Shot in the dark -Noa-Amara-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Andrea havde ledt overalt efter Angela nu, hun havde spurgt efter hende hos alle undtagen Nicolas og Noa. Andrea havde så besluttet sig for at opsøge sin bror, nemlig Noa. Hun vidste udemærket at ham og Angela havde et eller andet. Angela havde fortalt hende alt. Også ting som Noa aldrig ville vide måske? Andrea kom gående igennem gyderne fordi hun hurtigt ville tjekke et af Angelas hjem først, dog var der noget larm hvilket fik hende til at vende opmærksomheden på problemet. Først ville hun bare lige se hvad det var også gå, hvis det ikke var noget som endelig gjorde hende noget.
Dog da hun kom gik øje på nogle vampyrer stå og rå slå Noa, stoppede hun op. Så reagerede hun inden hun endelig nogede at tænke videre over det. Andrea løb så hurtigt hun kunne der op imod og da der var plads nok satte hun så og fløj på den ene af vampyrene og brækkede hans nakke. Så vendte hun sig om imod en anden før hun tog et koben der tilfældigvis lagde på jorden heldigt for hende. Så svang hun det og slog de sidste vampyrer ud, og smed det så fra sig.
"Det ser ud til at de ikke nåede at skade dig alt for meget, godt." Så hævede hun sin hånd og gav ham en lussing imens hendes ravnfarvede øjne borrede sig ind i hans.
"Så vil du vel fortælle mig hvad du har gjort at Angie?"

Hvor var hun henne? Han havde løbet rundt som en gal og kun takket være hende, var vreden blusset op inde i ham, så han kunne mærke hvordan ilden inde i ham blev stærkere og stærkere for hvert minut der gik. Det havde aldrig været hans mening at svigte Angela, at logge hende i en fælde, kunne hun ikke forstå at han havde været under en forbandelse af en art. Hun burde vide at han aldrig ville gøre sådan noget imod hende!
Han løb om et hjørne i gyden, kun med det resultat at en gruppe vampyrer fik øje på ham. Deres glubske øjne borrede ind i kroppen på ham. Da han ville gå forbi dem, stillede de sig i vejen. De fyldte næsten ligeså meget som en kampvogn. Noa knurrede af dem, det fik dem dog bare til at grine hånligt, eftersom hans knurren var en blanding af en ulv og igle.
"Lad mig komme forbi igler, jeg har noget jeg skal nå!" Et nyt forsøg på at gå forbi dem mislykkedes. De skubbede ham tilbage og dannede langsomt en ring om ham. Noa knyttede næverne. Sådanne former for situationer var han van til.. At slås var noget han gjorde hver dag..
Blod og lyden af raslende kæber indrammede gyden med uro. Alle vampyrerne gik til angreb sammen. De bed ham, sparkede ham og slog ham, opførte sig som piratfisk. Noa gjorde alt hvad han kunne for at forsvare sig, men der var for mange af gangen..
Slagene stoppede pludseligt. Han løftede blikket og så til sin overraskelse Andrea. Hvad havde hun gang i? Hvorfor hjalp hun ham? Med rystende ben, rejste han sig og så på det hele med store øjne.. Hvorfor hjalp hun ham?
Alle vampyrene var nede. Der var endnu engang stille i gyderne. Noa åndede tungt ud og kørte en hånd igennem det brune hår, kun for at mærke en lussing smække ham på kinden, hvor den efterlod sig et rødt mærke.. Han knurrede voldsomt af hende. Hvad havde hun gang i det ondsvage kvindemenneske!? Angie? Hvad han havde gjort af hende? Hvor vover hun!
"Hør her din dumme tøs," Hans stemme var rasende og øjnene borrende præcis ligesom hendes var. "jeg ved ikke hvem du tror du er, men, jeg har ikke gjort noget af Angela! Hun betyder alt for mig også mistænker du mig for at have gjort hende noget? Du må være skør i dit blege hoved!" Han trådte et skridt væk fra hende. "Jeg leder selv efter hende, jeg har ledt og ledt til mine fødder bløder! Du tror måske du bedre vidnet fordi du er en pige, men jeg er ligeglad. Angie, betyder alt, jeg elsker..." Han stoppede sig selv i at snakke videre og rystede på hovedet.. Svagt tog han sig til kinden der hvor hun havde slået. "Hvem tror du lige du er?"

Andrea lagde armene overkors imens han stod og skældte hende ud. Hun lod det komme ind af det ene ører og ud igennem det andet. Hun havde travlt med at prøve at finde frem til Angela? Forstod han ikke bare det, når ja det kunne være Angela ikke havde fortalt ham det endnu.
"Blege? Jeg er mere brun end dig." Svarede hun det var det eneste hun reagerede på.. og så at han skulle til at sige at han elskede hende. Andrea hævede lidt på et bryn.
"Jeg er din storesøster Noa, men jeg er også bekymret for hvor Angela er. Jeg har ledt efter hende i 3 måneder nu, jeg har spurgt hendes bror. Ledt overalt, men du er den sidste hun skulle snakke med.. Hvilket gjorde at jeg ville spørge dig, så undskyld jeg blot leder efter min bedste veninde i den her galskab." Forsvarede Andrea sig selv og så Noa ind i øjnene.

han så ned i jorden, kun for at sænke den vrede der var blusset op i ham, hurtigere end når man hældte benzin over en brændende ild. En ild der kunne dræbe ham hvis han ikke stoppede den nu. Han tog en dyb indånding, løftede blikket og så ind i sin 'storesøsters' øjne. Vent lidt, var hun hans storesøster? Disse dage blev da også bare bedre og bedre. I alt den tid han havde troet at han ikke havde mere familie en en tvillingesøster, dukkede både hende og nu en storesøster op, dumpende og trumlende, eller kun den ene af dem. Han gik tættere på hende, så hende ind i øjnene. "Hvis vi virkelige er søskende og hvis du kender Angela, vil du vide, at jeg aldrig ville gøre noget for at skade hende.." Øjnene fortsatte med at borre sig ind i hendes. "Men, der er ingen grund til at skændes, vi leder efter det samme, så hvorfor ikke gøre et forsøg og prøve at finde hende sammen?" Han gik et skridt bagud. "Angela betyder åbenbart også meget for dig.. Vi er nød til at finde hende," Tøvende så han op og ned af hende. "Hvordan har du fundet ud af at vi er søskende?" nu lignede han bare et stort spørgsmålstegn.

