hele. Han ville bare vise hende...det samlede. træningshallerne lå ikke så langt derfra, sammen med deres store lagerrum, som lige nu bugnede at ting og sager, fordi han havde hørt om undeads der snart ville belejre byen. Så var der soveværelserne, lægerummet, og opholdsstuerne. Til sidst var der en fællesspisestue, som også var stedet hvor han gav beskeder videre til sine mænd, og endelig nogle kontorer. Der var også celler og en slags...kælder, hvor de klarede visse problemer med folk.
Hvis hun bad om en pause, ville han give hende den, hvis ikke ville han vise hende videre ved alle disse ting, mens han fortalte om hver rums funktion og hvis der var nogle skjulte eller nyttige ting at vide om dem. Han stoppede først, da de nåede den mindre tunnel, som indeholdt kontorerne.
Han vendte sig om mod hende. Det måtte være trættende at se og høre om det hele på en gang. Men han ville sætte hende helt ind i det. Så hun viste det. Så hun forhåbentlig kunne blive en del af det...Åh, han havde sjældent turde stole så meget på en person, men for nu fortrød han det ikke.


//spolede lidt frem, da det kunne være lidt kedeligt at fortælle om alle rummene. håber det er okay?//

Hun så godt hvordan tankerne kartede rundt i hans hoved men alligevel cirkulerede de kun omkring et punkt. Alane kendte ham dog godt nok til at vide at han var vred, sur og måske også lidt hævngerrig, man kunne se det på den måde hans øjne mørknede lidt og måde hans kæbeparti blev helt spændt og sammenbidt. Roligt lagde hun en hånd mod hans arm og kyssede ham blidt på kinden. Hun anede ikke om det var okay at vise affektion overfor ham når der var andre til stede men hun tog chancen. Alane ville heller end gerne se resten af stedet, så ondt gjorde det heller ikke at hun ikke kunne gå. "Jeg vil hellere end gerne se resten". Let lod hun sin hånd glide ned og lukke sig om hans og flettede deres fingre. De grønne øjne kiggede på ham med varme. Hun holdt virkelig af ham, hun elskede ham. Roligt fulgte hun med han rundt og lyttede til alt hvad han sagde om rumene. Forhåbentlig forventede han ikke hun kunne huske dem alle lige med det samme.

//Det er helt okay og undskyld jeg har været så langsom. Jeg blev desværre lige ædt op af virkeligheden //

han smilte let til hende og viste hende videre rundt...

Ved kontorerne stoppede han turen.
"Dette er de vigtigste rum. Herfra bliver alle tingene styret. vi har...forskellige kontorer. vi har nogle tomme, som fungere som mødelokaler. så har vi et kontor der kun beskæftiger sig med medlemmer. Optagelse, udsmidning, straf...Et kontor for økonomien. Et kontor der sørger for hele det her sted virker og fungere, et kontor for alle opgaverne og missionerne vi får...og endelig mit private. Jimmy, min højre hånd, har også sit eget." han viste hende ned af gangen. Han forventede ikke hun huskede det hele, men bare at hun fik en bedre forståelse for...tingene.
Han stoppede op og fiskede en nøgle frem. på trædøren stod der kun få ting.
"Sean
Chefens private kontor"
Mere behøvede folk ikke at vide. Han lod døren glide op og gjorde gestus til at Alane skulle gå først ind med et lille smil.
Rummet var forholdsvis stort. Midt i det hele stod hans arbejdsbord, med en blød stol på hans side af bordet og to almindelige stole på den anden side. på bordet stod der nogle mapper, som tydeligvis indeholdt papirer af forskellige slags.
Der var skabe, fulde af flere papirer eller bøger samt et stort, solidt metalskab med flere låse på. Hvor han gemte nogle vigtige sager for klanen. Ovre i venstre hjørne, når man trådte ind i rummet, var der et sofahjørne. en sofa, et lille bord og en lænestol. En blomst stod midt på bordet, en hans sekretær havde sat der, sidst han havde været derinde. Til sidst en dør i samme side som sofahjørnet.
"Føre til privat toilet og bad" smilte han let.
"Jeg sover nogen gange på sofaen når jeg er her i længere tid. Vi kan sidde her og snakke lidt, men vi kan også finde en opholdsstue hvis du hellere vil det? Er du sulten, tørstig?" han ville så gerne have hun følte sig godt tilpas her...

