Rain of memories(Nille)

Delilah bevægede sig hen over den befolkede plads med hurtige, faste skridt. Hendes blik brændte af en intens, sydende flamme, og hendes fingre sitrede let i deres professionelle greb om den vievandsdyppede kniv. De hellige indgraveringer på kniven, så ud som snirklede cirkler der dansede og snoede sig legende henover knivens æg med bløde, behagelige buer. Om hendes ben bevægede læderet smidigt, og tanktoppen om hendes bevægede sig ligeledes roligt i takt med hendes bevægelser. Det tunge våbenbælte om hendes hofter, bugnede af diverse våben, rettet til for at kunne skade dæmoner specifikt.
Vrede sitrede som et flammehav i hendes blik, som de målrettede skridt førte hende imod en bygning, på den anden side af gaden. Faktisk var det ikke bygningen hun søgte, men en bestemt dæmon der var at finde i bygningen - Skammeren. Dylan havde vist hende minder hun ikke huskede, få stunder med børnene der - selv uden minderne om dem - betød så forfærdeligt meget for hende. Og han havde vist hende et glemt minde, om en vis Skammer, der fjernede alle lykkelige minder fra hendes sind.
Blot ved tanken dansede flammer igennem hendes blik, og bag hende lød der næsten hvæsende lyde fra de moderånder der satte sig lidt for kraftigt ind i hendes situation. Bag Delilah fulgte faktisk en hel stime af ånder, som ingen ud over hende selv kunne se eller mærke. Men netop nu, var de som brænde på hendes bål. Hun tøvede ikke et sekund, men fortsatte ufortrødent imod porten til arbejdsbygningen, hendes vrede cirklede omkring.

Hendes greb om kniven var fast, men stadig løst på den måde som hun vidste, hun kunne skære mest præcist og smertesfrit - eller beskidt og torturlignende, hvis det var hvad hun ønskede i stedet. Igennem mange år havde hun fundet ud af præcis hvordan hun skulle holde om kniven for at have mest kontrol over den, og det sås tydeligt da hun trådte hen til porten - og vagten der stod ved porten, med et skarpt blik på hende.
Han nåede knapt nok rive fat i hende, før hun havde svunget armen omkring og vippet håndleddet, så blodet fra hans strube væltede ud over hende i sprøjtende stænk, der lagde sig over hendes ansigt og krop i bloddråber, der var pjasket ud over hende. Hun var allerede begyndt at træde væk fra ham igen, da hans greb slækkedes for han faldt på jorden - stendød.
Hendes gang igennem bygningen var efterfulgt af død, og tyktflydende, rødklistret væske flød igennem gangene efter hendes skridt, i form af blod.
Men efter adskillige vagter og personer af forskellige typer havde ladet livet til hendes vrede, havde hun endelig nået målet for hendes vrede, og inde bag de tunge trædøre vidste hun at hvad hendes vrede havde kredsløb omkring, befandt sig netop nu. Hele hendes indre syntes at være et flammende inferno, og dette lyste ud gennem hendes grønbrune øjne da hun hamrede døren op med sådan en kraft, at den smækkede op imod væggen bag sig, og faldt i med et tungt brag der suste igennem lokalet, så snart hun var trådt ind.
Delilahs blik klistrede øjeblikkeligt til den eneste person i hele lokalet, hun bekymrede sig op. Hun vidste at det her var en eller anden form for møde, og hun bemærkede da også halvt de adskillige folk der rejste sig med våben trukket, og bodyguards der gjorde sig klar til at angribe den ubudne gæst - men hendes blik veg ikke fra dæmonen med det sorte hår. Skammeren. Hvad fanden var det for noget at kalde sig!? Hvorfor fanden skulle man kalde sig selv det? Hvis hun skammede sig over noget kraftigt nok til at kalde sig Skammeren, så var det ynkeligt.
Blodet der ikke blot var sprøjtet over Delilahs ansigt og tøj, men også dryppede fra hendes kniv med hastige, rytmiske dryp der hastigt dannede en lille bitte pøl under hendes hånd, fik på sekundet bodyguardsenes opmærksomhed, og med hurtige bevægelser havde de trukket våben og angreb hende. Delilah ventede ikke et sekund, men vreden gav hende brændstof i uanede mængder, og derfor skulle der ikke mange hurtige, smidige bevægelser til, før de kæmpestore bodyguards lå i deres egen pøl af blod, og farvede gulvet mørkerødt.
De langt mindre rigmænd stod lidt forvirret i nogle sekunder, før adskillige af dem lagde en stak guldmønter på bordet, og forsvandt ned til enden af lokalet, som overgav de penge til hende i bytte for deres liv. Hendes blik strejfede ikke guldmønterne i et sekund, men lagde sig igen imod Skammeren.
”Fucking kælling!”
Hendes skridt bevægede hende på få sekunder igennem lokalet - forbi adskillige stakke af guldmønter hun ikke ænsede - og over til kvinden med trukket kniv. Hvis man ikke vidste bedre, ville man næsten kunne se antydningen af starten til en tåre i de rasende øjne.
”Hvorfor fuck har du gjort det her imod mig!? Hvad er der galt med dig!?”

