Til trods for de mange år, har du ikke ændret dig - Alistair

t: omkring halv elleve om aftenen
s: kroen, det vilde svin
o: masser af mænd, få kvinder, som prøver at nyde friheden ved nattelivet
v: udenfor regner det voldsomt, til trods for at kulden burde varsle om sne.
p: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Minderne var okay. De var begyndt så småt at forsvinde, til trods for at nogle af dem var nogle hun godt kunne lide. Minder som når hun lå i sengen med Sean, smilede og grinte sammen med Nicolas. Eller når hun måtte finder sig i gadedrengen Cassidys drillerier. Men alt var begyndte at glide ind i en grød af minder. Hendes liv som vampyr slettede langsomt livet som shapeshifter, og så snart hun kunne, ville hun betale Joshua for en kur mod denne forbandelse af et liv hun havde påtvunget sig selv.
Der var sket mange ting, siden hun var teenager. Hun var blevet mor, havde mistet titlen igen, havde mistet sit liv, fået det tilbage... Hun var ikke den samme længere, langt fra. Den ungdommelige livsglade pige mange havde kendt som Sephthys, var der ikke længere. Hun var erstattet af en morder, en jæger, en tyv og en dronning.

Hun sad for sig selv, ved et af de tunge træborde, med et stort krus. Kaffen i det havde en underlig rød undertone, og for enhver med en forfinet lugtesans kunne genkende lugten af blod. En svaghed.
Hun sad med en bog i hånden, kruset foran sig, og læste fokuseret.
Hun viftede en ung mand væk, der havde prøvet at byde hende på noget stærkere end bare kaffe. Vidste han ikke at man ikke forstyrrede hende uden grund?
Hun tog en tår kaffe inden hun så rundt, for at se om hun genkendte nogen. Men nej. Kun de sædvanlige.
Så hun fokuserede igen på sin bog, som var en dagbog fra ti år siden - dengang hun havde mødt en elver. En elver hun tilsyneladende havde fundet meget fascinerende og tryg. Alistair. Hun huskede ham spagt, som en høj smuk elvermand. Men hun kunne ikke finde frem til hans ansigt. Det var som om det var udvisket...
Hun sukkede og drak endnu en tår, mens hun læste videre.

Påklædning [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], derudover har han et par sorte slidte handsker på, nogle mørke bukser og et par sorte sko.

Det var efterhånden normalt for ham, at bevæge sig omkring på de forskellige kroer, efter hans lille bortførelse var han på ingen måde den mand han plejede at være. I sine unge dage ville han havde været smilende, venlig og nysgerrigt. På mange måder mindede han om et barn, men efter at havde stukket sin hånd lidt for meget frem, opdagede han hurtigt farende ved det, hvilket så også blev sidste gang han gjorde det. Efter at havde oplevet det værste hos mennesker, havde han på ingen punkter tillid til denne race, man kunne nærmest sige han hellere ville ligge sit liv i en dæmons eller vampyrs hænder. Dog om ikke andet blev han med årerne en smule glad for alkoholens virkemidler, det var nemmere på denne måde og det hjalp også med de mareridt der jagtede ham...det evige minder om hvad der var sket.
Han vandrede i dette øjeblik stille igennem gaderne, det var efterhånden en normal rute for ham, den var direkte indkodet i hans baghoved. Hvis der var steder han kendte bedre end skovene, så var det disse kroer...hver og en af dem. Med et fast greb åbnede han døren og derpå bevægede han sig igennem den folkemængde der var og op imod baren. Han var våd og endda en smule kold, men ikke desto mindre var han da en del varmere end de fleste mennesker. De karakteristiske sorte slidte handsker, var efterhånden et stærkt kendetegn ved ham. Han bar dem altid og dette var kun grundet hans evne. Ved blot en berøring ville han kunne vide stort set alt der var at vide om en person, så for at slippe for dette undgik han alt form for menneskelige kontakt...eller blot direkte hud imod hud. Som han bevægede sig rundt imellem folk, bemærkede han en bekendt ung kvinde. Det var mere hendes hår der fangede ham også var der også noget omkring den måde hun sad på...men dette tog han ikke i øjemål, da han vandrede op til de kendte stole, hvor han slog sig ned og bestilte en øl. Den dybe stemme var ligesom hans ansigt og de kendte spidse øre noget der aldrig ville forandre sig. Ganske vidst havde han ikke det klassiske lange hår, men dette gjorde ham dog ikke mindre en elver end hvis han havde. Han gav et nik imod den unge bartenders vej, da hen endelig fik sin drikkevarer.