Andrea så ham dybt i øjnene da han trådte tættere på hende, det var rigtig nok de kunne skændtes videre nu skulle Angela findes.
"Faktisk var det Angela som fandt ud af det, jeg snakkede lidt fortid med hende.. og siden jeg fortalte jeg ikke kendte min biologiske familie.. så sagde hun at hun ville prøve at finde noget information. Også har hun altid fortalt mig at jeg på nogle punkter minder om dig, så helt galt kan hun vel ikke være på den." Andrea fangede sig i et lille svagt smil.
"Så hvor så du tøsen sidst?" Spurgte Andrea og sukkede lidt. Hvor fanden kunne den tøs have gemt sig.
"Hvis det ikke er din skyld hun er væk, så er det måske Kani's.. Eller måske en eller anden.. Leon.. Jeg ved det virkelig ikke.. Måske har dusørjægerne hende?" Endelig var Andrea måske en smule paranoid i sin tale lige der, men hun var bare bekymret..

Langsomt startede han med at gå. Det galte om at finde Angela. Det var det eneste han kunne formå at tænke på, hvor meget han ønskede at se hende igen, sige undskyld for det han gjorde og høre lyden af hendes stemme. Han ville sikre sig at hun var i sikkerhed. Om det så skulle tage resten af livet for ham. Det fik ham til at rødme svagt ved tanken om Angela havde snakket om ham med Andrea, men, på en måde gjorde det ham også varm indeni. Så betød han altså mere end bare lige for Angela.. Mon Andrea vidste deres forhold? Det gjorde hun sikkert hvis hun var en veninde, for veninder fortalte jo hinanden alt.. Han sukkede højlydt. "Jamen så tillykke, du har fået dig en egocentreret lillebror," Hans stemme var stolt som altid. Familie eller ej, han ændrede ikke sit syn på at stole på andre. "Jeg så hende sidst dengang der var blevet kastet en evne over mig, der skulle logge angela i en fælde.." Han så ned i jorden.. "Jeg har ikke set hende siden, jeg glemmer aldrig hvordan hun så på mig.. Hun tror jeg har forrådt hende.." Et kort øjeblik var hans stemme hæs.. Hurtigt fik han dog på rette lyd igen. "Alle hendes tidligere forhold er idioter, det skulle ikke undre mig, hvis de har noget med sagen at gøre," Han gik med spændte bevægelser. Dusørjægere.. Han lyste op. "Selvfølgelig! Dusørjægere, de ønsker tit at fange blandinger, vi er nød til at finde dem!"

Da han ønskede hende tillykke med at hun havde en egocenteret lillebror kunne hun ikke lade hver med at grine lidt alligevel.
"Yeah, men familie er familie." Svarede hun, selvfølgelig vidste hun Angela og Noa's forhold. Hun vidste mere end de fleste gjorde, fordi hun havde fået Angela til at åbne sig op for hende.
"Så forrådte du hende jo også på en måde? Også alligevel ikke, men hvis du ikke har set hende siden er hun måske der?" Det var blot et forslag.. Andrea kendte ikke rigtig til de dusørjægere der var efter blandings racerne. Hun havde sommetider nogle efter hende, dog et mildertidigt hukommelsestab gjorde at hun ikke vidste hvorfor. "Selvfølgelig glemmer man ikke det, det bare skyldfølelse." Tilføjede hun kort og kiggede op på ham da han nævnte Angelas eks kærester.
"Så du har haft den snak om eks kærester med hende?" Hendes stemme var lidt drillende, og med god grund.
"Så det godt du er her, der skal være jo lidt lokkemad." Den lettere ironi var over hendes stemme, men alligevel var det ikke ondt ment. Andrea kunne godt virke som en kold bitch, men i virkeligheden var hun ikke så slem bagved den hårdere hud.

Hendes grin fik ham bare til at løfte på et øjenbryn af hende. Burde hun ikke at håne ham og sige noget i retningen af: Ja, desværre, familie vælger man jo ikke. Det var nok bare sådan han tænkte alle ville reagere hvis de vidste de var i familie med ham. Han himlede med øjnene over hende og fortsatte med at gå. På sin egen måde viste han vej hen til det sted han skulle have logget Angela hen.. Det gjorde ondt i maven på ham ved tanken. Han savnede hende.. Irriteret kneb han sig selv i armen. Følelserne, de skulle snart forsvinde, han hadede dem.
"Jeg ville ikke svigte hende," vrissede han irriteret.. Hun var ligeså slem til at lytte ligesom Angela var.. Til spørgsmålet om eks kæresterne løftede han på et øjebryn over hende. "Hvorfor siger du det på den måde? Selvfølgelig har hun fortalt om dem.. er, det da underligt?" Han kiggede frem for sig igen.. De var langsomt ved at nærme sig stedet.. Stedet hvor han sidst havde set Angie. "Det er jo det, hvis du er heldig kan du slippe af med mig, hurtigere end du når at blinke," ironien fik hun blot tilbage igen.

