Til trods for de mange år, har du ikke ændret dig - Alistair

Han betragtede hende som hun med et kom ud fra badeværelset. Han havde aldrig været den bedste til at trøste folk, han var faktisk på ingen måde vant til det med at skulle trøste folk...det forekom ham så underligt. Han rullede med øjnene "det er ligegyldigt hvor længe siden det er, alle har forskellige måder at håndtere sorg og for den sag skyld tab. Så hvad du indikere er, at du er svag blot fordi du ikke kan lægge tabet fra dig og komme videre. Jeg er stadig ikke kommet mig over hvad der var hændt mig, så siger du jeg er svag?" spurgte han og hævede spørgende øjenbrynet. Han vidste hun havde det hårdt, det var trods alt et barn hun havde haft i sig, hun havde båret rundt på det barn i 9 måneder også mistede hun det. Det var hendes eget køb og blod...og nu var han væk, så det var da kun forståeligt hun havde svært ved at ligge det hele bag sig og det stadigvæk gjorde ondt at snakke om.
Han kneb øjnene sammen og stirrede direkte på hende, han burde vel efterhånden kende hende godt nok til at vide det var løgn, at det hele var en facade. Den var sat op for at beskytte hende, således hun ikke skulle føle en så stærk sorg igen "Nemesis, du er min bedste ven, det tætteste jeg kan komme på familie. Jeg ved godt du stadigvæk er i sorg og det har du sgu også lov til at være. Fuck det er om du ikke gide græde mere, det er kun forståeligt...men lad hver med at komme og sætte en facade op...det kender jeg dig vel for godt til. Lad vær med at gemme dig bag undskyldningerne, gør noget du har lyst til!" han slog ud med hænderne og sukkede stille. Han havde ingen ide om hvad han skulle gøre, eller hvad han skulle sige til hende

Hun så på ham, lyttede til hvert ord han udtalte, inden hun satte sig på sengekanten og så på ham med samme stirrende blik som han havde rettet mod hende - hendes flydende sølvligende øjne var som fæstnet på ham.
''Den facade du omtaler, er det eneste der forhindre mig i at bryde sammen og ligge mig til at dø, Alistair. Jeg har snart ikke mere tilbage at være her for. Min søn er død, manden jeg elskede har sat en dusør på mit hoved og min Skaber vil ikke kendes ved mig! Du er det eneste jeg har tilbage, og jeg ved at du en dag også forsvinder. Jeg er dømt til at vandre på denne jord, til de går under - på grund af min egen fucking naive forelskelse, for flere år siden!'' hun bandede aldrig, hun hævede aldrig stemmen. Dette var et ømt punkt - ikke skulle blande sig i hendes facade. Ingen.
''Havde du forventet, at jeg kunne gøre hvad jeg ville? Hvad vil jeg så, overhovedet!? Har du nogensinde ønsket at dø - sådan rigtigt? Ikke bare fordi du blev mishandlet og tortureret, men fordi alt hvad du havde at leve for var væk!? Jeg ved at du har haft det hårdt, og du kommer videre uden en facade - men det kan jeg ikke! Jeg kan ikke overleve som den jeg virkelig er - ikke nu, ikke nogensinde! Stod det til mig, lå jeg seks fod under jorden og rådnede lige nu!'' hun havde rejst sig. Hendes stemme havde været i samme toneleje hele tiden, undtagen det sidste. Hun gik helt hen til ham.
''Min søn blev myrdet af sin far, for at han kunne få mere magt som dæmon. Min familie blev myrdet. Du forsvandt. Jeg var alene, Alistair. Jeg er alene. Jeg forventer ikke at du bliver, jeg vil ikke engang prøve at overtale dig. Jeg er træt af at kæmpe for noget jeg ikke har krav på.'' Hendes hjørnetænder var fremme, hendes øjne glødede af kulde. Hun var ikke vred, hun var ikke såret. Hun var sig selv, og hun hadede det.
Hun trak sig tilbage og så lidt væk. ''Og med det sagt, undskyld. Det skulle ud..'' sagde hun stille, og trak sine hjørnetænder til sig, inden hun satte sig opgivende på sengen.