Hun så på ham da han kom ind, men tog ikke yderligere notits af ham. Han var høj, ung og tydeligvis ikke menneskelig. Med et hurtigt øjekast kunne hun se at han godt nok var elver - men hvad lavede en elver i byen nu? De hørte ikke til i byen, i nattetimerne. Det var kun slaverne og de prostituerede der valgte at komme frem som byttedyr i løvens jagtperiode.
Hun smagte på navnet, som var skrevet så mange gange i bogen, først stille i sit eget sind, derefter en hvisken, og til sidst fik hun endelig sagt det højt - uden at hun opdagede det. ''Alistair..''
Hun tog endnu en tår kaffe før hun opdagede at kruset snart var tømt, men hun gjorde intet ved det. Ikke endnu.
Den unge mand der stod med sin drink virkede på en måde bekendt... Men det med at huske ansigter nu, var umuligt for hende.
Hun så på ham, distræt, inden hun så på hendes bog. Hun lukkede den for at rejse sig og bede om en ny omgang kaffe, da en middelaldrende mand bankede ind i hende og fik hende til at tabe både krus og jakke.
''Se dig dog for, din lille tøjte!'' brølede manden. Nemesis bed det i sig, og begyndte at samle stumperne af det smadrede krus op, mens hun måtte indse at resterne af kaffen var landet midt på tegningen af Alistair i hendes bog. Nu var ansigtet helt umuligt at genkende. Hun sukkede opgivende..

På trods af hans åbenlyse had for ethvert levende menneske, så var der en ting der opvejede denne had...netop det at se en kvinde blive undertrygget. Hvilket egenlig kunne være ganske underligt, specielt når man tænkte på han selv var en del af den mandelige race. Ikke desto mindre kunne det at se en kvinde blive undertrykket, får hans had for mennesker væk også ville han hellere end gerne hjælpe en menneskelige kvinde...i det sekund og bagefter ville han blot forsvinde. Han sad fuldkommen i sine egne tanker og drak egenlig blot fra sin øl, så det var kun lyden af noget der blev ødelagt, samt en råben der fik ham ud af sine tanker og tilbage til virkeligheden.
Han betragtede scenariet foran sig og det tog ham ikke lang tid at regne sig frem til hvad pokker der var sket. Kvinden der bar en utrolig ligning til hans kære gamle ven, var i den grad i vanskeligheden, hvilket fik ham til at handle. Hvorfor vidste han dog ikke, måske var det fordi hun mindede ham så meget om en gammel ven, en han før havde følt sig tryg omkring, så det at se hende i den slags problemer fik hans blod til at koge over. Hurtigt var han på benene og bag manden, han fik trykket en kniv frem og lagde den direkte imod mandens hals. Med den anden arm, vred han menneskets arm om på ryggen og derpå vendte han ham imod hende. Han hvæsede af den fedemands mange forsøg på at komme ud af hans greb, dog kun for at det blev værre "sig undskyld til hende dit kryb" knurrede han. I lang tid fik han intet andet end klynk ud af den middelaldrende mand, men til sidst kom der et undskyld frem og dette gik så Alistair til at give slip og igen vende sin opmærksomhed ned imod kvinden.
Han satte sig på knæ og hjalp hende med at samle de mange skår op og derpå sendte han hende et skævt smil "er du okay" det var nok første gang i mange år, han rendt faktisk havde sendt nogle et smil...men dette var vel også fordi han var foran en gammel ven og derfor var der ingen grund til at bære vrede om sig.

Hun var allerede nu parat til at bide mandens strube over, da Alistair stod med hans arm vredet om på ryggen.
*pres kniven en smule tættere på... Bare en smule... bare en dråbe...* hendes inderste tiggede efter blod endnu, men hun styrede sig ved at fokuserer på Alistairs ansigt. Det var jo ham!
Hurtigt kom hun op og stå igen og fumlede med skårerne i den ene hånd og bogen i den anden.
''J-jeg har det fint. Tak..'' sagde hun. Til trods for at hun var sikker på at det var ham, turde hun ikke så meget som spørge. Hun var bange for at hendes hukommelse spillede hende et puds. Den Alistair hun kendte - den Alistair hun havde læst om - ville aldrig være sådan over for et andet væsen, som han var over for den mand. Hvad var der sket..? Hun huskede menneskers behandling af ham, hvordan hele hans liv havde ændret sig, lige som hendes eget. Men dette... Han var en skygge af sig selv....
''Undskyld... Jeg må virke som et stor fjumrehoved..'' sagde hun tøvende inden hun gik direkte hen og smed skårerne ud, og skyndte sig at komme bogen i sin taske.
Måske burde hun gå, inden dette tilfældige møde udviklede sig til mere? Hun turde næsten ikke engang gå op på sit værelse - hvad hvis der var nogen der ventede på hende?