Andrea og Angela havde mere tilfælles end man lige havde regnet med, det var noget Angela selv havde sagt til hende engang. Andrea kneb øjnene lidt og rystede så lidt på hovedet af ham.
"Jeg mener du elsker hende åbenlyst, du sagde det selv. Og hun har noget for dig, jeg var ikke hundred på hvor langt i var i jeres forhold." Hun løftede lidt på sine hænder for at vise no hard feelings.
Andrea rystede så lidt på hovedet.
"Faktisk så er jeg ikke interesseret i at de tager dig, jeg har altid gerne ville møde min biologiske familie. Ligemeget hvor ligeglade med mig de er, der er ikke noget jeg ikke er van til allerede." Svarede hun faktisk sandt nok, inden hun fortsatte med at gå. Hun kunne ikke lide lugten af det sted de trådte imod, det lignede en form for fængsel, også alligevel ikke. Man kunne ikke se hvad der var bagved murene som skød op fra jorden.
"Tror du det her er stedet?" Spurgte hun lettere forvirret dog også en anelse skræmt, hun burde ikke være sådan et sted nu. Ikke i hendes 'uheldige' tilstand. Andrea kiggede overpå Noa da nogle brækkede hans nakke. Andrea stod stille et kort øjeblik, men personen foran hende stod truende nok på hende i forvejen. Andrea fik en plan.. Hun ville finde Nicolas.. forhåbelig var han i stand til gerne at ville redde sin søster? Ellers ville hun prøve at overtale Caroline til hjælp, hun havde ikke rigtig andre kort på hånden.

Mændende slæbte Noa med indenfor, og lagde ham på et bord hvor de placerede nogle små maskiner på Noa's tænder som gjorde at hvis han trak dem ud ville han gå et voldsomt stød. Da de havde gjort ham færdig smed de ham ud i et bur hvor der lagde en sammenkrøllet person også.
Hun lagde med ryggen til i det fjerneste hjørne, så beskidt og stille man aldrig ville tro at det faktisk var Angela.

Han lyttede til hende og kunne ikke undgå at løfte øjenbrynet i en svagt forvirret grimasse over det hun sagde. Det var dog ikke nemt for ham at ignorer ordene: Du elsker hende åbenlyst og hun har noget for dig.. Han drejede hovedet, så ned i jorden for at få sit sind til at falde til ro. Nok elskede han Angela, eller, det var han ret sikker på at han gjorde, men det betød ikke at det nogensinde blev til noget. Det var livets gang og det kunne han ikke ændre på. "Det kan være lige meget om jeg elsker hende eller ej, lige nu gælder det bare om at finde hende," Ikke en eneste gang så han på hende under den sætning. Han kunne ikke få sig selv til det..
Snakken om familie fik det til at gnave i ham. Han ville ønske for hendes bedste at hun ikke havde fået en bror som ham, en der ikke var god til at lukke andre ind, selvom han gerne ville. Desværre, var han bare meget ødelagt på det punkt. "Jeg beklager, jeg ønskede ikke at din biologiske familie skulle bestå af en som mig, man kan ikke rigtig få meget glæde ud af mig," Strid ved sig selv havde han altid været.
De kom til stedet og det gav ham kuldegysninger.. Han huskede de glubske øjne fra mændene skinne. Angelas blik borre sig ind i hans sjæl.. Ligesom han ville til at svare hende, blev hans nakke brækket om og han faldt livløs til jorden, uden at se om de gjorde skade på Andrea..

Han vågnede ved følelsen af at noget eller nogen pillede ved hans tænder.. Arrigt sprællede han som en fisk på land. Langede ud efter dem med både ben og arme. Det ramte dog ikke nogen af dem. I det øjeblik han ville vise tænder, fik han stød igennem sig og trak dem omgående tilbage igen.. Et bur blev lukket med ham indeni. Han vrissede af dem og bankede på tremmerne. "Hey idioter! Slip mig omgående fri i røvhuller, idioter, uduelige.. ah!" Han bankede hånden hårdt ind i tremmerne, bare med det resultat at knoerne gav en knækkende lyd fra sig.. Såret trak han sig væk fra tremmerne.. Først nu gik det op for ham at han ikke var alene i cellen. Hurtigt kravlede han hen til vedkommende for at spørge om hvor han var. Det lettede ham og overraskede ham at se Angela! (Dog meget såret og beskidt)
"Angie?" hans stemme var blid og rolig, da han strøg en hånd forsigtigt ned af hendes kind. Uden at skræmme hende, rykkede han sig tættere på hende. "Hvor er jeg glad for at se dig, jeg har ledt sådan efter dig!" Hans hånd forsøgte at tage hendes i en rolig omfavnelse.

Angela havde det langtfra godt, hun så noget så sløv ud. 3 måneder uden blod gjorde den slags imod en. Så kiggede hun lidt op da hun hørte Noa's stemme, var det bare hendes hjerne der lavede lidt sjovt med hende eller hvad? Angela kiggede ham og lod ham trække hende ind i en omfavnelse. Så fnøs hun dog lidt.
"Du skal ikke være glad for at se mig, jeg ser frygtlig ud." Hendes stemme var ret så hæs, og hvis det ikke havde været fordi hun kunne æde menneskeføde havde hendes hud nok været grå. Dog efter hendes lille ulykke med Jacob var den bare blegere end før, samt hendes øjne klare som krystaller. Dog trak hun sig væk fra Noa igen da hun helst ikke ville ende med at fryse ham til is.. Så da hun satte sin hånd af på hans brystkasse bemærkede hun isen som glænsede hen over hans overkrop. Det fik hende til at spærre øjnene bange op.. Og kravle væk fra ham, hun ville jo ikke skade ham?..

Dog så hun ikke at hans varme fra ilden smeltede isen hurtigere end den var kommet. Angela åndede forsigtigt ud, hun hadede at være her. At føle sig så svag og skrøbeligt som et menneske. Det var jo hendes største svaghed, dette. At folk skulle vide hvordan de kunne få ram på hende lettest.
"Hvordan kom du herhen?`" Spurgte hun hæst ud i luften, hun var tørstig og Noa' blod fristede hende bare og gjorde hun måtte holde blodtrængen inde. Hun snakkede til ham selvom hun næsten var sikker på at han nu kun var en snemand.