Nille trak den hvide hætte ned, så hendes ansigt var tydeligt. Hun gik ind i det smukke rum, hvor mødet skulle foregå, faktisk ville hun slet ikke være her. Der var alt for fint, hun hadede det. Det mindede hende forfærdeligt meget om hendes fortid, som hun helst gerne ville glemme. Hun havde sine to daggerter med, hun nægtede at gå nogen steder hen ubevæbnet. Hendes daggerter var dog gemt, i hendes læder støvler. Hendes læder støvler havde sådan et slags skjult sted, til daggerterne, ret smart, faktisk. De var hurtige at få fat i. Hendes sorte hår var løst, der var en hvid fjer i det, som altid.
Dette møde handlede om det sædvanlige. De ville have Nille til at løslade nogle slaver, bruge sin evne mod ejeren af de slaver, og så bringe slaverne til dem. For en af de slaver var en af mændenes datter. En lille pige på 7 år, der var blevet taget som slave, da hun havde gået udenfor for at gå en tur. Pigens far var rasende på dem der havde taget hende, og ville have hævn. Der kom Nille så ind i billedet. Nille ville skam gerne hjælpe, og de skulle ikke betale hende, men de var nød til at fortælle hende hvad de vidste, om manden havde nogle fjender der kunne finde på det, så hun kunne finde ud af hvor pigen og de andre slaver befandt sig. De vidste ikke at der var flere slaver, men muligheden var der.
Da manden, hans venner og familie havde fortalt hvordan pigen så ud, hvem der måske kunne have fundet på at tage hende, blev døren pludselig sparket op. Nille rejste sig med et sæt, og havde trukket begge daggerter. Hun kneb øjnene lidt sammen, da personen der havde sparket døren op, var ret bekendt. Det kunne da ikke være hende, kunne det? Jo, det var Delilah. Nille så undrende på hende, Nille havde skam ikke glemt at hun havde fjernet Delilahs minder.
"Der er ikke noget galt med mig, der er noget galt med dig. Slap af." Nille snakkede roligt, og ignorerede Delilahs fornærmelser. "Der er ingen grund til at dræbe flere." Hvordan havde Delilah fundet ud af det? "At jeg fjernede dine minder er urimeligt gjort, det er jeg enig i. Men hvorfor er du så gal? Jeg slettede jo ikke alle dine minder." Hun mente det faktisk, det havde været urimeligt gjort af hende, at slette Delilahs minder. Dengang havde det bare virket som en god ide. Man kunne vel godt sige at Nille fortrød at have slettet Delilahs minder.

Delilahs krop sitrede næsten, og vreden dansede tydeligt i hendes blik, som hun ikke lod det flakke væk fra Skammeren et sekund. Hendes tanker flød sammen til én lang klat af flydende tåger, hun ikke kunne hitte redde i, fordi vreden brændte så dybt i hende at det næsten paralyserede hendes tanker. Delilah havde aldrig rigtigt haft et liv - næsten ingen venner, tortur og voldtægt fra familien, havde aldrig fået noget kærlighed i sit liv, og måtte kompensere al den smerte hun altid bar rundt på, med en alt for kraftig appetit til sex. Sex der i mange tilfælde, alligevel tog livet af hendes elskere. Og siden de eneste ting der havde gjort hendes liv lysere, havde fuldt tomrummet i hendes krop ud var forsvundet, havde Delilah være mere tom end hun havde troet var muligt - og det værste var, at det gabende hul der havde været i hendes bryst .. Hun havde ikke troet hun var mere end det hul.
Delilah skælvede, og hendes stemme rystede ligeledes let, da hendes læber endelig kunne skilles, på trods af vreden, der hamrede igennem hendes krop med en kraft, der næsten slog hende ud.
"Urimeligt?! Hvorfor jeg er vred?! Du tog alt fra mig!"
Det var næsten et hvæs der forlod hendes læber, og i denne tilstand tvivlede hun ikke et sekund på, at hun kunne klare en lille hær - for vreden der brusede i hendes krop var ikke blot over hendes egen uretfærdighed, men også det faktum at denne kvindes handlinger kunne have medført Delilahs og Sajros børns død, hvis ikke Sajro havde fundet en midlertidig løsning.
"Du-"
Delilah trådte adskillige skridt fremad, med kniven der næsten længtes efter at bore sig ind i kvinden - men hun vidste bedre. Hvis hun skulle have minderne tilbage .. Så var den bedste løsning nok ikke at hakke kvinden, der kunne det i stykker.
"- tog alt! De eneste der gjorde jeg ikke var ingenting! Mine venner .. Alle der betød noget! Du tog mine børn! Hvis ikke Sajro havde gjort noget, havde du slået dem ihjel! De er ikke gamle nok til at klare sig uden modersmælk!"
Det var slået klik for Delilah. Hvorfor talte hun bare? Hvorfor gjorde hun ikke noget? Men hendes krop var stivnet, og hendes bevægelser frosset fast til jorden som statuer der ikke kunne blødes op.