Han fulgte kvinden nøje på øjnene, hvad var der galt med hende. Han tvivlede stærkt på at denne episode ville kunne chokere en vampyr...måske en ny vampyr, men næppe en der var vant til livet som udødelig. Han lagde hovedet på skrå og lagde skårerne på bordet, da han endelig fik rejst sig fra sin knælende stilling. De brune øjne observerede hende stærk, betragtede hver enkel bevægelse som kunne hun være en farer...disse dage kunne man da aldrig vide om folk var ven eller fjende. Dog var der noget ved hende, noget der mindede ham om den tid, hvor han ikke var fuld af mistænksomhed og had. Han blev nærmest mindet om de gode tider hvor han havde glæde i sig og ikke den stærke had.
Han gik hen imod hendes bord og da hun kom tilbage efter sin ting, stilte han sig direkte foran hende "Nemesis...er det virkelig dig?" spurgte han nærmest med håb i sin stemme. De brune øjne blødte helt op og man kunne næsten se noget af den mand han engang var. Man kunne nærmest se noget af den mand, der i sit mest desperate valgte at gå til den han følte sig mest tryg ved...den mand der efter at havde oplevet sit værste, gik til den han stolede mest på. Nemlig hende, hun havde for de år siden, været den han havde stolet mest på og hun havde i den grad gjort ham tryg ved hende...dog som tiden gik havde hadet fyldt ham og nu var ham ikke den mand han plejede. Dog som han betragtede hende, kunne man se meget af fortiden i hans øjne, venligheden og en vis tilbageholdenhed

Nemesis var vant til at folk genkendte hende, men ikke som Nemesis. Det var altså Alistair! Hun stirrede lidt på ham inden hun med et lettet smil så ham i øjnene.
''Sig mig, kender du måske andre så lækre som mig?'' grinte hun drilsk, inden hun så lidt ned af ham. Hvad var der sket med ham?
''Længe siden. Ti år, eller deromkring?'' spurgte hun roligt mens hun prøvede at undgå tanken om det forfriskende blod der pulserede gennem hans krop. Han var fristende, men hun vidste godt at hun ikke måtte skræmme ham, end ikke bede ham om hjælp til at stille hendes tørst. Det var urimeligt af hende.
''Hvordan går det..?'' spurgte hun inden hun så rundt for at se om folk kiggede på dem.
''Hør... Jeg er ikke helt glad for at være her lige nu... Skal vi ikke gå op til mig? Jeg har et værelse her på første sal?'' spurgte hun, og uden at vente på hans svar, begyndte hun at gå, mens en masse mænd vendte blikket mod hende - nogle piftede, andre klappede og hylede som ulve. Hun så frustreret ned mens hun skyndte sig op af trappen.

De brune øjne, der nærmest altid havde en rødlig glas over sig, lå hele tiden på hende. Det rødlige i hans øjne kom af hans evne, så hvis han først lagde sin blottede hånd eller ramte med blottet hud imod en andens hud, ville de skinne op i en stærk rød farve. Men da det samtidig var en evne han endnu ikke kunne slukke, bar de brune øjne altid en form for glas af den rødefarve over sig. Da hun gav godkendelse på hun virkelig var Nemesis smilede han, dog så han uforstående på hende, da hun gav en joke fra sig. Muligvis havde han forandret sig siden sidst de havde set hinanden, men han havde aldrig lært at forstå jokes eller for den sags skyld flirten...det var bare en helt anden verden for ham. Han nikkede "egenlig er det under, vi mødte hinanden da du var 15 og gik fra hinanden da du var 17...så under ti" svarede han kortfattet. Man kunne altid være sikker på han kunne give det rigtig svar...hvilket vel nok også var derfor han ikke forstod jokes da de var en helt anden ting for ham end for andre.
Han skulle netop til at svarer på hendes spørgsmål, da han ligesom hende opdagede de mange der havde lagt deres opmærksomhed i deres retning, så til hendes næste spørgsmål nikkede han blot og fulgte derpå efter hende. Han forstod nemt hendes frustration, det måtte være irriterende...det nogle kun så hende som et objekt og ikke en person. Hun var muligvis en vampyr, men det gjorde hende ikke mindre til en person i hans øjne. Hun havde ligeså mange behov som enhver anden.