Om hun var lidt beskidt og sløv betød ingenting for ham, han var bare glad for at se hende. Da hun omfavnede ham, svingede han armene om hende og lagde sit hoved på hendes skuldre. Kulden fra hendes hud kunne han ikke mærke. Ilden inde i ham gjorde at han ikke kunne brændes eller mærke kulden. "jeg er da ligeglad med om du ser frygtelig ud eller ej, jeg har været bekymret for dig," Svagt trak han sig ud af omfavnelsen for at se på hende. Hun havde ændret sig meget siden sidst. De krystalblå øjne, den hvide hud og det noget lysere hud, forvirrede ham en smule. Inden længe besvarede det spørgsmål dog sig selv ved at et net af is spredte sig over hans brystkasse, lige der hvor hun havde haft sin hånd..
Han smilte beroligende til hende. "Du skal ikke være bekymret, jeg kan ikke mærke kulde," han gjorde et nik ned imod isen der hurtigt smeltede igen.. "Hvor, hvor kommer den nye evne fra?" Han kravlede hen imod hende og satte sig ved siden af hende.. "Dine øjne er anderledes, på den gode måde," han kiggede hende ind i øjnene med et smil.

Hvad han lavede her? Tjoh, hun fortjente sku at vide at hendes veninde (Og nu hans storesøster) Ledte efter ham og havde kontaktet ham med en lussing. Med et kækt smil på læben, pejede han på det røde mærke på kinden, der hvor Andreas lussing havde været. "Din lille veninde Andrea besluttede sig for at opsøge mig, eftersom hun troede at jeg havde noget med din forsvinding at gøre," Han lod hånden falde ned på låret. "Hun fandt dog hurtigt ud af at vi var i de samme sko, at vi begge havde ledt efter dig så længe," Han så frem for sig, ind i cellens mørke. "Hun er åbenbart min søster, men, det vidste du vel allerede?" Et lavt grin kom dansende ud af munden på ham. "Hvordan er du selv havnet her og.. hvad gør de ved folk som os her? Du ligner i hvert fald en der ikke har fået blod i flere dage," Endnu engang drejede han hovedet for at se på hende. "Angela.. jeg er ked af det der skete sidst, det var aldrig min mening at forråde dig, du må tro mig," Han så dybt ind i hendes øjne.

Hvor den nye evne kom fra glimrende spørgsmål.
"Jeg pissede min ekskæreste og ven af, og han ramte mig med sin evne. Som åbenbart blot blev givet videre til mig også. Heldigvis." Smilede hun svagt. Så kom det med Andrea, Angela kunne ikke lade hver med at grine let over at hun havde slået ham.
"Hun slog dig? Jamen så er jeg fri for det." Svarede hun halvt alvorligt også alligevel ikke, hun var blevet ret såret over hvad der var sket sidste gang. Dog rystede hun det hurtigt af sig da han tilføjede det med at hun havde ledt efter hende.
"Den dumme tøs hun burde ikke lede rundt efter mig i den tilstand hun er i." Fnøs hun samt rystede lidt på hovedet. "Jep din storesøster, det var nu ikke så svært at finde ud af det." Sagde hun drillende. Så om de videre til stedet her.
"Ja du bragte mig her, de troede jeg var en alm. vampyr slap mig fri igen efter de havde taget noget af mit blod til undersøgelse. Dog gik der ikke langtid før at de fandt ud af det hele og ja bragte mig her. Igen. Hvad de gør, behandler os som dyr der skal passes og ses på. Søde skat, jeg har ikke fået blod i tre måneder. De giver os ikke blod her, de tester os. Hvor længe vi kan leve uden, for mit vedkommende ville jeg kunne leve resten af mit liv uden blod. Problemet ved det er se her." Så tog hun en lille sten op fra jorden og skar hul langs hendes håndryg. Blodet kom frem, men såret healede overhovedet ikke. "De svækker os, jeg kender ikke dine svagheder. Men de finder dem, hvis vi ikke kommer ud herfra." Sagde hun med en stemme der stadigvæk var hæs, dog avorlig.
"Ikke tænk på det, jeg klare mig. Det gør jeg altid." Svarede hun og fangede sig selv kort i hans øjne, som natsværmere var tiltrukket af lyset. Den pokkers menneske side i hende var voldsommere end før, det var som om hun ikke kunne fjerne sine øjne fra ham igen. Dog fik hun blinket og kiggede lidt ned før hun kiggede ham op igen. Først gled hendes blik op på hans læber, som hun følt en trang til at kysse.. Nej nu måtte hun holde!? Måtte hun ikke? Så kiggede hun ham op i øjnene igen og sank en klump. Var det ikke noget med at man skulle lade den anden gå hvis man følte noget for en anden? Så måtte hun vel se at komme af med Kani, Noa var meget bedre for hende.. og ham kunne hun ikke gå en dag uden at tænke på. Og han var også den som havde såret hende mest, mere end nogen andre nogensinde havde gjort da han 'forrådte' hende.
"Screw this." Sagde hun så irriteret før hun lod sit ansigt imod Noa's og lod sine læber møde hans intimt.

Han lyttede til hvad hun fortalte, imens han kiggede ud i cellens mørke rum. På de få ting han kunne se i mørket, kunne han fornemme at cellen var okay stor, men hvad gjorde det? Et fængsel var et fængsel. Lige meget hvor stor cellen så end måtte være. Tidligere eks? Det måtte være dæmonen med is kræfterne hun snakkede om. Han var dog glad for at høre det ikke havde slået hende ihjel, men blot givet hende en ny evne. En evne hun sikkert nok skulle lære at styre!
Fornærmet drejede han hovedet til det med at hun slog ham. "Hey! Hun behøvede aldeles ikke at slå mig! Jeg har lært min lektie, jeg er et skvadderhoved, den er begyndt at være fesen ind," Det kom ud som et svagt fnys, dog kunne han ikke lade være med at smile svagt også. Han gjorde dumme ting engang imellem. Det vidste han udmærket godt. "Nej, det må ikke være det nemmeste at rende rundt med en bowling kugle som mave," Det blev svagt hvisket for ham selv, da han ikke var sikker på om hun ville bryde sig om at han fornærmede hendes veninde. Et kort øjeblik undrede han sig hvem faren til barnet var, men skubbede tanken væk igen, det ragede ham ikke.
Fortællingen om stedet her fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. I sine værste mareridt havde Noa aldrig forstillet sig sådan et sted, et sted hvor de pindede blandingerne til de ikke kunne holde til mere.. Såret på Angelas hånd fik ham til at spærre øjnene op. Hun healede ikke.. Hun manglede virkelig blod.. Han dunkede irriteret hovedet ind i muren. "Jeg kan også sagtens leve uden blod, men, det betyder bare at det er varulven der hersker og vampyren bliver skubbet ind i et mørkt hul.. Desuden, er jeg ligesom dig, svag når jeg ikke får noget blod," På ny dunkede han hovedet ind i muren igen. "Vi er nød til at komme ud herfra, vi er ikke dyr de bare kan gøre sådan imod.. argh," Som sagt, Noa havde meget temperament i sin attenårige krop. For ikke at hidse sig mere op, tog han en dyb indånding og så hen på Angie, der på en eller anden måde virkede fanget i hans øjne. Et kort øjeblik syndes han at hun kiggede på hans læber. Dog lod han som om at det var hans fantasi og drejede hovedet om..
Screw this, de ord fik ham til at vende hovedet imod hende igen. Før han nåede at blinke, lænede hun sit ansigt op og hans.. Hendes læber satte sig ovenpå hans.. Hun kyssede ham.. Hun kyssede ham!? Uden så meget som at tøve, kyssede han hende intimt tilbage og placerede sine hænder på hendes kinder.. Det var et underligt sted at kysse, men, det gjorde ikke noget! Øjnene var lukket i og han elskede følelsen af hendes bløde læber imod hans..
Lidt efter trak han forsigtigt væk, ikke langt, men dog langt nok til at han kunne sige noget til hende. "Hva.. hvad fik jeg den for?" Det blev til en hypnotiseret hvisken..