Hun kiggede på ham og smilede let, hendes smil var kærligt. Let klemte hun hans hånd, et eller andet sted ville hun gerne endnu tættere på ham, hun havde virkelig savnet ham. Hendes øjne gled over døren og hun kunne ikke lade være med at smile skævt. "Spændende titel", hun bed sig blidt i læben og lod øjnene glide over ham. Hendes stemme havde været lidt drillende da hun kommenterede titlen. Hun kunne simpelthen ikke lade være. Det var underligt at han var chefen men alligevel var hun vel også 'stolt' over at være chefens kæreste. Roligt gik hun ind i rummet og lod de dybe grønne øjne glide rundt i rummet, det var hyggeligt men alligevel også meget professionelt. Let bed hun sig i læben og vendte sig mod ham. Let gik hun rundt i rummet og betragtede de mange ting. Det var underligt at være under jorden. Hun havde altid været vandt til at være ude i den friske luft og lyset. Men hernede var der kun det kunstige lys og den lettere ubehagelige luft samt lugtens heller ikke ligefrem meget behageligt. "Vi kan sagtens sidde her og snakke". Let gik hun hen til ham og kyssede blidt og kærligt hans læber, hun lod kysset vare lidt længere end et simpelt lille et. "Jeg er lidt tørstig men det er egentlig også det". Hun så ham i øjnene og svarede ham efter hun havde brudt kysset.

han nød kysset og så det som et bevis på at hun havde det godt nok. og det var han glad for. Han nikkede kort og gik over til sit bord. Han trykkede på en eller anden knap på bordet og så lidt over på hende. Dette var noget af det mest tekniske og komplicerede system der var hernede, som de havde fået nogle dværge til at hjælpe med at lave: at alarmsystem, som nu også blev brugt til at tilkalde bestemte folk. At trykke på knappen ville sætte et system igang, som ville få en klokke til at ringe et andet sted i tunnellerne. han havde netop trykket på klokken til køkkenet og viste der snart ville komme nogen med lidt vand eller the. måske begge dele. Det var de eneste to ting han normalt bestilte nede fra køkkenet.
Han smilte og gik over til Alane, lod blidt en hånd glide ned over hendes ene arm, trods dens skader. Ganske forsigtigt, for ikke at skade den...
"Hvad vil du gøre, her i denne tid hvor zombierne er begyndt at komme?" spurgte han

Hun var glad for at han nød kysset som han gjorde for det samme havde hun virkelig også. Alane nød rent generelt alt form for nærkontakt med Sean. Let lod hun en hånd glide igennem sit hår som han gik over og trykkede på knappen. Hun kunne mærke hendes ben var begyndte at dunke en smule eftersom hun havde gået meget på dem. Dog kunne hun ikke lide at sætte sig ned uden hun var blevet tilbudt det. De grønne øjne gled over blomsterne, de virkede helt ude af plads herinde og virkede ikke umiddelt ikke som noget han selv havde valgt. Kuldegysninger spredte sig over hele hendes krop blot ved denne ene lille uskyldige berøring, hun kunne ikke lade være med at smile over det. Hun bed sig i læben og tænkte lidt. "Tja jeg har jo ikke meget valg end at efterlade mit hjem og lade det blive destrueret selvom jeg aller mest har lyst til at blive og forsvare det så er jeg ikke dum nok til at gøre det". Hun kunne næsten ikke lide at spørge om hun kunne bo hos ham. Sidste gang de snakkede om at flytte sammen havde det endt i et skænderi.