Hun låste sig ind på værelse #15 og viste ham derind.
Værelset var dekoreret i mørkerøde farver, og vinduet var tapet til med papir for at undgå sollyset.
Det så ikke ud til at sengen blev brugt særlig meget, men det var af personlige grunde - hun havde ikke haft mandlige besøg siden Cassidy, og det var et halvt år siden nu. Hun havde opgivet.
''Jeg er ikke så god når det kommer til tidsfornemmelse.'' sagde hun og tændte to olielamper, så rummet blev lysnet lidt op. Der var en kiste ved siden af sengen, som var lukket med en stor hængelås. Hun turde ikke lade folk komme i nærheden af hendes gamle arbejdstøj.
''Hvordan går det, Alistair..?'' spurgte hun og satte sig på sengekanten efter at have lukket og låst døren for at være sikker på at de kunne være i fred. Det var længe siden de havde set hinanden, så hun vidste ikke hvordan hun kunne tillade sig at være. Hun kunne i den grad ikke tillade sig at slippe sin vampyriske side fri, det ville bare skræmme ham væk.

Han så sig stille omkring i værelset, selv havde han bosat sig i skoven, muligvis levede han ikke altid som enhver anden elver...men han levede på samme vilkår som dem. Som de gik ind, fik ham hurtigt set sig på en stol og lagde armene over kors "det er helt okay, vi mister meget med tiden og du er ikke den du var, da du var 15" pointerede han og med de ord var det vel også en form for undertone, at han også mente han heller ikke var den samme mand. Tiden havde forandret dem begge og ligesom tiden selv, var dette en forandring der var uundgåelig.
Han sukkede og satte sig bedre til rette i stolen "vil du have sandheden eller løgnen" spurgte han med et skuldertræk. Løgnen ville være han havde det helt fint og alt gik godt, hvorimod sandheden ville være en helt anden...for alt gik ikke godt og han havde det ikke fint. Han var plaget af mareridt, havde en utrolig had for alt der var et menneske...han kunne faktisk ikke holde dem ud, hvis det skulle være sandt. I hans øjne var det faktisk mindre værd end ekskrementer og det sagde meget. Han var en ødelagt mand, der efter mange år uden kontakt med andre, havde svært ved noget så simpelt som et kram.

Hun så på ham, og derefter lidt ned. Det var sandt at de ikke længere var de samme som dengang. Tiden havde ændret meget ved dem begge.
''Jeg foretrækker sandheden, men jeg kan regne ud at du ikke er helt vild med at dele den med mig endnu.'' sagde hun inden hun bed sig lidt i læben.
Hun kendte til hans evne, derfor havde hun ikke krammet ham da det gik op for hende hvem han var. Hun prøvede at holde sig på afstand, for ikke at gøre det slemt for ham at være sammen med hende. Faktisk var hun vant til at hendes bekendtskaber fra dengang ikke orkede hende længere. Alt fra efter hun mistede sin søn...
Hun så lidt ned af sig selv, hvor mindet om hendes søn stadig hang ved. Hun mærkede kort klumpen i halsen vokse, men prøvede at komme væk fra tankerne ved at se på ham igen.
''Jeg kan jo se på dig at det går af helvede til, Alistair...'' sagde hun stille, med et forsigtigt smil til ham.
''Er det noget du vil tale om..?''

Han klukkede kort "det gør vi vel alle, alle vil jo fremme sandheden frem for alt andet" medgjorde han stille. Det kom ikke som nogen overraskelse for ham, at hun hellere ville have sandheden end noget andet....havde han været i hendes sko, ville han nok også gerne ville havde fået sandheden direkte fra ham. Dog om ikke andet så var det også svært for ham, det var svært for ham at ytre sine følelser, fordi han ikke selv forstod halvdellen af dem...det med følelser var en svær ting for ham. Han havde ikke lært at forstå følelser, så efter mange år var det kun de negative følelser der var som et andet lag hud for ham.
Minder...de var sådan en svag ting og alligevel en stærk ting når det kom til stykket. Hvad de ikke var i stand til at gøre ved andre, den måde de kunne ødelægge en anden person. Et minder kunne være ligeså positivt som det kunne være negativt, det kunne ødelægge som det kunne gøre godt. Han sukkede og lagde hovedet på skrå "jeg er godt på vej til at blive alkoholiker, jeg drikker for at glemmer...glemme de minder der fylder mig om natten" han tav og lukkede øjnene "jeg har ikke været tæt på nogen i flere år, udover jeg ikke kan på grund af min evne, så er jeg ikke just det kønneste syn" hans overkrop var fyld af ar fra den tid i fangeskab. Selv hvis han nogensinde mødte en kvinde der ville være sammen med ham, en han rent faktisk kunne forelske sig i, så ville der være det med hans krop...også fattede han heller ikke kærlighed nok til at ville prøve det