Han lod hende tale ud, lod hver et ord komme ud, før han gik hen imod hende "Nemesis, du er 25 år...du har endnu ikke oplevet et århundrede skifte, endnu ikke oplevet at blive hundrede år gammel. Du var ung og havde ingen ide om hvad kærlighed var, så det er en naturlig ting, det at du havde lyst til at gøre alt for den kærlighed du oplevede der" Han kørte hånden igennem sit brune hår og sukkede stille "jeg er en elver, så vidt jeg ved er min race også mere eller mindre godt udødelig, så hvis du frygter jeg dør...så skal du ikke, du kan dø ligeså meget som jeg kan" han lagde hovedet på skrå "At din skaber ikke vil have noget imod dig, det er sgu hans problem, du er en fantastisk kvinde, havde det ikke været fordi du havde været som min søster...så havde jeg godt nok givet dig et kys for længst. Kærlighed og familie er nødvendigvis ikke altid noget du er født ind i, ja det er rigtigt at når man bliver født får man en familie...men nogle bånd er smedet ikke blot givet. Hvad jeg forsøger at sige er, at du er min familie og jeg forlader ikke familie" han så hende direkte ind i øjnene "Han var et røvhul, en fyr der behandler dig på den måde, han fortjener dig ikke!" udbrød han.
Han rynkede brynet "Om jeg har haft lyst til at dø! Ja det har jeg, jeg har en evne der gør jeg kan ikke røre andre. Fysisk kontakt er ligeså meget en del af en persons behov...men det kan jeg ikke. jeg kan ikke røre andre, uden at vide stort set alt om dem...så ja jeg har et konstant ønske om at være død" Han kneb øjnene sammen og det røde i dem lyste nærmest op "har du måske overvejet...jeg heller ikke har noget? Jeg kan ikke elske, fordi jeg kan ikke røre og derved kan jeg ikke give dem jeg er sammen med det de ønsker, min familie vil ikke have noget med mig at gøre...nej de blev måske ikke slået ihjel, men de skar mig fuldkommen væk...hver og en af dem. jeg er en alkoholikker med PTSD. Jeg har paranoia, hver evig eneste menneske jeg møder på min vej, kunne meget vel havde været blandt dem der ødelagde alt for mig" han slog ud med hænderne og trådte væk fra hende.
Muligvis var hun en vampyr, men hun var i det mindste stærk nok til at tage hvad han ikke kunne. ganske vidst levede han ikke med en facade, men det var også fordi han ikke var stærk nok til rent faktisk at have en

Hun såå på ham, da han nærmede sig hende. Hun vidste godt, at han havde det hårdt - men én kommentar fik hende til at stivne. Han ville have kysset hende for længst...
Hun sad der bare, som om han havde slået hende, og stirrede på hans knæ for ikke at se ham i de øjne hun allerede nu vidste ville være rødglødende.
Efter hun havde siddet sådan lidt, rejste hun sig og så ham direkte i øjnene. Hun havde aldrig tænt over det; de var som ild og is. Deres øjne beviste det.
''Hvad du kan se om mig, ved at røre mig, er det samme ligemeget hvad. Du skal ikke frygte at røre ved mig, Alistair. Du skal ikke være alene, og det ved du. Du siger selv, at vi er det nærmeste vi har ved familie.'' hun så ham forsat i øjnene, mens hun placerede sin hånd på hans arm - på ærmet så hun ikke rørte hans hud. En invitation til at røre ved hende hvis han ønskede det.
''Jeg ved at du er bange... Det er jeg også. Altid..'' sagde hun stille. 'og jeg hader hvert sekundt, hvor jeg kan se det i dine øjne...'' sagde hun stille og så lidt ned. Hun sænkede hovedet lidt, og hvilede panden på hans trøje ved brystkassen. Hun ville ikke tvinge ham til noget.
''Hvorfor har du aldrig fortalt mig det her..?'' hviskede hun. Hun hentydede tydeligvis til hans tanker omkring hans evne. Hun havde altid vidst at evnen var hans byrde men... at den ødelagde alt for ham. Det knuste hendes hjerte..

Han rynkede brynet og det sekund hendes hånd lagde sig over hans beklædte arm, stivnede han. Han rørte ikke så meget som en enkelt cm, mest af alt fordi det ikke var ofte folk rent faktisk rørte ved ham og det forekom så underligt. Han slappede dog en smule af da hun blot holde hånden på den beklædte del og det nu lå op til ham hvorvidt han ville røre hende eller ej. Da hun lagde panden imod hans bryst, hendes ord fik ham til at sukke, men dog lagde han stille armene omkring hende. Da han i forvejen var ganske høj af sig, betød det også at det var sværere at røre hud imod hud.
Han trak på skulderne og så stille ned imod hende "det ved jeg ikke, jeg hader faktisk at tale om mig selv.." han tav og så direkte frem for sig. Han havde faktisk aldrig rigtig fortalt nogen helt præcist hvad han følte omkring sin evne, det havde bare været en hverdag, men også en ting han hadet.