Han så lidt på hende og fornemmede hun var træt, udmattet. Han gjorde en gestus mod sofaen.
"Endelig, lad som om du er hjemme" smilte han let. Selv gik han hen og satte sig i sofaen, lænte sig afslappet tilbage, mens han studerede hende da hun svarede ham. Det var hvad han frygtede, at hun ville blive i skoven, alene. Hun kunne beskytte sig selv...Altså nok ikke i den tilstand hun var i nu, men ellers. Dog tvivlede han på hvor stor en chance nogen af dem ville have mod en hel hær af undeads.
"Du må pakke dine egendele og tage dem med dig" foreslog han. så beholdt hun da noget og det var ikke alt der blev destrueret. Han var lidt nervøs for det, nervøs for at hun sagde nej, men også nervøs for hun sagde ja.
"Hvis du ønsker det vil jeg gerne sætte mit hjem til rådighed. Det ligger i byens rige ende, men i krigstid er der nok ikke nogen der klager. Det er beskyttet og det bedste sted...Hvor jeg kan give dig beskyttelse..." han så på hende. Han virkede næsten bedende, selv om han fornemmede det og prøvede at lade være. Han ville bare gerne have hende tæt, beskytte hende...
"Der vil selvfølgelig også være mad og varme." tilføjede han, som om det kun var et spørgsmål om praktiske ting.
"Samt masser af plads" Luce var flyttet. Og selv hvis Luce stadig havde været der, ville der stadig være flere ledige pladser.

Hun kiggede på ham og smilede stille. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at sige nej til det tilbud, det var simpelthen for fristende. "Tak". Roligt og med elegante men dog smertende bevægelser gik hun over og satte sig ved siden af ham. Tæt på ham men stadig så der var plads mellem dem. Hun ville ikke skade ham. Let vendte hun du lidt mod ham så deres knæ rørtes. Nærkontakten var rar selvom det kun var så lidt, så var det umådeligt rart. Let bed hun sig i læben og så ned. Hendes sidste hjem havde hun heller ikke kunne forsvare. Det gjorde ondt, alt hvad hun havde bygget op skulle hun nu forlade. Alle tingene betød noget for hende. "Så pakker jeg det hele. Alt det jeg har har betydning for mig og er ikke bare tilfældige ting". Hendes stemme indeholdte en smerte men hun prøvede at skjule den og virke stærk. De grønne øjne kiggede op på ham, hvor var han sød. Hun ville gerne men var også bange for det var for tidligt men hun havde ikke rigtig andre steder at tage hen og hun ville så forfærdeligt gerne. Nu håbede hun bare der ikke var flere overraskelser der ventede hende. Let lagde hun en hånd mod hans og klemte den stille mens de grønne øjne kiggede på ham med en dejlig varme. "Jeg vil gerne flytte ind hos dig Sean". Hun afventede hans reaktion.

Han havde håbet, regnet med og frygter at hun ville sige ja. Omend, bare mens krigen stod på. Hans hus ville give mere sikkerhed...Og gøre ham mere rolig, for hendes beskyttelse. Han viste denne...Sajro, sikkert ville stå foran hendes telt og hjælpe hende, men han håbede...håbede hun foretrak hans hjem. Hans varme. Hans mad.
Han lænte sig tilbage op af hjørnet i sofaen og da hun satte sig, gjorde han tegn til hun godt måtte læne sig op af ham, hvis hun havde lyst. At være hende nær var rart. At have delt dette sted med hende...Var rart. Det var så længe siden, som i en drøm, at han havde følt sådan for en anden person...Det var både ret og smertefuldt på en gang.
At hun fortalte om at pakke sine ting gjorde ham glad. Det betød hun gerne ville søge tryghed i hans hjem, omend mens krigen stod på...
Men hendes næsten sætning gjorde ham faktisk nervøs. Han var en meget rolig person, betænksom og manipulerende. Han havde bagtanker med næsten alt og viste sjældent hvad han egentlig følte, men over for Alane virkede næsten umuligt ikke at gøre sådanne ting.
Flytte ind? Var hun sikker? Nuvel, de kendte hinanden bedre nu men...Men var hun virkelig sikker på det var hvad hun ville?
han trak vejret dybt, købte sig lidt tid før han svarede med et skævt smil.
"Er du sikker... På du vil flytte helt ind?" han spurgte som om han ville have det bekræftet, hvad han også gerne ville. Hvad hvis han bare havde misforstået det?
Det bankede let på døren og den gik op. En ung kvinde i en let kjole og med håret samlet i en knold på hovedet, men med løse hår ned over ansigtet, trådte ind med en bakke. på bakken stod der glas, de havde jo set han havde gæster, og en kande med frisk vand. Hun stilte den på bordet, bukkede og skyndte sig ud, da hun lukkede døren efter sig.
"Vand?" tilbød Sean med en svag gestus med hånden.