Hun så lidt ned, mens han talte. Hendes problemer virkede så små, i forhold til hans. Hun havde lyst til bare at putte sig ind til ham og glemme det hele - men hun vidste ikke om det var tilladt... Om han overhovedet kunne holde det ud.
Derfor blev hun siddende på sengen.
''Jeg kan ikke hjælpe dig med dine mareridt... Lige meget hvor gerne jeg ville...'' sagde hun stille, inden hun så hen på ham. Skulle hun fortælle om sin afdøde søn? Nej... Dean skulle ikke blandes ind i det, ikke nu. Hun tog en dyb indånding inden hun så ned, og lukkede øjnene lidt.
Blodtrangen voksede forsat, men hun prøvede at glemme den.
''Du er det smukkeste væsen jeg kender, Alistair. Når du altså har lyst til det. Dit smil oplyser rum med glæde, dine øjne er som nattehimlen i en blodrus... Du er vidunderlig, men... Det er nok svært for en selv at se det.'' sagde hun stille, og sukkede lidt inden hun, opgivende lagde sig lidt ned.
''Jeg har fået arbejde hos McGivens...'' - hun var på efternavn med Sean nu. Det var hendes chef, og faren til hendes afdøde barn. HUn havde opgivet alle former for forhold efter det.
''Jeg lapper hans medarbejdere sammen når de kommer til skade. Det giver ikke alt for meget, men det er bedre end at være hjemløs.'' sagde hun og stirrede op i loftet.
''jeg... jeg har ikke så meget at dele om tiden efter vi mistede kontakten... Jeg er blevet vampyr, men det har du vel regnet ud nu...'' sagde hun stille, inden hun lukkede øjnene igen. Hun rykkede sig ikke en milimeter. Faktisk, var hun næsten sikker på at han ville gå sin vej nu. Elvere var ikke venner med vampyrer. Ikke så vidt hun vidste..

Han klukkede stille "jeg tvivler stærkt på der er nogle der kan hjælpe mig, men det varmer da at du ønsker" alle hans ord var sande, specielt de han sagde til hende. Han mente det, når han sagde det gav en smule varme...det at hun rent faktisk gerne ville hjælpe ham også selvom det ikke var muligt. Det var en smule håb eller rettere, det gav ham en smule glæde i hans hjerte af had. Han så overrasket på hende, overrasket over hendes ord og at hun overhovedet fandt ham smuk. Muligvis havde han været smuk, dengang hans krop ikke havde været fuld af ar, dengang han ikke havde mistet sin glans og elegance.
Han lyttede stille med på hvad hun sagde og nikkede kort, det var i det mindste noget at hun kunne få sine nætter til at gå...at hun havde et formål. Måske som hun sagde gav det ikke meget, men det var vel nok i sig selv, det at hun kunne hjælpe andre. Det var tydeligt på hende sulten var over hende, og det overraskede ham virkelig hun endnu ikke var gået amok, så med en flydende bevægelse rejste han sig op "jeg kommer tilbage om lidt" brummede han og forlod værelset.
Nok havde de to ikke set hinanden længe, men han brød sig ikke om at se hende i smerte. Så ligeså snart han kom ned og fik øje på den selv samme mand fra tidligere, kom der et smil op på hans læber. Han bevægede sig tværs igennem lokalet og han til den drikkende mand "hej du, min ven vil super gerne undskylde fra det tidligere...hun er virkelig ked af det hun gjorde" sagde han smilende og som den idiot troede manden selvfølgelig på det. Måske var det hans ego der gik ind over det, tanken om at give hende kællingen en på siden af hovedet, fik ham blot til at bevæge sig hurtigere. Dog da de kom ind på værelset, skubbede han ham hen imod Nemesis "du er sulten...spis!" det var en tydelig ordre og en opfordring der ikke skulle diskuteres

Hun var ikke forundret, da han forlod værelset - men det lev hun da han kom tilbage. Det at han kom ind med manden fra tidligere, stivnede hun. Forstod han overhovedet hvad han bad hende om?!
Hun stirrede på Alistair, en smule panisk. Hun havde ikke drukket fra et ''offer'' i flere år. Hun havde fortrængt følelsen af et offer, der sprællede ved smerten af hendes bid.
''Du kan da ikke mene det dér!?'' klynkede hun inden hun bakkede hen mod de beklædte vindue. Hun rystede på hovedet. Havde det været muligt, havde hun haft tårer ned af kinderne - en fordel ved at være vampyr. Hun hev efter vejret, men rystede så på hovedet, og overgav sig.
''Gå udenfor..'' hun så bendende på Alistair. Hun ønskede ikke at han så hende som det... monster, hun så sig selv som. Desværre, nåede hun ikke at lade ham gå udenfor, før den stakkels mand lå under hende og spjættede mens hun holdte ham om brystkassen og panden og drak løs. Hendes ansigt var forvrænget i smerte og panik, mens hun med lukkede øjne drak indtil der ikke var mere tilbage. Manden lå nu livløs på gulvet, og hun krøb sammen ved siden af ham, rystende. Hun så ikke på Alistair, hun krøb bare sammen og gemte sit blodindsmurte ansigt. Hendes vejrtrækning mindede mere om en hulken end om åndedræt.
''o-om forla-ladelse...'' hviskede hun stille, forsat uden at se på ham.