Nille stod stille, hun trådte ikke tilbage, selvom Delilah gik tættere på. Nille vidste at hvis Delilah dræbte hende, ville Delilah miste chancen for at få sine minder igen og miste en af sine gode veninder. Som hun så havde glemt. Nille havde strammet grebet om sine daggerter, selvom hun ikke havde tænkt sig at dræbe Delilah, hun kunne nu godt finde på at skade Delilah. Nille rystede på hovedet over Delilah.
"Jeg tog ikke alt fra dig, du overdriver." Hun smilede svagt og lagde hovedet lidt på skrå.
Vent, hvad? Hendes børn? Hun rynkede på panden, og sagde først ikke noget. Hun huskede at Delilah havde børn, sammen med Sajro. Nille kunne dog ikke finde på at slette den slags minder, helt hjerteløs var hun jo ikke.
"Jeg slettede ikke dine minder omkring dine børn - det var en af de ting jeg ikke ville gøre." Hun rystede igen på hovedet og bed sig i underlæben. "Det må have været et uheld... Det beklager jeg. Fjern dine våben og jeg giver dig minderne igen, og du lader mig være - deal?" Hun så spørgende på Delilah.

"Overdriver jeg!? Hvad fanden har jeg tilbage!? Flere hundrede år af ensomhed, smerte, tortur, voldtægt! Det er det eneste!"
Vreden var blandet med en sorg i hendes stemme, der dog kun lige præcis dansede så tydeligt i stemmen, at man kunne skimte den hvis man virkelig tænkte over det - og ellers var det kun vreden, der sydede igennem hendes strube, man bemærkede. Blodet fra kniven og de lange fingre der var snoet om knivens skaft, bevægede sig drillende ned af kniven og dryppede imod gulvet med langsomme drag, der havde en næsten rytmisk klang. Hendes krop var stivnet, og hendes åndedræt var lydløst igennem de let adskilte læber, selvom hendes åndedræt faktisk var ret dybt og hektisk.
Delilah bemærkede godt at Skammeren syntes at blive lettere forvirret, da Delilah nævnte sine børn, men hun bed ikke videre mærke i at de to ting hørte sammen. Hendes fingre sitrede, men hendes krop spændtes konstant, og længes efter at mærke Skammerens varme blod løbe ud over hendes krop, og se livet forsvinde ud af kællingens blik.
Men så sagde hun noget der sendte strenge af forvirring igennem Delilah, og fik hendes øjenbryn til at trykke sig let sammen.
"Et uheld ... Kunne du have slået det vigtigste i mit liv ihjel ved et uheld?!"
Delilahs åndedræt syntes at hakke, som blev hendes åndedræt besværet kraftigt, blot ved tanken om den sultedød hendes børn kunne have undergået, ved et fucking uheld! Delilahs øjenlåg gled rystende i. Hun var på ingen måde lige så neutral og kold som hun havde troet, for hele denne sag påvirkede hende kraftigere end hun havde troet var muligt.
Ved Skammmerens ord, rystede Delilah langsomt på hovedet, selvom meget af hende forsøgte at tvinge hendes fingre fra hinanden, og trylle kniven væk. Hun ønskede at stole på hende, at stole på at hun ville give Delilah sine minder tilbage, men det kunne hun ikke. Delilah var ødelagt, for ødelagt til at kunne stole på noget - levende eller dødt - og siden Delilah ikke engang havde de få gran af tillid til andre individer tilbage i kroppen, som Skammeren havde fjernet, så kunne hun umuligt stole på kvinden.
"Jeg kan ikke slippe mine våben. Jeg er i konstant kamp. Det er mit liv."