Noget skulle jo også køle ham ned, det var en grund hun prøvede at bilde sig ind lige nu. Selvom hun godt vidste at hun havde nogle følelser for ham, det gjorde det svært at holde styr på.
"Fordi du.. er ja dig." Smilede hun svagt og kyssede hans læber igen, denne gang blidt men stadigvæk fyldt med lidenskab. Der var noget i det som virkede så rigtigt, så trak hun sig væk da hun hørte en lyd bagved sig. Hurtigt var hun på benene, det var en af mændende som stod for noget af forskningen.
"Jamen ser man det, enten så er det de mandlige køn som får dig helt op at ringe. Ellers så kender du fidusen?" Sagde han og noterede noget. "Vi har ikke set dig på benene i 3 en halv uge, det var skam på tide." Angela havde lige afsløret sig selv i at hun kunne klare sig meget længere uden at blive alt for svækket. Hun sank en klump.
"Måske skulle vi teste lidt på hvordan din krop har det i din mere menneskelige form." Angela kendte godt sin krop i den her tilstand, det vidste hun fra Leon.. Hun havde ikke brug for at de ville teste det på hende, hun vidste udemærket hvad der kunne ske. I en form af hendes egen vrede som var langt stærkere end den svækkelse hun havde løb hun op til tremmerne og greb om dem... Blottede sine tænder i et længere væs og ignorede smerten i hendes tænder selvom den gav hende lyst til at skrige. Manden trådte et skridt tilbage, skrev lidt ned og vendte så om. Angela klemte kort øjnene sammen og trak sine tænder tilbage. Noa havde selv fået stød han vidste hvor ondt det gjorde.

Han var ham? Han skulle lige til at protestere, men droppede det ved følelsen af hendes læber imod hans igen. Tankerne fløj straks tilbage i hovedet. Han glemte helt hvad han skulle sige til hende. Lyden af fodtrin fik ham til at løfte blikket. Udenfor tremmerne stod der nu en mand og noteret deres opførsel ned, som var de dyr i et bur. Det fik Noa til at vrisse af dem, dog uden sine vampyr tænder. Den måde han snakkede til Angela på gjorde ham bare mere vred. Hurtigt var han oppe at stå på benene. Før de overhovedet nåede at blinke slog han hårdt på tremmerne for at skræmme dem. "Hun er ikke et dyr din bastard! Hvad mener du egentlig med klare i menneskeform?" En anelse bekymret kiggede han over på Angela, et ansigt der spurgte om hun klarede den, da han godt var klar over at man fik stød hvis tænderne kom frem. Da manden ikke svarede med det samme bankede han igen på tremmerne. "Svar mig så eller jeg brænder dine ben af og giver dem til ravnene!" Der var vrede i den krop.. Og grimme ord..

Dagene gik langsomt. Kun takket være Angela kunne han få tiden til at gå. De fik snakket om en del. han fortalte alt det om ildens søn og sin tvillingesøster. En dag der skulle se ud som alle andre, blev hurtigt ændret. Tremmerne blev åbnet med et højt KLUNK. Ind af døren trådte flere mænd ind. De greb både Angela og Noa i armene, slæbte dem hen ad jorden og behandlede dem som kludedukker, ting der ikke havde følelser. Havde Noa fået blod kunne de have ventet sig.. Desværre, kunne han ikke rigtig gøre meget andet end at sprælle som en gal..
De blev begge kastet ind i et mørkt bur.. Et kort øjeblik før døren blev lukket, stod en mand i åbningen og smilte lumsk. "Hyg jer," hans stemme var hånende, efterfulgt af en ond latter..
Døren blev lukket med et smæk.. Noa knurrede og løb op til den, slog på den selvom han godt vidste det ikke ville virke.. Til sidst gav han op og lod sig glide ned af døren.. "Hvad skal der blive af os angie?" hviskede han svagt i mørket.

Noa's vrede gjorde at hun næsten kunne føle hans vrede, hun kunne mærke den som om at han opvarmede hele rummet. Hun gik hen og lagde en hånd på hans skulder.
"Bare lad dem gå Noa, de er ikke din vrede hver." Hun vidste godt at hun kølede ilden i ham lidt ned, eller hun prøvede på det. Angela sank en klump og sukkede så kort.