Han så det paniske udtryk i hendes ansigt, han så hvordan frygten for den manglende kontrol dukkede op i hende. Han kendte skam til nok vampyrer og vidste hvad de gennemgik når sulten kom frem. Han havde set det hos så mange, men han havde også set vampyrer der kunne overkomme den kontrol blodet havde over dem også leve et helt normalt liv. Han hævede øjenbrynet da hun begyndte at klynke, han vidste det kun var frygten der talte. Dog da hun endelig gav sig til det, vendte han sig blot om og lod hende drikke i fred. Han gik ikke ud, men han tillod hende da den fred ved ikke at kigge på hende.
Da hun var færdig, vendte han sig imod hende. Han greb fat i manden og skubbede ham væk, hvorpå han faldt på knæ foran hende. I det sekund overraskede han sig selv, ved at ligge sin behandskede hånd direkte imod hendes kind. Dette var et stort skridt for ham, for igennem ti år havde han ikke rørt nogen...han havde ikke tilladt folk at røre ham, så det at han blot gjorde det...nok med en handske, var et stort skridt for ham. Han fandt et tørklæde frem i sin lomme, og begav sig derpå til at tørre blodet væk "du skal nok klarer det...det ved jeg, du vil overvinde kontrollen og selv skabe din egen, blodet vil ikke kontrollere dig, du kontrollere det" brummede han stille

Hun havde kontrol, bare ikke med levende væsner. Det havde hun aldrig haft. Hun hev forsat efter vejret, men da hun mærkede hans hånd mod sin kind stivnede hun helt. Først da hun opdagede hans handske, slappede hun lidt af igen.
Tænk hvis han rørte hende, lærte alt om hende at kende. Alle de frygtelige ting hun havde gjort... Hun så lidt ned i skam, og endte med at sidde sammenkrøbet og rystende. Hvad skulle hun ellers gøre. Hendes vampyriske del var meget mere end bare sensuel, den var seksuel. Lige meget hvor meget hun prøvede, ville den lyst altid være det. Og blodet, når hun endelig drak det, gjorde det bare mere kraftfuldt.
''Jeg kan bare ikke... Ikke når de ikke selv tilbyder det... Jeg frarøver dem alt, for at undgå min egen smerte...'' hviskede hun og så op på ham kort.
''Lov mig, at du aldrig beder mig om det igen.'' sagde hun, en smule fast nu. Hun ville ikke drikke af ofre, men af donorer. Hun ville ikke tvinge folk til at give hende blod... Hun var ikke en tyv... Ikke mere...
Stille og roligt genvandt hun kontrollen over sin egen krop, men styrken rusede gennem hende, følelsen af styrke, af sensualitet. Og hans ansigt så tæt på hendes... Hun så hurtigt ned igen, men ville ikke flytte sig. Hun ville ikke have at han troede at hun ikke ville røres af ham.

Han ville gerne hjælpe hende...for første gang i lang tid ville han gerne hjælpe en anden person, men han vidste samtidig også hun var en stædig kvinde. Hvis der var noget Nemesis var...så var det stædig, hun var næsten som et æsel, dette var selvfølgelig ment i en god mening. Stædighed kunne være en god ting og det beundrede han. Han sukkede, men nikkede og så væk. Han ønskede ikke, at tvinge hende til at drikke blod. Selvfølgelig mente han ikke hun skulle drikke fra alle...hun kunne da blot drikke fra dem som havde fortjent det...voldtægtsforbrydere og det ligene.
Igen overraskede han sig selv, da han lagde armene om hende og trykkede hende ind imod hendes bryst. Dette var selvfølgelig med det i baghovedet og hun kunne røre ham. Dog holde han hende på sådan en måde, hun nærmest med vilje skulle røre ved ham, ellers ville hun blot have kontakt med hans tøj. Han sukkede og lukkede kort øjnene, alt i mens han havde armene om hende "undskyld jeg tvang dig til at drikke fra ham...men jeg kunne ikke holde ud at se dig i smerte. Vi har måske ikke set hinanden i lang tid, men du er stadig det tætteste jeg kan komme på en bedste ven...jeg har aldrig haft nogle venner som jeg stoler på mere end dig...så jeg ville blot hjælpe dig" sagde han blidt til hende

Hun stivnede igen, da han lagde armene om hende i et kram. Hun panikkede ikke, men det var tæt på.
''Du kunne ikke vide det...'' sagde hun stille, og prøvede at komme 'videre'.
''Det er jo ikke ligefrem fordi jeg var et blodtørstigt monster dengang.'' sagde hun roligt og aede ham over hans tildækkede arm. Hun vidste godt hvordan han havde det med at blive berørt på huden, så hun lod være. Hun havde aldrig rørt rigtigt ved ham - havde hun?
''Jeg har savnet dig, Alistair...'' hviskede hun stille, inden hun lukkede øjnene lidt. Hvad skulle hun ellers sige? Ja, hun havde manglet ham, som ven og som familie, i den tid hvor hun havde mistet Dean. Men hun turde stadig ikke fortælle ham om Dean, i frygt for hvad han måtte tro om hende.
''Det er alt for længe siden at jeg har fået et kram..'' hviskede hun med en drilsk undertone.