Var det meningen at Nille skulle have ondt af Delilah nu? Det var det vidst, måske havde Nille også ondt af Delilah, men hun ville ikke indrømme det overfor nogen. Især fordi hun slet ikke var sikker! Nille brød sig langtfra om Delilah, det var ingen hemmelighed, så hun ville ikke indrømme overfor sig selv om hun havde medlidenhed for Delilah eller ej. Hun vidste det ikke. Nille sukkede svagt, og lukkede sine øjne, men åbnede dem dog hurtigt igen, hun ville ikke risikere at miste sit liv. For hvis hun havde lukket øjne, ville hun jo ikke kunne se om Delilah havde tænkt sig at dræbe hende. Nille betragtede Delilah, Delilah som stod som stivnet.
"Og det er selvfølgelig meget synd for dig, Delilah, men der er andre der har haft det værre." Og den tanke ville Nille holde fast på. Der var andre der havde haft det værre end Delilah, desuden, Nille ville jo give Delilah minderne tilbage... men selvfølgelig, var der visse betingelser.
"Ja, det kunne jeg, ved et uheld. Jeg troede ellers jeg havde styr på min evne... men det havde jeg så åbenbart ikke. Hvis du bliver fornærmet, eller hvad du nu bliver, nu, så vil jeg lige minde dig om, at det kan ske for selv den bedste, og at jeg kan give dig dine minder tilbage og det vil jeg! På visse betingelser." Hun smilede roligt.
"Jeg nærmer mig dig ikke, hvis du stadig holder dine våben,og hvis jeg ikke nærmer mig dig, kan jeg ikke bringe dine minder frem igen. Jeg skal kunne se dine øjne klart."
Det var Delilahs valg.

Det var langt fra meningen, at Skammeren skulle have ondt af Delilah. Faktisk, hvis Delilah havde haft blot den mindste mistanke om at Skammeren blot overvejede om det var muligt, så ville vrede nok være flammet op i Delilahs blik, og hendes fingre havde klemt hårdere sammen omkring sine våben. Delilah kunne klare mange ting, men hvis folk havde ondt af hende, eller medlidenhed med hende, så følte hun sig mere end svag og patetisk, og det kunne hun ikke holde ud.
Det var nok også derfor hun himlede kraftigt med øjnene, så Skammeren sagde ordene 'synd for dig', og irritation flakkede dybt igennem hendes grønbrune øjne, for blot at sive ud og give hende en let trækning med læberne. Da Skammeren derimod sagde at andre havde haft det værre, sitrede et let smil over Delilahs læber, og irritationen forsvandt fra hendes ansigt, blot for at blive erstattet af en ironisk sødhed, der tydeligt syntes at ønske at banke Skammeren op ad en mur og flå halsen ud på kællingen.
"Selvfølgelig. Du ville foreksempel have haft det langt værre end jeg nogensinde har haft det, hvis de børn havde taget blot den mindste smule skade. Bare i et sekund havde været skadet."
Vreden flammede igennem hendes sætning, og ilden dansede ligeledes i hendes blik, så den syntes at ætse sig ind i Skammerens blik - hun mente hvert et ord. Måske syntes Delilah kold, og måske havde hun en tendens til at kæmpe for ikke at vise sine følelser, eller holde alt inde. Men for Delilah, var de to piger alt - de var det eneste denne version af hende nogensinde havde elsket, og selv for hende der havde elsket før, havde hun aldrig haft noget på samme måde. Hun ville gøre alt for dem, og tanken om at de kunne have taget skade af noget Skammeren kunne have gjort .. Den gjorde hende sindssyg.
Hendes fingre skælvede. De rystede rent fysisk, da Skammeren sagde at hun kunne have slået dem ihjel ved et uheld, men at det kunne ske for selv den bedste. Som betød det ingenting, at Skammeren havde puttet Delilahs børn i livsfare. Hvad var der galt med hende?!
"Det kunne også ske for selv den bedste at man 'uheldigvis' slog alle der betyder noget for dig ihjel. Og det har du fandme bare at gøre!"
Af en eller anden grund havde Delilah utroligt meget lyst til at græde. Ikke fordi hun gjorde det, Delilah græd ikke, men alting var bare så fucked up, og alle følelser overvældede hende så kraftigt at hun for første gang i mange hundrede år, pludseligt fik lyst til at sætte sig ned og græde. Intet af dette kunne selvfølgelig ses på hende.
Delilah hævede sit øjenbryn ved Skammerens 'betingelser', men hun stak den blodige kniv ned i våbenbæltet - men smed ikke selve bæltet. Delilah var ikke dum. Hendes blik var endnu løftet og rettet imod Skammeren, men dette havde ikke ændret sig et sekund, siden før Skammeren fremlagde sine krav.

Nille ville ikke blive fornærmet af Delilahs ord. Så i stedet for at tage ordene der kom fra Delilah til sig, trak hun på den ene skulder. Der var jo ikke sket børnene noget, heldigvis. Nille forstod nu godt hvorfor Delilah var så vred. Nille havde jo selv været en mor. Forskellen var bare at Nilles søn var død. Delilahs børn levede stadig. "Dine børn lever stadig. De har det fint, siden du er her." Nille smilede svagt. Sket var sket, og Nille kunne ikke ændre på at hun havde fjernet Delilahs minder. Eller, hun kunne jo give Delilah sine minder tilbage, og det ville hun skam gøre, på visse betingelser. Intet var helt gratis i denne verden, havde hun lært. Nille ville ikke have penge, hun havde ikke brug for flere penge, men der var noget andet hun havde brug for. Hun havde brug for hjælp, og hun vidste at Delilah havde imod slaver.
"Du må ikke skade dem der betyder noget for mig, hvis jeg bringer dine minder tilbage." Hun ville sikre sig, at der ikke skete dem hun holdte af noget. Da Delilah havde stukket sin blodige kniv ned i bæltet, trådte Nille et skridt frem mod hende. "At du ikke skader nogen jeg holder af er mit krav. Samtidig vil jeg også have din hjælp til at finde en 7 årig pige, som er blevet taget som slave." Hun holdte øje med om Delilah trak sin kniv frem igen. "Det er de eneste krav jeg har." Sagde hun roligt.