//sorry for den utrolig korte længde

Hun lagde armene om hans hofter, da han lagde armene om hende. Hun rørte aldrig ved hans hud - ikke uden tilladelse.
''jeg ved at din evne havde forhindret dig i meget... Men...'' hun rystede på hovedet og nussede ham lidt på hans beklædte lænd.
''Jeg troede faktisk bare, at du ikke magtede tale med mig om det.'' sagde hun stille, inden hun lukkede øjnene. At kramme ham var en sjældenhed. Hun huskede ikke hvornår det var sket sidst, og det... Hun bed lidt sammen igen.
''Hvor har jeg dog savnet dig...'' hviskede hun opgivende, tøvende.

//lige over..//

Han trak på skulderne, han var efterhånden vant til det med ikke at kunne så meget...hun havde ret, hans evne forhindrede ham i meget. Han var ikke kendt som en venlig mand, og da slet ikke typen der gav andre kram...så dette var jo blot så kraftigt hans evne gik ind og blokerede for ham. Som han sagde til hende, så kunne han ikke elske nogen, fordi han ville aldrig kunne give dem hvad de ønskede. Han trykkede hende imod sig og strøg hende ned af ryggen...på denne måde og med alle barer punkter dækket, ja så kunne han røre andre. Dog selvom han kunne røre andre, blot det ikke var hud imod hud, så var det ikke just noget han gjorde sig af!
Han klukkede "nej da, havde du spurgt mig så havde jeg fortalt dig det. Jeg holder intet hemmeligt for dig, du er min familie, og jeg holder intet skjult for min familie" pointerede han smilende. Hun var som den lillesøster han aldrig havde haft, og derved var hun familie...familie var noget man holde fast i. Han elskede hende som en søster og der var ikke en ting i denne verden han ikke ville gøre for hende, ikke noget han ikke ville skaffe hende. Han sukkede og lukkede øjnene kort "jeg har også savnet dig...mere end du kan ane" brummede han og holde godt fast omkring hendes mindre form

Pludselig kunne hun mærke vreden ulme under overfladen.
Dem der havde skadet ham, mishandlet ham. Dette fantastiske væsen, denne fantastiske unge mand.. Af ren natur kom en dyb truende brummen fra hendes strube - der nærmest mindede om en løvinde der forsvarede sin flok.
''Jeg ved godt at det er noget tid siden nu, at vi har snakket sidst...'' sagde hun stille, ''- men i guder hvor jeg hader tanken om det der skete dig...'' hviskede hun, og knuegede sig ind til ham. Hun kunne ikke skjule sin vampyrisme. Tænderne var frit fremme, men hun trykkede sig blot ind til ham for at skjule det - han skulle ikke frygte at kramme hende.

//undskyld, en smule kort..

Han rynkede brynet, da en pludselig knurren steg op fra hende. Han havde virkelig ikke forventet dette fra hende, han havde ikke forventet at hun ville knurre. Dog kendte hende efterhånden så godt, til at vide hun ikke knurrede af ham, men mere af en situation der med et var dukket op i hendes tanker. Hendes ord, fik ham blot til at sukke. Ligesom hun hadet hvad der var hændt ham, så hade han hvad der var hændt hende. Stod det til ham, jamen så ville hun være lykkelig lige nu, hun ville have kærligheden og blot være direkte lykkelig. Dog kunne man ikke altid få hvad man ønskede. Han sagde intet, men holde blot omkring hende. Det faktum hendes hugtænder var fremme gjorde ham intet, han frygtede ikke for sin sikkerhed, for nok var hun en vampyr...men han vidste hun ikke ville gøre ham ondt.
han gav blidt hendes pande et kys, og derved gjorde han noget han ikke havde gjort længe. han rørte hendes hud med sin egen. Dog skete det så hurtigt, at der rent faktisk ikke nåede at dukke noget op. Han gav stille slip på hende og betragtede hende med blide øjne. Dog gled hans blik ud imod døren og derefter tilbage til hende "jeg bliver nød til at gå...jeg ville gerne blive længere, men jeg kan ikke" han sendte hende et lille smil

Hun stirrede på ham da hans læber kort mødte hendes pande.
Hurtigt havde han dog konstateret at han skulle videre - og tanken havde egentlig ikke været særlig behagelig. Hun så lidt ned og nikkede så - stille.
''Så... Okay...'' sagde hun stille mens hun trak sig ud fra hans omfavning og nikkede roligt. Facaden var allerede nu på vej op igen. ''Du ved at du bare kan komme forbi når du nu har lyst.'' sagde hun roligt, inden hun så lidt hen mod sin seng. Hun bed sig lidt i læben inden hun så på ham igen. Hun havde virkelig ikke lyst til at lade ham gå - og som vampyrinde kunne hun sagtens stoppe ham. Men det var hans valg - slut bom.