Det var underligt, igennem så mange år havde han aldrig krammet nogle...han havde aldrig gået så langt som han havde gjort nu. Måske var det vel også fordi lige netop denne unge kvinde bar noget ingen andre bar, netop hans tillid. Han stolede så helt utroligt meget på hende, at det faktisk skræmte ham helt. Han stolede på hende, nok til endda at havde fortalt hende hvad der var hændt ham, han stolede nok på hende til endda at kramme hende. Nok var det ikke et direkte rigtig kram, men det var kram nok for ham. Han sukkede og nikkede "jeg har også savnet dig, du har ingen ide om hvor meget jeg har haft savnet dig!" sagde han stille. Han havde manglet hende i sit liv, selvom hans liv allerede var godt på vej i grøften, så var hun alligevel det tætteste på familie han kunne komme.
Han klukkede over hende ord og rystede på hovedet "jeg tror faktisk aldrig jeg har fået eller givet nogen et kram før nu...igennem 30 år har jeg aldrig modtaget et kram eller det ligene" det var mest på grund af hans evne, han holde sig fra direkte kontakt med andre. Han ville helst gerne have styr på dem, før han begyndte at røre ved andre. Han brød sig virkelig ikke om det med, at han kunne vide alt omkring folk...endda specifikke øjeblikke i deres liv ved blot at røre ved dem. Han kunne vide alt lige fra deres fortid, til deres tanker...ja til det de allermest skammede sig over, ved blot en enkelt berøring. Derfor rørte han blot ikke ved folk, da dette ikke havde været noget han ønskede sig

Hun bed lysten til at røre ved ham i sig. Han ønskede ikke nærkontakt og det måtte hun respekterer.
''Det må være frygteligt at skulle leve uden at kunne rører ved dem man elsker...'' sukkede hun stille, mest til sig selv. Hun aede stadig hans arm, i et forsøg på at virke en smule kærlig - noget han nok ikke kendte for meget til.
''Alistair... Der er sket så meget siden vi stoppede med at se hinanden...'' hviskede hun en smule opgivende - hun var jo nødt til at dele alt med ham, de var jo det eneste de havde. Hele hendes familie var jo død. Hun havde kun ham - og han var tilnærmelsesvis og hendes bror. Var han ikke..?
''Jeg blev gravid... Jeg var ikke særlig gammel, nitten år... Jeg fik en søn, en dejlig dreng... Men...'' hun tav og hvilede hovedet mod hans beklædte brystkasse. ''jeg mistede ham...'' hun begyndte svagt at ryste igen, og derfor tav hun. Hun kunne mærke en sorg, et raseri, dybt i sig. Men hun prøvede at glemme det, uden at sige mere.

Han trak på skulderne "jeg håber på en dag jeg kan kontrollere denne evne nok....også kan jeg endelig røre ved folk" sagde han stille. Han havde faktisk ikke fortalt dette til nogen, han havde ikke fortalt nogen om hans inderste håb...det at han håbede på at kunne kontrollere denne evne således han kunne få den kontakt med andre han ønskede. Normalt ville han bare sige han var ligeglad, med dette var Nemesis og hende kunne han ikke lyve overfor ligegyldig hvor meget han prøvede. Hun var hans familie, hun var det tætteste han kunne komme på en familie, så han ville gøre alt for hende.
Han rynkede brynet, da hun med et begyndte at fortælle om noget der var sket. Hun vidste at han aldrig ville tvinge hende til at fortælle ham noget, dette var også derfor han aldrig røre ved hende, fordi han ville lade hende fortælle ham det og ikke tvinge hende. Om ikke andet lyttede han stærkt med på hvad han fortalt. Han sagde ikke et eneste ord, som hun fortalte omkring sin søn, fortalte om hvordan hun havde mistet ham. Godt nok fortalte hun ikke meget, men han forstod hende og sukkede stille "det er jeg ked af alt høre, men det er ikke din skyld. Jeg er ked af du skulle miste din søn, jeg ville ikke lade selv min værste fjende opleve det at miste et barn" brummede han og så ned imod hende "jeg er ked af du skulle opleve det, du fortjente ikke at miste din søn!" han trykkede hende imod sig, næsten som ville han beskytte hende imod verden