Det var som om dagene var så langsomme om at gå i stå, hun ønskede i løbet af disse dage blot at ende det lange liv hun havde levet i allerede en smerte hun ikke ønskede for nogle at komme igennem ikke engang i blot 10 år.. 5 år. Hun hadede at føle sig så svag.. Det blev dog ikke lettere med tiden, der var altid et eller andet som gav bagslag. Dog irriterede det hende at hun stadigvæk var naiv.. Hvad fanden kunne hun ikke snart bare lærer noget af alle de år? Nej selvfølgelig skulle hun leve i den samme person som hun altid have været, blot stærkere. Du har ingenting under kontrol. Det har du aldrig haft. Lad vær med at lyve for dig selv, det får dig bare til at tro du kan kontrollere mere end du kan. Kom flyvende igennem hendes hoved da hun tænkte tilbage på hendes forrige møde med Nicolas.. Det er forskellen på dig og mig Angela, du vil hele tiden have mere. Du bliver grådig, og derfor tror du verdenen er imod dig. Det var jo ike sandt eller båe og, måske var hun grådig. Men når hun omsider havde håb eller en form for lykke så var der noget i hende som eksploderede for at få mere fordi følelsen var så god.. Hvis han havde været hende ville kan kunne forstå, men der var ikke rigtig nogle som kunne sætte sig selv der. Dog kiggede hun op da der var en sætning hun efter hånden holdte i sit hoved når hun var nede.. OGså noget Nicolas havde sagt, dog blot noget som fik hende til at tro på sig selv. "Du er ikke et misfoster Angela. Du er stærk. Stærkere end nogen anden. Du har haft så meget modstand i livet, og alligevel står du her i live. Du er stærkere end mig."

Angela blev revet ud af sine egne tanker da Noa råbte højt og hamrede sine nævner imod døren. Angela sukkede irriteret.
"Det hjælper ikke det der!" Sagde hun så med en lidt hævet stemme. Så sukkede hun tungt igen og lænede sig op af muren.
"Ligenu ser alting håbløst ud. Så vi ender sikkert med at dø herinde.. Eller så overlever vi. Skæbnen har det med at lade mig overleve mine nederlag, så dette bliver sikkert også en fuldtræffer.." Sagde hun lidt hæst imens hun let grinede af sin egen elendighed.

han kiggede hen på hende da hun råbte af ham at det ikke ville virke, selvfølgelig var han godt klar over at det ikke ville virke, men noget skulle man ud med. Desuden, kunne han ikke klare dette meget længere, det føltes som dagene i kælderen og han havde det som om at inden længe ville kvinden komme ind til ham, enden for at eksperimentere eller for at.. Han rystede irriteret tanken væk. Det var ikke tidspunktet at gå i panik på. Angelas ord oplyste heller ikke sagen. "Vi skal nok komme ud herfra, jeg har ikke tænkt mig at min fremtid skal ende som min fortid!" Med de ord rejste han sig op og begyndte at gå rundt i rummet for at finde en udvej. "Jeg stak ikke af fra en mørk celle blot for at ende i en igen!" Han kørte hænderne hen ad murens kolde sten.. Der måtte være et smut hul! "Jeg nægter at vente på at hun kommer for at hente mig, blot for at røre mig!" Han slog hårdt på muren. "Jeg nægter at se dig sidde her i mørket!" Han slog på muren et andet sted, blot for at finde det samme resultat som før. Ingeting. Der var ingenting.. Det gik egentlig ikke op for ham at han på en måde lige havde fortalt det om kvinden.. Forhåbentligt havde hun ikke lagt mærke til det. Han dunkede lydløst hovedet ind i muren. De kunne ikke bare give op..
Ud af det blå, ind i hans side, kom der pludseligt et spyd ud af muren, der så glædeligt snittede sig igennem kødet på hans krop.. Han skreg op og veg hurtigt væk fra spydet. Med et bump faldt han til jorden. "Angie, kom væk fra muren!" Hans hæse stemme skar igennem mørket.
Alle mulige former for knive og spyd stak nu ad de før så kolde og fredelig sten murer. Han tog sig ømt til såret, blot for at mærke noget rive ham i håret, så han undslap et ynkeligt form for klynk. Ind af mørket var der nu kommet en helt flok væsner og de var kun kommet for at torturer Noa og angie. En mand gik hen til Angela og kun for at håne hende, hældte han blod ud over hende, blod der ville fremkalde tænderne og give hende stød..

Hans ord fangede hende fik hende til at tænke udfra sin egen verden, hun vidste udemærket hvad han mente. Angela havde været rundt i så langtid nu hun vidste godt hvad enkle ord betød, selvfølgelig hængte hun sig i det!?
Noa's skrig fik hende til at rejse sig op hurtigere end hun troede hun var i stand til. Dog trådte hun væk fra muren da han sagde det, men inden hun nåede at gøre mere blev der kastet blod ud på hende, hun kunne mærke blodtrængen.. DEr var gået så langtid uden så meget som en dråbe blod. Hendes blodårer under øjnene trådte voldsomt frem, det var nu mere Noa's blod som gjorde hende mest tørstig. Så blottede hendes tænder sig i et voldsomt hvæs, som førte til hun skreg af smerte dog stoppede det hende ikke. Hun tog to fingre og slikkede blodet af dem, den ledte smag fik det til at sukke nydende igennem hendes læber. Det gjorde hun slappede lidt mere af.Dog blev hun sparket tilbage i et spyd så det røg lige igennem hendes mave. Så forsvandt de igen ud af døren. Snart begyndte det at regne inde ved dem, dog med vievand. Angela prøvede at lukke smerten ude.. Så trådte hun ud af spydet igennem hendes mave så hendes blod satte sig på det blanke stål.

Der var gået så langtid faktisk så langtid at hun faktisk var med barn nu, dog havde hun de sidste ugers tid ikke følt sig for andet end at finde Angela og hendes bror. Andrea havde fået en til at tage sig af den lille, nu var hun så på benene igen. Hun følte sig klar til kamp, hun havde taget den lille pige Elena med sig sammen med passeren. Faktisk blot en kvinde som havde Andreas evne oversig. Da Andrea åbnede døren til Angelas hus overraskede det hende at se en anden varulv derinde.
"Who the hell are you?" Spurgte Andrea lidt køligt og så alligevel ikke helt. Dog havde hun ikke tid til at hygge snakke og vendte sig endelig hurtigt rundt igen. "Du der? JEg kunne bruge din hjælp jeg leder efter min bedste veninde og hendes 'gode' ven Noa. Kom." Det var måske lidt kommenterende, men hun ville finde dem. Nu.