Alane frygtede for de konsekvenser som hendes valg nu ville bære og for nu ville hun kun bo hos ham indtil alt det her med denne krig var overstået, det andet følte hun stadig var for tidligt. Det havde trods alt været en stor fejl i deres tidligere forhold og hun ville ikke løbes af med næsen i hånden men hjertet smidt på gulvet. Ikke denne gang. De grønne øjne betragtede ham, hun var nervøs, nervøs for alt lige pludselig, hun ville jo ikke såre ham hvis han virkelig ønskede at have hende boende men hun var vel bare bange stadig. Hun havde ikke bundet sig til nogen på den måde siden hendes forældre og de havde efterladt hende. Hendes forældre, de mennesker som skulle forestille sig at holde a hende, elske hende trods hendes fejl og dumheder, havde efterladt hende til hendes egen skæbne, hvis vampyrene havde fundet hende havde hun været død. Ingen tvivl der. Alane gøs let ved den indre tanke om døden der sneg sig omkring hende og pludselig ville springe på hende og dræne hendes liv fra hende mens hun ikke kunne gøre andet end at se på.
Roligt lænede hun sig ind til ham og lagde blidt den ene hånd mod hans knæ. Let bed hun sig i læben. "For nu vil jeg gerne Sean... Jeg er bange for det er for tidligt i vores forhold og jeg ønsker ikke det samme sker igen som det gjorde sidst". Hun kiggede op på ham og håbede han ville forstå hendes grunde og desuden hendes folk ville have brug for hende efter denne krise, alt det der skulle genopbygges. Hun vendte med det samme opmærksomheden mod døren da den åbnede sig. Hun betragtede den unge kvinde og sendte hende et varmt og venligt smil. "Jo tak", hun kiggede blidt på Sean og vendte de to glas om, så tog hun forsigtigt glaskanden og fyldte de to glas hvorefter hun rakte det ene mod ham mens hun så på ham med et forsigtigt men varmt smil.

Intet klart svar. Ventetiden på hendes svar var lang og pinefuld. Ærlig talt, frygtede han det også selv. Han havde holdt vejret og trak det først rigtig igen, da hun svarede. Intet klart svar, men han håbede han forstod det rigtigt. At hun kun ville bo der så længe der var krig - for nu.
"Okay. Jeg vil heller ikke presse det fremad, jeg ville bare...have dig i sikkerhed" smilte han let, i håb om han havde forstået det rigtigt og at hans smil ville vise hende at det var helt fint med ham. Det var trods alt ham der havde ødelagt det hele før og han kunne godt forstå hun skulle bruge lidt tid. Det skulle han også selv. I det mindste ville det med Neph aldrig gentage sig, da de nu var blevet enige om at være som søskende. Og det beroligede ham, at de havde fundet ud af hvor de var i forhold til hinanden. Han tog det ene glas, da hun havde hældt op og løftede det let som en hilsen, dog uden at de direkte fejrede et eller andet. Hans øjne strålede i dette øjeblik, da han så på hende. Af hengivenhed, af at føle sig godt tilpas med en person. Af at endelig at kunne læne sig tilbage og vide at her var en person han kunne stole på og være sammen med. Så tog han en tår af sit glas. Vandet var dejligt koldt.
Han stilte glasset på bordet igen og lænte sig lidt tilbage igen.
"så...Er det ellers sket noget interessant i dit liv på det sidste? Ud over at blive tæsket?" spurgte han med et svagt, drillende smil.