Delilahs øjenlåg gled i, da Skammeren fastslog at hendes børn endnu levede. Selv uden så mange af de minder hun havde om sine børn, bristede hendes hjerne ved tanken om at udfaldet havde været noget andet. Og siden smerte og sorg i Delilahs krop altid blev omdannet til vrede, da hun håndterede det langt bedre, brusede hendes sind pludseligt af vrede. Hendes tænder fik fat i hendes underlæbe, lige tidsnok til at begynde at flå den op.
"Ja, de lever. Og hvis de ikke havde gjort dét, så havde du og alle du kendte lidt en meget smertesfuld død for længe siden."
Stemmen var overraskende sød, og det klistrende, sukkersøde smil hun sendte til Skammeren, lyste af den vrede der boblede indeni hende. Delilah var uhyggeligt tæt på at være steril, så at hun faktisk havde fået børn - og endda tvillinger - var noget nær en umulighed. Og ikke noget hun regnede med nogensinde kunne eller ville ske igen.
Delilahs øjenbryn hævedes svagt ved Skammerens krav, men hun svarede ikke i første omgang. Hvorfor troede hun, at hun var i en position hvor hun kunne stille krav til Delilah? Men selvom hun ikke mente at Skammeren havde råd til at kunne stille krav, så ønskede hun ikke at gøre nogle Skammeren kendte ondt lige for tiden(selvom hun dog ikke vidste præcis hvem det så skulle være, så hvem vidste det faktisk?).
Først da Skammeren skød ind på et andet emne omkring en 7-årig pige, fanget i slaveskab. Overraskelse flød igennem hendes blik, og sekunder senere havde en helt ny form for beslutsomhed overtaget hendes blik - og hele hendes ydre havde syntes at skifte fra at være vredt og den kvinde folk hadede, til at have et helt nyt udseende af en kvinde som folk sjældent så. Hende der faktisk brød sig om noget, og tillod sig selv at vise det.
"... Hvor er hun, hvordan er bevogtet, hvem har taget hende og hvordan kommer vi derud?"
Hun syntes at have glemt alt om hendes egen situation. Den fremmede 7-årige pige var lige nu vigtigere end hende selv.

Nille sukkede svagt over Delilahs trussel. Hun så på Delilah med et tomt blik. Delilah kunne true så meget hun ville, det ville ikke ændre på noget af det, der var sket. Man var nød til at se fremad, ellers kom man ingen vegne. Så var man fanget i fortiden og det var en skæbne man ikke skulle ønske sig. "Du kan true så meget du vil, men jeg kan ikke ændre fortiden." Hun smilede undskyldende. Nille ville ikke blive fornærmet over Delilahs trusler. Det ville hun ikke bruge sine kræfter på.
Nille hævede begge øjnebryn af Delilahs reaktion. Hun vidste godt at Delilah var imod slaveri, men alligevel overraskede det Nille. Til tider virkede Delilah ikke som en person, der var imod slaveri, ifølge Nille. "Ro på. Lad mig først få dine minder frem igen, og så kan jeg fortælle dig, det jeg ved omkring pigen." Nille gik et skridt tættere på Delilah. "Se mig i øjnene, hvis du vil have dine minder igen." Samtidig med at Nille sagde det blev hendes øjne helt sorte. Hvis Delilah så hende i øjnene, ville Nille finde de minder Delilah havde glemt frem igen, så Delilah ville kunne huske det igen. Nille vidste jo hvilke minder, der skulle frem, og kunne derfor finde dem.