Hun gik hen til stedet hvor hun havde skilt sig fra Noa sidste gang, skylden hærgede hende uden at hun ville lade nogle se det.
"Planen er jeg distrahere dem, og du løber ind.. slår dem ud eller hvad du nu kan." Sagde Andrea, hun lod endelig ikke Serena sige meget.
Andrea bankede på døren og trådte indenfor.. sørgede for at døren var åben nok så Serena kunne løbe indenfor.. S
"Hey, jeg er her på grund af det blandings program i kører?" Sagde hun og en mand kom frem.
"Hvad vil du med det?" Spurgte han koldt, hvilket fik Andrea til at stoppe med at spille sød.
"Min bedste veninde er derinde og min bror. Så hvis du ikke lukker mig ind så sværger jeg dig på at du lige har startet en krig med en varulv." Svarede hun alvorligt og borrede sine øjne ind i hans.
"Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med frøken." Et stik i hendes overarm fra en sprøjte som tog noget af hendes blod gjorde at hun blev opmærksom. Hun kiggede op på manden, ikke fordi hun var bange for hvad de ville gøre med hendes blod. Det eneste det var, var at det var forgiftet. Andrea kiggede hen imod Serena med et lille nik.

Der var gået så længe nu, tiden trippede af sted. Noa var ikke kommet tilbage efter at han gik sidste gang. Var han færdig med hende? Det kunne sagtens være at han var blevet træt af hende jo.. Dog gik døren op og en anden varulv trådte ind. Serena rejste sig op og så på kvinden med et lidt mistroisk blik. Hun kom ind med et spædbarn og en anden kvinde der lignede en som skulle passe det for hende. Så kommenderede hun oveni købet også med Serena?! Hvis det ikke var fordi hun nævnte Noa's navn, så havde hun aldrig gået med af frivilje. Serena fulgte kvindens faste bevægelser, den målrettede sjæl var noget hun synes hun kunne genkende fra sig selv.

Serena lyttede til planen, de kunne ende med at slå sig selv ihjel. Det var fint med Serena så længe at hun så kunne redde Noa's røv. Det ville være fint. Så åbnede døren og takket være at hun ikke var ret høj, kunne Serena snildt snige sig indenfor og udenfor rækkevide. Hun lyttede ikke rigtigt til hvad Andrea sagde hun hørte kun da hun sagde Noa var hendes bror også.. Hun lagde 2+2 sammen, mere familie? Serena rystede det ud af hovedet og da manden sagde sidst sidste ord fik Serena øjenkontakt med Andrea. Så rejste hun sig op bagved manden.
"Sikker? Fordi jeg bryder mig ikke ret meget om at i rører min familie?" Da det så var sagt blev manden og kvinden bagved Andrea skubbet ind i murene bagved dem. Serena smilede selvsikkert.
"Lad os finde dem." Smilede hun svagt og kiggede i de forskellige dokomenter der var omkring. Serena fandt et kort hvor Noas navn stod på et hegn som tilhørte udenfor.. Så løb hun derud, satsede på Andrea var ligeefter hende. Dog var der ingen i buret..
"Kan jeg hjæple jer to med noget?" Spurgte en af forskerne. Serena fnøs og nikkede så.
"Selvfølgelig kan du det." Sagde hun. "Fortæl mig hvor de to som burde være i det bur er." Hendes tone blev mere alvorlig i sidste sætning. Der var ingen spørgsmål.
"Desvæ..." Han nåede ingen engang at tale færdig før Serena havde skubbet via sin evne ham ind i buret og låste lågen. Så lyttede hun godt efter til stedet, noget sagde at der var brug for hjælp. Måske var det en tvillingeting? Så fulgte hun sin mave fornemmelse og løb indenfor igen. Et par storer bokse stod rundt omkring. Folk skreg indenfra dem allesammen. Så læste hun sig frem til Noa og Angelsas torturbur. Men inden hun nåede at åbne døren blev hun kastet hårdt ind i muren af en kvinde og en mand tog sig af Andrea.

Han lå på jorden, blodet flød ud af ham og lykkedes det ham ikke at stoppe det, kunne han ende med at dø af blodtab. Selvom det sveg i hele kroppen på ham, lykkedes det ham at rejse sig op, med benene svagt vaklende under sig. Væsnerne rundt omkring ham og Angela, var fast besluttet på at gøre livet surt for dem. Et slag i maven fik ham med det samme til at dejse om igen. Han hørte Angelas skrig og det gjorde ondt på ham. Det føltes nærmest som at få et nyt spyd igennem sig. Lyden af døren der smækkedes rungede i rummet. Noa tog chancen og rejste sig endnu engang op. En rumlen fra loftet gjorde ham nervøs. Og med god grund. Det startede pludseligt med at regne med vievand inde i cellens mørke. Noa kæmpede for at holde sine skrig inde da det svigende vand ætsede den barre hud.

