Memories - Katlynn

Tid: Aftentid
Vejr: Regnen driver ned udenfor
Emnestatus: Privat :3

Pearl havde siddet oppe i lang tid. Hun skulle egentlig ikke noget. Udover at få skrevet en jobansøgning og hun var også ved at blive lidt sulten. Hun havde det ikke så nemt i Doomsville. Hun ville på en måde ønske at hun kunne blive lille igen. Ligesom dengang hun startede på sin nuværende identitet. Hun blev nødt til at skifte identitet cirka engang hvert 25. år. Man kunne jo ikke narre folk til at tro at man var stuck som 18 årig uden at afsløre at man var vampyr. Ligenu var hendes navn Pearl. Hun følte sig mest hjemme med det navn. Pearl havde været hendes navn helt til at starte med. Pearl Myers. Hun var også kendt som Madge O'Conner og Clementine Adams. Hun havde ændret sig til Madge da hendes bror gjorde hende til vampyr og hun næsten dræbte ham i raseri. Han var desværre bare stærkerer end hende og hun var knapt sluppet afsted i live. Derfor ændrede hun navn til hendes gamle bedste venindes navn fra dengang hun boede på jorden. Tænk at hun var taget med til det her hul. Det var svært for mennesker at overleve. Tilgengæld var det en leg for en vampyr som hende. Der var masserer udsultede hjemløse mennesker som ingen ville savne. Selvom deres blod ikke var ligeså næringsrigt som andres.

Pearls hjem var ret hyggeligt hvis hun selv skulle sige det. Hun havde rejst meget rundt i Doomsville de sidste år og prøvet lidt af hvert og hun tvivlede på at hun ville blive der hvor hun boede nu, men det var nu også ligemeget. Så længe hun havde et sted hun kunne sove og sådan var det helt fint for hendes skyld. Pearl havde et job oveni. Egentlig var det ikke rigtig et job. Det var hendes arbejdskraft i bytte for hendes lille kælderlejlighed. Hun passede på en families børn. Det var dem der boede i huset over kælderen. Familiens far havde hjulpet Pearl da hun for første gang kom til Doomsville. Han var falden engel og derfor udødelig. Han var åbenbart løbet ind i nogle problemer og han var aldrig hjemme. Moderen vidste ikke at Pearl var vampyr, men hun vidste at hun var udødelig. Moderen havde et arbejde som læge så derfor var hun ikke hjemme så tit. De havde tre børn og Pearl elskede dem. Desværre skulle de flytte og det var grunden til at Pearl skulle finde sig et godt betalt job hurtigst. Hun måtte enten leje det lille hus ud eller flytte der op. Der var mange værelser og en pæn lille have, en baggård med en stald til heste eller andre husdyr. Hun havde tænkt på at om møblerer det og gøre det til en lille kro, men det ville kræve flere hænder på trods af hendes styrke som vampyr.

Børnene var lagt i seng og Pearl ville gå ud og finde sig noget at spise, men så bankede det på døren.

Katlynn tørrede sine svedige hænder af i sine jeans. Hun havde ikke lyst til at bede Pearl om husly. Katlynn og Pearl havde ikke set hinanden siden Pearl var 12 år og Katlynn 11 år. Katlynn kunne ikke finde et job medmindre hun boede et sted. Det sidste år var gået hurtigt. Det hele var gået fint i firewood. Hun havde haft job, venner, familie. Men pludselig stod hun her og var nød til bede hendes barndomsven om hjælp. Hun kunne stadig mærke hendes mors arme og hendes kys på Katlynns pande. Der lå et hus lidt væk. Hun tog nervøst hånden op til sin ene ørering og pillede lidt ved den. Hun kunne huske Pearls blå øjne og hendes sorte hår. Hvordan mon hun var nu?

Katlynn så op. Hun var nået hen til døren på huset. Boede Pearl virkelig her? det var jo et flot hus. Der skulle penge til at kunne købe sådan et hus. Hun følte sig flov over at det var gået fantastisk for sin modne veninde og hun var faktisk hjemløs. Katlynn havde søgt og søgt efter nogle der vidste hvor Pearl Myers var. Måske havde hun de forkerte kilder. Hun løftede hånden og tog en dyb indånding. Så bankede hun på. Hun vidste ikke hvad hun. Havde regnet med. Måske en helt fremmet kvinde eller mand der spurgte hvad han eller hun kunne gøre for hende. Men det var Pearl. 5 år ældre men Pearl. "Ehm.. Hej Pearl" Sagde Katlynn tøvende. "Hej" svarede Pearl. "Ejer du alt det her?" Spurgte Katlynn lavt. Hun sukkede. "Jeg har brug for din hjælp!" sagde hun så.