Hun krøb sammen. Hans ord ramte desværre lidt for hårdt mod det han prøvede at undgå.
''det var udelukkende min skyld, Alistair. Jeg lavede en aftale med hans far, jeg brød den... Jeg slog min egen søn ihjel, i forsøget på at beholde ham hos mig...'' nu rystede hun voldsomt. Hun skælvede som om hun frøs, og samtidig kunne hun ikke holde hænderne i ro.
Efter få sekunder kunne hun ikke klarer det længere, og rejste sig op i en hurtig bevægelse og stormede ud på badeværelset. Hun smækkede døren efter sig, men den slog tilbage så man lige præcis kunne se hvordan kæmpe flammer stod ud fra hendes hænder mens hun panisk prøvede at tænde vandet for at slukke ilden. ''For fanden da også!'' knurrede hun da ilden endelig var slukket.
Havde hun nogensinde fortalt Alistair om den... evne? Hendes pyromanesiske evner som firetamer... Normalt var det enkelt nok, men de følelser der udløste ilden var desværre ikke altid nemme at styre.
*jeg slog Dean ihjel...* minderne om Sean der myrdede hele hendes vennekreds, hendes adoptivmor.. Alle, for øjnene af hende, for at hente Dean og beholde ham indtil han skulle myrdes - blot for at Sean skulle blive stærkere. Hun gled ned og sidde på badeværelsesgulvet, og denne gang hjalp det ikke at tænke på andre ting; hvis hun havde kunne lave tårer, havde hun gjort det. I stedet, sad hun bare på gulvet og hulkede - næsten lydløst. Hvor mange gange havde hun ikke forsøgt selvmord efter det..? tyve? femogtyve..?

Han rynkede brynet af hendes ord, han kunne godt se hvordan hun følte dette var hendes skyld, men hun gjorde vel blot hvad enhver mor ville havde gjort. Han strøg hende ned af håret og skulle netop til at åbne munden for at snakke, da hun med et var væk. Han vidste hun havde brugt sin vampyriske fart og det var derfor han ikke havde opdaget hun var væk før hun rent faktisk havde været det. Han sukkede og rejste sig stille han, hvorpå han lagde hænderne direkte imod trædøren. Det gjorde ham ondt hun følte sådan, det gjorde ham ondt hun havde mistet sin familie.
Han bankede på døren, forsøgte at få hende til at åbne den før ham "Nemesis det er ikke din skyld...du var en mor, det ligger nedgroet i dit instinkt at ville det bedste for din søn. Han var din søn og det er ikke noget stærkere end kærligheden fra en mor. Det er da klart du ville være sammen med ham, han var dit kød og blod" han var virkelig ikke god til det med at opmuntre folk, det forekom ham utroligt svært fordi det krævede følelser han faktisk ikke forstod. Han forstod ikke glæde eller tristhed, så at skulle hjælpe hende med dette...det var også svært for ham. Da han så samtidig heller ikke havde været mor eller haft et barn, vidste han heller ikke hvordan det føltes at have et barn...han kunne umuligt vide hvordan hun havde det

Hun svarede ham ikke, hun kunne ikke.
Hun sad der bare, og gemte sig. Hun kunne ikke få sig selv til at accepterer hans trøstende ord. Stille rejste hun sig op og begyndte at vaske sod af sine hænder. Hun vidste godt, at hendes evner ikke var hendes egen skyld, men de var ikke til at styrer 100% og til tider skræmte det hende.
''Det er længe siden nu.'' sagde hun stille, og prøvede igen at oprette den facade hun normalt bar. Hun rettede på sit hår, og sin makeup inden hun gik hen og åbnede døren igen og så direkte på ham.
''Det er flere år siden. Jeg ved godt, at det burde være sådan at jeg kunne tale om det, uden at bryde sammen, men det kan jeg så ikke endnu.'' Sagde hun inden hun så
''undskyld. jeg plejer virkelig ikke at blive så følelsesladet.'' sagde hun fattet inden hun så smilede kort, undskyldende. Alle der kendte hende kunne se facaden. En maske der låste alle negative følelser inde og kun lod de følelser hun tillod komme frem.
Hun passerede ham kort ved badeærelsesdøren, hvor hun gav hans arm et blidt klem. Et kærligt klem. Hun turde forsat ikke røre hans hud, da han ikke ønskede det.
''Jeg er sikker på at det ikke kommer til at ske igen.'' sagde hun så roligt og fattet mens hun begyndte at lede efter noget mere afslappet tøj. Det lod til at hun bare skulle blive her på værelset resten af aftenen.