Udenfor buret stod en kvinde og smilte svagt for sig selv. Dette var hævn over hendes skabning. Dette var hævn over alle de misfostre der levede i underworld. Noa, drengen hun havde taget til sig, var det endelig lykkedes at fange og ikke nok med det. De havde en ny blanding af menneske og vampyr med sig. Hun ville lige til at åbne døren, da hendes 'mand' kom tumlende ind.
"Der er problemer i øst fløjen," stønnede han udmattet. "To varulve er brudt ind, de leder efter de to blandinger," Han gjorde et nik imod Noa og Angelas tortur kammer.
Kvinden bed sig irriteret i underlæben og sukkede dybt. "De må ikke slippe fri, lad os give de to varulve en varm velkomst," Hun sendte ham et lumsk smil, foldede armene på kors over brystet og stirrede på tortur kammeret. Noa og Angelas skrig var som musik i ørene for hende.
Ved lyden af fodtrin der var på vej, gemte både manden og kvinden sig. Først da varulve pigerne kom frem for at hjælpe Noa og Angela, trådte de frem for deres skjul. Kvinden tog sig friheden at kaste den yngste varulv ind i muren, imens manden så glædeligt stoppede den ældste ved at tage fat i hendes hår og klemme hårdt om det.
"Ro på små venner, ingen grund til hast værk," kvinden trådte frem. Hun var smuk som en engel, men lumsk og ond som en dæmon. Langt mørkt hår, smaragdgrønne øjne og røde læber. "Jeg kan se i er på en rednings mission, hvor er det kært, desværre, er det nærmest allerede forsent," Hun gik hen til torturkammeret og åbnede det.. Manden der før havde holdt Andrea, havde givet slip på hende, for at hente Noa og Angela ud af kammeret.. Manden tog fat i Angela og kvinden i Noa..
Noa så sine søstre og selvom han forsøgte at smile, kunne han ikke ignorere smerten fra dråberne af vievand der trillede ned af huden og spydet der havde ramt ham i siden, hvilket var grunden til at halvdelen af hans trøje bestod af blod. Kvinden klemte om Noas hår. Hun kiggede truende hen på søstrene. "Tag et skridt her hen og de begge mister livet,"
Manden der holdt Angela, trak en kniv op af lommen og lod den 'kramme' strubehovedet. Kvinden smilte tilfreds. Situationen var under kontrol. Hun strøg sin ene hånd ned af Noas kind.. Han rystede under hendes berøring.
"Vi har været de bedste adaptiv forældre, ikke sandt Noa? Vi gjorde dig til noget særligt," Hun grinte og så hen på Angela. "Tøsen der ved siden af dig, hende husker jeg, du var sammen med hende den dag jeg hentede dig igen. Du var jo så slem at du kunne finde på at stikke af," Efter at have set lidt på Angela, så hun hen på Andrea og Serena. "Jeres plan gik i vasken var?"

Selvfølgelig gik det ikke som de havde regnet med, hvad havde hun regnet med at alt ville ende godt? Måtte de gode vinde? Andrea mærkede smerten i hendes hovedbund. Dog skreg hun ikke, hun lod dem hente Angela og Noa ud. Hun lyttede tålmodigt til hvad de sagde. Hun havde endelig blot lyst til at rive hovederne af de to der. Andrea kunne mærke vreden eksplodere indeni hende. Så åndede hun let ud. Andrea havde set Serenas evne hvis hun blot kunne bruge sin evne så at kniven ville flyve væk fra Angelas strube...
"Rør ham igen og jeg sværger. Jeg vil dræbe dig på stedet." Truede Andrea kvinden, det var noget teritoelt inden i hende som fik hende til at snerre sådan.

Kniven fløj væk."

Andrea tog det som et tegn og tog hårdt fast i kvindens hår og brækkede hurtigt nakken på hende. "Jeg sagde det jo." Så trådte hun ned på kvindens ribben så knoglerne blev knust under hendes fine fødder. Andrea kiggede så op og sendte Noa at skævt smil.

Da hun fik øje på Noa og Angela, deres frygt. Den fik hende til at få det dårligt.. Så kiggede hun op på kvinden og manden. Hun hadede at de stod og truede på folks liv. Ulven i hende var rasende, mest fordi det var hendes bror.. og ikke nok med det så var han hendes tvilling. Serena fik hurtigt øjenkontakt med Andrea som havde haft et blik på den kniv som manden havde i hånden. Hun var ikke helt sikker på om det ville lykkes hende. Dog da hun stod til siden ville kniven flyve til siden og dermed ind i mandens kraveben. Serena så over på Noa og gik så over til ham, hun lagde sine hænder på hans skulder med to rolige tænder.
"Klare du den?" Spurgte hun ret bekymret. Manden havde dog taget kniven ud af sit skind og stak den lige ind i siden på hende.. Serena klemte øjnene sammen, hun kunne ikke tillade sig at vise sig svag ved blot et stik med en kniv? Ikke efter hvor skadet Angela og Noa var. Serena vendte sig imod manden og brugte sin evne så han selv kom ind i rummet, og ramlede lige ind i et af spydende så hans hjerte blev spiddet.

Noa nåede knap nok at blinke med øjnene før kvinden ikke længere var tæt på ham. I stedet hørte der knogler brækkes og da han åbnede øjnene helt, så han kvinden lægge død på jorden. Havde han ikke været så forbistret såret, var han sprunget jublende op i luften over at se hende død. Det var endda Andrea der dræbte hende for ham. Han smilte svagt til hende. En hånd på hans skulder og han blev mødt af et smil fra sin tvillingesøster. Hendes stemme lød endda bekymret. Forsigtigt nikkede han med hovedet. Hjertet var nær sprunget ud af halsen på ham, da manden stak en kniv i siden af hende.. Noa gispede højlydt. En gisp der fik det til at gøre ondt i såret fra spydet. Bekymret gik han luntende hen til hende, han ville hjælpe, men hun klarede den selv ved at skubbe manden ind i rummet til spydene, hvor det ene spyd spidede hans hjerte. Han kiggede derind, uden så meget som at trække en mine over hans død. I hans øjne var det en lettelse. Humpende gik han hen til Serena.
"Tak," hans stemme var hæs og i følge ham ynkelig. Han så skiftevis fra Serena til Andrea. "I reddede os, tusind tak," Takket være såret i siden, faldt han sammen på jorden af udmattelse.. Det spændte i hele kroppen på ham.. "Vil i.. sørge for at Angela får noget at drikke? Hun kan drikke fra kvinden.." Lige nu var det vigtigere for ham at Angela fik noget at drikke end ham selv. Trods alt havde hun manglet blod i flere måneder end ham selv. Forsigtigt rejste han sig op igen og ignorerede at det spændte i hele kroppen. "Nå.. Tøser, skal vi se at komme væk?" Han så skiftevis på dem.. En flok mænd kom løbende ned af trappen, men, inden de overhovedet nåede at sige noget, ja de nåede allerhøjst at pege, satte Noa ild til dem og de løb nu skrigende rundt. Han smilte lumsk..