"Det skal ikke forhindre mig i at true. Sådan er jeg bare."
Overraskende nok, og fuldstændigt ude af sammenhæng, glitrede et smil igennem hendes blik, imens et let smil var at finde i hendes stemme. Samtidig bevægede hendes skuldre sig i en yndefuld symfoni, der samlet viste noget der mindede svagt om et skuldertræk. Det var denne side af hende, den lettere muntre side, som mange faktisk brød sig om, hun altid valgte at skjule dybt i sig - og det var derfor en overraskelse at den brød frem netop nu.
Måske var det fordi hendes følelser alligevel var så fucked up at det ikke gjorde nogen forskel om der blev tilføjet en smule craziness til hendes tanker.
Ved Skammerens næste ord, var Delilahs ansigt faldet på plads, så det halve smil var for længst forsvundet. Derfor var det også et alvorligt nik der bevægede hendes hoved let, så de mørke krøller dansede overraskende sensuelt om hendes slanke ansigt. Dog tøvede hun adskillige sekunder, på faktisk at lægge blikket i Skammerens, hvilket var underligt da hendes skarpe blik ellers altid hvilede i den modsatte parts blik, udenset hvad.
Men nu hvor hun blev bedt om det .. Så var det bare noget andet.
Dog gik der ikke mange sekunder, før hun løftede blikket og lagde det i Skammerens. Hun alt andet end stolede på hende, men selvom hendes krop længtes efter at slå ud efter Skammeren, så ønskede hun langt mere end noget andet at komme tættere på de børn, der betød alt for hende. Så hun ignorerede sin egen utryghed, og tvang sig selv til at .. 'stole' på Skammeren.
Så snart hun gjorde det, væltede minder ind over hende. Minder der overraskende nok viste hende billeder, af ikke kun hendes børn. En hvid engel viste sig for hendes blik, som hun fik en større og større trang til at beskytte imod alt, jo flere minder der kom frem. Flere minder af Sajro og børnene væltede frem, og det gik op for hende at han faktisk ikke havde løjet om noget han havde fortalt hende.
En menneskemand blev skubbet ind i hendes minder, hvis kønsdele var blevet revet af grundet hendes fejltagelser. En mand hun havde elsket igennem tyve år blev husket, samt en shapeshifter med adskillige børn og en irriterende engel-forlovet.
Alting væltede tilbage til hende, og tog pusten fra hende, mere end hun havde forventet det ville. Hendes ben kæmpede for at knække sammen, men hendes viljestyrke holdt hende stående, selvom hun vaklede lidt af det psykiske slag det var for hende, at få at vide at hun faktisk ikke var helt alene. Snart efter stillede strømmen dog af(Selv ikke den kvinde der endnu havde sine lykkelige minder, havde haft et specielt lykkeligt liv, så der var ikke så forfærdeligt mange lykkelige minder på trods af alt), og hun lod øjnene falde i for at holde sig samlet i nogle sekunder.
Uden at slå øjnene op, skilte hun læberne.
"Giv mig så en heads-up på den slavesag, Nille."

Nille lagde hovedet lidt på skrå. Hun smilede svagt af det Delilah sagde. "Men du burde passe lidt på med det. At true giver dig ikke altid det du vil opnå." Sagde hun roligt. Nille havde lagt mærke til at Delilahs humør på en måde skiftede, men hun tænkte ikke meget på det. Hun var ligeglad med hvilket humør Delilah var i, Delilah skulle bare ikke skade hende eller dem hun holdte af.
Da Delilah havde fået sine minder igen, og Nilles øjne blev normale var Nilles ben ved at give efter. Hun greb hurtigt fat i bordenden med begge hænder, så hun ikke faldte. Hun tog en dyb indånding. At hun havde brugt sin evne til at give Delilah sine minder igen, havde taget en del af Nilles energi. Nille så på Delilah, da hun snakkede. Nille så mod manden, som var pigens far, der havde stillet sig i et hjørne og set på. "Hun blev taget da hun havde været ude at gå en tur. Pigen har lyst hår, grønne øjne, og hun er lidt bleg. De ved ikke hvor hun er, men hun er muligvis ved slavemarkedet, medmindre dem der tog hende selv ville have hende." Nille havde ikke mødt pigen, men faren havde beskrevet pigens udseende for hende. "Hvis hun ikke er der må vi vel improvisere, eller har du en ide?" Nille så spørgende på Delilah.

Delilah holdt sig stædigt oprejst, selvom Nille vaklede let ved det energitab hun fik. Selvom en stærk trang brusede frem i Delilahs krop efter at få lov til at komme hjem og holde hendes børn, blev hun stående og ventede på at Nille fik samlet kræfterne op igen, så de kunne hjælpe den fremmede pige. På trods af alt der famlede rundt i hendes krop, opretholdt hun et følesesløst smil der næsten så ægte ud, og en ret holdning der både havde et elegant skær, men også et udtryk der viste at hun konstant var klar til at gribe fat i sine våben og forsvare sig.
Sådan fungerede hendes liv. Altid.
"Hvor gik hun?"
Delilah kendte noget til de forskellige patruljer der kidnappede folk til slavehandlerne, og de havde alle sammen forskellige områder. Der var territorier, og hvis hun var blevet taget på et af disse territorier vidste hun præcis hvem der havde taget pigen, og dermed hvor de skulle gå hen og tvinge dem til at fortælle hvor de havde ført hende til. Delilahs blik søgte hurtigt men grundigt over hele flokken af folk i gruppen, men fandt til sidst tilbage til Nilles. Der var et overraskende professionelt skær over succubus'ens blik, da det fandt tilbage til Nilles. Det her var hvad hun gjorde. Det her var hvad hun var god til.
"Jeg ved ikke hvem forældreren er herinde, men hvis den person har et maleri eller skitse af hende, ville det være godt. Dog betyder det ikke så fandens meget, da vi får så mange ud som overhovedet muligt, og ikke blot denne pige."
Hendes blik lå fast i Nilles. Hun regnede ikke med at Skammeren ville sige hende imod på det punkt, men hvis hun gjorde, ville det ikke ændre noget. Delilah ville alligevel få så mange ud som overhovedet muligt, om så Skammeren ville være imod det eller ej. Det var ikke hendes problem, og hun ville ikke lade folk være i fangenskab når hun kunne stoppe det. Aldrig.
Underligt nok sendte Delilah et svagt smil til Skammeren, inden hendes blik søgte hen over hele gruppen igen.
"Og hvorfor fanden er der egentligt så mange herinde ..?"

