Rumor Has It. - Amara.

Sted: Først ved havnebyen Aquener, ude på havnen – senere ændrer scenariet sig.
Tid: tidlig aften, inden mørkets frembrud.
Vejr: Egentlig ville det ikke være så køligt endda, var det ikke for den bidende blæst – men dog regner det ikke.
Omgivelser: Masser af skibe der ligger til ved havnen, og der er endnu få havnearbejdere og sælgere på gaden – dog er det ikke voldsomt.

Den friske lugt af salt havde været det første Cassidy havde lagt mærke til, da han i går ankom til Aquener. Han var normalt ikke glad for steder han ikke kendte – men han var nu blevet meget positivt overrasket over havnebyen. Folk havde været venlige, åbne – ingen havde set på ham med skepsis på trods af at han var iklædt nogle gamle laser, et par støvler der nærmet var ved at gå fra hinanden og en alt for stor brun jakke, og næsten bedst af alt havde den lokale kro ikke kun et utrolig billigt værelse, han kunne leje natten over, den havde også haft billige, velsmagende øl.
Cassidys besøg i byen var dog ikke bare et hyggevisit – han var her for, forhåbentligt, at grave nogle flere oplysninger frem om den far, han aldrig havde mødt.

Han havde tidligere på dagen udspurgt kromutter, på kroen han boede på, om hun kendte skibet Clarissa, som var den eneste ledetråd han havde om din far. – det gjorde hun ikke, men i stedet havde hun givet ham navnet på én hun mente gjorde. Amara.
Kromutter havde også nævnt hendes efternavn, med det kunne Cass ikke huske. Kromutter havde endda været så flink at skrive kvindens navn ned på en lap pergament til ham – og han nænnede ikke at fortælle hende at han ikke lukke læse, og at det derfor var lige så ubrugeligt for ham, som den lange beskrivelse af hvordan kvinde så ud havde været. Han havde godt nok fået det ud af det, at han nu vidste at kvinden var mørkhåret – men resten af beskrivelserne, særligt om hendes ansigtstræk, havde slet ikke været til nogen hjælp.
Han havde brugt det resterende af dagen på at lede efter denne Amara. Hans metode havde dog været en anelse ineffektiv. Han havde simpelt spurgt hver eneste mørkhåret kvinde han mødte, om hun hed Amara eller om hun kendte nogen der gjorde. Indtil videre havde der ikke været bid.

Et let suk forlod menneskemandens læber. Det var åbenbart et langt mere omfangsrigt projekt end han først havde antaget – men hvad havde han også forventet? – At den første mørkhårede kvinde han mødte, tilfældigvis viste sig at være denne Amara – det ville da være for nemt…
Han skubbede en lok hår, der var sluppet ud af den lille hestehale han have formået at samle, væk fra sit ansigt, og begravede derefter sine hænder i sin jakkes store rumlige lommer. Han havde mest af alt lyst til at vende tilbage til den lune krostue og kalde det for en dag – men så alligevel ikke - det var han en anelse for stædig til. Han skulle sgu’ nok finde hende, om det så ville tage måneder!
De lyseblå øjne så søgende rundt og da de igen fik øje på en kvinde med mørke lokker et godt stykke fra ham, kunne han alligevel ikke lade være med at løfte op i den ene mundvig, på trods af at han godt vidste at chancen for, at netop denne kvinde var den rette, var minimale. Med rolige men meget målbevidste skridt nærmede han sig hende. Da han stod knapt et par meter fra hende, stoppede han op.
”Undskyld, Frøken,” spurgte han med en anelse hævet stemme for at få hendes opmærksomhed, "må jeg spørge dig om noget?” Et svagt smil fandt vej til hans læber. Det var  jo ikke hendes skyld, at hun højest sandsynligt ikke var den kvinde han ledte efter.
Han syntes næsten at sætningen lød standardiseret så meget som han efterhånden havde sagt den – han håbede dog at det lød mere naturligt end han selv syntes, at det gjorde.