Nille tog en dyb indånding, inden hun rettede sig op. Hun havde brug for at sidde ned. Hun trak en af stolene ud, og satte sig ned. At bruge evnen havde taget en del af hendes energi og givet hende hovedpine. Hun masserede sine tindinger, mens hendes albuer støttede sig på hendes lår. Da Delilah spurgte om, hvor pigen havde gået, så Nille mod manden, som var pigens far. Manden trådte et skridt tættere på dem. "Ned ad gågaden, ikke så langt herfra. Hun sagde, at hun bare ville gå en hurtig tur deromkring, og så hjem igen." Sagde manden.
Manden forsvandt i et kort øjeblik efter, at Delilah havde sagt det med et maleri eller skitse. Kortefter kom manden tilbage med en lille maleri. Han rakte det tøvende til Delilah. Det var tydeligt at manden ikke stolede på Delilah. Hun havde jo dræbt nogle af hans vagter. Nille var ikke uenig med Delilah. Hvis der var flere slaver, ville Nille uden tvivl gøre sit bedste for også at få dem fri. Nille lagde ikke mærke til det svage smil, Delilah sendte hende. Hun havde blikket låst fast i gulvet, da hun til tider havde det med, at hun ikke turde se nogen i øjnene, grundet hendes evne. "Det er pigens familie og nogle af hans familie." Sagde Nille træt.

Det undrede ikke Delilah, at manden alt andet end stolede på hende. Hun havde braset ind i værelset hvor han forsøgte at få en kvinde til at redde hans datter. Hun havde slagtet adskillige af hans vagter, og truet de fleste på livet, hvorefter hun havde fået kvinden han skulle bruge hjælp fra, til at gøre noget der tydeligvis havde drænet al kraft ud af hende. Hvad grund havde han til at stole på hende?
Men i virkeligheden, var det intet problem at finde ud af, hvorfor han sagtens kunne stole på hende. Vreden der brusede i hendes blik ved lyden af ordet 'slaver', og den hensynsløse stædighed der havde fået hende til at slå flere vagter ihjel, havde bevist at hun kunne klare opgaven. Men hvis det havde været Delilah selv .. Havde hun ikke ladet den morderiske dæmon gå uden den dæmon, hun selv havde tilkaldt. Så derfor overraskede det ikke Delilah, at mandens blik hele tiden faldt tilbage på Nille, som et slags sikkerhedsnet.
Hun tog imod billedet, uden at have besvaret hans ord, om hvor pigen havde været. Men stedet .. Det bekymrede hende. Hun kendte til en hel del grupper, der tog piger fra området omkring gågaden, og hvis han ikke havde et præcist sted, så kunne Nille og hende selv være nødt til at besøge en hel del steder, før de fandt det rigtige sted. Og med den brændende lyst der var i Delilah, om at få lov at komme hjem til sine børn, så kunne det blive en satans lang aften.
Hendes blik skannede billedet, imprentede det på nogle sekunder, og gav det tilbage til manden, der virkede forvirret over at hun kun havde kastet et kort blik på det. Hun ignorerede hans blik, og vendte hovedet imod Nille, der syntes svagere end godt var.
"Hvis du spiser nu, hvor længe går der så til du er klar, Nille?"
Hun vidste godt, at Nille vidste at hun var en drevens, og dermed hvad hendes føde var. Og fordi hun føde var så nem at skaffe - den var alle steder - og ikke skadede nogle, så tænkte hun at det ville være den smarteste og nemmeste måde at få energi på, for Nille. Mad = energi. Det var meget simpelt.

//OOC: Hvis Nille får energi, så kan vi springe videre?^^

Nille masserede fortsat sine tindinger, mens Delilah kiggede på maleriet af pigen. Hun følte sig døsig, grundet energitabet. Hun ville ikke kunne redde pigen nu hvor hun havde mistet så meget energi. Enten måtte de vente på at hun havde fået energi igen, eller også måtte Delilah tage alene afsted. Nilles blik var stadig låst fast til gulvet. Hun så først op fra gulvet, da Delilah snakkede til hende. Hun havde ikke tænkt på at spise nogle af deres følelser, for at få energi, men det var en god ide. "Ikke særlig lang tid." Svarede Nille. Hun så hen imod pigens far. "Ville du have noget imod at jeg spiste en af dine følelser?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå. Pigens far rystede på hovedet. Nogle sekunder efter havde Nille spist en af hans følelser, som var savn. Hvilket fik Nille til at savne Jacob og hendes venner endnu mere. Hun fik langsomt mere energi. Hun rejste sig op fra stolen. "Kom." Hun så kort på Delilah, inden hun gik ud af bygningen.
Da de begge var ude af bygningen, så Nille på Delilah. "Har du en ide om hvor vi skal gå hen?" Spurgte hun.

Nilles spørgsmål fik succubusens hoved til at virre svagt, som duftede hun til den kølige brise. Der gik mange minutter før hun faktisk svarede på Skammerens spørgsmål, hvor tanker bevægede sig hurtigt og fikst inde i hendes hoved. Hun gennemsøgte hurtigt sin viden om slavehandlere i dette område, og sammenlignede det med pigens alder og udseende. Gågaden var fandens lang, så hvor hun var blevet taget, havde været utroligt upræcist. Idioterne troede altid at de var mirakelmagere.
Hovedet vippede svagt til siden, og blikket fæstnede sig skarpt på et punkt et godt stykke væk. Der var en gruppe ikke langt fra dette sted, der gik specifikt efter unge piger, meget lig denne pige. Hvis ikke det var denne gruppe, så kunne det være praktisk talt enhver slavehandler i Terrorville, der havde tilholdssted nær gågaden. Og det var fandens mange, for gågaden var et af de bedste steder at nappe folk fra. Altid myldret og fuldt, så ingen bemærkede en lille kamp og en forsvinden i mængden.
"Kom med."
Hendes stemme havde en fraværende klang, som talte hun af refleks til Nille - samtidig med at hun satte i hurtig bevægelse igennem den omklamrende masse af travle folk, der hastede til deres gøremål. Selvom hun teknisk set ikke havde besvaret Nilles spørgsmål, så kunne det hende rende. Hvis Skammeren ikke havde forstået svaret, så var hun dummer end den dør Delilah havde planer om at slå ind, så snart hun kom til den rigtige lokation.
Det var en kort gåtur - måske fem-ti minutter, hvor Delilah konstant holdt den ret hurtige fart, og ligegyldigt skubbede sig igennem menneskemassen, uden at tage hensyn til de vrede blikke der blev sendt efter hende. Med ét drejede hun om og forsvandt ind i en sidegade. Hendes hæle klikkede hurtigt og målrettet imod brostensunderlaget da hun forsvandt ned til enden af gyden. I farten strakte hun hånden ud, og greb fat i et jernrør der havde være smidt i en af containerne, hun trådte forbi.
Hun bekymrede sig ikke om hvorvidt Nille var med eller ej. Det regnede hun helt simpelt med at Skammeren var.

Hun løftede jernrøret i en hurtig bevægelse, og stoppede så op, som frøs alle hendes muskler på stedet. Foran hende var der en faldefærdig dør, der så ud til at være halvødelagt i kanterne - den var alt andet end indbydende, og udefrakommende ville flygte væk, hvis deres blik strejfede den smadrede dør og de smuldrende vægge der omringede den. Men naturligvis gjorde dæmonen ikke dette.
Istedet løftede hun jernrøret, og gav sig til brutalt at hamre på døren, til revner løb henover døren, og den brast sammen under de voldsomme slag. Det larmede som ind i helvede. Mænds forskrækkede råb ekkoede bag døren, og knapt havde døren givet op imod Delilahs slag, før en lille gruppe mænd kom til syne bag døren.
"Hej drenge! Fuck herud lige nu eller jeg plaffer knoppen af jer."
Mændene havde alle pistoler eller andre våben klemt imellem fingrene, men alligevel myldrede de ud af døren - med hvert eneste våben rettet imod Delilah og Skammeren. Sandt, Delilahs metode lige nu var destruktiv, dum og lagde op til kamp, men .. Delilah var i humør til kamp. Og hvis de havde taget pigen kunne de ligeså godt sige det nu, så de kunne blive straffet med døden. Alt det dér snigeripis var nogle gange overvurderet!
"Hvad laver i her? Hvem er i? I bliver pumpet fylde af bly, hvis i ikke smider jeres våben lige nu!"
En af mændene, en mand hvis gråsprængte hår viste at han var lidt for gammel til denne her leg, sagde autoritært sætningen med øjne der lyste af triumf. Han var sikker på at have vundet på forhånd.